En gang for længe siden vandrede et væsen under sol og måne, der var lige så kraftfuld som stormene over de vestlige sletter, lige så urokkelig som bjergene mod nord, og lige så forræderisk som bølgerne på det åbne hav. Hvis man spurgte ham, var hans søskende ikke anderledes. Hans søskende var lige så kraftfulde og lige så urokkelige, og hans søskende var enige. Men hans søskende var ikke forræderiske. "Vi har aldrig fortiet noget, der skulle være sagt," løj de. "Vi har aldrig givet et løfte og ikke holdt det," løj de. "Vi har aldrig sagt et og gjort noget andet," løj de. Hans søskende var ikke forræderiske, løj de. Hans søskende var ikke anderledes, men der var en enkelt forskel på dem og ham. Hans søskende løj.

"Hvor kommer alle disse væsner så fra, når I ikke har skabt dem?" sagde han. "Hvor er pladsen til mine skabninger, når I lovede mig den?" sagde han. "Hvorfor lever mine skabninger ikke i fred, når jeres skabninger ville lade dem være?" sagde han. Hans søskende havde ikke fortiet det første, ikke lovet det andet, og ikke sagt det tredje. Hans søskende var enige. Hans søskende troede enten på deres egen løgn, eller også var de lige så forræderiske, som de altid havde sagt, han var.

"Hvis jeg ikke kan bevise, de tager fejl, så kan jeg bevise, de har ret," sagde han. Så mens hans søskende legede med deres skabninger, byggede deres imperier, skrev deres alliancer og brød dem for at sende dem i krig, mens hans søskende fik tiden til at gå i de kraftfulde vinde, mellem de urokkelige bjerge og på de forræderiske bølger, der herskede under deres fars varmende blik; da trak han sine skabninger tilbage til natten og gemte dem. Her kunne hans væsner leve i fred, udvikle deres evner og lære så længe, de levede. Deres far lyste ikke natten op, hans søskende glemte ham og lod ham være i fred, og kun hans mors blå lys så til ham, når stjernerne ikke lyste kraftigt nok. Hans skabninger var ikke anderledes end dem, hans søskende havde skabt. De var lige så kløgtige, lige så egenrådige, og lige så evige, hvis de fik chancen. Der var endnu en forskel på hans søskende og ham. Hans søskende var utålmodige.

En af de gange, hvor natten var uden mors blå skær og stjernerne sov over skyerne, sneg han sig ud med alle sine skabninger, for han havde skabt nye. En var blodtørstig og en anden flåede og flænsede som gjaldt det livet. Ingen af dem var evige som de andre skabninger, men det var heller ikke meningen. De var skabt til at bide sig fast i andre væsners liv og sprede sig lige så hurtigt, som flammerne i hans søskendes imperier. Han så stolt ud over det kaos, han var skyld i, og smilede over hvor godt, hans plan gik. Nu ville hans søskende se, hvor ret de havde.

Skabningernes råb og skrig vækkede hans søskende, og hans søskende kom til hjælp. De så forfærdede ud over det kaos, deres bror var skyld i, og kaldte ham forræderisk. Hans søskende vidste havde haft ret og burde ikke have givet ham tid til at ændre sig. De var enige, og han måtte straffes. Der var en sidste forskel på hans søskende og ham. Af dem var han den mest kraftfulde, den mest urokkelige, og den mest forræderiske, og for det blev han og hans skabninger buret inde.
Mellem de urokkelige bjerge, øst for de stormfulde sletter og nord for de forræderiske bølger sidder han til sol og måne ikke længere lyser verden op, og kun hans egne skabninger kan åbne porten.

--------------------------------------------------

Bedstemor Leta retter sig op i sin stol og ser ud over den lille børneflok på gulvet. Et par er stadig modige, men de fleste er en lille smule blegere i ansigtet, end de var, da Leta begyndte sin fortælling, lige som hun har planlagt.
"Zaladin må væbne sig med sin tålmodighed, for der vil gå lang tid før solen og månen holder op med at lyse. Men der er en brist i hans søskendes lås på porten. Vampyrer, varulve og dæmoner er alle sammen Zaladins skabninger, og vi ved bedre end at tro, at guderne fik spærret dem alle sammen inde i Kzar Mora. Hvis bare en af dem," Leta holder en dramatisk pause, "løser gåden, er vi alle dødsens!"