Det klare vand blev ofte forbundet med fred, ro og idyl, men den blå farve, som spejlede den lyse himlen var så småt begyndt at tage farve af noget andet.. Deavás sad i vandkanten med blikket rettet mod hans hænder. Han lyttede opmærksomt efter sine omgivelser, men var egentlig travlt optaget af noget andet. Dagen havde startet ud helt almindeligt og planen var at han skulle have mødtes med en agent, som skulle levere nogle informationer til ham, men de var blevet forstyrret og Agenten havde hurtigt taget flugten, hvilket havde efterladt Deavás med problemet. Det gjorde ham intet, men han havde ikke i sinde at afsløre sig selv, så til at begynde med, havde han forsøgt at tale sig ud af situationen også selvom skriftrullen under hans arm havde tiltrukket sig en del opmærksomhed. Den bar et åbenlyst segl, men Deavás havde aldrig i sinde at give den slags fra sig. Han havde valgt den sydlige del af landet for at slippe for den slags opmærksomhed, men det havde endt med at bide ham i røven, da dæmoner ikke ligefrem var velkomne i området. Men hvor var de det? Deavás havde trykket dem væk fra landsbyen, som hans eneste udvej og nu var han i færd med at slippe af med de sidste spor efter deres sammenstød.

I sidste ende havde han vendt det hele til sin fordel, som han havde brugt sine torturinstrumenter til at tvinge yderligere informationer ud af dem. De var ikke meget for at dele informationer, men eftersom at der var to af dem, kunne han sagtens bruge den ene som et eksempel overfor den anden. Det var ikke nok med smerte og pinsler, nej, de var hårdføre det vagter.. Og satans nysgerrige. Ved siden af Deavás lå resterne af den ene vagt, selvom der blot var tale om en tunge og nogle fingre, så var blodet med til at gøre det langt værre, end hvad han selv så det som. Ligene var godt gemt blandt de store træer og forhåbentlig ville de ikke blive fundet før at han var forsvundet. Dog skulle blodet på hans tøj først vaskes af og hans instrumenter gøres rene før at han ville fortsætte sin færd. Skriftrullen var også smurt ind i blod, men det betød ikke så meget. Deavás sad på knæ ved vandkanten med ryggen mod træerne og ørerne spidset efter lyde, foruden brusen fra det store vandfald. Kappen havde han smidt ved siden af, for at kunne trække den hvide skjorte af og dyppe den i vandet for at vaske blodet af. På afstand lignede han mest af alt en, der forsøgte at vaske sit tøj, men jo tættere på man kom jo nemmere ville det være at få øje på blodet og instrumenterne. Nogle var lagt tilbage på plads i bogcoveret, som var udhullet til at kunne holde dem for ikke at vække opsigt, når han gik blandt andre.

Cazimir bevægede sig med sine sædvanlige rolige skridt gennem de mange træer. Udover de tætsiddende sorte bukser og den hvide løse skjorte, havde han valgt at tage en af sine lange hvide kutter på. Hætten var trukket over hovedet og de få stråler af sol der viste sig gennem træernes toppe, fik guldmønstrene på hele kutten til at glitre. Han havde valgt at tage kutten på for at kunne være ude lidt længere. Så ville han i det mindste ikke komme til at fryse. Tilgengæld gjorde det ham nok ikke specielt diskret. Men han var vel vant til at blive lagt mærke til, så det gjorde ham egentlig ikke noget.

Cazimir havde hele tiden en hånd placeret let på skaftet af sværdet, der var sat i bæltet. Han var trods alt vokset op i dette land, og vidste udmærket godt at man aldrig kunne være for forsigtig. På den anden side var han nok ikke specielt vågen her til eftermiddag. Han havde forladt palæet for at få en smule fred for alle de ting der blev sladret om af tjenestefolkene. Der var mange delte meninger om hvorfor han havde forladt sine forældres hjem, også selvom de alle havde sagt at de fulgte med ham, fordi de delte hans mening om forældrenes regler. De var alle begyndt at hviske i krogene og det var rart at få en smule ro. Derfor var han nok heller ikke så opmærksom på sine omgivelser, men det var også sjældent at han stødte på nogen omkring vandfaldet. Da han ikke forventede at nogen ville være der, gik han ubekymret hen til vandkanten og satte sig på hug, kun få meter fra Deavás. Han lagde dog ikke mærke til ham, da hans blik konstant var rettet mod jorden.

Der gik ikke lang tid før at Deavás hørte skikkelsen nærme sig. Han havde egentlig ikke regnet med selskab, men lod som ingenting og koncenterede sig blot om at vaske de sidste blodpletter af skjorten før at han ville kunne tage den på igen. Der manglede nogle små pletter på ærmet og så var den klar til brug igen. Selvfølgelig havde han ikke tid til at tørre den, men det kunne gå an indtil han fik fandt i en tør skjorte. Han manglede dog stadig at rense torturinstrumenterne, da han blev afbrudt for alvor. Knægten kom tættere og tættere på og Deavás kunne ikke nå at lede ham i en anden retning uden at det ville vække mistanke, så Deavás blev på sine knæ, da den fremmede satte sig på hug ved vandkanten ikke langt fra ham. Han skævede kort mod skikkelsen, før at han vendte blikket mod de få instrumenter, som stadig var dækket af blod og ikke var skjult af hans kappe.

I takt med at han vendte kroppen mod den nyankomne slog han hurtigt kappen over instrumenterne og skjulte dem under stoffet. Det var en flydende bevægelse, så det virkede ikke mistænksomt. De gyldne øjne var dog langt fra rolig, men nærmere advarende, som knægten havde sat sig tæt på ham. Det huede ham ikke rigtig. ”De kunne ikke have valgt et andet sted at drømme Dem hen?” stemmen var monoton, dog direkte og uden at give den fremmede et hint af hans intentioner, som han vendte blikket mod ham. Der var stadig blodrester på Deavás bukser, men eftersom at de var sorte, så var pletterne ikke tydelig for det blotte øje. Alligevel havde han planlagt at bruge vandet til at skylle blodrester af sin overkrop, men i denne stilling var det svært at se blodet nær hans buksekant, så så længe de blev siddende på jorden var der ingen problemer.

Cazimir lukkede øjnene i og udbrød et tungt suk. Dog blev øjnene hurtigt spærret op igen og rettet mod manden ved siden af ham, da han blev talt til. Han rejste sig igen og kom med et venligt smil.
"Det beklager jeg. Jeg så Dem slet ikke," sagde han med en rolig tone. Han fik kort skævet mod vandet der ikke så helt så blåt ud som det plejede. Dog lod han sig ikke påvirke yderligere af det, så han rettede blikket mod Deavás igen. Det var hurtigt gået op for ham at den nye farve nok havde noget at gøre med manden foran ham, men det venlige smil forsvandt ikke.

Cazimir havde intet bevis for at det rent faktisk kom fra ham og udover det, havde han intet tegn givet til, at han var ude på noget. Derfor holdte han sig helt i ro, indtil videre. Hånden på sværdets skaft flyttede sig dog ikke en eneste gang.
"Men lad mig endelig ikke forstyrre Dem mere end jeg allerede har," sagde han og rykkede sig nogle skridt væk fra Deavás. Han havde ikke tænkt sig at gå derfra. Trods alt var stedet vel stort nok til to, så han nikkede kort mod Deavás, før et par ekstra skridt blev taget, stadig væk fra ham, før han satte sig på hug i vandkanten igen. Blikket blev rettet mod vandet. Dette havde altid været et af de steder der var rarest for Cazimir at være. Her kunne han som regel slippe alt ansvar og glemme alt i et øjeblik. At der for en gang skyld befandt sig en anden her, skulle ikke forhindre ham i at få samme effekt.

Sukket forhindrede ikke Deavás i at forstyrre den unge herre, som han mente, at selskabet ikke var velkommen, men hvis knægten ikke kunne forstå hans hentydning, så måtte han jo bare gøre det tydeligere. Det venlige smil fra Cazimir fortalte ham ikke meget, udover at det fik ham til at fremstå en anelse naiv. Men måske han var for hurtigt til at dømme ham ude? Deavás var ikke kendt for at give folk mere end én chance.
Ordene lød næsten som en fornærmelse, også selvom det sikkert ikke var meningen, hvis Deavás tog hensyn til hans tonefald. Det gik dog ikke fordi Deavás at knægten skævede mod vandet og dermed hurtigt ville få en fornemmelse af den mørke farve. Han havde en beslutning, der skulle tages hurtigt, enten lod han som ingenting, eller også sikrede han sig at knægten ikke kunne sladre. Han forblev tavs for nu.

Blikket dalede ned på sværdet, som knægten endnu ikke havde fjernet sin hånd fra. Det lod til at være en vane, men det var bedst at være på den sikre side, og nok havde Deavás allerede haft sin leg, men knægten her kunne også bruges. ”Det er desværre allerede for sent” forklarede han roligt, som han vendte kroppen mod den fremmede og rejste sig op, uden grubler over ikke at bære sin skjorte, bevægede han sig mod den fremmede. Inden at han havde rejst sig op, havde han dog samlet noget op i hånden, som han uden videre kastede mod Cazimir. ”Kan De fortælle mig, hvad det er?” spurgte han uden at forvente et svar, nærmere et chok. Der var tale om tungen fra tidligere, nogle sener og lidt blod.

Cazimir fik kort lukket øjnene i igen, i håb om at få bare lidt af den fred han havde forventet, ved at komme her.
Men han kunne ikke få sig selv til at holde dem lukkede. Der var et eller andet over den mand der befandt sig lidt længere fra ham og han var ikke sikker på at det var en god idé at blive siddende som han gjorde.
Da han åbnede øjnene op og skævede mod Deavás, var han på vej i retning af ham, så han fik hurtigt rejst sig. Det rolige blik i hans øjne var der stadig. Han havde ikke tænkt sig at udvise nogen former for usikkerhed eller forsvar, før det var nødvendigt.

Cazimirs blik blev straks rettet mod det der blev smidt foran ham og en brækfornemmelse kom hurtigt frem. Han bøjede sig let forover og fornemmelsen blev næsten til virkelighed, da en lettere ækel lyd kom fra hans mund. Indtil videre, uden nogle konsekvenser. Han forsøgte at samle sig en smule, og for alt i verden holde diverse væsker inde.
"Det er en tunge. Hvorfor ligger der en tunge foran mig?" Spurgte han, stadig med brækfornemmelsen i gang.
Han gik et par skridt tilbage og vendte blikket væk fra tungen på jorden. Først der fik han sig selv under kontrol igen, men han fortsatte med at have hovedet drejet en anelse til siden, for ikke at se på jorden igen.

Deavàs fred var blevet forstyrret og knægten udgjorde en risiko han ikke var villig til at tage lige nu. Hans situation var ikke nem at kontrollere eftersom at han ikke havde forventet knægtens ankomst, så han var nød til at forhindre en eventuel alamering af vagterne. Foruden de vagter som ville være savnet allerede. Derfor var han nød til at gøre noget ved knægten foran ham, sværdet kunne blive et problem, men så længe han kunne overraske ham, så var det måske ikke helt så svært.

Knægten blev kortvarigt distraheret, men ikke længe nok til at han kunne komme tæt nok på uden at få hans opmærksomhed. Han kunne se ubehagen i drengens øjne, som han forstod hvad det drejede sig om. Deavàs hævede det ene øjenbryn, før at han kastede med noget andet og greb det i hånden igen. "Ja, hvorfor mon..." Begyndte ham, som han stoppede få skridt fra ham og fiskede et tørklæde op fra bukselommen. Han brugte det til at tørre blodet af sine fingre og pakke resterne af de afskårne fingre ind. "Det er fra den sidste person, der forstyrrede mig" forklarede han med et løftet blik, hvortil han skubbede foden under tungen og løftede den op for at kaste den op mod knægten i håbet om at han ville undvige, så han selv kunne komme tættere på.

Cazimir fik endelig rettet sig op igen. Lysten til at brække sig var ved at aftage og han vendte blikket mod Deavás igen. Grebet om sværdets skaft blev strammet en anelse, mens han kom tættere på. Hans blik rettede sig dog hurtigt mod de af skårede fingre der blev kastet op og grebet igen. Den ubehagelige fornemmelse kom straks igen, mens han gik et par skridt bagud.

”Jeg går ikke ud fra at jeg stadig har den simple mulighed, bare at gå,” sagde han lettere spørgende. Egentlig forventede han ikke et svar. Bare ved at sætte fod i nærheden af denne mand, havde han vist dømt sig selv til at jokke i spinaten og han regnede ikke med at det ville være en mulighed længere, at vende sig om og gå derfra, uden at det ville få konsekvenser. Idet tungen blev kastet mod ham igen, rykkede han sig hurtigere til siden end han nogensinde havde før. Det han så ihærdigt havde forsøgt at holde tilbage, ville da med sikkerhed komme op, hvis tungen kom for tæt på.

Knægten lignede mest af alt en skræmt kører med halen mellem benene. Det var frygteligt at se på og Deavàs kunne ikke skjule sin foragt, som han roligt om tættere på. Det lod dog til at knægten var uden intelligens, som han havde læst situationen korrekt. Hvis han fik lov til at gå ville Deavàs være nød til at forsvinde hurtigt og der var længe til udgangsforbuddet, så byvagterne ville have god tid til at lede efter ham. Det ville også være svært for ham at skjule en blodig skjorte.. så var det nemmere at vente i fredelige omgivelser.
"Det lægger lidt i kortene" svarede han med en forholdsvis rolig toneleje uden at virker synderlig bekymret. Ubehagen stod som malet i knægtens ansigt og Deavàs havde svært ved at forstå den situation han var i. Måske det var lidt det samme, når andre blev for følelsesladet? Knægten havde dog reflekser og den måde han holdt om sværdet fortalte ham, at det var naturligt. "Løsningen ville være din egen tunge." Konkluderede han, som han smed fingrene mod hans favn og gjorde klar til at vælte ham om kuld med et skub og en fod imellem hans ben.

Cazimir fik straks vendt blikket mod Deavás igen, efter at have undgået tungen der blev smidt mod ham. Det venlige blik i hans øjne var for længst væk. I stedet havde det ændret sig til opmærksomt. Han skar en grimasse over kommentaren om hans egen tunge, før han straks fik rykket sig til siden igen, uforberedt på skubbet og foden mellem benene.
Dog havde han vel reflekser der ville noget, og selvom han landede på ryggen med et bump, fik han hevet sværdet ud af bæltet og rettet det mod Deavás, som han landede på jorden.
”Beklager, men jeg har i sinde at beholde min tunge,” sagde han med en hårdhed i stemmen, mens han stirrede fast på ham.

Balancen var ikke overbevisende, men knægten genfandt sig selv alligevel halvt for han røg alligevel på røven. Egentlig havde Deavàs forventet at den unge dreng ikke ville have haft mulighed for at gøre sig modspil, men snart stirrede han direkte mod bladet af sværdet. Der var nogle hurtige reflekser hos knægten, men Deavàs reagerede blot med et smil og hænderne hævet lidt under hovedhøjde. "Har De nogensinde dræbt nogen?" Spurgte han med et lystigt smil på læben. Deavàs placerede en finger mod bladet klar til at flytte hånden, hvis han forsøgte at flytte sværdet for at ramme ham. Han holdt blikket på ham, som han gik et skridt tættere på blot for at se om han nu ville gøre alvor af truslen.

Cazimir strammede grebet om skaftet, da fingeren blev placeret på bladet. Han var mere end klar til at slå fra sig, men kommentaren fra Deavás fik ham til at tøve. Han bed tænderne sammen og indåndede dybt.
"Om jeg så ikke har, gør det ingen forskel," svarede han kort. Han vidste dog godt at det ikke var helt sandt. Han havde aldrig dræbt nogle og det at han mente at han var mere end klar til at gøre det, hvis situationen krævede det, betød ikke at han ville reagere på den måde, hvis det rent faktisk blev nødvendigt. Det at han allerede tøvede over Deavás' kommentar, viste vel at han ikke var så klar som han gerne ville være.
Cazimir fik dog rykket sværdet tættere på Deavás med en hurtig bevægelse, som han gik et skridt tættere på. Om bevægelsen var gjort af mod eller frygt, var han ikke selv klar over. Han var også lettere nervøs, da den position han lå i, ikke ligefrem var den bedste til forsvar.

Den anstrengende stilling, som knægten havde, var ikke ligefrem med til at give ham en fordel. Men så længe der endnu var et sværd imellem dem, ville Deavás have problemer med at komme tæt nok på. Alligevel fortalte hans tøven, at det endnu var en mulighed, han skulle blot vente tålmodigt og så kunne det være at knægten selv ville slippe sværdet. ”Er De sikker?” Deavás forsøgte blot at gøre knægten usikker i sin sag. Egentlig behøvede han ikke et svar på spørgsmålet, da det kun var et spørgsmål om tid før at knægten ville være nødsaget til at trække sig.

Af ren og skær refleks og med et smil over læben, hævede Deavás begge hænder, da knægten alligevel flyttede på sværdet det sekund han kom tættere på. Med en flad hånd forsøgte Deavás at slå sværdet bort, blot længe nok til at han ville have chancen for at kunne gribe fat i drengens krave og bore den ene finger mod hans pulsåre. De lange negle ville ikke være til at tage fejl af og hvis han virkelig ønskede det, kunne han sikkert godt rive hul på huden.

Cazimirs blik blev en anelse mere nervøst over spørgsmålet, men han gjorde hvad han kunne for at skjule det.
"Selvfølgelig er jeg det!" Sagde han bestemt. Den tøven der var i hans fremtoning, var der ikke tegn på i hans stemme. Hans blik blev også ændret tilbage til det hårde han havde før. Vejrtrækningen fik dog også afsløret ham en anelse, da den ikke var helt så stabil som den kunne have været.

Godt nok havde Cazimir reflekser, men nervøsiteten gjorde intet godt for ham lige nu og sværdet blev flyttet. Han forsøgte at flytte det tilbage igen, inden Deavás ville kunne få fat i hans krave, men uden held og sværdet blev i stedet rykket ind mellem dem. Dog var det en ekstremt dårlig position at have et sværd i, så det lå mere eller mindre hvilet mod hans egen brystkasse. Grebet om skaftet blev dog ikke sluppet. Smerten fra neglen mod pulsåren tog han sig ikke af. Endnu. Smerte havde han oplevet før. Det hørte med til træningen han havde fået i mange år efterhånden.
"Fortæl mig hvad De ønsker at opnå med det her."

Det lød mere som om at knægten forsøgte at overbevise sig selv med den bestemte tone. Deavàs var slet ikke i tvivl om at han var nervøs over situationen så det var blot et spørgsmål om tid før hans facade ville ryge. Deavàs trak ler på skulderen som for at sige, at han ikke følte sig overbevist om alvoren i hans stemme. Men det var småting. Han skulle først have fingrene i knægten før han rigtig kunne have det sjovt.

Deavàs stod nærmest over den lille dreng, som han strammede grebet om hans krave. For en stund overvejede han at hive ham op på benene, men så igen, så ville han bare få fast jord under fødderne og en chance for at genvinde sin position med sværdet. Den kølige klinge var med til at skille med ad, som Deavàs så ham i øjnene for en stund uden at sige noget. Det lød som er spørgsmålet, men også som om han ikke forstod situationen helt. "Et eksperiment.. hvor længe kan De holde til presset før at det driver Dem til vanvid og ud over en kløft.." forklarede han med et roligt smil på læben. Deavàs flyttede hovedet tættere på ham som han hviskede ham ind i øret. "De kan ikke flygte uden at jeg holder øje.. døgnet rundt" fortsatte han i en rolig, dog var hans stemme spor af latter. Han placerede en hånd mod sværdet og pressede der imod hans brystkasse med sin vægt.

Cazimir skævede kort til hånden om hans krave. Han var bestemt ikke vant til at blive behandlet på den måde og det var tydeligt i hans blik at han var forarget over at han blev behandlet sådan nu. Han kunne dog ikke lade være med at komme med et lavt grin over kommentaren.
"Hvis Deres mål er at få mig drevet til vanvid, kommer De til at skulle arbejde længe for det," sagde han med en lettere flabet tone og et lige så flabet smil spredt over læberne. Med hans måde at vokse op på, var det ikke ligefrem ukendt for ham at fremstå som en forkælet unge, hvilket han også gjorde godt.

Cazimir forsøgte at give et ryk i sig, for at få flyttet sig, da Deavás kom tættere på, men det gav hurtigt bagslag, da sværdets skarpe side af bladet blev presset mod hans egen brystkasse. Et lavt gisp i smerte kom fra ham og ubehagen i hans ansigt var tydeligt, men flere smertefulde lyde kom der ikke. Han gjorde stadig hvad han kunne for at skjule sin nervøsitet. Samtidig forsøgte han at løfte sværdet fra sig, dog uden held, da positionen ikke var til det. I den stilling var en enkelt hånd på sværdet tungere end normalt og han havde ikke rigtig mulighed for at vende situationen endnu.

Om han var van til det eller ej, bekymrede ikke Deavás, som han bestemt ikke havde tænkt sig at lade ham slippe billigt, han var nød til at sikre sig, at han ikke ville stikke halen mellem benene og lede efter den første byvagt i nærheden. Selvfølgelig kunne han få sig en slem overraskelse, hvis han gik mod de store træer, men måske det var, hvad der skulle til? Knægtens ord fik ham til at le kort, som han dog hurtigt bed det i sig. ”Det siger De godt nok, men jeg har set hvordan De reagere på af skårede lemmer” kommenterede ham kort, før at han lænede sig helt ned over ham ved at bukke sig ned og placere det ene knæ mod jorden og det andet ben på side af ham, på den måde kunne han forhåbentlig låse ham til jorden for nu.

Deavás lænede sig mod ham, som han lagde hovedet helt ind til hans og roligt kørte sine læber over hans kind, før at han strøg hans kind med den modsatte hånd, som ikke var placeret mod sværdet. ”Jeg kunne også starte med at skære Dem i småstykker og sende det til Deres forældre?” Deavás gik lidt ud fra at han stadig boede sammen med sine forældre, han opførte sig i hvert fald, som om han ikke havde arbejdet på noget tidspunkt i sit liv. Da sværdet vendte sig rundt, trak Deavás sig kort for ikke at blive ramt af den anden side af bladet. ”Hvis De nogensinde sladrer. så kan jeg ikke garantere for Deres sikkerhed” sagde han lettere truende, som han placerede fingrene på hver side af bladet og skubbede det mod hans brystkasse. Dog holdt han sin håndflade fra den skabe side, selvom det også betød at han ikke kunne bruge lige så meget kraft på at skubbe bladet ned i ham.

Der lød et irriteret suk fra Cazimir, da han blev låst til jorden og det ubehagelige udtryk fra tidligere, kom over ham igen efter kommentaren fra Deavás. Han bed tænderne lidt sammen og forsøgte at få styr på brækfornemmelsen igen, før han rettede blikket mod ham igen.
"Det var da også bare.. klamt," svarede han med et lettere fordømmende udtryk i øjnene.

Cazimir forsøgte at dreje hovedet væk fra Deavás, da han mærkede læber mod kinden, men siden sværdets blad var placeret der, rettede han hovedet tilbage igen. Han var lidt muggen over at blive rørt på den måde, men alligevel kunne han ikke holde et smil tilbage, da han hørte hvad der blev sagt.
"Det kræver at De finder dem først," sagde han, uden bekymring for at han lige var blevet truet med at blive skåret i småstykker. At Cazimir ikke havde haft kontakt til sine forældre i 6 måneder, kunne manden selvfølgelig ikke vide.
Han mærkede straks sværdets blad blive presset længere mod hans brystkasse og der gik ikke længe, før han drejede sværdet, så den flade side ville blive skubbet mod ham i stedet.
"Kan De måske garantere for min sikkerhed nu?" Spurgte han lettere anstrengt, mens han vred sig lidt. Han havde indset at han ikke ligefrem ville kunne gøre modstand i hans situation, men han forsøgte stadig at vride sig fri.

Der var tydeligvis tale om et ømt punkt og nu hvor Deavàs kendte det ville han næppe slippe det igen. Det var simpelthen for morsomt at se hvordan knægten reagerede på det, så hvorfor slippe det? "Klamt, er det alt som De kan beskrive det med? Måske Deres ordforråd slet ikke kan rumme det" provokerede han tydeligt uden at skjule det.

Det var tydeligt at der var tale om en fyr, som ikke havde i sinde at lege med en anden fyr. Det var bestemt interessant også selvom knægten virkede en anelse vattet, hvis han selv skulle sige det. "Mit fokus er ikke på dem" sagde han med et løftet øjenbryn, som han smilte til ham. Lige nu var fokus på knægten, som desværre formåede at vende bladet om, så det ikke længere skar mod hans bryst.
"Nej.." svarede han kort og smilte blot, før at han førte en hånd ned over bladet på sværdet. I sidste ende slap han sværdet og rettede sig op for at række ind i sin inderlomme hvor han havde gemt de rene instrumenter, han hev en skalpel frem fra lommen og placerede sig knæ på knægtens ben. Deavàs vendte blikket retur til knægten og trippede let med fingeren på skalpellen, det var nemt at se at han var vant til at holde den i hånden. Det virkede naturligt.

Cazimir fik slugt en klump i halsen, som emnet ikke blev lagt til jorden. Men han kunne nu ikke stoppe sig selv i at svare ordentligt.
"Jeg kunne finde på nogle flere," svarede han med et let overvejende blik. "Fæl, ubehagelig, vammel, ulækker, frastødende," fortsatte han, med tryk på det sidste ord. Han var trods alt vokset op med en privatlære, så lidt havde han vel opfanget.

Cazimir havde overvejet at slippe sværdet, nu han alligevel ikke ville kunne bruge det til noget, men han kunne ikke få sig selv til at slippe. Det var på en måde mere betryggende at have fat, i tilfælde af at han ville kunne få noget ud af det, selvom han tvivlede. Han havde hele tiden haft blikket rettet direkte i øjnene på Deavás, men det blev straks rettet mod skalpellen der blev hevet op af lommen. Hans blik forblev derefter fast på skalpellen. En anelse frygt var til at se i hans ansigt og han forsøgte endnu engang at give et ryk i sig for at komme fri, men stadig uden held.
"Er det straffen for ikke at gengælde Deres forsøg på at være pervers?" Spurgte han med en irriteret tone. Han kunne vel godt have gengældt gestussen med læberne mod hans kind, men det virkede bestemt ikke naturligt i situationen.