Katarinas tydelige utilfredshed over hans biden efter hende, fik blot Phillippe til at hæve det ene øjenbryn en smule. Der var ikke andet at sige til det. Han gad da ikke hun skulle stå og skubbe til ham, og da slet ikke så han tabte alle de ting hun havde smidt i favnen på ham. Han ville sikkert bare ende med at få skæld ud over det også. Der var vist mere end rigeligt Katarina mente han skulle skældes ud over allerede. 

 Phillippes øjenbryn rynkede sig lidt som Katarina forklarede præcis hvad de snakkede om ved ham. Den næste reaktion der kom fra ham var dog nok lidt flad, i forhold til hvad Katarina ville have forventet, for Phillippe brummede bare lidt. Hele kroen? Ja det kunne godt lyde som ham. Hans blik veg lidt væk fra Kataria for endnu en gang at glide rundt på gæsterne i kroen. Det forklarede nok også en god del hvorfor folk var så.. Afvisende nu. Et suk forlod hans læber og han så tilbage på Katarina. Han burde nok sige undskyld, men på den ene side havde han egentlig ikke lyst til at undskylde hans opførelse over for hende, for det andet, var han også ret sikker på at det nok var bedst han ikke sagde noget. Han ville nok ikke kunne sige noget der ville være passende alligevel. 
 Det kom lidt bag på Phillippe da Katarina pludselig klaskede teposen tilbage i hans favn, og for et øjeblik stod han og fumlede med den, var lige ved at tabe den, inden den faldt på plads på armen. Phillippe sendte kort Katarina et irriteret og skulende blik, men da hun gjorde klar til at de skulle gå, blev de irriterede blik erstattet med et træt, og udmattet udtryk.  
 Han stod lidt og så efter hendes, som hun gik mod døren. Overvejede hans muligheder. Overvejede et kort øjeblik hans liv. Men så begyndte benene alligevel at gå efter hende og mod døren. Han sagde ikke noget, og hele hans holdning og udtryk sagde klaret at han bestemt ikke var glad for at skulle gå med hende. Kendte man ikke Phillippe kunne man måske sågar tro at han skammede sig, men det gjorde han ikke. Han havde ikke gjort noget forkert. Ikke denne gang. Katarina burde da have vidst at han ikke holdt sig til hende. Han havde bare været lidt uheldigt med hvem han havde forsøgt sig på denne gang. 

 Phillippe havde ikke noget at sige, og hvis ikke Katarina gav udtryk for hun ville have Phillippe til at sige eller gøre noget på turen hjem, det var dog som om, at jo tættere de kom på Katarinas hjem, jo mere dvask og sløve blev Phillippes skridt. Om han glædede sig? Bestemt ikke. Inderst inde frygtede han måske lidt hvad der ville ske så snart døren lukkede sig bag ham. 

Katarina var ikke den mindste smule i tvivl om at Phillippe ville følge med hende, som hun fornærmet forlod kroen. Hvis han valgte at blive ville hun kun finde en mere ydmygende måde at få ham med på og det var hun sikker på, at han udmærket godt vidste. Derfor så hun sig heller ikke tilbage en eneste gang på vejen hjem. Hun sagde heller ikke et eneste ord. Hendes stilhed skulle varsle om at intet godt ventede ham, så snart de nåede inden for døren og den blev lukket bag dem. Og inden længe åbnede Katarina døren dertil, hvor hun blev stående og ventede på at han ville træde ind.

Phillippe ville kun lige nå at få den sidste fod med sig, før Katarina skubbede døren i bag ham. Hun huskede selvfølgelig at låse døren og tage nøglen med sig. Hun smed ikke skoene som hun ellers altid gjorde, men gik direkte over til det store bord, hvor hun trak en stol ud og rettede så et direkte hadsk blik mod Phillippe.
”Sæt dig,” beordrede hun. Med det blik hun sendte ham, var der ingen tvivl om at hun ikke ville acceptere et nej. Han havde da bare at gøre som der blev sagt, ellers skulle hun nok sørge for at gøre det her meget værre, end hun allerede havde tænkt sig. Og lige så snart Phillippe ville komme tæt nok på, ville hun hive alle varerne ud af armene på ham og tage dem med, som hun drejede om hjørnet ud i det lille tekøkken.

Der gik et øjeblik før Katarina kom tilbage, og da hun gjorde, var det med en lille mørkegrøn bog i den ene hånd og to lange stykker stof i den anden. Hun lagde bogen fra sig på bordet. På omslaget stod nogle uforståelige tegn i sort skrift og selv Katarina vidste ikke hvad det betød. Hun vidste kun hvad de forskellige opskrifter i den havde af effekter. Så rakte hun de to stykker stof til Phillippe.
”Bind dine ankler fast til stolens ben.” Endnu en ordrer lød fra hende og samme, hadske blik blev rettet mod ham. Hun var klar over at han nok ikke ville adlyde denne gang. Hvis det var tilfældet, måtte hun vel tage andre metoder i brug, men lige nu fik han da chancen for at adlyde første gang.

 De nåede døren, og Katarina åbnede og holdt den for ham. Phillippe gik dog ikke ind med det samme. Han stoppede op i døråbningen, og så sig kort over skulderen. Håbede at han kunne få øjenkontakt med bare en eller anden. Sikre sig at der var nogen der havde set han var gået det ind, i tilfælde af at han ikke kom ud derfra igen. Ikke fordi han regnede med Katarina havde i sinde at slå ham ihjel, men så sur som hun nok var, kunne han godt frygte for sit liv. Eller hvad hun havde tænkt sig at gøre ved ham.
 Der var dog ikke mange der så meget som skænkede dem et blik, og Phillippe mærkede pludseligt hvor ensom og forladt han egentlig var i denne by. Det var Katarinas by, inden tvivl om det. Han havde ingen på hans side. En smule skuffet over at være blevet for efterladt, gik han indenfor. Han skulle til at tage skoene da, men inden han nåede så langt lukkede døren i bag ham, og han hørte den velkendte lyd af en nøgle der blev drejet rundt. Begge Phillippes øjenbryn skød til vejrs, og som Katarina gik forbi ham videre ind i stuen, fik han hurtigt vendt sit fokus mod døren, som han prøvende tog fat i.
 Låst.. Phillippe sank en nervøs klump som han slap dørhåndtaget. Nu kunne der hverken komme folk ind eller ud. Selv hvis han begyndte at råbe efter hjælp, var han fortabt. Men.. Katarina ville ikke gå så langt. Ville hun? 

 Lyden af en stol der blev trukket ud, fik Phillippe til at stikke hovedet ind i stuen. Han så på stolen, og da Katarina kommanderede at han skulle sættes sig, skar han kort en grimasse. Der gik dog ikke mange sekunder før han var ovre ved hende. Det gibbede kort en smule forskrækket i Phillippe da Katarina begyndte at hive varerne ud af hans favn, og kort efter sad han på stolen. Han turde nærmest ikke gøre andet. Selvom Katarina var en lille dame, var der virkelig bare noget utroligt skræmmende over hende. Så meget vrede der kunne være i den lille krop. Det kunne umuligt være sundt. 
 Så sad den store mand bare der og ventede. Han følte sig helt tør i munden. Det var som da han var barn, og havde gjort noget virkeligt slemt. Phillippe vrikkede lidt med fingrene som minderne af de bløde pinde der svirpede over fingrene blev bragt frem. 
 Phillippe noget dog ikke at sidde og hygge sig med de smertefulde minder alt for længe, før Katarina kom tilbage. Hans blik landede på bogen der blev smidt på bordet, og selvom han ikke havde nogen anelse om hvad der stod på bogen, mærkede han hvordan håndfladerne begyndte at svede. Det kunne umuligt være noget godt. Da hun så bad ham binde hans ankler til stolen flyttede han hurtigt et uforstående blik op på hende.
 " Nej jeg vil da ej, Kat!?  " udbrød han, tydeligt forarget over hun overhovedet bad han gøre det. Han flyttede sig dog ikke fra stolen. Hvad kunne han gøre? Han skulle jo bruge hende.. 

Generelt forventede Katarina egentlig ikke at Phillippe ville gøre præcis som hun bad hver eneste gang. Hun kunne råbe og skrige, true og slå så meget hun ville, men hun måtte stadig indse at hun ikke havde magten til at tvinge ham. Alligevel forventede hun det tydeligvis nu. Han skulle ikke have lov til at slippe udenom, for denne gang havde han vitterligt fortjent sin straf, om han så selv mente det eller ej. Hun havde jo næsten været flink alle de andre gange og selvom hun kunne være meget værre, end hun havde af planer i dag, så skulle han da lige se en smagsprøve på hvad der kunne ske, hvis han ikke lyttede i fremtiden.

Trods det allerede umådeligt rasende udtryk i damens ansigt, formåede hun alligevel at se endnu vredere ud, som Phillippe nægtede at adlyde. Hun spildte ikke tiden, men løftede på et splitsekund den ene hånd og lod håndfladen smælde hen over hans kind i en syngende lussing, hvorefter hun straks tog hårdt fat om hans kæbe.
”Har du lyst til at finde ud af hvad der sker, hvis du ikke gør som du bliver bedt om?!” Det skulle tydeligvis forstås som en trussel. Hun slap hans kæbe igen, men lod lige neglene rive hen over, inden hun igen rakte ham de to stykker stof med den anden hånd.
”Bind dine ankler fast til stolen. Nu,” beordrede hun sammenbidt. Nu var hun jo flink igen, da hun lige gav ham en chance mere for at høre efter.

 Det var lige før Phillippe kunne fornemme Katarinas vrede ose ud af hende, som man kunne mærke varmen fra en brændeovn, og da han gjorde det klart han ikke havde tænkt sig at gøre som hun sagde, blev det lige lidt varmere. Irriteret over det i det hele taget kom bag på hende, at han ikke havde tænkt sig at binde sig fast til stolen, himlede han med øjnene. 
 Med blikket vendt væk fra Katarina så han derfor ikke den flade hånd der kom flyvende mod ham, og opdagede den først det øjeblik den kolliderede med hans kind i et højlydt klask. Phillippe bed hårdt tænderne sammen og et anstrengt og sammenbidt smerte støn forlod hans læber som Katarina greb fat om hans kæbe. 

 Phillippe så på Katarina med lynende øjne, med stædigheden tydeligt skinnende igennem. Hans fnøs ved hendes ord, og da hendes negle rev ned over hans kind skar han en grimasse. Så snart hendes hånd var væk fra hans kæbe, rejste hans sig op, så han kunne tårne sig lidt over hende. Hændere var knyttet og hans stod stadig og bed tænderne hårdt sammen. Den lussing havde virkelig sat godt, især fordi han ikke var forberedt på den. 
 " Glem.. Det.. " Snerrede han af hende. Hvad havde hun tænkt sig at gøre? Tvinge ham? De var begge bevidste om at han var større og stærkere end hende, så hun kunne ikke bare lige binde ham. Han var træt af at blive kostet rundt med af hende. Meget af hans trodsighed kom dog også fra, at han ikke vidste hvad det var for en bog hun havde smidt på bordet. Det kunne umuligt være noget godt, og så snart han sad bundet til stolen, kunne han ikke komme væk. 

 Som havde det gang i en intens stirrekonkurrence holdt Phillippe det skulende blik i Katarinas. Han var ikke bange for hende.. eller.. Han skulle ikke vise hende at han var bange for hende. Et rødt mærke efter Katarinas fingre sneg sig lige så stille frem på hans kind, og det brændte og prikkede i kinden både på grund af lussingen mens også i rivemærkerne efter hendes negle.

Katarina var uden tvivl rasende, det kunne ses i hele den lille krop. Hendes øjne brændte, ansigtet var spændt i vrede, hænderne blev knyttet så de begyndte at miste farve. Alligevel kunne man lige ane et lille smil i den ene mundvig, da det egentlig var lidt tilfredsstillende at se, at hun stadig kunne formå at finde smerten frem hos den store mand, der sad på stolen foran hende. Phillippe var betydeligt højere og helt bestemt langt mere muskuløs, og alligevel formåede han at få ondt af den lille hånd der ramte hans kind så perfekt.
Det næsten utydelige smil forsvandt straks igen, som Phillippe rejste sig og fortsat nægtede at gøre som hun bad. Katarina blev stædigt stående. Hun var ikke den mindste smule bange for ham, han havde aldrig givet hende en grund til at være det. Og hun havde bestemt heller ikke i sinde at give op. Om hun så skulle kaste sig ud i at forsøge at tvinge ham med magt.

Men det havde nu aldrig været Katarinas stil at fysisk tvinge nogen til noget som helst. Hun havde ikke noget imod at det blev gjort, men det var som regel den slags beskidte arbejde, som hun overlod til en, der var mindre vigtig end hende selv. Derudover havde hun sjældent kræfterne til at gøre det. I stedet lagde hun lige så stille armene over kors og så smilede hun. Næsten lidt for venligt, men samtidig alt for lumskt.
”Jeg går ud fra du har lagt mærke til bogen?” Sagde hun og skævede lige kort mod den grønne bog på bordet, inden hun rettede sin opmærksomhed tilbage på ham.
”Det er den søde version. Du ved, den der kan få dit syn til at forsvinde, forhekse din tunge til at sige de sødeste ting til mig, og de grimmeste ting til alle andre. Den bog, der kan få din…” Hun holdt lige en kort pause, som hun skævede ned mellem hans ben, fniste let og så så tilbage på ham.
”… til at falde af,” sagde hun. Hun forblev stille lidt endnu, bare for at lade ham suge de ord lidt til sig, men så gled det rasende udtryk tilbage i hendes ansigt og vejrtrækningen blev tungere.
”Nægt at adlyde igen, og jeg finder den mindre søde bog frem. Du får lov til at blive her, låst inde, mens jeg tager til Dianthos og lader alt gå ud over dem du holder af. Det burde ikke være så svært at finde dem, når jeg først har fundet dit værksted. Og du ved, at jeg nok skal finde dit værksted, gør du ikke?” Så kunne Phillippe jo selv få lov til at tænke over hvad de mindre søde ting var. Så hun rakte ham de to stykker stof igen. Mon han ville høre efter nu?

 Smilet der sneg sig over Katarinas læber var ildevarselende. Men kunne fristes til at tro at alt var okay. At Katarina blot skulle se om Phillippe var mand nok til at sige hende imod, men Phillippe vidste bedre. Han smallede derfor øjnenene og forberedte sig på hvad end der nu skulle ske. Klar hvis der skulle komme endnu et slag i hans retning. 
 Det gjorde der dog ikke til at starte med, og da hun hentydede til bogen og så i dens retning fulgte Phillippes blik med mens han lyttede til det hun sagde. Undervejs flyttede han blikket tilbage på hende, og rynkede han panden en smule. Ingen af dele lød behageligt. Da hendes blik så gled ned over ham, følte han sig pludselig utrolig tør i munden, og han flyttede sig lidt uroligt på stedet. Selvom han prøvede ikke at vise at han var blevet påvirket af det, kunne man alligevel godt se på hans kropssprog at tanken gjorde ham utilpas. Inderst inde havde han lyst til at flytte hænderne beskyttende ned foran hans skridt, men han ville ikke give Katarina den tilfredsstillende.

 Da Katarina så forsatte med at true, blev Phillippes udtryk lidt mere stramt. Hænderne knyttede sig lidt mere, og det var tydeligt at han følte sig en smule splittet. Egentlig havde han ikke rigtig nogle han holdt virkelig kær i Dianthos, men hun kunne sikkert hurtigt skabe dårlig omtale om hans værksted. Og det ville netop ikke være svært at finde værkstedet.
 I hvad der sikkert ville være alt for længe for Katarina, stod Phillippe bare stille.  Han sagde ikke noget. Gjorde ikke noget. Overvejede blot hans muligheder. Han var på ingen måder fan af at skulle gøre som hun sagde. Bukkede han under viste det hende bare at hun kunne gøre hvad der passede hende. At han i realiteten var bange for hende. 
 Alligevel var tanken om den mindre søde bog og hvad hun måske kunne med den, heller ikke specielt indbydende. Bare de ting hun kunne med den søde bog var et problem i sig selv. Han ville ikke kunne arbejde, miste hans kunder eller bare miste chance for at have det sjovt. Og selvom Phillippe ikke regnede med Katarina selv ville være tilfreds hvis den faldt af, frygtede han alligevel for at hun kunne finde på det. 

 Til sidst greb han surt og en smule opgivende fat i de to stykker stof og satte sig på stolen. Han gik dog ikke i gang med at binde hans ankler fast, og satte sig i stedet jeg armene overkors og stofstykkerne i den ene hånd. Et vredt og trodsigt blik var vendt mod Katarina.
 " Jeg ser ingen grund til at jeg skal bindes fast..  " bed han efter hende. Hans skulle nok blive siddende. Næsten. Hvis han ikke var bundet havde han da en chance for at sige fra. Hvad så end hun havde tænkt sig at gøre. 

Det tog Phillippe hvad der føltes som en evighed at overveje sine muligheder. For det var vel det han gjorde, når hun nu havde truet ham til at tage et valg. Det var fristende lige at presse ham lidt mere, skynde lidt på ham, men Katarina blev tålmodigt stående, med det samme stramme udtryk i det lille ansigt. Hun skulle ikke vise at det rent faktisk frustrerede hende grusomt, at han ikke bare kunne komme videre med det samme, også selvom det nok ikke var et helt let valg. Katarina var ligeglad. Lige meget hvad han valgte, ville hun være tilfreds. Lige meget hvad han valgte, ville hun få lov til at lade sine aggressioner ud over nogle andre.

Endelig tog Phillippe stoffet fra hende og straks løsnede hendes sammenbidte udtryk lidt op, ikke meget, men lidt. Hun lagde armene over kors igen og stod så bare og så på, som hun da selvfølgelig forventede at han ville gøre som hun havde bedt om lidt for mange gange nu. Men han nægtede stadig og lige som det sidste ord havde forladt hans mund, langede hun ud efter ham igen. – En flad hånd rettet direkte mod samme kind som før. Hun var tydeligvis ikke tilfreds med ikke at få sin vilje.
”Det gør du vel ikke,” snerrede hun irriteret.

Øjeblikket efter skiftede hun attitude. I stedet for at være rasende, så hun pludselig helt venlig ud og hånden der lige havde ramt hans kind en gang mere i en lussing, blev nu strøget lige så stille ned over.
”Men jeg kan da godt være flink og lade dig slippe. Hvis du lover at være en artig dreng og bliver siddende, indtil du får lov til at rejse dig igen. Hm?” Hun kunne måske godt gå med til at han kunne slippe for at blive bundet, hvis han altså lovede at blive siddende. Og hvis han nu fandt sig i at blive talt til og behandlet som var han en lille dreng.

 Det trak ganske svagt i Phillippes mundvige, da han så hvordan Katarina lige løsnede en lille smule op, som han satte sig ned. Det var da en smule tilfredsstillende at han kunne få hende til at tro hun bare sådan kunne hundse rundt med ham. Hun havde i forvejen alt for meget magt over ham, og han var bestemt ikke glad for det. Han ville bare gerne have lidt værdighed tilbage når han tog fra hende igen. Hans lille følelse af overlegenhed varede dog ikke specielt længe, da hendes hånd endnu en gang kolliderede med hans kind. 
 Smerten der i forvejen brændte i kinden blev mere end fordoblet, og Phillippe lod hovedet være vendt lidt til den side hovedet var blevet vendt ved slaget, mens han lige sundede sig. Tænderne var bidt hårdt sammen, og det var tydeligt at se på hans ansigt det gjorde ondt. Han havde lyst til at brokke sig og spørge hvad den skulle til for. Han mente den var mere end uprovokeret. Han var dog også klar over det sikkert bare ville udløse endnu en lussing. 

 Det pludselige skift i Katarina var foruroligende, og fik det til at løbe Phillippe koldt ned over ryggen. Han vigede kort i hovedet da Katarinas hånd rakte ud mod ham, inden han rettede sig ordenligt op og så på hende med skulende øjne. Han kunne bedre lide da hun bare var gal. Der var noget utroligt ildevarslende over måden hun var på nu. Et fnys forlod hans læber og han så lidt ud til siden. Han vidste bedre at love noget han ikke var sikker på han kunne holde.
 " Lover du at lade mig være og gå din vej? " snerrede han lidt sammenbidt af hende. Han skulle da nok love at blive siddende, hvis ikke hun gjorde noget ved ham. Gjorde hun ham noget, kunne han dog ikke love noget. Han havde selvfølgelig ikke tænkt sig ikke at forsvare sig selv.

Hver eneste gang Katarina valgte at lange ud efter Phillippe, om det så var med en hård hånd, eller en verbal trussel, så mente hun uden tvivl at han havde fortjent det. Katarina var jo ikke uretfærdig. Hun straffede ham kun, når han havde gjort noget forkert. Også selvom han måske kun havde kigget lidt forkert på hende, så resulterede det i et lille slag. Det var hendes måde at vise sin meget større og stærkere mand, at han ikke ville slippe afsted med at trodse hende, at hun stadig bestemte over ham.

Katarina vidste, at Phillippe ville vide hvor dårligt et tegn det kunne være, når hun skiftede attitude så pludseligt. Hendes alt for venlige tone i en situation hvor hun faktisk var rasende, var som regel tegn til at noget ubehageligt var på vej. Det var det vel egentlig også, men måske kun for at lade ham få bare en lille smule ro, før hun kunne slå til igen. Phillippe snerrede ad hende og et lille feminint grin forlod hendes læber, som hun lige strøg en vildfaren tot hår væk fra hans ansigt.
”Hvad får dig til at tro, at du kan bede mig om at love noget?” Hun løftede et øjenbryn, som om hun pænt ventede på et svar, men hun forventede ikke et. Det burde ikke være nødvendigt. Men hun overvejede det.
”Men okay, Peppe,” sagde hun, idet hun trak hånden til sig,

Katarina vendte sig mod bogen på bordet. Hun slog op på en side i midten og lagde så den åbne bog foran Phillippe. Overskriften på siden var skrevet med tynde, sirlige bogstaver i sort blæk. ’Nec Manibus’. Det blev groft oversat fra dæmonisk til ’Ingen hænder’, men hun havde vist ikke fået nævnt over for Phillippe, at alt fra denne bog kun var en illusion. Desuden gik hun ikke ud fra at han ville kunne forstå overskriften alligevel.
”Læs opskriften op for mig. Så skal jeg nok lade dig være,” sagde hun, denne gang helt roligt, hverken lidt for sødt eller lidt for surt. Han behøvede ikke at vide, at hun løj. Selve opskriften stod på krystalisiansk og bestod bare af en liste over hvilke urter der skulle bruges, og hvordan de skulle tilberedes inden kogning. Om de skulle knuses, hakkes eller rives. Katarina trådte væk fra Phillippe og drejede om hjørnet ud til det lille tekøkken, hvor hun gik i gang med at trække urterne op af den ene taske. Hun satte en lille gryde med vand over den ene kogeplade og tændte for ilden. Så ventede hun bare på Phillippe, som hun selvfølgelig gik ud fra ville gøre som hun bad denne gang. Det var jo bare lidt læsning.

 Da Katatina rakte hånden frem for at stryge en tot af Phillippes hår væk, greb han hårdt fast om hendes håndled og med et irriteret og skulende blik og næsen rynket, hev han hendes hånd væk. Nu gad han ikke have hendes hånd nær ansigtet mere. Efterfølgende var han dog klar til endnu et slag ville komme, for det havde nok ikke været det smarteste træk. Han var bare ved at være godt træt af hende, og alle slagene var egentlig også begyndte at få hovedpinen til at blusse op igen. 
 Selvom Phillippe have lyst til at svare på hendes spørgsmål lod han værd. Det burde da kunne give sig selv at hvis hun forventede at han lovede noget, så krævede det også at hun lovede noget? Selv hvis det ikke gav sig selv for Katarina, ville han ikke fået noget ud af at svare hende. 

 Da Katarina sagde okay, kunne Phillippe ikke holde hans overraskelse tilbage, og begge øjenbryn skød op i panden på ham, og panden blev rynket i et virklig? udtryk. Da hun vendte opmærksomheden mod bogen smallede Phillippe dog øjnene igen, og fulgte mistroisk hendes bevægelser. Det kunne ikke passe hun bare sådan lod ham få hans vilje uden at noget lusket og uhumsk stak under. Blikket blev flyttet ned på bogen, og han lod hurtigt øjnene glide ned over siden. 
 " Hvad er det en opskrift til?  " spurgte han og flyttede blikket hen på Katarina der blot gik ud i tekøkkenet. Han brummede lidt og holdt blikket efter hende. Det var ikke specielt betryggende at han ikke vidste hvad det var en opskrift til, men hvis han bare skulle læse op hvad der stod? Det kunne der vel ikke være noget farligt i? Det stod jo på krystalisiansk, så det var jo ikke fordi han ikke vidste hvad der stod. 
 " Fint...  " mumlede han så lidt og lænede sig frem. For at sikre sig hun ikke snød ham, læste han opskriften igennem for en sikkerheds skyld, inden han begyndte at læse op. Der blev nævnt mange urter og lignende som han ikke kendte til, det var trods alt ikke hans ekspertise. Derfor blev der heller ikke vakt nogen yderligere mistanke mod Katarina, som Phillippe læste opskriften op for hende.

Katarina var helt bestemt ikke forberedt på at Phillippe ville tage fat om hende, og man kunne i et kort øjeblik se overraskelsen i hendes øjne. Hun var vant til at hendes mand var modvillig, men da stadig rimelig medgørlig, i hvert fald de fleste gange. Med et lettere utilfredst støn og et hurtigt ryk, trak hun hånden til sig. Hun lod hånden være løftet, som hun lige stod og overvejede om det skulle udløse en lussing mere, men med en lidt dybere indånding lod hun hånden glide ned langs siden. I stedet sendte hun ham et lidt advarende blik, han skulle ikke forvente at han ville få lov til at slippe afsted med at gøre det en gang mere.

Der bredte sig et lille smil om hendes læber, som om hun lydløst svarede på hans overraskede udtryk. Ja, virkelig. Det skulle han da i hvert fald tro, også selvom hun da godt vidste, at han nok ikke ville tro på hende. Hun ignorerede hans spørgsmål, for nu havde hun jo lovet at lade ham være. Så kunne han vel være ligeglad med hvad opskriften var til.
Mens Phillippe læste op fra bogen fulgte Katarina med ude i køkkenet. Hun knuste urter i morteren, hakkede dem i stykker med en af de store knive og smed dem op i det kogende vand. Hver gang Phillippe læste noget nyt op, gik hun straks i gang. Lige inden den sidste ingrediens blev smidt i gryden, foldede hun et lille stykke afrevet pergament sammen og lagde i vandet. På papiret stod Phillippes fulde navn, så effekten af teen kun ville kunne påvirke ham.

Man kunne høre tekopperne klire let mod hinanden, som Katarina stillede kopper og kande frem på sin lille bakke. Den nye te blev skænket op i kanden, og det våde stykke papir blev smidt ud. Han skulle jo nødigt se noget mistænkeligt. Hun tog bakken med sig, da hun gik tilbage til Phillippe og stillede bakken fra sig på bordet. Hun trak bogen til sig, lukkede den sammen og skubbede den til siden. Nu var den ikke vigtig længere. Og så gik hun i gang med at skænke op til dem begge.
”Drik noget te, min egen. Det hjælper på nerverne og sikkert også smerten i kinden,” sagde hun roligt og smilede svagt, lidt morende, som hun da lige skulle vade lidt i at han havde taget imod to slag. Hun stillede kanden fra sig igen og tog sin egen kop med, da hun satte sig til rette ved bordet. Uden at tøve tog hun den første tår, lod som om intet var galt med den skumle te hun lige havde brygget, men det var selvfølgelig for at vise Phillippe, at der intet ville ske hvis han drak den.
Hvis Phillippe valgte at drikke, ville han efter kort tid ikke længere kunne se eller mærke sine hænder. Hvor længe det varede, kom an på hvor meget han drak. En enkelt tår og effekten ville kun vare i et par timer. Mere ville kunne få effekten til at holde i op til to døgn.

 Af og til rynkede Phillippe næsen over navnene på nogle af urterne han læste op. Selvom han ikke vidste hvad de var eller skulle bruges til, lød de fleste af af dem ikke specielt appetitligt. Det kunne nok også høres på hans stemme når han nåede ting han ikke synes lød lækkert. Det hjalp nok heller ikke at han ikke vidste hvad opskriften var til.

 Da Phillippe nåede enden af opskriften, og da han havde læst det sidste op, skubbede han bogen lidt væk, og lænede sig tilbage i stolen. For et kort øjeblik overvejede han at kigge i bogen, se om han kunne få en ide om hvad det var han havde læst op for Katarina. Blikket skævede lidt derhen, men det blev hurtigt flyttet ud mod køkkenet og Katarina. Nu hvor han var alene, lod han også lige hånden glide over kinden med en smertefuld grimasse. Det ville nok være ømt et godt stykke tid. Han håbede bare ikke der ville komme et mærke i flere dage. 
 Da Katarinas sko klikkede mod gulvet som hun kom tilbage til stuen, flyttede Phillippe hånden fra kinden, og fulgte hende ellers med blikket. Fulgte med som hun satte te på bordet og hældte op. Endnu en gang blev Phillippes øjne smallet en smule og han stirrede mistroisk på hende og teen. Var det dét opskriften var til? Han fnøs lidt da hun kommenterede på hans kind. 

 Phillippe gjorde ikke noget ved at drikke af teen til starte med. Der var noget alt for lusket over hele situationen, og han var ikke fan. Dog da Katarina tydeligvis ikke havde nogle kvaler om at drikke teen, tog han alligevel fat i koppen og løftede den om til næsen, så han kunne dufte til den. Med et let rynken på næsen, satte han koppen på bordet igen. Den duftede ikke ligesom dårligt eller som noget man behøvede at være mistænkelig overfor, men i virkeligheden kunne hun havde smurt noget rundt i koppen, og dækket det med teen. 
 " Hvad er det? Hvilken te? Og hvad var opskriften til? " spurgte han, mens han lagde armene over kors. Han havde ikke tænkt sig at drikke noget han ikke vidste hvad var, når hun var så tosset som hun var.

Katarina blev roligt siddende, sippede fint til den varme te i sin kop, som hun lige skævede til Phillippe. Han så ikke helt begejstret ud og hun kunne vel dårligt bebrejde ham. Men hun havde netop valgt at skænke teen op foran ham, så han kunne se at hun i hvert fald ikke fiflede med teen fra kanden. Han havde al grund til ikke at stole på hende, og alligevel irriterede det hende, at han ikke bare drak den forbandede te. Som altid satte hun dog den pæne facade op og lod som om intet var galt. Det burde vel ikke være så svært at få ham til at tro på, at teen ikke fejlede det mindste.

Phillippe var fortsat for stædig til at gøre som hun ville have. Hun sukkede lavt og satte så sin kop fra sig.
”Det er bare en afslappende urtete, som jeg ikke kan huske opskriften til i hovedet. Hold nu op med at være sådan. Din kind har taget straffen for denne gang,” sagde hun lettere irriteret, det kunne vel ikke komme bag på ham at det irriterede hende, at han ikke stolede på hende.
”Jeg kan berolige dig med at jeg løj. Den bog indeholder ingen grusomme besværgelser, kun opskrifter til forskellige teer. Hvis du er så bekymret for om jeg taler sandt denne gang, så ræk mig din kop og lad mig bevise det.” Hun løftede afventende det ene øjenbryn og rakte så hånden frem mod hans kop, så han kunne skubbe den hen mod hende. Så skulle hun da nok tage en tår og vise, at han ikke havde noget at være så nervøs for. Det var jo bare te. For hende.

 Man kunne nemt tro og Phillippe bare var mistænkelig og på tværs for at være irriterende over for Kataria, men det var egentlig ikke sandheden. Han hadede inderligt at være så mistroisk omkring hendes venlige intentioner,  men det var svært at tro du ville ham noget godt, når hun lige havde været så sur. Sikkert stadig var sur, trods hun virkede overraskende rolig og okay. 
 Da hun sagde at hans kind havde taget straffen for nu, smallede han øjnene lidt. Det kunne sagtens være ubetydeligt men han kunne ikke lade være med at bide mærke i hendes valg for ord. For denne gang. Selvom det lagde om til at hun lovede han ikke ville blive straffet mere, så tvivlede ham. Hvorfor følte hun ellers det var nødvendigt at binde ham fast til stolen? 

 Hun havde løjet? Phillippe løftede lyttende det ene øjenbryn, ikke fordi han blev overrasket, men fordi han fandt det hele lidt for mystisk til at være sandt. Derfor var han heller ikke bleg for at skubbe koppen over til hende, med det samme hun forslog det. Nu hvor hun tilbød det, skulle hun også have lov til at vise ham, at han mistro var helt ved siden af. 
 Phillippe forventede lidt at Katarina ville komme med en eller anden undskyldig eller lignende for at slippe for han drikke hans te. Derfor var det et ret overrasket udtryk der gled over hans ansigt da Katarina faktisk tog en slurk af teen, og skubbede koppen tilbage mod ham. Han blik skiftede lidt mellem at se på koppen og Katarina, mens han ventede lidt på om der kom en forsinket reaktion, eller om hun valgte at rejse sig fra bordet.
 Men det skete ingenting og Phillippe mærkede en nagende følelse af skam snige sig ind over ham. Han slog blikket lidt ned og foldede læberne lidt sammen mens han trak koppen tilbage til ham selv.
 " Undskyld...  " mumlede ham lidt, inden han løftede koppen op til munden og tog den først slurk af teen. Det var da en kende flovt så sikker han havde været på hun havde gang i noget, når hun virkelig ikke havde. 

Katarina sad og ventede pænt, med armen rakt ud mod hans kop, så hun kunne bevise at intet var galt, men hun var efterhånden ved at være lidt utålmodig. Så snart han fik skubbet den langt nok til at hun kunne nå, trak hun selv koppen til sig og tøvede ikke det mindste med at tage en god slurk af teen. Hun skubbede koppen tilbage hen over bordet og sendte ham så et sigende blik. Hvad sagde jeg? Det var næsten lidt hoverende, selvom hun selvfølgelig stadig havde løjet, men det skulle han ikke vide endnu. Et helt tilfreds smil bredte sig over hendes læber, som Phillippe alligevel måtte krybe sig sammen og undskylde.
”Det burde ikke komme bag på dig længere, at jeg godt kan være sød ved dig,” sagde hun i en lidt spydig tone. Han skulle jo ikke tro, at det var helt i orden at lægge så hårdt op til at hun ikke talte sandt, specielt ikke når hun virkelig skulle have ham til at tro, at hun gjorde. Det var da bare irriterende.

Det var ikke svært for Katarina at lyve, eller lade som om alt var i skønneste orden. Trods hun stadig var utålmodig og irriteret, så hun helt rolig ud, som hun lige så stille drak videre af sin egen te. Hun sørgede for at holde øje med Phillippe ud af øjenkrogen og ventede til han havde drukket et par slurke mere, før hun satte sin kop fra sig. Hun rettede blikket mod ham og der bredte sig et lidt ondt smil over hendes læber.
”I dag er bare ikke en af de gange.” Det var som en lidt forsinket tilføjelse til hendes tidligere kommentar, for nu havde han drukket nok til at han burde kunne se sine hænder blive mere og mere gennemsigtige, og til sidst forsvinde. Det var stadig kun en illusion, men den fungerede sådan at han hverken ville kunne se eller mærke sine hænder. Skulle han altså prøve at gribe ud efter noget, ville det ikke kunne lade sig gøre. Det her var grunden til at hun ville have ham bundet til stolen. Fordi hun var sikker på at han ville forsøge at skride, så snart det skete. Hun måtte håbe at den låste dør ville være nok, siden hun havde nøglen på sig.

 Et fnys forlod Phillippes læber ved hendes ord. Han så på Katarina med det ene bryn løftet i et udtryk der sagde at han bestemt ikke var enig med hende. Trods hans undskyldning, og at han da havde lidt dårlig samvittighed over han havde taget fejl, betød det jo ikke at det var uforskyldt han havde været mistroisk over for hende.
 " Jo.. det kan det..  " mumlede ham lidt, mens drak lidt mere af teen. Det ville helt sikkert irriterer hende at han sagde det, men det var sandheden. Han ville altid være mistænkelig over for hende, især når han vidste hun var sur.

 Der blev stille lidt, mens de blot sad og drak af teen. Den varmede dejlig og han synes at kunne mærke hvordan det begyndte at summe i kroppen. Han skød det dog blot til siden som en del af den virkning mod hans smerte i kinden. 
 Indtil Katarina åbnede munden igen. Ordene der forlod hendes læber fik det mistænkelige udtryk tilbage på Phillippe ansigt, og han skulede hen mod hende. Hvad skulle det betyde? Svaret kom ganske kort efter, som koppen faldt til bordet og teen spildte ud over det hele. Forvirret rynkede Phillippe panden og flyttede blikket ned på koppen, uforstående hvorfor den var faldet ud af hans greb. Indtil han så ned på hans hånd. Eller der hvor den skulle have været.
 Forskrækket hoppede han lidt tilbage i stolen og betragtede med store øjne tomrummet for enden af hans arme. Han prøvede at bevæge med fingerene, men intet virkede til at ske, der var bare en hel masse ingenting.
 " Hvad har du gjort!? " lød det panisk fra Phillippe inden han forsøgte at tage fat i koppen, men intet skete. Ikke at der var noget at tage fat med, for begge hans hænder så ud til at være forsvundet. Med et hårdt skub mod stolen rejste Phillippe sig op, så stolen væltede og han stirrede panisk på hans hænder.
 " Kat!? Hvad ved Zaladin har du lavet!?  " Hvordan skulle han nu arbejde. Hvordan skulle han komme væk!?

Katarina bed tænderne sammen, så den yndige kvindekæbe blev noget tydeligere og så skævede hun mod Phillippe, med et irriteret udtryk i ansigtet. Det var ikke kun fordi hans kommentar virkelig irriterede hende, men fordi det ville være at overspille fra hendes side, hvis hun lod som om det ikke påvirkede hende. Alle hans dumme kommentarer påvirkede hende, nogle gange mere end andre, men hun reagerede altid bare lidt. Hun var fristet til at svare igen, træde lidt på ham også, som hun ofte var så god til, men hun lod være. Han skulle have lov til at nyde sin te, så længe han kunne.

Der gik ikke længe fra hendes sidste bemærkning, til hun hørte porcelænskoppen ramme bordet med et gok. Smilet om hendes læber bredte sig kun endnu mere, men hun ventede pænt med at sige noget, før han havde fået lov til at gå lidt i panik. I mellemtiden nåede hun at sippe lidt mere til sin varme te, og smågrine lidt over hans forsøg på at få fat i koppen, med hænder der ikke var der. Først da han rejste sig og stolen væltede bag ham, satte Katarina koppen fra sig på bordet og rettede et ondskabsfuldt blik mod ham.
”Jeg har ikke gjort noget,” vrissede hun og rejste sig.
”Det var dig der ville rage på alle i hele byen, så nu må du tage konsekvensen!” Hun overdrev måske lidt, men det gjorde hun så ofte og nu hvor han havde forsøgt sig med alle på kroen, kunne han lige så godt have forsøgt sig med alle i hele byen. Der gik ikke mange øjeblikke før hun stod foran ham, og nu gjorde hun intet for at lægge skjul på den brændende vrede, som kogte i hende.
”Dét her er din straf. Ingen mulighed for at pille ved andre, ingen chance for at forlade det her hus og intet arbejde. Måske det kan få dig til at tænke over dine handlinger, inden du gør noget, som du kommer til at fortryde. Ikke at du kan gøre meget længere,” sagde hun og skævede mod de manglende hænder. Effekten ville aftage inden for det næste døgn, men indtil da skulle hun da udnytte at han virkelig troede på, at han ingen hænder havde og at det aldrig ville ændre sig. Hun blev stående ved ham, afventende hans reaktion, for hun ville egentlig gerne se om han var frustreret nok nu til at slå ud efter hende, måske endda forsøge at ramme med armen og ikke en manglende hånd.

 Trods den tydelige panik der stormede igennem Phillippe, var det alligevel et vredt blik der blev vendt mod Katarina, da hun gav Phillippe skylden for at hans hænder pludselig var forsvundet. Jo, det var måske hans skyld i den forstand at han havde gjort hende sur, men det var helt bestemt hende der have lavet teen, givet ham den og gjort noget ved den så den ikke påvirkede hende. Hun havde jo tydeligvis ingen problemer.  Den ene nu håndløse arm blev løftet og Phillippe pegede på Katarina. Eller, det var meningen at det var det han ville. 
 " Det er ved guderne dig der har gjort noget! Du har gjort noget ved min te, og nu er mine hænder væk! " vrissede han tilbage. Han så lidt på tomrummet hvor det var meningen hånden skulle pege, og med et irriteret fnys tog han hånden ned igen, for han lignede jo en idiot. Han havde lyst til at kommentere på at det ikke var hele byen han havde haft raget på, men i teorien var ikke sikker på om det faktisk var sandt, og hvis han erkendte at havde raget bare lidt, ville det helt sikkert ikke hjælpe hans sag. 

 Som Katarina forsatte med at snakke, flyttede Phillippe blikket tilbage på tomrummet for enden af hans håndled. Armene ved vendt og drejet i håb om at bare en eller anden vinkel ville få hænderne frem, eller en finger eller noget der bare kunne vise ham at det var en joke. Et eller andet. 
 Hendes ord gik klart ind, og selvom tanken om ikke at kunne forlade huset eller nogensinde arbejde igen, skræmte ham, var det jo ikke det eneste problem. Som om Katarina ikke forstod hvad hun havde gjort, så Phillippe hende med et nærmest helt overvældet udtryk.
 " Er dét det eneste du kan tænke på?! Om jeg kan rage på andre? Om jeg kan forlade dit hjem eller arbejde!? Kat, hvordan skal jeg spise!? Hvordan skal jeg gå på wc? Tage tøj på, holde ting, gøre noget som helst? Jeg kan jo intet nu? ... Du er jo syg i hovedet! Skingrende skør! " Phillippe havde hævet stemmen i frustration. Han var vred. Forarget. Og så var han bange. Hvad skulle der dog ske med ham nu. Han vidste godt han måske overdrev lidt, og at han nok kunne vænne sig til at mangle hænderne, men bare for at have pillet lidt for meget ved andre? Det var jo vanvittigt. 
 Et aggressivt fnus forlod hans læber som han vendte sig rundt. Vredt sparkede han til den væltede stol, inden han stampede fordi og hen til soveværelset. Han kunne næsten ikke holde ud at se på hende, og hovedpinen fra tømmermændende var begyndt at dunke hårdt i hele hans hoved. Hvad han dog ikke ville give for at kunne rejse tilbage i tiden, og sikre sig hans unge selv ikke blev gift med Katarina. 

Der havde lagt sig et tykt lag af ild hen over de ellers kønne øjne, som Katarina nu måtte stå og diskutere med Phillippe om hvem der skulle tage skylden. Hun havde ikke i sinde at bakke af, for selvom hun selvfølgelig havde sørget for situationen nu, var det udelukkende hans handlinger, der havde tvunget hende til at gøre noget ved det. Han var jo godt klar over at hun tog hævn, hver eneste gang han gjorde noget hun ikke fandt passende. Hun skævede mod hans manglende hånd, som blev hæver da han vrissede tilbage.
”Du har fortjent din straf og du får mig ikke til at mene noget andet ved at pege din ynkelige stump mod mig!” Egentlig morede det hende lidt, som han stod der og højst sandsynligt forsøgte at pege. Hun var bare langt mere vred end underholdt og derfor kom den sætning også ud i samme vrissende tone som før. Han kunne lige så godt glemme det. Hun ville aldrig ændre mening, og han havde fortjent det.

Mens han stod og remsede de mange problemer op, som åbenbart fulgte med når man manglede begge hænder, lagde Katarina armene over kors og sukkede tungt. Ej, hvor kunne han dog brokke sig!
”Selvfølgelig er dét det eneste jeg tænker på. Du glemmer jo helt at du jo har en dejlig kone, som hellere end gerne hjælper dig med alt det andet. Jeg skal da nok fodre dig, hjælpe dig i bad, vaske dit tø… Hvor vover du at afbryde mig, når jeg taler til dig?!” Katarina ændrede straks toneleje, som Phillippe lod sin vrede gå ud over stolen og dermed også afbrød hende. Han var endda så fræk at vende ryggen til hende bagefter og gå. Hun fulgte selvfølgelig med.
”Du må hellere passe rigtig meget på med hvad du gør og siger, ellers ender det her meget værre end du kan forestille dig! Værre end du allerede mener du har det og tro mig når jeg siger, at du kun har set toppen af hvad jeg kan gøre ved dig! Så drop dit elendige brok og læg dig!” Hun ventede ikke engang på at han gjorde som hun beordrede, men lagde selv hænderne mod hans ryg og lagde alt sin vægt i, som hun skubbede ham hårdt mod sengen.