OOC: No problemo... Stener bare youtube xD
Hey, hvis Felix keder sig rigtig meget, kan jeg da godt få Lee til at forsøge at gnave lidt i ham? xD Eller nogot andet hvis det er...

IC:
"Glo, kigger, stirrer, kukkelurer... Et eller gjorde du i hvert fald som inkluderede dine øjne... Så meget er vi vel enige om..." Det sidste var ikke et spørgsmål selvom det måske kunne lyde lidt som om. Istedet gik hun videre til et rigtigt spørgsmål. Hun spurgte meget syntes hun. Det skulle ikke undre hende hvis han også syntes det samme.
"Så... Har du nogle magiske kræfter der er spændende at høre om?" Det var da ikke et mærkeligt spørgsmål, vel? Hun ville faktisk gerne vide om hun havde været ved at overfalde en der kunne knække nakken på hende med et øjekast.

//hah XD det tror jeg desværre ikke der bliver tid til >< jeg skal nummerlig snart til køjs, men ikke endnu XD


Han ser på hende med de ene øjnbryn let hævet, han trækker så på skuldrende "mhm" mumler han så.. "hvis man kan kalde min skønhed for en magisk evne så jah.. ellers nej" siger han med et overlegent smil "men!.. jeg ville smadre dig i sværd kamp" sger han stadig overlegent. som hun sikkert allerede har opdaget så er Felix ret så selvglad

"... Hvis det var sværd mod sværd, så ville du nok. Men jeg kunne bide hovedet af dig til hver en tid!" Hun kunne ligeså godt vise ham sin evne, hvis bare hun gik lige bagefter for at undgå spørgsmål.
"Se selv." Den underlige streg på hendes hage kom igen, og pludselig delte hendes hage sig til et frygteligt gab. Hun hvæsede, og bed sammen et par gange, før hun fik sin normale mund igen. Havde hun været ædru, havde Felix aldrig vidst at hun havde den evne medmindre han havde provokeret hende til angreb eller kom på menukortet.
Hun Smilede skævt.
"Nå, jeg må gå. Farvel." Med de ord vendte hun om og løb bort ind i skyggerne.

OOC: ... Sjovt du nævner det. Jeg skal sove nu OoO Godnat ^w^

//OUT

//godaaat XD

Felix ser lidt undrende på hende, da hun går hen imod ham, den mærkelige skygge kommer igen, han havde næsten på fornemmelsen der var noget med den
"hvad.. helvede" får han fremstammet da hun åbner munden i et kæmpe gab. man kan tydeligt mærke og se på Felix at det godt nok ikke er noet han ser hver dag, og heller ikke noget hans ønsker at se hver dag. Han går et skridt tilbage. og da hun lukker munden igen, ryster han på hovedet og ærger sig sådan over at tabe ansigt overfor hende, men hvad kunne han ellers gøre, når hun viser sig at have sådan en evne
"jamen.. Farvel?" siger han og er nu helt forrviret. Han gyser let ved at tænke på de gab hun kunne fremlave. Han ser lidt efter hende "hun var faktisk fin nok, men..." han undlader at sige mere og skynder sig væk

//out

Den næsten forsvundne aftensol breder et varmt, orange lys ud over pladsen. De gyldne farver giver genskær på de regnvåde brosten og den granitsorte statue af sten, der står midt i mellem en ring af små boder.
Renatikas øjne er trukket sammen til en tynd stribe, idet hun grundigt betragter statuen. Mørkets Lords listigt smilende ansigt, udformet i stenhård granit, kaster et dødt blik på den unge tøs. Det er ikke specielt lang tid siden, at statuen er blevet sat op. Faktisk så Renatika et par sortklædte mænd slæbe den i retning mod Markedspladsen, for blot få dage siden, men først nu har hun taget sig tid til virkelig at studere den. Den er sikkert sat op for at Lorden skal se stor og mægtig ud. Fejlfri. Men Renatika synes nu mere at stenmandens figur har hæslige, spidse træk, som en gennembanket bjergtrold.
"Uah!"
Pigen rives ud af sine dybe tanker med et brag, da en doven due lander på statuen. Hun løfter lidt på hatten og trækker håret fra øjnene, for bedre at kunne se. Selv fuglens mørke øjne synes mere varme og levende en Lordens.

Lyden af nye laksko imod gamle brosten, giver ekko i tåhøjde. Skoene står stille. De har bragt en ung fyr med sig, høj af figur og med pænt friseret hår, samlet i en kort hestehale i nakken. Hans ene øje er skjult bag en sort klap, det andet er gråt og passer til hans udtryksfulde ansigt. Det grå øje kigger på lakskoene, og væmmes. Lucifer plejer ikke at gå med sko, men man kan ikke forvente at arbejde hos Mørkets Lord, uden at bruge sko. Hans øjne er trætte og uopmærksomme, på at være så tæt på hende han har savnet. Han har tænkt så meget på hende, at det halve kunne være nok, og har måske mistet håbet helt om at hun vil opsøge ham igen.

Han genkender hende straks bagfra. Han kan svagt skimte hendes røde hår under hatten, og stivner. Giver sig selv elevatorblikket og trækker sine fødder bagud.
"Renatika" Siger hans rustne stemme, både posetivt overrasket, og dybt ulykkelig på en gang. For hvad er der ved at møde nogle man har savnet, hvis vedkommende ikke nærer de samme føleleser for en selv? Lucicfers kinder blusser op. Han ved ikke om det var meningen at hun skulle høre ham, eller om det bare var for at bekræfte for ham selv, at hun var der.

Renatika svirrer hovedet så hurtigt bagud, at et smertefuldt knæk lyder fra hendes nakke.
"Au..."
Forsigtigt glider hendes hånd op til den ømme nakke og gnubber den. Hun havde ikke hørt ham komme, Lucifer, i al larmen fra den lukningstravle markedsplads. Men da han, som en af de få der rent faktisk kender hendes rigtige navn, kalder på hende, må hun automatisk vende hovedet. For at det ikke skal være løgn, har hun lige haft ham i tankerne. På en måde, i hvert fald.
Hun griner tavst af hans forlegenhed. Han virker mere genert end han plejer, men det ændres sikkert snart. Der fyres normalt op under hans temperement, når Renatika siger bare et ord, mindes hun, og hun en ulmende mine præger kort hendes ansigt. Men alligevel har hun savnet ham, sådan da.
"'Aften, Lucifer," begynder hun, og lader et nysgerrigt blik studere ham fra top til tå. Han ser ikke så sjusket ud, som hun husker ham, nærmere tvært i mod. Håret friseret, ren skjorte. Sko. Han ser i det hele taget fornem ud, hvilket sikkert også passer fint med hans nye livsstil. Pff. Tjener for Lorden. Skødehund, havde hun først tænkt om ham. Nu ved hun ikke hvad hun skal mene.
Afslappet, næsten muntert, spankulerer hun over den nu unge mand, og giver ham legesygt et venskabligt skub på skulderen.
"Hvordan har du det?" smiler hun og betragter ham med de forskelligfarvede øjne.

Lucifer skyder hurtigt blikket ned i jorden. Han kan ikke bestemme sig for, hvorvidt han fortryder at have søgt hendes opmærksomhed, eller ej. Men sket er sket, og istedet beslutter han sig for, bare at få det bedste ud af tingene.
Hans mund åbnes let da hun blidt puffer til ham med sin vagabondskulder. Han ligner en kikset skoleelev, altså lige bortset fra det fomelle tøj og hans højde.

Den orange vintersol har nu trukket sig tilbage til sit trygge lune, og lader de to unge mennesker alene om mørket. Boderne omkring dem er blevet pakket sammen, og folk har søgt tilbage til deres hjem. Gaderne er ikke så sikre og menneskefyldte, som de var før i tiden, på denne tid af aftenen. Normalt er det kun til at finde kriminelle og hjemløse på gaden, når mørket er faldet på. Men er det ikke også det de er? En tilhænger af mørkets lord, og en tyvagtig vagabond tøs. Så er det da altid noget at de har hinanden. Eller har de det?

"Jeg har det fint, tak. Og du?"
Fyrens skuldre er spændte. Han bryder sig ikke om stilheden og om at være her med Renatika. Hans spændte kropssprog afslører, at han er bange. Han er ikke selv sikker på hvad, måske frygten for at blive konfronteret med sit valg af arbejde, og trosretning. Den lille moralsk korrekte Lucifer, der klæber sig op af hans indre øre, hvisker og spytter ham ind i hovedet. Lucifer blinker gentagende gange.

Nattemørket er faldet pludseligt, synes hun. Det er da ikke megen tid siden, at solen stod klar og orange nær horisonten, på vej tilbage til sit vandfyldte skjul. Men nu er den altså allerede dernede.
Ventende på Lucifers svar, spejder hun rundt på den lille plads. Det virker så forfærdeligt tomt og øde, ikke en sjæl er at se. Ikke engang en herreløs hund eller så meget som en rotte snuser rundt mellem de tætte husmure. På dette tidspunkt ville hun normalt være henne ved en af de lukkede boder, sprættende det tynde klæde, der dækker dem op, og så ellers bare rapse til sig. Tanken får hende til at krumpe sig lidt. En ussel tyvetøs, det er hvad de kalder hende. De er vel ikke meget galt på den. Hun er ikke mere værd end de krigere der slår forsvarsløse ihjel for fode. Hun ville gerne kunne sige, at hun alligevel aldrig har fortrudt at være gået hjemmefra. Men det ville være en løgn, hun har fortrudt det. Så inderligt, og så mange gange. Alligevel er hun aldrig gået tilbage.

Hun blinker næsten i takt med Lucifer, mens hun vender hans svar i hovedet. Fint. Han virker ikke som en, der har det fint.
Hun rynker brynene i en anklagende mine, men vender så blikket mod den statue hun for kort tid siden har betragtet. Duen sidder stadig på den med en kæk mine. Den ved noget, vi ikke ved, klinger det i Renatikas sind, men hun lader det være det.
"Har du set statuen?" spørger hun så Lucifer og lægger hovedet lidt på skrå. Spørgsmålet lyder uskyldigt, men en hentydende undertone skjuler sig i hendes ord. Hun bryder sig ikke om, at han hjælper dem. Men alligevel overraskede hun sig selv for ganske nylig, på det punkt.

Lucifers mund er en lige streg, placeret i hans ansigt. Følelsesløst. Og dog er hans synlige øje så følelsesfuldt som aldrig før, står perfekt sammen med hans rynkede øjenbryn. Hans øje lukker sig, blot for at åbne sig igen, efter en kort og tankefuld stund.

"Ja"
Siger han kort og kontant, uden at skænke den et blik. Selvfølgelig havde han set den. Han havde ligefrem fuldt dens opståen, i værkstedet ved Lordens slot. Faktisk var denne sorte, følelseskolde, og dog så betydningsfulde statue grunden til at han var dukket op på gaden, en aften som denne. Han havde netop hørt at den var blevet sat op og følte sig forpligtet til at gå hen og kigge nærmere på den. Måske tænke fyren med det skjulte øje på, engang at få sin egen statue rejst i Krystallandet. Han ville ikke være end ond, mørk og kold herre, som en vis Mørkets Lord. Men han ville være bestemt og modig, frygtløs og tillidsfuld. Han ville være én som folk på en gang ville frygte og se op til, og han vill føre landet igennem hårde tider. Som nu. Men med Renatika ved sin side.

Lucifer træder et skridt tættere på Renatika, for at genopdage hendes ansigt i det intense mørke. Velvidende at hans forventninger til sig selv er alt for store.

Det lykkes ikke Lucifer at se Renatikas ansigt, som er dækket af både halstørklæde og pandehår. En kuldegysning løber igennem hendes krop, og uvilkårigt tager hun armene omkring sig. Til trods for at solen har skinnet varmt hele dagen, er mørket ligeså koldt, som det ville være hvilken som helst anden februarnat. Men stemningen over landet hjælper ikke ligefrem på kulden.

Uvidende om Lucifers tanker, vender Renatika sig igen mod den velklædte unge mand. Hun ved skam godt, at Lucifer for flere måneder siden tog et arbejde som tjener hos Lorden. Hun ved også, at hans læremester er en bedårende smuk, ung kvinde. For selvom, at hun ikke vil kendes ved det, har hun betragtet ham i smug. Spioneret, kan man nærmest sige. En underlig følelse bobler op i hende. Jalousi? Nej, ikke ligefrem.
"Lucifer," begynder hun mumlende, mens hendes blik flakker rundt i nattemørket, først fra Lucifer til duen til statuen, siden fra statuen til duen til Lucifer igen. Hvor hun skal gøre af det, ved hun ikke. "Hvorfor tog du arbejde hos.. hos ham."
Tøvende spejder hun rundt, man ved aldrig hvad man kan tillade sig at sige, ikke mere.
Spørgmålet runger i hendes sind. Egentlig, så har hun en anelse, en ret god en endda, om hvorfor Lucifer søgte ind på Lordens slot. Hun kan dog ikke lade være med at ønske, at hendes fornemmelser ikke er rigtige. Men det er de som regel. Desuden kan hun ikke forestille sig en anden grund.

Overvejende svinger hun lidt med arme og ben, mens hun afventer Lucifers svar, og begynder snart at vandre rundt på pladsen. Hendes gang er rastløs og bævende, og hjertet bevæger sig mod struben. Hun ved ikke om hun virkelig vil fortælle ham det.

Lucifer prøver at finde frem til Renatikas øjne, gennem hendes lag af tøj og røde, pjuskede hår. Men det er ikke nemt. Hans øjne kan ikke skubbe noget, andet end følelser. Men han savner dem, og hende. Især hende. Han savner at kunne sige til hende hvordan han føler. Men har man nogensinde sagt det? Er det ikke bare en fed løgn han har fundet på, for at have gode stunder at tænke tilbage på? Det ville måske også være de eneste.

"Jeg manglede... Du ved... Penge"
Rømmer han sig, og lade sine øjne flakke sine egne veje, i mørket. Så længe de holder sig fra Renatikas er det okay. Hans løgn er fed og får hans hals til at klø, så han må hoste og stønne i et øjeblik. Han spolerer selv hele idéen om alt det der fortæl-hvad-du-føler pjat, men det er bevidst. Lucifer frygter, at hvis han fortæller om sine fremtidige planer, vil Renatika knuse dem. Han kan så småt forestille sig hendes stemme hæve sig op til over det normale, og vrisse af ham med ordene 'Det kan du sgu da ikke gøre' og det slår ham ud. Lucifer ryster på hovedet, sikkert til Renatikas undren. Hun har trodsalt ikke sagt noget endnu, ihvertfald ikke højt.

Lucifer drejer hovedet og sin overkrop, ved lyden af en lille piges stemme. Hun står i døren ind til et hus, med de varme lys fra en lygte bag sig. Han kan ikke høre hvad hun siger, men hendes skygge afslører en pegende finger, i de to fjolsers retning. Bag hende dukker en slidt dame op, iført et nusset forklæde og med grå rander under de trætte øjne. Hun møder Lucifers øjne og smiler ikke. Snart forsvinder hun bag en lukket dør, og trækker sin tøs med sig.

De sidste par uger passerer for Renatikas indre øje som en spillefilm. Hver eneste lille sætning, der er blevet mælet i det sidste lange stykke tid, runger for hendes ører. Hendes fjerne blik hviler et sted ude i den skjulte horisont, hvor hun ved de to slotte ligger et sted. Langt fra hinanden, men alligevel ikke så fjernt som man skulle tro. Hun lukker kort øjnene, rynker brynene en anelse, for blot at hurtigt se op igen. Kun vindens lavmælte hylen er til at høre på pladsen, og næsten lammet af stilhed, drejer Renatika atter rundt.

Duen sidder der endnu. De mørke, udtryksløse øjne dvæler halvt lukkede og søvnigt ud i ingenting, ikke ulig Renatikas egne. Der går ikke lang tid, før hun er på vej op i statuen.
Den mørkegrå fugl kurrer utilfredst, idét vagabonden med en beroligende pippen lægger de handskeklædte hænder omkring den og løfter den op.
Duen ved noget, som de ikke ved, husker Renatika. Men det gør hun også.
Imponerende adræt lykkes det pigen at placere sig selv på jorden igen, stadig med den kurrende fugl i hænderne.

Lucifers svar tilfredstiller hende ikke, og hendes mund gør et irriteret tic, skjult af nattemørket og halstørklædet. Endnu et stykke stilhed følger Lucifers ord, kun afbrudt af duens urolige kurren. Endelig lander Renatikas blik på drengen, og hun åbner munden, men et barns stemme afbryder hende, før hun når i gang. De forskelligfarvede øjne bliver matte og triste, da døren lukkes uden et ord.
"Du lyver."

Lucifers øjne gør et pludseligt hop, væk fra Renatika, da de to ord vælger at placere sig på hendes læber. Det svider og stikker i hans øre og nervøst famler hans vinterudtørrede hænder omkring hans ellers skjulte slips. Han finder sine egne handlinger gennemskuelige, og gemmer istedet hænderne bag ryggen. Duens røde øjne stirrer intenst på ham, og han slår ud i luften bag sing ryg. Dens kurren går fra at være lav og melodisk, til skrappende og irriterende. Alt imens den holder blikket på ham. Man skulle tro, at den vidste, at det delvist var hans skyld at den statue stod der. Den truer ham sikkert med at skide den til, ligesom den skider på alt andet.

"Nej jeg gør ej"
Siger han fraværende, og træder taktløs en skridt tilbage. Hans stemme er naiv og han tvinger sig selv til at tro på, at han kan lyve over for hende. Selvfølgelig vil hun gennemskue ham, som hun plejer. Hun kender ham alt for godt.

Ja, Renatika kender ham for godt, hvorfor hun også er sikker på, at han har et eller andet i ærmet. Det ville ikke ligne Lucifer at tjene nogen på den måde, også selvom det er selveste Mørkets Lord, dét er hans ego alligevel for stort til.
Igen skal Renatika lige til at tale, da en råben høres bag ved dem. På tæeerne som en kat drejer hun rundt, lyttende efter den potentielle fjende. Først da går det op for hende, at råbene er langt borte. Bag lange rækker af hustage, lyser et flammende orange skær op i mørket, som en ekstra solnedgang. Men lyset er langt fra så fredligt og idyllisk, tvært i mod. Det er skæret af sydende flammer, slikkende op af en uheldig husstand i udkanten af byen. Og det er ikke bare råb, der kan høres. Det er skrig. Kvinder og børn.
Opgivende sænker hun de før spændte skuldre. Der hærsker ingen tvivl i hende om, at det er mørkets krigere, der er på spil. Mørkets krigere og riddere, der plyndrer de allerede fattige bønder.

Renatikas matte blik glider hen på Lucifer. Hun har bestemt sig. Der er ingen grund til at gå i mod sine principper, hvis dem man gør det for, alligevel ikke stoler på én.
"Jo du gør," kommer det køligt fra hende. Hendes toneløse stemme er hæs og rusten. "Jeg fortæller det dig ikke. Det har du ikke fortjent."

Ligeledes som sin veninde, drejer Lucifer kroppen imod lydende og lyset. Hans hænder ryster. Tanken om hvor mange menneskeliv der må gå gå tabt under denne krig, er ikke til at bære, ikke engang for en som ham. Ond har han nu aldrig været. Måske langt ude, kriminel og voldelig alkoholiker og fortabt. Men man skal da for alvor være ond for at brænde huse ned, til ære for en eller anden opblæst nar, der kalder sig Mørkets Lord. Måske er sådanne ting ikke så smarte at tænke på når man arbejder for selvsamme fjols.

Lucifer knytter sin venstre hånd omkring et løssluppent hår på hans hoved, og mærker sine sorte negle ramme hans hovedbund. Han må snart få overtaget, og rette op på det hele. Det er en fordel for ham, at han slap så nemt ved ansættelsen som tjener hos Lorden. Hvis han kæmper sig selv op af rangstien er det måske muligt at likvidere herren, og blive sat som fving af tronen. Men det er mange mænd imod én lille, naiv, rødhåret fyr.

"Jeg vil godt være iflydelsesrig"
Siger han kort, uden at uddybe noget. Det pirrer ham gevaldigt, at hun ved noget han ikke ved. Sådan lyder det ihvertfald.
Lucifer kigger ned i jorden. Hvide klatter. Lorte duer.

For en kort stund vrider duen sig voldsomt for at komme fri, og Renatika er da også lige ved at slippe det blide greb. Himlen lyser mere voldsomt op end før, ilden har bredt sig. Gråd og skrig ligesådan. Det skulle ikke undre Renatika, hvis krigerne har nedslagtet hver og en de er kommet i nærheden af, dreng eller mand. Kvinderne har de uden tvivl svinget bundet over hesteryggene. Det må jo også have været nemt nok. Kællingerne har sikkert ikke gjort megen modstand, ikke efter at have set sit hjem brændt og sin familie nedslagtet.

Renatika bider sig hårdt i læben af raseri. Ildens orange flammer giver genskær i hendes vrede øjne, og fustreret vender hun atter ryggen til optøjerne.
"Pff," er hendes eneste svar til Lucifers udmelding. Det er for sent at redde, som om det ikke er nok, at han startede med at lyve, så fortæller han ikke engang hele sandheden anden gang. 'Jeg vil være inflydelsesrig', hvad skal det forestille? Med skrig og råb i baggrunden, koger Renatikas temperment langt om længe over.
"Man bliver ikke inflydelsesrig af at være skødehund for tyve og røvere, Lucifer! Hold op med at lyve for mig!"
Han fik ret. Hendes stemme er hævet og hvæsende samt nærmest hvidtglødende af raseri. Hun havde ellers bestemt at hun ville behærske sig. Være den gode ven, for en gangs skyld.
Den mørkegrå due undslipper pigens dirrende greb, og basker højlydt væk, med sin skygge på den oprøske ild.

Fyrens trætte øjne hviler på duen. Skrigende giver genlyd i hans øre og runger helt ind til den inderste nerve. En kædereaktion tvinger hans hånd til at stryge sig igennem den satans knægts hår. Lucifer forsøger at holde sin rystende hånd stille, men det resulterer bare i at rystenden breder sig til resten af den ranglede fyrs krop. Uden nogen form for håb om at få den gode samvittigthed tilbage. Med et eksploderer han.

"Man bliver fandme heller ikke indflydelsesrig af at ligger i rendestenen, og drikker sig fuld i mjød. Renatika for helvede, mennesker dør. Du tænker fandme kun på dig selv og din forpulede møgræv! Og ved du hvad? Måske kunne jeg rent faktisk ændre noget, måske kunne jeg rent faktisk gøre en forskel. Og udrette noget, i modsætning til andre selvfede vagabondbørn!"

Småsten triller over brostenene da Lucifer springer bagud, men falder snart ned i hullerne, imellem stenene. Der bliver de liggende. En nappende stilhed sniger sig ind under hans skjorte, og kravler over hans nakke. Et enkelt skrig høres langt borte, før lyset fra de orange flammerforsvinder helt. Han ved at der intet er tilbage mere.

Fuglens vinger giver baskende genlyd mellem de skidne husvægge, lavere og lavere, indtil de sidst forsvinder. De intense flap runger dog i lang tid i Renatikas hoved, sammen med Lucifers ord, der langsomt er ved at synke ind. Helt ind.

Hvad var det han sagde? Hvad var det han sagde? HVAD FANDEN I HELVEDE VAR DET HAN SAGDE!?
Ilden i huset slukkes i et ynkeligt puff, men en ild i Renatikas opspillede øjne tændes med ét, og det nu komplette nattemørke kan ikke skjule hendes rasende, hurtige bevægelser. Med dundrende skridt farer den lave pige mod den uforskammede knægt, sætter af med den ene fod og springer på ham. Med et drøn rammer de to jorden, og Renatika knytter i blindt raseri sine næver. Et halvt dusin slag hagler ned mod Lucifers ansigt, som samtidig får Renatikas vrede skreget ind i ansigtet;
"Hvad fanden ved du om det!? Du, du, du er sgu ikke meget bedre! Djævleyngel, Lucifer, det er hvad du er! Djævleyngel, friskt udsprunget fra Satans skød! Du kan sgu ikke gøre en hujende fis, din kraftidiot, hvad satan skal det hjælpe, når du holder med de onde! Du gør ikke noget! Du gør ikke mere end mig!"
Hendes skingre og bævende stemme snubler over de mange eder og anklagelser, der druknes i den stride strøm af tårer, der løber fra hendes sammenknebne øjne. Med en styrke kun en rasende kvinde kan beside forsøger hun gentagne gange at skubbe Lucifer længere ned i de regnvåde brosten, før hun griber om hans hals i et fast greb med de rystende hænder.

"Jeg ligger ikke i rendestenen."
Hendes stemme er ikke mere end en hvislende hvisken, bævende af hvidtglødende raseri.

Lucifers vejrtrækning ophører kort, da hans øjner flyver væk sammen med den grimme fugl. Et dubt suk starter den igen, og hans opblussede kinder vender sig imod jorden. Et undskyldende ord skal til at klemme sig ud imellem hans sprukne læber- han kender sig selv for godt til at benægte at være et fjols. Hans mund er for stor, hjerne for lille og lunte for kort. Renatika ville alligevel aldrig kunne forstå var langt han vil. Til tider er ofringer nødvendige i svære tider, for så til sidst at rette op på alting igen.

Det er dog ikke det der forhindrer ham i at undskylde sig falsk, før han ved af det ligger han på den duebeskedne jord. Der hvor han hører til. Et jag af smerte skyder op i hans rygsøjle, da han kollidere med de hårde brosten. Renatika rammer ham en enkelt gang eller to i ansigtet, før han får pareret med sine spinkle underarme. Han strækker halsen og mærker at noget er gået løs i næsen. For slå hårdt, det kan hun fandme.

"Nu må du fand...OUGH"
Lucifer opgiver at bruge sine krafter på at snakke hende til fornuft, det får han alligevel ikke noget ud af. En tåre rammer ham i ansigtet og blander sig med strømmen af blod, der løber ned over hans bankede kinder, fra han næse. For til sidst at blande sig med duelort på de grå, ligegyldige brosten. Kolde hænder griber om Lucifers hals. Han er bange for at slå hende. Han kan råbe og bande, men slå en pige, vil han helst ikke rode sig ud i. Måske må man nogle gange bare gøre ting der ikke er så gennemtænkte, for at få kontrol over tingene.

En knyttet næver flyver imod Renatikas kraveben.