Der var vel intet i vejen for at lære lidt nyt fra tid til anden, Cazimir kunne jo umuligt fortsætte i den kedelige tilværelse, som han havde været van til, før at han stødte på Deavás? Deavás fandt det i hvert fald ikke særlig interessant at være tvunget til at leve på den måde. Måske manglede han intet, men hvor var udfordringen i det? Selvfølgelig fik Cazimir rigelig med modstand lige nu. Men det var faktisk ganske underholdende, Deavás nød det i hvert fald. At det ikke var frivilligt var en ting de kunne bekymre sig om næste gang, for det kunne jo være, at han nød det nok til at være mere åben overfor det næste gang? For ja, der ville uden tvivl blive en næste gang, når han havde haft chancen for at slikke sine sår først.

Man skulle passe på med at tro, at det endnu var ovre, for Deavás havde ikke planer om at lade ham slippe nemt uden om. Selvfølgelig bar Cazimirs krop præg af, at det ikke havde været et nemt møde med dæmonen, men Deavás var ikke interesseret i at lade ham gå for tidligt, hvis han endte med at sladre. Men hvor meget energi havde han egentlig til at sladre lige nu? Måske han egentlig bare ville slå det hele hen, som et mareridt, der ikke var til at vågne fra? Noget måtte han jo gøre for at komme igennem livet efter dette. Deavás var ikke interesseret dog, ikke i andet end hans udbrød og skrig. Det var ganske tilfredsstillende at lytte til, som han ikke kunne holde dem tilbage mere. ”Mmmh” lød det tilfreds fra ham, som han nød lyden af hans stemmebånd, der truede med at give op. Mon han ville have nogen stemme tilbage senere?

Der var stadig en anelse energi tilbage i knægten og det måtte han da give ham, han var ikke bare en kludedukke, som der stadig var lidt liv i ham. Det var behageligt at mærke modstanden lidt endnu, som han ikke flyttede sig meget for hans skub, han pressede sig blot mere imod ham. Deavás bed mere til, som Cazimir atter forsøgte at skubbe ham bort. Ikke tale om, nu havde han lige fået så godt fat. Han holdt ham godt fast indtil han havde lavet sin aflevering, ikke at han slap ham. Han skulle sikre sig at Cazimir ikke kunne undslippe hans væsker. Han skulle have chancen for rigtig at mærke hvordan det føles, før at han ville trække sig. Hans fokus blev dog vendt mod hans lem, som han bevægede hånden op og ned, masserede hans manddom og tog sig god tid. Neglene mod hans brystkasse fik ham til at udstøde et støn, før han gled ud af ham. Nu hvilede al fokus på hans lem. ”Ikke endnu” lød det køligt fra ham, som han strammede grebet om ham og lod blikket hvile på ham.

Det havde overhovedet ikke været noget problem for Cazimir at fortsætte det liv han havde været vant til indtil videre. Jo, mange ville nok mene at det var utroligt kedeligt, men han manglede intet. De kedelige dage kunne han som regel bruge her, men chancen for at han ville komme tilbage til dette sted lige foreløbig, var nok ikke stor. Han ville selvfølgelig ikke risikere at støde ind i Deavás igen, hvis han kunne undgå det. Ikke at få nogle udfordringer gjorde ham intet, og stod det til ham, ville han nok heller ikke have valgt at bruge sin dag på denne måde. Næste gang ville han måske være nemmere at have med at gøre, men kun fordi han ellers vidste hvilken form for smerte han skulle igennem, skulle han vælge at gøre for meget modstand igen.

At sladre var bestemt ikke hans første tanke lige nu. Han ville nok vælge ikke at sige noget, da han ikke havde specielt meget lyst til at ende i en værre situation, end hvad han allerede var endt i. Skrigene blev langsomt dæmpet, både som følge af energien der var ved at slippe op og som følge af stemmebåndet der var blevet anstrengt mere end det havde været før. Havde han haft overskuddet til det, var diverse lyde, både dem i smerte og dem i nydelse, blevet holdt gevaldigt tilbage, for ikke at gøre det bedre for Deavás. Men lige nu havde han behov for at lade alt slippe.

Den varme væske der blev skubbet længere op i ham, var med til at gøre det hele værre, som den brændende fornemmelse blev forværret. Det blev kun endnu værre, jo længere tid der gik, men det fokus der var på hans lem, fik ham til at udstøde nogle støn, selvom det gjorde ondt. Alt for ondt. Han fik åndet lettet op, så snart han fik trukket sig ud af ham, men smerten forsvandt ikke. Han havde spændt, meget mere end hvad der var godt og det havde resulteret i en masse rifter. Som væsken langsomt gled ud af ham, var farven ikke helt den samme som da den var blevet afleveret, men derimod lettere lyserød fra blodet der ikke kunne undgås. Han var lettet over at presset var blevet fjernet fra hans røv, hvilket også gjorde at han fik slappet nok af til selv at få en udløsning, som kom til udtryk i et længerevarende støn og et næsten forpint udtryk i ansigtet. De negle han havde skubbet mod hans brystkasse, blev kort revet længere ned over hans hud, mens han fik rystet let over nydelsen. Igen lagde han de få kræfter han havde tilbage, i et skub for at få ham væk og endnu en tåre gled ned over hans kind. Han ville ikke kunne holde til mere, om det så var godt eller dårligt, så han håbede selvfølgelig på at han kunne få en pause. Bare en lille pause.

Måske Cazimir ville forsøge at undgå ham, endda løbe den anden vej, hvis han skulle støde på ham ved et tilfælde. Ikke at der ville blive tale om et tilfælde, for Deavás kunne sagtens tilrettelægge sin rute til at rende ind i ham, blot for at minde ham om, hvad der var sket imellem dem. Deavás ville nyde at se det lille lam krybe sammen og løbe sin vej. Det ville være yderst tilfredsstillende og det var ikke en gang sikkert, at han havde brug for mere end det. Han måtte dog indrømme, at det også havde været formidabelt at torturere ham. Han forstod virkelig at vride sig, når det var hensigten.

Cazimir reagerede, som han havde ønsket, han var ikke længere i tvivl om, at han ville sladre. Han tvivlede på at Cazimir ville løbe den risiko, hvis han kunne undgå det. Det kunne jo også være at han ville blive belønnet for at holde mund. Han kunne gøre sig fortjent til en længere pause, når først Deavás rejste bort og efterlod ham til sit almindelige liv. Et liv, der lå langt væk fra dette, men de var vel lige gyldigt, for ingen kunne vide det. Deavás og Cazimir ville være de eneste til at kende sandheden og Deavás nød det til fulde. Der hvilede et sygeligt smil over hans læber, som skrigene var begyndt at dø ud. Hans modstand var heller ikke meget værd mere og det var virkelig ynkeligt at kigge på. Men de gyldne øjne slap ham ikke ét sekund.

Deavás sukkede tilfreds, som han trak sig fra ham. Han slap ham dog ikke helt. Ikke at Cazimir havde noget sted at flygte hen, han havde dog tænkt sig at presse skammen helt ud, ved at lade ham få en udløsning. Det var uden tvivl et tegn på nydelse også selvom Cazimir aldrig ville indrømme det, så var det længere støn nok til at fortælle Deavás det. Han udstødte dog et dyrisk støn, som Cazimir hev neglene ned over hans brystkasse. Der var et snert af nydelse i lyden, som han kiggede ham i øjnene og smilte. Det var et koldt og ondt smil, som han hånede ham uden ord. Denne gang fulgte Deavás dog med, som han blev skubbet bort. Han bakkede bagud for at rejse sig op igen. Langsomt strøg han fingrene over de røde mærker, Cazimirs negle havde efterladt. ”Udmærket” lo han hånligt, som han slikkede sig let om munden og ikke veg blikket bort fra ham. Han bukkede sig dog ned for at samle sit tøj op. Cazimir havde ikke holdt sig til et område, fordi han havde forsøgt at flygte op til flere gang, så Deavás måtte gå lidt for at finde sine bukser.

Med en ret ryg gik Deavás tilbage til ham, han lagde armene over kors, som han løftede den ene fod og gik efter at placere den mod hans brystkasse. ”Til næste gang..” svarede han afslutningsvis, som han dog hurtigt fjernede foden og vendte retur til sin plads ved bredden. Han var nødt til at se bare en lille smule anstændig ud, hvis han skulle slippe ud af skoven uden at ende i problemer med nogle vagter. Desuden så var hans værktøj stadig spredt i græsset. Han vendte roligt blikket mod Cazimir, imens at han vaskede blodet af sin fingre.

Det ville nok være at handle i rent instinkt, hvis Cazimir forsøgte at holde afstand til Deavás i fremtiden. Det ville han nok også gøre, for det faldt ham egentlig ikke ind, at han ikke var i stand til at belønne ham, for at holde mund. Men holde mund, det gjorde han. Han skulle ikke nyde noget af en straf, hvis han valgte at sladre, så dette ville uden tvivl blive holdt mellem de to. Det var heller ikke ligefrem et stolt øjeblik, så han ville egentlig ikke have at nogen skulle vide hvad der var forgået i dag. Skulle det ske, at han uheldigvis skulle støde på ham igen, ville han ikke lade dette ske igen. Der skulle mere til næste gang.

Han havde ikke selv været forberedt på sin egen forløsning, som han reelt ikke nød alt andet så meget som han kunne have, men det lettede så meget at få fjernet presset mod røven, at han ikke kunne holde det tilbage. Alt han var blevet udsat for og alle hans fejlagtige forsøg på at komme væk, var ydmygende nok og den ufrivillige forløsning gjorde det ikke bedre. Det havde været Deavás intention at skubbe ham så langt og det var ikke en tilfredshed han havde ønsket at give ham, men han havde intet valg. Endelig flyttede han sig og Cazimir rullede om på siden og lagde en hånd mod jorden, for at komme op at sidde, men han var hurtigt nødt til at give op. Han kom ingen vegne, lige meget hvor mange kræfter han synes at lægge i. Som Deavás vendte retur til ham, rykkede han overkroppen mod ham for at holde blikket på ham. Foden mod brystkassen kunne han intet gøre mod, så han prøvede ikke. Han ville bare være sikker på at der ikke skete mere. Stod det til ham selv, ville der ikke blive en næste gang og han var fristet til at svare igen, men det var begyndt at sortne for hans øjne. Så snart han så ham bevæge sig væk fra ham igen, lukkede han øjnene i. Energien var sluppet op og der manglede for meget blod. Det havde været en prioritet at komme væk først, men han kunne ikke mere og hans hjerne var gået i forsvar og havde fået ham til at besvime.