Chinaza kommer gående hen ad stranden. Hendes bare tæer graver sig ned i sandet, mens hun går mod den klippe, hun plejer at sidde på og se solen synke i knæ og bøje af for natten.
Vinden tager i hendes velplejede, natmørke hår og leger med det, og den slidte kjole, der engang var blå med sølvtråde, bliver flået i, så resterne af den nærmest bliver flået af hende. Den er flænset næsten op til knæene, mens de lange ærmer, den engang havde, var reduceret til tråde af gråblåt stof, der hviklede sig sammen i små knuder.
Hun ser ud over vandet og finder en ro, hun ikke har følt længe. Her, elene og ensom, hilser hun nattens favntag velkomment. En følelse af at komme hjem fylder hende. Det er trods alt længe siden, hun sidst har været her. Et år eller mere, havde Kyoshiro sagt.
Hun sukkede let.