Valvayla var taget sydpå for et stykke tid siden for at jage, men hun var kommet for langt og var endt i en pænt stor skov, og nu kunne hun ikke rigtigt finde ud igen. Hun havde slet ikke haft tid til at kigge efter dyr, for hun var nu mere fokuseret på at slippe væk herfra, så hun kunne komme hjem til sin hule, men hvilken retning skulle hun gå i? Alle træerne lignede jo hinanden, og hun havde ingen sti at gå efter. Panikken var ved at ramme hende, og hun satte sig fortvivlet, hvor hun stod med tårerne pressende på. Hun gemte sine hænder i ansigtet, mens hun hulkede dæmpet.
Hun havde klædt sig på til jagt; hun havde en stramtsiddende top, i form af et stykke stof, der var viklet flere gange rundt om brystet på hende, på, så hun viste det meste af sin mave. Dette var akkompagneret af et par meget lårkorte, stramtsiddende shorts, hvor der i bæltet hang en dolk på ca. 65 cm. Øksen, hun havde lagt ved siden af sig, var lige så lang, som hun var høj, glimtede svagt i det orange lys fra den nedgående sol.