Vinteren havde lagt sin egen dækkende hvide skønhed over den efterhånden noget prøvede by og virkede til at ville holde fast i den en rum tid endnu. Sne i et kønt hvidt lag, hvor den ikke havde været trådt ned og skubbet væk til en gul-brun, sjasket masse. En tydelig forskel på høj og lav, rig og fattig, hellig eller ikke så meget det. Tempelområdet var så godt som helt hvidt.
Moana lod blikket glide over det frosne vand, som hun forlod Valerias tempel og rettede på den hvide kappe. Det var bedre at tænke på end templets tilstand efter måneders stilhed for at følge de krav givet fra Kiles Orden. Sneen var i den grad bedre at se og tænke på!
Sneen og...

Moana gik i stå midt i en drejning mod hovedstien og lukkede så opgivende øjnene. Havgudindens tempel lå ikke langt fra Lauranas og hvor de to områder stødte op mod hinanden havde nogen i deres visdom sat et stenskel op med en portåbning til passage fra hovedstien og ind til dem hver. En bue udsmykket med bølger hvor Moana stod og en med vinranker, blomster og frugter hvor vejen ind var spærret af lidt rosa skel.
Rosa skel var faktisk det eneste der kunne ses igennem porten.
I det mindste var der ikke andre til stede!

Hun satte sig med bestemte skridt i bevægelse ud gennem den ene port og hen til den anden hvor hun klappede dragen på siden. "Tauwhanga!" At få dragens opmærksomhed var altid første skridt og da især som hun kunne høre noget blive gnasket og sunket på den anden side. "Jeg mente det faktisk da jeg sagde du skulle lægge dig et sted hvor du IKKE var i vejen!" Hendes tone var måske skarp men nok ikke så meget som den burde være. Slet ikke som en fnysen tydede på at dragen havde fundet noget - eller nogen - interessant at snuse til på den anden side af muren. Noget forhåbentlig for en gnasken fulgte atter. "Så flyt dig, darling." Der var dog stadig ikke rigtig nogen reaktion.

Rofus små jobs rundt omkring i Dianthos fik ham ind i mellem til at være de mest spøjse steder på de mest spøjse tidspunkter. Og idag var på ingen måde en undtagelse. Han havde fået lavet en aftale med en af Lauranas præster om at rydde op i deres frugthave, til gengæld for lidt krystaller samt alt det frugt han ville have. 
Dog gik han noget i sine egne tanker som han kom frem til tempel distriktet, sneens helt specielle lyd under ham som den ene fod fulgte den anden. Der var så mange ting han skulle holde styr på nu, og han kunne ikke ladevær med at tænke at han nok var en af de eneste 16 årige med så store problemer. 

Så det var noget af en overraskelse da han næsten gik ind i en kvinde han tydeligt ikke havde opdaget. "Det må du undskylde!" Lød det fra den sorthårede knægt som endelig fik øje på hvem det var han var gået ind i. I få sekunder der føltes som en evighed stod han bare og måbede, jo han vidste godt at der var havfolk i Dianthos, men hende her var en lysetes ridder! Hun lignede ihvertfald en. Hurtigt bakkede han baggud og stødte nu ind i noget andet, hvis han ikke vidste bedre føltes det skelled? Med et hurtigt kig over skulderen opdagede han hvad der nok ikke kunne være andet end en drage. "Det var ikke med vilje at jeg ville rører din drage!" lød det forskrækket, hvorefter han hoppede til siden, nu på lidt afstand af både ridder og drage.

Moana blev stående lidt og bare så på dragen i portåbningen. Den havde ikke rørt sig en muslingskalslængde fra hvor den hele tiden havde ligget, men havde dog kommet med en lille anerkendende klikken for at vise den havde hørt hende. Hvad end den dog havde på sin side overgik dog hendes ordre og ønsker i interesse lige nu, hvilket gjorde hende slemt mistænksomt for hvad spiseligt det kunne være... i tempelhaven for frugtbarhedsgudinden. Ouch!

Hun drejede sig for at se muren an for om den var til at komme over, som nogen gik ind i hende. Overrasket trådte hun et skridt tilbage og lagde hånden på sværdfæstet, før hun slap det igen ved synet af knægtens lige så overraskede udtryk. "Det går nok, jeg var ikke selv alt for opmærksom." Hun forsøgte at sende ham et beroende smil, som han bare gik helt i stå og så på hende. Den hvide kappe over den sølvpolerede ringbrynje var også lidt af et syn omgivet af sneen kunne hun forestille sig, glemmende selv at hun nok skilte sig yderligere ud end det. Ridderne var tydeligvis blevet et for sjældent syn i Dianthos, hvis det her var reaktionen de mødte!

At han bakkede væk fra hende var måske høfligt, men også lidt af et signal i måden han gjorde det på. Noget der fik hende til at se nærmere på ham. En knægt nærmende sig den sidste spurt i vokseværk og udfyldig, men som allerede var godt på vej. Så var øjeblikket dog forbi, som han på det nærmeste hoppede baglæns for at komme væk fra dragen han så tilfældigt havde rørt ved og så lettere febrilsk ud.
Moana trådte frem og lagde beroligende en hånd på skulderen af ham. "Rolig nu. Hun er rimelig ligeglad, hvis hun overhoved opdagede det... forslugne skrummel." Det sidste kom med et sideblik til dragen og et noget mere kærligt tonefald en den tone hun brugte til ham. Så var hendes blik atter på ham og blev der som hun slap ham. "Faktisk prøver jeg at få hendes opmærksomhed, så jeg kan få hende til at flytte sig."

Rofus prøvede at få mere styr på sig selv, ikke at det gik særligt godt, da han stod overfor hvad der bedste kunne beskrives som en ridder fra et eventyr. Men det var vel nok meget beskrivende for lysets riddere, det lyder meget eventyrligt at have sin egen drage. "Tak" lykkedes det ham af fremstamme, hun virkede heldigvis ikke sur på ham.
 
Lidt forvirret kiggede han på de lyserøde skel, han skulle jo egentlig ind på den anden side for at rydde op! Hvilket var ret svær som dragen lige lå. Først da hende hånd fik fat i hans skulder stivnede han kort, men slappede så mere af. Det nyttede jo ikke ligefrem at gå i panik, men det her var jo ikke ligefrem noget der skete hver dag! Han sank en klump og fik endelig styr på sig selv. "Det kan jeg måske hjælpe med? Uh! Jeg kan kommer over på den anden side og se hvad hun laver?" egentlig var han ret sikker på at han vidste hvad dragen lavede, spiste de frugter han havde håbet at få med hjem.
Inden hun kunne nå at svare ret meget var han i gang med at klatre over væggen, det var heldigvis ikke så svært når man kunne gøre sig selv lettere, og forhåbentlig lignede det ikke for meget at han brugte nogle evner. Men hun ville nok ikke sige noget til det, hendes sjæl var virkelig lys, men noget fastere end mange han havde mødt.

Der var virkelig sket en ændring i befolkningen siden Moana sidst havde været i rigtig kontakt med dem i Dianthos, hvis knægtens reaktioner på hende var noget at gå efter. Retfærdigvis var det også ved at være længe siden hun rigtig havde været ude blandt dem, men lille frem nervøsitet over hende havde hun ikke sådan oplevet før. Ikke så udtalt under alle omstændigheder - eller også havde dem der udstrålede det aldrig været hende så nær. Noget at tænke over og måske se nærmere på. Respekt for hvad hun var ville hun forvente, men nervøsitet over det gav hende lidt en dårlig fornemmelse.

Det virkede så heldigvis til at en del skyldtes overraskelsen i mødet. Moana lod hånden falde, som knægten virkede til at få mere samling på sig selv og så skifte det febrilske ud med entusiasme hurtigere end hun kunne nå at reagere. Han havde da også sat sig i bevægelse over til muren, før de sidste ord havde forladt hans læber og lod hende ingen tid tilbage til at reagere i.
"Hey!" Udbruddet kom som han var halvt over spærringen med en lethed hun aldrig ville have tillagt en så robust bygget person. Måske havde hun kort overvejet at gøre det sammen, men hun havde næppe gjort det. Man klatrede simpelthen ikke på templets mure! De var der af en grund og det samme var portene - hvor meget denne så var blokeret for øjeblikket.

Så var knægten dog væk og hun hørte ham lande på den anden side som der kom et fnys fra dragen og derefter en sigende snusen. Åbenbart interessant nok til at Tauwhanga drejede sig en smule, men ikke nok til at nogen kunne slippe ind til den af den normale vej. "Hun bider ikke!" Advarslen kom måske lidt sent til en der lige havde haft et næse til næse møde med det store dyr. "Kan du se hvad hun spiser?" Moana foldede armene over brystet som hun så på den skællede forhindring og kun kunne bedømme hvad skete på den anden side ud fra de lyde der slap over muren. Hun måtte have en alvorssnak med knægten når hun så ham fuldt igen. Man forstyrrede ikke bare en spisende drage når den ikke kendte en!

Hvad der for Rofus havde virket som en fantastisk idé viste sig at måske ikke være helt så gennemtænkt, som han først lige havde troet. At komme over tempelhavevæggen havde været intet problem, og det lød ikke lige frem som at ridderen havde opdaget at han havde brugt en evne for at gøre det hurtigt. 

Meeeen han havde ikke lige tænkt over hvor stor en drage egentlig var, og slet ikke når man stod lige ved siden af den! Som det mægtige væsen drejede det enorme hoved mod ham, stod han helt stille, den skulle nødigt blive vred på ham! Hans hjerte hamrede som snuden kom tættere på, ikke at han var bange af sig normalt, men det der har var ikke ligefrem en normalt oplevelse, selv for ham! Heldigvis ville dragen bare snuse til ham, før den vendte tilbage til at ganske de frugter han havde håbet han skulle have med hjem. "Det ligner at den.. erh hun er gået på æble rov" på den positive side var der markant mindre han skulle rydde op nu, men det var nok et spørgsmål om tid før dragen fik spist al den mad han havde håbet at hive med hjem til ham og Sofie. "Jeg har en idé til hvordan vi kan flytte hende, men så skal du sige at det er iorden først!" forslog han uden at tænke over han han nok burde have forklaret lidt nærmere om hvad han ville gøre. "Åh, og bare rolig der er ingen der kommer til skade ved det!"

"Æblerov? På den her årstid? Burde der være æbler nu?" Forvirringen tog kun til i Moanas stemme som hun svarede knægten med spørgsmål og forsøgte at få hans observation til at give mening. Frugter var da noget som var på træer som solen opgav at komme helt op på himlen? Ikke nu hvor frossent vand dækkede alt og kulden bed i blottet hud?
Lyden af noget der blev tygget og slugt var dog ikke til at tage fejl af. Noget blev spist og så mange ting lå ikke bare og flød at knægten kunne være helt på gale veje.

Han rev hende da også helt tilbage til nuet og problemet med den spærrede port, som han bad om hendes tilladelse til at gøre noget uden at sige hvad. "Sige at hvad er i orden?" Forvirringen var blevet til skeptisk, som hendes blik gled fra skæl til sten i et forgæves håb om at spotte en overset vej om på den anden side.
Så kom hun dog med et lydeligt fnys. "Det var ingen god forsikring, knægt!" Hun klappede let dragen på siden, men uden at opnå andet end at få en spørgende klikken til svar efterfulgt af den sigende lyd af skæl mod sten som dragen drejede sig ind mod væg og port.
"Hvad er det du har tænkt dig at gøre?" Hvad kunne han lige gøre, når hun dårligt kunne fange dragens opmærksomhed? Lokke den væk med æbler? Ikke særligt sandsynligt hvis der var rigeligt indenfor rækkevidde.

Rofus trak lidt på skuldrene af ren vane, for det var jo ikke ligefrem fordi at ridderen kunne se ham "Lauranas velsignelse? Deres æbletræ bære frugter hele året af en eller anden grund" forklarede han kort, og nu hvor han tænkte over det var det faktisk ret mærkeligt at der altid var frugt ved Laurana templet, men det havde der jo altid været! Han havde vist aldrig stillet spørgsmål til det før, men sådan var det vel at vokse op ved vidundere, de bliver ret hurtigt til dagligdag.

En vildfaren hånd rodede lidt i det sorte pjuskede hår, pis og ork lort, det havde været så meget nemmere hvis hun bare havde sagt ja! Så nu var han fanget mellem at prøve at skulle forklare sig ud af det, hvilket nok ville blive mødt med større skepsis end det forsøg han lige var kommet med, eller så kunne han bare gøre det og håbe på det bedste?
Hvad ville han mor sige i sådan en situation? Det er bedre at bede om tilgivelse end om lov var det første der sprang ind i hovedet på ham, Rofus var dog ikke sikker på at hun havde ment det på den her måde da hun sagde det, men det var det bedste han havde at gå efter.
"Jeg har tænkt mig at løfte hende" lød det bestemt fra den unge knægt, dog sank han en klump som nåede hen til bugen af det skællede væsen, den var virkelig stor! Han havde aldrig løftet noget så stort, eller tungt før. Men tanken om Sofies smil når han kunne fortælle hende at han havde løftet en drage, varmede så meget at han var sikker på at han kunne løfte hele paladset hvis han prøvede!

Moana stoppede let op ved det forklarende svar. Hun havde tale om noget sådan, men aldrig helt taget det for mere end en fortællingen og dygtig havepleje. Overfladevæsner kunne få det mærkeligste til at gro hvor det ikke hørte hjemme, så om æbler var ude af trit med solen havde hun mere lagt til det end gudernes vilje. Måske det var på tide at lytte lidt bedre efter?
På den anden side af muren forsvandt endnu et æble lydeligt. "I sandhed belejligt." Kom det måske en anelse for tørt og træt fra den let prøvede ridder. Lige i dag kunne hun godt have undværet at møde et evigt fodrende æbletræ på sin vej.

Hendes næste ord affødte en lidt for lang stilhed fra knægten, der kun styrkede Moanas overbevisning om at det havde været helt rigtigt ikke bare blindt at give sin tilladelse ud. Noget var bestemt i gære og der var intet hun kunne gøre fra eller til fanget på den forkerte side af muren. Intet andet end at se vast på den skællede blokade og forsøge at virke afslappet for de få der passerede forbi med hastigt bortvendte øjne.

Så kom svaret dog. "Du vil hvad, siger du??" Vantro farvede hendes stemme og fik hende til at folde armene over brystet. Knægten måtte være faldet ned fra muren og have slået hovedet, hvis han troede han kunne...
En overrasket klikken kom fra Tauwhanga da dens vægt flyttede sig uden dens vilje og der pludseligt kom luft ind under den. Værre endnu så blev der længere til æblerne, hvilket sikrede at de næste lyde var temmelig fortørnede. Om ikke andet til den var på jorden igen væk fra porten og nær de fristende godbidder igen.

Moana stod temmelig måbende og så ind på knægten til fodtrin afslørede nogen nærme sig og det med øget hast og bestemthed. Nok til at hun samlede sig, lod armene glide ned så den ene hånd kunne finde hendes våben, mens hun drejede sig rundt mod hvem end der kom. Tre præster fra Kiles Orden og med al den selvhøjtidelighed de kunne mønstre efter det chokerende syn af en drageflytning.
"Kiles fred, Ridder af Lyset." De stoppede kort ved Moana og nikkede let, førte to var på vej videre og ind mod knægten, som fik en noget mindre høflig hilsen. "Der er forbud mod brug af magi i byen, knægt."

Rofus havde lidt ventet at ridderen ville sige noget, men at hun ikke troede at han kunne fik ham kun til at smile større. For han var sikker på at det nok skulle kunne lade sig gøre! Han kunne levenede forstille sig at hun stod og så utilfreds ud, men det var ikke ligefrem fordi at hun ikke havde sagt at han ikke måtte! 
Som dragen lå og spiste virkede den ikke så skræmmende som den først havde været for ham, med et knæk med nakken og fingrende begravede han hænderne under de rosa skæl. Med en dyb indånding lod han sin evne flyde gennem dragen, gørende den lettere og lettere indtil han til sidst kunne løfte hende nok så der kom luft ind under hende. Det gik et set gennem ham som den mærkelige klikken kom fra dragen, heldigvis viste det sig hurtigt at den stadig bare var sulten, så det kunne løses ved at holde hende hen mod æblerne. Men vejen blev ryddet og folk kunne gå til templet igen.

Et smørret smil stod malet over knægtens ansigt, som en mus der havde spist hele osten. Åh hvor han så frem til at fortælle Sofie om det her! Lyden af støvler der mødte gaden fjernede dog den glæde meget hurtigt, selvfølgelig var det lige nu at der skulle komme nogle kile tosser! Pis og orklort! Forhåbentlig ville de bare gå forbi og- henvende sig direkte til ham "Øhh..." var det eneste han kunne få sig selv til at sige. Hvilket tydeligt ikke gjorde ham mere populær "Tro ikke at du er hævet over loven knøs!"  lød det med en løftet ridepisk fra den tredje af præsterne, en bredskuldret mand med tjavset gråsprængt hår.

Der var ingen tvivl mulig om at knægten var mere end godt tilfreds med sig selv over at have flyttet dragen væk fra portåbningen. At han måtte have brugt magi til det var Moana ikke det mindste i tvivl heller. Man løftede ikke bare et skrummel som Tauwhanga med ren muskelkraft! At drage havde tilgivet var hun også sikker på for den var ikke kommet med flere klik af knægten og virkede heller ikke til at ænse nogen af dem det store. Drog!

Den var dog et problem til lidt senere, som præsterne sluttede sig til dem med et glimt i blikkene som slangehovedfisk øjnende en blødende hval. Høflige måske overfor hende, men de ville være alt andet end det overfor en navnløs og magtløs knægt fra byen. Noget de kun bekræftede overfor Moana med tale så meget som iver efter selv at uddele en selvbestemt straf.
Ikke meget mere end synet af hånden gående til pisken og Moana satte i bevægelse. Hendes hånd lukkede sig blidt, men bestemt om mandens, som hun dæmpet brød ind. "Men undtaget, det er han bestemt." Manden vendte sig mod hende, som også de to andre præster drejede deres blikke til hende, tydeligt ikke tilfredse med hendes indblanding eller muligheden for at hun havde ret til det.
"Han bærer intet tegn på at tjene Lyset." Der var afvisning i stemmen fra den præst der stod nærmest knægten og nu rakte ud for at gribe ham.

Rofus selv var meget i tvivl om hvad han skulle gøre, for jo han kunne godt stikke af fra dem, det ville ikke ligefrem være svært at fange dem i en tyngde fælde og hoppe væk. Men han kunne ikke ligefrem tillade sig at gøre det, det ville først få dem efter ham! Hvilket kun ville få Sofie og de andre oprører i fare!
Pis pis piiis! For det gennem hovedet på ham, indtil at Ridderen blandede sig. Irriteret så Ordensmedlemmet mod havfolket der tilsyneladende havde lyst til at blande sig, og Rofus så nærmest lige så forvirret på hende, selvom han var meget taknemmelig for ikke at blive pisket for nu. 

Den nærmeste af de tre maskebærer greb bestemt fast om den sorthårede knægt, nu var der ikke megen andet valg end at stole på at ridderen ville ham det bedste. "Med mindre at du kan komme med noget konkret, så er han vores nu" brummede manden med pisken, som han forsøgte at hive hånden til sig. Af hvad der nok var høflighed så de alle afventende på havfolket, irriteret over at være blevet afbrudt.
Rofus øjne derimod var noget mere bedende, jo han havde været tåbelig i hans måde at hjælpe hende, men han havde da hjulpet hende hvor at mere eller mindre ingen anden kunne! Den slags talte vel for noget?

Tre mod en var ingen lige kamp under de bedste omstændigheder og dette var på ingen måder det. Kiles Orden havde skabt sig et ry for deres svar på regelbrud og det var så sort-hvidt som deres klædedragter. Enten var regler brudt eller også var de ikke. Ingen formildende omstændigheder. Ingen undtagelser - ud over de regelsatte af slagsen.
Moana mødte knægtens blik, som han blev grebet af den nærmeste af præsterne. Et tydeligt tegn til hende om at stoppe med at blande sig, men hvordan kunne de forvente dette? Knægten havde trods alt handlet i Lysets ånd hvis ikke dets tjeneste.
Tjeneste.

Hun flyttede blikket til den talende præst, som denne gjorde et forsøg på at vriste sig fri af hendes greb. Et vurderende blik, som overvejede hun om han var balladen værd at gøre noget ved, mens det i virkeligheden dækkede over det indre dilemma hun havde fundet sig selv havnet i. For hun så kun en måde hvorpå hun kunne få knægten helskindet ud af den knibe hans brug af magi havde sat ham i og den ville få konsekvenser for dem begge.
Så måtte de håbe han var dem værd.
"Der er intet krav om at væbnere bæger uniform hele tiden eller tegn på deres plads." Hun slap mandens blik for i stedet at finde den sorthårede ynglings og holde det fast. "Det anbefales de gør det og nu ved du hvorfor. Ikke sandt, knægt?"
Det var ikke en løgn hun kom med, skønt der lå i hendes ord at knægten var hendes væbner. En tolkning præsterne så ud til at hoppe til, som de to ved ynglingen slap ham og trådte lidt tilbage, mens den sidste vendte sig fuldt mod hende givende et ryk i hånden hun efterlevede og endelig slap ham. "Din væbner?" Skepticismen var tydelig at høre i hans stemme, skønt han holdt sig til det.
Hun løftede et øjenbryn af ham. "Hvem ellers ville jeg tillade at løfte min drage?"

Rofus måtte blinke et par gange, væbnerne til lysets riddere og krigere havde som han huskede ikke nogen uniform, men det viste ofte deres kapper frem som var det særligt udvalgte... Okay de var ihvertfald valgt til det men han havde ikke lige regnet ud hvorfor hun ville sige det i den her situation- oh.. OH! Det gav meget mere mening! 
Knægtens ellers sigende blik blev overset af alle de maskeklædte mænd som de vendte deres opmærksomhed tilbage mod havfolket, før de derefter delte blik med hinanden. Det var tydeligt at de hendes ord havde ændret tingene.
Rofus nikkede ihærdigt som han blev spurgt "Ganske tydeligt!" medgav han, lige nu ville sådan en kappe have løst mange problemer! 
Han krympede sig lidt sammen som hendes kommentar om at give lov til at løfte dragen, det her var lidt ved at udvikle sig til at blive et spændende miks mellem hans stolteste og mindst stolte øjeblik. 
"Det lader til at der ikke er mere for os at håndhæve her" kommenterede ordensmedlemmet med bryskhed i stemmen, "Men jeg vil opfordre dem til ikke at spilde vores tid på lignende ballede, samt at de findet på en passende straf til deres væbner" lød det tydeligt bitteret som det brød op og forsatte videre. Rofus kunne mærke hvordan deres øjne skulede i hans retning, som de begav sig væk. Han stod dog helt stille uden at sige noget indtil at han var helt sikker på at de virkelig var væk. "Tak... Je-jeg ved ikke hvad jeg kan gøre til gengæld..?" 

Forståelsen for det antydede så ud til at komme senere til knægten end til præsterne. Noget der nær havde fået et smil frem på Moanas læber, men situationen tillod ikke den slags. Intet ved hende skulle vise de forbistrede præster at hun undveg sandheden med alt andet end fulde løgne. Et skridt hun ikke kunne tage, men heller ikke så ud til at behøve for at opnå hvad hun ønskede.
Hun nikkede let til knægten, som han bekræftede forståelsen og lod derefter opmærksomheden glide til dem der mest krævede den igen. Dog ikke før hun havde fanget glimtet af skyld hos den unge mand, men ingen af de andre virkede fokuserede på ham. Heldigvis!

Moana nikkede atter let og samtykkende. "Jeg skal bestemt have et alvors ord med ham, ja." Hun lagde lidt af den dobbelthed i tonen da hun sagde 'alvorsord' der kunne få det til at være præcis den optakt til straf som den ledende præst så tydeligt ønskede. Hun havde hørt den tone brugt nok gange selv til at gøre det også.
Det virkede også til at gøre præsten næsten tilfreds, skønt han vendte sig og sendte knægten et sidste advarende blik, før de tre begav sig videre.

Moana ventede til de var ude af syne og forventeligt også hørevidde før hun slappede mere af og holdt op med at udstråle at knægten vitterligt var i problemer. Andre kunne trods alt have givet sig til at lytte med bag hende uden at hun havde set dem og der var ingen grund til at give nogen grund til at løbe med sladder. At knægten løsnede op først var så god en forsikring som hun kunne forvente.
"Du kunne sige ja til at blive min væbner." Hun betragtede ham et øjeblik længere før hun fortsatte. "Hvis du ikke er bundet af andre forpligtelser? Det vil ikke blive rent drageløft og bedårende blikke." Hun sendte et blik til dragen bag ham og derefter til nogle piger der havde stillet sig op udenfor hørevidde og tydeligt betragtede. "Mere hårdt arbejde og træning, men med mulighed for at hjælpe andre og komme til at gøre en forskel."

Det gysede kort i Rofus som ridderen forsikrede maskebærende om at hun nok skulle have et alvorsord med ham, for selvom det lod til at han var ude de værste problemer, så var der stadig noget oprydning efter det rod han havde lavet. Forpulede dumme forbud han havde brudt ved et uheld! Men forhåbentlig ville det ikke være så slemt igen, hun ville nok skælde ham ud og fortælle ham hvor uansvarligt han havde opført sig, og sige at det havde været dumt at bruge magi i byen, selvom det havde været for alles bedste. 

Den sorthårede knægt måtte blinke et par gange, ej det kunne hun ikke have sagt! Men som ridderen fortsatte var det tydeligt at Rofus havde hørt rigtigt. Hun havde faktisk tilbudt ham at blive hendes væbner! "Øh jo selvfølgelig!" udbrød han før hans tanker formåede at følge med hans tunge "Eller, jeg laver en masse små jobs for at skaffe mad nok til mig og min kæreste..." Tilføjede han med blikket mod jorden, hvor sejt det end ville være at være væbner så kunne han ikke bare efterlade Sofie, også selvom det ville være en fantastisk vej ind på palladset. 
Pigernes blikke havde han slet ikke ænset, men det havde nok også været noget optimistisk af ham at tro at han kunne løfte en drage uden nogen opdagede det. "Hårdt arbejde og træning gør mig ikke så meget" mumlede han tilbage og mødte hendes tyrkise blik "Jeg har arbejdet som udsmider i det Halve Svin, det var ikke ligefrem helt let"

Atter virkede det til at tage knægten et par øjeblikke at tage Moanas ord ind og forstå dem. De var måske også lidt langt væk fra havde hendes blik og stemme kort før havde lovet, men det tydede ikke helt godt for hans evne til at reagere på det uventede i kamp eller andet. Noget værd at huske sig på senere, men for nu kunne hun ikke andet end lade et skævt smil undslippe, som hun fulgte hans mimik skifte fra nervøs til forvirret og derfra lige over i strålende, kun for at en skygge gled frem efter han havde givet sit første svar.
Det fik også Moanas smil til at glide bort bag alvor og en let rynke i panden. Hun havde ikke antaget knægten gammel nok til at være fast forsørgende eller bundet ned i noget fast. Det komplicerede tingene en del! Især hvis pigebarnet var ude af stand til at tage vare på sig selv eller med yngel. Noget der vist ikke var mange diplomatiske måder at spørge ind til, så i stedet holdt hun sig til det åbenlyse.
"Små jobs lyder ikke alt for givende..." Eller helt lovligt, men det sidste så hun ingen grund til at sige højt. Dianthos var på mange måder mere grå end hvid i sin moral efter hendes mening. "Der følger indtjening med titlen som væbner og normalvis også et kammer i forbindelse med ridderens, men det bliver måske nok lidt klemt for to..."

Hun afbrød sig selv, som den moralske gråzone af det sagte trængte frem i hendes bevidsthed og han samtidig mødte hendes blik med en bemærkning der kun gav halvt mening for hende. "Det halve Svin?" Han sagde det som om hun burde vide hvad det var. Udsmider var heldigvis det samme over og under havet, så den del fik hende kun til at sende ham et granskende blik, før hun hævede et øjenbryn af ham. "Hvor gammel er du helt præcis?"

Rofus rystede let på hovedet, det havde ikke ligefrem givet mange krystaller især fordi at han ikke havde valgt nogle af de 'lette' krystaller som nogen havde forsøgt at få ham til "Ikke just..." svarede han, for derefter at lidt trodsigt tilføje "Men det har være bedre end ikke at gøre noget" Meget kunne man sige om den unge knægt, men han gav ikke op selvom tingene virkede besværlige, eller for den del folk umulige. 
Tanken om at skulle ligge tæt med Sofie var ikke ligefrem en ubehagelig tanke, men det ville nok ikke ligefrem blive nemt at dele så lille et kammer som det lød til at havfolket tilbød. Egentlig var hele tanken om at at han måske ikke kunne komme til at tage på eventyr med Sofie når de fik tiden igen lidt skræmmende, men havde han reelt et valg? "Jeg er sikker på at vi kan finde ud af løsning" lød det med mere selvsikkerhen end før, om de så skulle sove på skift i en rum tid måtte det være sådan.

"Du ved Kroen?" fløj det ud noget mere dumsmart end godt nok var, men havde aldrig mødt nogen der ikke havde hørt om Det halve svin før! Dog var han stolt nok til at ikke at krympe som de tyrkise øjne så ham anden endnu engang. Hendes sjæl viste ham hun ikke ville ham noget ondt, med mindre at han virkede til at være et problem for folket. "Seksten somre frue, men de færreste andre kan løfte drager, eller se på folk om de er problemer" vent det sidste var meningen at hun skulle vide nu! Pis og ork lort!

"Det er det altid." Moana svarede Rofus alvorligt, mens hun tvang trangen til at smile væk. Lige nu havde han i den grad brug for al den alvor hun mønstre og med en tanke på de problemer han lige havde haft skabt for dem begge var det enkelt nok. "Det jeg spurgte efter var om du fast arbejde et sted som ville protestere hvis du holdt op med at arbejde der." At være væbner var en fuldtids ting og ikke noget at flette ind mellem alt muligt andet. Ikke hvis han skulle være væbner af gavn og ikke kun af navn.

Så nikkede hun let og samtykkende. "Der burde være lidt muligheder for hende i paladset, hvis hun forstår at bestille noget og ikke har ravet uklart med alt for mange derinde." Det sidste blev sagt med et muntert glimt i de tyrkise øjne. Hun forventede ikke den unge dame havde det, men det var værd at se hans reaktion for. Med ham indenfor dørene var det som regel enklere for en partner at finde en vej ind også. Hun havde set det ske og det gav stabile og loyale folk.

Hans forklaring fik ingen klokker til at ringe i hendes bevidst og det kunne ses på hendes uforstående træk. "Jeg antager den er kendt?" Hun havde været på kro med Gloria, det var hun sikker på, men med den andens skræmmende evne til at indtage de forræderiske landdrikke, så var det sjældent hun huskede hvor de havde været bagefter.
Et velformet øjenbryn skød i vejret ved hans svar, efterfulgt at et sigende blik. "Du kan se på folk om de er problemer?" Det kunne måske forklare hans langsomme reaktionstid, hvis han var vant til at få advarsler på anden vis end at være opmærksom i øjeblikket.
"Hvilket minder mig om at vi hellere må få slughalsen væk herfra før hun giver os flere problemer." Moana så træt hen på dragens runde korpus.

Rofus nikkede let, heldigvis var havfolket en kvinde af handling og ikke kun retskaffenhed. "Protestere kunne de vel godt finde på, men de ville sagtens kunne finde andre uden problemer, det var ihvertfald det de blev ved med at sige" kommenterede han med et skuldertræk, der var nok desperate unge til at lave dårligt betalt arbejde uden at sige andet end tak efter Ordenens jerngreb. 

Et smil bredte sig over Rofus læber "Hun kan sagtens gøre sig nyttig hvis det er det du spørger om, men hun er ikke bange for at sige fra hvis folk ikke opfører sig ordenligt" svarede han ærligt, og jo Sofie var nok smartere end han fik hende til at lyde der, men det var bedre at være ærlig om den slags, især hvis at havfolket skulle stole på ham. "Åh! Mit navn er Rofus, hvad vil du gerne have at jeg kalder dig?- Øh jeg mener dem?" rettede han hurtigt, riddere var ikke ligefrem nogen han talte med eller til til hverdag!

Knægten sukkede let "Det er nok den mest kendte kro her i byen, og den bedste hvis du spørger mig" måske var hun noget finere i kanten end han havde troet?
Rofus blik flakkede lidt "På sin vis? Jeg kan se om folk bærer mørke i deres sjæl, det er lidt derfor at jeg stoler på dig for jeg kan se at du er en god person, hvis lys er stabilt som et løfte givet fra hjertet"  Han var på ingen måde glad for at indrømme hvad hans evne gjorde, det havde en tendens til at blive misforstået.
"Åh ja, du må sige til hvis at jeg skal hjælpe med at flytte hende!" for at have løftet en drage var sejt, men at have gjort det mere end en gang var kun bedre!