Cathrine stoppede op da hun syntes hun hørte noget. Var Alzeid oppe? Hun kikkede sig omkring i mørket, men kunne intet se på grund af det tykke mørke. Han kunne stå ved siden af hende uden hun opdagede ham. Cathrine gik forsigtigt videre trods hun havde det meget dårligt nu og Alzeid kunne dukke op lige pludselig. Hun var ret sikker på at han ikke havde problemer med at se i dette mørke ligesom hun havde.
Al den fornuft hun havde haft dagen før havde hun stadig, men den blev nedtonet af hendes nysgerrighed og vilje til at ville væk her fra. Hun var ikke sikker på hvordan Alzeid ville tage det hvis han opdagede hende. Om han ville blive vred? Eller bare være ligeglad. På det punkt vidste hun intet om vampyren og han havde ikke reageret på måder hun troede han ville før. Engang i mellem stoppede hun og lyttede om hun kunne høre ham. Hun vidste hvor lydløs han var hvilket var endnu en grund til at hun nok ikke nemt ville opdage ham hvis han pludselig dukkede op.

Og pludseligt dukkede han op. Faktisk så pludseligt at selv ikke en sten ville havde kunnet forudsige det. Faktisk gik han bare nonchalant over ved siden af hende, og tog sig ikke af om hun havde hørt ham. Hun bevægede sig trods alt langsommere gennem mørket end han gjorde, specielt fordi han kunne se hvad han lavede.
”Godt at se Dem oppe,” sagde han. Han var kedet af den daglige rutine, og ligeglad med om hun så havde forsøgt at sætte ild til hans krypt. Uden videre fortsatte han bare mod kammeret i den anden ende af krypten. Hun kunne alligevel ikke komme ud.

Cathrine holdt det gib det gav i hende da han dukkede op tilbage. Hun havde ikke hørt ham overhovedet. Normalt ville hun syntes det var generende at hun ikke havde, men han var trods alt vampyr så hun blev ikke så irriteret som normalt. Hun var forbløffet, men også lettet over ligegyldigheden i hans stemme. Nu vidste hun til gengæld ikke helt hvad hun skulle gøre, men gik lidt videre for at konstatere at hun vist var kommet til døren. Det lignede i det mindste en yderdør af en slags, grundet hvor stor og kraftig den var. Hun besluttede sig for at gå tilbage hvor hun var kommet fra, da hun nu vidste hvor døren var og det var jo egentlig det hun ville vide til at starte med.
Selvom Cathrine var ved at støde ind i et par bogreoler på vejen tilbage, lykkedes det hende at finde tilbage på sofaen som hun satte sig i. Hun kunne ikke rigtig stille andet op end at sidde der, både på grund af mørket, men også fordi hun ikke kunne lave så meget fysisk lige nu. Hendes vejrtrækning var ustabil og siden gjorde helt utroligt ondt. Hendes hoved dunkede også kraftigere end det havde gjort et stykke tid. Hun lagde hovedet tilbage mod væggen og lukkede øjnene.

Som sagt, var han bare fortsat, selvom han godt kunne høre at hun ikke havde det godt, eller i hvert fald bare var meget udmattet. Bare fordi han havde redet hendes liv engang betød det jo ikke at han var en eller anden ridder i en hvid rustning, der altid ville være klar til at samle hende op når hun havde problemer. Anyways, han gik i hvert fald ind for at bade sig selv. Dette gjorde han ved hjælp af en brønd, der førte ned til en undersøisk kilde. Et menneske havde meget muligt brokket sig over hvor koldt det var, men det gjorde han logisk nok ikke. Efter at havde badet, gik han ud til biblioteket, fandt sin sædvanlige plads i den anden ende af rummet og læste videre i den bog han havde taget natten forinden. Han mælte ikke et ord til hende, da hun bare var der. Han havde endnu ikke taget en beslutning.

Cathrine foldede armen om sig og trak sine ben ind til sig for bedre at kunne holde varmen. Hun havde ikke tænkt sig at klage og hun ville nok også blive så irriteret hvis hun fandt mere tøj eller følte han blev nød til at varme rummet op. Hun ville ikke værnes om af ret mange og da i hvert fald ikke ham.
Cathrine overvejede sine muligheder. Mulighed et: ikke gøre noget og blive syg. Mulighed 2: at lede efter brænde til pejsen. Mulighed 3: tænde ild selv, men måske få det ret dårligt af det. Cathrine tænkte lidt over det og besluttede sig for det sidste. Hun strakte den ene hånd frem for sig og koncentrerede sig. Til sidst pustede hun ud over hånden og en lille bitte flamme lyste op i mørket. Den varmede men gjorde ikke den store lys forskel. Hun tog den anden hånd og for sådan at støtte flammen med en ekstra hånd og for at varme fingrene på den.

Han tog sig overhovedet ikke af hvad hun lavede, af 2 åbenlyse grunde: 1. Han kunne umuligt se hende, da der stod 3 fuldvoksne reoler imellem dem, og 2. Fordi han var så uendeligt ligeglad lige for tiden. Der var selvfølgelig også en 3. Grund, men den ville kun blive gællende hvis de to første holdt op med at virke, hvilket de nok ikke ville. Den tredje grund var at han var så dybt optaget af det han havde gang i, at han kunne være ligeglad om hun så havde trampet ham i ansigtet. Magt lå indenfor hans rækkevidde, og han ville bestemt ikke være for snæversynet til at gribbe den.
Han kiggede op fra sine papirer, og skulle til at dyppe pennen i blækket endnu en gang, da han opdagede at der ikke var mere. Blækhuset var tomt. Han lyttede efter pigen, hun var der tydeligvis stadig, hun sov ikke og hun lød ikke som om hun havde det godt. Han lavede en hurtig beslutning, og trak så eftergivende på skuldrene. Det kunne vel egentligt være lige meget.
”Jeg er løbet tør for blæk,” sagde han højt, ”på bordet ved stolen ligger der en lille pung med en diamant i. Smut ned til byen op køb mig noget mere,” naturligvis regnede han ikke med at hun kom tilbage igen, og fortsatte med en vag skygge af et smil, ”døren er åben.”

Cathrine åbnede øjnene med et chok.
..Hvad?
Hun tænkte det igennem. Han vidste godt hun ikke ville komme tilbage igen hvis hun gik, så hvorfor spurgte han hende om at gå. En anden ting var at hun ikke vidste over hovedet hvor hun var henne.
”Hvor ligger byen i forhold til… Din krypt?” Endte hun med at svare. Hun vidste trods alt ikke hvor hun var henne. Man kunne godt høre på hendes stemme at hun var mistroisk og ikke helt forstod hvad han ville. Om ikke andet ville hun gerne udenfor. Ud og se solen. Varmen. Lyset. Dagen. At være væk herfra bare lidt ville næsten være det vær uanset hvad han så havde tænkt sig at gøre med hende bagefter.

Han stak næsen i sin bog igen. Med en let bevægelse strakte han armen bagud og tog et nyt blækhus ned fra en hylde. Hurtigt var han i gang med at skrive igen. ”Bare gå mod syd til De krydser en vej. Den skal De følge mod øst til De ser byen.” Han regnede med at hun godt kunne finde ud af at navigere udendørs. Han havde i hvert fald læst om at man kunne bruge solens position til at bestemme øst og vest, og hvis man kunne bestemme dem, måtte det ikke være svært at finde nord og syd. Han kunne desværre ikke være sikker, for han havde aldrig set solen.

Cathrine så meget mistænksomt på ham, eller.. Da hun jo ikke kunne se ham kikkede hun bare i den retning hun havde hørt ham. Langsomt og forsigtigt fik hun famlet sig frem til bordet hvor pungen lå stadig med den lille flamme i den ene hånd. Hun kunne virkelig ikke regne ud hvad han ville. Hvorfor lod han hende gå? Han kunne ikke være dum nok til at tro hun kom tilbage igen? Hvad ville han opnå med dette? Det her gav virkelig ikke mening. Hvis hun ikke kom tilbage ville han nok bare finde hende og tage hende med tilbage, men hvad ville han opnå af det?
”Okay…” svarede hun tøvende og gik langsomt hen mod døren der førte ud. Cathrine tog i den store håndtag og rigtig nok var døren åben, hvilket da egentlig var mærkeligt. Hun tøvede lidt foran døre med gik så ud.
/Out

(...)
(Gør jeg ikke for at spamme, men for at undgå at indlægget bliver slettet =| Det er nemlig slet ikke færdigt med at blive brugt)

(...)
(Læs forklaring over)

Alzeid sad roligt og ubevægeligt. I hans skød lå der en bog, der var slået op et sted i midten. Alt lignede sig selv, i hvert fald hvis man var i stand til at se i mørke. Der var nemlig helt mørkt. Ikke et eneste lys slap igennem det tykke lag af jord, der adskilte ham fra resten af verden. Ingen lyd trængte igennem de mange sten, der adskilte ham fra jorden. Igennem, for der var faktisk kommet en ny lydkilde siden der sidst havde været nogen. Han havde anskaffet sig et halvanden meter højt bornholmerur, som han dog var blevet nød til at stille inde i sit kammer, da lyden ellers var for kraftig til at han kunne koncentrere sig. Ikke at han havde brug for at kunne se tiden, den havde han en klar idé om hvad var, han kunne bare godt lide lyden. Den taktfaste klikken af et ur i bevægelse. Meget rytmisk endda. Det var dette, der havde let ham til at sidde og nynne roligt for sig selv, for fór andre ville han da aldrig komme til at gøre det. Det var et gammelt stykke han havde læst i en eller anden bog, men han kunne ikke huske hvilken. Kun at den havde en utrolig klingende melodi, og var skrevet for to mennesker.
Ligegyldigt; udover det, var alt som det plejede. Næsten alt i hvert fald. Den eneste anden ting, der var anderledes, var at der var høje stabler af bøger og papirer omkring ham, som han sad der i sin ynglings lænestol. Det var også en dejlig stol – ’komfortabel’ – som nogen ville havde sagt. Han havde bare aldrig oplevet komfort, heller ej det modsatte. Godt det samme, tænkte han, og fortsatte med at nynne.

Det var begyndt at blive mørkt igen, selvom det var svært at bedømme lyset og solens gang i det overskyede snelandskab. Det blæste helt afsindigt meget og sneen føg omkring i vilde kaskader og ville have væltet et normalt menneske omkuld. I midten af alt dette gik Cathrine. Hun frøs ikke, hun væltede ikke, men engang i mellem var selv hun ved at snuble i stormvejret. Hun kunne ikke rigtig se noget. Selvfølgelig ville det havde været endnu værre, hvis hun havde været et menneske, ja så var hun simpelthen faldet om for længst og død af kulde. Hun havde haft svært ved at huske vejen. Meget sværere end hun havde troet hun ville have. Det var som om mindet om vejen var blevet sløret. Hendes minder fra før var i det hele taget blevet slørede og derfor havde hun også mindet sit nye sind på alle de vigtige og betydningsfulde ting hun havde oplevet gennem tiden. Nu kunne hun godt huske det, men ikke med så mange fornemmelser og følelser der havde været engang, hvilket hun ærgrede sig over. Hun havde brugt natten og det meste af dagen, trods hendes nye hurtighed, på at finde frem til krypten, men nu var der ikke langt igen. At hun havde gået hele dagen i solens lys kunne godt ses svagt på det. Hun havde nogle få sår rundt omkring på hendes hud. Den næste dag ville hun nok ikke kunne færdes ude mere overhovedet.
Cathrine kunne svagt se kryptens indgang lidt foran hende og snart stod hun næsten helt op af døren. Hun var ikke just glad og det kunne ses. Det virkede som evigheder siden Ekko havde muntret hende op og fået hende til at se lysere på det. En ret smertefuld og lang dag havde ændret på det. Mens hun gik, havde hun brugt tiden på at tænke over hvad Ekko havde sagt, og hvad hun skulle sige til Alzeid. Hun havde noget hun først havde tænkt sig at sige og så noget af det Ekko havde sagt og hun havde ikke besluttet sig helt for hvad hun skulle sige endnu.
Langsomt løftede hun hånden og bankede på den kraftige dør.

Denne besværgelse kan, som illustreret på billedet tre, påvirke de vitale kvantemekaniske funktioner ved en gennemsnitlig kulstofbas… Og så videre, og så videre. Dette havde han allerede læst minimum én gang, og han var nu ikke længere sikker på hvad han skulle gøre. Han havde læst i ring, hvis dette dog var muligt. Helvedes mængde af bøger, helvedes mængde af tid og intet at bruge den til. "Møj," tænkte han gnavent. ”Måske er det jeg har brug for, bare noget mad.” – Tænkte han opgivende, da hans melodi nåede til det absolutte højdepunkt. Han satte mere kraft bag sin nynnen, men et eller andet sted gik der noget galt. Det virkede som om det var gået ud af takt, og overvejede om uret skulle trækkes op. Ikke at han vidste hvordan man gjorde det, han havde jo bare stjålet det pokkers monstrum.
Han begyndte at tænke tilbage på hvordan det havde lydt. Tik. Tak. Tik. Tak. Tik, TOK TOK TOK, Tak. Vent, der var noget galt. Det lød på det bestemteste ikke som noget ur han nogensinde havde hørt før, men hvor var lyden så kommet fra? Efter at havde tænkt over det i omkring et halvt sekund, og gennemgået alle mulighederne, konkluderede han at det måtte være døren. Men hvorfor havde døren lavet lyd? Det var ikke noget den plejede at gøre… Gæster! Der var naturligvis gæster, hvor usædvanligt det så end måtte være. På denne egn kom der mildest talt sjældent besøg.
”Bwragh,” han skulle lige havde stemmebåndet under kontrol, men heldigvis var den makabre lyd ikke blevet lavet højt nok til at nogen kunne høre det. Denne gang hævede han stemmen, så selv et menneske ville kunne have hørt det. ”Bare kom ind!”

Lyden kunne udmærket høres gennem den tunge dør, især med Cathrines nye forbedrede hørelse. Hun tøvede lidt og vidste ikke helt om hun skulle gå ind. Hvis hun gik ind var der i hvert fald ingen vej tilbage. Hun tog i døren, som sikkert havde været tung hvis det ikke var fordi hun også var blevet stærkere. Det var praktisk med disse forhøjede sanser og styrker, det måtte hun modstræbende indrømme.
Hun gik ind gennem døren og lod den lukke hårdt i bag ved sig. Hendes lange løse hår dryppede af det vand og sne der sad på hende og hendes tøj bidrog glædeligt med opgaven om at gøre trappetrinene våde. Man kunne næsten ikke høre hendes skridt, det eneste var nok hendes våde ledder støvler der knirkede let. Hun kunne nogenlunde huske hvordan krypten var og hvad der lå hvor, så hun fandt hurtigt, det store, bibliotek/opholdsrum/stue hvad nu end det var. Hun kikkede ned og fik øje på de fine tæpper på gulvet(?) og så gik hun ikke længere. Det kunne godt være at dette var manden der havde pint og dræbt hende, men hun var alligevel for ”høflig” det at ødelægge tæpperne.

Han stak ikke hovedet op af sin bog, det lød som om noget dryppede på hans gulve, men han kunne egentligt være ligeglad. Hvad kunne der ske? Hvis nu han gled, og der tilfældigt var nogen der havde anbragt et spidset kors for foden af hans trappe, kunne det naturligvis gøre ondt. Ellers kunne han ikke forestille sig hvad der skulle ske. Måske lige udover at hun dryppede på hans bøger eller lignende. Det ville ikke være rart.
Han løftede hovedet ganske kort, og skriblede noget ned på et papir, han havde liggende på bordet ved siden af ham. Han havde fundet et nyt udgangspunkt, og var nu blevet interesseret endnu engang. Sådan gik det med ham, hver eneste gang han mistede interessen, sprang den på ham fra et mørkt hjørne af en afkrog af hans sind, som var den inficeret med rabies.
Efter at havde ventet en smule, ude af stand til at høre mere til hende, udover den dryppende lyd af hendes våd-hed, sagde han sagte, men stadig højt nok til at et menneske ville kunne høre det. ”Sæt dig endeligt, frøken Green. Du har ingen grund til at holde dig tilbage.” En simpel sætning, der slog samtlige hendes argumenter i jorden, havde hun blot frembragt nogen. Hvorfor hun end stod og ventede, på hans accept eller en lyd måske, var lige meget, hun skulle bare sætte sig ned. Set på den måde, lød det egentligt mere som en ordrer, og ikke en ordrer, der skulle ignoreres.

Uden at orke at kæmpe i mod og taget i betydning at hun godt kunne høre det var en ordre, satte hun sig ned. Hun valgte den grønne sofa, som tidligere havde været hendes ”sted” at være. Hun var egentlig lidt ligeglad med om den blev våd og gik i stykker nu. Han havde selv bedt hende satte sig ned. Som han havde hun nu ingen problemer med at se i mørket som ellers var gennemtrængende i rummet. Hun kunne nu stadig godt lide at have lys og ild omkring sig, men det betød ikke noget fysisk vigtigt for hende. Hun vidste ikke om hun skulle sige, og ej heller om hvad hun skulle sige så hun sad bare og kikkede på hans mørkeskikkelse som sad og skriblede løs mellem bøgerne. Hendes våde tøj generede hende egentlig ikke specielt meget, men hun kunne ikke lide den klæbende følelse, som der jo var når man har vådt tøj på. Der var i lang tid stilhed mellem dem. Hun sagde i hvert fald ikke noget, og ej heller gjorde han.
Hun savnede Ekko. Ekko som var så nem at tale med og som opførte sig så... Ja... menneskeligt, selvom han jo egentlig ikke var det.

Skrible skrible skrible. Dette var rigtigt nok hvad han foretog sig. Det var nu i grunden bizart, på en eller anden underlig måde, hvordan det var lykkedes hende at tilbagelægge så store afstande, genkalde sig lokaliteter, endelig finde ham, og så ikke sige noget. Selv i hans øjne var hun stille. Det virkede næsten surrealistisk hvordan hun bare havde sat sig der, og sad. Han løftede hovedet fra sine studier, klappede bogen sammen, og lagde det meste af det væk. Ved væk menes der naturligvis i en ny bunke af blandet tingeltangel. Han lænede sin krop til venstre og drejede sit hoved så han kunne se hende. ”Jeg syntes også du lød våd..” konstaterede han stille for sig selv. Man bliver måske lidt sær af at bo alene med sig selv så længe som han havde gjort, alligevel var han den normale hernede. Det var jo hende der skulle sige noget, hende der havde opsøgt ham i jagt på svar. Alligevel så det ud til at loddet faldt på ham. ”Så kom du altså. Jeg må sige, at det var betydeligt hurtigere end jeg havde forventet. Jeg går ud fra at du har spørgsmål du gerne vil have besvaret?” For naturligvis var det grunden til hun havde kommet. Han havde lovet hende svar, når tiden var rigtig, selvom Alzeid tvivlede stærkt og kraftigt på at den var det.

Svar? Var det det hun ville have? Svar? Eller var det noget andet. Hun vidste det pludseligt ikke. Jo hun ville have svar, men på hvad egentlig? Der var så meget hun ikke vidste, ikke forstod. For meget, til at kunne egentlig kunne spørge om det. Hun ville også gerne vide hvad det var han havde der var hendes. Hun regnede med sit sværd, men hvordan kunne man egentlig være sikker når man havde med ham at gøre.
Dryp dryp dryp… Hun kunne også selv tydeligt høre det, når vandet dryppede ned fra hende og ramte gulvet. Lyden irriterede hende og hun overvejede at tænde kaminen. Ville det være at krydse en grænse? Hun rejste sig roligt og gik hen til kaminen. Der var stadig lidt træ i fra sidste gang, som hun så satte ild til. På samme måde som tidligere var ilden blå, men blev så rødlig efterhånden som den blev sin egen. Hun blev siddende på gulvet, men i skrædderstilling. Helt henne ved kaminem så hun kunne tørre.
”Jo.. Svar ville være dejligt” fik hun så sagt. Stille. Meget stille.

Alzeid løftede stille den ene hånd op til hovedet, hvor han pressede håndfladen ind mod den ene tinding. ”Dette ville blive en lang samtale.” Tænkte hans tanker irriteret før han kunne nå at stoppe dem. Det var i grunden også svært at stoppe sine tanker, nu hvor han tænkte over det, for hvordan gjorde man egentligt det? Det var jo ikke sådan at man kunne sætte et filter op eller noget, der automatisk stoppede bestemt tænker før de nåede modtagerpunktet i hjernen. Sådan virkede det ikke. Eller gjorde det? Han var fristet til at kigge i sine bøger, for det lød egentligt som en glimrende idé til en nederdrægtig besværgelse. Han kiggede på hendes skikkelses ryg, mens hans øjne forsøgte at tilvænne sig det nye lys. Det skar i hans øjne, men ikke noget han ikke kunne klare. Så kraftigt var det alligevel ikke. ”Du bliver nød til at være lidt mere specifik, min kære.” Det sidste tilføjede han for at hun, 1. Skulle tænke lidt over hvad det var han sagde, 2. Tænke mere over hvad det var hun selv sagde og 3. Bare fordi han godt kunne lide at være forvirrende.
Naturligvis var det svar hun var efter… Hvorfor skulle hun ellers være her? Hans toptrænede hjerne arbejdede på højtryk for at forstå hvad der foregik i hendes hoved, eller rettere, hvad d er ikke foregik.