Hun nikkede, smilede, og gjorde klar til dans. Forsigtigt stillede hun sig i den rette danseposition; det var længe siden, hun sidst havde gjort således, så det tog hende et øjeblik at få sat fødderne korrekt. Hun skulle lige til at starte, da hun kom til at tænke over, om hun overhovedet var tryg ved alt det her. Hendes lærer, fra gamle dage, havde været professionel, og der havde aldrig været slinger i valsen. Men Julian var uerfaren og havde ikke et dansetrin i livet - så vidt hun vidste - så var det sikkert at danse med ham? Hun var bange for, om han måske ville træde hende over fødderne. Om han ikke kunne dansen, det var ligemeget, så længe han bare ikke rørte hendes fødder. Men var der nogen garanti for, at de ville være i sikkerhed? Ikke så vidt hun vidste.
Det tog hende et øjeblik, at forsikre sig selv om, at Julian aldrig ville kunne finde på at skade hende. Hun var sikker på, han aldrig igen ville udsætte hende for smerte eller sorg. Ikke med vilje. Så forsigtigt, satte hun den ene fod, foran den anden. Hun flyttede på sig, gik fra side til side, og i forskellige retninger. Snart havde hun fundet rytmen, og i stedet for bare at svaje frem og tilbage, dansede hun nu! Det måtte være sandt! Dans var, som at cykle; når først man har lært det, glemmer man det aldrig. Hun vidste godt nok ikke hvordan man cyklede, men dansetrinene var tydelige, som aldrig før, og hun følte det, som havde hun aldrig holdt pause i dansen..
Sådan fortsatte hun længe, dansende for sig selv. Hun nynnede en traditionel valsmelodi, men kom så i tanke om, at Julian jo også var der. Hun stoppede brat, og rømmede sig undskyldende, om end en smule flov. Hun havde ansigtet vendt mod det bløde græs, og håret hang som et tykt gardin, foran det; hun ville ikke lade Julian se, at hun rødmede..

Julian klappede, kort og hurtigt. han kunne huske et par af de første trin, og så lidt af det hun havde lavet inde i dansen, men han var en smule usikker på de andre ting.
"okay.. nu skal jeg lige prøve.." sagdee han, og stillede sig op, og gjorde dt klart for sig, hvad det var hun havde gjort først. så prøvede han, men stoppede sig selv, fordi det var forkert. da han prøvede for andene gang, lykkdes dt, og han fortsatte et paar trin, indeen han drejdede irriteret rundt om sig selv.
"øv altså.. Det ser så nemt nå du gør det.." sagdee haan, og prøvede igen, men lavede den samme fejl som før. han kunne godt huske hvad han skulle, og han ville prøve igen.
"Er der nogele form for huskeregler eller sådan noget?" spurgte han, og prøvede igen, imens han forsøgte at få det til at passe med den melodi, som Aisha havde nynnet. han nynnede den også, så godt han kunne, men bare inde i hovedet, og denn gang lykkedes dt. og så var han så dum at stoppe op, og smile tilfredst og triumferene over det. men hans vidste, at han nok havde lang, lang, lang vej endnu hvis han skulle lære det hele.

OOC: Jeg aner altså absolut intet om dans. Jeg kan ikke engang danse den der 'ååh boogie-woogie-woogie'-dans, så tving mig ikke til at skrive om dans. Jeg gider ikke researche, så medmindre du ved rigtig meget om dans, som du hurtigt kan sætte mig ind i, kan vi så ikke springe så meget som muligt af det her danse-noget over?

OOC: jeg ved heller ikke noget om dans, og kun noget med, at der i vals er nogle takter, så vi kan bare lige spole lidt frem hivs det er >w< jeg har lavet lidt research, men har ikke kunne finde ud af noget, udover nogle bestemte takter.
såeeh... vi kan bare springe det over xD

OOC: Okay. Hvaaaa´... hva´ så? Springer vi det bare over, og lader som om, de har danset? Eller springer vi bare frem til selve dansen? Springer vi hele dagen over?
Nej, jeg må jo heller ikke lade dig om, at tage alle beslutningerne. Men desværre, så er jeg tom for idéer for hvad vi kan gøre, så vi må lige holde tænkepause, medmindre du har en idé til hvad vi kan gøre...?

OOC: nu orker jeg altså ikkee lige at skifte bruger, men det er altså stadig Julian >w<

jeg ville bare sige, at vi sprang dansen over? og så fik de et par gode grin..? eventuelt.. <<"

OOC: Okay - lad os gøre det. Vil du have æren af at starte? :D ;p

OOC: med glæde ^^

IC:
efter et stykke tid, hvor Julian forgævedes havde forsøgt at danse dansen, lå han sammenkrøbet på jorden, imens han hold sig om maven pågrund af at han havde grint så meget.
"av min mave.." grinite han, og prøvede at rejste sig op. først var han faktisk faldet over sine egne ben, og da han havde rejst sig op, prøvede han igen, men kunne ikke lade være med dat grine.

OOC: nu bliver den altså kort.. sorry.. >w<

Deres lille danseoptrin, havde fået Aisha til at blive bedrøvet. Ja, for ganske få minutter siden havde hun haft kramper af at grine så utroligt meget, men nu var hun kommet til at tænke. Tænke over, al den tid, hvor de ikke havde været sammen. Tænkt over, at dette måske var sidste gang de kunne more sig sammen, fordi hun egentlig skulle hjem og giftes. Hun havde tænkt på, hvor sjovt det måtte have set ud, da Julian dansede sin sjove efterligning af vals, og det fik hende til at blive en smule ked af, ikke at kunne se. For første gang i meget, meget lang tid, ville hun ønske, hun kunne se.. Ikke bare for at kunne se dansen, men også for at kunne se Julian - se verden. Hun ville gerne se, hvordan den dreng hun havde oplevet vokse op, egentlig så ud. Hun ville gerne vide, hvordan det bløde græs, hun dag ind og dag ud gik rundt i, egentlig var. Hun ville gerne se farver!
Men så igen.. Hun var inderst inde ganske glad for, at tingene bare var som de var. For hvis hun ikke havde været blind, ville hendes forældre ikke have beskyttet hende så meget, og så havde hun sikkert haft en masse fornemme venner, og slet ikke have haft tid til at indse, at en af tjenestefolkene var den dreng, der kunne blive hendes bedste ven.
Nå, nu ikke flere spekulationer; "Tak for dansen." sagde hun og nejede overdrevet.

"det var så lidt.." smilede Julian, rejte sig op, og bukkede som svar på hendes nejen.
"jeg tror ikke, at jeg skal prøve at danse vals fremover.." mumlede han, og ømmede in fod, som han havde slået i sit ene fald.
han lagde ikke mærke til hendes spekulationer. han var faktik temmelig glad, og glet om hjertet. han skænkede ikke det der skete i skoven igår en enete tanke.

OOC: sorry for kortheden, men jeg styrter frem og tilbage mellem computer og frisk luft, fordi mine forældre siger jeg skal.. ;p

OOC: Helt okay. Så må du til gengæld undskylde, at jeg har ladet vente på mine svar, fordi jeg hele tiden giver mig til at se Friend :i *dances*

IC:
Hendes hoved kørte rundt; hun var svimmel efter alle de sving og fald, Julians dansetræning havde resulteret i. Hun syntes også, det var blevet lidt koldt. Græsset, der trængte til at blive klippet, svajede blidt i vinden. Jorden under hendes beskidte fodsåler var kold; det føltes som stod hun på is. De uregelmæssige med kraftige vindstød, fik de små hår på hendes arme til at rejse sig. Mon det allerede var aften igen? Eller trak det bare op til storm? Hun forsøgte at høre tegn på, hvad alt dette kunne skyldes, selvom det måske bare var lidt harmløs blæst.
Fuglene kvidrede som de plejede, og fra et af nabohusene, kunne Aisha høre snak. Men ellers var der fuldstændigt stille. Hun kunne faktisk godt lide denne stilhed. Den gav én ro til at tænke. Ikke fordi hun ikke allerede havde tænkt nok, men lidt ro, kunne man vel altid bruge. Hun følte sig afslappet, på trods af alle de mærkelige tanker og foruroligende minder der hvirvlede rundt i hendes hoved.
"Det er mærkeligt, hvordan alting bare virker så naturligt." sagde hun pludseligt. "Jeg mener, for bare et døgns tid siden, havde jeg opgivet, nogensinde at møde dig igen. Jeg havde glemt din stemme, din lugt og selve din personlighed. Men så dukkede du bare op, og allerede få timer senere - er vi her!"
Hun holdt en lille pause, og legede lidt med en hårtot mellem to fingre.
"Det virker bare så naturligt, at vi to er venner. Men der er sket så meget, siden du forlod godset. Du er blevet voksen, og jeg .." hun tav igen. Hun ville have sagt 'skal giftes', men hun var bange for at nævne det for Julian. Hun vidste ikke hvorfor Oscar pludselig tog så stor en del af hendes tanker, for hun havde ikke tænkt på ham i månedsvis. Nu kunne hun bare ikke få ham ud af sit hoved..
Hun kom i tanke om, at Julian nok forventede, hun ville afslutte sin sætning, og sagde så: "..jeg har oplevet verden.."

"Verden er også ganskse smuk på mange måder." han så sig omkring. vinden generede ham ikke det mindste - den bragte en svag duft af jord og træer med sig fra paradisskoven.
"jeg har faktisk slet ikke lagt mærke til det i det sidste stykke tid. hele tiden har jeg bare gået rundt, og været bekymret over det ene eller det andet, eller også har jeg bare for været træt og uoplagttil at lægge mærke til andet end de dårlige sider.. Men det er som om, at nu du er her, så er der slet ikke nogen bekymringer. jeg kan mærke og høre og dufte.. og se... alt det, jeg også gjorde før... før i tiden" han skulle lige til at sige 'før min mor døde' men tog det i sig igen.
han ville ikke bringe det på banen, for nu var de alligevel igang med at snakke, og hvis han nævnte det, var han næsten helt sikker på, at stemningen ville blive en smule anspændt. Så fløj hans tanker tilbage på godset, da hun nævnte det.
"var der stadig ligeså kedeligt derhjemme da du tog afsted?" han skænkede det ikke en tanke, at han kaldte godset for 'derhjemme' før han nærmest hørte sætningen gentage flere gange - næsten som et ekko imellem klipper - inde i sit hovede.
"Jeg mener, godset.." han havde jo bare levet der så længe, at han stadig kunne genskabe det hele for sit indre blik... hvordan gangen fra køkkenet gik videre ind til en endnu størrere gang, hvor man så skullee dreje til venstre for at komme ind til spisesalen. og derfra kunne man se lige ned i urtehaven.
selv nogle af tjenestefolkene kunne han huske - han kom i tanke om den mand der plejede hækkene og græsset og blomstrene, og han havde bare den største, længste og mest krogede næse Julian nogensinde havde set. de havde kaldt ham 'kragen' bag hans ryg, og bare tanken om det tvære fjæs hos den lave, brede mand kaldte et smil frem i Julians ansigt.

Hun misundte hans livsførelse. Alting lod til at være så lettilgængeligt og ligetil, når man så verden med hans øjne. Den tanke, fik hende til at le. Ganske kort, for så stoppede hun sig selv; hun ønskede ikke at skulle til at forklare sine tanker. Det havde bare været så absurd, at hun - den blinde pige - tænkte på at 'se verden med andre øjne'. Det var da klart, at Julians syn på verden, var meget lysere og nuanceret end hendes, for han så verden, så farverne og så hvad der nu var at se, mens hun, Aisha, blot så mørket.
Hun blev brat revet ud af sine tanker, da Julian igen talte. Hun forstod først ikke hvad han mente. 'Derhjemme', var et uigennemskueligt begreb. Hun følte ikke selv, at hun nogensinde havde haft et hjem. Jo, måske havde det føltes lidt som et hjem, køkkenet. Køkkenet hvor Kennea altid var i gang med at tilberede et eller andet lækkert. Køkkenet, hvor Julian og hun tit gemte sig, når de ikke ville findes af de voksne. Køkkenet, hvor Aisha havde tilbragt så mange timer, i løbet af sin barndom. Men efter Julian og hans mor var rejst, havde Aisha bandlyst udflugter til køkkenet. Bare det af tænke på køkkenet, blev en slags tabu for hende. Men det var ikke kun det, hun ikke helt forstod. Hun var jo ikke 'taget af sted'. Hun var flygtet, på den mest kujonagtige måde, hun overhovedet kunne tænke sig. Men Julian kunne jo ikke vide bedre. Hun havde ikke fortalt ham noget, så det var da klart, han ikke vidste hvad der var sket. Men det føltes ikke særlig klart for Aisha, hvad hun skulle svare på hans spørgsmål. Hun havde aldrig syntes godset var specielt kedeligt, og det var da i hvert fald heller ikke kedeligt, efter Kennea og Julian var rejst, for det var først da, alle de sære ting begyndte at ske. Skulle hun fortælle Julian det? Hun følte sig ikke klar til det. Og han havde jo heller ikke spurgt, hvad der var sket, men blot om det der end var sket, havde været kedeligt.
"Nej, jeg syntes ikke det var kedeligt." sagde hun. Hun følte ikke trang til at gengælde hans spørgsmål, for det centrale i Julians liv, udenfor godset, antog Aisha for at være Kennea, og hvad Aisha allermest ønskede at undgå lige nu, var en sørgmodig fortælling om Kenneas sidste tid..

"hm.." sagdee Julian, og nikkede så. han kiggede op imod himlen. Små, fine lammeskyer drev langsomt afsted hen over den blå himmel.
han tænkte stadig på kragen. haan havde set så sur og ond ud, men han var jo nok bare een almindelig mand med et lidt trættende job.
job.
Julian sukkede ne smule eopgivende ved tanken. han skulle jo nok også selv ti lat have et job. han kunne dyrke grøntsager og sælge dem på markedspladsen. eller...
hvor skulle han få frøene fra? han kunne selvfølgelig starte med at sælge æbler - han kunne bare finde et æbletræ, plukke et par æbler, og plante kernerne.
tanken om, hvordan kernerne fra én frugt kunne skabe et gigantisk, fantastisk træ gjorde ham faktisk en smule.. forbløffet. han havde aldrig rigtig tænkt over det før nu. han havde bare syntes, at kernerne var irriterende - at de ikke smagte godt, og bare hindrede en i at spise hele det saftige æble. men hvis der ikke havde været kerner, så ville der ikke længere være flere æbler.
det ville være rart med en frugt, uden kerner i, havde han tænkt før. nu gik det op for ham, at han faktisk ikke skulle ønske det så meget endda, selvom det nok ikke ville gå i opfyldelse, ligemeget HVOR meget han ønskede det. men et ønske til eller fra...

Hun ville ønske, hun vidste, hvad Julian tænkte på. Hun brød sig ikke om, den måde, hvorpå han besvarede hendes ordstrøm. Hun brød sig ikke på, den måde, hvorpå hans vibrationer nærmest gled sammen, og blev vanskelige at læse. Hun brød sig ikke om, ikke at vide, hvad der skete. Holdt han øje med et eller andet? Var her nogen, hun bare ikke havde opdaget endnu?
Hun drejede omkring, og havde blikket rettet mod horisonten, der lå trygt, mellem to gamle egetræer. Hun så ud som spejdede hun efter et eller andet, men hendes blik var blot en optisk illusion. Faktisk, var det de små, næsten usynlige slag, hun slog med den højre fod, der lod hende 'se' området hun befandt sig på. Hun forsøgte at få planternes vibrationer skilt fra hinanden, så hun kunne danne sig et langstrukket billede af sine omgivelser. Der var bare så meget, så tæt, at alle vibrationerne klumpede sammen og blev til én stor klump.
Hun var bange for, om der var fare på færde. Måske havde Julian set noget, der var ganske tæt på, men alligevel lige akkurat uden for Aishas vibrationsvidde, eller hvad man nu skal kalde det.
"Er der noget galt?" spurgte hun, ganske lavt. Hvis nogen var i nærheden, ville hun ikke lade dem vide, at hun vidste, de var der..

"åh? nej, der er ikke noget galt.. jeg tænkte bare.." sagde han, uvidende om den usikkerhed han frembragte hos Aisha.
"jeg tror faktisk, at jeg tænkte lidt for langt..." det var jo sandt. han havde startet med at tænke på et job - med frugter. dem kunne han få fra kernerne i et æble. og så kom han til at tænke på hvilken store nytte, kerner faktisk havde.
det var sjovt, som een tanke kunne føre til en anden, som så førte til en tredje, som så blev til en fjerde...
han så på hende, og lagde hovedet svagt på skrå. betragtede hende bare, og kom til at tænke på, hvor meget hun egentlig var vokset. hvor smuk hun var blevet.

OOC: ... jeg har lige opdaget, at Julian faktisk er blevet et år ældre imens vi har skrevet sammen xD

OOC: Så må du hellere rette din underskrift x)

IC:
Hun anede ikke hvad hun skulle sige. Hun anede ikke, hvad det var, der skete. De stod bare, overfor hinanden, og tænkte på hver deres ting. Aisha havde ingen anelse om, hvad Julian tænkte på, og hun antog, at han havde det ligeså med hende.
I gamle dage, da Kennea stadig levede, havde de vidst alting om hinanden. Hver gang de kom til at tænke på noget relevant, blev det ytret. Hver gang en af dem var bedrøvet, blev det hurtigt ændret. Men nu, nu stod de og tænkte i hvert sit mønster, uden den mindste idé om, hvad der var sket i den andens liv; hvilken person, den anden havde udviklet sig til. Aisha ville gerne spørge Julian om alt muligt, så hun kunne slippe af med den knugende smerte, der truede med at knuse hendes hjerte. Hun var bange for at miste ham - bange for aldrig at finde ind til den Julian, hun tidligere havde mistet. At miste ham én gang, var at miste ham én gang for meget.
.. Men hvad skulle hun gøre? Fortælle ham om alting? Alt der var sket, siden sidst? Om Oscar? Om hvilken kujon hun egentlig var? Nej, det kunne hun ikke. Når deres venskab var så ustabilt, som det var lige nu, ville snak om ægteskab, først for alvor ødelægge det.
Hvorfor tænkte hun stadig på Oscar? Hun forsøgte at ryste ham ud af sit hoved, men hver gang hun gjorde et forsøg, kom han bare tættere ind på livet af hende. Hans duft, lyd og følelse, stod pludselig meget klar for hende, og hun havde det som om, han igen stod lige foran hende.
Hun fandt ubemærket den kostbare ring frem, og rørte forsigtigt ved den dyrebare ædelsten. Hun hadede den ring! Og ville Julian ikke have den, ville hun heller ikke!
Hun hævede hånden, som for at kaste ringen dybt ind i buskene foran sig .. men tøvede så. Hun kunne da ikke skille sig af med den, vel? Den var jo trods alt, meget værdifuld. Hun kunne vel altid beholde den, og så bare sælge den, når hun engang løb tør for Krystaller, ikke?

..Eller måske, betød ringen bare, inderst inde, rigtig meget for hende...?

"hvorfor spørger du?" spurgte Julian. det var da egentlig noget underligt noget at spørge om, tænkte han lidt for sig selv.
han strakte sig, og veentede på hendes svar. der fløj en rød og sort sommerfugl afsted, og hans fulgte den med øjnene. så smuk, så sårbar, så nyttig..
sommerfuglen havde altid været hans yndlingsdyr. måske pågrund af dens yndefulde bevægelser, måske på grund af de farvestrålende vinger, eller måske pågrund af dem, idet hele taget.

OOC: undskyld for kortheden, min forældre tvinger mig til at få noget frisk luft.. x3

OOC: Jeg tror også jeg vil gå udenfor, så du får også bare et kort svar..

IC:
"Det ved jeg ikke.." sagde hun stille. "Jeg troede vel bare, noget var galt.."
Sommerfuglen strejfede hendes kind, og i et øjeblik, var hun overbevist om, at den ukendte fare havde overmandet dem. Men så var sommerfuglen væk igen, og hun kom helt i tvivl om, hvorvidt der overhovedet var nogen..
Hun viftede med hænderne, for måske at fange, hvad det end var. Men hun kunne ikke få fat i dyret. En enkelt gang, strejfede hun dens smukke vinge, med fingerspidsen, og dyret kom ud af kurs, men straks var den igen lige i luften, og på vej imod en blomst, hvor den kunne hvile sine trætte vinger.
Aisha var forvirret..

"bare rolig. det var bare et dyr.." sagde Julian så. sommerfuglen forsvandt ud af synsvidde, og han skuttede sig.
vinden var begyndt at blive kold.
"fryser du?" spurgte han. hvis det var hun gjorde, kunne de nemlig godt gå ind,

OOC: undskyld kortheden, men jeg orker ikke lange indlæg lige nu ><"