OOC: Uhuuuh! Få Julian til at læse brevet - NU! Jeg vil vide hvad der står, ja jeg vil så!! *Være som et lille barn, juleaften*

IC:
Aisha var glad for, at han tilsyneladende ikke undrede sig synderligt over hendes mærkelige spørgsmål. Og svaret på spørgsmålet? Ja, hvad skulle hun bruge det til? I hendes verden, betød tid ingenting. Hun kunne ikke se forskel på dag og nat. Hun gjorde bare, hvad hun havde lyst til, når hun havde lyst til det..
Så var det Julian spurgte om noget nyt. Mad? Var hun sulten? Næh, ikke rigtig. Hun havde stadig et meget anstrengt forhold til mad; det at spise tog al for megen af den tid, hun kunne have brugt på noget langt mere fornuftigt. Derfor spiste hun kun, når det var allermest nødvendigt, og hun spiste også kun, så hun lige akkurat fik slukket sin sult.
Men så igen - hun vidste, at Julian ikke havde det samme syn på mad. Han var sikkert sulten flere gange om dagen, og havde jo også været det allerede tidligere samme dag. Hun ønskede ikke at være besværlig, ved ikke at ville have noget mad. Hun ønskede ikke at gøre ham bekymret; han havde nok bekymringer allerede. Så hvorfor ikke bare spise et eller andet? Så gik der jo også endnu et stykke tid, før hun rigtig behøvede fylde maven op.
"Jo tak, jeg er vist en smule sulten." sagde hun så. "Men det er ikke noget særligt - jeg spiser gerne hvad som helst."

OOC: ... du vil vide hvad der står, kan jeg gætte mig til? xD

IC:
Julian smilede.
"Jamen, så laver jeg da bare noget." han smilede kort og gik hen imod køkkenet, men standsede så op, og støttede sig til væggen et kort øjeblik. skulle han læse brevet, eller skulle han lave mad til Aisha og sig selv?
hvis Aisha var sulten, så ville han selvfølgelig lave mad til hende. men... nu når han tænkte på sin mors brev, endelig efter at have glemt det i så lang tid, skulle han så bare lade det gå i glemmebogen igen, fordi han pludselig fik andet at tænke på?
det ville han helst ikke have skete. der kunne jo også være en chance for, at han huskede det, men... hvornår så? han tøvede tydeligvis, imens han brød den i hovedet. han overvejde overhovedet ikke, at Aisha nok ventede at han begyndte at lave et eller ande, da han prøvede at løse et andet problem.

OOC: Ja! Læs brevet for mig!!

IC:
Aisha smilede efter ham, da han gik. "Du behøver altså ikke lave noget," sagde hun. "Hvis bare du har en gammel, tør skive brød, eller en smule vand, kan det såmænd sagtens slukke min sult."
Hun overvejede at tilbyde sin hjælp til tilberedning af, hvad han nu ønskede, men valgte, at lade være. Hun havde aldrig været god til at lave mad, og denne dag ville nok ikke være en undtagelse. Så hun valgte, at hun nok bare skulle blive siddende hvor hun sad, og vente på at høre hvad Julian havde at sige.

OOC: Undskyld kortheden men .. ja, undskyld..

OOC: hvordan det? Julian skal jo til at lave mad xD

IC:
Han blev revet brutalt ud af sin tankegang da Aisha talte. han kunne ikke engang genskabe sig det han var kommet frem til, da han bare så blinkende på hende. det var som om, der kun var nogle tynde, skrøbelige flæser tilbage, som flagrede i hans tankevind.
"åh, øhm.. tja.. hvis det er det du viil have.." han tænkte stadig, så han gjorde bare som hun sagde. eller ville han bare have ment, at hun var beskeden og nok ikke ville være til besvær, men nu gjorde han bare som hun sagde. fraværende fandt han et brød frem. da han så det, skyndte han sig at brække en stump af det af og gemte brødet væk igen inden under et forhæng. brødet mindede ham om, at han havde måttet stjæle brødet - eller, stjæle havde han ikke gjort. men han havde fundet brødet på en bænk, hvor nogen nok havde tabt det. og han kunne jo ikke sppørge 'hvem har tabt et brød?' for vedkommende var jo nok over alle bjerge nu. men brødet var ikke tørt. det var måske en smule gammelt, men af en eller anden grund var det staidg blødt og godt, men det lagde Julian knapt nok mærke til, da han akte hende det.
han havde endelig haget sig fast til de tilbageværende tråde af hans tideligere tanker og var begyndt at tænke igen. og hvordan skulle han så sige det? 'Aisha, jeg går lige ind og læser brevet. bare bliv her og spis imens.' hun ville jo nok have at vide hvad der stod.

OOC: ... hm... jeg skal faktisk bruge en til at spille Julians far... OO" kender du nogen, der godt gad at spille en eller anden.. dims dims? xD

OOC: En til at spille hans far? Kan du ikke søge, ind i den der opslagstavle, efter en? Der er sikkert en eller anden der gerne vil.
Personligt kender jeg dog ingen kandidater. Jeg tror jeg kender én, der gider rpg'e, og .. Ja..

IC:
Aisha tog imod brødet med et lille: "Tak," og skulle til at spise det, da hun lagde mærke til Julian. Var han ikke lidt fraværende? Hun undrede sig lidt over, hvorfor han ikke havde taget noget til sig selv, og hvorfor han pludselig var så stille. Måske tænkte han stadig på sin mor?
"Er der noget galt?" hørte hun sig selv sige, for tusinde gang, siden hun havde genfundet sin barndomsven. Hun var snart træt af den sætning. Men hvad kunne hun ellers sige? 'Er der noget der går dig på?', 'Har du et problem?', 'Fortæl mig, hvad det er ved din sindsstemning, der ikke stemmer!'. Nej, ingen af de muligheder var specielt gode. Ja, de kunne bruges, men det gode, gamle 'er der noget galt', var nu og engang det bedste, syntes hun.
Hun glemte næsten brødet, som hun bare sad og smuldrede mellem hænderne. Hendes ødelagte kjoleskørt var blevet dækket af et tynd lag brødkrummer, men hun lagde slet ikke mærke til det.

OOC: Endnu engang må du undskylde kortheden, men.. Ja, behøver du overhovedet en undskyldning? x)

OOC. ja, det er nok en god idé xD og jeg behøver ikke undskyldninger xD det er mre dig der behøver undskyldninger, fordi jeg svarer med så stort mellemrum.. <<"

IC:
han vågnede atter op til dåd (Selvom der ikke var nogen dåd der skulle udføres), og så på Aisha med et lidt undrende blik, som om han lige var kommet ud af en sær drøm. selvfølgelig havde hun opsnappet at han nok var lidt fraværende. "Jaerh... nej, ikke noget som sådan.." han kløede sig lidt i nakken. "Jeg overvejde bare om jeg.. om jeg skulle læse brevet nu, eller gøre det senere... jeg ville jo nødigt glemme det igen, men på den anden side kan jeg jo nok huske det.." han trak på skuldrene.
"og så, ja.. så blev jeg ret bundet af at tænke over det."

Hun smilede til ham, og igen glemte hun helt brødet.
"Du skal ikke udskyde at læse det, fordi jeg er her." sagde hun. "Og bare rolig - jeg skal nok lade være med at smuglæse hen over din skulder."
Hun mente det sidste som i spøg, og håbede at han forstod. Hun håbede også han forstod, at hun prøvede at lade ham vide, at hun til fulde respekterede hans privilegium og ret til at holde hans mors tanker for sig selv. Selvfølgelig var hun nysgerrig efter at vide, hvad der stod i brevet, men hun respekterede Julians ret til at ønske at holde det for sig selv, og det ville hun gerne lade ham vide..
Men hvordan kunne hun sige, at det var okay, hvis han ikke ville fortælle hende hvad der stod, men at hun meget gerne ville høre det - hvilket hun selvfølgelig ikke sagde for at lægge præs på ham..?

Hun brækkede et lille stykke af det så godt som bortsmuldrede brød, og puttede den lille stump i munden. Hun var ikke sulten, og væmmedes nærmest ved smagen af det bløde brød, men hun tyggede alligevel ivrigt på det; hun forsøgte at vise, at mens hun lavede ét, kunne Julian trække sig tilbage, og gøre sit..

OOC: Du er tilgivet x) Men kunne vi ikke sige, at fra nu af, havde du svaret, hver gang jeg syntes jeg lige havde lyst til at skrive? Og når jeg får et anfald af Korthedspest, skulle vi så ikke sige, at du på magisk vis forlængede mit sparsommelige skriveri til noget langt prisvinder .. noget? x)

OOC: mit indlæg forsvandt af en eller anden grund, aner ikke hvorfor.. ><"
og du har ret til at slå mig, men jeg blev hevet i sommerhus den næste morgen inden jeg nåede til computeren, og internettet var virkelig crappy oppe ved mit sommerhus, så jeg kunne ikke komme til den før nu.

IC:
Julian smilede skævt.
"Jeg kan godt læse det op hvis det er?" foreslog han, og strakte sig. han var rimelig sikker på, at hans mor ikke ville have haft noget imod at han læste brevet op for Aisha. der kunne vel ingen skade ske ved det, vel?
og han ville læse det langsomt, og tydeligt når han læste op. og hvis Aisha ikke ville have det læst op, så ville han læse det langsomt og tydeligt inde i sig selv. han blev nødt til at forstå hver en linje helt korrekt. hans mor havde det med at skrive mellem linjerne, forstår du, men han ville også gerne have, at ordene skulle stå helt klare for ham, til enhver tid.

OOC: jeg skylder dig et langt indlæg, men jeg vil ikke lade dig vente længere. undskyld, undskyld og atter undskyld.
RETTET

OOC: Det er helt okay (:

IC:
Aisha blev en smule forundret over hans tilbud. Hun havde ikke forventet, at han rent faktisk ville lade hende høre Kenneas sidste ord. Men selvfølgelig - Kennea havde været som en mor for hende, og det troede hun godt, Julian vidste. Det var meget gavmildt og venligt af ham, at tilbyde hende at tage del af dette helt specielle øjeblik. Hun var ham dybt taknemmelig for det tilbud, han netop havde givet hende.
Men, - ja, det var et men - hun syntes ikke, hun kunne tillade sig at tage øjeblikket fra Julian, ligemeget hvad Kennea havde været for hende; om hun havde været som en mor, en søster, en veninde - det var ligemeget. Julian var Kenneas biologiske barn, og det var Aisha ikke. Desuden var brevet skrevet til Julian - ikke Julian og Aisha, eller Aisha på nogen anden måde. Derfor, var det kun rimeligt, hvis Julian fik brevet for sig selv. Så kunne Aisha altid få fortalt hvad det stod bagefter..
"Du skal vide, at jeg er uendeligt taknemmelig for tilbudet." sagde hun. "Men jeg kan ikke tage imod det. Brevet er til dig, ikke til mig, eller til os. Kun til dig! Til dig, fra din mor! Kennea var din mor, og ligemeget hvor moderlig hun har været for mig, vil hun aldrig blive det for mig. Derfor, er det kun rimeligt, at du holder brevet for dig selv.. Og hvis du vil, kan du jo altid fortælle hvad der stod, engang senere, når du selv har læst det.."

Julian smilede tvært. selvfølgelig satte hun sig imod. det overraskede ham jo egentlig ikke.
"Okay Aisha." sagde han så bare, da han ikke ville diskutere.
"men så fortæller jeg dig også hvad der stod i det bagefter!" sagde han så bestemt, og bed kort og en smule eftertænksomt i sin finger.
"Så går jeg ind og læser det nu." han ville jo gerne lige fortælle, hvad han nu gjorde, så han ikke bare gik og efterlod Aisha i uvished. selvom hun ville være kalr over det, følte han at han blev nødt til at fortælle det til hende alligevel. han ventede ikke på noget svar på Aisha - for hvad var det at svare? - men gik ind i sin mors værelse.
luften derinde var tung, stillestående og kvalm af varme og støv. men Julian lagde knapt nok mærke til det. alle indtrykkene prellede af på ham. han tog brevet der lå på bordet, og så på det. pergamentet føltedes ru imod hans hænder, og det var ret varmt. det havde ligget i en lille solstråle, hvis lys det var lykkedes at trænge ind igennem en sprække i gardinerne. han satte sig ned i sengen, som gav efter for hans vægt. et øjeblik vendte alle hans sanser tilbage - hans øjne havde svært ved at vænne sig til den dunkle belysning, luften kradsede i hans hals, hans hovede dunkede svagt på grund af den stille luft, og han trak vejret dybt ned i halsen og åndede tungt ud for at komme af med heden, der hang som et tykt, kvælende tæppe derinde. der var ingen lyd, udover nogle knirkende klagelyde fra fjedrene, der ikke havde lidt under vægt i meget lang tid. han brød seglet på papiret, og det foldede sig til ud for øjnene af ham. den sorte, hurtigt nedkradsede blæk var svagt udtværet, men alligevel mulig at læse.

Kære Julian.
min elskede søn, min dejlige dreng. jeg tør vædde med at du læser det her brev forsent. enten har du ikke villet, eller også har du glemt det. det ligner dig. men det gør ikke noget, skat, tag dig al den tid du vil. du har trods alt livet foran dig, og jeg vil anbefale dig at nyde det.
Jeg håber ikke, at alt det her har taget for hårdt på dig. du skal vide, at min død ikke kan komme for tidligt. nu har jeg oplevet dig vokse op, og selvom jeg nok ikke møder mine børnebørn (som du jo nok får på et eller andet tidspunkt, Julian) så var din opvækst det vigtigste.
jeg elskede dig Julian, og det gør jeg stadig, selvom jeg er væk. jeg har bare en enkelt bøn til dig - find Aisha igen. Du savnede hende så meget, du lavede gaver til hende. og nu hvor du ikke har mig at passe på længere, er det ikke andet end retfærdigt, at du..

Julian stoppede med at læse, og tørrede øjnene. nej, han græd ikke, for af en eller anden grund lettede det her brev kun hans følelser og tyngede dem ikke ned. nej, hans øjne løb bare i vand pågrund af luften og støvet i den, der virvlede rundt i en sindsforvirrende dans ved hver en lille ubalance eller luftbølge der forstyrrede den vante luftstrøm. hans hænder blev kort våde af tårene eller vandet eller væsen, eller hvad det nu var, og han tørrede fingerspidserne af i sin bluse. brevet skulle ikke blive vådt. hvis han kom til at tvære noget ud så han ikke kunne læse det, blev han jo nødt til at gætte sig til hvad der stod. og det var han ikke god til, så meget var sikkert. han trak vejret ind, og hostede kort. han måtte altså se at få luften ud herinde. Luften var så tyk, at man nærmest kunne skære igennem den og servere den. og så den duft... idet samme gik det op for ham, hvordan her duftede. han havde ikke lagt mærke til det før, fordi han simpelthen havde været så vant til lugten, inden han havde afskåret sig selv fra den. Der duftede af... hans mor. Der duftede af Kennea.
hendes kropslugt hang overalt - op af væggene, i sengen, på bordet, på gardinerne, på papiret, i luften. duften var sød og salig, med et svagt strejf af krydderi. selvom der også var en svag lugt af støv og forfaldenhed, var hendes duft den altdominerende, den som man først lagde mærke til. Julian satte sig lidt bedre til rette, lagde brevet på det lille bord, og gjorde sig klar til at læse videre.

... Finder hende igen. I var uadskillelige, og jeg er ked af, at det var mig der skulle være den eneste ting, der kunne skille jeres bånd ad. og når du finder hende igen, så husk at fortælle, hvor meget jeg holdt af hende. hun var et af de sødeste, mest uskyldige væsener jeg nogensinde har mødt, og jeg er glad for at jeg tog job på godset selvom forholdene var hårder for dig i de første par år. det var ikke min mening at alle mine kollegaers agressioner skulle gå ud over dig, min kære dreng, mn sådan blev det nu engang. jeg sværger - kunne jeg rejse tilbage i tiden, så ville jeg give dem alle sammen en ordentlig endefuld for at genere min lille dreng.
jeg ved, at der er gået lang tid siden i sidst så hinanden, og meget har ændret sig. du er blevet ældre, og det er Aisha også, men jeres venskab er også vokset. afstand styrker båndet som man siger. måske kan du ikke mærke det med det samme, måske går der en uge eller to, men jeg forsikre dig Julian, om, at i altid vil være tæt forbundet med hinanden.
Nu hvor du har mistet mig, er det kun rimeligt, at du finder hende. så lov mig at du gør det, min dreng. Lov mig det, selvom jeg ikke kan høre dig aflægge løftet.

"Det lover jeg mor. og jeg har fundet hende." hviskede Julian, halvt ubevidst om, at han faktisk sagde noget. hans ånde fik de mikroskopiske støvkorn til at flimre forvirret rundt for øjnene af ham, men han læste bare videre.
Det næste stykke var en smule mere rystet, og var tydeligvis skrevet snere end det andet - det tydede på, at hun havde skrevet brevet over længere tid. her havde hun tydeligt fået det værrere.

Der er noget, jeg aldrig har fortalt dig Julian. jeg mente, at det aldrig ville blive nødvendigt, men det er det nu. Jeg skulle nok have fortalt det til dig før, men der var ingen grund til at gøre dig endnu mere bekymret!
det var ikke for at være ond imod dig. du spurgte bare så ivrigt nogengange, at jeg ikke kunne bære tanken om hvad der ville ske, hvis du begyndte at lede efter ham, og endnu værrere - hvis du fandt ham. jeg ved, at du aldrig ville forlade mig i nødens stund, men jeg kunne ikke få mig selv til at fortælle dig om ham.
og nu spørger du nok hvem det er jeg snakker (eller, skriver, om forlov) om. det er din far, julian. Den far, du aldrig har mødt, og som jeg aldrig har fortalt dig om. og selvom du ikke ville vide noget om ham, spurgte du jo alligevel. du har ikke savnet ham, og du har ikke haft brug for ham, men jeg kan ikke lade dig helt alene i denne grusomme verden. Derfor vil jeg bede dig om at finde ham, opsøge ham og fortælle hvem du er.

Julians hænder var begyndt at ryste da han læste det stykke. i starten var det bare ganske svagt, men nu rystede de så meget, at han var lige ved at tabe papiret. han lagde det fra sig på sengen, og knugede hænderne sammen, imens han prøvede at klare hovedet - og den vamle luft hjalp ikke ligefrem på det.
først efter adskillige minutter, havde hans hjerne accepteret det han lige havde læst, og hans hænder var faldet nogenlunde til ro. Hans far. Hans mor ville fortælle ham om hans far. den far, han aldrig havde kendt, som aldrig havde set ham. som havde forladt hans mor og ham. men han havde måske en god grund? da Julian var faldet yderligere ned, tog han igen papiret, og holdt så han rettede papiret helt ud. det knitrede svagt, men holdt, da han læste videre med flakkende øjne.

Din far var kun 15, Julian. han var berygtet for at hoppe i seng med hvem som helst, og jeg havde fået lidt for meget at drikke også. det stod tåget for mig allerede dengang jeg vågnede, og jeg med tiden har jeg glemt fuldstændig hvad der skete, men vi gik hver til sit.
og så fandt jeg ud af, at jeg var gravid. jeg kunne ikke få mig selv til at fortælle det, så jeg holdt mig bare langt væk fra folk og deres nysgerrige blikke og spørgsmål. jeg skammede mig over, at jeg havde været så skødeløs at lade det ske, men jeg ville ikke slå et lille liv ihjel.
Du bliver nødt til at opsøge ham, hvor dumt det end lyder. han hedder Vartan - Vartan Gulbahar. hans udseende kan jeg ikke fortælle dig, da der er gået over 20 år siden jeg sidst så ham. meget kan have ændret sig.

Julian rynkede brynene.
Vartan Gulbahar. hvis ikke det havde været for omstændighederne, så havde han syntes, at navnet var underligt. men lige nu, lød det som det mest rigtige navn i hele verden. det eneste navn der var rigtigt nok.
men hvordan skulle han finde ham? chancen var jo.. ja, én ud af en milliard. men på den anden side. han havde jo fundet Aisha. måske ville lykken tilsmile ham endnu engang, hvis bare han prøvede hårdt nok? hvis bare han spurgte alle han kunne, hvis bare han kæmpede for det.
nu var der ikke så meget tilbage af brevet, højst et par linjer. skriften blev sværere og sværere at tyde, men det var ikke umuligt endnu. så han læste videre, med en voksende knude i maven.

Min kære, kære dreng. jeg elsker dig, husk det. og din far vil nok også gøre det, hvis du fortæller ham alt, lærer ham at kende. men det er vigtigst, at du skal finde Aisha. når du har fundet hende, så skal du finde din far.
eller... nej, du SKAL ikke. du må gerne, men hvis du føler at du sagtens kan klare dig selv, så må du gerne, men jeg tror bare ikke at du er helt klar endnu. og nu vil du nok mene at jeg er for overbeskyttene, men det er kun for dit eget bedste.
tak fordi du læste brevet, Julian. tak fordi du lyttede til din mors sidste vilje.
Hilsen
Din mor.
Kennea Toulurr.
P.S. Husk at holde dine færdigheder ved lige, Min søde dreng. det vil være nyttigt en dag. du kan jo tjene penge på den måde. og smid ikke nogen af min ting ud. jeg ved det kan være hårdt, men vil du ikke nok beholde dem som minde om mig? tak, min søn. tusind, tusind tak.

Og så var det ikke mere at læse. brevet stoppede her. der var ikke flere ord, ikke flere bekendtgørelser, erklæringer, fortællinger eller linjer der kunne holde ham hen, og som han kunne læse. Han rullede forsigtigt brevet sammen, imens han tænkte over det hun havdde skrevet til sidst. han KUNNE jo få et job der havde med mad at gøre. den tanke havde faktisk overhovedet ikke strejfet ham, kun lige overfladisk. men nu ville tanken ikke slippe sit tag i ham, og han forstod godt hvorfor. det var jo en god idé.
Han smilede for sig selv. selv nu, hvor hans mor var borte, væk, død... så hjalp hun ham stadig. han lagde forsigtigt brevet på sengen, og rejste sig op. sengen knirkede lettet, og han skulede kort til den. så tung var han heller ikke!
men han stoppede med at skule til sengen, og så istedet på de falmede gardiner. sengen kunne jo alligevel ikke mærke noget. det var et møbel, som havde det eneste formål - at tjene sin ejermand. han rakte hånden ud, og trak gardinerne til side.
solen, som stod lavt på himlen, kastede øjeblikkeligt sine stråler ind, og blændede julian, der missede med øjnene og han holdt skærmende sin hånd op. han venste sig om, og så hvordan den støvede luft nu virlede rundt, dansede i solskinnet, fejrede de bløde, gule stråler der badede værelset i et næsten guddommeligt lys. Julian åbnede vinduet, og den friske luft sloges et kort øjeblik med den varme, gamle luft, men dens friske pust vandt hurtigt, og langsomt blev luften ny og sød, men hans mors duft hang stadig derinde. det var som om, at den nu blev forstærket, fordi den friske luft gav den nyt liv, på trods af at dens afsætter for længst var væk.

OOC: Nu føler jeg mig helt uduelig, når jeg ikke kan skrive noget, der er halvt så langt som det, du lige skrev! Lede, onde dig! Men jeg kan jo ikke så godt skrive noget langt, lige nu. Aisha har for f*nden bare siddet og ventet, mens Julian læste. Hvad kan hun have lavet imens, der kan fylde meget? Gået hele Krystallandet rundt, bare sådan for sjovs skyld? Opdaget, at hendes forældre forresten også lige havde sendt hende et brev? Nej, det går nok ikke. For hendes forældre aner ikke hvor hun er, og desuden, så ville hun heller ikke selv kunne læse brevet, så det kan jeg jo ikke så godt skrive, at hun gør..
Lort, lort, tis og møg! Du sætter mig i en dum situation, gør du så! For jeg vil skrive noget langt! Jeg vil, jeg vil, jeg VIL!! ..Måske skal jeg bare blive ved med at skrive, om at jeg gerne vil skrive langt, for så kommer indlæget til at se langt ud, selvom Aishas del måske kun fylder et par linjer.. Nej, det går sgu heller ikke. Du må bare bære over med mig - jeg har trods alt Korthedspest i udbrud!

IC:
Aisha ventede tålmodigt, mens Julian læste. Hun lyttede opmærksomt, for måske at kunne danne sig et indtryg af, hvad han lavede. Men det han sagde, og det hun opfangede via hans vibrationer, gjorde hende kun forvirret.
Hvad mon Kennea havde skrevet til ham? Et eller andet dybt og hjerteknusende om, hvordan Julian ikke skulle være ked af, at hun var gået bort, fordi han stadig havde et helt liv foran sig, og blah. blah. blah..? Aisha havde ingen anelse om hvad Kennea kunne have skrevet. Hun anede ikke hvad man skrev i breve i det hele taget, så det var også en smule svært for hende, at forestille sig, hvad der kunne stå.
Hvordan mon breve var? Hun havde aldrig fået et brev før. Hun kunne faktisk ikke huske, nogensinde at have rørt ved et brev. Derfor var det endnu sværere for hende, at forestille sig hvad et brev egentlig var. Hun havde hørt breve, men den knitrende papirlyd gav hende heller ikke rigtig et billede af et brev..
Hun rystede på hovedet - hun gad ikke de sære tanker. Lige nu drejede alting sig om Julian. Hun kunne forestille sig at han var ked af det, efter at have læst Kenneas sidste tanker. Men hans vibrationer virkede ikke kede af det. Det gjorde hende kun forvirret. Hvordan skulle hun så forholde sig til ham, når han vendte tilbage? Trøstende? Opmuntrende? Glad?...

OOC: jeg forstår dig udemærket ^^ jeg sad også hele tiden og overvejede at stoppe for din skyld, men kunne bare ikke OO" og jeg tilgiver dig selvfølgelig selvom der ikke rigtig er noget at tilgive for. bare man kan skrive videre, så går det jo nok 8D

IC:
Julian vågnede op fra sin drømmelignende tilstand, og rystede kort på hovedet for at ryste den dyssende, uvirkelige stemning af sig. han ville fortælle Aisha hvad der stod i brevet. han ville fortælle hende, at hans mor havde holdt af hende, men han ville også fortælle hende om sin far. den far, han aldrig havde kendt, og som han aldrig havde forestillet sig at han skulle møde.
det var jo heller ikke sikkert. at han nogensinde mødte ham, altså. Krystallandet var jo stort, og han kom jo ikke ligefrem vidt omkring så let som ingenting, men han ville alligevel gøre et forsøg.
han var helt opstemt. han glædede sig til at fortælle det. for selvom han faktisk godt vidste, at andre mennesker - normale mennesker, om forlov - blev kede af det, og vendte blikket indad, og måske blev asociale oven i købet når det læste et sådant brev, så kunne han ikke lade være med at være lettet, opstemt og ivrig på samme tid. hans mor ville helelr ikke have ønsket andet. men hun vidste nok også at han ville reagere sådan, for hun kendte ham jo trodsalt næsten bedre end han selv gjorde.
da han kom ud fra værelset, fik han øje på den ødelagte dør, og påmindede sig selv om, at han skulle have gjort noget ved det. hans mor havde ikke kendt noget til hans lille 'problem', for så havde hun nævnt det, det var han sikker på. men han rystede tanken af sig, og så på Aisha.
"Aisha? vil du høre hvad der stod i brevet?" spurgte han, og smilede opfodrende. han var lidt ligeglad med hende svar - selvfølgelig ville han ikke sige det vis hun nægtede - men han måtte bare fortælle det. det var jo næsten spændende!

Hun så op - eller hun vendte i hvert fald hovedet opad - da Julian vendte tilbage til rummet, og talte til hende. Han virkede glad.
Aisha glædede sig over Julians glæde. Hun havde været forberedt på en dyb sorg, en masse tårer og muligvis også vrede. Derfor var hun lettet, da det viste sig, at der ingen negative følelser var indblandet brevet.
Hun smilede lettet til ham. "Er du sikker på, du ønsker at dele det med mig?"
Hun vidste ikke, hvad hun selv ville have gjort. Som allerede nævnt, havde hun aldrig før fået et brev. Derfor vidste hun ikke særligt meget om breve. Hendes far havde fået et brev, den gang hans forældre var døde. Men ellers kunne Aisha ikke huske nogle breve. Jo, Julians selvfølgelig, og det var også dukket op, i forbindelse med en forælders død. Var breve ting, folk modtog, når de havde mistet noget familie?
Aisha ville for en gangs skyld ønske, at hun kunne se, så hun kunne have vidst lidt mere om breve. Det var frustrerende at være fuldstændigt uvidende om noget, der sikkert var helt normalt..

Han var standset omkring to skridt fra Aisha. hans fars navn rungede stadig i hovedet på ham.
men vent - hvad skulle han egentlig gøre for at finde ham? han ville ikke forlade Aisha igen! Hun kunne jo måske tage med ham. eller blive her. De kunne selvfølgelig også gå hver til sit, men det ville jo være så pokkers svært at finde hende igen. Nej.
STOP med at tænke sådan. lad vær med at prøve at forudse fremtiden, det kommer der alligevel aldrig noget godt ud af, og man får for store forventninger. Måske har Aisha en ide. ligemeget. jeg skal fortælle hende om hvad der stod i brevet. tænkte han, imens han nærmest skældte ud på sig selv.
brevet fra hans mor stod stadig klart for ham, og han begyndte at fortælle om, hvad hans mor havde skrevet i brevet. fra den ene ende, til den anden.
"hm... jeg ved ikke hvordan jeg skal starte.
Hun bad mig i brevet om at finde dig. jeg skulle love det. men jeg havde jo fundet dig; eller, det var nok mere dig der fandt mig, men altså...
Jeg skulle fortælle dig, hvor meget hun elskede dig. at hun var ked af at hun måtte være det der havde skilt os ad. hun mente, at nu da hun var... død, havde jeg ikke hende at tage mig af mere, og jeg skulle istedet finde dig.
Men.. hun fortalte også noget andet, og det var nok det mest... bemærkelsesværdige.. ja, bemærkelsesværdige jeg har fået at vide i mange år!"
Han tog en dyb indåning. han var jo helt ekstatisk. måske ville Aisha ikke finde det som den største nyhed i verden, men han var helt oppe og ringe. alligevel tvang han ligeså stille sig selv ned på jorden, for at slappe en lille smule af. lige nu holdt han en lille pause - kunstpause, om man vil. men han tøvede også en anelse. for han var ikke rigtig sikker på, hvordan han skulle fortælle det.

Aisha lyttede opmærksomt, da han begyndte at tale. Det var lidt rodet, men det var vel også klart, at sådan en besked fra de døde, måtte være lidt overvældende. Aisha forsøgte at få en mening ud af Julians ord, og troede også hun forstod. Hun blev dybt rørt over, at Kennea havde nævnt hende, Aisha. Hun var lige ved at bryde sammen igen, ved at tænke på Kennea, og på, at hun havde tænkt på Aisha, som noget af det sidste. Men hun tillod ikke sig selv at bukke under.
Dette var Julians øjeblik, og hun ønskede at støtte ham hundrede procent. Derfor smilede hun bare, og ventede på, at han skulle fortælle, hvad dette bemærkelsesværdige var. Hun syntes nu at det var bemærkelsesværdigt i sig selv, at Kennea sådan kunne efterlade dem sine sidste ord, når hun nu selv var væk, men selvfølgelig - Julian havde jo altid levet i en verden, hvor det at skrive var normalt. Så for ham, var det ikke stort at læse. Det var det for Aisha! I Aishas verden var det en magisk ting, at kunne skrive og læse..

OOC: Jeg stopper altså nu, selvom jeg ikke er kommet så langt. Det er bare meget, meget mærkelig, og jeg er meget træt, så jeg orker ikke at skrive det om. Hvis du fatter lige så lidt af det, jeg lige har skrevet, som jeg gør, så bare skriv det - så laver jeg det hele om, når jeg engang er vågnt ordentligt op igen.

OOC: jeg forstår det, bare rolig ^^

IC:
imens Aisha stod og tænkte, tænkte julian også som en gal. som om hans hjerne var blevet ustyret med et trykluftsbor, som den havde tændt for, og nu hamrede den rundt i hovedet på ham. hvordan ville Aisha reagere?
han havde jo aldrig snakket om sin far, fordi han ikke kendte ham. han havde haft forestillinger om at han var død eller sådan noget, men det var han jo ikke. ville Aisha blive glad på hans vegne? eller måske trist, fordi han så ville forlade hende for at søge efter sin far?
han havde jo søgt så meget på det sidste. han havde ledt efter Aisha, og nu skulle han lede efter sin far. men på en elelr anden måde, var det vel okay. Han tog endnu en dyb indånding, og fortsatte:
"Hun fortalte mig om min far! hvad han hedder, hvor gammel han var... det er helt utroligt." han smilede svagt.
"jeg kan slet ikke komme mig over det." han kørte eftertænsomt en hånd igennem håret, og hans smil forsvandt. "Det er helt uvirkeligt.."

OOC: sorry for korthed, men nu har jeg ikke været på i lang tid for at undgå en, så jeg skyndte mig lige xD

OOC: Det er skam okay (: Men nu gengælder jeg med endnu en portion korthed.

IC:
Aisha stirrede chokeret frem for sig. Eller, faktisk var det en dårlig beskrivelse, for hun stirrede altid bare frem for sig. Men nu var hun oven i købet chokeret. For helt ærligt, så havde hun aldrig tænkt på Julian som en dreng med en far. Han var bare Julian, Kenneas søn. Ikke Julian, Kenneas og en vidtfremmed mands søn.
Men det var han åbenbart nu. Og hun ville ikke såre hans følelser, ved at sige, at når hans far nu ikke havde kontaktet ham i de forgange treogtyve år, ønskede han nok slet ingen kontakt. I stedet fremtvang hun et lille smil, og sagde: "Det lyder helt utroligt."
Ligesom Julian, kørte hun også hånden igennem håret. Det var så filtret, efter ikke at være blevet redt i meget lang tid, at hendes fingre sad fast i de krøllede lokker.
"Er .. han så en du kender? Nu du kender hans navn, mener jeg, kan det jo være du kan genkende det andetsteds fra..?"
Hun var meget forvirret. Ville Julian så ud og lede efter sin far? Var manden mon lige så elskelig og venlig som Kennea havde været? Ville Aisha nogensinde møde ham, og i så fald, ville hun så få et lige så nært forhold til ham, som hun havde haft til Kennea? Og hvad med Julian? Ville han ikke få ufatteligt travlt med at lære sin far at kende? Blev der overhovedet tid til hende?..

Julian rystede på hovedet, og fortsatte: "Han hedder Vartan... Vartan Gulbahar. et underligt navn faktisk, nu jeg tænker over det. han var kun 15 år da jeg blev født. det er nok derfor, at han stak af... men nej, jeg har aldrig hørt noget der bare lignede det navn..." han lagde armenen over kors, og tænkte over det hans mor havde skrevet om ham. at det faktisk overhovedet ikke var kærlighed der havde skabt ham, med bare end ung knægts begær og en flaske med øl eller hvad det var der var blevet drukket.
det føltedes egentlig underligt, at det sådan gik op for ham, at han var resultatet af noget, som højst sandsynligt aldrig skulle have været sket. det var lidt nedtrykkende, men han rystede det af sig så godt han nu kunne. han bed faktisk også mærke i, at Aisha så rimelig chokeret ud, og overvejede om han skulle spørge om der var noget galt.

"Nå," sagde hun forundret. Hun måtte give ham ret i, at navnet var meget usædvanligt. Der var et eller andet over efternavnet, der fik en klokke til at ringe, men hun kunne bare ikke huske, hvorfor. Havde hun mødt manden før? Det troede hun ikke. Men det kunne meget vel passe, at hun havde hørt hans navn før.
Hun syntes også det lød mærkeligt, at Vartan kun skulle have været femten, da Julian blev undfanget. Det ville svare til, at hun slæbte rundt på et fireårigt barn! Og hun havde endnu aldrig så meget som kysset en dreng! Ham Vartan, lød ikke som en, hun ville bryde sig om.
..Men hun ville ikke ødelægge det hele for Julian.
"Ved du noget om, hvor han bor?" spurgte hun, og tilføjede så: "Hvis ikke, må det da være rimelig let at opspore ham; dét efternavn er meget specielt."
Hun tænkte på, hvor mærkeligt alt dette måtte være for Julian. Han havde mistet sin mor, og til gengæld fået en far, hvem sikkert ikke anede, han havde en treogtyveårig søn et sted, siden han nu aldrig havde kontaktet Julian. Ja, og oven i det hele, var der også de gældopkrævende, dørsmadrende stoddere, de for lidt siden havde været oppe at toppes med. Og til sidst var der jo hende. Det måtte også være noget af en omvæltning for ham, at have genfundet hende. Sådan havde hun det i hvert fald..

OOC: Eeeekh, korthed!!! Undskyld, men jeg kan bare ikke få det længere ^^'

OOC: jeg skriver kort hele tiden lige for øjeblikket, så du behøver altså ikke at undskylde xD bare der er over to linjer, så overlever jeg xD

IC:
"jeg aner ikke noget om ham, udover hans navn.. og at det faktisk var et uheld at min mor blev gravid med mig.." han spidsede munden, imens han tænkte. hun havde jo virket noget chokeret. men det var jo et stykke tid siden nu - eller, stykke tid siden var vel så meget sagt, men nu havde de jo snakket lidt. det ville lyde dumt at spørge 'er der noget galt?' 'nej, hvorfor?' 'fordi du lige før stod, og så meget underlig ud, men det gør du ikke nu, men jeg nåede ikke at spørge, så jeg spurgte nu.' ej, det lød alt for underligt.
"men du har nok ret i, at han bliver nem at spore.. meeeen... lige et skridt af gangen. jeg ved heller ikke hvad jeg skal sige til ham. det vil jo underligt, hvis jeg kom marcherende, lagde armen om ham, og sagde: 'Hej Farmand! jeg er din søn, som du faktisk ikke anede at du havde! skal vi gå ud og jage eller fiske eller hvad mænd nu laver?" det sidste var faktisk bare ren sarkasme, og det lød faktisk utrolig skægt, men det var ikke ligefrem dét Julian tænkte på. for han havde altså tænkt sig at vente med at finde sin far, det havde han.