Cathrine rettede sig op. Hun rejste sig ikke hun forholdt sig roligt, trods alle hendes instinkter fortalte hende at hun burde gemme sig bag et eller andet, eller løbe i den stik modsatte retning af ham, til verdens ende. Hun blev dog en lille smule mere anspændt end hun havde været før. Det hjælp nok at hun vidste at han ville reagere kraftigt på det, og det var også derfor hun ikke gjorde noget nu. Det var ikke frygt der kunne ses i hendes øjne, men alvor. Hun vidste dette var alvorligt. Det havde hun gjort hele tiden, og derfor havde hun ikke tænkt sig at latterlig gøre sig selv ved frygt. Selvom den skreg dybt inde i hendes overlevelses instinkt.

”Jeg læste i den. Ca. alt det fra bogmærket.” Sagde hun. Hendes stemme var mindre rolig og mere hård nu, men ikke bange.

Det var nok det værste hun kunne havde sagt. Nej, nok ikke det værste. Der var en ting hun kunne havde sagt, der virkelig havde fået ham til at miste besindelsen. Et enkelt ord, der ville få ham til at hade alt og alle for evigt og altid, med midlertidig virkning. Ikke et ord, et navn. Han sagde intet. Han stampede bare forbi hende, hen til hoveddøren, og rev den op med sådan en kraft at hængslerne næsten var blevet revet ud af væggen. Solen var stadig oppe, og han kæmpede for at holde sit temperament i ro. Ved at minde ham om den passage af den bog, havde hun opfrisket hans had til hende og alt levende. Nu var hun dog ikke længere levende, men han var ligeglad med detaljerne. Han havde bare brug for at hade alting.
En skæv strippe fra den brændende globe, oplyste trappen, men Alzeid stod i skygge fra døren. Der var en enkel plet med skygge, der ville forblive i skygge, i hvert fald lidt endnu.
”Farvel Green!” Hans stemme var bestemt, og det var tydeligt hvad han hentydede til. Der var ingen grund til at dette ikke kunne blive gjort som en gentleman, selvom det var tydeligt at han boblede af raseri.

Cathrine fulgte ham med øjnene da han gik op af trapperne og åbnede døren. Lyset væltede ind selvom overhalvdelen af trappen var i skygge. Hun blinkede lidt for at væne sig til forskellen der pludselig var kommet.
Ikke så godt kunne hun ikke lade være med tænke. Sært nok var hun faktisk ikke bange, ikke for hvad der ville ske. Ikke for at hvordan det ville ske, men måske en smule bange for smerten. Så igen, sagde hun til sig selv, hvis hun skulle dø, så ville hun faktisk gerne dø i sol. Hellere det end mørke. Ville hun faktisk gerne dø? Ja hun ville i hvert fald gerne være fri og det blev hun vel, teoretisk set, hvis hun døde en gang for alle? Cathrine begyndte langsomt, roligt at gå op af trappen i skyggen. Da hun kom helt hen til ham stoppede hun op. Hun vidste ikke rigtig om hun burde sige et eller andet til ham? Om hun skulle bede om forladelse, eller om hun overhovedet havde lyst til det.
”De er en meget besynderlig person” fik hun sagt. Hun vidste ikke helt hvorfra det kom, men det var nok en blanding af hendes undren og en blanding af hendes had til ham.
”Hvorfor alt det besvær først, hvis De bare vil dræbe mig?” det ville hun oprigtigt gerne vide. Det var ikke noget hun sagde for at rede sit eget skind.

Man kunne tydeligt høre lyden af hans hånd der strammede grebet om dørhåndtaget. Det var lyden af en handske, der knagede fra friktionen. Det lød lidt som… Faktisk var det en meget unik lyd. En lyd, der ikke kunne sammenlignes med så mange andre. En simpel lille kombination af lydbølger, der gav et anderledes indtryk. Dog blev dette lille fascinerende emne overset af manden, der forårsagede lyden. Intet kunne aflede hans opmærksomhed.
”Fordi jeg er et gammelt fjols, der burde have lært aldrig at stole på en Green.” Lyset på døren fik mørket omkring ham til at virke mere komplet, selv for nogen med deres syn var der dunkelt hvor han stod. Det eneste, der var klart og tydeligt var hans røde øjne. ”Jeg retter bare en fejl, en gang for alle.”

Det slog hende lidt. Og hun vidste ikke umiddelbart hvad hun skulle sige til det. Hun var sådan set lidt paf og målløs nu. Stole?
”Stolede De på mig? De har ikke rigtig givet mig nogle grund til at stole på Dem. Hvorfor skulle de kunne stole på mig?” Det var logik i Cathrines hoved. Hun vidste ikke, med hans, åbenbart lidt forskruede verden.

”Jeg ved ikke hvad nogen i min familie har gjort Dem, og De vil ikke sige det. De straffer mig uden jeg ved hvorfor. Hvordan kan De stole på mig?” hun talte mest egentligt højt til sig selv, men hun forstod det virkelig ikke. Ikke noget af det. Det gav ikke mening. Hun vidste det nok også havde mere om det hun havde læst at gøre, men hun vidste ikke helt hvordan?

Hans øjne blev smallere, og han hans blik blev farligt. Mest af alt lignede han en slange, der gjorde sig klar til at bide efter sit bytte. En giftig slange. En giftig slange, der godt vidste hvor giftig den var. Døren knagede til en grad hvor man kunne bekymre sig for om den ville knække over i to. Hans greb blev fortsat strammere.
Han gad ikke svare på hendes spørgsmål om tillid. De virkede bare så barnligt tåbelige at han ikke kunne nedværdige sig selv til at skære det ud i pap for hende.
”Ja Cathrine, hvordan kan jeg det?” Han kiggede fortsat på hende. Han gad ikke mere. Alt for længe havde han været besat af dette. Alene og aflåst havde hans had intet andet at gøre end at slå rødder og vokse. ”Gå selv, eller jeg smider dig ud af døren!” Solen var ved at gå ned ude i horisonten, og snart ville den ikke længere kunne gøre skade. Han var i øvrigt også ligeglad med om hun døde der på stedet, bare hun aldrig behøvede at være en del af hans liv nogensinde igen.

Cathrine så på ham lidt tid. Kikkede på ham for at prøve at forstå. Hun vidste godt at hun nok ikke skulle have læst det (after all)( øh..ord mangel), men nu havde hun gjort det. Hun overvejede hvad der ville ske, egentlig, ville hun bare blive til aske, sådan puf? Eller ville hun langsomt brænde op? Hvis noget så helst det første tænkte hun. Dog koncentrerede hun sig om ilden. Hun ville prøve at kærme sig selv for solen, hvis hun kunne. Ingen grund til bare at dø hvis man godt kan overleve.
”Farvel så” sagde hun overraskende roligt. Hun kastede sit lange hår om bag skuldrene og begyndte at gå. Som man så hende her, så hun helt utroligt smuk ud. I lyset fra himmelen hvor solen stadig var oppe lidt i nu, men hendes mørkerødlige hår og den blege hud. Hendes slanke stærke silhuet brød det dødbringende lys hun var på vej ud i.

((godnat)) :D

Han sukkede opgivende. Trætheden havde overvældet ham som et stenskred på en bjergside. Han lå begravet i den, ude af stand til at kæmpe imod eller gøre noget. Hvorfor skulle det være så svært? ”Hvad har jeg nogensinde gjort for at fortjene dette?” tænkte han opgivende, selvom han af hele sit hjerte ikke ønskede sig at få svaret.
Han lagde roligt en hånd på hendes skulder før hun kom ud i sollyset, og med et kraftigt ryk hev han hende tilbage. Langsomt lukkede døren af sig selv, og han hev hende ned af trapperne. Mørke begyndte at omfange døren. Mørke, der var så dunkel, at selv væsner der levede i og af mørket, ville stirre sig blind i et forsøg på at kigge igennem det. ”Glem at jeg nogensinde sagde noget..” Han lød træt og forvirret, lige på kanten til at blive vred på en eller anden. Uden flere ord gik han over til kaminen, og lod sig dumpe ned i sofaen. Måske havde han lyst til at snakke med nogen. Det var svært at sige, for han havde aldrig haft sådan følelser i sig før. Alting havde altid været så enkelt og let for ham. Han havde altid lyttet til sine instinkter. Alting havde været sort på hvidt hele hans ’liv’, så hvorfor var han så i tvivl?

Med de mørkerøde vampyrer øjne tog det ikke lang tid for Cathrine at vende sig til mørket. Hun missede et par gange med øjnene og så så hun perfekt i den ligesom var det en helt normale lys dag. Hun stod lettere forvirret hvor han havde hevet hende hen uden at røre på sig. Hun vidste slet ikke hvad hun skulle tro om alt det her. Hvad var denne mand for en?

Den svage ild i kaminen der havde været da de gik slukkedes lidt pludseligt og mørket blev helt tykt. Cathrine havde på sin vis været glad nok for at se solen og hun havde jo beredt sig på at dø i det, så var hun nu lettet over at hun ikke gjorde? Hun var ikke sikker. Ville hun overhovedet havde dette ”liv”? Ville hun hellere havde kunnet forsvinde i det gode sollys og vende ryggen til alt dette mørke? Lidt tid stod hun og betragtede den store egetræs kiste der stadig lå på gulvet. Hun kikkede sig omkring o krypten på alle bøgerne, på det kolde sten loft og tæpperne på gulvet. Til sidst faldt hende blik på Alzeid i sofaen. Var det det her hun ville? Eller ville hun hellere ikke eksistere?

Tiden gik roligt af sted, som den altid havde. Minutterne bestod af tres sekunder, og sekunderne bestod af noget endnu mindre. Det hele var planlagt og målbart. Alligevel virkede de næste 5 minutter længere end normale minutter, og dette var en ting, der altid havde fascineret Alzeid, udover at han nu ikke brød sig om dem. Der var noget ondsindet hængende i luften mellem dem, som en dæmon, der først blev synlig når tiden flød langsomt.
”Jeg vil ikke slå dig ihjel, Cathrine. Jeg er ligeglad med om du lever eller dør, men jeg vil ikke være den der ender din tilværelse. Jeg vil heller ikke stoppe dig hvis du forsøger at gå ud af døren,” han tog den ene hånd til hovedet, som ordene gradvist formede sig i hans hoved. Det var tydeligvis ikke noget han havde tænkt over før, da hans tale var langsom og med jævne mellemrum. Ord havde ellers altid været noget der tilkom ham let, bare ikke denne gang. ”Vi er ikke udødelige fordi vi er svære at slå ihjel. Vi er udødelige fordi vi ikke kan dø. Hvis du går ud i sollyset, vil din krop brænde op og forsvinde, men din sjæl vil aldrig slippe fra infernoet, hvor end den måtte være henne.” Det sidste sagde han meget trivielt, tydeligvis ikke klar over det. ”Du slipper heller aldrig i lå fra solen i tide, for du har ikke midlerne til at forsyne din egen krop med den nødvendige energi til at blinke. Jeg forsyner dig stadig med den energi du behøver, og kommer jeg for langt væk, kollapser din krop og du vil bare kunne se til mens solen står op.
”Lav nu dit valg, menneskebarn, og lad mig så ikke høre mig fra dig.” Han var tydeligvis overbevist om at hun ville trave i døden, selvom der var varslet om lidelse i store mængder, men det ville han kunne leve med. Han havde et forskruet sind, der for længst var blevet formørket af de dunkle skygger fra hans fortid. Og hvis hun døde ved egen hånd ville han endelig kunne slappe af og tænke væk fra de tænker, der havde optaget hans sind i hundrede år.

Viserne der tikkede på de store bornholmer ur kunne tydelig høres gennem krypten og selv de virkede til at være langsommere end de plejede. Længe tænkte Cathrine over Alzeids ord og hvad hun skulle gøre. Hun ville ikke dø. Hun ville stadig være der. Men ikke fast? Alt dette forekom meget abstrakt for Cathrine men hun fulgte tankerne. Selvom hun ikke ville leve på denne måde, var tanken om at ”leve” på den måde han beskrev ikke meget mere fristende. Faktisk meget mindre fristende.
”Jeg vil ikke kunne holde ud bare at kikke på” mumlede hun så. Egentlig bare som en konstatering til sig selv, men højt nok til at Alzeid nok godt ville kunne høre det. Cathrine havde tænkt tanken igennem et par gange og nåede frem til, at det værste for hende ville være bare at kikke på. Se på, men ude af stand til at reagere. Måske var hun anderledes nu. Fysisk og nok også en del psykisk, men ingen af de kæmpende dele i hende kunne holde tanken om at være magtesløs ud.

Han sagde ikke noget. Den eneste lyd der forlod hans strube, var et kort grynt, hvorefter stilhed sænkede sig omkring ham. Han var nu tydeligvis klar til at smadre uret med al sin monstrøse styrke, men han var for udmattet til at rejse sig op og gøre det. Det svarede lidt som når man vidste man havde brug for noget, men bare ikke rigtig gad. Utroligt irriterende, og han overvejede sine forskellige muligheder. Beklageligvis faldt ingen af dem i hans smag, og han blev siddende med lukkede øjne og foragtede stilheden. Langsomt begyndte hans tanker at vende sig mod noget han havde spekuleret på tidligere, men bare ikke rigtig været i stand til at formulere i ord der ville give mening. ”Hvordan… er solen..?” (har jeg spurgt om det før? Jeg får en skræmmende fornemmelse af deja-vu) Hans stemme var forsigtig, som var han bange for at sige noget forkert, men utålmodig nok til at spørge hende om det, mens hendes hukommelse stadig var frisk.

Stilheden dundrede i Cathrines øre i en pinlig tavshed indtil Alzeid var den første til at sige noget. Spørgsmålet var ikke ligefrem et hun havde være parat på og hun måtte tænke over det et stykke tid, hvor kun det larmende ur kunne høres før hun svarede.
”Solen er…” Hun stoppede op før hun sagde noget. Hun vidste end ikke hvordan hun skulle forklare den ting der havde betydet mest for hendes tilværelse.
”Solen opmuntrende.. Den ligger alt det mørke væk og gør folk trygge, som ikke kan være det i mørke. Den varmer når man fryser. Den giver kraft og liv til planter og mennesker. Uden sol kan de ikke leve. Så bliver de sindssyge og svage…” Hun kunne ikke rigtig komme på mere at sige, så hun håbede det var nok. Hun ville faktisk gerne svare ham ordentligt.

Han lyttede meget koncentreret, selvom det så ud som om han havde fået et pludseligt hjerteanfald og var død på stedet. Han var bange for at bevæge sine muskler, da han satte bevægelse i forbindelse med at folk holdt op med at snakke. De havde vel bare gjort det for meget gennem tiden, og da der ikke rigtig nogensinde havde været nogen til at lære ham i etiske regler ved sproget, måtte han jo bare drage sine egne konklusioner.
Han fnøs kort. Det var ikke et fornærmet fnys, men den lyd nogen laver, når noget ikke helt er sjov nok til at grine af, men heller ikke dum nok til at lade være. Det var sådan en lyd man brugte når man så på gamle billeder af sig selv eller sin familie, eller lyttede til en dårlig vigtighed.
Tanker fløj igennem hans hoved som sommerfugle på en græsfuld eng, men han vidste alligevel ikke hvad han skulle sige, eller om han overhovedet skulle sige noget. Roligt sagde han med en kynisk stemme. ”Lyder overvurderet.”

Cathrine vendte ham ryggen og kikkede ind i stenvæggen. Hun sukkede og prøvede at slappe af. Der var ingen grund til at blive vred. Hvorfor blev hun så… Pirret af det? Bare af at han ikke forstod solens betydning. Hun brugte den tid hun skulle på at falde ned igen, selvom hun ikke forstod hvorfor hun var blevet pirret.
”Ikke for mennesker. De dør uden..” Svarede hun og vendte sig så om. Hun kom pludselig til at tænke over noget hun ikke havde tænkt før.
”Det må De vel også selv vide?” Tanken havde ikke strejfet hende, men nogen måtte jo også havde gjort dette her ved ham. Han måtte da vide disse ting selv? Cathrine vidste jo ikke specielt meget om sin nye egen race. Kun det hun havde oplevet og fået at vide af Alzeid.

I hans hoved havde samtalen pludseligt taget en vending mod noget han ikke så gerne ville snakke om, sig selv. Dette var både fordi han var paranoid og lettere sindssyg, men også fordi at hans totale og komplette isolation havde fået hans hjerne til at drage den konklusion, at han hverken var en spændende person eller havde noget at tilbyde verden som en større enhed. Af samme grund lavede hans øre et lille spjæt. Det venstre øre, for at være helt præcis, og dette gjorde det hver gang han genkendte en lyd, eller prøvede at komme udenom noget. Det agerede sikkert også sådan ved mange andre lejligheder, men ingen Alzeid havde lagt mærke til. Han tøvede ikke længe. Faktisk, så tøvede han overhovedet ikke. Han åbnede munden, men alt der kom ud, var en lyd, der mindede om en dæmpet og forvreden version af bogstavet a. Han tog en dyb indånding og lukkede munden igen. Efter et øjebliks overvejelse rejste han sig op. ”Vi har vidst snakket nok for i nat.” Men han lød ikke beslutsom eller dikterende på nogen måde. Han lød undvigende hvilket var meget tydeligt. Man kunne ikke ligefrem påstå at spørgsmålet havde fanget ham uforberedt, men alligevel havde han ikke haft tid nok til at forberede sin stemme til at virke upersonlig.

Et lille glimt kunne ses i Cathrines øjne. Hendes nysgerrighed var vagt, men hun holdt sig i skindet. Måske var det ikke tiden nu, men hun ville gerne vide mere om ham Han vidste trods alt, alt om hende, på et tidspunkt ville hun også vide noget om ham. Ellers ville hun ende med at kikke i flere hemmelige bøger. Hun kom i tanke om noget helt andet.
”De sagde De havde noget der var mit…?” Hun kom i tanke om hvad han havde sagt i lysningen. Han havde sagt han havde noget der var hendes. Hvad vidste hun ikke præcis, men hun regnede lidt med sit sværd. Det havde han lovet at finde til hende tidligere, kom Cathrine svagt i tanke om, selvom minderne var underlige og slørede.

Taknemmelig for at samtalens emne var blevet ændret, nikkede han kort hvorefter han gik ind i sit kammer med nogle overraskende hurtige bevægelser. Han åbnede døren, og sagde irriteret ”Og naturligvis har du gættet rigtigt..” og ud fløj hendes sværd gennem døråbningen, med direkte kurs mod hende. Naturligvis var det stadig i sin skede og fløj med håndtaget først, men ville stadig ikke stoppe sig selv før den ramte den sarte del af hendes næseben. Trods han forsøgte bravt, kunne han ikke få sig selv til at lade som om han tog sig af om hun kom til skade, og lukkede hurtigt døren igen. Trods sin tidlige adfærd, låste han ikke døren denne gang.

((Natter, jeg har brug for søvn ^-^))

Normalt når man får kastet et sværd direkte mod sit hoved i den store fart det kom flyvende i, ville man kun kunne nå at tænke: ”Lort” , blive ramt og nok ikke komme til bevidsthed igen. Nu er det bare sådan at dette jo ikke var et normalt tilfælde, men to vampyrer det handlede om. Derfor kunne Cathrine nå at identificere det flyvende objekt som sit eget sværd, træde et skridt til siden og gribe om sværdskaftet med en let bevægelse, hvorefter hun lod armen hænge med sværdet ned langs siden. Det føltes godt. Sikkert. Bekendt et sted hvor alt andet var fremmed og en andens. Faktisk var det det eneste her der var hende. Det var Alzeids bukser, en sikkert stjålet trøje og ring, og.. Nej vent. Skoene var vist også hendes, men ellers var det hvad hun havde. Cathrine skulle til at hænge sværdet i siden, men opdagede at hun manglede sit bælte til at have det i.
”Tak…” Svarede hun roligt, ikke venligt, men roligt. Dette svar blev vist mest til en lukket dør, men hun gik egentlig ud fra at han godt kunne høre hende. Da hun kunne høre ham svagt på den anden siden af døren. Cathrine overvejede hvad hun skulle lave… Hun kikkede kort på kisten og så væk igen… Det var hun ikke helt desperat nok til endnu. Hun gik hen og lagde sit sværd på sofaen og gav sig til at se ordentligt på rummet. Hun endte hurtigt med at kikke på bøgerne, men holdt sig denne gang fra den ”forbudte” hyle.
”Ah” Hun trak en lille, gammel, men meget tyk bog ud fra hyllen og bladrede lidt i den men forsigtige fingre. Den handlede om noget hun helt klart kunne forholde sig til. Smedning. Ældgammel smedning hun ikke kendte. Hvis man så på hende kunne man tydeligt se glimtet i hendes øjne og det svage skæve smil på hendes læber. Hun satte sig hurtigt på en stol og begyndte at læse. Det gik ikke hurtigt, da hun egentlig kun havde lært at læse en lille smule og var sådan set ved at lærer det af sig selv lige nu. Som hun vendte siderne blev hun hurtigt hurtigere og det gik bedre for hvert ord.

(Here comes a big one :p sorry for the wait)
Alzeid stavrede ud af sit kammer. Som så mange andre gange var hans hår i uorden med enkelte klumper af jord i. Han befandt sig i en foruroligende situation. Et dilemma havde plaget ham lige siden han var gået ind i kammeret, og han kunne ikke finde nogen løsning på problemet. Måske var det bare fordi han var træt, hvilket ironisk nok også var kilden til hans irritation. Hvordan kunne det værre at han følte sig træt når han ikke sov? Måske var det bare et tegn på at hans krop trængte til at genskabe sig selv til sin tidligere hæder, men det gjorde den jo også mens han var vågen. Måske var det for at oplade sin energi, men hans energi var slet ikke produceret af hans egen krop. Han fik sin energi fra Den Anden Side, så hvorfor var det at han havde brug for at ’sove’, som det vel egentligt var. Det var skam ikke fordi han ikke brød sig om det. Hvis han skulle have været frisk døgnet rundt, ville han været blevet betydeligt meget mere sindssyg betydeligt meget hurtigere. Det var slemt nok i forvejen at tilbringe sit liv i en mørk krypt, men at være klar over det var endnu værre.

I hvert fald; Alzeid stavrede ud af sit kammer. Han havde ikke drømt, for han havde ikke haft fantasien eller lysten til at gøre sådan i flere hundrede år. Drømme gjorde dig svag, og svaghed var noget andre udnyttede. Han hadede folk der udnyttede andre. Alzeid passerede roligt forbi kvinden, der uden tvivl stadig sad og læste. Inden han havde forladt sit kammer, havde han overbevist sig selv så kraftigt om at hun var gået ud og havde brændt sig selv op, at han faktisk regnede med at hun havde gjort det, og ikke længere sad og ventede på at gøre hans liv mere besværligt end det var i forvejen. Hun havde i hvert fald ikke virket for glad over at være blevet en vampyr, og havde direkte nægtet at se logikken i hans, ja, logik. Man var nød til at være realistisk, hvad end så det ord betød.

Han skyllede sit ansigt og hår i det lille fuglebad han havde stående i det venstre hjørne af det store opholdsrum. Grunden til at han havde anskaffet sig noget så forfængeligt, trods at han aldrig havde set sit eget ansigt, var at han var blevet godt træt af at vågne med jord i håret. Forhåbentligt forståeligt nok. Han fornemmede tilstedeværelsen af en anden person, og regnede meget hurtigt ud hvem det var. Det var jo ikke som om han fik mange gæster eller noget, så der var virkelig kun en mulighed. Måske var han lynende intelligent, men det var noget selv han kunne regne ud. Han forlod rummet og gik over i den anden halvdel af krypten, hvor der var markant fugtigere og meget få møbler.