Cathrine sukkede kort. Hun orkede ikke rigtigt alt det her, men nu var hun her, så hvorfor ikke prøver at få nogle svar? Hun vidste godt hun ikke fik nogen hvis hun ikke spurgte, men hun vidste også at det var højst sandsynligt at hun ikke fik noget svar selvom hun spurgte.
”Det var jo sådan set Dem der bad mig komme.. Og De burde have hukommelsen til at huske de spørgsmål jeg tidligere har stilet. Ellers skuffer De mig lidt…” Hun havde lidt mere styrke på stemmen nu, og var også begyndt at blive mere tør. Hendes hud og hår var i hvert fald. Hendes tøj tog nok lidt længere tid end det. Hun kom til at tænke på, at der egentlig var flere grunde til at hun var her… Hvor ellers skulle hun være? Hun vidste ikke hvor hun kunne være, måtte være, og burde være. Det eneste hun vidste hun kunne, var at være her, fordi han var her, og her måtte han da være sikker?

Han brød sig ikke meget om hvordan ’samtalen’, hvis man kunne strække sig til at kalde den det, havde taget en drejning. Egentligt var det ikke så meget at den havde taget en drejning, men drejningens natur han ikke brød sig om. Hun havde vendt hans ord og talt tilbage til ham, på en måde der grænser til fornærmende. ”Og trods dit posttraumatiske stres, er jeg sikker på at du kan huske hvad jeg sagde til dig i skoven, og sikkert også opgaven jeg gav dig at forarbejde? Jeg havde egentligt regnet med at du ville vente med at komme tilbage til du havde et svar beredt. Det visser vel bare at der stadig er noget menneske tilbage i dig.” Dette var i hans hoved ikke ment som et kompliment, da han generelt slet ikke kunne lide mennesker. Ikke at han nogensinde havde haft muligheden for at gøre det. ”Igen, kæreste, hvis du tænker lidt tilbage, vil du opdage at du ikke har stillet mig noget spørgsmål, sikkert under den forventning at de var åbenlyse.” Han lænede sig yderligere tilbage i stolen, og kiggede afventende på hende. Det var nu alligevel bedre når hun svarede igen. Et sted på hendes lange rejse havde hun mistet den gnist han først havde set i hendes blik.

Cathrine sad bare stadig og stirrede ind i ilden uden at kikke på Alzeid da han begyndte at tale, men man kunne se en lille ændring i hendes udtryk. Hun så en lille bitte smule sammenbidt ud. Normale mennesker ville nok ikke kunne se forandringen, men det var ret sikkert at Alzeid kunne. Ilden blusede også (slightly*) op, da han sagde kæreSelvom hun måske virkede mere nedtryk, hvilket hun jo nok havde en god nok grund til, og selvom hun ikke var ligeså fyrig, havde hun stadig sit gamle temperament. Det var presset lidt ned, men var ligeså stille begyndt at komme tilbage til sit gamle jeg.
”Lad være at kalde mig det” halvt hvæste hun… Det gik lidt tid hvor man kun kunne høre ilden knitre i grenene før hun fortsatte.
”Og jeg har tænkt over det”

*(Kunne ikke finde et passende dansk ord :D)

Han fjernede ikke blikket fra hendes skikkelse, der kastede en lang skygge over gulvet. Rigtig nok bemærkede han forandringen i hendes ’udseende’ uden at være i stand til at identificere den specifikke følelse, der blev illustreret. Han havde aldrig været god til at genkende følelser i noget væsen overhovedet, simpelthen fordi han cirka havde kendt.. 2 væsner i hele sit lange liv. Ikke kendt, som i bedste venner, men kendt som i kom-ikke-løbende-med-høtyv-og-fakler.
Han fnøs fornærmende. Han ønskede videre at spille op til hende, da det var langt sjovere at havde en oprystet skænderi, end at blive udført for tredjegradsforhør.
”Der er vist noget du ikke har forstået helt,” han tog en kort indånding, kun for virkningens skyld, og satte sig længere fremme i stolen, ”jeg kan kalde dig lige hvad jeg har lyst til. Jeg kan, og jeg vil kalde dig lige hvad jeg lyst til.” Han blik hvilte roligt på hende, og det var åbenlyst at der ikke var plads til diskussion på det punkt, selvom forsøget ville være kærkomment. ”Så del med mig, hvad dine tanker har produceret af brillante tanketråde, kære.” Han lagde ekstra pres på kære, som for at undertrykke sin tidligere pointe.

Cathrines sammenbidte udtryk blev en anelse tydeligere og hun overvejede at svare vredt igen, men droppede det. Lige foreløbig i hvert fald… Hun tænkte lidt over det hun havde tænkt på. Og overvejede hvordan hun skulle sige det.

”Man er levende når man kan dø” sagde hun så. Hun sad stadig og kikkede i ilden. Hun havde ikke defineret hvad man så var når man var død, men stadig kunne dø, men det havde han ikke bedt hende om, så det var hans egen skyld. Hendes tøj var efterhånden tørt, men det var blevet irriterende og kradsede på grund af vejret hærgen og hun blev nød til at klø sine armen lidt, som man gør når der er myggestik.

” Og hvorfor mener De… At De har ret til det?[/i]

Han kiggede ikke længere på hende, for hans øjne var blevet optaget af den smertefulde sensation at kigge ind i den buldrende flamme. Han følte ikke meget, men smerte, kroppens advarelse, var stadigt gældende selv efter at kroppen har givet op. Ikke givet op, givet op er et forkert ord.
”Ja, sådan lyder den konvention mennesker har lavet sammen med elverne før dem, og dværgene før dem. Det ville være et standard svar fra en normal dødelig. Men hvad så med os? Racerne har prøvet at overse os i årtusinder. At stemple os som forkerte og smide os væk. Vi kan trække vejret, gå og danse. Vi er udødelige, men ikke guder.” Han holdt en kort pause. Han havde lyst til at rejse sig og strække sine ben, ikke fordi han havde brug for det eller kunne mærke sine ben, men fordi han havde brug for at være i bevægelse. Sådan tænkte han bedst. ”Alligevel, dit svar var godt gennemtænkt. Du havde tydeligvis brugt tid på at få ting i livet til at passe sammen, men der er stadig huller i din teori.”

Nu rejste han sig op, og gik lidt frem for sig. Han gik ikke ud mod hende, men bare lidt rundt i en tilfældig retning, mens han begyndte at tale. ”Fordi,” han stoppede op godt 2 meter fra hende. I stedet for at fortsætte sin tidligere tale, startede han på en ny. ”Jeg ved ikke om du har opdaget det, men du er ikke længere menneske. Du har ikke længere midlerne til at holde din krop kørende af dig selv. Hvorfor tror du så at du kan løfte din arm? Du kan det samme som en hver levende, og mere til, men det er ikke din egen fortjeneste. Jeg skabte dig som den du er nu. Jeg gav dig midlerne til at fortsætte din meningsløse eksistens, og derfor kan jeg kalde dig lige hvad du ikke vil havde at jeg skal kalde dig. Ikke bare det, men jeg er også af en højere klasse end dig, og selvom du stadig er ung, må du lære din plads.”

Flammen blussede halv kraftigt op under hans tale og blev delvist blå. Selvom hun nu var oprevet, kunne hun ikke lade være med selv at lægge mærke til flammernes ændring. Det var ikke noget hun havde gjort bevidst. Cathrine havde haft helt ret i at dette var en ny vild ild, hun endnu ikke havde fuld kontrol over. Hun satte sig lidt mere rankt, men kikkede stadig ikke på ham, med vilje. Som om han ikke var der.
”Jeg er ikke en ting De ejer… Bare fordi det er Dem der har gjort det her mod mig bestemmer du ikke over mig. De kan bestemme over mig. Jeg ved De har magten, viden og styrken til det jeg ikke har, men det betyder ikke jeg nødvendigvis har tænkt mig at blive bestemt over” Hendes stemme var rolig, men kold og med en vred undertone. Det var blevet temmelig lyst i rummet, da ilden var blevet noget størrer.

Han lo ganske kort. Det kom uventet, som en trillende latter, der igen på en eller anden måde lød falsk og indøvet. Det var ikke en latter fordi han havde det sjovt. Han havde ikke set en fugl flyve ind i et vindue, eller læst en underholdene bog. Han lo, fordi han havde lyst til det og fordi han kunne. Den var heller ikke just behagelig.
”Jeg siger hverken at jeg ejer dig eller bestemmer over dig, blot at jeg er mere magtfuld i status og kraft. Jeg kan tillade mig at kalde dig hvad jeg vil, fordi jeg ikke har noget jeg vil opnå fra dig. Du, til gengæld, er kommet her fordi du ønsker viden fra min side. Derfor ville jeg vælge mine ord med større omhu hvis jeg var dig. Desmer lader det til at du er klar over magtbalancen, men du har stadig ingen idé om hvad jeg er i stand til. Nok om det!”
Han gik om bag hende, og gik på hug så de næsten var på højde med hinanden. Naturligvis vidste han at hun ikke kunne se ham, men det var heller ikke nødvendigt. ”Stil dine spørgsmål.” Han fortsatte intentionelt med at prikke til hende med en gren, rent metaforisk set naturligvis.

Man kunne nærmest mærke den energi, den overvældene kraft af energi, der rullede gennem kroppen på hende og han var også tæt nok på til tydeligt at kunne se det lille ryk i hende som hun dog hurtigt fik stoppet igen. Hun havde været meget meget tæt på at vende sig om og fyre en ildkugle i hovedet af mig, men nåede lige netop at kontrollere sig selv. Under hendes hænder som hvilede på det kolde stengulv var der nogle svedne sorte mærker. Hun blev bragt en smule ud af fatning over hvordan denne nye ild påvirkede hende. Der var meget mere kraft og energi i den.
Efter lidt tid blev hun roligt nok til at snakke med ham igen uden at have en stemme fyldt af afsky. Det var ikke af respekt eller skræk hun ikke ville vrisse sådan af ham, hun brød sig generelt ikke om at tale sådan.
”Hvad har en af min slægt gjort, så påførte mig straf” Spurgte hun så roligt hun kunne, men stadig meget anspændt. Hun havde godt regnet ud at det måtte være noget i den stil, ud fra det han havde sagt før han dræbte hende.

Igen gik han lidt rundt mens han lyttede til hvad hun havde at sige, og dumpede til sidst ned i den bløde stol igen. Der var ikke meget han kunne gøre i netop dette tilfælde. Det var det ene spørgsmål han ikke kunne besvare på, navnlig fordi svaret ville være et hun ikke ville være i stand til at forstå. ”Netop det eneste spørgsmål jeg ikke vil give dig svaret på. Først når du ikke længere behøver at stille spørgsmålet vil svaret være klart.” Måske lød det lidt krypteret, som en blanding af lommefilosofi og dårlig evne til at forklare rystet sammen med en sløv skovl, men også dette ville hun lære at forstå med tiden.

Ilden blussede atter faretruende op og hun kunne ikke lade være at hvæse stille af ham. Hvorfor? Hvorfor kunne han ikke bare svare som normale folk gjorde? Nåh jo.. Fordi han ikke var normal! Cathrines tanker kørte meget i sådan noget her og hun kunne mærke hvordan det blev nemmere og nemmere at få hende til at føle sådan. Hun lukkede øjnene og prøvede at slappe af. Han ville have hende til at gøre noget overreageret. Hun kunne mærke det og hun havde ikke lyst til at gøre hvad han syntes hun skulle, men det var så svært. Så svært at holde vreden inde. Sværere end hun syntes det havde plejet at være. Det var som om hele hende bare var blevet meget vildere og dyrisk. Og det var blevet mere i løbet af dagene. Hun tog en dyb indånding af ren vane og rejste sig så op.
”Har De tænkt Dem at svare på, hvorfor de ikke vil svare mig på det så?” spurgte hun koldt.

Han rejste også sig selv op, og trådte et skridt tilbage. Efterfølgende vendte han ryggen til, da han blev træt af at kigge ind i flammen. Lyden af uret var begyndt at blive irriterende når man prøvede at konversere, specielt med en person så stædig som hende. Stædig er det forkerte ord. Genstridig, passer langt bedre. Det var kun naturligt og forventeligt for hende at være genstridig. Der var mange ting hun skulle justere til, men det skulle ikke tages langsomt. Det var som et plaster; skulle helst tages i et snup. ”Simpelt,” sagde han mens han trak på skuldrene, ”du vil ikke kunne forstå det.” Måske den mest fornærmende ting han havde sagt i løbet af hele deres samtale, men det var naturligvis op til hende at bedømme hvornår hun blev mest fornærmet.

Og det var næsten det der skulle til. Hvis ikke Cathrine selv havde lagt mærke til hvordan hun kom mere og mere op i det røde felt, var hun nok sprunget frem mod ham i en kaskade af ild, men som det var, var hun bevidst omkring det. Det blev bare sværere og sværere for hende at kontrollere det. Hun vidste ikke hvad hun ville gøre hvis han fik hende helt op at køre, men hun ville nok højst sandsynligt overfalde ham, selvom hun vidste at han ville vinde, og at hun ikke var stærk nok.
”Hvad skader det at prøve?” Hun var nød til at bide tænderne helt sammen og hendes stemme kom hvæssende og kold ud gennem tænderne.

((uf uf... Kort igen igen... hvad er det dog for noget))

Han kiggede roligt på hende. Nu hvor han sad ned, og hun stod op var hun højere end ham. Hvilket dog ikke gjorde det store for hans vedkommende. Han kunne klare at blive kigget ned på, skulle hun da vælge at kigge på ham.
”Det er et af de steder hvor du tager fejl. Det kunne gøre skade, og det ville gøre skade medmindre du lære at forstå din tilstand. Det er heller ikke min opgave at fortælle dig hvor.” Han kiggede på hende, denne gang med et forventende falkeblik. For hendes vedkommende var det nok en god idé ikke at vende sig, for hendes blik, fyldt med vrede og bitterhed, ville ikke havde nogen chance overfor hans. Det var koldt som den grav han aldrig havde fået, og kraftfuldt nok til at bryde det stærkeste sind. ”Jeg vil prøve at hjælpe dig med at forstå, mere kan jeg ikke gøre. Hvis du fik svarene serveret, ville du ikke lære noget. I mine øjne, er du stadig et barn.” Hans stemme var nedladende, idet han kaldte hende barn.

Endnu en bølge af energi rasede gennem hende, men hun nåede at stoppe den lige før fingerspidserne, så det kun blev til et kort blåt glimt.
Rolig Skreg hun inden i sig selv, men det virkede ikke specielt godt. Det var som om hendes krop var gået i gang og sindet ikke var helt nok til at stoppe det. Hun stod stivnet fast til stedet i sin anstrengelse for at forholde sig roligt. Alzeid kunne bare sige et forkert ord og hun ville gå amok. Hun prøvede at fortælle sig selv at han jo nok havde ret. Hun følte sig nok i bund og grund heller ikke kalr til at vide hvorfor. Ikke som hun var lige nu i hvert fald. Hun vendte sig om og mødte hans blik. I nogle meget lange sekunder, måske minutter lykkedes det hende at holde hans blik. Hendes blik kunne ikke hamle op med hans, men i det mindste var hun ikke nybegynder til sådan noget her, og hendes øjne var jo ikke helt normale. Mange mennesker havde det med at føle sig nøgne og gennemsigtige af hendes blik. Hun regnede ikke med at Alzeid ville føle sig sådan, men selvom hun var nød til at bryde øjenkontakten efter lidt tid, havde hun ikke gjort det med et svagt, undvigende, bøjet blik. Hun bed tænderne sammen og tog en dyb indånding.
”Så lær mig” Svarede hun bare. Selvom der var had og trodsighed i hendes stemme, ville hun jo faktisk gerne lærer. Hun var ikke meget for det. At hun ville. Men nu var det sådan hendes vej var gået og som Ekko havde sagt, hun var nød til at acceptere hvad hun var, og det kunne hun nok bedst hvis hun lærte det først.

Endnu engang rejste han sig op, og gik op foran hende. Han havde antaget et tilfreds smil, for tilfreds var han. Hun havde været helt tom og kedelig. De store følelser skulle med, så gik en besked klarere ind. Normalt holdt han sig til frygt, men vrede og had var helt klart brugbare.
”Dygtig pige.” Han stod lige foran hende. Ikke med paraderne oppe. Ikke klar til at tage skade, slag, ild eller nogen anden form for fare. Han inviterede hende til at gøre det, hun vidste, var forkert. Hun vidste at hun ikke burde, men han provokerede hende til det. Ikke bare provokerede han hende til det, han fristede hende sågar. Gjorde det så utroligt let.

Alvoren slog Cathrine. Dette var modsat alt hun nogensinde havde lært. Hun var blevet oplært af en ridder, helt ærligt. Dette kunne hun ikke. Hun kunne huske engang da hun var mindre, hvor en dreng havde drillet hende og hun havde skubbet hårdt til ham, fordi han kunne og han ikke kunne. Smeden var blevet vred. Hun var blevet sat til at smede hestesko i flere uger, hvilket hun hadede at gøre. Hun havde gentagende gange fået en eller anden straf eller lektion fordi hun havde brudt den uskrevne regel: ”Skad aldrig forsvarsløse folk” så dette var ikke nemt. Dette var ikke noget hun bare kunne. Hvorfor ville han have hende til det? Hvad ville han så gøre hvis hun gjorde det? Få hende til at gøre noget endnu værre end og så noget endnu værre? Hvis hun gjorde det første blev hun næsten nød til at gøre det næste? Men hvad hvis hun ikke adlød? Hvad så? Hun vidste ikke hvad han kunne finde på at gøre, men hun var ikke så bange for det. Hun var ikke bange for smerte. Ikke sin egent smerte i hvert fald…
Hun fik et fjernt ansigts udtryk. Hun kunne ikke dette. Hun ville ikke dette.



(Kunne altså ikke få det til mere ... X/)

((Jeg har lige brug for noget off-game tid til at tænke, kan vi fryse? Ellers bliver det bare tyndt =|))

((Self. Det er rigtig. Tyndt kan vi ikke have det bliver ^^))

Han sukkede kort, da han kunne se hendes… Uro eller i hvert fald hvor svært hun havde det. Naturligvis måtte hun havde det svært. Hun skulle vende sig til en ny levevis. Naturligvis en bedre levevis i hans øjne, men hun skulle stadig vænne sig til den. Det ville nok tage tid. Tid var nok den eneste ting der kunne hjælpe i grunden. Ligegyldigt hvor mange vise ord han gav, futile ville hans lektioner og dyre ord være for hende. Hun havde brug for tid. Tid til at vænne sig til at være et væsen af mørket. Et væsen, dømt til at krybe i solens skygge i al evighed.

Han tog et roligt skridt frem mod hende, og lagde roligt en bøjet finger under hendes hage. Med en blid, men fast, bevægelse rettede han hendes hoved op i retning af hans eget, og selvom hun ikke kiggede på ham, ville hendes øjne på et eller andet tidspunkt strejfe hans blik. Hans blik var svagt anderledes end det plejede. Trods at hans øjne var som en udtørret brønd forsøgte han at vise en form for venlighed i sit blik, selvom dette ikke var en kunst han var mester i. Hans sind var som et spejl. Et spejl der havde stået for længe ude på en dugvåd morgen. Et spejl, hvis dug var groet fast. Der kom aldrig nogen forbi for at tørre spejlets våde overflade af. Det blev efterladt, stående på sidelinjen, mens den dugvåde tåge, der tilslørede refleksionen, langsomt blev tættere og tættere.
Han ventede til at han havde fanget hendes blik. Og sagde så med en rolig og overvejende stemme. ”Jeg prøver jo bare at hjælpe dig, Cathrine.” Hun ville kunne se at han ikke løj. Det var måske den største forbandelse ved at kunne se sandheden i folks øjne, navnlig at kunne se sandheden i folks øjne. Dette kunne måske bare kontribuere til at hun blev endnu mere forvirret, men Alzeid var da bestemt heller ikke en person, der havde styr på hvordan kvinder tænker eller hvordan man skal behandle dem. Ikke længere i hvert fald.