Cathrine prøvede at holde sit hoved tilbage, men kunne ikke. Selvom det var blidt, var det også stærkt. Ligeledes var det med hans blik, men prøvede virkelig at undgå det, men det var som om der var noget uimodståeligt ved at se i hans øjne. Møde hans blik. Hun kunne se han ikke løg. Hun kunne se at det ikke engang var den mindste smule løgn. Denne mand der havde taget hendes liv og dømt hende til det her, ville faktisk hjælpe hende? Cathrine overvejede om Alzeid vidste hun kunne se løgn? Det gjorde han nok. Han vidste tilsyneladende alt om hende også det hun ikke vidste.
Hvis Cathrine hjerte havde slået, ville det havde dunket hundrede gange stærkere end normalt. De tanker der fløj rundt i hovedet på hende, var forvirrede og tvivlende. Hun kunne ikke få noget af det til at give mening. Noget hun slet ikke kunne forstå, var at hun følte lidt en trang til at gøre hvad han sagde. Adlyde. Kalde han Sir eller mester. Hun forstod det ikke. Hun kunne ikke lide det. Hvorfor var det sådan? Havde han gjort noget ved hende ellers? Bundet hende til en besværgelse eller noget?
Man kunne se i hendes øjne at hun var helt ude i tovene på grund af alt dette. Derudover var hun begyndt at føle en mangel hun endnu ikke kunne sætte ord på. En lyst efter noget. Efter blod… Men det vidste hun ikke selv endnu. Ilden i kaminen bag dem, flakkede underligt, unaturligt rundt og var hele tiden ved at gå ud eller blusse op i en decideret farlig grad. Den fulgte hendes sind.

Endnu engang forsøgte han at smile venligt, hvilket dog blev lidt kejtet og tilfældigt. Det lignede mest bare at han havde hørt en dårlig vittighed, men uden at ville virke uhøflig. Et falskt smil, der dog udtrykte virkelige følelser. Eller så virkelige følelser nu engang bliver. Efter så mange år var hukommelsen om de mange forskellige sensationer, kulde, varme, smerte eller tilfredsstillelse langsomt begyndt at forsvinde ud i periferien. Han var ikke længere sikker på noget, og var langsomt begyndt at miste sit tag i verden som vi kender den.
Han kiggede stadig ind i hendes øjne og en flig af hans hukommelse gled af hans hukommelses tavle, og ind i hans sind. Da billedet nåede ham, afbrød han deres kontakt brat og voldeligt, men ikke før hun kunne nå at få et glimt af sorg og længsel. Han satte sig helt hen til ilden i en hurtig bevægelse, og holdt en hånd på hver side af sit ansigt. Han havde mistet noget af sin bravur. Hans størrelse var blevet skalleret, og som ilden kastede hans lange skygge bagud lignede han det han var. En træt, gammel mand. Han følte en trang til at fortsætte med at forklare. At fortælle hende hvad hun ønskede at vide. Men han vidste godt det ikke kunne lade sig gøre. Han havde før lært den lektie, og ville aldrig igen tale over sig før tiden var rigtig. ”Jeg kan forestille mig at du har brug for at hvile dig,” hans stemme var ikke højtidelig eller hånende, men fjern og åndsforladt. ”Det ville være mig en glæde, hvis du ville fortælle mig hvor du opholder dig.” Noget koldt havde kravlet sig vej ind i hans stemme. Koldt og upersonligt. Ikke hvem han var, men hvis han ikke var der til de gode ting, ville han heller aldrig være der til de hårde.

Stille genfandt Cathrine fatningen og kom tilbage til den person der i sandhed hadede denne mand. Hun havde også hadet ham før, bare på en respektfuld og underlige måde hun ikke kunne forklare. Hun syntes at have set noget i ham som var sorgfuldt og hun forstod det ikke. Var der faktisk noget denne mand var ked af? Hun iagttog ham grundigt som han ændrede sig og syntes at blive gammel og svag i stedet for stærk og mægtig han ellers havde været. Undrende og skeptisk gik hun lid hen mod ham. Ilden hold sig med ro igen, man kunne faktisk næsten se Cathrines følelser i ilden. Den måde de reagerede på. Flammerne var forsigtige og undvigende. Som om de var mistænksomme og før havde de jo været ude a kontrol og vilde. Fortvivlede. Cathrine havde også selv bemærket det og ærgrede sig dybt. Hun brød sig ikke om at man ville kunne læse hende på den måde, hvis man blev opmærksom på det. I det hele taget brød hun sig jo ikke om den nye ild. Hendes nye side, men hun håbede da at blive i stand til at kontrollere den. Hun tænkte sig lidt om.
”Det ved jeg ikke… De har stadig ikke sagt hvor jeg bor…” Svarede hun alvorligt, men måske med en lille undertone af drilleri. Hvor i alverden kom den fra? Det var nok fordi hun et eller andet sted, var for god til at være direkte kold og modbydelig, mod en der sad og så sådan ud. Hun var trods alt oplært af en ridder.
((Hold da helt fast jeg stiller mange spørgsmål til mig selv i mine indlæg for tiden :S))

Han kiggede ikke på hende, men foldede hænderne foran sit ansigt. Hans øjne var stadig fastlåst på ilden, selvom hans følsomme øjne skreg af smerte. Eller, det troede han i hvert fald at de gjorde.. Var det smerte? Hvordan vidste han, at dette var smerte, og ikke glæde, eller om det var sådan det var normalt? Måske var det sådan det var normalt, der var smerte, og dette der var normalt. Han sukkede kort. En forfærdelig oplevelse, men alligevel kunne han ikke lade være med at kigge på ilden. Selvom det var skrækindjagende at sidde der og tænke over sådan ting, ville han ikke miste den fornemmelse af skræk, og i frygt for at han ikke længere vidste hvad det var når han kiggede væk, blev hans øjne ved med at kigge på de gule flammer.
”Du har stadig ikke givet mig en grund til at fortælle dig hvor du bor.” Den gamle ham var tilbage. Det havde taget noget tid at få ham hevet ud af den mørke afkrog af hans sind. Det sted fyldt med de mareridt han aldrig havde drømt. Der, hvor vanviddets edderkopper spandt deres gigantiske spind.

”Så bliver jeg nød til at insistere på at du bliver her, i hvert fald til du har fundet et ordentligt sted at være. Solen er på vej op, og hvis jeg ikke taget meget fejl, er det din sidste dag i sollys.” Endnu engang var hans stemme bestemt, fast og buisness-like. Han lød som en stolt og henrivende person, man dog ikke ville have lyst til at komme på den forkerte side af.

Sol… Cathrine fik en uendelig lyst til at se solen. Til at have den gamle velkendte styrke i kroppen, som hun plejede at få, når solens stråler rørte hendes hud.. Nu ville det ikke styrke mere. Nu ville de brænde og det vidste hun godt. Un vidste det ville være bedst at blive. Hun vidste det ville være sikrest, men af en eller anden grund havde hun bare ikke lyst til at blive der, når det vat noget han konstaterede at hun skulle. Det kunne godt være at formulerede som var det et venligt forslag, men man kunne tydeligt høre at det var en ordre. En anden del af Cathrine følte sig også forpligtiget til at følge denne ordre.
Huh? Hvad sker der?
Hun forstod slet ikke disse tanker. Bare for at gøre noget, udtrykke sig, havde hun meget lyst til at skændes med ham, til at modsige ham og få ham til at sige hvor hun boede, men hun vidste at hun ikke ville få noget ud af det. Han ville bare nægte at svare eller sådan noget..
Igen kom hun til at tænke på solen. Og hun blev vred. Meget vred. Lige pludselig. Hun blev vred på Alzeid, på det her sted, på hvad der var sket, hendes forældre. Alt! Men kun i et sekund og så var det væk igen.. Ilden havde også kunnet føle det. Den blussede voldsomt og spruttede næsten ud af kaminen lige kort og så gik den ud. Cathrine sank sammen på sofaen og lagde hovedet i hænderne.
”Ja… Det var det..”

Han kunne tydeligt høre… Hendes forskellige sindsstemninger. Dem, han ikke kunne høre på hende stemme, kunne han se på ilden. Hun havde brug for nogen at være vred på, og han var alt der var. Det gjorde ham mundlam. Han følte sig forpligtet til at sine nogle bevingede og opløftende ord, der kunne hjælpe, men alt han kunne gøre, var at fornemme hendes lidelse. Måske var det ikke den rigtige ting han havde gjort. Han havde gjort det rigtigt som straf, men han vidste ikke om han burde havde gjort det alligevel. Om han burde havde straffet hende. Måske skulle han bare havde ladet hende dø. Få en befriende flugt væk, for så aldrig at skulle kigge tilbage. Aldrig være nød til at kigge tilbage.
Tøvende, og relativt usikker begyndte han at prøve at sige noget, der skulle virke som opmuntrende ord. Det lykkedes nok ikke på nogen måde. ”Du klarer dig fint uden sol. Jeg har aldrig fået noget sol, og jeg har klaret mig fint!” Og dog. At sætte det på den måde, var måske ikke lige den ting hun havde brug for at høre. Men han havde aldrig været ude i solen, heller ej set den. I sandhed, var han faktisk en smule bange for dens dødelige stråler.

((Wtf… Får han medlidenhed med hende? Spøjst xD))

Cathrine stivnede. Hun vidste ikke om hun skulle blive vred på ham eller bare lade være at sige noget. Solen var speciel for hende. Eller. Den havde været speciel for hende, men det var den jo ikke mere. Ingen anden hun nogensinde havde mødt, havde set solen og haft den på samme måde som hun havde.

”De forstår det ikke… Solen for mig, var min styrke. Jeg var altid stærkere når det var varmt og solen ramte min hud. Jeg var altid mest kontrolleret med solen. Det her,” hun lod ilden gløde lidt op igen. ”Det forstår jeg ikke. Det er fremmed. Det er vildt. Jeg har ingen kontrol over det. Min ild kom fra solen. Min kraft, var solen” Hun sad stadig med ansigtet i hænderne, men hun så ikke opgivende ud. Bare bitter. Rolig og bitter. Hendes stemme var iskold, men ellers uden følelse…

((Neej… Han tvivler, det er alt (: ))
Han fnøs kort, mens fragmenter af minder langsomt tog hans opmærksomhed væk fra den nuværende situation. Han kunne ikke forstå hvad der var så fedt med solen. Alt den nogensinde havde gjort ham var at blænde, dens refleksion rettere sagt, eller brænde. Hvorfor dødelige var så besatte med tanken om sol, havde hans sind ikke plads nok til at tygge igennem.
”Du vænner dig hurtigt til at være foruden. Hvis du ikke vænner dig hurtigt til det, er det bare surt for dig.” Hans stemme var helt og holdent tilbage til sit gamle jeg. Den eneste følelse, der var plads til, var følelsen af at være følelsesløs. Han tog ikke holdning til noget ved hvad han sagde, og det var tydeligt at det ikke var ord, der kom fra hjertet. Nu havde hans hjerte vel at mærke aldrig gjort noget, så det var med tiden blevet temmelig dovent, og hvis man nogensinde har hørt en doven person tale, ved man hvor meningsløse dennes ord er.
”Der er nogle regler vi skal have slået fast, hvis du skal blive her.” Hans blik var fortsat rettet mod ilden, selvom ilden først lige var dukket op igen. ”Først og fremmest, du skal holde dig fra den reol,” han lavede en gestus i retning af en række reoler, men det var klart hvilken han omtalte. Reolen havde lutter ensformige bøger, alle tykke med grå læderomslag. Hver bog havde to datoer dateret på ryggen, og alle stod de i presset samme i den 2 meter høje reol. Der var så mange af dem, at det var lige før man kunne frygte at reolen ville sprænges. ”Udover de bøger, er du velkommen til at læse hvad du end har lyst til. Den anden umiddelbare regel, er at du skal holde dig væk fra mit kammer.” Han lagde meget pres på den sidste del af sætningen og det var tydeligvis ikke til diskussion. ”Er det forstået?”

((Ih. Jeg er alt for hyper. Er ved at lave en anden karakter der er helt anderledes end jeg plejer at lave folk.. ^^ Så er du advaret hvis jeg pludselig skriver noget underligt))

Cathrine lod ilden gå ud. Igen grund til at lade den blive ved, når nu hendes tøj faktisk var helt tørt og ingen af dem havde jo brug for varmen eller lyset. Desuden var der ikke rigtig noget brænde tilbage og det ville være udelukkende hende der skulle holde det i gang hvis det skulle blive ved. Hun kikkede hvor Alzeid pegede. Reolen var stor, med alt for mange bøger i. Bøger med datoer…
Dagbøger? kunne hun ikke lade være at overvejede. Det sagde hun dog ikke noget om at hun tænkte. Et øjeblik havde hun villet være trodsig og spørge hvorfor, men droppede det. Man kunne dog godt se at spørgsmålet lå på tungen. I stedet sagde hun:
”Ellers andet?” Det var måske et høfligt spørgsmål, men der var ikke noget høflighed over det. Det var mere et fnys. Et modvilligt: Jeg skal nok gøre som du siger… For nu…

Han rejste sig op, og gik over mod sit kammers dør med nogle hastige skridt. Med en tung fornemmelse, han ikke helt vidste hvor stammede fra, hev han døren op. Hængslerne knirkede, og lyden skar igennem hans hoved. Han kiggede ind i mørket på den anden side af døren. Nej, han kiggede igennem mørket og ind i det der var hindsides. Bag mørket.
”En sidste ting,” han tog et skridt indenfor døren, og kom ud igen med et tungt objekt af træ. ”Du får nok brug for den her på et eller andet tidspunkt!” Han smed den massive trækiste hen foran hende, med en sådan utrolig lethed at man skulle tro den var lavet af papir. Det var den vel at mærke ikke. Den var lavet af massiv eg, og derfor meget tung for sin størrelse. Inde i den, lå der jord i bunden. Ikke bare jord, skulle man måske tilføje, men en helt speciel form for jord. Det var den eneste måde vampyrer kunne genvinde deres energi. Den kraft der holdt dem kørende, ville bruge jorden som legeme, og der oplade sine kræfter. Når den havde fået sin energi tilbage, ville den så vende tilbage til værtskroppen. I den tid kræften var væk, ville kroppen ikke være mere end et gement lig. Det eneste der ville være tilbage, var det fysiske.
Dette havde dog det heldige aspekt, at man ikke behøvede drømme, og det ville virke som om du vågnede sekundet efter du var faldet i søvn.

Alzeid lagde armene overkors og kiggede på hende afventende. Ikke at han forventede at hun ville gøre noget, han ville bare gerne se hvordan hun reagerede.

((Bliver de trætte, hvis de ikke hviler eller hvordan?))

Det første der viste sig på Cathrines ansigt, var ikke foragt, vrede, eller had. Det var forbløffelse. Meget meget stor forbløffelse derefter kom foragten. Hun vidste nogenlunde hvad den skulle bruges til, men det var ikke noget hun ville gå med på. I hvert fald ikke nu. Hun sank. Ikke fordi hun behøvede, men fordi hun ikke havde nogen som helst idé om hvad hun skulle gøre eller sige. Hun rystede kort på hovedet. Det kunne ikke være rigtigt det her. Noget andet hun undrede sig over hvor han lige pludselig have fået en kiste fra? Hun kunne lugte der var jord i den og det gjorde ikke ideen om at skulle ligge der mere attraktiv.
Cathrine trådte lidt væk fra kisten og kikkede foragteligt på den. ”Nej..” Svarede hun bare koldt.

(Nej, de bliver bare afkræftet. Svagere og svagere, uden at værre i stand til at falde i søvn eller dø af træthed. Temmelig ulideligt, når man tænker over det.)
Han kiggede foragteligt på hende. Sådan et menneske-barn havde han ikke set magen til længe. Nu havde han naturligvis heller ikke set meget til menneske-børn, i hvert fald ikke i meget, meget lang tid. Han rettede sin ryg op og holdt fortsat armene over kors. Et eller andet ved hendes opførsel, eller måske bare hendes tilstedeværelse, gjorde ham mentalt udmattet. Ikke som når man skal sove, men som når man skal læsse et 100 sider pensum igennem flere gange end man har lyst til. Han orkede det bare ikke.
”Jeg er bange for at du har misforstået et aspekt her, navnlig at det ikke var et spørgsmål. Det var heller ikke en ordre, men et faktum. Du har ikke et valg, jeg har ikke et valg og på den måde fortsætter livet sin vante gang. Kisten er fuldt med jord fra området omkring Dødsporten, og nødvendig for en vampyr sove. Du var bare heldig at jeg havde en ekstra.” Han vendte ryggen til hende, og stampede ind i sit eget kammer, mens han vrissede et eller andet dæmpet så meget at selv ikke han kunne høre det. Uden at vente på flere spørgsmål eller respons fra hende side, smækkede han døren i bag sig, og man kunne høre lyden af en nøgle, der svingede i.

Cathrine blev stående lidt hvor hun var uden at sige noget. Hun overvejede at gå. Eller at brænde det hele ned, men det ville nok være dumt. Det kunne dog være sjovt at brænde hans dør. Gad vide hvad han ville sige til det når han vågnede? Hun kom til at smile ved tanken. Cathrine satte sig på sofaen og overvejede sine muligheder. Hun kunne enten følge hans vilje og ligge sig i kisten, men det var ikke det hun alle mest havde lyst til. Kisten var nok ikke så slem egentlig. Hun havde ikke sådan umiddelbart noget mod jorden, eller at den var hård. Det var slet ikke så forfængeligt. Det var mere det, at det var en kiste… En kiste hvor døde lå. Og jo.. Altså. Hun var jo egentlig død, men alligevel. Hun havde også altid været en lille smule klaustrofobisk.. Det største argument for ikke at gøre det, var nok at hun ikke ville gøre hvad han sagde. Hun havde ikke lyst til at adlyde ham. Tankerne førte videre…
Bogreolen? Hun havde pludselig virkelig lyst til at læse i bøgerne. Til at se hvad det var hun ikke måtte se. Langsomt gik hun hen til reolen og tog forsigtigt en støvet bog ned. Den lå i et hjørne for sig selv. I modsætning til alle de andre bøger, var der kun en dato på den. Hun tog den op og holdte den lidt i hånden og tog den så med hen til sofaen. Af sig selv slog den op i bogen, på grund af et bogmærke. Cathrine begyndte at læse. Det handlede om en pige. Emily. Cathrine læste forbløffet videre og kunne se der også var nogle breve med en anden håndskrift.

Cathrine sad længe forundret og læste. Da hun blev færdig med det der vist var om pigen Emily, satte hun roligt bogen tilbage præcis som den havde stået før. Hun kunne huske hver enkelt lille ting om hvordan den havde stået, men hun var sikker på at Alzeid sagtens ville vide hun havde kikket i den. Det havde hun også taget højde for da hun tog den. Hun vidste hun ville komme i problemer.

Lang tid var gået, siden Alzeid gik ind i sit kammer. Han havde brugt tiden på at tage en lur, hvis man da kunne kalde det det. Han var i hvert fald frisk og fyldt med energi. Naturligvis lod han ikke dette vise. Han havde alt for travlt med at spekulere over større problemer, til at være glad over noget. Ikke at han havde noget at være glad over.
Roligt gik han hen til sit skrivebord, som han havde placeret bagerst i opholdsrummet. Dette var dog efterhånden blevet sværere at se, da det taktvist var blevet begravet af papirer, der kun blev holdt på plads af store tunge bøger. På alle hans papirer, var der nedkradset tegn, der i grunden ikke mindede om noget, nogen længere kunne læsse. Man skulle i hvert fald lede længe for at finde en lært, der var i stand til at forstå hvad han havde skrevet.
Han kiggede ikke efter Cathrine, og håbede mest af alt at det bare havde været en ond drøm. Han havde aldrig prøvet at drømme, så for ham var det lidt svært at bedømme. Ifølge hans bøger, var det noget alle gjorde, og noget der skete mens man sov. Desuden gik han også ud fra tilstand han befandt sig i når han var i kisten, var søvn selvom det var noget helt andet. Noget skræmmende, man ikke ville kunne sætte ord på.
Hans hår var uglet. Han lignede en, der havde sovet alt for længe, og havde brug for sin morgenkaffe. Hvilket han dog ikke havde. Han havde aldrig drukket kaffe før, navnlig fordi det ikke var noget man gjorde. Der var heller ej nogen der vidste hvad kaffe var, ikke endnu i hvert fald.
Efter at havde taget nogle sukkende vejrtrækninger, åbnede han en tung bog og begyndte at læse.

Da Alzeid dukkede op vidste Cathrine det med det samme. Hun havde næsten kunnet høre ham da han var bag den store dør, så det var ikke et problem her. Hvis han spurgte hende hvad der var sket, fortalte hun ham nok sandheden. Hun havde gjort det, og måtte tage konsekvensen af det, hvis han fandt ud af det. Det var sådan hun tænkte. Og det var også egentligt retfærdigt nok hvis han straffede hende, for hun havde læst i noget der ikke ragede hende og så endda i hans hjem.
I modsætning til Alzeid var Cathrine til gengæld alt andet end udhvilet, men det havde ikke fået hende til at overveje kisten endnu. Hun var også begyndt at blive lidt blodtørstig og var efterhånden ved at indse at det var det hun var. Hun prøvede ikke at vise det og sad bare roligt med hovedet op mod væggen på sofaen og lyttede til Alzeids svage lyde af bevægelser.

Hans langsomme, men præcise, bevægelser blev langsomt erstattet af den skriblende lyd af en fjerpen. Han tog endnu flere notater, lavede udligninger og planer. Han skulle lige bruge lidt tid til at tænke, hvilket er noget af en præstation, og kiggede derfor kort op. Instinktivt lagde han mærke til ting der var anderledes end de havde været de sidste hundrede år, og der var Cathrine en betydelig forandring, som hun sad der og prøvede at lade være med at være der. Det var nok egentligt det hun gjorde; koncentrerede sig dybt og inderligt på at være en anden end den hun var, eller i hvert fald en anden end den hun var nu. Ynkeligt.
Måske var ynkeligt et hårdt ord at bruge, Alzeid kunne bare ikke forstå det. Og som alt andet han ikke kunne forstå, gik han ud fra at det ikke var værd at kunne forstå.
Da han kiggede ned på sine papirer for at skrible det svar ned han var nået frem til, sagde han roligt og ligegyldigt. ”Hvad har du så lavet af ballade mens jeg var væk?” Han sagde det ikke synderligt højt, men højt nok til at en lyttende vampyr kunne høre det.

Cathrine overvejede sine ord lidt før hun sagde dem. Det ville være point of no return, hvis hun sagde det, det vidste hun og det ville helt sikkert skabe en masse ballede, men på en eller anden måde, var det næsten det hun havde lyst til. At skabe noget kaos for denne mand, sørge for han ikke nød at han havde gjort hende vampyr. Var det egentlig ikke det hun ville?
En anden del hun prøvede at undertrykke lidt, ville også bare gerne have kaos, fordi det var meget sjovere end stilhed sagde den til hende. Og jo længere tid der gik. Jo stærkere og mere overdreven blev denne stemme.

”Læst” Svarede hun så. Helt roligt, stadig med lukkede øjne og hovedet op mod væggen, men meget afventende på hans reaktion.

Hans blik var igen sænket, og han havde mistet interessen for hvad hun sagde. Egentligt arbejde hans tanker nu på et helt andet plan, mens hans underbevidsthed samlede hendes ord sammen, og forberedte et standard svar, uden at tænke over det. ”Nåh, hvad har du læst i?” Endnu engang var hans stemme lav og mumlende, men høj nok til at hun ville kunne høre ham.
Han skriblede lidt videre i sine papirer, og løftede det så op foran sit blik. Var det det? Var det virkelig hvad han havde arbejdet på? Havde han endeligt fundet svaret?
Nah, nok ikke. Han sænkede sig igen over skrivebordet, og gav sit til at tjekke sine formler og formularens detaljer.

Cathrine kunne godt se at han ikke rigtig hørte efter hvad hun sagde. Han var nok ved noget vigtigt. Skulle hun lade ham blive færdig med det først? Det ville næsten være synd at afbryde ham i det, for han ville nok blive temmelig afbrudt på et tidspunkt. Hun havde ikke tænkt sig at spørge ind til hvad hun havde læst, men det gjorde det nok ikke meget bedre for ham at hun havde læst det. Hun overvejede hvor specifik hun gad være og bestemte sig for at hun ikke ligefrem gad gå hen og pege på den. Hun gav et lille nik hen mod den, som han nok godt kunne se hvis han var opmærksom.

”Den store i hjørnet” Svarede hun bare. Ikke bange, ikke drillende, ikke skamfuld. Ikke rigtig noget faktisk. Hun havde heller ikke sådan set følt så meget ved at læse det, men det var da meget interessant ikke? Det syntes hun i hvert fald, selvom der var meget af det hun ikke forstod. For det første var det gammelt sprog, for det andet havde Cathrine aldrig været ret god til at læse. Faktisk meget dårlig til det, men som hun havde gjort det her, var hun faktisk også blevet bedre efter nogle få linjer. Hun regnede med at hendes nye tilstand havde meget med hendes lærenemhed at gøre.

Han nikkede roligt, mens han lagde papiret fra sig. Alt så ud til at passe som det skulle, og han hørte knapt nok det var for nogle ord, der kom ud fra hendes mund. ”Aha.” Sagde han langsomt, men pludseligt gik det op for ham hvad hun havde sagt. Med en rasende hurtig bevægelse rejste han sig op, og en række arrige skridt afslørede at han gik over til reolen med sine journaler. Alt så ud som det skulle være, men han havde endnu ikke kigget på bogen, der skilte sig ud. Han brød sig ikke om den. Han forsøgte bevidst at lade som om den ikke var der, men langsomt blev hans blik tiltrukket af dens grå overflade. En kørte en finger hen over den, vendte sig omkring, og gik mod hende med rasende skridt. En hver, der kunne se hans ansigt, vidste at der var ballade. Han så ikke bare vred ud, men ond tilmed også. Hun ville måske mene at han havde set og opført sig ondt, men nu var den helt gal. En hver fuldvoksen mand ville sluge sin værdighed og løbe for livet, vids altså ikke de besvimede på stedet ved tanken om de rædsler man kunne se i hans øjne, eller dræbt sig for at slippe for de lidelser de vidste ventede. ”Du gjorde hvad!?” Hans var endnu 2 meter fra hende, men man behøvede ikke en doktorgrad for at vide, at dette kom til at gøre ondt.