Sted: I udkanten af skoven.
Tid: Starten af eftermiddagen.
Vejr og omgivelser: Solrigt og næsten ingen vind. Fuglesang kan høres fra skoven.

Det var ikke ligefrem hverdagskost, at Thalanil sov ude. Han havde jagtet en dusør, men manden var sluppet fra ham. Det irriterede Thalanil grænseløst, at han nu var nødt til at starte sin søgen forfra, men der var ikke så meget, han kunne gøre ved det nu. For eftertiden måtte han stræbe noget mere efter, at det ikke skete igen. Det var sjældent nogle undslap ham, og Thalanil måtte give manden, at han havde været ganske ihærdig efter at slette sine spor. Det var derfor, Thalanil havde brugt resten af natten under stjernerne på at få noget søvn.

Han var vågnet senere end planlagt næste dag, og han gik ud fra, at manden nok ikke var i området længere, så han havde i stedet givet sig til at lave en solid gang morgenmad. Herefter var han gået i gang med sin daglige rutine af træning. Han havde startet uden våben. Det var mest teknikker og gentagelser, og for udefrakommende kunne det godt se aldeles kedeligt og uinteressant ud, men Thalanil trænede sin muskelhukommelse, fordi det var den, der blev brugt i pressede situationer. Steder hvor instinktet tog over, og der ikke var tid til at tænke. Der nyttede det ikke noget kun at have teorien i orden. Det skulle trænes ind på rygraden. Herefter havde han holdt en pause. Det var varmt, og han ville ikke risikere at dehydrere. Som han sad med sit vandskind, kunne han ikke lade være med at beundre den blå himmel og fuglenes sang.

Efter et lille stykke tid var Thalanil igen gået i gang med sin træning. Denne gang med våben. Han havde startet med sine kodachis, men han var nu nået til det lange sværd, der normalt hang på hans skulder. Lige nu stod skeden dog op ad et træ, og han var i færd med at lave gentagende hug, stik og pareringer med det. Igen set med udefrakommende øjne kunne det godt se lidt kedeligt og sløvt ud, men for ham var det altafgørende, og folk der kendte ham, vidste at han gik meget op i netop dette.

Thalanil var iført sit "normale" tøj, men hans frakke lå i græsset. I solen var det lige lovlig varmt at have den på. Den mørkeblå kimono-lignende overdel var derfor mere synlig end ellers. Denne var akkompagneret af et par sorte hakama-bukser og et par mørkebrune læderstøvler, der så rimeligt slidstærke ud.

Vandrende rundt imellem træer og atter træer, havde Kayla vandret rundt, enlig ikke af nogen speciel grund, men hun havde generelt ikke lige noget at lave i øjeblikket. Det var hendes plan at træne, for det havde været alt for lang tid siden at hun havde gjort det, og hun var begyndt at savne det rigtig meget. Hun gik videre rundt, og lod blikket glide rundt på de flotte omgivelser, aldrig havde hun hvist været her i Amazonitskovene, dog havde hun hørt om skovene før, og især hørt at de var meget hyggelige og flotte og det var de bestemt også. Blikket gled ned ad hende, og hun gik hen til et af de mange træer, valgte at stå lænet op ad det med armene hvilende over kors, hun var iklædt det sædvanlige af beklædning, nemlig nogle tætsiddende bukser med huller i siderne, nogle knæ høje støvler med en hæl på, og på overkroppen var der blot en tætsiddende stram top. Ikke nok med den sædvanlige beklædning, så havde hun også en pirat hat på hovedet, hun havde dog også hendes elskede sværd med, som hang fint ned ad hendes ene side i hendes bælte. Der sad det fast, og hun var klar hvis der ville ske noget, hun var tit meget hurtig til at gribe fat om hendes sværd, hvis der nu skulle komme noget.

Efter at hun havde stået op ad træet begyndte hun at høre noget, det lød som nogle raslende lyde lidt længere fremme, og det fik hendes nysgerrighed frem, for gad vide hvad det kunne være. Kayla valgte at gå lidt videre rundt, hun kunne ligeså godt kigge sig lidt omkring, det var jo første gang hun var rundt omkring disse flotte skove, men ret hurtigt fik hendes blå øjne opfanget noget lidt længere fremme, det var en mand, hun kendte ham ikke, men det virkede til at han var bange eller meget paranoid, måske flygtede han fra noget. Kayla holdte blikket på ham, og lod det røde lange hår falde lidt hist og her ved brystet og ryggen, manden var ikke så spændende for hende, men det gjorde hende nysgerrig hvorfor han virkede så bange. Det kunne være at manden måske var en der flygtede fra en dusørjæger, så var det klart hvis han var bange, Kayla tænkte lidt, hvis han nu var meget værd, ville det ikke skade hvis hun fangede ham. Et smil bredte sig over hendes læber, og inden hun ville nærme sig manden kunne hun mærke noget ånde mod hendes ene øre, det var såkaldt manden hun havde kigget på, det gjorde hende forskrækket og hun var hurtig til at gribe fat rundt om hendes sværd og pegede det i hans retning, så spidsen af hendes sværd lige kort rørte ved mandens hals"Ved du ikke at man aldrig skal snige sig ind på en kvinde når hun er fokuseret og optaget af noget"sagde Kayla blot og lod øjnene glide ned og op ad manden.

Hun kendte ham ikke, men havde heller ikke lagt mærke til at længere henne var der en anden person, hun havde hurtig kigget i den retning og spottet en skikkelse af en person, dog var manden her lige fanget lidt. Kayla skulle til at spørge manden hvad han lavede, og hvorfor han virkede så bange, men hun nåede ikke sige noget før manden havde spyttet hende i ansigtet og var løbet forbi hende. Af hvad hun hurtig havde set var manden løbet hen mod skikkelsen hun havde set længere fremme, og hun stod nu og tørrede hans spyt væk fra ansigtet, hvorefter hun knugede hårdere fast rundt om hendes sværd, og uden at sætte det ned i hendes hylster løb hun efter manden, og da hun så nåede frem kiggede hun på manden, men kunne også se en anden person, en person med langt hvidt hår, og et meget specielt udseende, og det ansigt, det gik pludselig op for hende hvem han var, og hun stod blot lidt forstenet uden at røre sig, og ikke vidste hvad hun skulle sige. Hun kunne genkende ham, han havde fanget hende før, selvom hun ikke var en dusørjæger, men gad vide om det ikke var ham der havde jagtet manden der havde spyttet hende i ansigtet"Thalanil, hvorfor undrer det mig ikke at du er her"sagde hun med et bredt smil og sank sværdet så det ikke virkede til at hun pegede det mod ham. 

Thalanil var stadig i gang med sin træning, da en mand kom løbende ud fra krattet, og Thalanil rettede blikket mod manden. Det var ham, han ledte efter! Uden egentlig at tænke over det smed Thalanil sværdet og fik med det samme uskadeliggjort manden ved at holde ham i en halslås. Manden nåede ikke at reagere, fordi han var for overrasket over at støde ind i Thalanil, og det havde været tydeligt på hans ansigt, at han ikke ligefrem havde forventet at rende ind i dusørjægeren her. Thalanil blev dog distraheret af røde lokker, der kom ud samme sted fra som manden, og det tog ham lidt tid at genkende Kayla. Ordene fik ham til at hæve øjenbrynene. "Det burde undre dig, at jeg er her? Jeg bor jo i Dianthos" svarede han med et skuldertræk. Han havde lidt glemt manden i sine arme, der nu besvimede, fordi han ikke kunne få luft, men Thalanils evne fik ham instinktivt til at slippe ham. Lettere åndsfraværende vendte han sig og gik over til sit sværd. Han brugte foden til at løfte det med, så han kunne gribe det uden at skulle bukke sig. Så gik han over og tog skeden, hvorefter han stak sværdet i det, inden han vendte sig mod Kayla. "Men hvad laver du her? Sig ikke at jeg skal til at fange dig igen" sagde han med en lettere drillende undertone.

Manden kom til sig selv og skulle lige til at sætte i løb. "Rør dig ikke!" nærmest beordrede Thalanil, men manden prøvede alligevel, hvilket med det samme fik manden til at skrige i smerte. Thalanil sukkede og lavede en trækkende gestus, som om han trak i en kæde, hvilket fik manden til at gå hen mod ham. "Jeg advarede dig" sagde han og så lettere udtryksløst på manden. "Sæt dig ned." Manden efterkom denne gang ordren med det samme, og Thalanil rettede blikket tilbage på Kayla. "Undskyld afbrydelsen. Hvor kom vi fra?"

Hendes blik hvilede på manden der efterhånden besvimede hvilket var forstående, manden havde været i grebet på Thalanil, som så ud til at have glemt manden, stakkels mand der nu var besvimet sikkert pågrund af mangel på luft. Hvem ville ikke det, hvis det havde været dem, Kayla betragtede manden og derefter lod hendes øjne fæste sig på Thalanil, det havde alligevel været noget tid siden, at hun havde set ham. Hun kunne godt huske ham, han var ikke en man bare sådan lige glemte, eller ikke vidste hvem var, desuden havde han jo fanget hende før, hvilken sjov leg det havde været. Efter at have betragtet manden, rettede hun så hendes sværd hen mod Thalanil, hvorefter et smil bredte sig over hendes læber, de blå øjne hvilede sig på hans ansigt, han lignede nu sig selv siden sidst hun så ham, det virkede ikke til at han havde ændret sig, men hun kunne selvfølgelig ikke være sikker på det. At han vendte sig mod hende, gjorde at hun stod med fronten i samme retning som han havde vendt sig, så de nu bare stod der foran hinaden, og hans drillende undertone gjorde at hun slet ikke kunne lade være med at grine en smule, se det var et ganske godt spørgsmål, som hun stod og tænkte lidt over, dog havde hun stadigvæk rettet sværdet hen imod ham, ikke fordi hun ville være truende, eller angribe ham, enlig bare for at drille lidt igen"Jeg var såmen bare ude at gå en tur i omgivelserne, og fik lysten til at træne en smule"hun holdte en pause, og lod blikket glide ned af ham, for derefter at skule lidt hen til den besvimede mand.

"Så stødte jeg ind i den mand der nu er besvimet, og vupti så mødte mine øjne dig igen"fortsatte hun og pegede hendes sværd hen mod hans bryst. Hun kunne godt lide at drille lidt ved at pege hendes sværd mod ham, og hun kunne godt lide at det virkede både som en indbydelse, men også som om at hun gerne ville have en trænings kamp mod ham. Kayla trådte et skridt tættere på ham, dog ikke for tæt, og pegede sværdet forsigtigt mod hans bryst, så spidsen på sværdet rørte ved hans bryst"Vil du da gerne fange mig igen"spurgte hun selv i en drillende undertone, med et smil på læben, og hun blinkede ligeså drilsk til ham. Hendes fokus på ham blev så afbrudt da hun kunne skimme den besvimmede mand var begyndt at sætte i løb, enlig havde hun ikke rigtigt noget at bruge ham til, og vidste ikke rigtigt hvem han var, dog kunne hun kun gætte sig frem til at det sikkert var ham Thalanil ledte efter. Hendes øjne fulgte med mandens bevægelser, og hun havde et kort øjeblik glemt at hun stod med hendes sværd pegende og lidt rettet mod brystet på Thalanil, det gjorde hende lidt nysgerrig hvad denne underlige mand havde tænkt sig, men han var begyndt at løbe. Han nåede ikke engang at løbe særlig langt, før Thalanil havde fanget ham, og trukket ham hen til sig. 

Det fik Kayla til at kigge næsten overrasket men også imponeret på hans træk, og det fik hende til at sænke hendes sværd mod ham, og hun trådte nogle skridt tilbage. Så kiggede hun på manden, og stadigvæk stod med hendes sværd rettet mod Thalanil, hun havde et bredt smil på læben, og betragtede både ham og den underlige mand der ikke var besvimet mere, hvilket på en måde var godt nok"Kender du denne mand der, for jeg har ingen anelse om hvem det er"sagde hun og trak kort på skulderne, hvorefter hun lod øjnene glide ned og op ad manden der var fanget af Thalanil. Hun hvilede lidt på det ene ben som hun stod der og kiggede på de to mænd, og ikke rigtigt havde nogen idé om hvad deres forhold til hinanden var. Kayla vidste kun at hun havde set og kendte Thalanil en smule, dog ikke særlig meget, og det var på en måde interessant at se og støde ind i ham igen. 
"Vi kom fra at du ville fortælle hvad du laver herude"sagde hun og blinkede drilsk til ham, hvorefter hun pegede sværdet mod hans bryst igen, og det kunne nærmest se ud som spidsen på sværdet kælede sig ned ad hans bryst"Nu ved du jo hvad jeg laver herude, så nu er det din tur"sagde hun med et skævt smil. 

Thalanil hævede let begge øjenbryn, da Kayla rettede sit sværd mod hans bryst. Var det en udfordring, eller drillede hun bare? Han var ret sikker på, hun ikke for alvor ville kæmpe mod ham, men han kunne alligevel ikke helt greje, om hun mente alvorligt, at hun ville træne med ham eller ej. Thalanil selv var ikke ligefrem typen, der trænede med andre, fordi han oftest var havnet i den situation, at han ikke fik noget ud af det, fordi modparten ikke var på hans niveau. Var Kayla det? Det var der kun en måde at finde ud af på, men han ville blive afsindigt skuffet, hvis det viste sig ikke at være tilfældet.
"Så du vælger at udfordre mig?" spurgte han og gav hende et vurderende blik med det øje, der stadig fungerede. Det andet var behændigt gemt bag klappen, der var skjult af det lange, hvide hår. Der var ikke mange mennesker, der havde set hans skadede øje, og sådan foretrak han det også. Han var ikke ligefrem typen, der viste svaghed, hvilket Kayla med stor sandsynlighed også vidste.

Thalanil nikkede til hendes forklaring, men han svarede ikke. Han undrede sig et øjeblik over, hvorfor hun havde jagtet manden, men det var som sådan ikke vigtigt. Han hævede dog igen øjenbrynene over hendes næste spørgsmål. "Da kun hvis du er eftersøgt" svarede han ærligt. Det var ret tydeligt, at hendes joke var røget hen over hovedet på ham. Han var ikke ligefrem typen, der lavede mange jokes, og han var bestemt heller ikke typen, der opfangede dem. De mange års seriøse arbejde havde gjort, at han ikke længere var så god til det med jokes. Det havde han også fået spydige kommentarer om i årenes løb, men han var egentlig ligeglad. Han kunne godt leve med at være en lidt tør kiks, når det gav ham penge på bordet.

Ved Kaylas spørgsmål om kendskab til manden, kastede Thalanil et blik på ham, inden han rystede på hovedet. "Jeg genkendte ham bare fra en poster fra tidligere og havde jagtet ham ind i skoven, da han slap fra mig. Jeg havde egentlig opgivet jagten, da du ledte ham tilbage til mig" svarede han ærligt. Han var ovenikøbet også gået i gang med at træne, fordi han ikke kunne spore manden, men det fandt han ikke relevant at fortælle. "Og jeg har lige samtidig svaret dig på, hvad jeg laver her" svarede han med et skævt smil, fordi han lige så det sjove i, at han svarede på hendes spørgsmål, inden hun havde stillet det.

Mens hun fortsat bare stod og pegede sværdet mod hans bryst kunne hun ikke lade være med at smile lidt over hans kommentar om hun ville udfordre ham, tanken fristede hende, for det kunne være ganske underholdende. Hun havde aldrig rigtigt haft en kamp før, ikke sådan en rigtigt en, faktisk huskede hun slet ikke om hun nogensinde havde prøvet en kamp før, det var ikke tit sådan noget skete, og det var ikke tit at det skete at der var nogen der spurgte om hun udfordrede dem, men på den anden side hun havde jo peget mod hans bryst med sværdet, så det betød vel kun at der var tale om en udfordring. Kayla havde slet ikke tænkt om det skulle menes sådan, dog på den anden side, gad hun faktisk godt kæmpe imod ham, det kunne være interessant, og det ville være sjovt at se hvad han kunne finde på, og hvordan han ville kæmpe mod hende. Hun var ikke bange for det, hun var ved at blive mere og mere nysgerrig efter at prøve at kæmpe mod ham, det havde været til lidt træning for hende, så hun var mere end klar til en kamp, og denne gang håbede hun ikke at den mystiske mand ville dukke op igen, hun kendte ham ikke engang, vidste ikke hvem han var, eller hvad han mon ville. 
Han havde dog set hende træne, og det havde virket som om han ville noget, men hvad vidste hun ikke"Så vil jeg mene at det er en god ting at jeg førte ham hen til dig"sagde hun og gav et nik fra sig, hvorefter hun fik et lille smil frem på læben.

Gad vide hvor lang tid han havde trænet herude i skovene, det havde sikkert været noget tid, inden hun så ham, det var nu ret sjovt, dog havde hun ikke regnet med at hun ville se ham smile, han virkede som sagt meget seriøs og alvorlig, og det var også helt iorden, dog kunne hun ikke lade være med at smile, og hun tog nogle skridt frem mod ham, og fjernede sværdet fra hans bryst. Kayla stod ikke helt tæt på ham, dog heller ikke virkelig langt væk, hun havde en god nok afstand til ham, og hun nikkede til ham"Jeg er frisk på en kamp, som sagt jeg udfordre dig Thalanil"sagde hun og holdte blikket på ham, og lod sværdet hænge ned ad siden på hende. Mens hun stod og ventede på hvad han ville sige, kunne hun ikke undgå at studere ham fra den afstand hun stod, på den ene side var hun næsten sikker på at han ville vinde over hende, han var sikkert fysisk stærkere end hende, men det kunne være hun havde nogle tricks mod ham, eller noget hun kunne gøre, for at hun måske ville vinde over ham. Dog var det ikke sikkert, det kunne være at han havde trænet meget mere end hun havde, hvilket hun næsten var sikker på. Kayla var nysgerrig på at finde ud af det, dog vidste hun ikke hvordan det ville ende og blive, men spændende og sjovt det ville det helt klart blive.

"Er det lang tid siden nogen har udfordret dig"spurgte hun med et større smil, og hun holdte stadigvæk hendes øjne på ham, lod blot hendes røde hår flagre en smule i den stille brise. Hun havde hvertifald ikke sværdet peget mod ham mere, for det var vel klart nu at hun udfordrede ham, og hun håbede lidt at han var frisk på det, og at han ville tage imod hendes udfordring.

Thalanil kunne ikke lade være med at grine over Kaylas ord, men han nikkede bekræftende til hende. ”Det er det da bestemt” svarede han ærligt. Det var ikke ligefrem hver dag, han var så heldig, at andre ledte de eftersøgte lige hen til ham. Normalt var det hårdt benarbejde at finde dem, specielt i en skov.

Som svar på hendes udfordring, førte Thalanil en fod under sit sværd og løftede benet, så han kunne gribe sværdet uden problemer. Han rettede sig mod hende og lagde begge hænder på skæftet. ”Så kom an da, men jeg advarer dig: jeg holder mig ikke tilbage, bare fordi du er kvinde” konstaterede han med et ildevarslende glimt i øjet. Han var ikke ligefrem typen, der gav sin modpart en fordel. Hun havde selv udfordret ham, og hun måtte finde sig i, at han gav den alt, hvad han havde. Han var i den grad udpræget konkurrencemenneske.

”Oftest er det mig, der er udfordreren, så ja, det er det” svarede han ærligt med et nik. Normalt var det ham, der udfordrede de eftersøgte for at overvinde dem, så det skete sjældent, at andre udfordrede ham. Så snart de fik at vide hvem, og hvad han var, prøvede de fleste at tage flugten.

Stående overfor hiannden holdte hun hendes øjne hvilende på ham, det her skulle nok blive sjovt, og interessant. Hun ville dog heller ikke holde tilbage for ham, ligemeget hvad der måtte ske, det var en kamp der skulle igang, og som man sagde den kunne kun blive afsluttet når der var fundet en vinder og taber, dog havde Kayla intet imod at tabe, dog var hun lidt usikker på om hendes styrke ville være nok til ham. Han var sikkert langt stærkere end hende, det havde hun en klar fornemmelse om, dog ville hun give den alt hvad hun måtte have, fordi det skulle heller ikke føltes kedeligt, det kunne sagtens være en sjov og spændende kamp. At han havde nævnt at han ikke ville give hende en fordel, eller noget fordi hun var en kvinde gjorde bestemt ikke noget, han skulle også give den alt hvad han havde, og så måtte hun se hvor det ville ende hen. Hun kiggede på ham, og de stod med en vis afstand, og hun løftede hendes sværd mod ham, et bredt smil bredte sig over hendes læber og hun rettede lidt på hatten der sad på hovedet.

Det var tydeligt at se at hun var klar til kampen, den skulle nok blive spændende, og det ville blive sjovt at se hvor den skulle føre hen. Hvem der ville vinde, og hvem der ville tabe, enlig var hun ikke det store konkurrence menneske, men sommetider skete det da at hun ikke ville give op, ligemeget hvad. I øjeblikket glemte hun helt alt om manden den efterlyste som hun havde ledt hen til ham, for ligenu handlede det om en kamp. Hun kiggede kort ned på hendes sværd i hånden, og hen på ham igen, så gjorde hun klar, og gav et nik fra sig, hvorefter hun løb hen mod ham. Sværdet havde hun i siden i takt med at hun løb hen mod ham"Jeg holder mig heller ikke tilbage"lød det fra hende, og da hun nærmede sig ham, svingede hun sværdet lidt i håb om at hun ville ramme ham, men vidste det ikke. Hun løb forbi ham, men var klar til at se sig over skulderen i tilfælde af at han ville lave et angreb mod hende.

Hun stod lidt bag ham, for at se om hun mon havde ramt ham, for hvis hun ikke have gav hun ikke op, så skulle der nok komme et slag ind på ham. Hun skulle blot gøre brug af andre midler så, eller andre tricks.

// Lukket