Isadora holdt hesten an og sad af som hun nærmede sig bymuren. De nye og skærpede regler udstedt efter Kiles Orden havde vundet frem i landet gjorde det nødvendigt at trække ind i Dianthos, hvis hun ikke ønskede at tiltrække sig unødigt meget opmærksomhed. Noget hun allerede havde gjort en del for at undgå ved at vælge at rejse let og med godt slidt og brugt udstyr til hesten. Selv var hun svøbt i en grå, neutral kappe, der slørede hendes skikkelse og skjulte hendes våben og lidt for velhavende klæder, skønt ikke hendes køn.
Hun holdt ansigtet skjult under hætten og blikket sænket. Intet ved hende virkede truende eller interessant og til hendes held fulgte en mand der var begge dele lige bag hende. Som denne startede et skænderi med vagterne lod hun sig forsvinde i mængden.

Hendes skridt tog hende til den nærmeste del af byen. Intet rigt kvarter, men et hvor de fleste kunne bevæge sig ubemærket rundt, hvis de ikke gjorde noget aktivt for det modsatte. For Isadora var det også vejen hun havde taget sidst hun var ankommet til Hovedstaden - også den gang i søgning på nogen.
Kroen fra sidst lå der også stadig og havde rum til en velbetalende gæst. Med værelse sikret og hesten i stald, samlede hun atter kappen om sig og begav sig tilbage ud i gaderne. Et hus på vejen fra byporten havde fanget hendes blik med et skilt om en skrædder i kælderen.

Alligevel stoppede hun ved døren og trak vejret dybt, før end hun bankede på og gav sig til at vente på skrædderens tilsynekomst.

Jacklyn havde selv besluttet af familien skulle bo i det lille hus. Det eneste krav hun havde forsøgt at sætte da hendes far havde solgt hende væk for penge, var at hun ville bo tæt ved sin familie, og det gjorde hun så. To gader væk helt præcist.
Godt nok snakkede Jacklyn stortset kun til sin mor, det var for hårdt at se sin far i øjnene. Gilbert var ikke nogen god mand, og det eneste positive hun havde at sige om ham, var at han havde givet hende Althea, hendes nu få uger gamle datter, som hun elskede over alt på jorden.

Jacklyn havde insiteret på stadig at arbejde som skrædder, selvom familien havde okay med penge, eftersom Gilbert var ude af en ganske fin familie. Som barn havde Jacklyn altid drømt om penge og rigdom, men nu vidste hun at hendes frihed var mere vigtig, desværre vidste hun også at det var tæt på umuligt at vende om nu.
Hun sad alene nede i kælderen, Althea blev passet og hun kunne derfor sidde i sine egne tanker og drømme, som hun så ofte gjorde når hun havde nål og tråd i hånden. Hun var ved at ligge sidste hånd på en kappe, som hun havde brugt flere uger på. Hun var altid tilfreds når hun havde gjort et godt stykke håndværk.

Som hun hørte en banken på døren, lagde hun tråd og kappe fra sig på det lille træbord, og gik så ud for at åbne. Selv havde hun en mørkegul kjole på, med hvide blonder rundt i kanten. Man kunne jo lige så godt gøre lidt ud af sig selv nu man havde stoffet til det.
"Goddag?" spurgte hun en smule kritisk eftersom hun ikke helt kunne se personens ansigt, Jacklyn blev hurtigt skræmt, men når det kom til hendes butik var hun som oftest bare stolt: "Kan jeg... hjælpe?" spurgte hun i en mild stemme, og forsøgte at fremtvinge et lille smil.

At vente ude i det åbne var altid en prøvelse for Isadora og hun havde da også vendt sig halvt fra døren, så hun både kunne se den og gaden den lå ud til. Ingen værdigede hende dog et blik, som hun stod lille grå og neutral ved døren til en skrædder. Noget hendes skikkelse gav hende så rigelig grund og forklaring til for de forbipasserende. Selv kunne hun ikke undslå at indrømme overfor sig selv at hun var mere anspændt end sidst hun havde været alene i denne del af byen. Hendes liv var blevet et andet og hun havde egentlig lagt det vandrende og søgende bag sig og affundet sig med det udstukne liv som sin mormors arving og giftefærdig adelsfrøken. Om ikke andet end til der var kommet bud om at William var holdt op med at sende breve hjem. Det havde været dråben der havde fået hende tilbage ud på vejene igen. Uden tilladelse vel at mærke.

Isadora drejede sig tilbage mod døren, som en knirken kom fra den og fulgte den afventende åbne sig og afsløre en kvinde nær hendes egen alder. En overraskelse og en lettelse på et vist plan. "Goddag." hilste hun høfligt, som hun skubbede hætten tilbage så hendes ansigt indrammet af det hvide hår kunne ses. "Det håber jeg. Jeg har en hasteopgave til en skrædder..." Hun tøvede let, usikker på om kvinden var den hun skulle have fat i eller arbejdede for selvsamme.

Jacklyn var en ganske rolig person. Som ung teenager havde der nok været en del mere liv og glade dage, men det var gået tabt over årene. Nu var hun indelukket og genert, hun havde ikke lyst til at snakke med ret mange folk og hun holde altid sine følelser tæt ind til kroppen.
Dog tænkte hun rigtigt meget og hun måtte nok indrømme at hun til tider følte sig på kanten til sindsyge, der var hele tiden så mange ting der fløj rundt inde i hendes hoved, og det var bestemt ikke blevet bedre efter hun var blevet mor til verdens smukkeste lille pige.

Jacklyn smilede en smule da hætten blev trukket af, det var naturligvis et ganske falsk smil som nok mest af alt opstod af professonalisme og venlighed: "Goddag, Mrs?" spurgte hun i en rolig stemme.
Althea og hendes arbejde, så havde hun egentligt ikke brug for ret meget mere her i livet, og når så Gilbert som i dag havde lange arbejdsdage, så kunne få en lille fornemmelse af hvordan livet ville være hvis hun ikke havde været bundet af ham.

"Ja.. Det kan du tro, kom bare ind" sagde hun i en venlig stemme og åbnede døren for kvinden: "Hvad drejer det sig om?" spurgte hun og gik de 8 trin ned til kælderen, hvor hun havde sin lille sy stue.

Den var faktisk blevet ganske pæn, det var en af de få ting i huset hun selv havde fået lov at indrette og sætte sit personlige præg på. Det var nok også derfor hun nød at bruge så meget tid dernede.

Isadora kunne ikke andet end lade et smil finde vej til hendes læber for et ganske kort øjeblik ved det påklistrede hun blev mødt med og den forsigtighed det udsprang af. Fornuftigt af kvinden trods alt. Det holdt til den anden diskret fiskede efter et efternavn, men faldt så også bort. "Miss. Jeg er endnu ugift." Til hendes mormoders irritation, men det måtte den gamle drage altså finde sig i - hvis Isadora fik noget at skulle have sagt. Med William ikke længere i kontakt med familie ville det næppe vare længe før 'passende' partier blev præsenteret.

"Men Isadora er nok." Hun forsøgte ikke at smile, men mødte blot alvorligt den andens blik. At give sit efternavn var ikke ønskeligt hvis hun kunne undgå det. Hendes mormoder måtte vide hun var væk nu og så var det ikke helt til at vide til hvilke yderligheder dragen ville gå. Næppe nogen behagelige for Isadora.

Hun nikkede let og trådte ind i gangen, ventende på at døren på lukket bag hende, før end hun løsnede kappen og afslørede den fornemme, grå uldkjole indenunder. Hendes skørter afslørede sig som silke som hun gik ned af trapperne. "Jeg er kommet en smule... let udstyret afsted og mangler desperat noget fornuftigt at skifte over til." Hun lod blikket glide over systuen og mærkede et nyt lille smil glide frem. Det var et elsket sted hun var lukket ind og havde enkelheden af kun en bruger. Lige hvad hun håbede.

Så var hendes blik tilbage på skrædderen, som hun åbnede kappen helt og fuldt afslørede kjolens snit og udsmykning af snefnug i sølvtråd. "Skulle De ligge ind med noget mere... praktisk end denne kjole?" I hendes ordvalg lå et slet skjult ønske om at kunne bevæge sig mere frit rundt end hun kunne klædt som en adelig frøken.

Jacklyn var af natur egentligt ikke sky, det var kommet lige så langsomt med årene, hun ønskede ikke ballade med hendes mand, og hun ville gerne leve sit liv roligt. I mange år havde hun haft accepteret sin skæbne og ønskede ikke mere, men nu hvor hun havde mødt den første person der stillede spørgsmål til mandens opførsel, så var Jacklyn da begyndt at tænke på hvordan det mon ville være at leve i frihed.
Hun ville så gerne rejse landet, opleve mere af verden, måske prøve at sejle og alt den slags hun aldrig havde haft mulighed for, men hun vidste godt man ikke sådan bare lige kom ud herfra.

"Isadora, nydeligt navn" sagde hun i en venlig stemme og nikkede så underdanigt, man skulle jo trods alt også altid yde god kundeservice, og det gjorde Jacklyn også efter bedste evne: "Arh, så du søger en helt ny kappe? Hvad stil og farve er du til?" spurgte hun i en rolig stemme og kiggede rundt i rummet.

"Jeg har lidt på lager, eller vil du gerne have lavet noget fra bunden?" spurgte hun i en rolig stemme: "Noget let at bevæge sig i?" spurgte hun.
Hun ville jo ikke lige direkte spørge hvad kvinden skulle, det kom jo trods alt ikke hende ved, men hun følte da stadig hun var nødt til at have en nogenlunde idé inden hun bare sådan slyngede noget ud, hun skulle jo helst ende med at være tilfreds med sit køb.

Isadora rystede let på hovedet, som hun fulgte den anden ind i rummet. "Nej, kappen er både varm og neutral." Hun havde valgt den af samme grund og der havde aldrig været protester over at hun brugte den til mindre ture på borgens grund. Ingen grund til at vise sig frem, når det ikke var formålet og hun havde andre til anden brug.

"Let at bevæge sig i, ja. Noget i mindre fornemt snit end det jeg har på og gerne bukser foruden skørter. Det behøves ikke være lavet fra bunden hvis du har noget på lager." Hun var sig bevidst om at hun kun svarede på dele af hvad der blev spurgt om, men også at det nok ville kræve lidt mere at forklaring trods alt at få frem hvad hun ønskede. "Jeg har brug for at kunne rejse uden at signalere min stand, så folk er villige til at svare på spørgsmål og ikke kun tænker på hvad jeg er værd." Hun afskyede at blive behandlet som en hjernetom pyntegenstand, men det var tit hvad hun blev set som, når adelige var samlet. Hun havde så også lige indikeret muligheden for at hun var løbet bort - hvilket jo ikke var helt usandt hvad end grunde hun følte hun havde til det.

Så fandt hun et nyt smil frem og forsikrede kvinden. "Det vil ikke komme dig til skade at hjælpe mig og jeg har krystaller at betale med." Hun gav ikke meget for dem der købte med lovning om betaling fra andre end dem selv.

Der var engang Jacklyn havde troet at de eneste rene mennesker i denne verden var hendes familie, men det var som om at efterhånden som tiden var gået og hun havde fået flere og flere kunder i sin butik, havde hun opdaget at et utal af mennesker faktisk havde rene og dejlige sjæle.
Det var blot som om at Jacklyn havde svært ved at omfavne den del af verden, fordi der altid hang en sky over hendes hoved og truede med tordenvejr.

"Det lyder som en ønskeånd du har brug for, og ikke nyt tøj" sagde Jacklyn i en venlig bemærkning, og dog med et lille smil i mundvigen: "Jeg har et par bukser og en kappe i en fin grøn farve" sagde hun og gik over til et af skabene for at åbne og kigge ind.
Hun tog en grøn kappe ud med læder omkring huen, og ligeledes lyse bukser i hør, der var ganske løse og som nærmest lignede ægte Robin Hood stil.
"Jeg tror måske bukserne er lidt store, men jeg kan sy dem ind" sagde hun i et smil.

"Det er fint... Jeg vil bare helst ikke på den forkerte siden af loven" sagde hun blot og nikkede, pengene havde hun alligevel ikke noget med at gøre, de røg direkte ned i Gilberts lomme, så så længe hun var i sikkerhed, så var det andet egentligt ikke så vigtigt for hende.
"Kunne farverne passe?" spurgte hun.

Isadora så temmeligt uforstående på kvinden. "En ønskeånd? Hvorfor skulle jeg have brug for en sådan?" Hvem ville nogensinde invitere den slags problemer frivilligt ind i deres liv? Alle vidste at opfyldte ønsker altid endte galt og med at gøre alting værre. Desuden var Isadora så glimrende i stand til at lægge sin stand fra sig og falde i et med omgivelserne.
Hvis hun kunne få tøj til det.
Det kunne dog virke til at være en smule op af bakke med at trænge igennem med sine ønsker for dette. Langsomt og mønstrende al sin tålmodighed svarede hun så. "Som jeg sagde, så har jeg en kappe der passer til mit formål." Hun var virkelig ikke interesseret i flere kapper.

Den blev dog fundet frem og kastede et enkelt blik på, før end hun koncentrerede sig om det par bukser der blev fundet frem. Hør og lyse. Hun gjorde sig dog ulejligheden med at mærke på stoffet, før end hun med rynkede bryn så på den anden igen. "De har intet mere passende for vinter? Det bliver ikke varmere udenfor den næste måned eller mere og jeg kommer til at ride en god del." Hun var måske på vej sydpå, men der var et stykke før vinteren ville slippe sit faste greb i landskabet og lade den mildere version af den selv få overtaget.

"Det er der ingen fare for." svarede Isadora hende en smule tørt. Det var ikke ulovligt hvad hun havde for - bare heller ikke spor velset eller accepteret af hendes familie. Det føltes dog stadig en smule rart atter at rejse selv og ikke være til pynt. "Jeg ville foretrække mørkere farver i bukser. Og uld."

Jacklyn var altid glad for at have kunder i butikken, hun havde så mange tanker der hurtigt gjorde hende deprimeret og hun følte sig ofte alene, derfor var det rart når hun havde selskab, så følte hun sig mere til stede i verden og ikke bare inde i hendes eget hoved.
"Undskyld hvis det var upassende" sagde hun og kunne godt se joken måske ikke var god, generelt var hun jo altid usikker på sig selv og sine ord: "Jeg... Det var bare du ved, hvis man gerne vil have folk skal se en for hvem man virkeligt er, det kan godt være svært" sagde hun i et roligt smil.
"Åh undskyld, jeg er distret for tiden" sagde hun og rystede undskyldende på hovedet, hun burde virkeligt lytte mere, det var da også utroligt hun altid var så dum.

"Jeg kan sy en jakke med uld, eventuelt nogen varmere bukser? Jeg har lidt, jeg tror jeg kan gøre det på et par timer" sagde hun roligt.
"Du er på gennemrejse?" spurgte hun og fandt lidt uld frem som hun rakte frem imod kvinden så hun kunne vurderer om det mere var sådan noget hun tænkte.

Hun ville gøre hvad hun ville for sine kunder, men hun vidste godt at hun havde så meget i hovedet lige nu og hun gjorde hvad hun kunne for at følge med.
Hun ville nogengange bare ønske hun kunne få sin hjerne til at slukke.

Isadora var stadig ikke sikker på hvordan ønskeånder kom ind i billedet, som kvinde forsøgte at forklare bemærkningen. Hun lod det dog falde med antydningen af et smil og et spørgende blik. "Noget specielt der distrahere?" Det var ikke den bedste årstid til ikke at have hovedet med i ens færden, men som kvinden endnu ikke havde præsenteret sig, så havde Isadora lidt taget det distræte til sig. Kvinden virkede dog sød nok og hjælpsom på sin egen noget akavede måde.

"Det ville jeg sætte pris på. Det er behagelige at rejse i trods alt." svarede hun så ærligt og mente det. Det ville blive en kold tur ellers og en del farligere. Så nikkede hun let. "Ja, jeg er på vej mod Medanien, så skal jo et stykke gennem denne del af vinteren." Hun tog interesseret imod stofprøverne, mærkede på dem hver især, før hun rakte en af de tykkeste i en mørk koksgrå tilbage til kvinden og derefter en dyb grøn. "Min trolovede holdt op med at sende breve hjem."

Isadora virkede da fint flink, Jacklyn følte sig bare altid utrolig akavet omkring folk, men hun havde heller ikke været særlig social de sidste år og hun vidste godt at det måske var en af grundende til hendes undren.
Jacklyn smilede blot til hende, hun ville trods alt gerne være god overfor sine kunder, også selvom hun bestemt godt vidste hun ikke havde noget personlighedsmæssigt at give dem, Gilbert sagde altid til hende at hun var en tom skal, og det kunne hun egentligt godt forstå, hun havde aldrig så meget at sige.
"Mange ting at se til... Jeg har lige fået en datter" sagde hun i et roligt smil og kiggede i mod kvinden.

Hun nikkede og giv over for at tage fat i en næsten færdig jakke, der blot manglede noget varmt invendigt: "Jeg kan have det færdig på en time eller to" sagde hun og forstod godt hvis kvinden ikke ville vente, men det tog trods alt lidt tid når man skulle sy det hele i hånden, og man ikke havde nogen til at hjælpe sig.
"Virkeligt? Hvad... laver han?" spurgte hun og kunne ikke helt aflæse om hun var bekymret for at noget var sket ham, eller om han måske havde valgt at gå veje i livet, der ikke inkludrede hende.

Isadora kunne ikke lade være med at komme med et skævt smil, da distraktionen kom på banen. "Ah, ja sådan en har jeg hørt kan tage en del opmærksomhed og overskud." Det var ikke fordi hun selv havde nogen erfaringer på punktet, men hun havde da set nok trætte mødre som hun var rejst og havde opholdt sig i hovedstaden til at kunne bidrage med så meget.

Så nikkede hun let. "Du har ikke brug for at tage mål?" Hendes stemme var både spørgende og en smule lettet. Et par år med måltagning til kjoler og tilpasninger og flere tilpasninger så var dejligt med muligheden for noget der bare kunne trækkes i sådan uden videre. Endnu en god grund til at få bukser igen! "Jeg vil gerne vente, hvis du ikke har noget imod det." Hun smilede let, før hun satte sig i let bevægelse mod den nærmeste reol med stofruller.

Isadora drejede sig let og så på den anden ved det tøvende og let tvivlende spørgsmål. En ganske forståelig reaktion, men også en der fik hende til at tænke på hendes første par møder med Will og den udvikling han var begyndt på der. "Hmm... Egentlig et godt spørgsmål og et jeg vil stille ham når jeg finder ham. Det er sikkert frygtelig logisk for ham, men knap velgennemtænkt for mig..." Varmen havde sneget sig ind i hendes stemme og op i hendes blik visende hvor meget hun holdt af den tåbelige unge mand og hvor meget hun savnede ham.

Jacklyn gjorde hvad hun kunne for sit arbejde og sine kunder, hvis nogensinde hun skulle have en chance for at komme væk for Gilbert, så måtte hun havde penge. Derfor gemte hun cirka halvdelen af det hun tjente et hemmeligt sted, hvor GIlbert ikke kunne finde det.
Så kunne hun da begynde at spare op, hvis muligheden en dag bød sig: "Det gør hun også, hun bliver snart et år" sagde Althea og smilede ved tanken om datteren.
Den lille pige var absolut alt hvad hun nogensinde havde ønsket sig og hun kunne slet ikke forestille sig at miste hende, det var nok også derfor hun var blevet mere påpasselig efter hun havde fået hende.

"Det lyder hyggeligt" sagde hun blot, det var altid rart med selskab: "Jo, men jeg syer det inderste lag i først. Jeg ved den vil være for stor til dig, så jeg tænker at sy den ind bagefter" sagde hun i et smil, hun havde lavet den til en yngre herre, men han var aldrig kommet for at hente den - sådan gik det desværre engang imellem.
"arh, det er aldrig let med de mænd" sagde hun i et forsigtigt smil: "Er han ude på arbejde?" spurgte hun og gik ud fra de vel nærmest måtte bo sammen eller vel snart gjorde?

"En aktiv alder." svarede Isadora samstemmende uden at vide det mindste om det. At være høflig og interesseret kostede dog intet og kunne langt hen af vejen tjene sig ind på en god relation. "Sover hun nu eller?" Hun syntes ikke at have hørt et barn siden hun kom, men det kunne jo være derfor. Så var det gjorde spørgsmål blot hvor længe sådan en størrelse sov af gangen.

Atter nikkede hun let. Det var rarere for hende at vente og ikke skulle ud i byen mere end højest nødvendigt. Mørket faldt tidligt på i disse tider og kroejeren havde advaret hende om det gældende udgangsforbud. Nok til en ny rynke i panden, men også til at være ekstra omhyggelig med hvor mange der så hende ude og omkring. "Ahh, jamen så giver det mening." Endnu et lille smil blev tildelt den anden, før Isadora opgav helt at kigge rundt og i stedet slog sig ned på en ledig stol.

"Will har aldrig været let nej, men altid underholdende og overraskende." Hun smilede let for sig selv, som hun knugede om savnet og tvang det ned hvor det ikke forstyrede hende. Især som det næste spørgsmål faldt og hun måtte ryste benægtende på hovedet. "Han forsvandt i forvirringen under angrebet på Dianthos og sendte så et par beskeder hjem, som ingen fandt helt hoved eller hale i. Noget med at redde en familie og passe på dem. Meget ærværdigt og komplet Will i tankegang." Hun kunne ikke lade være med at smile som hun tilføjede. "Han reddede os engang ud af en knibe ved at teleportere os hen i et springvand."

Jacklyn smilede til den fremmede kvinde, det var virkeligt rart at have en at snakke lidt med, især fordi hendes samtaler med Gilbert oftest ikke indeholde noget som helst, det var altid bare korte "har du haft en ok dag?" samtaler og ellers ham der snakkede til hende og bad hende om noget.
"Meget, hun har lige lært at gå" sagde Jacklyn, det var et fuldtids arbejde at holde styr på hende, men Jacklyn nød det og det fik hendes tanker væk for alle de andre ting der foregik i hendes liv: "Der er en barnepige der ser efter hende når min mand er på arbejde" sagde hun, hun kunne jo ikke have Althea med herned og holde øje altid: "Du og din mand har ingen børn?" spurgte hun i et forsigtigt smil.

Hun kiggede roligt i mod kvinden, det måtte være forfærdeligt at mangle en man elskede: "Jeg.. Altså hvis du skulle få brug for hjælp har jeg en fætter der kender de fleste afkroge af landet" sagde hun i et smil.
Hun vidste da godt det her ikke direkte var det han arbejdede med, men Jacklyn vidste dog også at han sikkert ville kunne finde ud af en måde at hjælpe hende på. Judas var en af de mest retmæssige mænd hun kendte, og en af de få hun virkeligt stolede på: "Ham kan du sikkert slå en handel af med" sagde hun.
Judas havde et godt hjerte, og en sulten sjæl, så som oftest kunne lidt overtalelse bringe en langt.

"Det skulle give ikke så lidt mere at se til ja!" Isadora smilede let til den anden. Hun havde set kvinder med stå størrelser rendende om benene eller med et øje på noget der slet ikke var arbejde fordi sådan en lille en var på vej væk. De havde virket enten fuldstændig i kontrol eller ved at gå ud af deres gode skind. Trods alt var det langt fra alle der havde muligheden for at få andre til at passe de små. Andre end ældre søskende altså. Selv var Isadora jo vokset op med barnepiger, men hun var jo også født ind i et noget andet samfundslag. "Det må give god ro til arbejdet." Så krøb et let opgivende smil frem på hendes læber, skønt det var alt hun gav til kende over den andens mere end distrætte hukommelse. "Jeg har ingen børn nej." Hun havde allerede sagt hun ikke var gift, så den lod hun glide forbi ubemærket.

Det var sådan set også uvæsentlig i forhold til at finde Will og få kontrollen tilbage over det kaos han havde efterladt. Af samme grund så hun overrasket på den anden ved den uventede oplysning. "Du har? Det kunne måske spare en del tid. Meget tid faktisk." Som hun talte kunne det ses at hun vente og drejede mulighederne i hovedet og at tanken om at rejse med en lige skulle vendes et par gange. Hun var stadig vant til kun at have sig selv at sørge for. "Hvad arbejde han som?" Lidt flere oplysninger kunne ikke skade. Slet ikke hvis hun skulle undgå at få sig selv fragtet tilbage til hendes kære mormoder før hun fik opnået det hun ville.

Jacklyn var ganske social, det var bare ikke så ofte hun havde muligheden for at være det. Selvom hun havde sin lille butik som hun satte stor pris på, så var det ikke så ofte at de besøgende ligefrem blev siddende ved hende, men dette her var hyggeligt. Isadora virkede rolig og på ingen måde truende, man vidste jo aldrig i denne her by, hvem der var ven og hvem der var fjende.
"Ja bestemt... Selvom jeg gerne vil holde øje med hende hele tiden, så piller hun bare i tingene" sagde Jacklyn, det ville være et stort arbejde at have Althea hernede, så at hun endeligt havde fået Gilbert til at forstå hvor vigtig en barnepige var, det satte hun stor pris på.
Hun smilede forsigtigt og nikkede så, lod samtale emnet ligge. Det var jo heller ikke sikkert kvinden ønskede børn, Jacklyn anede jo knapt selv hvad hun ønskede i sit liv.

Hun smilede kort: "Ja, jeg tror han ville være glad for et arbejde" sagde hun ærligt, som hun fortsat syede imens de talte: "Han er dusørjæger... Men der er vidst ikke så meget at.. jage for tiden" sagde hun i et barmhjertigt smil.
Judas var en god mand, der desværre bare havde haft et alt for svært liv, og Jacklyn ville oprigtigt ønske hun kunne gøre han liv lettere på en eller anden måde, men måske hun burde få styr på sit eget først: "Jeg kan sende bud efter ham, hvis du ønsker?" sagde hun i en rolig stemme, og lod blikket glide over kvindens ansigt.

Isadora lod en let latter følge de sigende ord. Børn var vist bare sådan og det gjorde det nok ikke nemt at få noget for hånden med et halvt øje hele tiden på noget andet. Et held for den anden at hun havde en der kunne se efter den lille. Hendes egne ord fik så til gengæld lukket den samtale ganske effektivt ned. Det havde kun været tiltænkt det sidste og de ikke helt velkomne personlige spørgsmål,men det gjorde hende ikke så meget det blev helt, skønt stilhed gav plads til tanker og dem forsøgte Isadora en smule at undgå lige nu.

De var der dog konstant og kun mere fokuserede, som det andet emne gled over i ren alvor og hun fandt sig selv fortælle mere end hun måske burde. Det var dog et overmåde fristende tilbud at tage imod hjælp og ikke spilde unødig tid med selv at jage rundt i blinde. Problemet var blot at hun så skulle stole nok på en anden og fremmed til at rejse med ham.
Omtalen af hvad han lavede gav en komplikation mere til overvejelsen, men en Isadora hurtigt manede til jorden. Dusører var på folk der havde gjort noget - ikke bortløbne frøkener der burde vide bedre. Et møde ville dog give hende mulighed for at se ham an uden at forpligte sig til noget. Se hvad hendes fornemmelse af ham var. "Han er i byen? For så må du gerne. Han lyder som en god mulighed til at spare tid på rejsen." Det ville også betyde mødet muligvis ville være her, hvor der var en de begge betragtede som 'sikker'. "Og tak. Jeg havde slet ikke tænkt i den retning i forhold til at finde Will."

Jacklyn forsøgte virkeligt ikke at overtræde kvindens grænser, men hun var så nysgerrig og interesseret i mennesker, måske i mangel på social kontakt i hverdagen. Hun vidste dog at hun hurtigt fik sagt alt for meget, og som kvinden ikke sagde mere, smilede Jacklyn bare til hende og fortsatte sit arbejde i stilhed.
Jacklyn var altid så bange for at dumme sig, snakke for meget eller gøre et eller andet upassende, nu hjalp det jo heller ikke at man havde nerver som en nervøs chihauhau, og hun hoppede hurtigt op hvis nogen hævede stemmen overfor hende eller virkede truende, sådan var det nok når man levede sammen med en mand som Gilbert.

"Du kan roligt stole på ham, han er en god mand" sagde hun roligt, ja hvorfor skulle kvinden dog også stole på en eller anden tilfældig anbefaling hun fik stukket for hovedet? Men Jacklyn vidste nu engang at hun kunne stå indefor ham: "Han var her i går, så jeg tror ikke han er nået så langt" sagde hun i et smil og løftede jakken op for at kigge lidt nøjere på den, det var slet ikke så tosset og det begyndte da at ligne for.
"Jeg finder lige noget pergament papir.. Kan jeg byde på en kop te?" spurgte hun, når hun nu alligevel skulle op i huset kunne hun jo lige så godt tilbyde lidt varmt.