Isiodith lod de mandelformede øjne glide henover den tætte forsamling af skovelvere, hvis klæder glimtede i den varme sols stråler. Selv bar hun en kjole, der uvant for hende selv, smøg sig nydeligt om hendes magre former og som flagrede i den lette nordvind.
Hun var kommet med sine forældre som følge, men de var ikke nogen steder at se. End ikke i horisonten, og Isiodith måtte bekæmpe trangen til, at dreje rundt på hælen og søge tilbage mod hendes kammer, hvor væggene hviskede betryggende ord. Hun vidste, bedre end nogen anden, hvordan hendes far ville formane hende om hendes deltagelse i Solblomstens Fest, og Isiodith rankede den tynde ryg, som ekkoet af hendes fars røst, fandt vej til hendes tankestemmer.

Som velkomsttalen nåede sin ende, således lod Isiodith fødderne fører hende hen langs de dansende, hvis lavmælte og indestængte jubelskrig, fik hendes slanke læber til at spredes i et smil. Det var svært ikke at blive smittet af stemningen, som hun gik og slæbet på den sølvglimtende kjole, fulgte bag hende i det grønne græs.
Omkring hende glimtede kongeblå og lyseblå farver tillokkende, men for nu lod hun de healende planter være, for i stedet at finde sig et roligt sted, hvorfra hun kunne betragte de festglade. 

Cornélian havde først taget plads blandt musikanterne, og deltaget i festlighederne, men været sikkert værnet mod uønsket social interaktion. Hans frirum holdt dog ikke længe, før musikken bevægede sig mod nyere stykker, stykker komponeret og genskrevet under Cornélians lange søvn, som han var uvandt med.
Et halvt nummer sad han blot lidt akavet ved harpen, indtil en anden bad om pladsen, og han var nød til at føje sig. 

Cornélian havde aldrig brudt sig synderlig meget om store fester, og det var et sentiment der kun var blevet stærkere efter han var vågnet fra sin knap 400 års lange søvn. Der var nye ansigter overalt, folk der kendte til ham, men som han aldrig havde set før. Cornélian havde været en forsker udi magiens mysterier, og en lærer for mange. Men nu var et rygte. Den anden til at vågne efter Daerelda, Elverlys Stemme og leder af skovens folk. Broder til Sommerens Stemme, og, til trods for Daerelda endnu ikke havde lavet nogen officiel proklamation om det, lod det til visse familier med gode forbindelser allerede viste, at Cornélian selv ville indtage en plads på Elvers råd, som Vinterens Stemme.

Væk fra de overfladiske samtaler, søgte Cornélian et roligt sted, men fandt det allerede besat af en ung, bleg kvinde. Han bed sig kort i læben, inden han besluttede sig for at træde nærmere alligevel. "Undskyld mig frøken? Det er ikke min intention at trænge mig på, eller forstyrre Deres ro, men er det muligt den kan bevares med en ekstra tilstedeværende?" spurgte han roligt og upåtrængende, med et mildt smil.
Cornélians klædning var hverken prægtige eller praktiske af karakter. De var skabt med to funktioner, at være præsentable, og komfortable. En kåbe af flere lag, tydeligt lavet til Cornélians mål, og holdt i blide farver. Cremet hvid, sky blå, og en dæmpet, men lys grøn dominere, mens små deltajer gjort i gylden tråd glimtede når lyset faldt rigtigt.

Det glædede Sommerens stemme at se så mange af sit folk nyde festen og den glæde der fulgte at fejre livet, selvom det nok i sandhed var en glæde der lå ham lidt fjernt den sidste tid.
Men foråret var på vej efter hvad der havde føltes som en kold vinter. Dog viste verden også tegn på at den den ændrede sig, hans broder gik atter i blandt dem selvom verden måtte virke fjern for ham, lod han til at forsøge at være en del af den.

Et overrasket smil gled over Elisors læber som han endelig fandt hvor hans broder var endt henne, efter han havde sendt sig selv i eksil fra sin sikre plads ved harpen. "Neelian! Så det er her du har fundet vej hen" klukkede elveren og klappede sin broder på skulderen, det var altid en fryd at se ham i selskab med andre.
"Åh de må være frøken Lómadriethiel, Isiodith korrekt?" selvom mange mente at Elisor kunne huske alle navne og ansigter på alle elverne i Elverly, eller måske blot alle kvindernes, var sandheden ej så spændende, men at glemme en af dem der havde forsøgt at hjælpe hans broder med at vågne kunne han er glemme. "De skal have min tak for at have våget over min broder og forsøgt at få ham tilbage til os" fortsatte han og bukkede derefter kort.

Cornélian så kvindens tanker, minder var de mere, og sympati dukke op omkring hende, som tågede refleksioner. Jo mere hun forsøgte at gemme det væk, at skjule det for ham, jo tydeligere blev de kun. Han nåde dog kun at genkende sin egen skikkelse og hendes sympati, før han slog blikket væk.
Trods risikoen for at virke affejende, var det bedre at hun så skævt til ham, end han snagede i hendes personlige anliggender - om de så omhandlede ham eller ej.

"Fremragende" svarede han lidt stift som hun accepterede hans tilstedeværelse, og bukkede høfligt, men kort for hende, inden han tog plads, en respektable afstand fra hende. Ikke så langt fra det virkede ubehøvlet, men ej heller så nær, at det nødvendigvis lagde op til overfladisk småsnak. Det var en afstand han havde brugt mange år på at perfektere.

Derfor kom det da også som en overraskelse da kvinden alligevel tog initiativet, og startede en samtale. Dog ikke den kedsommelige snik-snak Cornélian frygtede, men en dybtfølt ærlighed, der ikke kunne andet end drage blikket til sig. Cornélian så hvordan tågerne omkring hende lettede med hvert ord, som hun bragte for lyset hvad hun havde holdt skjult. Selv som hendes eget blik flakkede, var Cornélians fæstet ved hende.

Cornélian åbnede munden for at svare hende, men et kald fra en velkendt stemme afbrød hans tankestrøm, og Cornélian drejede hoved, og fandt sin broderes nærhed. "Eli!" hilste han varmt tilbage "Ja, jeg har ikke haft mulighed for at indøve det, ehm, nyere repertoire, men næste gang skal jeg nok være klar" lovede han sin tvillingebror, inden han lod sin opmærksomhed falde tilbage til til Isiodith. 

"Selveste Elverlys Stemme forsikrede mig at intet kunne have bragt os tilbage tidligere, og hvis De har blot en brøkdel af Deres forældres ihærdighed, er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at De gjorde alt hvad der var dem muligt" forsikrede han hende mildt "Og trods de år jeg har mistet, så har min krop intet fejlet. Jeg ser nu jeg har Dem at takke for det" fortsatte han, og bukkede taknemmeligt nakken for hende.
Trods den sombre tone, var der dog et glimt i Cornélians blå øjne, som han løftede hoved igen. "Og jeg håber Agnor og Bariela er vel. Jeg husker dem som utroligt evnede, og dygtige, til trods for de til tider havde mere øjne for hinanden end hvad end jeg havde at sige" fortalte han med et lille suk, men en lavmælt klukken fulgte dog. Åh han huskede dem ganske klart. Han var ikke overrasket over de havde fået sig så fin og ærlig en datter.

Som Sommerens Stemme ankom og gjorde de tilbagetrukne selskab, rankede Isiodith instinktivt ryggen. I selskab af to anerkendte og respekterede hanelvere, følte hun sig underlegen og ubetydelig, men mest af alt respektfuld og med et brændende begær om, ikke blot at gøre ret ved hende selv, men også forældrene. Derfor nejede hun høfligt og gjorde mine til at trække sig, som Elisor henvendte sig til hende.

Overraskelsen var kort at spore i de isblå øjne men den forsvandt som dug for solen, end ikke øjeblikket efter. Hvad Isiodith manglede i hendes fysiske tilstedeværelse, gjorde hun op for i styrken, der var at finde i de isblå øjne. Ikke ofte havde hun erfaret, hvordan hendes magre, næsten gennemsigtige skikkelse, måtte tilkæmpe sig ekstra råderum i hendes eget fag, hvormed hun havde lært at ranke ryggen og betragte sine omgivelser med klare øjne. At betragte, rigtig betragte, var i sandhed en kunst, ikke mange besad.
Isiodith nikkede, som antydningen af et smil fandt vej til de buttede læber. ”De må endelig ikke takke mig”, svarede hun, som hun høfligt nikkede mod ham. ”Jeg gjorde det gerne. I sandhed var jeg beæret over, at rådet mente, at mine evne var tilstrækkelige. Alt jeg kan beklage er, at jeg aldrig formåede, at få bragt ham tilbage til de vågnes verden”, fortalte Isiodith videre, som sympatien, den hun blot få øjeblikke forinden havde følt, atter fæstnede sig i hendes bryst.

Dernæst landede de isblå øjne på Cornélian, som også priste hende for hendes arbejde, og Isiodith smilede varmt til ham, som hun nejede i ærbødighed.
”Det gør mig lykkelig at høre, at du er ved godt helbred”, sagde hun, og mente det, så hele hendes hjerte kunne briste. Isiodith havde altid lidt under – eller levet med – en ufattelig og ægte empati, der til tider efterlod hende knækket tilbage, når kammerets døre lukkede i og hun blev alene.

Ikke at Cornélian lod hendes tanker dvæle der for længe, for historien om forældrene fik Isiodith til at stråle som en varm sol. Selv var forældrene, for hende, indvævet i stolthed og disciplin; egenskaber hun selv brændte efter at besidde og respekterede højt og selvom hun ikke tvivlede på den romantiske kærlighed, der flød mellem hendes forældre, var det betryggende, ja tilmed eventyrligt, at høre den berettes om fra andres læber.
”Jeg ville ønske, at jeg selv havde mulighed for at se mine forældre, som De gjorde det”, sagde hun, som Isiodith atter smilede bredt og varmt, så de hvide bag de buttede læber blev blottet. ”Min fader tog mig som sin aspirant, så jeg ser nu, hvordan hans egen uddannelse har gjort ham godt.” 

"Rolig nu broder ingen hast! Verden har stadig godt af dit selskab, men jeg forstår hvis du ønsker dit frirum" Smilte Sommerens stemme som han klappede sin broder på skulderen, en kontrast til hans ellers formelle tale.

Elisors øjne snævrede sig sammen et øjeblik som han tog hendes form ind, det ville ikke undre ham hvis Isiodith gik mere op i andres ve og vel end sit eget. En last der lå meget nær helbredere og ledere der ville andre det bedste. Noget han nok selv måtte sande at han burde være mere opmærksom på. 
"Frøken, vi har alle en rolle at spille, og selvom at de mener at deres ej er stor, så tag ikke fejl den er stadig umådelig vigtig!" Som i naturen var alle nødvendige, balancen kan være åh så skrøbelig hvis den bliver skubbet for meget.

Sommerens stemme klukkede over Neelians fortælling, men smilte med den yngre elver som hun fortsatte. "Agnor og Bariela, åh det bringer minder frem! Få var som dem da de var unge, ikke at i har hørt det fra mig, men historien om de to skovduer er faktisk om dem" klukkede han igen, en historie om to elvere der for en tid måtte leve som duer og delte deres egen kærlighed til de blev dem selv igen.

Et svagt suk undslap Cornélians læber som Isiodith insisterede på at benægte deres komplimenter. Cornélian nikkede anderkendende som hans broder talte. "Det er således. Desuden frøken, så vil ingen bebrejde Dem for ikke at være lykkedes i et foretagende, som selv vores leder mente var umuligt" fastholdt han insisterende "Så jeg håber De vil tage imod vores taknemmelighed for at have gjort forsøget, og passet så vel på mit fysiske legeme". Hvad hun havde gjort var ikke nogen lille ting, og hendes vedholdenhed kunne kun beundres.

Cornélian huskede ikke historien om De to Skovduer særlig godt, men det undrede ham ikke et øjeblik en sådan historie kunne være groet fra de to. Til gengæld bed han mærke i Isiodiths egne ord. Så det var hendes egen fader der primært havde været hendes lærer? Ikke noget Cornélian kunne anbefale. Forældre var for tæt på, for fokuserede på de forkerte ting, efter hans mening.
"Hvordan har deres faders undervisning været? De lader ikke til at have en synderlig tiltro til deres egne evner, trods selv rådet anderkendte dem, og stillede dem den krævende opgave?". Det var ikke noget høfligt spørgsmål, og grænsende sig nok til socialt uacceptabelt, men Cornélians nysgerrighed stak af med ham.

Isiodith lod de isblå øjne hvile på de to brødre, som de udvekslede interne høfligheder til hinanden men da de dernæst atter gav sig til at betragte hende selv, slog hun blikket ud mod horisonten. Deri, hvor de dansende stadig festede, som var der ingen dag i morgen og det slog den unge skovelver, at det måske var for det bedste. I sandhed havde tiderne fundet freden for endnu engang, men Isiodith selv havde sine tvivl, hvad angik landets fremtid.

Som Cornélian satte spørgsmålstegn ved hendes faders oplæring, måtte Isiodith dog atter lade sine øjne finde vej tilbage til hans skikkelse - om end ufrivilligt. Hun havde hørt hvisken i krogene i Helbredernes Hus, fra kvinder der alle smilede store smil og ivrigt delte den seneste sladder; og alle sagde de det samme om Vinterens Stemme; at han var ligeså smuk, som han var uforskammet.

Et venligt smil satte sig henover Isiodiths fyldige læber, som hun tog sig et øjeblik til at overveje sine ord. Da hun omsider talte, var hendes stemme fast, som de isblå øjne grænsede til udfordrende; et faktum Isiodith selv dog ikke bed mærke i.
”Jeg har skam tiltro til mine egne evner. Jeg kender dens svaghed, såvel som dens styrke. Min fader tog mig modvilligt under sine vinger, da jeg i tidlig alder udviste kundskab for helbredningens kunst. Vi… Bevæger os indenfor samme felt, så at sige. Om nogen forstod han, hvordan jeg bedst kunne højne mine færdigheder og han var ligeså streng, som han var retfærdig og disciplineret”, fortalte Isiodith uden omsvøb, ”hvis jeg fremstår usikker, er det snarere empati for Deres og Deres families situation. Jeg lider desværre under det så ganske typiske syndrom, der som oftest tilfalder folket i mit fag. Vi føler for meget.” De næstfølgende ord vidnede om en særlig, humoristisk selvironi og Isiodith kvitterede hendes ord yderligere ved at smile spøgende til dem begge. 

Elisor drejede kort hovedet væk så han kunne rulle øjnene af de to uden at de kunne se det, en frøken der nægtede at tage imod tak, samt hans bror der atter engang fik begravet sig i best mulig lærdom. Som hans vente hovedet var der atter et smil på hans læber, hans bror var stadig den samme.

"Så Neelian, jeg tror det Isiodith prøver at sige at hun ønskede at hun kunne gøre mere" hans øjne fandt hendes med et let bebrejdende blik "Selvom det ej er fair over for hende selv" Han havde set det så mange gange før, og ville så sikkeret som sommerens komme se det en det igen. 
"Frøken undgå at give for meget af dem selv, for at kunne hjælpe andre skal man have styrken til at hjælpe sig selv" 
Men selv efter sin formaning smilede hans øjne, for hun forstod at stå på egne ben selvom hun måske virkede kuet. Noget der bragte ham håb for fremtiden. 
"Nu når vi taler om fædre og døtre, hvordan går det med din broder? Jeg tænker at du har meget at lære hende?"

Cornélian burde vide bedre, end at ignorere sin broder Elisor, når denne forsøgte at glatte en situation ud. Men Cornélian havde mødt Isiodiths udfordrende blik, og overhørte sin broders formaning, som kun én viljefuldt døv kunne gøre det. 
Som Isiodith talte, var der en tydelig ild der blev tændt bag Cornélians blå øjne, mens han tålmodigt lyttede til hendes udsagn.
"En uvillig lærer er en bjørnetjeneste, og om end jeg ikke kender Dem vel nok til at afkræfte De er undtagelsen der bekræfter reglen, så er det, i min erfaring, til den studerenes skade. Jeg betvivler ikke Agnors evner, for han er den bedste i sit felt jeg har haft æren af at møde, men det kan bekymre mig om hans oplæring har været for snæver. Om han har sat lighedstegn ved jeres kunnen, og søgt at forme din gave i sin egens billede" svarede han uden tøven, og trods hans ord var direkte, var de hverken anklagende eller nedladende hvis man lyttede efter, men anderkendende og med ægte bekymring.
Det var intet under at folk så ham som uforskammet, og Cornélian gjorde intet for at afkræfte de rygter heller, for på sin vis skærmede de ham fra mange uønskede sociale interaktioner. Men der var bestemt noget andet der gemte sig bag det direkte og tit uheldige ordvalg.

Cornélians hørelse vendte på magisk vis tilbage i tide til sin broders næste ord, og Cornélian nikkede sin enighed.
"Jeg har intet andet end respekt for deres blødende hjerte Frøken Isiodith, om end jeg må ligeledes byde Dem træde varsomt med det."

Elisors næste ord fik Cornélian til at ønske han var forblevet døv noget længere. Han stivnede, og ilden i hans øjne døde ud, som var Elisors ord en spand vand over et stearinlys. Cornélian slog blikket skarpt ned i jorden, og sad stift, mens en akavet stilhed sænkede sig omkring dem.
"Mystra har ladt mig bo i huset indtil videre." svarede han stift og endeligt. Mystra, hans datter, født kun kort efter hans søvn begyndte. Deres genforening havde ikke været let - for nogen af dem. 

Pludseligt rejste Cornélians sig. Han skulle væk. Måske var ensomheden i det tomme hjem, hvor alt stadig duftede af Innil, hans afdøde kone, trods alt at foretrække? Måske ville Mystra være der. Han var ikke sikker. Han havde undgået at tage emnet om festen op, sikker på at hun ville foretrække det sådan. Han var trods alt hendes far.
Men han kunne ikke blot gå, det ville være uhøfligt, og så ville Elisor komme på nakken af ham. "Jeg går nu" erklærede han derfor, og tilføjede efter en kort pause til Isiodith "Skulle De eller deres familie ønske at studerer, så står jeg til rådighed". Tilbuddet var oprigtigt, om end hans blik stadig var rettet mod jorden.
Overreagerede han? Ganske vist. Men hans følelser og sind havde knap været stabile siden han var vågnet, og der var mange friske sår han endnu ikke havde formået at finde lindring på.

((Mystra har nævnt hun gerne vil crashe vores tråd her! Whoop! Hvis i er ok med det, så kan i bare tagge hende ind inden det bliver mig igen))

Isiodith sendte Elisor et anerkendende smil, men forefandt sig selv i en vanskelig situation, da Sommerens Stemme dernæst henvendte sig til sin broder. I sandhed havde hunelveren mest lyst til at undskylde sig, således at hun ikke skulle overhøre Cornélians personlige anliggende, men det forekom Isiodith umuligt at bryde ind. Hun var, trods alt, godt opdraget og at forlade de to højtstående herrer ville være ilde set. Kun de kunne dreje rundt på hælen, uden at nogle ville rynke på deres fine næser af dem. Et faktum Isiodith var beklemt ved, men dog ikke mindre opmærksom på, som hun stod, med sine isblå øjne rettet mod det skinnende, grønne græs.

Som Cornélian tilbød hende af sin lærdom, måtte Isiodith smile bredt mod ham. Hendes smil ligeså hjerteligt, som det var varmt, og hastigt nikkede hun som tak.
”Jeg takker aldrig nej til ekstra viden. Det ville i sandhed være et privilegium”, svarede hun og mente det, hvorefter hun nejede, som hun antog, at Cornélian ville forlade dem.


// Det er så fint :D 

Elisor nikkede let til sin broders ord, den uforskammethed andre mente der lå gemt i hans bror var tabt på ham, men få forstod Cornélian som han gjorde. Selvom hans broders evne til at spontant være andetsteds når han forsøgte at hjælpe var en prøvelse selv for ham.
Dog varmede det ham som deres enighed om den yngre helbreder blev kendt, hvis blot at hun huskede at lytte, noget han kunne have sin tvivl om.

Prøvende fandt Elisors hånd Cornelians skulder "Det er et skridt i den rette retning" det pinede ham at han havde såret ham som han havde, men desværre en pinsel hans broder måtte udstå, for hans og Mystras skyld. Hvis bare han vidste hvad der skulle til for at redde trådene ud blandt de to.

Elisor tvilede kort om han skulle stoppe hans broder, men frygtede at gøre ondt værre. Dog dukkede skyggen af et smil frem som Cornélian tilbød at undervise atter en gang, nogle ting ændrede sig aldrig, heldigvis.
Som han skulle til at åbne munden for at byde sin broder farvel stoppede han som nogen kom nærmere, måske dette ville ende mere spændende end først antaget

Mystra havde gjort alt hvad hun kunne for at være på vagt under festen. Hun ønskede intet mere end en undskyldning for at være alene, nu hvor alle var samlet for at fejre årstidernes gang. Men Skovfogeden ville ikke høre af det; tilsyneladende var hun ikke ”stabil nok til tjeneste” – hvad end det betød. Så sådan var det derfor en modvillig Mystra der stod, armene over kors, og skulede på alt og alle. Årtier med indespærret vrede havde skræmt mange af hendes venner væk, og de der blev hængende vidste bedre end at nærme sig når hun var i sådan et humør. Hun var iklædt simpelt tøj, der var tættere på hendes fogedesuniform end det var på festtøj. Isoleret og arrig lignede hun intet mere end en stormsky på en blå himmel, omgivet af smilende, glade ansigter og lattermilde stemmer.
Hun var netop ved at overveje hvilke steder hun kunne gemme sig, da hendes øjne faldt på Cornélian og Elisor i udkanten af pladsen. Synet fik en frisk raseri til at blusse op i Mystras bryst, og før hun vidste af det kiggede hun på ryggen af den flig, der netop havde skilt sig fra hendes krop og var på vej mod de to elvere. Fligen bevægede sig med stålsat blik og lange, hårde skridt, så selv uden at være telepatisk forbundet vidste Mystra hvad den tænkte. Hun skyndte sig efter fligen, og indhentede den hurtigt. Som hendes skridt faldt i takt med fligen forenede hun sig med sin kopi, og det blev klart hvad der ville ske; én Mystra ville melde sig foran hendes familie, og hun deltog eller ej. Af nød fortsatte hun; hun var mere medgørlig end en vredesflig.
Ikke meget, men stadig.

Som Mystra nærmede sig, så hun at hendes far var ved at forlade, og synet gav et jag i hendes hjerte. Prøvede han at undgå hende? Hun var overrasket over hvor ondt tanken gjorde, men som smerten forsvandt, efterlod den kun kølig forbitrelse.
”Allerede på vej videre, far?” spurgte hun med gift dryppende fra tungen og tryk på det sidste ord. Hvis ord kunne dræbe og Cornélian havde overlevet deres genforening, måtte han nu være dødeligt såret. Men førend han havde mulighed for at svare, vendte hun sin opmærksomhed mod Elisor. Synet af hendes onkel, evigt saglig og i godt humør, fik hende til at føle sig tåbeligt barnlig. Hun åbnede munden for at tale, men hendes stemme fejlede hende.
”O-onkel.” Der var en ømhed i hendes tone, som Cornélian aldrig før havde hørt fra sin datter, og når hun fortsatte var der et smil på hendes læber. ”Festen er storslået, som altid.”

Hun havde været så opsat på Cornélian og Elisor, at hun ikke havde indset at de talte med en tredje. Først nu vendte Mystra sin opmærksomhed mod Isiodith, og indså at hun var brudt ind i deres samtale. Selvom Mystra ikke kunne sætte fingeren på hendes navn, virkede elverkvinden bekendt. Hun havde helt sikkert set hende før; det var sjældent at man så elvere så lave som de begge var, og hendes øjne, med deres skærende blå, var svære at glemme.
Hun bukkede kort – en stiv, ubekvemt bevægelse – og tog et skridt tilbage, klar til at tage sig selv ud af samtalen. ”Undskyld, jeg indså ikke at i havde selskab. Hvis jeg forstyrre. . .”

Cornélian gav sin broder et svagt smil "Så sandt som du siger det" svarede han blot, inden han gjorde et mere høfligt buk for Isiodith, som hun tog imod hans tilbud "Jeg skal se frem til at se Dem igen i så fald" bød han hende farvel, og vendte sig for at gå...

Men så dukkede hans datter, Mystra op, og Cornélian stoppede midt i sin bevægelse, som neglet til stedet af hendes giftige ord. Han åbnede munden for at svare, men inden han kunne nå så langt, stak Mystra kniven i hans hjerte igen, og drejede den langsomt, med sin ømhed mod Elisor.
Cornélian sendte sin broder et tomt, modløst blik. Den Mystra Elisor kendte, var ikke en Cornélian fik lov at se, det var ikke en glæde der blev delt med ham.

"Jeg.. ville blot hente os noget at drikke" mumlede den modløse elver. Hvide løgne var aldrig noget der havde ligget til Cornélians karakter, men han var drevet så langt ud, at han var villig til at prøve nært hvad som helst, hvis det blot kunne mitigere blot en brøkdel af hendes vrede.
"Jeg briger et glas med til dig også, Mystra" tilføjede han, med en smule mere vilje bag, inden han tøffede afsted mod forfriskningerne, med halen mellem benene. 

"Ah Mystra! Godt at se dig!" udbrød Elisor glædeligt overrasket som hans niece pludselig dukkede op, hendes kolde behandling af den stakkels Neelian var dog ikke gået uset hen. Forholdet var faktisk så koldt mellem dem som han havde sagt, forhåbentligt kunne han hjælpe bare en smule. "Mange tak for de rosende ord, men den kunne nu godt bruge lidt mere af et eller andet efter min mening" 
Cornélian fik et opmuntrende smil med på vejen "Ja det lyder som en glimrende idé broder! Mystra bliv gerne, frøken Isiodith lader til at skulle tale med herren der" forklarede han som en ungelver forsøgte at få Isiodiths opmærksomhed.

Da Cornélian var nået en smule væk vendte Elisor sig mod sin niece. "Så hvordan er det have ham hjemme?Jeg tror gerne at det er mærkeligt men han gøre virkelig sit bedste" Elisor rystede på hovedet, som han havde forstået det var det noget rod hjemme hos dem. "Han er vågnet til en verden der er så anderledes at han lige skal lærer det hele at kende igen, men tro mig med tiden skal du nok se at han er den mand jeg fortalte dig om som lille" han var sikker på at de nok skulle finde ud af det, givet tid og velvilje nok.

Mystra vendte opmærksomheden mod Cornélian, som han forlod deres selskab. Hun havde et desperat ønske om at række ud og bede ham blive, men ordene døde i hendes strube. Var det ikke hvad hun ønskede, at han gav efterlod hende plads til at leve sit liv? Var det ikke grunden til at hun skubbede ham væk hver gang han forsøgte at nærme sig? Usikkerheden vækkede vreden i hende, men som hendes øjne hvilede på hans ryg blev vreden druknet i skyldfølelse. Hun drejede hovedet mod Elisor, mens kraftige og modstridende følelser kæmpede for dominans i hendes øjne.
”Det er . . . Sværere, end jeg havde troet,” svarede Mystra sårbart. ”Jeg har hørt fortællingerne tusind gange, men når jeg ser på ham glemmer jeg det hele. Han er min far, og skovens helt, men på samme tid . . . Ikke.” Hun foldede armene foran sig og knugede albuerne i et forsøg på at holde verden og dens problemer på afstand. Blikket fæstedes på horisonten, og som så mange gange før imploderede følelser og efterlod en kold og skuffet vrede.
”Jeg ved ikke hvad jeg skal føle." Hun trak på skuldrene. "Det er nemmere at være gal.”

Cornélian kunne mærke Mystras blik bore sig ind i ryggen på ham, og hans skuldre trak sig en smule længere op under ørene på ham.
Flugten hen til bordrene med forfriskninger var hurtigt, men da han først var nået frem, stod han bare og kiggede på udvalget.

Det var ikke at han var ubeslutsom. Tvært imod. Han viste præcis hvad de andre og han selv foretrak og skulle have. Men det ville tage for kort tid, og han ville ikke belemre Mystra med sin tilstedeværelse igen så hurtigt, når hun i stedet kunne få et øjeblik til at nyde festlighederne i Elisors selskab. Selvom hun ikke havde virket til at hygge sig da hun kom over til dem, var Cornélian sikker på Elisor nok skulle få vendt hendes humør, hvis han blot fik lidt tid til det.
Det var en af Elisors mange talenter, trods alt, en evne Cornélian sjældent havde misundt så meget som nu.

Blidt lagde Elisor en beroligende hånd på sin nieces skulder, det var slet gået som han havde håbet mellem de to. Det havde nok været lidt naivt at tro at de ville have fundet ud af det nu, af sind Mystra nok mere som Innil end Cornélian, og Cornélian kunne godt tage lidt tilvænning.
"Han... er nok anderledes end du havde forestillet dig. Men han er både en af skovens helte samt din far" Elisor sukkede kort, han var ikke helt sikker på hvad han skulle gøre, og nok kunne han se fremtiden, men han havde ikke set nogle glimt der afslørede en nem løsning på dette problem.

"Hvis du vil hører mit råd? Så vil jeg sige at du skal føle, vrede, sorg og glæde, hvad end du føler så del det med ham" hans eget blik vandrede mod horisonten. Nok havde de det svært nu, men tids nok skulle de få det løst. 
"Måske han kan lukkes ind i dit liv lidt af gangen? Det er nok meget for jer begge at springe ud i det med begge ben" smilede han forsigtigt, hans blik igen tilbage hos hans niece. 

Mystra lyttede betaget til sine onkels rolige råd, og spillede øjnene op. Hans forslag lød uhyrligt fornuftigt, og hun undrede sig over hvorfor hun ikke selv var kommet på den idé. Hun havde været så fokuseret på at kanalisere sine følelser, at hun ikke havde overvejet at dele dem med nogen. Hendes blik rejste ind i folkemængden, hvor det fandt hendes far. Hans ryg var vendt mod dem, men det var tydeligt at han ikke havde alt for travlt med at hente drinks, og ikke var blevet optaget af selskab.

”Hvis du vil høre mit råd? . . .”
”Tak onkel, jeg vil prøve at tale med ham.” Mystra knuggede albuerne tættere. Hun følte sig sårbar, men taknemmelig. Hun burde unægtelig have opsøgt sin onkel tidligere.

”Måske kan han lukkes ind . . .”
Først tøvede hun, men nikkede derefter anerkendende. ”Jeg tror ikke jeg kan gøre andet. Men han bliver så. . . Såret, når ikke jeg lukker ham ind. Kunne du tale med ham? Foreslå det samme?”