Frøs hun?
Hun vidste ikke hvad hun skulle svare. Hvorfor vidste hun ikke hvad hun skulle svare? Det var da ganske ligetil, at finde ud af, hvorvidt man frøs eller ej, ikke? Hvorfor lod hun til at formulere alting om til spørgsmål? Hvorfor kunne hun ikke bare leve i nuet, og lade være med at overveje alting så grundigt? Det var jo Julian, for pokker, han var ikke ude på at skade hende, så hun behøvede ikke være forsigtig..
Hun forsøgte at få sig selv til at tænke lidt mindre over alting. Især nu hvor hendes ukendte fjende havde udviklet sig til et dyr, lod alting til at være helt okay.
"Fryser jeg?" gentog hun. "Fryser du?"
Hun græmmedes over sin egen dumhed, og skyndte sig at erstatte sin sidste udtalelse, med denne: "Nej, undskyld, jeg mente: Lidt, men det er ikke noget særligt, så for min skyld behøver vi ikke gå ind eller noget.."
Igen tøvede hun, for at tænke, men tvang sig selv til nettop ikke at tænke, for i stedet bare at tale; "Fryser du da?"

han smilede overbærende over det første hun sagde. så svarede han hende, en smule tænksomt og tøvende.
"ja, lidt. det er nok bare vinden der får det til at krybe koldt ned af ryggen på mig." han bed sig eftertænksomt på det midterste led på pegefingeren. hvorfor vidste han ikke rigtigt, og han tænkte heller ikke over det. det var jo bare noget han gjorde - ikke noget, han først analyserede til de dybeste dybder - eller hvad?
nej. det gjorde han ikke.
han stoppede med at bide i fingeren, og tog den ud af munden. han tørrede den hurtigt af i blusen, da det gik op for ham, at det måtte se ekstremt underligt ud at han sad sådan - selvom Aisha ikke kunne se. han så på fingeren igen. der var bidemærker i, men han vidste, at de med tiden ville forsvinde af sig selv.

Hun vidste ikke rigtig, hvad hun skulle sige til det. Var et 'o-kay' på sin plads? Måske skulle hun bare helt holde mund? Eller hun kunne spørge, om han syntes, de skulle gå indenfor? Eller ..
Nej, nu gjorde hun det igen. Hun stoppede sig selv, før tankerne fik for frit løb. Hun ønskede ikke det rod igen, som hun havde udsat sig selv for, så mange gange før, her på det sidste. Derfor sagde hun bare hurtigt: "Så lad os da gå indenfor igen."

OOC: Undskyld ventetiden, men jeg har ikke været hjemme, før nu - min skole har hevet mig på landbrugsrundfart. Og så vil jeg også undskylde for kortheden, men fordi tolv kalve har oversavlet min højre arm, stinker jeg af ko, så jeg vil gerne skynde mig i bad..!

Da Aisha pludselig sagde noget, så han en smule forskrækket op på hende. han havde siddet og grundet over, hvordan det kunne være, at bidemærket på fingeren gik så hurtigt væk.
"Jamen, hså lad os da gå indenfor igen og få varmen..." sagde han, og rejste sig op. han ville jo gerne have, at Aisha skulle være glad. når hun var glad, var han glad.. i en vis grad i hvert fald. det hele føltes bare så... underligt.
selvom vejret var varmt, så frøs han faktisk - hvorfor vidste han ikke.

OOC: jeg tror altså snart at vi må få skilt disse to tanke-dimser fra hinanden, da jeg lige for tiden har meget svært ved at nå på computeren pågrund af skolearbejde, og venner jeg har med hjemme, o.s.v.. >w<

OOC: Okay. Kan du komme på en grund, til at det kunne ske? Jeg skrev noget en gang, men det blev slettet på grund af de der serverproblemer...

IC:
Hun vidste igen absolut ingenting. Hun kunne ikke aflæse ham, forstod ikke hans tankegang. Men det var nu ikke noget særligt - hun forstod heller ikke sig selv i øjeblikket.
Hun ønskede at gøre hvad som helst, for blot at få en lille smule forsikring for, at der stadig var et grundlag at opbygge hendes og Julians gamle, bundsolide venskab op på igen. Deres venskab havde føltes som en uindtagelig fæstning med voldgrav, hængeport, kanoner og soldater; en fæstning, der var umulig at trænge ind på og nedbryde. Men det var lykkedes. Nu var hun det mest solide af ydermuren tilbage, og Aisha var i tvivl om, hvorvidt det var nok, til at bygge den solide bygning op igen. Skulle de til at rive det hele ned, for at starte forefra, eller var genopbygningen en urealistisk tanke? Måske var der et ustabilt fundament for byggeriet, og det ville være stor risiko for at det hele alligevel bare styrtede sammen, hvis der bare blæste den mindste smule..? Måske..
NEJ! Hun ville ikke lade sin hjerte køre i tomgang igen. Det nyttede ikke noget at lave metaforer og tænke på bygninger; det måtte siges ligeud. Hun måtte hellere fortælle Julian, at hun var bange for, at deres venskab var tabt. At hun var bange for, at selvom de fik det stablet på benene, ville det falde omkuld, ved bare det mindste skænderi..

Men alligevel turde hun ikke helt. Hun luskede bare slukøret indenfor. Hvis hun havde været en hund, ville hun lige nu løbe langt væk, med ørerne lagt tilbage, og halen mellem benene, mens hun peb. Desværre var hun ikke en hund; hun var nød til at blive her, og vente på den uundgåelige konfrontation.

OOC: vi kunne jo sige, at der - som du netop havde skrevet, da der blev rod med serveren - kommer nogen af de 'håndlangere' hvorefter Julian bliver nødt til at få Aisha til at gemme sig.. eller noget... for hvordan kan hun egentlig komme tilbage dertil, hvis hun først kommer væk? Oo

IC: Julian fulgte efter Aisha, imens han lagde mærke til hendes bevægelser, hendes udtryk. og efterhånden lagde han mærke til, at der var noget, der ikke helt var som det skulle være. som om hun så væk, selvom hun ikke kunne se. som om hun sank mere sammen, selvom hun jo ikke rigtig var sammensunket.
han ventede dog til han var kommet ind, og havde lukket døren. luften var frisk, men her var varmt alligevel. han blev stående kort og fugtede sine læber, inden han besluttede sig for at sige noget. at spørge hende om noget.
"Aisha? Er der noget, der går dig på?" han spurgte roligt og forsigtigt. som om, at han ganske vidst havde bemærket noget i luften, ligesom når man går forbi en bager med åben dør, og duften af bagt brød går en i møde.
men hun skulle have lov til at sige nej. også selvom der måske var noget galt, hvis det ikke var noget hun ville dele. Julian forstod det godt nok ikke, men han ville acceptere det. det var han allerede indstillet på at han ville gøre.
men hvad kunne det være? det var som om, at selve spekulationerne om Aishas pludselig humørskift lagde en dæmper på hans eget humør. men han var ikke trist, eller sur. bare helt normal - og så måske en smule forvirret.

OOC: Øøøh, jeg forstod godt det første, men hvad var alt det der med at finde tilbage?
Nå - jeg syntes det lyder fint, med at slippe en flok psykopat-inkassatorer efter Julian. Men alligevel, ved jeg ikke om jeg er i stand til at starte sådan et mindre plot, uden at rode rundt i det hele, og gøre alting skide urealistisk. Så måske er det en dårlig idé, i hvert fald at sætte mig til at gøre det x_x''

IC:
Det var nu eller aldrig; hun måtte åbne sig for ham, eller trække sig tilbage. Hun kunne ikke undvige nu, og så krybe tilbage, når det engang passede hende. Hun måtte springe ud i det, eller erkende, at deres venskab ville være fortabt for altid. Men det var en stor beslutning. Spørgsmålet var så stort, så åbent. Hun kunne svare hvad som helst, men hendes instinkter sagde hende, at hendes svar ville afgøre alting. Hun måtte tænke sig om med omhu, før hun åbnede munden.
Hun overvejede, bare at skubbe det hele til side, med en perlende latter og et 'der er vel altid et eller andet galt', men hun var på den anden side sikker på, at lige nettop det, var et af de forkerte svar. Kunne hun forblive tavs, og afværge spørgsmålet med en hovedrysten, eller ville dette også bare være et skridt nærmere afgrunden? Ja, det var hun sikker på.
..Men det var så svært. Der var så mange svar til Julians spørgsmål, som hun var sikre på, ville spolere deres venskab. Der var endnu flere svar, hun ikke kunne finde ud af at kategorisere som hverken ødelæggende eller helende. Og så var der ét enkelt, hun havde et lille håb om, ville være i stand til at rede deres venskab; sandheden. Hun håbede, han måske ville forstå hende. Men alligevel, var hun bange for, at han måske kunne blive skubbet væk fra hende, ved det voldsomme følelsesudbrud, sandheden ville udløse.

Hendes kinder glødede, og hun kunne mærke tårer trænge sig på i øjenkrogene. Hun var bange for at vise sin tvivl og frygt, og hun var i det hele taget bange for at vise, at hun var svag, at hun var så let at knække.
Hun rodede lidt i sit hår, så det på en tilfældig måde, gled ned foran øjnene, og dækkede de tårer, hun ikke længere kunne holde tilbage. Hun snøftede næppe hørligt og tørrede en tåre af kinden, med en - troede hun - tilfældig bevægelse. Hendes hjerne kørte på højtryk, og hun følte sig igen svimmel. For ikke at komme ud af balance, og risikere at falde, satte hun sig ned. Hun havde hovedet vendt mod gulvet, og fra hendes øjne, gled tårer ned over kinderne, ned til hagen, og dryppede stille ned på kjolen, hvor de efterlod svage, fugtige mærker.

Hun trak vejret tungt, sukkede dybt, og rettede sig op i stolen; hun havde truffet sin beslutning. Hun var klar til at gøre det rigtige; fortælle sandheden.
"Måske," sagde hun, og kom igen i tvivl om, hvorvidt dette nu også var det rigtige. "Måske burde du sætte dig ned, det her kan godt tale lang tid."

OOC: undskyld - det jeg mente var, at hvis de endelig blev jaget væk fra hinanden, hvordan skulle de så kunne finde hinanden igen? >w< og bare rolig... jeg skal nok starte det, men jeg tror liiiige, Julian og Aisha skal have den lille snak her.. ^^

IC:
Julian så overrasket på hende. okay, ja, der var noget galt. det afgjorde han sådan set med det samme. hendes betænkningstid gjorde Julian lidt nervøs. var der noget, hun ikke ville fortælle ham? holdt hun noget skjult for ham? Men han kunne vel heller ikke bebrejde hende at der var noget, hun holdt hemmeligt. han havde selv holdt sine pengeproblemer skjult, indtil han blev nødt til at afsløre det.
da hun talte, blev han ikke just mere forvirret, bare forundret. 'måske'? MÅSKE var der noget galt?
der var da noget galt. og da han satte sig ned, kværnede tankerne rundt i hovedet på ham. han kunne ikke rigtigt komme på noget der var galt. eller, jo, måske alligevel. ALT kunne jo være galt, afhængig fra person til person, men det skænkede Julian ikke en tanke lige nu.
"Okay, Aisha. Hvad er det der er galt?" nu sagde han ikke 'går dig på' for han syntes af en eller anden grund, at det lød afsindigt fjollet og akavet i en situation som denne.
han havde bare ikke været klar til et svar som 'måske'. det var nok det, der havde gjort ham mest rundt på gulvet, selvom han faktisk sad ganske stille, med øjnene opmærksomt rettet imod Aisha. Hendes hår der hang ned foran ansigtet, fortalte ham n del. han kunne huske, at hun tit havde gjort sådan hjemme på godset, når hun var ked af det, og ikke ville vise det. hendes små snøft lagde han også ganske svagt mærke til, som når man har sko på, og træder på en sten på størrelse med en pegefingernegl. man mærker det, men ikke ligeså meget som havde mn haft bare fødder.
Julian rystede på hvoedet. han tænkte på fødder og sten når Aisha var trist. han kunne se når tårrene gled ned på hendes kjole. han ville vide hvad der var galt, så han kunne gøre noget ved det. han havde mest af alt lyst til at omfavne hende, og trøste hende, men han blev nødt til at vide, hvad der var galt.
så han sad helt stille og tænkte imens han ventede. ventede på Aishas svar, og måske også på hendes spørgsmål.

OOC: Okay :) Tak - hvad skulle jeg gøre uden dig? x)

IC:
Hvor skulle hun starte? Hvad skulle hun sige? Hun havde haft så svært ved, bare at beslutte sig for at sige sandheden, at hun helt havde glemt, at finde ud af, hvad sandheden egentlig var. Skulle hun fortælle ham om alle de dårlige barndomsminder, hun altid havde holdt skjult for ham? Skulle hun fortælle ham og hende og hendes forældres skænderier, og om Oscar? Skulle hun fortælle om hvilken kryster hun var, og om hvordan hun var stukket af? Skulle hun fortælle ham, hvor dybt hun var sunket, i sin søgen efter steder at være, mens hun ledte efter ham? Skulle han lære alle hendes dårlige sider at kende, lige nu? Lige her? Skulle hun fortælle ham, hvor dystre og mørke tanker, hun tit havde?
Nej! Hun tog sig til hovedet, trak vejret dybt ind, og forsøgte at falde til ro. Hun måtte jo bare fortælle ham, hvad det var der gik hende på. Det kunne vel ikke være så svært, vel? Egentlig var alt, han behøvede vide, hendes bekymringer for venskabet, for det var det der havde naget hende, lige før, da han stillede spørgsmålet..
Kunne hun stille sig tilfreds med, kun at fortælle den halve sandhed? Det var jo den han havde spurgt efter, men det var ikke den, hun ønskede at fortælle om.

"Aaarrrrghh!" klagede hun, mens hun forsøgte at filtrere alle de forvirrende tanker fra. "Det er virkelig forvirrende, det her, og du må forstå, at det ikke er min mening at gøre dig bekymret eller forvirret - jeg har bare stadig ikke selv fundet ud af, hvad det egentlig er, jeg vil fortælle."
Hun tog en dyb indånding, rettede ryggen og vendte blikket fremad igen, for ikke at virke så svag, som hun stadig følte sig.
"Jeg ved ikke hvor jeg skal begynde, for jeg ved ikke, hvilken historie det er, jeg vil fortælle." hendes stemme knækkede over, og hun måtte holde en lille pause, for ikke at bryde sammen igen.
"Jeg tror," startede hun igen. "jeg egentlig bare forsøger at udtrykke, hvor meget du betyder for mig. Vores venskab, var det eneste lyspunkt i min barndom. Og så rejste du, og alting virkede pludseligt formørket."
Igen holdt hun en pause, men fortsatte, og tvang sig selv til, ikke at holde flere af disse pauser, og derved lade sig selv overveje at trække sig tilbage.
"Jeg tror, det var derfor jeg stak af; for at genfinde lyset, der skulle vise mig vej, gennem mørket. Så fandt jeg dig. Men jeg syntes ikke.. Jeg ved ikke om.. Jeg mener .. hvorfor er her så mørkt, når du - mit lys? - sidder lige overfor mig?"
Hun vidste ikke hvorfor det var kommet ud så usammenhængende. Hun vidste ikke hvorfor hun ikke bare kunne leve livet, i stedet for at spekulere hele tiden. Hun vidste mildest talt absolut intet! Men måske forstod Julian; måske kunne han forklare hende, det hun selv havde sagt..

Julian lyttede intenst da hun snakkede. han prøvede sådan at forstå hvordan han skulle vende det hun sagde, til noget som han kunne forstå - helt, altså. han forstod nogenlunde det hun sagde. at da han var rejst, så var der ikke rigtigt noget lys som hun sagde, men da hun så fandt ham igen, så var der ikke noget lys alligevel.
"er der da noget udover det der plager dig? hvis der kom mørke over dig, da jeg.. forsvandt, kan der jo være sket noget, der har gjort det endnu tættere..." han prøvede at fortsætte med at tale på denne symboslke måde. for det gjorde faktisk det hele meget nemmere at sige.
"Er der noget, der er sket, imens jeg ikke har været der, som måske kunne gøre det hele værrere, så det nærmest.. overskygger mit lys?" det sidste sagde han på en ret forvrænget måde, fordi han syntes, at han lød så selvglad, når han sagde sådan. det lød bare... meget, meget forkert.
han havde indtil nu siddet lænnet tilbage i stolen, men lænede sig nu frem, så han kunne se Aisha en smule bedre. hendes hår, hendes læber, hendes hænder... hende. han var bekymret, og på en måde også lettet. det burde han jo nok egentlig ikke værre, når hun lige nu fortalte ham om alt det med lys og mørke og alt muligt, men han var på en måde glad for, at det ikke var noget, som var meget værrere. der kunne idet mindste gøres noget ved det her.. ikke?
han var jo også bekymret. hun vidste ikke hvad hun skulle sige, okay, det var han faktisk helt på lige fod med - altså, han forstod det. men han var bekymret for det hele faktisk. som om han klamrede sig til et eller andet usynligt, som hanvidste, hvert øjeblik kunne forsivinde. og hver gang han ikke rigtig følte efter, så var det væk, men når han mærkede efter igen, så var det der.
jamen, HVAD er det der er der? Julian støttede sit hoved i hånden imens han tænkte. var det deres.. venskab? var det det, de i virkeligheden talte om? eller var det bare det, at han faktisk ikke rigtigt kunne holde styr på sine tanker, som fór rundt i alle mulige og umulige retninger inde i hans hovede? det var jo i hvert fald ikke det de snakkede om. men måske var, det fordi han ikke rigtigt kunne.. holde fast i sig selv? måske. og måske ikke. han måtte bare høre, hvad Aisha havde at fortælle. måske kunne HUN fortælle, hvad det var han klyngede sig til, uden at han vidste hvad det var.

Åh nej, endnu flere ting at tænke over. Hun hadede, at han var i stand til at grave ind til sagens kerne, så pludseligt. Hun ville gerne bare have været blevet trøstet. Hun ville gerne være et lille barn igen, som havde lov at sætte sig på sin mors skød, læne hovedet mod hendes bryst og hulke, mens moderen hviskede trøstende ord og strøg hende over håret.. Men det var meget lang tid siden, Aisha havde kaldt sin mor for 'mor', og det var også rigtig lang tid siden, hun havde tilladt sig selv, at være barn.
Hun var ved at bryde sammen igen, kunne føle hvordan alle ordene, hun prøvede på at sige, klumpede sig sammen i hendes hals. Hendes kinder brændte, og hendes øjne var fyldt med tårer. Men hun ville ikke tillade sig selv at græde, at bukke under. Hun ville bare have alt dette ud af verden, så livet igen kunne blive let og ligetil.
"Jeg ved det ikke.." fik hun endelig frem, og det var sandt. Hun vidste det virkelig ikke. Hendes fars vrede og hendes mors skuffelse, havde ikke været ny for hende, så det burde ikke gå hende mere på, end normalt. Og Oscar? Hun kendte ham slet ikke, vidste ikke, om han også bare ville have forsømt hende. Så hvordan kunne noget af det, have formørket hendes liv? Det eneste der havde gået hende på, var, at hun var ensom. Hun havde savnet en ven, og andet var der ikke i det.
"Jeg tror," sagde hun, og gav sig til at pille ved den lille måne, der hang i halskæden, Julian havde foræret hende. "jeg måske bare overreagerede. Mens du var væk, syntes tingene ikke værre, end de var, mens du stadig var der. Jeg var bare mere opmærksom på dem, fordi de var det eneste jeg havde.."
Alting virkede meget mere rigtigt, når hun sagde det. Hun forstod pludselig meget mere, end hun havde gjort før, selvom hun stadig var forvirret, og havde svært ved at regne hele situationen ud. Og så, pludselig, kom hun til at tænke på Julian. Han måtte have haft det forfærdeligt, med gæld og en syg mor, så det var jo ham, der burde trøstes, ikke hende, der bare var en forkælet møgunge.
"Men Julian," sagde hun. "jeg fortjener ikke, at du bekymrer dig om mig."

Julian rykkede kort stolen en smule tilbage. egentlig ikke med vilje, og han greb fat i ryglænet, for ikke at falde ned. alt dette skete dog meget hurtigt, og det var ikke noget han gjorde mere ud af, inden han satte sig op igen. hans fod var bare gledet hen af gulvet, og på den måde var han blevet skubbet et par centimeter tilbage.
han lyttede intenst, uden at sige noget. han lyttede bare, imens han ligesom fordøjede ordene, analyserede hvert ord, og fandt dens mening. han foldede hænderne, men alligevel rynkede han panden da hun sagde det sidste.
'jeg fortjener ikke, at du bekymrer dig om mig.' ordene slog ham faktisk lidt ud af den. hvad? gjorde hun ikke? hvad han hun nu gjort? hun havde da ikke gjort noget, så vidt han vidste.
"Aisha.. lad være med det der. Jo, du fortjener det. jeg gik bare fra dig. selvom jeg måske havde en god grund til det, gør det jo ikke skaden god igen. der er jo noget galt, og når der er noget galt, fortjener man at folk bekymrer sig om en." Julian ville helst gå hen, og ligge ne trøstende arm om hende, og fortælle hende, at hun ikke skulle være ked af det, og at alt nok skulle blive godt igen, men han gjorde det ikke. han vidste ikke, om det for alvor ville på boblen til at briste. om alt så ville blive galt. derfor foretrak han bare at sidde her.
han anede ikke, hvad han kunne sige til det, da en lyd pludselig fangede han opmærksomhed. han rettede sig op og lyttede, men lyden forsvandt igen. det var lyden af løbende støvletramp, men det var nok bare ham der var paranoid.

Hendes hoved syntes pludseligt meget klarere. Hendes tanker var så småt ved at komme på plads, kinderne havde genfundet deres vanlige temperatur og hun var ikke længere bange for, pludselig at bryde sammen. Så passede det virkelig; det hjalp at tale om tingene.
Hun tørrede øjnene for rester af tårer; hendes kinder føltes våde, så hun brugte ærmet på kjolen til at affugte den.
Lydene udefra, passerede hende ubemærket. Hun lagde ikke mærke til det, for lige nu, var det Julian, hun var fokuseret på. Hun tænkte på, hvordan hun måtte have fået ham til at føle sig; elendig. Hun ønskede ikke, at sætte ham i et dårligt lys, ved at blive ved at snakke om, hvor hårdt det havde været for hende, at han rejste, og hvor tomt hendes liv havde været. Hans måtte have været mindst lige så slemt, og han havde oven i købet været i pengenød.
Hun havde lyst til, bare at vaske alle hendes sårende ord væk, og fortælle ham, at hun var ked af, hun nogensinde havde været sur på ham. Hun ville ønske, hun aldrig havde gjort ham ondt, og at hun bare kunne sørge for, at hans liv altid ville være lykkeligt og godt.. Måske kunne hun det?
"Tal ikke sådan om dig selv," sagde hun til ham. "Det er mig, der er urimelig, når jeg beskylder dig for at have gjort en ugerning, ved at rejse. Det var jo ikke din skyld. Det var nærmere min skyld; det var velsagtens mig der fik dig smidt på porten."
Hun rodede lidt i sit hår, mens hun tænkte over, hvad det var hun lige havde sagt. Og så sagde hun: "Faktisk bør jeg vel undskylde; jeg skulle have givet dig penge til Kennea, og have sørget for jer to. Så undskyld - jeg håber du kan tilgive mig det."
Selvom det var dybe følelser, hun talte om, rørte det hende ikke synderligt. Hun smilede af oprigtig glæde, ikke over Kenneas død, eller Julians fyrring, men over at hun endelig forstod, hvad det var, der havde gået hende på. Hun håbede bare, han også forstod..

han vendte øjeblikkeligt sin opmærksomhed og interessese imod Aisha, da hun talte igen.
"Selvfølgelig Aisha, du er tilgivet. det har du længe været. jeg har faktisk ikke rigtig været sur på dig. jeg havde nok reageret ligesådan hvis jeg var i dit sted. Og nej, pengene var ikke nødvendige. Jeg skulle faktisk hellere have ladet min mor... forsvinde hen, uden alle de lidelser. jo, pengene og medicinen fik hende til at live længere, men det gjorde ikke sygdommen bedre. jeg tror ikke, der var noget der kunne hjælpe hende." det gik pludselig op for ham, at de sad og n´snakkede om hans mor, Kennea, men da han så op, og så Aishas smilende ansigt, kunne han heller ikke lade være med selv at smile.
var det der var galt hele tiden? det, som hun hele tiden gemte på? utroligt. der er sket så meget de sidste par år. det er som om, vi er blevet fremmede, og alligevel er tæt knyttede til hinanden...
tramp, tramp, tramp, tramp... Nu var lyden der igen. Julian var sikker. nu kunne han også høre stemmer. men ikke hvad de sagde. der var nogen udenfor huset, og det lod til, at de var specielt interesseret i hans ejendom. hans hjerte bankede en lille smule hurtigere. disse.. inkassørere igen. han knyttede hænderne for at få det lidt mere under kontrol, men det var praktisk talt umuligt. kort frygt, ved at tænke på at skulle flygte for at redde livet igen, vrede over at de afbrød ham og Aishas samtale, sorg fordi han ikke havde kunnet kontrollere det hele, og fortvivlelse over, at hvis de blev nødt til at flygte, ham og Aisha... hvad ville der så ske, hvis hun blev væk fra ham?
"Aisha.. der er nogen udenfor. og jeg tror ikke bare, det er nogen der går sig en lille hyggetur." han rejste sig op, og gik hen til et vindue, og så ud. det var svært at se nogget, pågrund af en lettere diset tåge der hang over landskabet. alligevel kunne han tydeligt ane de mørke skikkelse der rendte rundt imellem hinanden, og de små grupper af folk, der snakkede. og flere af mændene bare våben. han kunne mærke, hvor han blev bleg.

Hun blev beroliget af hans ord, hvis man da kan kalde det at blive beroliget, når hun i forevejen var ganske rolig. Hun smilede venligt, og håbede at det ville gøre en ende på spekulationerne og problemerne.
Men så hørte hun lyden! Hendes sanser var igen på deres højeste, og efter at have trampet ubemærket i gulvet, havde hun dannet sig et perfekt billede af det hele. Der var tre, nej hele fire bevæbnede mandsskikkelser uden for hytten. Hendes egen fornemmelse kombineret med det Julian sagde, overbeviste hende om, at de våbenklædte mænd helt sikkert ikke var venligtsindede.
Hun ignorerede Julian for en stund, og listede lidt tættere på den væg, der skjulte de to for mændene. Mens Julian stod og spejdede ud af vinduet, lidt længere væk, havde hun et perfekt udsyn over mændene, her fra væggen. Det lignede, at hun stod og lyttede til væggen, når hun sådan havde øret presset med træet.
Af og til, slog hun i gulvet med fødderne; det kombineret med hendes mærkelige stilling, fik hende til at ligne en eller anden sindsforvirret kanin.
Hun forsøgte at høre hvad mændene sagde, men de var dog stadig for langt væk. Dog havde hun også rigeligt med informationer, herfra hvor hun stod. Hun var helt overbevist om, at de var pengeopkrævere, for hvorfor skulle der ellers dukke store, onde mænd op ved Julians bopæl? Hun overvejede at tilhylde dem i mørke, men med det arsenal af våben de havde, ville mørkelægning være lig med en krigserklæring. I stedet burde hun og Julian stikke af, mens de stadig kunne..
Stikke af, ja - krysterens første tanke. Hun skammede sig over stadig at tænke som en kujon, og overvejede kort, om hun bare skulle tage kampen op. Men det var ikke hendes kamp, og hun var ubevæbnet, og klart i undertal, mod de fire, pumpede mænd. Måske havde Julian nogle våben?
"Hvad skal vi gøre?" hviskede hun, og listede tilbage midt i rummet, for at tjekke, om der skulle være noget at forsvare sig med. "Har du en spade, en høtyv, eller et eller andet vi kan forsvare os med?"

Han trak sig hurtigt væk fra vinduet, da en af mændene så i retning af det. derefter så han alvorligt og sammenbidt på Aisha.
"Aisha. selv hvis jeg.. hvis jeg havde det, ville det ikke være godt nok. de mænd derude, ved hvordan man slås, det behøver jeg ikke en mundtlig erklæring for at vide. om vi så havde høtyve og spader i hundredevis, ville de nå at overmande os inden. Tro mig, Aisha. jeg har prøvet. og heldigvis slap jeg fra det i god behold. vi... jeg tror, det klogeste ville være at gemme os, eller stikke af på en eller anden måde. de mænd er ikke til at spøge med. hellere være en levende kujon, end en død helt.." det sidste mumlede han bare, lavt og med en syrlig bitterhed. han havde det ganske fint med at stikke af, og han var endnu mere opsat på at slippe væk nu hvor Aisha var her, men hvis han kunne, ville han tage kampen op. han kom kort i tanke om, da hans arm igår pludselig brød ud i flammer. det var sket før. en magisk evne. han skar kort ansigt.
ild... skal jeg virkelig rende rundt og kaste med ildkugler som en anden helt? han knyttede den ene hånd, men der skete ikke yderligere.
udenfor kunne han høre en dæmpet summen af oprevede, men lave stemmer.
han tog bare stolen, og stillede den op foran døren, på skrå. lige ved døren var gangen så smal, at han kunne lægge stolen halvt ned, og så stødte den ind imod væggene. han pressede den lidt mere ned, og rykkede så i den. den sad fast. Hvis de - eller, NÅR de - ville ind, ville de blive sinket af stolen.
"Vi må bare ud herfra. i en fart."

Straks blev hun trodsig. Hun ville ikke stikke af, ikke igen. Selvom det ville være det langt klogeste at gøre, ville hun ikke kunne leve med det. Mændene ville sikkert ødelægge Julians hytte, smadre alt inventaret og gøre ham hjemløs. Skulle hun have det på samvittigheden? Bare fordi hun ikke ville risikere at blive og knække en negl?
Okay, mændene ville ganske sikkert ikke tøve med at slå hende ned, men alligevel. Hun var rimelig ferm til at mørkelægge ting, og kunne helt sikkert overrumple mændene med det. Desuden, så var hun også ret god til nærkamp, hvis hun altså selv skulle sige det. Hvis hun bare kunne komme tæt nok på mændene, ville hun kunne finde deres svage punkter, og så ville Julian og hun let kunne klare dem.
Men så blev hendes tanker afbrudt. Hun lagde mærke til Julians 'hellere være en levende kujon, end en død helt'. Modviljen blussede op i hende. Hun følte sig pludseligt meget vred, som havde Julian sagt det som for at fornærme hende. Så kom hun i tanke om, at han endnu aldrig havde hørt historien, om hende værende en kujon.
"Vi to, har fuldstændigt modsatte synspunkter; jeg vil hellere dø end at skulle leve som en kryster!"
Hun sagde vist det sidste ord en smule højt, for mændene stoppede med at tale, og hun kunne både høre og mærke dem komme nærmere. Hun greb fat i Julians arm, som for at trække ham med sig i skjul bag en stol. Hun vidste, dette ikke ville være nok, hvis først mændene trængte ind, men hun ville ikke sætte Julians liv i fare. Så hellere være en kryster og en kujon..

han skulle lige til at sige noget, da Aisha greb fat i ham. han så kort på hende, og så på døren. der gik ikke særlig lang tid - knapt nogle sekunder - før der blev rusket i dørhåndtaget. Heldigvis sad stolen godt fast. Det gibbede i ham, og han blev øjeblikkelig næsten helt stiv i kroppen.
en følelse af ikke at kunne handle, men at være nødt til det vendte sig i ham, og han tænkte på hvad han kunne forsvare sig med. Aisha ville ikke forlade huset, så de blev vel nødt til at kæmpe, imod Julians vilje. det eneste der var at forsvare sig med, var...
"Knive.." hviskede han lavt for sig selv. han kunne bare ikke rigtig forestille sig selv med en kniv. og han kunne ikke forestille sig selv igang med et stikke folk ned. det gav ham kuldegysninger.
"Hør nu Aisha. det eneste der er her, er knive. hvis jeg skal kæmpe med dem, og kommer til at slå nogen ihjel... så... det vil jeg bare ikke kunne tilgive mig selv. om så det var Mørkets Lord jeg stak ned."
han trak vejret dybt ind. han snakkede lavt, men lige akkurat højt nok til at overdøve den knirkende og knagende dør. der blev rusket og slået og sparket på den. men stolen holdt døren på plads, og indtrængerne ude. lidt endnu, i hvert fald. Hvorfor var han også så pokkers barmhjertig? hvis man da kunne kalde ham det det. Han følte næsten, at han svigtede Aisha. at han svigtede hende, ved at være så bange for at gøre skade på andre for at forsvare sig selv, hende og sit hjem. kunne han ikke finde ud af det?! Nu kunne han sådan set heller ikke selv se det smarte i at være en levende kujon.
han åbnede og lukkede hænderne. var der noget han kunne bruge, til at..
stolen. Tanken kom som en åbenbaring.
Han overvejede kort tanken, for det blev nødt til at være kort. der var ikke meget tid at tænke i, for lyden af en skrabende stol fyldte rummet. måske. han kunne tage den her stol, og bruge den som våben. den var tung og stor, men Julian kunne sagtens bære den. den kunne ikke slå nogen ihjel, men påføre tilstrækkeligt med skade. han greb fat i ryglænet.

Hun var forvirret på bekostning af Julian. Hvad var det han snakkede om? Hun forstod godt, han ikke ønskede at slå nogen ihjel - det ønskede hun heller ikke selv - men ville han så hellere stikke af? Han hytte ville helt sikkert blive smadret, og hvis han selv blev fanget, var det også sandsynligt, at han ville blive tæsket til ukendelighed. Og hun? Ja, hun ville sikkert bare blive dræbt. Ville han hellere det?
Aisha gik tilbage midt i rummet, mens Julian flyttede på den tunge stol. Lyden af mændende udenfor, skræmte hende lidt. Hun forstod ikke helt, hvorfor fire fremmede mænd, ville bruge så megen energi på at trænge ind i hytten. De vidste jo ikke engang, om der var nogen hjemme. Vidste de overhovedet, om det var her, Julian boede? Hvis hun havde været dem, havde hun bare smadret en rode..
Ja, det var da egentlig en god idé. Så kunne kun bruge glasskårene som våben. Julians ord dukkede op i hendes tanker, pludseligt. '..og kommer til at slå nogen ihjel..'. Hun lagde øjeblikkeligt planen om glasskårene bag sig; Julian havde ret, det ville være alt for hårdt at leve med mord på samvittigheden.

Aisha bukkede sig ned, greb fat i kjolens skørt, helt nede ved sømmen, og gav sig til at rive og flå. Hun forsøgte at ødelægge sin eneste kjole, ja. Det ville blive meget svært, at kæmpe mod fire stærke mænd, når man havde en tung, stor kjole på. Så den måtte lade livet.
Hun fik revet stoffet itu, så kjolen nu kun gik hende til midt på lårene. Hun glædede sig over, at mændene udenfor larmede så meget med at få døren op at de ikke hørte den væmmelige lyd det lavede, da kjolen gik i stykker. Stoffet trævlede i kanten, og kjolen var nu helt skæv, men det ignorerede hun. Hun smed overskudsstoffet fra sig, ovre hvor jakken, Julian havde givet hende, også lå. Hvis de overlevede denne kamp, kunne hun altid hente det senere.
"Tror du vi kan klare dem?" spurgte Aisha, og hævede de to knyttede næver, klar til kamp.

OOC: Undskyld min overdrevne kampscene, men .. sådan blev det nu og engang..

OOC. det er fint.. *at forestille sig Julian der står og se på Aisha, og svare 'Det tror jeg egentlig ikke vi kan...'*

IC:
Julian så en smule forvirret på Aisha. hvad lavede hun? hun ødelagde jo sin kjole. et øjeblik blev Julians hjerne sat fuldstændig på stand by, pågrund af det. bare på gurund af, at hun rev lidt i sin kjole, blev han forfærdeligt forvirret. hvorfor i al verden gjorde hun nu det?
han rystede overrasket over sin egen handlekraftløshed da Aisha sagde noget. om de kunne klare dem?
Ja, det håbede han da. det håbede han inderligt og bittert, for hvis de ikke kunne, hvad skulle der så ske med ham. og endnu værrere endnu, hvad skulle der så ske med Aisha? Enten ville de lade hende gå, eller også... en kuldegysning gik igennem hans krop. nej. han ville ikke tænke på det, selvom han jo faktisk havde tænkt på det, så ville han ikke tænke på noget, han knapt nok havde tænkt på. (okay, hvad skete der lige der OO?)
"det..." han bed sig i læben. han ville så gerne sige, at de godt kunne klare dem, men han var ærlig talt ikke så sikker igen.
"Det tror jeg." han smilede kort og usikkert, da der lød et øresønderivende brag fra døren, da den langt om længe gav efter i en reng af splinter og træstumper, og ind trådte fire mænd. Julians smil forsvandt øjeblikkeligt, og han så opmærksomt på dem, og kort sank hans mod endnu længere ned på skalaen. fra bange, til kujon, til kryster, til kylling. Men da han så deres overraskede udtryk over at se Aisha, fik han nok. de var ikke overrasket som om de var bange - mere som om de tænkte: 'ej, det mener han ikke?!' han ville ikke være en kylling, han ville ikke være en kryster, han ville ikke være en kujon, han ville ikke være bange...
han knugede så hårdt om stolen, han hans knoer blev hvide. idet samme smilede en af dem, en fyr med lyst, glat hår. ikke et rart smil, som når man hilser. et smil, der mindede Julian om en ulv. det mindede ham om en udsultet, aggressiv ulv, der lige havde fået øje på to, små dådyr der stod helt alene.
og alligevel.
Vi kan godt det her! jeg vil ikke lade dem ødelægge det hele! jeg skal finde en måde og give dem penge tilbage på, og jeg skulle have gjort det før det kom så langt ud. jeg er TRÆT af at skulle frygte for mit liv hele tiden. jeg må gøre noget VED DET!