Retinentia så dovent frem for sig. De giftgrønne øjne kedede sig, som mændene gik omkring hende med deres fakler. Den lille hud skinnede næsten som ildens varme lys ramte den, og gav hendes hår en mere skræmmende fremtoning. Men hun sad roligt med hænderne bundet foran sig, ikke spor bange for de mænd der mente at de havde fanget sig en vaske ægte guldvare! De kunne sælge hende, få tjent gode penge og måske kunne nogen finde hendes navn og tage hende i trældom. Det var da alt sammen så vanvittig fint.

Retinentia lænede sig tilbage op af træet de havde placeret hende op ad og faldte mere og mere i staver. Faktisk lykkedes det hende at falde i søvn, og først vågne igen i nattens mørke timer. Ilden fra et bål gnitrede og hendes hænder var stadig bundet. Det lille stykke tid endnu, før hun behændigt og øvet fik sine håndled fri, rejste sig og listede væk fra de sovende og umådelig dumme mænd. Nogen gange var det nemmere bare at lade sig fange og derefter gå i fred og mag.

Herefter lå ruten fastlagt til at komme et stykke væk, finde sig noget læg og ellers ligge sig til at sove igen - hvis det var muligt. Nåede hun en by var en kro nok mere indbydende.
Skæbnen denne sene aften, tidligere nat nok nærmere, at hun ankom til en by. Stille by, hvor der ikke var mange sjæle ude på denne tid. Hvad spændende kunne der være at finde her.

Valkar rettede på sin jakke, i skæret fra månens blege lys. Hans mørkebrune hår blev rettet til så det atter sad som det skulle, og med det forlod han oldermandens datters gemakker. 
Ahh det var altid en fryd at indfri den slags begær hos folk! Samt at have oldermanden på hans side ville være ganske praktisk i det lange løb. Han var trods alt rådgiver i Lazura. 
Landsbyen han befandt sig i, var på ingen måde den største af sin slags, ej heller synderlig vigtig. Men de små slidte træhuse gemte på en hemmelighed... Han kom oprindeligt fra denne landsby. 

Det havde taget ham flere år, men alting pegede på at han stammede her fra. Så med faste skridt begik han sig ud i natten, på jagt efter det han havde mistet. Som han gik blandt de små huse, vællede frustrationen frem i ham. Der skete jo intet! Intet i denne gudsforladte rede af middelmådighed! I ren afmagt hamrede Valkar in handske klædte næve ind i et træ. Og med et løb det ham koldt ned af ryggen, der var et eller andet bekendt ved det her, men han kunne ikke sætte en finger på hvad det præcist var.  Træet var gammelt og dødt, det meste af barken var faldet af årenes løb. Dets krogede grene ragede op mod himlen, som en heks forvitrede fingre der greb ud efter den blege måne.
Valkar lod hånden hvile på det døde træ, hvad var der mon specielt ved det?

Sikke en rolig nat. Retinentia kunne gå i sine egne tanker, ned af stien uden rigtig at tænke over noget. Hendes tidligere tilfangetagere havde ikke opdaget hun var væk - og så længe hun nu kunne se byen. Kom tættere på den og bemærkede husene, jamen så var der heller ingen stor risiko for at blive indfanget igen.
Det taget i betragtning af hendes attypiske ydre med den lilla hud og det røde hår flettet i mærkelige fletninger, med dertil lige sære talismaner, hvis man som menneske så på hende. Hun stoppede op et par meter fra et træ en.. en engel måske, var kommet hen til. Og træet skulle da også have tæsk.

Retinentia kom med et let fnysende og lavt grin over det og rystede på hovedet. "Slemme træ. Jeg håber det fik hvad det fortjente" det var ikke ligefrem fordi træet så spor levende ud. Det havde en let aura af uhygge, men alt i alt, var det jo bare et dødt træ. De grønne øjne kiggede op imod himlen, betragtede månen, inden de fandt tilbage til manden. Hun lagde armene over kors og skubbede hoften let ud til siden. Se, det var jo ganske spændende. Hun troede kun der var små uvigtige mennesker i byen. Hun kunne ikke afholde sig fra at prøve at kigge. Forsøge at skabe sig adgang til hovedet, bare for et kort sekund. Man skulle jo snage.

Valkar drejede skarp hovedet mod den hånlige stemme. Han var ikke ligefrem kendt for at være glad for at blive forstyrret når han var i hans egne tanker, og slet ikke at tilfældige vild kvinder med lilla hud! Den lilla hud var dog ganske overraksende, han kunne ikke mindes at have mødt nogen med det før. "Hvad er du for et væsen?" Hans ord dryppede af irritation og magten der var lagt bag dem. Hvordan ville hun mon forholde sig til at føle et behov for at svare ham sandfærdigt? At det var det nærmest var det mest naturlige at svare?  Han så op og ned af hende. Hun lignede egentlig et menneske, men på ingen måde et der var civiliseret! Det primitive hårpynt, og de tilsyneladende ødelagte fletninger, understregede kun dette. Hendes øjne var dog nyde- Han nåede ej at tænke tanken færdig før at han var fanget i et minde...

"Så knækt, hvis du insistere på pigen ikke har lyst til sjov, må du tage hendes plads!" Sagde Ridder Hector med en rungende latter. Han stank af billig vin, med en snert af urin. Ridder Hector var bygget som en lade, med en enorm brystkasse, og fagret gyldenblondt hår, der blafrede fra hans hoved i natte vinden.
En yngre Valkar sad lænende op af et dødt træ hvis grene lignede fingre der rakte mod himlen. Hector åbnede sit bælte spænde og gik tættere mod Valkar, der ud af øjenkrogen så den omkring femten årige pige løbe væk, kiggende med et blik fyldt af afsky i deres retning. Han så ned, han viste hvad der kom nu, enten tæsk, eller at han ville blive tvunget til at åbne munden- 

Valkar blinkede forvirret med øjnene. Hvad var det lige der var sket?!!??

Retinentia lagde armene over kors og fnøs af ham. Kunne han ikke engang se det? Havde han været for længe i skyerne? Hun himlede håndligt med øjnende af ham, mens et irriterende smil holdte sig på hendes læber. Det var slet ikke svært at høre at han var irriteret. Det lille pus. Det var jo næsten synd for ham. men også kun næsten. "Det fleste ville kalde mig en kvinde, hvad synes du?" gav hun igen med en stemme der nærmest dryppede af morskab og håndlighed blandet i et, ikke helt forstående at hun havde været ærlig. Væsen var sådan et ord der var svær at præcisere sig med. Retinentia ventede pænt på at han var færdig med sit diskriminerende elevatorblik før hun låste sine øjne fast til hans. Hun spærrede dem mere op og lod sin evne tage over. Givende ham straf for det spørgsmål han havde mødt hende med.

Hun lod ham genleve smerte fra sin fortid, mens hun så på i baggrunden. Så hvordan denne store mand af et brød der tog for sig af godterne. Han tog hvad han ville have, og det måtte havde gjort ondt i sindet. I sjæl og krop. Udmygende. Det var altid sjovt at møde nogen hvis største smerte var udmygelse. Eller en af deres største smerter. Hun lod ham gennemleve det igen, langsomt og indtrængende.

Hun slap ham med sin evne, men holdte stadig hans blik. Hun smilede et nederdrægtigt smil. Hun var underholdt. Retinentia kunne så godt li at se hvad de små folk gik og gemte på.

Arrogance uden finesse, og ukultiveret hovmod. Ah Essensen af langt de fleste demoner. Om hun var halvt eller helt demon var på sin vis underordnet. Som det var, var hun lang underlegen hans andet demoniske bekendtskab, han var trods alt en mand af god smag. "Antageligvis ville nogen være villig til at bruge dig som senge varmer" svarede han med en afvisnede håndbevægelse. Dog måtte han anderkende at hendes sind var skarpt, da hun havde bidt mærke i hans ordvalg og brugt det mod ham. Måske var der mulighed for at han kunne få lidt morskab alligevel?

Han havde husket.. skammen, ydmygelsen der havde fyldt ham... Han rystede lidt ved tanken om det. Men, han havde husket det. Eller rettere, hun havde fået ham til at huske! 
Valkar gik hastigt med faste skridt hen mod hende, for at tage fat i hendes trøje. "Gør det igen demon! Giv mig mere!" beordrede han hende. Hans smil var overaskende bredt, hun kunne få ham til at huske! En ting der var en hver pinsel værd. 

Retinintia så underholdt på ham og lagde armene over kors. Umådelig underholdt. "Det er den værste indbydelse jeg i mit liv har hørt" kommenterede hun halvt i morskab. Oh de fine små mennesker, eller engel var han vel. Med deres sofistikerede tøjvalg, satte hår, og andre vaner som hørte den finere befolkning til. Måske hun kunne finde mere underholdning ved ham af netop den grund. Det var disse folk der holdt på de mest mærkværdige ting. Måske ikke det værste hun havde set, men mærkværdigt.

Hun ville ikke kalde det første for mærkværdigt. Det var en fysisk ting, for den ene part, og en meget dybtegående mental respons fra manden foran hende. Hans reaktion var imidlertid det mærkeligste nogensinde. De hastige skridt fik hende til at trække let tilbage, men ikke nok til at stoppe ham, som hans hænder greb om stoffet på overkroppen og holdte hende fast. Alt dette var ganske normalt. Især efter hvad hun havde set. Men. Men han så ligefrem glad ud. Retinentia så lamslået på ham. "Du vil have mig, til at gennemleve forfærdelige minder og smerter, fra din fortid. Frivilligt?" Retinentia var skæptisk. At han havde kaldt hende dæmon var den mindste overraskelse! Manden havde vel en hjerne.

Valkar fnyste og børstede fraværende jord af kappen "Baseret på at det ikke var en, så er det ikke overraskende" svarede han lettere irriteret. Demoner og deres evindelige påståede bedrevidenhed! Hvad de fik ud af deres små numre var udenfor hans interesse, frustrationen der fulgte dem derimod var en anden sag at ignorere. Det var situationer som denne hvor at ordenligt sofistikeret selskab var savnet. Men ak virkeligheden var at han var fanget i selskab med demon som legede vildmenneske.

Hans udbrud havde haft en meget spændende konsekvens, han på ingen måde havde forventet. Som han holdt fast i hendes lettere lugtende klæde, kunne han se forvirringen i hendes ansigt. Hun var overrasket! En åbning han var ganske hurtig til at udnytte. "Ja det det vil jeg, samt jeg vil hører hvad der er dit sande navn" det sidste emmede af magt og hans magi, og han smilede glubsk som han så mod hende.
Han viste ikke meget om demoner, andet end at de kunne bindes ved deres navn og hvis dette skete kunne de ikke skade deres nye herrer. Men hvad hendes navn måtte være var ham en gåde, en gåde der snart var løst.

Så skrøbelige væsner de da var. Hun var ikke sikker på hvad han havde været før, men en engel var ofte menneske før. De få hun havde mødt i sin levetid. Retinentia himlede morende med øjnende af ham. Så lette de da var at irritere. Bare fordi han ikke kunne håndtere hvordan en ordentlig kvinde fungerede, men var mere vant til de små pus af porcelænsdukker. Han ville blive overrasket hvis han så hvordan hun fungerede. Ikke at han fik lov. Han virkede for kedelig.

Retinentia stirrede på ham. Hvad i al. Så forvirret og overrasket, at hans spørgsmål, ligeledes kom nok bag på hende til at hun ikke fandt en løsning ud af den. Havde hun haft tid, og tankevirksomheden på rette sted, havde hun fundet en vej, men lige nu, reagerede hendes krop instinktiv med at svare. "Retinentia Doloranimus" svarede hun instinktivt og så snart ordene var ude af hendes mund, stod hun faktisk tilbage med den åben. Alt imens hendes blik gik fra forvirring til vrede. "Din modbydelige:.." hendes stemme kom ud som en hvæsen som hun rynkede næsen sammen i vrede, nærmest knurrende af ham gennem et udtryk. "Du snød mig!" Retinentia slog ham. Så længe han ikke havde taget navnet i brug selv, kunne hun godt skade ham. Og hun slog hårdt imod hans brystkasse, flere gange, lidt i et forsøg på at få ham til at slippe hende så hun kunne flygte væk fra ham. Hun skulle ikke være nogens slave!

Åh hendes reaktion på hans ord! Det glubske smil blev kun bredere som det gik op for hende hvad der var sket. Han kunne næsten ikke dy sig fra at lukke hendes mund for hende, men også kun næsten. Hendes navn havde en let besynderlig klang, det var næsten som at det skulle synges. Hendes ord var en fryd, at se den åh så arrogante demon snerre så hadet flød i stride strømme.
"Retinentia Dolor-ouph!" Hendes næve sendte luften ud af ham, så hans ene hånd slap hendes trøje. Insisterende lille forpestede demon! Som hendes næste slag kom, kolliderede det med en flade af gyldent lys der skærmede ham. Han brød sig ikke om at bruge den evne på den måde, men han skulle bare bruge et øjeblik... 
Valakrs øjne blev hastigt lukket og for et kort sekund afgav han et blændende skær af gyldent lys. "Retinentia Doloranimus"  Sagde han med med fast stemme, og en triumferne smil. Hah! Nu var hun hans! Hans legetøj, åh han havde mange idéer for hende, men der var nogle præserende ting der skulle ordnes. "Din første ordre bliver at du aldrig må forråde mig eller forsøge at bringe mig harme, både direkte og indirekte." En simpel ordre, men han ville ikke tage nogen chancer med hende, hun virkede alt for snu til at han turde undervurdere hende. Han ville aldrig indrømme det, men det var kun Chances gunst der havde skænket ham muligheden for at trælbinde hende.
"Din anden ordre bliver at få mig til at huske igen" Nogen ville finde ham sindsyg for at beordre hende til at fremtvinge forfærdelige minder. Men de var hans og han ville få dem tilbage, koste hvad det ville. 

Han nåede ikke at sige hendes navn færdig før hendes næve ramte ham i maven. Det var tilfredsstillende at høre ham miste luften, men desværre kunne hun ikke slå ham mere. Hendes næste slag blev stoppet af en lysflade der fik hende til at trække hånden til sig, og ryste den let, som svar på den overraskende og pludselige smerte ved at slå på noget andet end almen kød. Hun pressede øjnende sammen, blændet af lyset der kom fra ham, og løftede hånden op for at skærme øjnende mere. Derefter var det sket. Hendes navn var taget i brug, og hun mærkede den usynlige lænke binde sig fast i hende, som gjorde at hun var bundet. Bundet til ham i al evighed, med mindre han slap hende fri. Tanken om at være bundet til noget så ulækkert som et menneske, og endda en som var kommet tilbage med evigt liv. Det var modbydeligt og man kunne tydeligt se i hendes træk at hun ikke var glad. Men hun slog ikke. Hun var surt afventende.

"Javel, herre" det sidste ord blev sagt med så meget foragt af det drybbede af hende. Hun afskyede tanken, og hvis hun havde haft muligheden havde hun flået ham levende. Hevet huden af ham til der ikke var mere tilbage, så han kunne ligge of forbløde i umådelig smerte. Men det kunne hun ikke nu. Hans næste ordre fik hende til at tage en dyb indånding, inden hun løftede blikket fra at have stirret vredt ned i jorden, og så direkte ind i hans øjne. "Som du vil" hun spærrede dem op, og aktiverede sin evne. Tvang ham tilbage til et modbydeligt, ondt eller smertefuldt minde, der lå gravet ned i hans underbevidsthed og langtidshukommelse. Det var bare et spørgsmål om at grave grundigt nok.

Han sukkede kort, han skulle have gjort noget ved hendes opførsel, på et tidspunkt. Lige nu var hende foragt og afmagt sød musik for hans øre. Men med så mange ting ville det kede ham før eller siden, så det var noget der skulle rettes indenfor nær fremtid. Han tog en dyb indånding og gjorde klar til at huske atter en gang. Han var sikker på at det ville være modbydeligt at opleve, men det var hans minder og han ville få dem koste hvad det ville! Han mødte hendes blik lige på, uden at vise frygt for hvad der ville ske.

En sensommer nat blæste en mild vind, men ikke lindrendende og mild, nej modbydlige varm og med tyk med lugten af røg. Ridder Hector og Valkar red på deres heste så hurtigt de kunne mod kroen der stod i lys lue. Hvis bare han havde forlagt lidt mere af Hectors vin ville de have været der tidligere! Han havde dog stadig blå mærker fra sidst det skete... Men der var ikke tid til den slags tanker! De hastede mod den brændende kro, og ridder Hector brølede "Knøs! du tager hoveddøren, så tager jeg køkkenet!" Det løb Valkar koldt ned af ryggen, Cecilia sov er med de andre! Hector mægtig, men alligevel frygtede han at det ville fejle. 

Med et brag brød Valkar døren ind til kroen, det var et inferno derinde og med nød og næppe fik han reddet folkene derinde ud... Et skrig der skar gennem marv og ben kom fra bagsiden af, og Valkar indhyldet i sod og sved løb derom, med den rest af luft han havde tilbage. 
Hector stod der med en kro pige under armen, og favnen fuld af vin. "Godt klaret knøs" fnøs han med et selvtilfreds smil. Skriget var kommet fra Silje som stod og græd. "Hvor er Cecilia?!?!" skreg Valkar af hende, hun prøvede at finde ordne men de ville ikke ud. Det eneste hun fandt var tårer og modet til at pege  mod kælderdøren hvor der lå en brændende bjælke fra vægen.  

Valkar løb hen mod den men Hector greb ham i kraven "Så så ikke noget med at gøre noget dumt!" rungede det fra den brede mand.
Udmattelsen og afmagten svækkede hans krop som han havde dukket gift. Den unge kropiges skrig kunne høres hvor hun rædselslagen råbte på hjælp og på at Valkar skulle redde hende...  Han kunne have svoret på at han så Cecilias grædende øjne før kroen faldt sammen, og man kunne hører hendes sidste skrig...

Mindet var over, og han så mod hans demon. "Ingen hører om dette, og det er en ordre" kommanderede han strengt, Alt imens en enkelt tårer løb ned af kinden.

Retinentia så ligegyldigt på scenen der udspillede sig. Hun stod i sikkerhed bag sin evnes virkning, men tæt nok til at se alt. Nærmest mærke varmen fra flammerne som den yngre mand løb frem og tilbage. Gjorde sit bedste for at redde alle ud af den brændende bygning. De giftgrønne øjne skiftede over til ridderen. En fordrukken mand der tænkte mere på sine egne behov end andres liv. Hun havde set ham i minderne før, men gjorde sig ikke megen tanker. Det var for hende ligegyldigt.

Ganske tragisk. At miste nogen til et flammende inferno. At høre hendes skrig igen og igen. Fanget i den røgfyldte kælder. Brænde levende. Retinentia vendte tilbage til den virkelige verden med et veltilfreds smil på læben. Mens hun morede sig over hans smerte. Hun løftede øjenbrynene kort, nærmest som at løfte skuldrene. Hun var egentlig ligeglad med om at hun ikke måtte sige det til andre. Men hun kunne stadig sige det til ham. Med tåren der bannere sig vej, vidste hun at han var ramt. “Tænk. Hvis bare du havde været lidt hurtigere.. Lidt stærkere. Lidt bedre.” smilet var skadefro. Nok tilhørte hun ham, men det betød ikke at hun var tam. Hun udgjorde skade hvor hun kunne. Hans tåre havde vækket lysten til at pine ham endnu mere, selvom hun ikke kunne gøre det traditionelt.

Hendes ord bed som en slange mod hans allerede forpinte sjæl. Hun havde ret, han kunne have reddet Cecilia. Hvis ikke at det havde været for Hector... Når han lukkede lukkede øjnene kunne han stadig se Cecilias forpinte ansigts udtryk, det var hans skyld. Han havde fejlet hende, som han havde fejlet alle andre han havde haft kær... Et kort glimt af en dyb lilla kjole det faldt gennem natten, passerede for hans øjne. Ikke nu, og slet ikke med demonen i nærheden!
Men. Hun skulle ikke bestemme over hans sorg. Demon kællingen var hans ejendom og havde bare at makke ret!
"Jeg syntes du skal være sød ved mig nu, som en ung pige der er forelsket" kommenterede han tørt. Det burde gå tilpas meget imod hendes natur til at det ville bringe ham noget morskab. Samt distrahere hende nok til at han kunne samle tankerne igen.
De minder han havde fundet om sig selv gav ingen mening ud fra hvad han eller havde kunne finde om sit første liv... Han var så uselvisk, og det kostede ham dyrt hver eneste gang. Men det virkede som at han blot fortsatte? Det hele var så forbandet forvirrende. 
Valkar rystede kort på hovedet. "Kom med, til næste del bør vi være afsides"

Retinentia kunne ikke skjule det veltilfredse smil på sine læber, og tilfredsheden i de giftigt grønne øjne. Hun nød at se andre i smerte. Hun nød når hun gav den følelse til folk, og han var så tydeligt i smerte. Forpint over denne tøs' skæbne i en brændende bygning. At han ikke kunne redde hende. Det var jo nærmest sødt. Men hendes ganske svage smil falmede, og øjnende blev stikkende onde igen, som han udtalte sine næste ord. Det.. Det mente han bare ikke.

Der gik en nervøs trækning igennem hendes ansigt. Hun vidste ikke hvad det ville sige at være forelsket. Specielt ikke som en ung lille tøs der vimsede omkring folk som hun havde set pigerne gøre i den lille skrøbelige klan hun var opvokset i. Her indså hun at det var præcis hvad han ønskede. At hun skulle underkaste sig og se på ham som var han guddommelig. Retinentia trak næsen sammen og skulede ondt på ham. "Det gør jeg ikke!" knurrede hun, selvom hun godt vidste at hun i realiteten ikke havde noget valg. Hun kunne ikke ændre hele sin personlighed. Men det var heller ikke en direkte ordre. Han synes bare det var en god ide. Men der var stadig noget underliggende over det. Hun kunne mærke virkningen i kroppen. Den forbandede magiske binding han havde skabt. Zaladin tag ham!

Så hun gjorde det faktisk. Hun kunne ikke slippe den vrede der skinte i de grønne øjne, men hendes træk blødte op, hun lagde hovedet på skrå og kiggede afventende på ham. Som havde hun kun ham i hele verden at tænke på. Hun fulgte lydigt med, nærmest sværmende tæt på ham, givende den effekt et forelsket lille truntebarn ville gøre, og hun hadede det. Hvordan hun var nødt til at opføre sig hengivende og forblændet af charme og det alt for perfekte udseende, mens hele hendes krop skreg af vrede over det. "Javel, min gode herre" ikke engang i hendes ord kunne man høre spydigheden. Den eneste afsløring, var øjne der praktisk talt kunne havde været ren gift lige nu.

Lavmeldt ekkoede Valkars latter i gennem dem sovende by. "Åh jo du gør" hans stemme emmede af hån og overlegenhed, hun var hans til at lege med, om hun ville det eller ej. Hendes ansigts udtryk var fantastisk at se på som det gik op for hende hvad hans ordre havde betydet.
At se hende krybe foran ham ville være utroligt tilfredsstillende, især hvis der bare var en snert af hendes stædighed tilbage. 

Ændringen i hendes væremåde var en fryd at se. Væk var den arrogante demon kælling, og nu en frisk vildpige der var faldet for civilisationens gesandt. Men skærret var der stadig i hendes øjne. Med en afdæmpet klukken rakte han hende sin arm og førte hende ud i skoven.
Stien de gik af var tydelig selv i skæret fra den blege måne, det var et ganske specielt sted for de lokale, det var der hvor unge elskende listede hen for at mødes hemmeligt. Stedet var en lysning hvor der engang havde været en stor sten, som til Valkars forundring var forsvundet. Ikke at det skulle stoppe ham for at få sit sjov. "Kys mig kærligt, som du elsker mig" Han smilede glubskt i hendes retning "Og nu hvor du er igang, så vær så venlig at afklæde dig dine klæder"

Hvordan hun havde været så uheldig at støde på så modbydelig og selvhøjtidelige person, var hende lige nu en gåde! En irriterende, stærkt belastende og vredeinducerende gåde! Hvis hun kunne, bare kunne! Hvade hun flået hovedet af ham. Det hånlige grin der gav ekko i den sovende by omkring dem, fik hendes øjne til at blive smale. Men hun var nødt til at holde masken nogenlunde. Holde masken af en forelsket lille pige der forgudede ham, hvorimod hun i virkeligheden forbandede ham så langt ned i Zaladins fængsel som det var muligt at komme!

Retinentia tog imod hans arm, med en blidhed og sødme der for hende var direkte kvalmende, men nok normal at se i tossede menneskebørn! Det var ulækkert. Specielt som hele området de gik igennem emmede af alt dette kærlighedspjat som mennesker hengav sig sådan til. Hun forstod den fysiske del ganske fortrinligt, men at man dånede sådan over hinanden, var direkte.. nej.
Noget manden så ud til at finde stor morskab, og måske endda nydelse ved at tvinge hende til at udføre. Om det var fordi han ønskede en falsk hengivenhed eller det blot var for at se hende lide, men noget i hans væremåde sagde hende, at han klart ønskede kontrollen. At hun var den lille. Og hvordan blev man det? Ved at den anden underkastede sig.

Det gav en træk, et svagt tick, i hendes øje, som han stod der med sit glubske ulvegrin, og ville have hende til at gøre ting der ellers ikke ville falde hende ind. At smide den lasede kjole, var ikke nogen udfordring eller prøvelse. Faktisk blev det gjort, mens hun holdte hans øjenkontakt, indgående. De grønne øjne var ikke færdige med at have vreden i sit glimt. Kjolens frafald afslørede den lilla hud under, hvor hvide anmærkninger, hvide tattoveringer af fjer, fyldte hendes krop. Det havde været sharmanens ide, Retinentia havde ikke gjort indvendinger. Herefter kom prøvelsen. Hun havde ikke lyst til at blive til den lille. Til at underkaste sig, ved at opføre sig som en forelsket teenager, men en ordre var en ordre. At elske en anden person var ukendt, men hun gengav hvad hun havde set andre gøre. Lod tynde fingre kærtegne hans kæbe, inden hun ved at stille sig på tæer, nåede op til hans læber. Der var en skræmmende blidhed over hendes læber, som lod den skjulte hungren hun forventede en person der elskede den anden, havde i sig, kom frem.

Vreden i hendes øjne holdte ham varm som flammen fra et midsommer bål. Dog kunne han ikke andet end undre sig over alle tatoveringerne af fjer. At bede hende om at kysse ham var at lege med ilden, han havde ingen andelse om hun havde andre evner end dem hun havde vist indtil nu. Men i dette øjeblik var han ligeglad med at brænde sig. Han havde allerede oplevet et af hans livs lys brænde ud i nat.

Hendes kys var bedre end han havde ventet, blidt men med en kant. "Fortæl mig om dine tatoveringer" beordrede han hende. Som han afklædte sig første sin frakke og dernæst sin skjorte. Månelyset strålet faldt over dem og afslørede de mange ar der lavede mønstre på hans ellers veltrænede brystkasse. De to mest iøjnefaldende ar var to store trekantede ar over hans hjerte, som nogen eller noget havde gennembordet hans brystkasse. 
Valkars øjne gled ned over hende hendes krop, hun var bedre sat sammen end han havde vente, men ganske brugbart, det gjorde kun den næste del mere spændende.
"Giv mig nydelse, jeg skal nok sige hvornår du skal stoppe" beordrede han dernæst. Hun skulle nok underkaste sig, når han for alvor gik i gang med at knække hende, for lige nu. Der legede de jo blot.

Havde Retinentia haft en evne der kunne på en eller anden måde, bevidst eller ubevidst skade ham, ved berøring havde hun ikke været i stand til at læne sig ind og røre ham. Hun ville næsten ønske hun havde. Hun var ikke frastødt af ham, han var ikke grim - faktisk var han for fin i sine træk til at hun helt fandt ham interessant ved første øjekast. Det var mere situationen. At han havde styrringen og kunne dreje hende rundt om sin lillefinger blot ved at knipse med fingrene. Hun hadede det.

Et had der mistede lidt af sin kraft, for at blive erstattet af en kort forvirring. Hun drejede de grønne øjne ned af sig selv. Fjerene sad med jævne mellemrum, men fulgte kroppen. Komplimenterede den nærmest, på sin egen unikke måde. "En sharmankvinde lavede den på mig. Som belønning når jeg gjorde noget rigtigt i min barndom." Hun talte som havde hun ingen følelser omkring den. Hun havde på ingen måde haft et familieforhold eller varme følelser mod den gamle sharmankvinde, men derimod udnyttet hende for hendes viden og kundskab. "En måde at snyde resten af stammen. Lade dem tro at deres lille velgørenhedsprojekt voksede op til at blive en varmhjertet og hjælpende sjæl." Et krusset smil på frem på hendes læber og et lynende glimt nåede frem i de giftgrønne øjne. "De tog fejl." Hendes hud ejede ingen ar, den var glat og pæn, og så overraskende blød ud som hun stod der, foran ham, umærket af temperaturen omkring dem.

Øjnende blev løftet igen, fulgte hans bevægelser ved at tage frakken af. Irritationen og glimtet af vrede var tilbage i hendes træk. For en stund, til hun rent faktisks opnåede at blive overrasket. Et øjenbryn løftede sig let som månelyset afslørede at den alt for pæne mand havde sit at gemme på. Ar der pyntede den veltrænede brystkasse, og fik dæmonen til svagt at åbne munden. Det havde hun ikke regnet med.

Denne distrahering var også nok til, at hun faktisk ikke helt lod sig mærke af at det næste var en ordre. En ordre han ikke behøvede at give hende. Hun blev nysgerrig. Hvor meget hun egentlig hadede manden foran sig allerede, var der ikke langt fra frustration til at søge den bedste måde at forløse den på. Og siden hun ikke måtte slå.. Hendes fingre var hurtig til at finde frem til brystkassen, følge muskulatur og ar, insisterende. De dyriske instinkter havde altid lagt tæt på overfladen hos Retinentia, og der gik heller ikke lang tid fra hendes fingre havde bevæget sig over et område, før hun lænede sig frem og lod sine læber og tunge følge ned over den blege hud, følge ned af kroppen. En svag irritation over at han fik vækket den interesse i hende, kunne dog ikke undgå at blande sig ind.

Valkars ene øjenbryn løftede sig let over hendes svar. Hun var tilsyneladende et fordækt væsen, ikke overraskende. Men let en skam at det blot var lånte fjer, i det mindste fik det hende til at se mere interessant ud. Han måtte dog anderkende hendes evner til at manipulere, da det trods alt kræver noget at få en hel stamme overbevist om at man er af et andet sind, end det man sandfærdigt er. Der var ingen grund til at kommentere på hvad hun havde sagt, hun havde blot fortalt ham hvad han havde ønsket at hører.

Åh hvilken fryd det var at se hende blive overrasket. Det at hun ville have ham gjorde det kun mere morsomt når hun opdagede det. Men det var som det skulle være, hun var hans tjener nu og det var kun passende at hun var forgabt i hendes herrer. Selv hadet der måtte følge over denne betagelse ville være fantastisk at følge, og hvis det ikke kom måtte han så det i hende selv.
Hendes berøring var langt mere behagelig end han havde ventet for så beskidt et væsen. Det var ikke helt som det forelskede tøsebarn han havde beorderet hende til at være, men gjorde ikke noget, hendes egen lyst var morsom at opleve. Og overaskende smittende, da hans hænder af sig selv åbnede hans bælte så hun kunne komme til. Hvorefter hans hånd greb hende bestemt om nakken, og guidede hende længere ned, hun havde et arbejde at udføre.