Sådan en dag havde Adannaya ikke forudset at det ville have blevet da hun forlod sine forældres hus denne morgen, men ikke desto mindre var det sådan det var endt. I morgenens blege lys havde den unge kvinde nydt følelsen af dagens første solstråler, som hun sad ved sit åbne vindue og flettede sit hår. Med varmen i luften havde hun besluttet sig for en dybt blå kjole, hvis kanter var pyntet i smaragdgrøn silke, der i solens stråler havde skindet, som var det ægte ædelsten der prydede hendes kjole.
Som hun havde forladt det lille byhus, med sin stok, var et tyndt sommersjal hurtigt blevet svinget over hendes skuldre, og hun havde næsten danset lykkelig ned langs gaden.
Adannaya havde sjældent følt sig så rask som hun havde denne morgen, og følelsen havde bragt liv til hendes lystige humør. Straks som hun var vågnet var hun inspireret til at tage en tur på markedet og kigge på træskærerier og simple smykker.
Som timerne gik var dagens muntre start dog gledet over i et noget overskyet vejr, og før nogen vidste af det havde skyerne grædt sine tåre ud over byen.
Den lange tur hjem havde gjort Adannaya kold, og inden hun var halvvejs hjemme fandt hun sig selv her. Med front mod en kro.
Selvom hun sjældent tog sådanne steder hen, så var det ikke første gang hun var på kro, hun havde trods alt været ude og se lidt forskelligt med sin morfar, kroer var en del af det.
Det betød imidlertid ikke at Adannaya sådan brød sig om kroer, hun foretrak at holde sig på god afstand af dem, men hendes situation indbød ikke til at hun fortsatte sin gåen.
Med et tøvende blik på en tyk vandstråle der gled fra tagets kant, og plaskede hult som den ramte stenene, bevægede hun sig ind på den lille kro.
Det første der mødte hende var varme, noget hun var uendelig taknemmelig for lige nu.
Det næste hun lagde mærke til, som døren faldt i med et smæk bag hende, var den sjappende lyd hendes sko lavede mod det hårde nedslidte plankegulv
Det var ikke en voldsom stor kro, ej heller voldsomt befolket, og som hun med sænkede hoved bevægede sig op mod baren for at bestille, lagde hun mærke til at der kun var en håndfuld mennesker spredt ud over 2 af de 10 borde. Adannaya vidste ikke hvad hun havde forestillet sig, sidst hun havde været på kro havde det været aften, så der havde naturligt været flere mennesker. Der havde også været en til at passe på hende. Nu følte hun sig bare uendelig lille, som hun skuttede sig af kulde, i det lille lokale.
Da hun nåede baren fik hun stammet sin bestilling frem over hendes frosne læber. Og da et varmt krus saft blev placeret foran hende tog hun det med over til det hjørnebord hun havde udset sig.
Hun prøvede desperat ikke at gøre sig bemærket, som hun sippede den varme saft, og prøvede at få varmen tilbage i hendes spinkle krop.
Hendes stok stod pænt lænet op af bordet til hendes højre side. Forladt af hendes hånd, som hun flettede fingre med sig selv rundt om kruset, for at genoplive hendes frosne fingre