Sted: Udkanten af den lille landsby
Tid: Midnat

I udkanten af den lille landsby, når der var mindst mennesker i gaderne, havde Flix aftalt at mødes med en kunde, han havde haft kontakt til for en lille uge siden. Månen stod højt på himlen, men lyset fra den ramte ikke den lille grusvej han befandt sig på, da træerne dækkede alt for godt. Det eneste lys i nærheden var de tændte fakler, men kun skæret fra dem nåede helt herhen. Det var kun lige nok til, at Flix kunne se omridset af den høje, bredskuldrede mand, der gik direkte mod ham, mens han selv stod og ventede pænt, lænet op af et træ og selvfølgelig i menneskestørrelse. Eliksirerne han handlede med kom i forskellige størrelse flasker, men de var alle sammen umulige at håndtere som alf.
Flix havde aldrig været god til kulde og selvom dagene var begyndt at blive varmere, var nætterne stadig utrolig kolde. Derfor havde han taget en kutte ud over sit sædvanlige tøj. Så man bort fra hænder og hoved, dækkede kutten alt, inklusiv vingerne. Det lange, lyse hår gjorde ham lettere at se, så den fremmede der kom nærmere, var ikke i tvivl om hvor han skulle hen.

Hånden blev stukket i den lille brune taske i læder, hvor Flix hev en rund flaske op. Det flydende indhold var næsten klart, men havde et let lyselilla skær. Uden at udveksle ord, blev flasken rakt mod den fremmede, der straks tog imod. Korkproppen blev hevet af og den bredskuldrede mand førte flasken op til næsen.
"Er der noget galt?" Spurgte Flix lavmælt, før han fik et nervøst udtryk i ansigtet, som manden satte proppen fast igen og rettede et vredt blik mod ham.
"Er du virkelig så dum?" Lød det brummende fra den store mand og Flix så mere og mere nervøs ud. "Lugten er ikke til at tage fejl af," brummede han videre kort efter, mens han trådte tættere på Flix, der ikke kunne komme længere bagud, grundet træet.
"Du bad om den billigste og hurtigste løsning! Det her er dén," forsøgte han at forsvare sig, men måtte sekundet efter dukke sig i et hvin, for at undgå den knyttede næve, der blev rettet mod ham og i stedet ramte træet. Straks blev han grebet fat i og hevet op igen, for derefter at blive holdt fast mod træet.
"Og det tog du som en hentydning, til at bruge ulovlige planter? Jeg burde melde dig!" Hvæsede han truende, idet han løftede endnu en knyttet næve.
I panik for at blive meldt og for at blive tævet inden, gjorde Flix ubevidst brug af sin evne.

Da han pustede ud gennem munden, kunne man se ånden, lige som når det var koldt. Den lille, let hvide sky blev indåndet af den vrede mand og der gik ikke mere end få sekunder, før aggressionerne blev erstattet af noget helt andet. I næste øjeblik blev Flix presset hårdere mod træet, men denne gang ikke for at blive straffet. I stedet tog den brede mand sig den frihed, at stikke en hånd ind under hans kutte, efter at have smidt flasken fra sig på jorden.
Det var bestemt ikke sådan Flix havde planlagt at bruge sin nat og man kunne se hvor misfornøjet han var, i det udtryk han havde i ansigtet. Men han kæmpede ikke imod, for det var vel bedre end at blive slået og meldt til byvagterne. I det mindste var her ingen andre til at overvære dette nedladende øjeblik. Eller var her?

Hyde gik roligt ind mod byen, som han havde for vane på aftener, hvor han ikke skulle noget særligt. Han brød sig ikke om at sidde stille derhjemme og lave ingenting. Ikke hvis han kunne undgå det. Og en tur ned på kroen var altid en god adspredelse. For slet ikke at tale om, at han ganske tit fik fat i brugbare oplysninger, når han sad og fik sig en øl i hjørnet. Folk var absolut ikke så lavmælte, som de burde være, når de gjorde lyssky forretninger.

Han var iført en tæt silkeskjorte og tætte bukser - begge dele i en afdæmpet grålig farve. Det nyttede ikke at skille sig for meget ud, hvis man ønskede at smuglytte til andres samtaler. Hans støvleklædte fødder traskede gennem den altid fugtige jord i Tusmørkedalen og han var hyldet i en lang, varm kappe, som tjente som værn mod den evige tåge.

Han var netop nået til udkanten af byen, da han så en kvinde blive slynget op mod et nærtstående træ af en temmeligt vred mand. Konflikten lod til at handle om nogle ulovlige urter og Hyde trak på skuldrene. Det var i sig selv ikke særligt opsigtsvækkende og Hyde kastede usynlighed over sig selv og ignorerede det. Han fortsatte fremad, selvom det betød, at han ville skulle gå lige forbi de to kæmpende. Det var trods alt ikke noget, der angik ham. 

Sceneriet tiltrak sig dog igen hans opmærksomhed, da den vrede mand pludselig ikke syntes vred mere. I samme øjeblik, som Hyde selv mærkede en uventet bølge af lyst skyde gennem sin krop, blev mandens vrede forvandlet til hunger og i stedet for at banke kvinden - som det bestemt havde set ud til, at han ønskede - gav manden sig nu pludselig til at befamle hende i stedet.

Hyde stoppede op og så undrende på sceneriet - stadig dækket af sin usynlighed. Pludselig blev han i tvivl, om det virkelig var en kvinde, der stod op af træet. Nu hvor han så nærmere efter, så havde den lyshårede da vist antydningen af et adamsæble på halsen. Og der var heller ikke megen barm at snakke om på brystet. Hyde rynkede brynene og analyserede situationen. Den befamlede mand så ikke just overrasket ud over begivenhedernes drejning og Hyde kunne ikke ligefrem ignorere sin egen lyst til at følge den angribende mands eksempel. Hundredevis af års erfaring trådte i kraft og Hyde vejrede magi.

Det tog ham endnu et minuts tid - hvor scenen foran ham blev mere og mere grafisk - inden han havde besluttet, hvordan han skulle spille sine kort. I en lille bue gik han uden om de to, så han kom til at stå rigtigt, inden han lod sin knyttede næve suse og plante sig solidt ind på angriberens kæbeparti. Manden blev overrasket kastet tilbage i mudderet, hvor hans øjne lukkede sig i. Så lod Hyde sin usynlighed falde og kom til syne, mens han stod og så ned på den bevidstløse angriber. Derefter vendte han blikket hen på den unge mand, som han ærligt talt stadig havde lyst til at rulle en tur i høet sammen med. "Godaften." Hans smil var en anelse skævt og han lod den lyst, han stadig følte, skinne ud gennem de ellers rolige øjne.

Hele scenariet udviklede sig hurtigere, end Flix selv kunne nå at følge med og der gik ikke længe, før kutten faldt til jorden. I ubehag over at få mast vingerne mod så ujævn en overflade, vred han sig en smule i et forsøg på at komme til at stå bedre, men den fremmede lænede sig kun tættere ind til ham og det blev umuligt at flytte sig det mindste. Han måtte dreje hovedet til siden, for at undgå at komme i kontakt med mandens læber, som det var ønsket. I stedet mærkede han de kolde læber mod halsen.
Kulden blev værre og spredte sig hurtigere i kroppen, nu hvor kutten ikke var der til at holde på varmen. Flix begyndte at ryste en smule, men det var ikke kun grundet kulden, men også af nervøsitet for hvor meget mere han skulle holde ud. Hvis han var heldig, fik han snart en mulighed for at vride sig fri og nå væk.

Det viste sig ikke at være nødvendigt, for sekundet efter den tanke, blev hænder og læber fjernet, da fyren blev slået ud. I frygt for at det næste slag ville blive rettet mod ham, løftede Flix armene op og krøllede sig lidt sammen. - Men intet skete. Da han rettede sig op igen, greb han fat i kutten på jorden og trak den om sig, skyndte sig at lukke den til igen for at få varmen.
"Øøøh.. Hej," lød det uroligt fra ham. Han var forvirret, prøvede stadig at få styr på hvad der lige var sket. Hvor var hans redningsmand kommet fra? Han var ikke sikker på om han havde set ham før overfaldsmanden var faldet til jorden, eller efter. Måske han havde været mere optaget af de mange berøringer, end han selv troede.
"Oh, tak for..." Han stoppede sin sætning, vidste ikke helt hvordan han skulle afslutte den, men han gestikulerede sporarisk mod manden på jorden, mens han trådte et par skridt væk. Skulle han vågne igen om lidt, ville Flix ikke stå for tæt på.

I samme øjeblik gik det op for ham, at den ufrivillige brug af evnen måske ikke kun havde påvirket den bevidstløse mand, men muligvis også fyren foran ham.
"Så.. Hvorfor hjalp du mig?" Det kunne måske give ham svar på om han havde ret, når han gættede på at evnen ikke kun havde påvirket en enkelt. Indtil videre faldt det ham ikke ind, at denne fyr måske også kunne have overhørt den tidligere samtale. Han var der jo ikke på det tidspunkt, eller hvad? Han tvang et skævt smil frem, men det så mere akavet ud end noget andet.

Hyde smilede skævt over den andens åbenlyse forfjamskelse og kunne ikke lade være med at more sig lidt over det. Kutten som blev samlet op af flere omgange tillod en hel del hud at titte frem og Hyde holdt sig ikke for god til at holde øje. Da der endelig kom en hel sætning ud af munden på yndlingen foran ham, trak Hyde let på skuldrene og gik et lille skridt nærmere. "Du lignede én, som havde brug for det," svarede han. Det var en noget barberet version af sandheden, men det kunne den anden jo ikke vide. "Jeg kunne ikke bare stå og se til." Igen en sandhed med facetter, men Hyde's ansigt udviste ingen form for svig. Han havde øvet sig i århundrede på at kunne lægge sit ansigt i de rette folder. "Hvad handlede alt det der om?" Han kastede et sigende blik ned på manden foran sig.

Det var en enormt lettet følelse, der bredte sig i hele kroppen over fyrens ord. Så uskyldig naiv som Flix var, tog han straks hans ord for gode varer og den nervøse spænding i skuldrene blev sluppet. Det var virkelig af ren venlighed, den fremmede havde valgt at hjælpe. Smilet, der havde set så akavet ud, blev nu langt mere roligt og oprigtigt at se på. Med sin nyfundne ro, valgte han også at blive stående, da den fremmede kom et skridt nærmere.
"Jeg burde give dig noget, som tak for hjælpen, men..." Han stoppede, idet han kort mærkede på tasken under kutten, bare for at være sikker på at han havde ret, når han talte videre: "... Jeg har ikke rigtig noget," afsluttede han i en lettere undskyldende tone. Der var ikke blevet bedt om noget, men Flix havde efterhånden lært, at de fleste krævede en form for betaling for deres hjælp, selv når man ikke havde bedt om den. Og det eneste han havde på sig, var lidt krystaller til lidt mad i byen og et par ulovlige bær.

Ude af stand til at skjule sin skyld, fik Flix røde kinder idet der blev spurgt ind til konflikten. Han bed sig i læben, var stille i et lille stykke tid, mens han tænkte over den bedste måde at slippe udenom spørgsmålet. I hvert fald uden at lyde så skyldig som han så ud.
"Jeg... kom til at medbringe den forkerte eliksir til ham," mumlede han med lettere rystende stemme, som han skævede mod manden på jorden. "Han tog det ikke så pænt, men krævede at få noget ud af sin rejse hertil, så jeg lod ham..." Det skæve smil kom tilbage. Han behøvede vel ikke at afslutte sætningen for at det ville blive opfanget, at Flix havde givet manden lov til at rage løs på ham.
Nu var det bare et spørgsmål om løgnen var god nok. Hans stemme havde rystet gennem hele forklaringen og planen med ikke at lyde lige så skyldig som han så ud, var ikke lykkes særlig godt. Den lette røde farve i kinderne, havde spredt sig til hele ansigtet.
Det skulle nok gå! Selvom han lød usikker i sine ord, kunne den fremmede da umuligt vide, at han løj. Håbede han.

Hyde hævede øjenbrynene, da den anden mand pludselig begyndte at rødme og nærmest vride sig i skam over den hemmelighed, som Hyde jo rent faktisk allerede kendte. Det morede ham lidt og han lod det skinne igennem med et lille skævt smil. "Jeg synes ellers der blev snakket noget om forkerte ingredienser?" sagde han lavmælt og blinkede i den andens retning. "Du behøver dog ikke at give mig noget af dit som tak. Vi kan sikkert finde på noget andet. Hvad siger du til, at vi sætter os hen på kroen og taler om det over en øl?"

Morskaben hos den fremmede mand, var ikke svær at overse og det gjorde kun Flix mere usikker i sin sag. Måske vidste han alligevel noget, han helst ikke skulle. Hans hjerte røg op i halsen, da der blev nævnt noget om de forkerte ingredienser og han sprang en vejrtrækning over.
"Nej, det.." Han nåede ikke længere, før han så blinket og nu blev mere overbevist om at hans løgn ikke var så god som han havde troet.

Flix nikkede straks til tilbuddet om en snak på kroen. Skulle det her udvikle sig til noget mindre behageligt, ville Flix helst være et mere offentligt sted end her. Det fungerede nok ikke helt godt, at bruge en bevidstløs mand som beskytter. Slet ikke en, der sikkert ville noget helt andet end at beskytte ham, når han engang vågnede.
Flix gik i en lille bue udenom manden, han skulle endelig ikke alt for tæt på, inden han satte kursen mod kroen. Heldigvis lå den ikke længere væk, end et par minutters gang.

På intet tidspunkt så Flix væk fra jorden foran sig. Han trak hænderne ind under kutten og greb fat i taskens hank, som om det skulle give ham en form for tryghed, men det var måske mere i frygt for at manden skulle finde ud af hvad der lå i den.
"Så hvor længe lurede du i skyggerne?" Han forsøgte at lyde lidt fornærmet, for siden han havde overhørt deres samtale, måtte han da have været lige i nærheden i længere tid, end Flix troede. Men den fornærmede tone blev overdøvet af usikkerhed, og den eneste grund til at Flix havde spurgt, var fordi han ville vide hvor meget han egentlig havde hørt. Ordene 'ulovlige planter' var ikke noget Flix havde specielt meget lyst til, at blive sat i forbindelse med men hvor meget af et valg havde han?
En præsentation ville muligvis også være på sin plads, men det gik han ud fra ville komme under deres snak på kroen.

Hyde ventede tålmodigt på, at den anden ville få sig samlet sammen til at gå ned til kroen og slog derefter følge med ham. Til hans spørgsmål trak Hyde let på skuldrene. "Længe nok," svarede han og smilede skævt til den anden igen. Det lod til, at hans skæve smil gjorde den anden nervøs og eftersom det var, hvad Hyde ønskede lige nu, så kunne det jo ikke passe bedre. Det gjorde det også lidt lettere at undgå selv at presse ham op mod det nærmeste træ, som hans krop ellers pressede ham til at gøre.

"Hvilke slags eliksirer laver du?" spurgte han dernæst konverserende - mest for at have noget at fylde tiden ud med, indtil de nåede ind i mere afskærmede omgivelser. Der var ingen grund til at tale om vigtige ting herude i det fri, hvor alle i princippet kunne høre dem.

Længe nok. Det var ikke det svar han havde håbet på at høre, men skaden var sket og han måtte vel tage resten af natten som den kom. Der var ingen grund til at kommentere yderligere på det. Mens de gik mod kroen, kunne Flix bruge tiden på at gemme sig væk i skam. Derfor blev hætten trukket over hovedet. På den måde kunne andre heller ikke se skylden, der var malet i hans ansigt og blande sig.

Stilheden blev hurtigt brudt, men blikket blev stadig holdt fast mod den mørke jord.
"Så længe folk betaler, så hvad end de har brug for," svarede han, mest for at være høflig, men han regnede heller ikke med at spørgsmålet var blevet stillet af dyb interesse.

Med en rungende knirken, skubbede Flix dørene til kroen op. Varmen fra den tændte pejs havde bredt sig i hele krostuen. Der var ikke mange mennesker, men nogle folk kendte ikke til den simple kunst at tale lavmælt, specielt ikke når der var alkohol indblandet, så larmen var højere end man skulle tro.
"Bare hent din øl, så finder jeg et bord." Det var en hurtig undskyldning for at skynde sig hen til et bord i hjørnet, det bord der stod længst væk. Han havde ikke selv behov for noget at drikke, - slet ikke alkohol, med den svage fornemmelse af kvalme, der havde sneget sig ind på ham på deres korte gåtur.
Flix satte sig på en stol, der stod med ryggen op ad væggen og ventede derefter pænt på, at finde ud af hvilke konsekvenser aftenens valg ville få.

Hvad end de har brug for, så længe folk betaler. Det var hvad yndlingen foran ham havde sagt og Hyde arkiverede den lille bid af information til senere. Det var absolut en brugbar oplysning, han havde fået der og Hyde's hoved var allerede fyldt med ideer til, hvordan en sådan leverandør kunne udnyttes. Som det var lige nu, var det dog en anden evne, han ønskede at lokke ud manden og derfor røbede han ikke, hvor interesseret han var i eliksirerne.

Af ren vane havde Hyde kastet sin illusions-besværgelse, som lod ham fremstå som menneske, inden han gik ind i byen og den var da også stadig aktiv, da de nåede til kroen. Da de kom ind, nikkede han blot til den andens ord og fortsatte op til disken, hvor han afgav sin ordre. Selvom den anden gjorde hvad han kunne for at synke i jorden hele tiden, så var det blot en adfærd, som opildnede Hyde's tiltrækning og han måtte fortsat holde godt tag i sig selv for ikke at gøre noget overilet. Desuden kunne han ikke være sikker på, om den anden måske stadig havde aktiveret sin evne og Hyde brød sig ikke helt om, at han ikke kunne stole på sine egne drifter for øjeblikket.

Da han kom ned til bordet, var det med to krus øl. Han havde ingen planer om at drikke alene og det ville sikkert heller ikke skade hans sag, hvis den anden fik en smule alkohol indenbords. Han satte sig ned ved siden af manden og satte krusene på bordet foran dem. "Værsgo. Skal vi starte med at skåle og udveksle navne?" spurgte han og sendte den anden endnu et skævt lille smil, som stadig hintede til, at han var tiltrukket af manden. "Mit navn er Hyde." Han ventede nu tydeligvis på, at den anden efterkom ønsket om udveksling af navne.

Flix sank ned i stolen for at gøre sig så lille som muligt. Det ville være meget lettere at synke ned i størrelse alf og gemme sig i tasken, men det var næppe en smart idé i dette lidt skumle kvarter, særligt ikke midt i krostuen. Først da krusene blev sat på bordet, rettede Flix sig op og skubbede hætten af igen, mest fordi det kunne opfattes mistænkeligt, at beholde hætten på. Han skulle jo helst fremstå som en uden hemmeligheder, i hvert fald over for alle andre. Endelig tog han sig også sammen til at se manden i øjnene og fik dermed også endelig set det skæve smil der afslørede, at Flix' tidligere brug af sin evne ikke kun havde påvirket overfaldsmanden.
"Åh nej..." Mumlede han lavt i en lettere opgivende tone. Det havde bestemt ikke været meningen. Han kunne vel trøste sig selv med, at det ikke havde helt så voldsom en effekt på ham, som det havde på hans kunde.

Nu når Hyde havde været høflig nok til at præsentere sig, måtte Flix også hellere. Han tvang et svagt smil frem og nikkede let, som tak for øllen, selvom han stadig ikke kunne få sig selv til at hælde noget ned. Derfor løftede han heller ikke kruset for at skåle.
"Jeg hedder Flix," sagde han hæst.
Han skubbede øllen til siden, inden han satte sig ud på kanten af stolen og lænede sig lidt ind over bordet. Så kunne han komme tæt nok på Hyde til at holde tonelejet næsten hviskende;
"Hvor meget hørte du derude?" Spurgte han straks. Nu nægtede han at trække det længere ud. Han var nødt til at vide hvor mange problemer, han havde rodet sig selv ud i.
Indtil videre valgte Flix at ignorere det faktum, at Hyde var blevet lidt ekstra lystig, for han regnede med at det var brugen af de ulovlige planter, der havde draget hans opmærksomhed.

Flix. Hyde nikkede for sig selv og arkiverede navnet i sin erindring sammen med oplysningen om eliksirerne. Han lænede sig selv lidt frem, da Flix lænede sig ind mod bordet, men eftersom Hyde havde valgt at sætte sig ved siden af Flix og ikke overfor, så var det mest for at lægge noget af sin vægt af på overfladen. "Jeg hørte, at du indrømmede at have brugt ulovlige planter," afslørede Hyde endelig og lod spidsen af sin pegefinger følge konturen af Flix' hånd meget roligt. "Det var selvfølgelig ingen undskyldning for den måde, idioten derude teede sig på, men det er stadig ikke så godt." Han forsøgte at fange Flix' øjne, mens han sagde de sidste ord. Han ville gerne vide, hvordan Flix opfattede ordene, som måske ikke lød truende på stemmeføringen, men som dybest set var en trussel alligevel.

Flix åbnede munden og skulle lige til at kommentere på brugen af de ulovlige planter, men blev hurtigt distraheret af fingeren, han mærkede mod hånden. Han var ikke helt klar over hvordan han skulle reagere, når den rolige berøring viste alt andet end truende adfærd, men ordene der blev sagt, ikke fulgte det samme eksempel.
"Og du har ikke slæbt mig med og meldt mig, fordi...?" Sagde han undrende, stadig en smule forvirret over sine egne følelser. Skulle han blive beroliget af den lette berøring, eller skulle han være lige så nervøs, som han hele tiden havde været.

Indtil videre havde Flix ikke været i stand til at holde blikket i ro, men da han fik øjenkontakt med Hyde, kunne han ikke få sig selv til at se væk igen. - Det virkede til at være en dårlig idé. Som at vende ryggen til en angribende løve.
"Hans aggressioner kunne jeg have været foruden, men alt det andet var min egen skyld." Han valgte ikke at uddybe den forklaring, men så i stedet bare lidt afventende på Hyde.
"Jeg går ud fra, at han ikke var den eneste, der er lidt ekstra... opstemt?" Spurgte han, som han rømmede sig. Han var tydeligvis en anelse pinlig berørt over at spørge. Selv med hans evne, var det ikke et emne han begav sig ind på ofte og helst ikke i selskab med fremmede. Men kun sådan kunne han være helt sikker, for hans egne anelser var ikke nok. Han kunne uden tvivl have misfortolket det sigende smil fra tidligere.

Hyde svarede ikke ligefrem på Flix' spørgsmål om, hvorfor han ikke havde meldt ham endnu. Det eneste han gjorde, var at trække på skuldrene med en mine, som antydede, at det kunne de altid tale om. Det næste spørgsmål var derimod meget mere interessant. "Nej, det var han ikke," svarede Hyde og lod spidsen af sin pegefinger kærtegne Flix' hånd igen. "Jeg gættede mig jo nok til, at det var en slags magisk påvirkning. Men bare rolig. Jeg har ikke tænkt mig at overfalde dig. Ikke uvilligt i hvert fald." De sidste ord blev sagt med antydningen af et drillende smil. "Hvor længe varer effekten af din... Gave?"

På meget kort tid havde Hyde formået at gøre Flix utrolig forvirret. Eller måske Flix havde gjort sig selv forvirret, fordi han var gået ud fra hvad det hele handlet om, uden egentlig at vide det. Han havde forventet at alt handlede om de ulovlige planter, men Hydes skuldertræk og bredere interesse i brugen af evnen, fik Flix til at slappe en hel del mere af. Var Hyde kun drevet af sin lyst denne nat? 'Bare rolig' var sjældent nok til at berolige nogen, men lige denne gang hjalp det.
"At dømme ud fra din selvkontrol? - Den er væk inden solen er oppe," svarede han, mens han rettede sig op og lænede sig lidt tættere mod Hyde. ".. Eller indtil du gør noget ved det," fortsatte han kort efter og flyttede lidt på hånden, for at lade sine fingre flette sig ind i Hydes med forsigtighed.
"Vil du gøre noget ved det?" Var det derfor han havde hjulpet? Fordi han håbede på at få stillet sin lyst? Hvis det var det eneste der var formålet, havde Flix intet problem med at lege med. Det var ikke en evne man besad uden at kunne leve op til dens effekt.

Endelig lod Flix til at fange hentydningen og Hyde smilede. Han rykkede en smule tættere på og strammede grebet om Flix' fingre, så denne ikke uden videre ville kunne trække sin hånd til sig. Han havde selv sænket stemmen og lod sin frie hånd lægge sig på det øverste af Flix's lår. "Det overvejer jeg ganske afgjort," svarede han rolig og så Flix ind i øjnene med et direkte og dragende blik. "Men inden vi når så langt.. Så må vi hellere tale forretninger først." Han strøg sin hånd frem og tilbage over Flix's lår, med en bevægelse som antydede, at hans hånd meget let kunne glide lidt længere mod indersiden af låret og få kontakt med ganske andre ting. 

Man kunne høre en svag forandring i Flix' vejrtrækning, da hånden blev lagt mod hans lår. I stedet for at være overfladisk og let rystende, var det nu dybe, rolige indåndinger der blev taget. Hydes svar fik et smil frem på Flix' læber og afslørede den ene hjørnetand, der mest af alt så ud til at skulle sidde i munden på en vampyr.
"Forretning?" Lød det en anelse fraværende fra ham, idet han i øjeblikket nød håndens bevægelser mod låret. Det tog ham dog ikke længe, alligevel at opfange Hydes ord.
"Ah. Du vil have en eliksir," konstaterede han. Det var den mest logiske konklusion at drage. Måske hans brug af de ulovlige planter var lige hvad Hyde manglede. Flix rykkede sig endnu tættere og sørgede for at der ingen afstand var mellem dem. Han lagde sin frie hånd over hånden mod låret og lagde i et kort sekund op til, at ville flytte den længere mod inderlåret. Men en kort skæven mod de få andre i krostuen, holdt ham fra at fortsætte.
"Så fortæl mig hvilken eliksir du vil have," smilede han og lagde afventende hovedet let på skrå.

Hyde smilede roligt til Flix og lod hånden finde helt ind på dennes inderlår, selvom Flix tydeligvis havde besluttet, at det var en dårlig idé her midt i krostuen. Han lod sine fingre massere den sensitive hud gennem stoffet og rystede så let på hovedet. "Ikke i denne omgang," konstaterede han og drejede deres hænder på bordet, så Flix' kom til at ligge med håndryggen ned mod bordet og Hyde holdt den på plads, mens deres fingre stadig var sammenflettede. "Selvom jeg bestemt ikke vil afvise, at det en dag bliver aktuelt." Han smilede skævt til Flix igen og fortsatte så. "Du har en ret særlig evne," kommenterede han rolig. "Som tak for hjælpen med manden udenfor, så vil jeg gerne, hvis du bruger den til at hjælpe mig med en lille sag, jeg har kæmpet med i et godt stykke tid." Han cirklede sig langsomt ind mod målet. Der var ingen grund til lægge det hele på bordet med det samme. Det ville blot tjene til at skræmme Flix.

Flix begyndte igen at ligne et mindre spørgsmålstegn, med hovedet let på skrå og det lille tandsmil der undrende blev mindre. Okay, så ingen eliksir, men det næste havde han virkelig ikke regnet med. Samtidig forsøgte han ikke at fokusere alt for meget på den behagelige massage mod inderlåret, ellers ville han ende med at svare ja til noget, han egentlig ikke anede hvad handlede om. Han nikkede svagt. Han havde trods alt selv sagt, at han gerne ville give noget tilbage, som tak for hjælpen. Det var vel på sin plads.
"Det burde vi nok kunne finde ud af. Men inden da... - Hvad er det helt nøjagtig du vil have mig til at gøre?" Han skulle bruge flere detaljer, inden han med sikkerhed ville sige, at han kunne klare opgaven. Skulle han blot spille en lille brik i et meget større spil, sørge for at distrahere nogle længe nok til at Hyde selv kunne fuldføre sin sag, eller var det langt mere indviklet. Det var ikke ligefrem en rolle han var blevet tilbudt før. Derudover kunne han aldrig være sikker på hvor stor en effekt evnen havde på forskellige individer, eller om den overhovedet ville virke, men han kunne da gøre et forsøg.

Hyde lyttede nøje efter Flix' åndedræt. Den hurtige reaktion på hans tilnærmelser, da først Flix opdagede, hvad der skete, havde fortalt Hyde, at manden foran ham sandsynligvis var temmelig let at påvirke med kærtegn. Og Hyde udnyttede af ren rutine altid alt, hvad han fandt ud af, om de personer, han havde relationer med. Lige nu var det Flix og hvis Flix kunne påvirkes sexuelt, så ville Hyde ikke tøve med at gøre det. Og hvis ikke han tog meget fejl, så ændrede Flix' vejrtrækning sig en smule nu, mens Hyde's fingre kradsede let op og ned af indersiden af hans lår. 

"Jeg kender en kvinde, som jeg har været på kant med længe." Han flyttede hånden lidt og sørgede for, at håndryggen nu strøg over en anden del af Flix' bukser, mens den stadig kørte op og ned af hans lår. "Hun ligger inde med oplysninger, som jeg har brug for. Og jeg tror ærligt talt, at det ville være noget, du godt kunne skaffe til mig."