Julia lod blikket hvile undersøgende på Jeffrey som han svarede. Et enkelt ord og ingen reaktion fra hendes magi, men alligevel, alligevel føltes det ikke som sandheden. Selvfølgelig betød det noget. Det ændrede så meget af den fortid han havde sluttet sig til og åbnede for flere spørgsmål end det gav svar. Hun vidste jo hvad han selv kom fra, så at hun havde bibeholdt det hemmeligt...

Hans rastløse bevægelser vækkede atter hendes varsomhed og sikrede da også at hendes forvirring stod malet i alle hendes træk. "Anden gang...?" Noget ved spørgsmålet faldt helt ved siden af alle tanker, fortællinger og historier hun havde bygget omkring sig. Måske fordi hun aldrig havde tænkt på flugt konkret, før denne tur og intet ved den ville lykkes.
Købende sig et øjeblik forlod hun stolen, vendte ryggen til ham som hun gik hen mod sengen, kun for at vende sig tilbage imod ham. Afstanden var det større, men bevægelsen det hun havde behøvet. "De tog forgivet, at det aldrig kunne falde mig ind. Jeg havde jo adlydt og giftet mig. Som den gode, adelige pige de aldrig stoppede med at se. De tog forgivet, at jeg aldrig ville forlade An.. alt og bare rejse væk." Hun havde været ved at sige mere end hun ville. Den virkelig grund til de vidste hun ville vende tilbage.

Hendes blik flakkede væk fra Jeffreys og ned af ham, før hun rykkede brynene og afledende fortsatte. "Du burde sætte dig."

Jeffrey løftede et øjenbryn ved hendes forvirring. For ham var det et ganske logisk spørgsmål at stille, siden hun var flygtet fra dem før, og næppe havde de tiltænkt at hun skulle gøre det igen. Men han lod hende tage tiden hun behøvede til at samle sig om spørgsmålet. Reaktionen fortalte ham også at det ikke var et hun havde regnet med, og dermed ikke havde forberedt et svar hjemmefra, så at sige.

Jeffrey fulgte hende med blikket og lyttede. Tog hendes ord og toneleje ind, da hun endelig svarede. "Naivt af dem at tro du ikke ville forlade alt. Selvfølgelig, er alt jo mange ting." han havde hørt fortalelsen og han valgte at fokusere på det. Det gav nemlig ikke mening for ham at de troede hun ikke ville flygte før eller siden fra det. Så igen, mange blev fanget og havde ikke styrken til at forlade det igen. Det var svært at se Julia som den person, men selv den stærkeste kunne blive nedbrudt.

Jeffrey kiggede kort ned. Hun havde ret, men det var ikke der hans fokus lå lige nu. Han brummede afvisende som svar. Han skulle nok sætte sig, i hvert fald inden benet gav efter.

"Mange ser kun hvad de ønsker at se." Bitterheden var tilbage i Julias stemme, som hun affærdigede de sigende ord. han havde selvfølgelig hørt hendes fortalelse og ville sikkert forfølge den. Noget hun måtte aflede for en hver pris.

Resolut foldede Julia armene beskyttende om sig, som lavede det anden effekt end at fremhæve, hvor ude af balance hun var. "Anseelsen ved at være født bedre... vigtigere end andre og vide hvor let det gør ens liv." Det var den falske sandhed hendes mand havde levet og hun ladet som om hun efterlevede. Facaden frem for alt, så respekten kunne opretholdes.

"Så ja, alt kan være mange ting og ingenting på samme tid." Hun holdt udfordrende hans blik. Hendes alt havde aldrig været deres alt - hverken hendes familie eller hendes mands. Så lod hun blikket falde og måske lidt sigende ramme stole. Hendes mening om hvad han burde var tydelig, men også hendes forståelse for at hun ikke verbalt skulle jagte ham med emnet. Det var stadig hans domæne og hun indtrængende i det.
"Desuden kan jeg virke tilpasset..." Hun forsøgte med en gnist af underspillet humor, som hun hævede blikket nok til at se på ham under vipperne.

Jeffrey var blevet frarøvet muligheden for at se alle de mørke sider ved at være en del af adlen. Men tanken om hvem der havde frataget sig netop dette, gjorde at han ikke undrede sig over det som Julia skjult fortalte ham. Bitterheden var tydelig og ganske forståelig. Lyset var og blev et skalkeskjul - ingen kunne overbevise ham om andet.

"Korrekt. For dem der bestemmer." Var der nogen der var bedre end andre baseret på deres fødsel? Ikke ifølge Jeffrey, men der var en forskel på hvor let ens liv potentiel kunne blive. Udfordringerne var forskellige. En længerevarende diskussion af meninger, erfaringer og hvad øjet ser - men ikke relevant for ham dette øjeblik.

Jeffrey brummede morende og havde et let smil på læben. "Det er hvad der gør dig farlig. Eller uset om man vil" spændende og interessant var også ord han ville havde brugt, som udspillede sig usagt i hans lette underholdt smil. "Har du overhovedet noget ønske om nogensinde vende hjem?" han kunne godt forstå hun ikke ønskede at være fange og slave her - hvem ville ønske det for sig selv. Det ville være direkte urealistisk. Men han var endnu ikke sikker på om hun skulle ønske at rejse hjem. Alt tydede på nej, men noget havde jo holdt hende der i så mange år.

Julia talte ind i Jeffreys fordomme velvidende at han ville tro på noget dårligt sagt om adelen eller Lyset før noget andet. At hun havde set de mørkere sider af begge og oplevet dem udfoldet gjorde ikke sagde sværere. Hun vidste dog, at der var en anden side også. Den der holdt skoler åbent, opbyggede landet og beskyttede de svageste. Noget hun aldrig havde hørt Mørket gøre. En forskel som hun altid huskede jeg på, når hendes mand fremhævede mindre heldige gerninger, som var de fantastiske.

"Bestemt. Verden er altid for dem der bestemmer..." Julia sendte ham et lettere sigende blik. Her var det trods alt ham der bestemte og alt her var efter hans ønske. Inklusiv hendes tilstand - både nu og før. Eneste forskel var at han nu vidste hun var der og behandlede hende anderledes end de ansigtsløse slaver i kælderen.

Det morende glimt løsnede en smule af hendes anspændthed op, som Jeffreys ord tydeligt bekræftede han aldrig købte facaden hun solgte og nok aldrig havde gjort det. At se hende sno de højrøvede og arrogante havde dog også før kunne bringe gnist frem i blikket - når de senere var alene.
Letheden holdt til han fortsatte og fik hende til at stive. Så fnøs hun. "Hjem?" Det var aldrig hvad hun havde kaldt stedet hun havde boet de sidste tre år og ville aldrig blive det. Hun havde dog en god grund til at ville tilbage og det var ikke en grund hun kunne nævne. "Der er dog mindre ... slavebundne steder derude..." Det var der, men det var bestemt ikke et rigtig svar på hans spørgsmål og hun vidste det.

Jeffrey bemærkede tydeligt det sigende blik der blev ham sendt. Han fastholdte en rolig mine, nærmest et lille smil og blinkede langsomt. Ja, verden var altid for dem som bestemmer, og her var det ham. Det kom ikke uden et hvis pres og uden ofringer, men når regnestykket skulle gøres op, var det at foretrække at være i hans sted fremfor hendes.

Et fnys undslap hans næse som han morende rystede på hovedet. Hun havde virkelig verdens bedste evne til at tale udenom alle spørgsmål og emner, hun ikke brød sig om at snakke om. En ting undrede ham dog. Med den reaktion der havde fundet sted om natten, og den måde hele hendes væsen stivnede når han nævnte hendes hjem, ville for ham være nok til at antage hun aldrig ville ønske at tage hjem. "Lyder til mig, som om du er slave i dit eget hjem også" pointerede han lavmælt. Hans ord var alvorlige og observerende. Der var sneget sig en let glimt af bekymring ind i hans blik, som forsvandt som han drejede blikket væk fra hende. "Har du fået det du kan spise?" skiftede han skånende emne. Han vidste bedre end at presse hende i al uendelighed. Det var normalvis ikke noget der bekymrede ham, men lige Julia ønskede han var ærlig overfor sig, uden tvang.

Han havde sine tvivl om at det nogensinde kom til at ske.