Hendes ansigt var som af sten, og han kunne ikke gætte hvad, hun tænkte. Han sad anspændt, hans skuldermuskler så spændte, de nærmest virkede til at være af sten, mens han bare betragtede hende med rynkede bryn.
Da hun så op fra papiret mødte han bekymret og nysgerrigt hendes blik, og han bed sig let i læben ved hendes ord.
"Jeg er ikke meget for det ... Meget for at lade dig gøre det jeg selv burde ... Men du er bedre egnet, det ved jeg godt, og jeg ville bare få slået os alle ihjel, hvis jeg forsøgte, og det ville ikke gavne nogen af os ... HVor lidt det end huer mig, har jeg tilsyneladende intet valg, men lov mig, lov mig Gabrielle, du er forsigtig! Jeg vil aldrig kunne tilgive mig selv, hvis der skete dig noget!" Han løftede en hånd og lagde den mod hendes kind, som han kærtegnede, mens han så på hende med en blanding af alvor, desperation og kærlighed.

Gabrielle forhindrede sig selv i at himle med øjnene af hans ord, men hun kunne ikke stoppe sit blik i at blive en tand hårdere. Hun undlod dog at kommentere på det. Hun gjorde aldrig noget uden at tænke sig om, og det var aldrig før gået galt. Hun vidste at man skulle stole på sig selv uden at være for selvsikker - så blev man dumdristig. Men hun vidste også at George var både panikslagen for sine børn og bekymret for hende.
"Der sker ingenting med nogen af os hvis du lover mig at blive her indtil Tit kommer tilbage efter dig." Hendes smil blev varmt idet hun lagde hånden ovenpå den af hans der var placeret på hendes kind. Hun gav den et klem før hun lænede sig frem for at kysse ham blidt.

Han krympede sig let ved det hårde blik. Det havde ikke været for at fornærme hende, han vidste godt, hun var god til det, hun lavede, men han var meget ny til det og skulle stadig vænne sig til, hun udsatte sig selv for farer. Han fugtede læberne med tungespidsen og trak underlæben med ind mellem tænderne, hvor han maste den en smule med disse og slog blikket ned.
"Jeg bliver her," lovede han hjælpeløst, en følelse han hadede. Ikke at kunne beskytte sin egen familie var ynkeligt! En stærk trang til et glas cognac væltede op i ham, men han var nødt til at holde hovedet koldt. At forfalde til sin gamle hjælpeløse tilstand ville intet hjælpe; han var stærkere nu. Det mente han da i alt fald. Han havde også lært at styre sine kræfter bedre, og han vidste hvordan, han skulle kæmpe nu, hvilket gjorde det endnu sværere for ham at sætte sig i en stol og bare vente, mens hun satte livet på spil.
Han sank en klump og var ganske tør i munden, mens han modtog hendes kys, som han gengældte med en knude i maven af ren og skær modstand mod at lade hende gå.
"Jeg er ked af, jeg pyldrer sådan," mumlede han en anelse flovt, "Jeg er ikke vant til... Jeg mener, jeg skal lige vænne mig til det her ..." Han havde været ved at sige noget mindre pænt. At han ikke var vant til at sidde afventende som et andet fruentimmer, mens opgaverne blev løst for ham, men han nåede at stoppe sig selv fra den yderst uheldige kommentar. Da Snodrias datter skulle opspores havde han gjort det for hende, da Flora havde født, havde han stort set klaret alt arbejdet - inklusive presningen hvis det havde været ham muligt at gøre mere end at vejlede hende - og da han selv havde haft problemer, hvem havde så klaret dem ud over ham selv? Selv da hans tidligere trolovede havde bedraget ham, haft en affære og var blevet gravid, havde dt været ham, der havde stået med barnet, da hun døde og havde taget ham til sig. I England havde han taget sig af hele sin familie fra en alder af ni år, og senere havde han egenhændigt opbygget endnu et forretningsimperium. Men han havde altid været alene og været den, der skulle klare situationen, og det var ikke nemt for ham at lægge ansvaret fra sig. Især ikke når det gjalt hans egne børn. Det hev og sled i hans sjæl at skulle lade hende klare opgaven, men han var klar over, han ikke havde meget af et valg, hvis han ville se børnene igen. Det hele var til at sætte sig til at tude over, men han holdt det inde og så blot på hende, hans ansigt ældet tydeligt gennem de sidste par minutter.

"Jeg ved godt, det er svært at sidde her og vente," sagde hun, næsten som om hun havde læst hans tanker og hørt hvad han havde forhindret sig selv i at sige. Men det var ikke ligefrem tilfældet.
"Det er ikke tit jeg bliver sendt ud for rent faktisk at redde nogen; faktisk er det kun sket en gang før. Det var en mand der var stukket af med sine børn, og moderen betalte mig en overordentlig sum for at hente de 'kidnappede' tvillinger tilbage. Det viste sig at han var stukket af med dem fordi hun ikke behandlede dem særligt godt, hverken ham eller ungerne. Dengang var jeg ligeglad med hvem der var den gode forælder, jeg gjorde bare hvad jeg blev betalt for. Og eftersom han ikke havde mulighed for at betale mere end hun, så var det hende jeg hjalp, selvom jeg i bund og grund godt vidste hun ikke fortjente det.
Senere betalte han en ret ringe lejemorder for at få hævn over både hende og jeg. Heldigvis for ham tog lejemorderen til hende først, så manden fik sine børn tilbage. Oven i købet fik han aldrig betalt for det fordi lejemorderen... faldt i vandet fra en høj klippeskrænt." Efter at jeg havde brækket nakken på ham, vel at mærke, afsluttede hun i tankerne.
"Jeg vidste hvem der havde sendt ham, og jeg vidste hvorfor, men jeg valgte at lade det ligge der. Jeg var som sagt ligeglad med, hvem der havde ungerne. Om noget var jeg fornærmet over at han havde sendt sådan en amatør for at gøre det af med mig." Gabrielle så en smule forurettet ud inden hun tog en dyb indånding.
"Min pointe er, at ingen af de to rent faktisk kæmpede for deres børn eller noget andet i deres liv - at stikke af tæller ikke - men jeg ved at du er anderledes. Så jeg kan godt forstå at det må føles noget nært umuligt at sidde her og vide hvad der nu skal ske. Men du er nødt til at stole på mig. Jeg ved du kan."
En anden grund til at hun kunne gætte hvor svært det var, var at hun heller aldrig selv havde ladet andre gøre noget for hende. Hun kunne sagtens sætte sig ind i hans situation.
Efter en pause, hvor hun sad og holdt hans blik, fortsatte hun: "Vi er nødt til at tage af sted nu. Jo hurtigere jo bedre. Prøv så vidt muligt at aflede dine tanker mens vi er væk." Hun vidste, det var umuligt. Så rejste hun sig og så på ham, ventede om han havde nogen sidste kommentarer.

Hendes ord trøstede ham m eget, men gjorde det samtidigt sværere at holde tfrustrationens tårer borte. Men han klarede det og formåede endda at sende hende et lille smil. Hendes fortælling om de kidnappede tvillinger havde rørt ham, men han måtte vænne sig til, hun valgte jobbet over moralen. Det var der i og for sig mange, der gjorde, men han ville aldrig selv kuunne forstå det, hvor meget han end forsøgte. Men måske var hun hans chance for en større indsigt? Ikke at han tænkte over den slags i denne situation dog.
Hendes kommenta omkring den anden lejemorders endeligt fik ham til at skære en lille grimasse, men det var ikke til at sige hvad, han tænkte om det. Han havde dog gættet sig til det ikke just havde været et uheld. At hun ikke var gået efter hævn varmede ham dog en del. Hun kunne have gjort det - med rette ville nogen mene - men han var glad for, hun ikke havde gjort det.
Han tog hendes hænder.
"Tak, Gabrielle ... Og jeg stoler skam på dig. Jeg har bare en tendens til at overbekymre mig."
Han vidste, hun var nødt til at tage af sted nu, og han nikkede og rejste sig sammen med hende, så på hende et øjeblik, og gav hende så et blidt kys.
"Jeg går ud fra du har alt, hvad du har brug for til opgaven ... Og jeg går ud fra, det er unødvendigt at bede dig passe på dig selv ... Men Gabrielle, hvis det kommer til et spørgsmål hvor din sikkerhed er truet, så..." Han holdt en pause, ordene svære at få frem, "Så afbryd foretagendet! Jeg vil ikke have, der sker dig noget; så må vi finde en anden måde." Han vidste, det kunne koste ham børnene, den situation, men han kunne ikke lade hende gå så vidt for hans og for deres skyld.

Gabrielle nikkede blot. Hun vidste at der sikkert gik tusinder af tanker igennem hovedet på ham, og det ville ikke gavne at sige noget til det. Tværtimod var det bedst at tie stille lige nu.
Hun gengældte hans kys og slap derefter forsigtigt hans hænder før hun vendte sig mod Tit. Den hvide tiger sad allerede afventende på sin plads foran pejsen, og da Gabrielle gjorde et lille ryk med hovedet rejste han sig helt og gik hen til dem. Hun strøg ham forsigtigt over hovedet med den ene hånd og han blev stående hvor han var, mens hun gik hen mod døren. Med et sidste, forsikrende blik over skulderen til George, åbnede hun døren. Før hun var nået over dørtærsklen var hun forsvundet af syne og var på vej ud på gaden.
Døren havde hun ladet stå åben, og Tit stod stadig ved siden af George. Han vidste at han skulle vente lidt inden han fortsatte efter hende. Han ville ikke have nogen problemer med at finde hende på trods af at hun ikke var til at se.

Det var med en knude i maven, han så hende gå, og han måtte samle sine hænder bag ryggen for ikke at forhindre hende i det. Han kæmpede for ikke at lade sin desperation og hjælpeløshed skinne ud af hans øjne, da hun gjorde sig usynlig og forsvandt, og efter et øjeblik, vendte han sig væk fra døren med et suk og tog sig til hovedet. Han så på Tit, undrende sig over, han ikke gik med, men det havde de vel styr på?
George gik over til det andet vindue, der ikke var blevet knust og så ud i natten. Rastløsheden havde allerede meldt sig, og han vidste, han var nødt til at fokusere på et eller andet for ikke at miste forstanden. Det eneste han kunne komme på var dog ikke noget, han ønskede at stå med fremme, når Gabrielle kom tilbage, men hvem vidste hvor lang tid, der ville gå? Han sukkede og overgav sig og gik ind i påklædningsværelset for at finde sit malergrej frem.
Da staffeli og lærred var sat op og han var strippet ud af jakke og vest og havde svunget det malingsplettede forklæde omkring sig, lagde han paletten til rette og trykkede maling ud, før han med et bekymret blik og armeret med en pensel gik til angreb på læredet. Han var allerede klar over hvad, han ville male, og hans strøg var hurtige, sikre og nænsomme som kærtegn.
At male var den eneste aktivitet, hvor George virkelig kunne fortabe sig i tid og sted, og det var lige hvad, han havde brug for for at slå ventetiden ihjel.

Langsomt tonede et ansigt og en krop frem. Begge dele velkendt af Georges øje, på trods af den korte tid, han havde kendt til deres eksistens. Gabrielle var hans motiv, og med hans evnerr, der på ingen måde var små, var man fra tidlig start klar over hvem, der var i hans tanker.

Tit satte sig roligt et lille stykke fra George, hvor han betragtede de hektiske bevægelser imens manden fandt sit malergrej frem. Han holdt øje med at der ikke blev gjort noget dumt.
Efter at have betragtet George male i et stykke tid, vendte han hovedet mod døren som om han havde hørt eller fornemmet noget ingen andre kunne.

Udenfor var Gabrielle godt på sporet af hvem end der havde kastet stenen ind ad ruden. Det havde været nemt, for han havde været dum nok til at bevæge sig hvor han havde efterladt spor. Selv havde hun gået i hans spor så hun ikke selv efterlod nogen. Men hun havde snart brug for Tit, for nu var der masser af stier hvor ens fødder ikke ville lave aftryk. Hun befandt sig mellem nogen træer udenfor en kro hvor hun havde fint udsyn til et vindue og den store dør. Der kom en masse støj derfra.
Gabrielle havde allerede være en omgang rundt om bygningen for at sikre sig at der ikke var andre udveje. Der var én anden dør, og den havde hun blokeret udefra for at være sikker på at ingen kom ud der. Nu gjaldt det bare om at vente.

Som var han blevet kaldt på, rejste Tit sig og luntede hen imod døren. Gabrielle havde ladet den stå på klem, så han behøvede blot at puffe til den med hovedet, og så var han ude. Uden at have så meget fart på at det lignede han jagtede noget, løb han mod Gabrielle ved at følge hendes lugt.
Da han nåede et stykke fra hende standsede han imellem træerne og ventede stille på hvad der nu skulle ske.

De måtte vente flere timer før den rette person kom ud derfra. Tit genkendte lugten på trods af at den nu var sløret godt bag en stank af mjød og det der var værre. Han gjorde tegn til Gabrielle ved at rette sig op, og de gjorde begge klar til at følge efter. Tit blev i træernes skygge, mens Gabrielle lydløst listede lige i hælene på ham og hans ven. De slingrede ned ad gaden og snakkede højlydt, men ikke om noget hun fik noget ud af.
Heldigvis for Gabrielle splittede de op, for det gav hende en chance for at "tale" med manden alene.
Hun ventede til de befandt sig i en mørk gade, sandsynligvis tæt på hans hjem, før hun bevægede sig op foran ham. Med en hurtig bevægelse lukkede hun fingrene på den ene hånd om hans hals og smed ham op mod en mur. Han spruttede og var ved at skrige, indtil hendes kolde klinge lagde sig mod hans hals. Godt nok kunne han ikke se hende, men han havde tydeligvis prøvet at blive truet på den måde før, for han blev helt slap og sagde ikke et ord.
"Det brev," startede hun med en hård tone. "Hvem betalte dig for det?"
Panikken kunne tydeligt se i hans øjne. "Jeg ved det ikke!" skreg han. "Vær sød at lade mig gå, jeg.." Men før han nåede at tale færdigt pressede hun klingen endnu hårdere mod hans hals. "Ikke så højt, vel?" sagde hun sukkersødt og dødeligt. "Lad os prøve igen. Hvad er mest værd? Løgnen og døden? Eller sandheden og livet?"
Besværet sank han en klump. "Han var fra inkvisitionen. Jeg hentede brevet og halvdelen af min betaling et stykke syd for byen her i en skov hvor de havde en kæmpe lejr. De var ikke som jeg normalt har hørt om inkvisitionen. Måske havde de bare stjålet tøjet, jeg ved det ikke. Men det så ud til at de havde været der længe, og de lignede heller ikke nogen der havde planer om at flytte snart." Alt dette blev sagt i en meget hurtig hvisken, men så tøvede han kort før han fortsatte. "Jeg skal hente resten af mine penge i morgen, så kan jeg vise dig hvor det er." Han lød næsten håbefuld. Hvor var han dog dum, syntes hun. Men der var ingen tvivl om at han havde fortalt sandheden om hvem det var.
"Ellers tak," svarede hun koldt før hun slap ham. "Og pengene kan du vidst godt glemme alt om." Før han nåede at gøre noget var hun lydløst løbet tilbage til træerne og Tit. Ham sendte hun tilbage mod George, mens hun selv satte kursen sydpå mod lejren.

Tit løb tilbage i samme tempo som han var løbet derfra, og stillede sig afventende ved Georges side. Det nemmeste ville være, når de kom uden for, at George satte sig på ryggen af Tit. Det ville gå hurtigere. Men hverken han eller Gabrielle vidste om George ville tænke på det, og Tit kunne ikke gøre meget for at få ham til det.

Maleriet skred frem og havde sin virkning på George, der ikke følte tiden så voldsomt. Han så op, da Tit gik, men vendte tilbage til billedet, og fortsatte.

Han forsøgte ikke at tænke for meget over hvad, der foregik eller hvordan Gabrielle bar sig ad, koncentrerede sig bare om det ansigt og den krop, der voksede frem på maleriet.

Da døren gled op igen, var George næsten færdig, og han så op, straks fående øje på Tit, næsten kastende malergrejet fra sig, klar til der omsider kunne ske noget. Han var hurtig til at flå forklædet af sig og smide det skødesløst over en stol, før han kastede vest og jakke over sig og begyndte at gå mens han knappede begge dele. Han tog ikke en gang tid til at kaste en frakke over sig, fulgte Tit ned i gårdspladsen. Han overvejede kort hvordan, de skulle komme af sted, tænkte ikke et øjeblik på at sætte sig på Tit, og beslutter sig for at hente en hest. Det tog ikke mange øjeblikke for ham, da han bare slyngede et hovedtøj på den og glemte alt om sadlen, og snart var han ude i gården, hvor han svang sig op med en kraftanstrengelse. Hesten trippede under ham og vrinskede uroligt ved synet af tigeren, men George satte blot hælene til den og fulgte efter Tit gennem natten.

//out - trådskifte