Romeo vågnede langsomt op til et væld af farver. Lys strømmede ind igennem det farvede glas der omgav ham og spillede imod hans nøgne, lysebrune hud. Han lå på noget hårdt og koldt, og hans krop føltes stiv. Desuden lå hans ryg på noget, der stak ubehageligt op i den, og imens det gik op for ham at han befandt sig i et tempel, fik han sat sig op. Store, brune vinger spredte sig fra hans ryg og med en forskrækket lyd sprang han ned fra hvor han havde siddet - på en kiste, gik det op for ham. Hans vinger spredte sig ud, mindst to meter hver vejr, blafrede ukontrollerbart og stødte ind i en vase med blomster, der faldt på gulvet og smadredes.

Romeo væltede baglæns og øjeblikket efter stødte han sin bare ryg ind imod en mur. Han tjekkede igen og vingerne var væk. Havde han hallucineret? Han tog sig et øjeblik til at se sig omkring. Han befandt i et mausoleum. Nærmere betegnet sin mors mausoleum. Hendes kiste stod dér og ved siden af den... Han nærmede sig forsigtigt den kiste han var vågnet op på, hvor han læste indgraveringen.





Romeo følte sig svimmel, som halvdelen af et minde viste sig for ham. Han så ned ad sig selv, ned på sin mave hvor fem fine, hvide ar afslørede at han var blevet stukket med en dolk. Han huskede med væmmelse smerten og blodet, men så intet af det nu. Det var som et fjernt minde eller en drøm, der gled længere og længere væk, des mere man kæmpede for at huske den.

Noget fik ham til at åbne kistelåget. Det føltes ikke som en god ide, da han så sit eget, rådnende lig, og det føltes som en direkte dårlig ide da stanken nåede ham. Det første Romeo gjorde var at brække sig ud over det. Der var intet i hans mave, men ikke desto mindre kom der en blanding af vand og spyt op, og Romeo tørrede sig med væmmelse om munden med bagsiden af sin hånd.
Hans lig var smukt påklædt, med håret sat og hænderne pænt foldede og - med hans mors medaljon om halsen. Med skælvende hænder fjernede han den fra sit lig og lagde den om halsen på sig selv, og selvom han stod der, splitternøgen, kunne han ikke holde det ud længere. Han måtte ud derfra omgående.

På usikre ben vaklede han ud af mausoleumet og ud på gravstedet, hvor flere gravsten stod hulter til bulter omkring hans families overdådige bygningsværk. Romeo havde lige præcis tid til at være taknemmelig for, at han ikke var vågnet op under jorden, inden han pludselig faldt.
Han havde ikke set kløften, selvom han vidste, at den var der. Hans tanker havde været et andet sted og han faldt, ned blandt træer, visne grene og blade, og løse sten. Panik gennemsyrede ham, som han nåede at tænke, at Isari havde bragt ham tilbage til live forgæves, når nu han bare skulle dø her, faldende i hvad der føltes som en evighed, da hans vinger pludselig foldede sig ud igen. To store, brune vinger, der foldede sig beskyttende omkring ham og tog det værste af faldet, selv efter han blev bevidstløs. 

Grimm havde ellers ikke for vane at være doven, men alle hans fælder havde været tomme i dag, og han skulle jo bruge pels og skind til at sælge, så han havde begivet sig ud til kløften, hvor han vidste, at dyr ofte faldt ned og slog sig ihjel. Det betød jo ikke noget for Grimm, hvordan dyret var dødt, så længe skindet og pelsen var nogenlunde intakt. Hvis det var for usselt, kunne han altid bruge det til at lave mindre skindlapper af til at lappe på sit eget tøj. Så ligegyldigt hvad, ville det ikke være en forgæves tur, selvom han normalt ikke kom til.

Det havde været hele turen værd allerede efter en halv times tid i kløften; to relativt friske sølvræve (mor og unge?) og en grævling havde han fundet, og de hang nu og dinglede over hans brede skuldre. Et grådigt glimt blussede op i Grimms mørke øjne, da han spottede endnu en skikkelse på jorden, men det gik hurtigt op for ham, da han kom tættere på, at dette ikke var et dyr. Det var en dreng. En engledreng. En meget forslået engledreng. Helt nøgen og stakkels.

Et smil bredte sig på Grimms læber, og han tog en sidste sug fra sin pibe, inden han hurtigt bankede den ud mo bagsiden af hånden og stak den i lommen. Sikke en dag.

Han lagde de døde dyr fra sig og satte sig på hug ved siden af den livløse dreng. Han var ikke død, for han trak da vejret endnu, men den ene af de smukke, brune vinger stak ud i en helt forkert vinkel, og der var et blødende sår på siden af drengens hoved, fra hvor det havde ramt jorden.

"Stakkels, lille fugl," mumlede Grimm, mens smilet stadig spillede på hans læber, og meget forsigtigt løftede han drengen op i sine stærke arme. Selvom han ikke ligefrem var en lille spirrevip, så vejede drengen næsten ingenting for Grimm, De døde dyr blev svunget over skulderen igen, og så begav Grimm sig med rolige skridt tilbage til sin hytte i skovbrynet.

Drengen var stadig bevidstløs, da de nåede hytten, hvilket passede Grimm helt fint. Han vaskede drengens beskidte og forslåede krop og forbandt den brækkede vinge med stivere, så den ikke healede skævt. Så smurte han rensende og helende salver på drengens sår og lagde han derefter til rette på et leje af halm dækket af tykke, bløde pelse, der lå ved siden af det store ildsted. Det skulle nok holde ham varm.

Grimms hytte var ikke specielt stor, men han var alligevel glad for den, især fordi han selv havde bygget den. Den bestod af tre rum; opholdsrummet, et sovekammer og et arbejdsrum. Opholdsrummet fungerede både som stue og køkken med et stort ildsted i kampesten, hvor Grimm holdt hytten varm og lavede mad over den åbne ild. Væggene i opholdsrummet var dækkede af de flotteste trofæer, han havde fanget (kæmpe gevirer og enhjørningehorn, osv.), samt hans samling af jagtknive, hvoraf nogle af dem var så lange som en arm. Sovekammeret indeholdt ikke andet end en seng og et vandfad, men arbejdsværelset var fyldt til randen med værktøj, save, knive, skrabere, store trækar med dyrehuder i, der lå til afsyring, en kæmpe samling jernfælder og sakse. I midten stor et kæmpemæssigt træbord, der engang havde været brunt, men som nu var sort af indtørret blod, det meste af det fra dyr.

Grimm satte sig i sin lænestol foran ildstedet og satte vand til at koge, mens han holdt øje med den stakkels, lille fugl.

Da Romeo vågnede for anden gang efter sin død var han lige så forvirret som første gang. Han kunne høre ilden inden han kunne se den og han klemte kun sine øjne hårdere sammen, imens han langsomt kom til sig selv. Det næste han opfattede var, hvor ondt han havde. Over det hele. 

"Pis, pis, pis," mumlede han frustreret, imens han forsøgte at rulle rundt på siden eller sætte sig op, hvad som helst egentligt. Men alt gjorde ondt, ligegyldigt hvilken vej han vendte sig, og hans vinger begyndte at blafre, som prøvede de at hjælpe ham, men bevægelsen fik kun stød til at skyde igennem ryggen på ham, og hans øjne sprang åbne, imens hans vinger kun baskede hårdere.

Ilden fra ildstedet blussede op ved den pludselig vind og den pludselige varme fik hans vinger til at trække sig helt tæt ind til ham igen, imens det endelig lykkedes ham at komme op at sidde. 
Han sad med hjertebanken og så sig omkring i den hytte han var endt i, da han fik øje på en mand ved ildstedet, og han sad lammet til stedet derefter. 

Grimm havde været i gang med at drikke en kop te og slibe sin trofaste jagtkniv, da knægten ved ildstedet begyndte at røre på sig. Det så ud, som om han forsøgte at sætte sig op, og Grimm lagde stoppede sit sliberi for at se på. Det så ganske morsomt ud, og han slap et lille, overrasket grynt af latter, da drengens vinger nærmest løb løbsk og baskede rundt. Det måtte være en helt ny engel. Hvor vidunderligt...

Han var lige ved at rejse sig, da det endelig så ud til, at drenge fik en smule kontrol over dem og fik sat sig op. Det mørke blik drengens, og Grimm smilede varmt til ham.

"Det var ellers noget af et styrt, du tog dig, dreng," sagde Grimm roligt og lagde kniven fra sig på bordet, han sad ved. "Du er heldig, at dine fine vinger tog det værste af faldet." Han nikkede mod vingerne, hvoraf den ene var indbundet i et urteomslag. "Ellers havde du nok ikke været værd at slæbe hjem. Hvordan har du det?"

Romeos blik fulgte mandens bevægelser og han kunne ikke undgå at få øje på den store kniv han havde siddet med. Den så så voldsom ud, at han knap nok hørte det næste manden sagde, og han brugte et øjeblik på at sætte ordene sammen, inden han så op på sine vinger, der holdt sig tæt ind til ham lige nu. Den venstre af dem var indbundet og det passede fint med, at det brændte noget så forfærdeligt i den.

"Jeg tror det ville gøre mindre ondt, hvis den der... vinge... var blevet revet fuldstændig af..." mumlede han hæst og havde svært ved at omtale sin vinge som sin egen. Det var stadigvæk underligt for ham at tænke på at han var engel nu.

"Er det dig der har..." Han kunne ikke finde ordene for omslaget eller for at have reddet hans liv, så i stedet gestikulerede han blot op imod sin venstre vinge. 

Grimm lo en dyb og rungende latter af drengens smarte kommentar.

"Det tror jeg nu ikke," sagde han og rejste sig for at gå hen til ildstedet, sætte sig på hug og lette lidt på låget til tekedlen, så den ikke kogte over. Han drejede hovedet mod drengen, da han talte igen.

"Ja," sagde han roligt og tog kedlen af gløderne og gik tilbage til bordet for at hælde teen op i en frisk kop. 

"Her," sagde han og gik hen til drengens leje og rakte koppen til ham. "Det er urtete. Den lindrer smerte og giver dig ro. Du har vist haft en hård dag."

Ilden fra ildstedet dansede i Grimms mørke øjne, mens han betragtede drengen og ventede på, han tog koppen. Pelsen over ham dækkede hans underkrop, men han var stadig nøgen under den. Grimm måtte vist hellere se, at få lavet noget tøj i knægtens størrelse, så han ikke skulle gå rundt med bar røv hele tiden. Det ville være forfærdeligt distraherende.

Romeo så med et glimt i øjnene på manden, da han grinede af hans svar. Han virkede allerede okay. Det var jo trods alt også ham, der havde hjulpet ham ud af kløften.

Derfor tog han også imod tekoppen uden skepsis, da den blev rakt til ham, og lugtede nysgerrigt til den. Den lugtede ikke af noget han havde drukket før, men han var også vant til at blive tilset af en healer, hvis han nogensinde kom til skade. Han havde aldrig før prøvet at gå med en skade til den groede sammen af sig selv.

"Rimelig hård," gav han ham ret, "men i det mindste er jeg ikke død i dag." Han havde ingen ide om, hvornår han var død, men imellem et par dage og en uge side, at dømme ud fra sit lig, og han var ikke bleg for at joke med det. 

"Hmm," brummede Grimm og lod sit blik vandre over drengens nøgne bryst og mave. Han opdagede hurtigt arrene, der strakte sig på drengens brune hud som hvid kridtstreger. Selvom arrene var healede, var det tydeligt, at de stadig var friske. Grimm gned sig over sin skæggede hage.

"Ikke i dag, nej," sagde han og gestikulerede mod arrene på drengens mave. "Men for nylig. Hvem kunne dog finde på at gøre en rask og rørig dreng som dig ondt?"

Der var sikkert masser af folk, der kunne få noget ud af at dræbe en ung, smuk dreng - Grimm kunne sagtens forstå dem, selvom drab ikke lige nødvendigvis var hans kop te - men det sagde han ikke noget om. Drengen så forskræmt nok ud i forvejen, og det var også nødvendigt for Grimm at vide, om han kunne forvente, at der kom nogen og ledte efter knægten. Han havde ikke ligefrem skjult sine spor, da han bar drengen ud af kløften. Det ville ikke kræve ret meget for en erfaren stifinder at finde frem til Grimms hytte, som heller ikke ligefrem var noget hans skjulte. Han levede åbent som en simpel pelsjæger. At han så var mere end blot et menneske, det behøvede folk ikke at vide...

Romeos frie hånd gled over sin mave, da manden gestikulerede imod arrene på den. De ville slet ikke have kunnet nå at hele på den tid hans krop havde set død ud, men det her var jo heller ikke dén krop. Det var en ny krop, ikke hans egen, hvor meget den så ellers lignende.

"Ingen," svarede han, helt overbevist, imens hans hånd gled fra hans mave og op om hans nakke, hvor den gned over hans hud, imens han forsøgte at koncentrere sig. Han havde det som om, han ville kunne huske hvem der havde slået ham ihjel, hvis bare han koncentrerede sig nok, men det undslap ham stadig.

"Jeg kan ærlig talt ikke huske hvem, men - helt ærligt -" Romeo gestikulerede elegant op og ned ad sin nøgne krop. Han vidste at den var flot og han vidste, at hans mor fine guldhjerte medaljon kun understrege de varme, brune toner hans hud havde, "- hvem kunne finde på at stikke en dolk i det her? Hvis jeg er blevet slået ihjel har det været et uheld." Han smilede af sine egne ord, selvom han ikke helt troede på dem. Han havde trods alt ikke lyst til at tage tilbage til godset, men tog stadigvæk ikke manden seriøst nok til at være fuldstændig ærlig overfor ham. 

Grimm udstødte et overrasket "Hah!" over drengens kæphøje bemærkning og slog sig på knæet i morskab. Der var sgu krummer i den knægt, og Grimm fik næsten helt ondt af ham over, hvor tydeligt det var, at han var i total fornægtelse over, hvad der var sket ham. Det er de færreste, der bliver dolket ihjel ved et uheld, men det nænnede han næsten ikke at fortælle drengen. Det kunne vente til senere, til den dag hvor drengen endelig indså sin skæbne, og den dag ville Grimm være der til at overvære, hvordan håbløsheden ville snige sin ind i knægtens trodsige blik. Det ville uden tvivl blive smukt, og Grimm ville suge det til sig, som en igle der suger blod. 

"Hvad hedder du, dreng?" spurgte han og gik tilbage til sin lænestol, så han kunne sætte sig ned og tage en slurk te, mens han betragtede drengen. "Du har vel et navn, ikke?"

Romeo, der endnu kun havde taget blikket fra manden for at se på sig selv, betragtede ham også da han drak af teen, og gjorde ubevidst det samme. Den smagte heller ikke af noget han var vant til, men det smagte heller ikke dårligt, og han tog straks en tår mere. 

"Romeo. Aestas. Det er min familie, der har godset -" han forsøgte at pege, men det gik op for ham at han ikke havde nogen ide om hvor han var, eller hvilken retning godset lå i, "- Aestas godset," afsluttede han i stedet sin sætning. Så langt hjemmefra kunne han trods alt heller ikke være.

"Så hvis du overvejer om du skal slå mig ihjel eller kidnappe mig, så er jeg mere værd i live end... Du ved." Den ældre mand så ikke ud som typen, der slog ihjel. Romeo så godt det størknede blod under hans fingernegle og jagttrofæerne omkring i hytten, men han så også det venlige smil på hans ansigt og rynkerne omkring hans øjne. Han lignede en fyr, der var vant til at have helt små børn siddende på sit skød og lod dem hive sig i skægget. Romeo havde næsten selv lyst til at hive ham i skægget. 

Grimm lo dybt og rungende og måtte endda holde sig på maven, mens han lænede sig tilbage i stolen. Det var sødt, at knægten, Romeo, troede, at Grimm havde nogen som helst interesse i penge eller for den sags skyld hans slægtsnavn. Grimm havde ikke hørt navnet før, men måden, Romeo sagde det på, fik det til at lyde, som om han forventede, at Grimm kendte det.

"Bare rolig, lille Romeo," klukkede han og tørrede sine øjne med bagsiden af sin hånd. "Jeg er ikke interesseret i penge. Jeg fandt blot en stakkel fugleunge, der var faldet ud af reden, som jeg gerne vil hjælpe tilbage på vingerne. Du er fri til at gå, hvis du ikke føler dig tryg her."

Han nikkede mod døren, som han på ingen måde havde tænkt sig at lade Romeo gå ud af, men det behøvede Romeo naturligvis ikke at vide noget om.

Romeo så forundret på manden, da han kaldte ham 'lille'. Der var ikke noget småt over ham. Han var en fuldvoksen mand og selvom han ikke altid opførte sig sådan, så lignende han da i det mindste én. Det meste af tiden i hvert fald. Og så, som om det ikke var slemt nok at blive kaldt lille, blev han også omtalt som en fugleunge. Vingerne på hans ryg spredte sig igen, stort nok til at spærre lyset fra flere af vinduerne.

"Jeg er ikke - jeg er - en voksen mand," svarede Romeo forarget og lidt forvirret. Han var vant til at blive talt til med lidt mere respekt, men det var ikke fordi han rent faktisk havde lyst til at rette på ham. Han følte at han burde og gjorde det derfor også, men alt det gav ham lyst til var at gå igennem med sin første indskydelse om at hive ham i skægget.

Han skævede til døren og rullede med sine skuldre. Hele hans krop var stadig øm, nogle steder ligefrem i smerte. For slet ikke at tænke på, at han var blevet myrdet i sin seng og at han havde efterladt sin kiste åben. Selv uden at tænke for meget over det, og det havde Romeo ikke tænkt sig at gøre, kunne han godt se at det var en dårlig idé at vende hjem til sin familie før han vidste, hvem der havde myrdet ham. 

"Og hvem er du?" spurgte han i stedet og så tilbage på manden, imens han tømte resten af urteteen i et desperat forsøg på at bedøve smerten lidt. 

Teen var en blanding, Grimm selv havde lavet. Takket være sit lange liv i naturen, havde han et godt kendskab til diverse urter og deres evner, og teen, Romeo drak lige nu, ville efterlade ham med en behagelig, varm følelse i kroppens, mens smerterne langsomt aftog. Den healede ikke noget og gjorde heller ikke en døsig, men hensatte blot en i en behagelig tilstand.

Grimm så på, mens Romeos vinger spredte sig, og han måtte indrømme, at han var imponeret. De var utroligt smukke, og han kunne ikke vente til at røre ordentligt ved dem igen. Næste gang ville han ikke være så forsigtig, som han havde været første gang.

Det var tydeligt på hans ansigt, at han var betaget af vingerne, og det tog et øjeblik, før det gik op for ham, at Romeo talte til ham. 

"Mit navn er Grimm," sagde han og lænede sig tilbage i stolen for at stoppe sin pibe. "Grimm Gahrm." 

Det var selvfølgelig løgn, men Grimm var på ingen måde dum nok til at afsløre hans rigtige navn. Det var der meget få dæmoner, der var.

Romeo var blevet set sådan på før - men altid hans ansigt eller hans krop, og han fulgte Grimms blik op, da han så på hans vinger. Det var første gang han selv så ordentligt på dem. Farven, der blev lysere ud mod spidserne, skabte et sirligt mønster, og han sad, opslugt af sit nye accessory et øjeblik, inden han så tilbage på manden, der endelig introducerede sig selv. 

"GG," svarede Romeo straks. Han var ikke hævet over at give folk kælenavne, heller ikke voksne mænd ældre end ham selv. "Det er et godt navn." Han sagde det ikke for at fedte, men som det faktum det var, og øjeblikket efter var hans opmærksomhed et andet sted igen.
Han så ned på koppen i sine hænder og så sig derefter omkring, men der var intet sted han kunne stille den og med et spørgende udtryk rakte han den frem mod Grimm, enten for at få ham til at tage koppen eller for at få ham til at give ham mere. Urtedrikken havde virket, men han ville stadig gerne have mere, indtil han ikke længere kunne mærke at han var blevet dræbt og faldet ned i en kløft. 

"GG... Det er der sgu ikke nogen, der har kaldt mig før," klukkede Grimm og rejste sig for at gå  hen til ildstedet. Han tog kedlen af krogen (at han overhovedet kunne røre ved at brændvarme hank på kedlen var utroligt, men hans hænder var ru og dækket af hård hud) og gik hen til Romeo med den. 

Roligt skænkede han mere te op i drengens kop, mens hans mørke blik hvilede på den lysebrune krop. Den var smuk og næsten helt uspoleret udover de hvide ar på maven. Det gibbede lidt i Grimms frie hånd. 

"Romeo," mumlede han og satte kedlen på bordet, da koppen var fyldt op. "Skal jeg så kalde dig Meo?"

Romeo så til imens GG opvartede ham og han slappede straks mere af. Han blev behandlet som en gæst, så han følte sig som en gæst. I rolige bevægelser foldede hans vinger sig også tættere ind til kroppen igen, indtil de fyldte så lidt som muligt i hytten. 

"Du ville ikke være den første," svarede Romeo og blinkede til Grimm. Det var som regel ikke fremmede, ældre mænd der kaldte ham Meo, men hans lillesøster eller sengepartnere. Derfor skulle Grimm dog være velkommen til det alligevel.

"Du får under alle omstændigheder ikke lov til at kalde mig ved efternavn, det er for underligt, GG." Romeo kunne godt lide at have et mere personligt forhold til folk end resten af hans familie brød sig om, og kunne ikke komme i tanke om en eneste, der havde fået lov til at kalde ham Hr. Aestas, ikke engang butleren, der dog stædigt blev ved med det. 

"Det kunne jeg heller ikke drømme om," brummede Grimm og samlede sin pibe op fra bordet for at fortsætte med at stoppe den. Da han var færdig, strøg han en tændstik og tændte den. En blålig røg snoede sig strakt ud i rummet, og det begyndte straks at dufte sødligt og mørkt. Tobakken havde Grimm selv lavet af en blanding af blade og bark, han indsamlede fra skoven og bjergene omkring hytten. 

Grimm betragede Meo igennem røgen et stykke tid, inden han gryntede og sagde, "Er du sulten? Du ser lidt mager ud, synes jeg, men det kan vel heller ikke være nemt at genopstå fra de døde."

Romeo trak på smilebåndet, da Grimm svarede at han ikke kunne drømme om at kalde ham ved efternavn. Så der var grænser, selvom han lavede ham te og forbandt hans sår.

Romeo rystede på hovedet, da han blev spurgt om han var sulten. "Jeg kan ikke rigtigt føle noget, udover min forbandede vinge," svarede han og vendte sig om på pelsen han lå på, indtil han lå på maven. Hans vinger spredte sig ud i fuld størrelse, og ragede ind i både det ene eller andet, men uden at vælte eller ødelægge noget denne gang, som havde de godt opfattet, at der ikke var plads til dem, inden de foldede sig pænt på hans ryg igen.
Pelsen der havde ligget over ham lå under ham nu og Romeo besværede sig ikke med at flytte på det. Der var behageligt varmt foran pejsen og det gjorde ham ikke noget, at hans røv var bar. Hans vinger dækkede jo noget af den og desuden måtte Grimm have set den før, rørt ved den oven i købet, hvis han havde båret ham til sin hytte. 

"Jeg er rimelig sikker på, at jeg blev myrdet i min seng," fortalte han så, helt lavmælt, for tanken havde generet ham lige siden han havde fået den, og især efter Grimm havde spurgt ham, hvem der kunne have myrdet ham. Var det én han havde delt seng med? Én der boede eller arbejdede på godset? Han havde ikke lyst til at tænke tanken, at det kunne være et familiemedlem, men den pressede sig på alligevel. 

Det var ikke, fordi det ligefrem var nemt at holde sig på måtten, når der lå smuk, nøgen dreng lige foran ham og viftede med sin bare røv lige op i hans ansigt, men det lykkedes nu fint nok for Grimm alligevel. Han var en tålmodig mand, og han vidste, at udbyttet af hans tålmodighed ville være større, jo længere han holdt det ud. Han ville nyde at lege kispus med den lille engel, indtil den dag hvor han kunne bryde knægten fuldstændig ned og se fortvivlelsen lyse ud af hans kønne øjne. Det ville blive en stor dag, og tanken om den gjorde det nemt at vente.

Grimm rejste sig fra sin stol og brummede tænksomt, mens Meo talte. Han kendte jo ikke noget til Meos omstændigheder, så han kunne ikke ligefrem tilbyde nogle indsigter i, hvem der kunne have stået bag drabet. Desuden var han også fuldstændigt ligeglad. Han gik i stedet igennem stuen til sit arbejdsrum, der også fungerede som fadebur. Der var med vilje koldt derude, så huderne, der lå til afsyring, ikke rådnede, og derfor opbevarede Grimm også sin mad derude. 

Han kom tilbage få minutter senere med noget brød, røget skinke og sennep. Han satte det hele på bordet og brugte sin store jagtkniv til at skære ud med.

"Kom og spis," sagde han, og det var helt tydeligt, at det ikke var et spørgsmål. "Du har helt sikkert ikke spist noget i mindst et par dage. Vi kan jo ikke have, du dejser omkuld igen, vel?"