Hovedgaden er forladt. Tom, øde. Helt nøgen efter en travl dag med både rejsende og stedkendte, store, små, fattige, rige. Tiggere, krigere. Frosten ligger hen over brostenene, gør det farligt at færdes der med for hurtige skridt, men dette har ikke forhindret folk i at have tralvt, hele dagen. Ikke engang kulden kan få sælgerne til at blive hjemme og springe over, bare en dag eller to. Krisetider hedder det. Der er nødt til at holde ud, bide tænderne sammen. Stå tæt op af hinanden og holde varmen. Vinteren har været lang, endnu længere med Mørkets Lord ved magten. Og ikke mange snakker om det, men alle ved det. At de håber på at foråret vil bringe bedre tider end vinteren har gjort.

Også Avia, der vader udmattet og utryg rundt i de smallere gader, håber på at foråret snart vil komme. Jo, ganske vist betyder det mere tid indenfor. Eller, i hvert fald tildækket. Men det er hele fornemmelsen, når man kan se at nu springer det hele ud, og nu får folk håbet tilbage. Avia selv fik håbet tilbage da hun mødte Hecate. Hun ved at Hecate aldrig kunne finde på at smide hende ud. nej, hun vil altid være der for hende, det er Avia helt sikker på.
Faktisk er selvsamme temutter grunden til, at Avia vader rundt i gaderne en sen aften som denne. Men hun har været ud at købe te ind til salonen, som hun har været så mange gange før. For lidt siden lukkede det hele, og nu er hun på vej hjem – en smutvej igennem de smalle gader. Avia er som altid lettere paranoid, men tanken om at komme hjem til en varm seng og en kop velduftende, aromatisk kop te, holder hende i gang.

Alexander var som altid klædt i sin letgenkendelige frakke, med de mange smukke sølvbroderede mønstrer og de særdeles flotte sølv kors lidt under hver skulder. Han var temmelig glad for at se at gaderne var praktisk set tomme, han slap for at den ene idiot efter den anden kom og tiggede penge fra ham, eller at de prøvede at sælge ham diverse elendige nipsting, som om han alligevel havde tænkt sig at købe det lort. Men det dejligste var dog at han blot kunne gå og være sig selv og gå i sine egne dejlige tanker, det kunne godt være at rigtig mange ikke kunne lide dette værd men selv elskede han det faktisk, der var en rolighed over det ja det kunne faktisk virke temmelig idyllisk på ham, desuden var han temmelig imponeret over hvor hurtigt det kunne gå.

Som sagt gik han fuldstændig i sine egne tanker, og det var nok ikke det smarteste eftersom han nu kom ud foran en side vej, han nåede lige at kigge ind inden han ramte foden ind i en lille ophøjning i stenene og da han prøvede at genvinde balancen gled han på de isbeklædte veje, han slog hovedet direkte imod jorden, og mistede bevidstheden, det eneste han nåede at sige inden han ramte jorden var "Fuuuuuu....." hvilket blev brudt af den temmelig letgenkendelig lyd af et hoved som rammer noget hårdt, det var ihvertfald en letgenkendelig lyd for Alexander.

Avia hører skridt i de lange, hule gader og stivner. Hun presser sig selv ind imod en husmur, hvor gadelygternes varme lys ikke rammer hende, og hvis man ikke ved at hun er der, er hun egentlig ikke til at få øje på.
- Dette gør den unge mand heller ikke, da han kommer gående ned af sidegaden i sine egne tanker. Avias grønne øjne blinker let i mørket og hun klamrer hænderne til murstenene bag sig, for at kunne stå helt stille. Hun lader blikket undersøge ham, bemærker hans pæne påklædning og skeler ved automatik ned af sig selv. Hende er der ikke meget ved... De sorte, udtrådte støvler, de grå uldbukser, skjorten, vesten... Altsammen tøj som hun har fået af Hecate som har arvet det fra nogen, som har arvet det fra nogen som kender nogen. Men det er jo ligemeget. Det holder hendes krop varm. Ikke at det for Avia betyder noget, men i denne kulde kan hun nemt blive helt stivfrossen, og det gør det besværligt at bevæge sig.
Det er egentlig underligt, tænker Avia. Når hun bevæger sig rundt mærker hun ikke så meget. Hendes krop hænger ligesom bare udenpå, og det er det indeni der betyder noget og mærker det hele. Men sådan er det vel. Sådan vil det altid være, lige til den dag hvor hun får stukket en pæl igennem hjertet. Eller til den nat hvor hun tager sig en lur i et træ og sover over sig.

Avia, som er faldet lidt hen i sine egne tanker, giver et hvin fra sig da den fornemt klædte, unge mand pludselig vælter og slår sit tænksomme hoved ned i brostenene, som han netop skulle til at træde på. Avia tager hænderne op til munden, forsøger at træde et skridt tilbage, men støder blot ind i muren. Bevæger han sig? Er han trist? Er han sur? Er han en psykopat? Avia skal lige til at tage det første skridt for at flygte lang væk fra denne hjernevridende problemstilling, men stopper op. Hvad var det Hecate sagde? Hvad er det vi gør? Vi flygter ikke.
Avia tager en dyb indånding før hun tager et lydsløst skridt imod den faldne mand.
”Ha.. Hallo? Er du død?”
Avia gisper da hun siger de sidste ord, idet det går op for hende hvor skræmmende netop det spørgsmål er. Er han død? Her? Nu?

Alexander drømte noget så sødt, ihvertfald lige i et par sekunder, og indtil da var alting helt perfekt, ja det kunne faktisk ikke være bedre, og så lukkede han øjnene op til lyden af en temmelig blød, stemme og han tænkte at det måtte være en pige, det var da også det eneste han egentlig fik tænkt, for efter det, var det eneste han kunne tænke: av, av, av, av av av av av idet en varm følelse langsomt lød nedad hans pande, han havde fået en temmelig god størrelse flænge ved sit øjnbryn, for han var jo selvfølgelig røget med hovedet først, en ordentlig bule var også bekyndt at komme frem i lidt over hans flænge
"av for helvede, nej jeg er ikke død, men det er da lige før" Sagde han temmelig irriteret, for det første var det jo så gennemført et dumt spørgsmål, hvad skulle han svare til det, Ja? enten var han død og ville derfor ikke svare, han kunne simpelthen også være bevidstløs og derfor heller ikke være i stand til at svare eller som nu kunne han vågne op og give hende et stort fedt nej, det letteste ville derfor være at checke efter en eller anden form for indikator for at han ikke var død. "Navnet er Alexander Schwartz" Sagde han lettere omtåget og forsøgte derpå at rejse sig op, han kom omkring halsvejs op før hans ben gav op, og han derpå faldt ned igen, alt cirklede og cirklede omkring ham han prøvede også at aktivere sit venstre øjes kraft hvilket selvfølgelig gjorde at det blev blodrødt, det fortrød han dog da en ekstrem og skrigende smerte bredte sig i hans hoved, en enkelt dråbe blod forlod også hans øje inden han lukkede og fjernede sin egenskab "ah pis" Sagde han inden han lagde sit hoved roligt ned på jorden og kiggede op på hende med et enkelt øje åbent.

Avia træder igen tilbage da der pludselig er liv i fyren. Hun står stadig musestille. Det er en refleks. Som en mus der bliver nedstirret af en kat... En antilope af en løve. Og det til trods for at hun endnu ikke har en chance for at vide om denne fyr, som har haft en uheldig start på denne nat, overhovedet er en kat. Eller en løve, for den sags skyld. Måske er han en lille bitte mus, ligesom hende.
Da fyren svarer på hendes idiotiske spørgsmål får hun dog hurtigt glemt den teori. Og må bare konkludere, at han er sikkert et kattedyr alligevel.
Han havde fået en grim flænge i hovedet, af det fald. Så grim at det faktisk blødte lidt. Avia kan godt lugte det. Det er blod, dér på ham. Der på mennesket. Menneskeblod.

Avia kan styre sig. Hun får rigeligt at leve af hos Hecate. Hecate sørger for hende. Før i tiden kunne Avia gå rundt i flere dage uden så meget som en enkelt lille dråbe. Og når Avia lå udsultet, udmattet og forladt i rendestenen var der altid en bestemt person der kom og reddede hende. Om det var sådan en slags kærlighed skulle hun ikke kunne sige. Renatika følte at hun havde et ansvar overfor Avia. Nu var der Hecate i stedet for. Renatika har hun ikke set længe. Måske følte hun ikke at noget havde brug for hende mere.

Da den omtumlede fyr vælger at præsentere sig, gør Avia blot et kort nik med hovedet i hans retning, velvidende at han ikke kan se det, da han igen falder omkuld. Pludselig begynder han at vride ansigt, noget der kunne ligne en slags kraftig eksem dukker op i fyrens fjæs, og hans skriger i smerte. Og hvad gør Avia? Hun bliver stående og stirrer. Måbende. Som kun Avia kan gøre det. Det ene øje der stirrer op på hende får hende til at dreje sig tilfældigt rundt, for ikke at skulle se på det. Avia vil helst løbe væk, men hun har jo lovet Hecate....

Han får endelig langt om længe rejst sig op, han er dog stadig lettere omtåget og beslutter sig for at læne sig op ad en væg, dog selve akten at komme der hen var en dyd i sig selv, han gik som om han var fuldstændig og gennemført snalret, hans hoved skreg stadig ulig noget han nogensinde i hele sit liv havde prøvet før. "beklager at de skulle se dette, hvad hedder de egentlig? Bare rolig jeg bider ikke" Sagde han og smilte lidt til hende, hvad i alverden var det lige hun mindte ham om.... hmm nå ja selvfølgelig en mus, hun virkede fuldstændig bange for ham, hvilket han ikke havde oplevet før, ihvertfald ikke før hans arms evne var blevet vist.

Alt kørte dog stadig rundt, lidt mindre nu, han var dog stadig omtåget men han var nu ligeså stille begyndt at kunne tænke klart, dog var selve hvad der var sket fuldstændig uklart for ham, han var nød til at vide det, "hvad i alverden skete der med mig? det var vel ikke dig der slog mig ned vel?" Sagde han let grinende men afbryd det så med et let av igen da bevægelsen fik hans hoved til at gøre ondt, som om en hammer ramte han hver gang.

Avia følger den unge mand med øjnene, men siger stadig ikke en lyd. Eller bevæger sig for dens sags skyld. Atter en gang kigger hun op og ned af ham. Hendes blik fanger hans øje, der stadig har et inderligt rødt mønster omkring sig. Så var det nok ikke eksem alligevel.
Da fyren halvsnalret atter begynder at konversere med hende, og spørger hende om hendes navn og påstår at han ikke bider hende, fremstammer hun lavmælt;
"Jeg hedder..."
En kort tænkepause skaber atter stilhed i den mørke gade, der kun er oplyst af gadelamperne. Lige meget hvilken vej man kigger ligner gaden lidt en hemmelig tunnel, en mørk og smal gang med fakler på væggene. I virkeligheden er det knapt så dramatisk.
".. A... Anya?"
Avias let spørgende toneleje er let gennemskueligt. Hun er en elendig løgner. Det der med ikke at sige hendes rigtige navn er også noget Hecate har lært hende. Man skal passe på sig selv, især når man befinder sig i skumle stræder midt om natten. Især når man er en lille mus.

Da fyren overfor hende i ren spøg spurgte hende om det var hende der havde slået ham i jorden, stivnede hun atter. At han fulgte efter med en latter fik hende dog til at slappe lidt af igen. Hun tænker kort igennem hvor frygteligt og forfærdeligt det ville være, hvis han rent faktisk troede at det var sådan det var forgået. Hun ville være dødsdømt!

En varm følelse løber langsomt ned ad hans pande og ned ad hans næseryg for derefter at glide lidt til tiden lige forbi hans næse, men på grund af hans omtågenhed lægger han egentlig ikke rigtig mærke til det, eller nærmere tænker han ikke over det er blod.
Han kigger lidt på hende og smiler, "Er der noget galt frøken? du virke bange af en eller anden årsag, håber ikke det er mig som skræmmer dig" Sagde han og kunne ikke undgå at være ved at falde over ordene en gang eller to, han lagde al sin vægt op ad væggen og begyndte langsomt at glide ned i en sidende stille, hvorfor var det at han pludselig var blevet så træt? hans øjnlåg føltes tungere end nogensinde før, men ikke desto mindre mindre vidste han godt at han ikke burde, men nøj hvor var han egentlig træt.
"hvis jeg da må spørger, hvad laver en pige som dig da ude så sent?" sagde han og smilede til hende, selvom hans hoved gjorde helvedes ondt kunne han egentlig ikke lade hende gå alene hjem.

Det var vinter i byen og alle mennesker i byen er ved at tage hjem til deres varme hjem og familie efter det store turmult med at skaffe ressourcer nok til at komme igennem den kommende vinter som allerede er begyndt at vise sig.
Vinden hyler igennem den smalle gyde i et bid af kold luft og mørket var ved at falde på, dog allerede nu lod mørket til at være sorter end andre steder da gyden lå så sammenklemt.

Forsigtige dog høje trin giver hoppende ekko fra mur til mur, da Suki kommer gående igennem gyden med tunge læder støvler, uldet strømper og en alt for lang frakke trukket om sit sygplejske uniform, da hun lige er kommet fra arbejde og tænkte hun ville forsøge sig med en genvej for at komme hurtigere hjem i varmen.

Dog er en gyde ikke altid den sikreste vej for lige netop på dette tidspungt søgte en hvis person altid hen til byen for at få sig en drink, eller sig noget frisk at spise.
Problemet var bare at han ikke spiste som andre mennesker, nej man kunne nærmest sige han spiste mennesker, eller kun drak deres blod.
En sort skikkelse lå i gydens skygger og havde fået ferten af frisk kød, men da han opdaget det var en kvinde kom der et lille kynisk smil frem på læben og han var allerede hurtigt langt foran den anden, ved hjælp af skyggernes hjælp bevægede han sig lydløst hen af væggen og havnede ude i gyden og stod op af væggen som ingen ting var sket.
"Er det ikke lidt risikabelt at gå igennem gyderne på denne tid? især når der er så mange onde mennesker rundt omkring?" spurde han roligt og stod med en blå rose i hånden.

Suki gav et ordenligt hop fra sig da der pludselig stod en mand op mod muren, så hun endte med at skvatte i de store støvler så hun måtte klamme sig til den nærmest mur for ikke at falde. ""Godeste! D-det er ikke pænt at snige sig ind på folk.. Nåh.." sagde hun og fik arbejdet hende selv op til at stå ordenligt igen.
Hun rømmede sig og kiggede ordenligt på ham. Han var en underlig en, men hun lod ikke videre bange. Hun har trods alt Feanor som far...
"Joo.. men der er byvagter og krigere.. De skal nok kunne hører et skrig på lang afstand.." svare hun tilbage med et lidt grin om læben.

"sandt nok... men hvad nu hvis personen fik stoppet skriget før det overhovedet kom ud? det kan godt lade sig gøre" sagde han og rettede sig op fra muren idet han stilte sig med fronten mod hende.
"men nu skal jeg jo ikke skræmme livet af dig min kære.. " han smilte og bukkede
"mit navn er Shadow og må man så spørge hvem denne smukke kvindes navn er?" sagde han idet han nu rettede sig op igen og lugtede kort til den blå rose, mens hans øjne nu kiggede over på hende igen.

Suki lod en lille fnisen slipper forbi hendes læber, over hans ord, som hun dækkede hånden roligt foran. "Suki~" sagde hun med en blid stemme og kiggede lidt nysgerrig på den blå rose, undrende over om det blot er en farvet en eller om det er af den sjælende art, hendes ulve øre løftende sig mod Shadow, mens halen viftede svagt bag hende, ud af et hul i både sygplejske uniformen og frakken som gik hende over knæende, kun støvlerne i syne under den.
"Det er vel også farligt for mænd med roser?" svare hun drilsk igen, endnu et fnis fra hende.

perfekt hun virkede ikke bange for ham, første del var allerede gjort og nu skulle han så bare videre til anden fase.
"denne blå rose er en meget sjælden art og jeg giver dem kun til meget specielle personer" han bukkede så kort igen og rakte hende rosen.
"feksempel en som dig" han smilte kort og rettede sig op idet han rettede lidt på sit jakkesæt og førte så sine rødbrune øjne op på den anden igen Aret over hans højre øje var synligt nu, men det plejede at være gemt væk under hans pandehår dog blæste det en smule og det havde fået den ide at lege med hans hår.
"jeg kunne vel ikke tilbyde dem en drink vel?" han lagde hovedet let på skrå idet han roligt betragtede hendes smukke udsende.
Kvinder var virkelig hans ynglings spise og dem var han altid yderst forsigtig med og dræbte dem aldrig, nej kvinder ville han nyde og ikke være brutal overfor.
et kort smil kom igen frem på læberne.

Suki blinkede og tog forsigtigt rosen, blikket skiftende mellem Shadow og den... Nok mest på rosen, hendes hale viftende lidt mere flittigt nu da hun kan se om det var en sjællen blomst. Hun lyste op over at det var hvad hun havde håbet på, åbnede kort sin frakke så sygplejske uniformen kom til syne hvor hun hvilede rosen i en stor lomme i den sagte uniform. "Tak!" svare hun med et varmt smil om læberne.

Hun virkede også til ikke engang at ligge mærke til arret over hans øje, fuldt af et blink da han spørg hende om noget. "Mmh? En drink?.. Jeg var nu egentlig på vej hjem efter en dag på arbejdet.. Det er jo mørkt og sådan noget.."

"så kunne jeg vel købe noget til dem og hvis det så ikke var til særlig meget besværd kunne jeg komme med dem?" han smilte roligt til hende
"jeg insistere vi får en drink sammen" han tog så hendes hånd og kyssede den.
"det er ikke hver dag jeg møder en så smuk kvinde som dem og mest af dem jeg møder er nogen som er ude på skrammer" han kom med et lille suk idet han fik øje på den andens hals, eftersom hun havde åbnet jakken, men ryggede hovedet lidt væk for ikke at afsløre at han jo var vampyr.

Suki tilter hendes hoved med hans og smilede lidt tilbage. "Mmh.. Okay så.." svarede hun og blev lidt taget af hans noble charme. Det var egentlig meget få som overhovedet turde flirte med hende, både fordi hun har ulve udseende og så hendes forældre.
Endnu en gang fniser hun, dog lidt højere, mere som en ordenlig latter og retter kort på sin frakke da vinden som før greb i Shadows hår, tog nu fat i hendes og slyngende de hvide lokker rundt i luften mod Shadow med en mild luft af hende fulgt med brisen.
I et håbløst forsøg strøg hun håret bag om sin ulve ører og smilede igen.
"Jeg kender dog ikke noget godt sted her i byen.." siger hun i håb om at han måske ved et sted.

"jeg kender et godt sted ikke ret langt herfra hvor de sælger gode ting pluds noget godt at drikke"
han rakte hende sin arm som et hint om at hun kunne tage fat i den og gå med ham.
"måske der var noget du kunne lide der?" spurde han så roligt og begyndte at gå med hende.
han betragtede igen hendes smukke ansigt og lod blikket glide hen af hendes hår samt ulveørende og han havde også bemærket hendes hale, men det generede ham slet ikke, så længe det var hunkøn var han meget tilfreds.

Suki smilede svagt og virkede meget spændt over det, så hun fik kuldegys ned langs ryggen, hendes hår på halen rejsende sig lidt. Der var noget mystisk over Shadow som hun nu godt syntes om. Noget hun ville finde ud af hvad var, som en hvalp der snusseede en fært i luften og fulgte den.
"Jeg har ikke så mange penge.. Jeg ved ikke om jeg kan betale for noget" sagde hun, mens hun har sin arm om hans, smilene. Hun følte sig behageligt som en kvinde, beundret.
"Hvor ligger dette sted så?" spurgte hun, da det måske kunne være hun kendte stedet alligevel.

de kom ud til en mindre plads hvor der stod boder omkring der og han pejede over på en bod der solgte snacks og drikkelse.
"derover og jeg skal nok betale det skal du slet ikke bekymre dig om" sagde han med en rolig stemme.
de gik så over til boden og han viste hende nogle forskællige flasker, både med stærke og søde sager.
"hvad er du til? stærke eller mere blide drinks ?" spurde han så