Lyset var væk for i nat og kun skovens dyr ville kunne affinde sig i det totale mørke der omsluttede dem. Det var tæt, dunkelt og fugtigt i luften, som en kamp var blevet udkæmpet med sved, tåre og blod. oceaner af blod. Loath var ikke et vanedyr, han havde ikke længere et tilhørsforhold men var nu fri for sine forpligtigelser som alfa han, hans menneskelige form havde skænket ham et unaturligt langt ulve liv, et faktum ingen af ulvene under hans kommando havde kendt. Det avlede naturligvis skrøner og historier, men alle var dog enige om en ting.

Han var udødelig.

Naturligvis var han det.

Det vidste han jo også selv, og hans skæbne var at redde så mange af de væsner i skoven han kunne, han var klar over at verden strakte sig langt, men skoven var hans domæne, hans biografi om et endevælde som han styret i to årtier. Han havde reddet og kommanderet, avlet unger og dræbt de nedrestående væsner der ikke nåede hans højder. Han havde været mægtig i denne skov.

Han følte sig stadig magtfuld i dag, men han vidste også at noget manglede. Et hul i hans sjæl, som et hjørne af et vigtigt dokument var der revet en flis af. Han manglede sin søster og han vidste hun måtte være derude for hun var ligeså udødelig som han selv. Tanken om at hun var død og borte havde endnu ikke strejfet ham. 

Han gik tungt gennem skoven og havde intet i mod at lave larm i nat. Som en sand messias advarede han blot ethvert byttedyr om hans allestedsnærværelse, og den magt han bar med sig. Han havde intet at frygte og ingen kunne omvende denne selvtillid han bar om sig. Ganske som han gik gennem skoven hørte han fugle lette over sig og hans hvide ører drejede let. Han stoppede.

Han løftede sig hoved og kiggede mod trætoppens krone og fnøs. 

Kom til mig, kom hid du der skal frelses.

Hans pink tunge gled henover hans lyse snude og han satte sig ned. Ventede. Håbede.

Håb for de der skulle frelses fra synd eller lide derunder.

natten var kun lige begyndt. Hisashi havde stadig ikek vænnet sig til at være fri. han sad oppe på en gren og slikkede sig på sin pote. han var en kat lige nu. han havde hvidt bryst og midten af halsen. han havde også hvide sokker men ellers var han sort i farven. 
han så op på himlen da fuglene fløj væk. han havde ikke gjort noget denne gang. han hørte dog i det fjerne et ulvehyl. han slikkede på poten igen og vaskede sit øre. hans sind var stadig som en slaves men hans halsbånd var taget af. han var ikke kvalt mere af det. men han var bange. bange for at hans herre fandt ham og gjorde nogle værre ting ved ham end det han plejede.

Hisashi var faktisk halvdyr, men han elskede at gå rundt som en kat. han så ned på jorden da en ulv kom gående. den slikkede sig om munden. Hisashi ville ikke ha den skadede Aliana som havde befriet ham, han tænkte lidt over hvordan han skulle få den væk fra dem og hoppede elegant ned på jorden og landte på alle 4 poter så let som ingen ting.
"forsvind!" hvæsede han på menneske sprog. han var jo en magisk kat. han kunne tale menneskenes sprog i katteform.

Ganske rigtigt var der noget i trætoppens mørke. En kat landede foran ham, sort med hvide aftegninger og den virkede ikke begejstret for at se ham. Den hvæsede og talte på menneskesprog som han udmærket forstod og kunne tale. hans hale rejste sig mens katten beordrede ham til at forsvinde.

Han kiggede koldt på katten med et roligt udtryk der bag præg af hans selvtillid. Ingen skulle fortælle ham hvor han skulle befinde sig. Hans læber bævrede i en antydning af et grin. Han lænte sig forover og med en afklaret stemme, sprød som kanten på en toastbrød, dog silkeblød som stof talte han på menneskesprog. 

"Oh?"

Det var et tydeligt spørgsmål i hans stemme og han fik et legende glimt i øjnene. Som katten der ville lege med musen, hans hale var løftet til en tydelig alfa position og nu forsvandt grinet. Som en uforudsigelig gud kunne katten naturligvis ikke vide at ved at beordre en gud havde han overtrådt en simpel, grundlæggende forståelse af gudommelighed. Du kan ikke kommandere med en gud.

Han sprang frem.

Hans kæber åbnede sig og han bed efter det sted hvor kattens hoved havde befundet sig, med et svagt ønske om at katten skulle trække sig og bakke væk. 

"Jeg går hvorend jeg vil, jeg lader mig ikke kue af fremmede skabninger der tror de har magt."

Hans tænder var endnu en gang gemt bag læberne og han begyndte at gå fremad mod katten, enten måtte den flytte sig eller blive tromlet ned af den meget større ulv som ragede langt over en kat. Guden havde brug for at gå denne vej og denne vej ville han dermed gå. 

"Du aner intet om magt"

Han stoppede i et sekund, tankerne kredsede i hans hoved og hans øjne blev mildere. "Jeg kan lære dig det." 

Løgn

Hisashi stod som sten på sin plads med halen rejst for at virke truende. nok var han lile i forhold til ulven var han ligeglad. ulve var ikke farlige for en der havde tjent under Deavas. han hørte ulven tale om forstod nu at det var et væsen som ham selv.
"hvem siger jeg har sagt, jeg har magt. jeg vil bare ikke ha dig i nærheden af den person der befriede mig" lød hans stemme helt rolig som var det en anden kat han talte til. bidet generede ham ikke. han dukkede sig jo blot fra det. han rykkede sig ikke en tomme.

anede han intet om magt. han havde været slave og det var jo dem der havde magt der ejede slaver. han fnøs og grinte et enkelt grin.
"jeg aner mere om magt end du aner" sagde han roligt og så på ulden da den prøvede at gå forbi, han hoppede hen foran ulven og da den så sagde den kunne lærer ham det rejste Hisashi børster. han ville nok gerne lærer. men lærer om magt. det kunne han i forvejen, han havde set hvad Deavas havde kunne og gjort for at få magt over folk og derfor var Hisashi heller ikke bange for særlig meget. han kom til at tænke på at vis det havde været deavas der ejede ham stadig ville han sikkert gerne ha Hisashi til at få ulven med sig over til deavas.

Katten nægtede at lytte til fornuft og Loath var ikke meget for stædig bæster, da katten ikke ville flytte sig havde han naturligvis muligheden for at gå henover katten, men Loath lod sig ikke kue. Han gav ingen advarsel, intet signal om sine handlinger han sprang direkte på katten med kæberne åben, denne gang med intentionen om at bide sig fast.

Hvis katten stadig stod navlet til stedet og nægtede at flytte sig, ville Loath gribe om den med hans mægtige kæber. Han ville forsøge at tage den i dens løse skind i ryggen og ruske løs i den som en slatten karklud. Det var okay med ham at det lille fjols ville få sig en rusketur uden skavanker i første omgang, mens hans tænder ville trække blod hvis katten ikke rykkede sig.

Had.

Foragt.

Disse var ikke hans følelser med de dødeliges. 

Han var guden som katten havde fornægtet adgang til hans himmerige, og det lod han ikke ske for ofte. Hvis han havde fået fat på katten og havde rusket den ville han kaste den ned i jorden og holde på den med sin højre forporte. Han sagde intet til katten som tidligere talte om magt og hvad den selv troede den anede om det. Loath ville have hånt katten hvis han vidste den var en tidligere slave.

Slaver krævede frelse, men magt? Det vidste de intet om. De troede selv de forstod magt som hævn, tortur eller tvang. Men magten var ingen af delene. Magt var tillid, et bånd der ikke så let kunne brydes, en tro og en overbevisning. Loath ville kigge ned på katten hvis den lå under hans pote og læne sig forover og forsøge at bide sig fast i dens venstre øre....

Heh he he he heh

Han grinte i dens øre (hvis den lå under ham) og smilte svagt. Magt - Magte var intet i forhold til tillidens greb om halsen. "Fortæl mig hvad magt er." Er dette magten som du kender den? For dette var ikke magt i nogen form og Loath undede katten den tanke at den aldrig havde oplevet rigtig frihed. Den havde altid været bundet til livet i en eller anden form, ar og slaveri vidste han ikke noget om, men et var klart.

Den var den egen slave.

Hans ansigt blev pludselig alvorligt. Den behøvede frelse, den havde brug for ham og hans magt. "Du har behov for frihed... Lad mig hjælpe dig." Han stirrede intenst på dyret, i et øjeblik var der en dyrisk trang der havde lyst til at flå den levende, rive pelsen af som en jæger der flår pelsen af sit nedlagte byttedyr. 

Trangen forsvandt ligeså hurtigt som den var kommet og han blev alvorlig igen. En trodsig kat med et hidsigt temperament, hvad skulle han dog stille op? Den havde trodset ham, den havde stået i vejen for ham, skulle han frelse den eller redde den? 

Dommerens valg.....

Han forsøgte at bide kattens øje og punktere det som en ballon. Puf, bang.

Beklager - du har trodset en gud og nu må du betale prisen.

______________________________________________________________

For at opsummere:
Loath springer på Hisashi og forsøger at ruske ham i skindet.
Derefter forsøger han at smide ham på jorden og holde ham nede
Til sidst forsøger han han at fjerne hans øje

Hvis Loath ikke får fat på Hisashi første gang han springer efter ham sker intet af det jeg har beskrevet heller ikke dialogen.

med et hooppede ulven mod ham med kæberne åbne. han for under ulven og om bag ham. han så på ulven med sine gylvne øjne. han var ikke bange. han havde oplevet totur, smerte. sult og tørst. han havde oplevet mere end en ulv ville kunne forestille sig. 

han hoppede under ham hver gang han ville springe på ham. Hisashi var smidig og klygtig. han så mod ulven. "vis du har så meget magt.... så fortæl mig, hvad er magt i din verden.... er det at angribe fjender der er mindre end dig selv." Hisashi havde jo aldrig angrebet ulven, han havde bare sagt han skulle forsvinde. han ville ikke ha ulven ind på aliana. hun havde frelst ham.... endnu, men måske ulven her heller ikke vidste hvad magt var. måske spillede den stor og stærk for at få lidt selvtillid.

 Hisashi selv havde selvtillid. men han havde ikke frihed før Deavas satte ham fri for tid og evighed. han trak vejret hurtigt og var klar på alt ulven ville komme med. vis det endelig skulle være ville han forvandle sig til sit halvdyrsform og kæmpe kampen til ende. selv om han ingen våben havde havde han sin magi til at forvirre fjenden.

Katten undveg ham da han sprang efter den, ikke overraskende da katten var langt mindre end ham og mere smidig. Loath knurrede ikke, snerrede ikke. Han var ikke et vredt dyr men en overordnet magthavende der ville irreresætte et barn der stjal af slik skålen. Loath kiggede efter katten bag ham og blev stående uden at gøre antydning til at holde forfølgelsen. 

"vis du har så meget magt.... så fortæl mig, hvad er magt i din verden.... er det at angribe fjender der er mindre end dig selv."

Han klukkede sagte ved kattens ord og drejede sin krop mod ham. Et uforstående barn alligevel? Turde han mon indrømme han intet vidste eller ville han blot give ham ret i hvad end han sagde? Betød det overhovedet noget? Loath fnøs og hans øjne blev igen mørke og kolde. Han havde stadig trodset ham. Men. 

Måske der var håb for denne her?

"Magt er et begreb. Et spørgsmål om et bånd og for nogle manipulation, selvom jeg ville.." Han holdt en kort pause mens han fandt frem til det rette ord "Diskutere at manipulation er en ondsindet form for magt." I et kort øjeblik tænkte han igen før han forklarede videre. "Magt er ikke vold. Magt er at have en andens tillid."

Det var den selv samme magt han havde haft over en ulve flok. Tillid. Tillid til at han kunne styre, lede og herske dem alle i den rigtige retning. Han havde ikke tænkt på sin flok længe men nu gjorde han og han savnede dem. Men ingen af dem kom før hans søster som han søgte efter. 

"Hvis du er færdig med at kommandere rundt med fremmede og trodse enhver på din vej." Han gik nogle skridt mod katten med et skeptisk udtryk. "Jeg er Loath." Hvem er du? og hvor vover du at trods mig? 

Bære nag? Nej - men han var trods alt dommer og en dommer burde kende navnet på sin anklagede offer.

da han undveg og derefter vendte sig mod ulven var det tydeligt at han ikke var bange. han så på ham da han snakkede. tillid? det var da det mest åndsvage han havde hørt længe. han satte sig ned og svang halen bag sig.

"hvordan kan du vide hvad magt er. vis du er den der har magten ved du ikke hvad magt er, vis du er den en har magten over kender du til magt" sagde hisashi ganske roligt.

ulven vendte sig mod ham og gik et skridt mod ham. hisashi valgte ikke at gi ham hans navn med vilje. for magt kunne også være for nogle racer at ha deres navn.... nok derfor Hisashi aldrig havde fået sin herres fulde navn at vide.

Hisashi lagde hovedet på skrå. var denne ulv ved at bløde op? siden han gav ham hans navn. han forstod ikke denne ulv. et øjeblik vil den angribe den næste vil den snakke. det var ikke til at forstå. enten forkuserede han dårligt eller også ville han faktisk gøre som Hisashi sagde og forsvinde.