Faunen bevægede sig rundt imellem de store kraftige træer. Hun lod blikket glide ud på det område der lå ummiddelbart i hendes synsvidde og i det store skovbryn. Det var længe siden at faunen havde bevæget sig derud, men en pludselig spontanitet havde blusset op under lysten til at opleve noget. Og hvad var så bedre end en tur til, omend ikke andet, skovens udkant?

Phanaèla kunne i hvert fald ikke komme på andet.

Fuglenes fløjt havde dæmpet sig, ikke at der var så mange i forvejen, siden at det nu var ved at blive tusmørke, og Mørkets Skov virkede omend mørkere. Men Phan vidste at der ikke var så slemt som der så ud. Hun havde trods alt levet her hele sit liv, med jævne besøg i den lysere og mere tropiske palmeskov. Hun stoppede op ved et større træ og lænede sig lidt op af stammen imens at hun betragtede himlen, mens at hun begyndte at nynne lavt. En stille og rolig melodi.

De store støvler havde aldrig ladet sig mærke af vejret, og heller ikke den kølige aftenregn havde påvirket det solide lædder, dog havde de faldne dråbers pludselige ophøren alligevel bragt glæde hos støvlernes ejer. Ikke noget en støvle som så ville kunne forstå, eftersom den, ja, nu engang er en støvle, men det var en af livets goder, at kunne gå i regnvejr og opleve, at himlens tårer holder sig tilbage for en. En almen sko eller støvle ville nødigt bevæge sig udendørs i den sjaskede Mørkets Skov just efter et regnvejr, men det havde nu aldrig voldet disse støvler nogle problemer. Ejeren havde nemlig passet og plejet dem godt, forstærket det yderste lædder for at undgå kulden at nå ind til herrens fod, samt ladet selveste sålen blive løftet af et let lag metal. Ak, en støvle! Der var ingen som den, mente den. Eller jo, der var jo dens broder, på den venstre fod. De to var helt specielle, og det vidste deres herre godt. Støvlen frydede sig allerede, for snart skulle den hjem og stå ved kaminen og rigtig godte sig.

Asbjörns skridt var tunge. Han gik ikke just dæmpet og grene og kviste gav lyde under hans skridt. Han havde et misfornøjet udtryk i ansigtet.
*Jeg må se at faa mig et nyt par Sko.* tænkte den forpustede mand. Han havde gået længe på stien langs skovbrynet og var i grunden ved at være træt af dagens spadseretur. Et lille hvil havde været på sin plads for en times tid siden, men da havde der ikke været nogle bænke, og der var tilsyneladende ingen bænk i landet, der havde i sinde at lave om på dette, så han måtte gå videre langs stien, uden håb om at kunne sætte sig for at få et hvil.

En let nynnen blev fanget af Asbjörns øre og han stoppede op for at lytte. Yndig lille sang, jaja, og hvor der er liv er der måske, blot måske, også siddepladser! Et smil bredte sig på de smalle læber og manden spejdede rundt imellem træerne, for at finde sangens ejerske.

Den blide nynnen fortsatte, og Phan betragtede duggene på et blad idet at det gled længere ned af det grønne og dernæst dryppede ned på det halvvåde sjask af noget græs. Hun overvejede om hun burde have samlet det røde hår op, så det ikke slæbte i mudderet, men valgte at det var ligegyldigt. Mudderbad har vidst aldrig skadet nogen. Og man kan jo bare vaske det ud igen. Faunen for dog sammen, da hun hørte nogle skridt, store skridt, tunge skridt, og kortvarigt stoppede hun med at nynne, og så i retningen af lydene med lidt store øjne. Hun rystede dog så på hovedet af sig selv.

*Vissevasse... forbipasserende behøver ikke at være farlige..* Hun trådte dog alligevel en smule ind under den beskyttende skygge under træerne, og spejdede rundt efter hvem det måtte være der gik så larmende. Da skridtene stoppede følte hun sig desorienteret, men gik forsigtigt nærmere på det sted hvor de måtte have været fra. En gren flyttede sig fra hendes udsyn, og hun satte hovedet på skrå da hun i tusmørket fik øje på silhuetten af en mand. Eller, i hvert fald en meget høj person.

"..uh.." lød der ganske lavt fra hende, da nysgerrigheden alligevel ramte hende, og ørerne vippede lidt opaf i interesse. Han var nu ganske høj.

Lyden stoppede. Var personen gået? Forsvundet mellem træerne? Eller havde det bare været et fragment af hans fantasi, der havde runget for hans indre øre? Han rømmede sig og lagde armene over kors. Derefter tog han et skridt imod træerne. Et mere. Nu forlod han stien og så sig om. Han var ikke så klog på skoven, måtte han indrømme. Stier, veje, byer og mennesker kunne han finde rundt på og i, men mellem træer, sten, græs... Man forsvandt derinde og blev aldrig rundt. Eller hvad?

"Hallo?"
Hans stemme var stærk og gennembrydende i skovens stilhed. Man kunne næsten høre hvordan bladene vibrerede og de små dug-dråber faldt til jorden, grundet mandens rybe røst. Han rømmede sig, en smule forlegent over den larm han forårsagede. Heldigvis var der da ingen der hørte ham, eller var der? Han stoppede sin gang ind i skoven, da han syntes at høre endnu en lyd. Stadig lidt fra han egen position. (Det med afstandsmåling havde aldrig været hans stærke side.) Han kastede et lettere kejtet blik rundt og lavede en bevægelse med skuldren, der fik halv-kappen til at tage sin sædvanlige plads henover hans manglende, venstre arm. Hvem end det var der gemte sig i skoven, så skulle denne nødig tro at han var en handicappet krøpling, blot fordi han manglede en arm.

"Jeg må høre syner, så enkelt er det."
Påpegede han og skævede rundt. Det var bevidst at han talte højt. Måske ville personen reagere på det? Måske ikke...

Hans hallo fik hende til at krympe sig lidt, men ikke mere end at hun alligevel forsigtigt og lydløst, hun var trods alt mere vant til at færdes i skoven, nærmede sig manden, omend så hun stadig var skjult af træerne. Hun var nysgerrig nu, en hel del endda. Manden virkede ikke vant til at færdes hvor han var, og hun stoppede lidt op da han lavede en bevægelse. Kappen, som det vidst kaldes, flagrede om bag ham, og Phans ører vippede ned da hun opdagede den manglende arm. Det fik hende til at blive lidt trist. Hun ville i hvert fald ikke bryde sig om at mangle en arm. Da han så sagde at han måtte høre syner, slog det hende at det hun lavede jo egentlig var dybt uhøfligt.
Faunen bevægede sig derfor frem, og tittede frem fra mellem grenene, så man burde kunne se hende. Eller i hvert fald se den stærke røde farve der stod i kontrast til de mørke farver i skoven.

"-um. God..dag?" sagde hun prøvende, den blide, små-melodiske stemme lød helt anderledes en den gennembrydende og dybe der var kommet fra den kappeklædte. Hun satte hovedet på skrå og så prøvende på ham, lidt sky, men med aner af nysgerrighed. Så tungt klædt på, og i et så sjasket område? Han ville jo synke i, hvis han nu skulle komme forbi en sumpområde. Det ville jo ikke gå.

Asbjörn rettede sig lidt op. Han skævede rundt og ledte efter "udgangen", det vil sige den vej han var kommet indad, da han gik væk fra stien. Stilhed. Han kunne ikke rigtig finde noget der lignede noget som han havde set før. Et træ lignede et træ og en stub en stub. Der var ikke noget her der sagde: Mig har du set før. Han spejdede på jorden for at finde fodaftryk, og fandt da, til sin store lettelse, et par store støvleaftryk, der pejede imod ham. Ergo skulle han den modsatte vej af de aftryk. Perfekt. Og mere matematik havde han aldrig haft brug for. Et smil bredte sig på de smalle læber, da han kastede et blik imod de træer der tilsyneladende gemte stien bag sig.

Han skænkede en tanke til den 'ukendte' der luskede rundt i skoven, og konkluderede at det nok havde været en hjort eller andet vildt, som straks var flygtet ved hans ankomst. Hvis ikke dét var tilfældet, så fandtes der jo så mange forunderlige ting i dette land, og langt de fleste var noget, man hellere ville leve foruden. Han sukkede og lod sin højre hånd hæve lidt over hovedet. Han hvilede hånden i håret, i et tilfældigt forsøg på at rette på de våde totter.

Straks som han skulle til at forlade sin (synkende) ståplads i mudderet, hørte han en stemme bag sig. Han rykkede lynhurtigt hånden fra håret og fast om sværdet, hvorefter han drejede rundt på hælen og pejede sværdspidsen imod sin "angriber". Det hele var gået ret hurtigt. En reaktion der var baseret på reflekser og gamle vaner. Han stirrede nogle sekunder på væsnet foran sig, før det gik op for ham at denne nok ikke ville ham noget ondt. (Ellers var det et 1) meget dumt væsen, der ønskede at hilse pænt før det dræbte og fortærede ham, eller 2) et meget udspekuleret væsen, der ville forsøge at snyde ofret til at stole på 1), før det ville dræbe og fortære offeret.)
Han sænkede sværdet og lod klingen peje imod jorden, dog uden at berøre den beskidte grund.

"Godaften, ville jeg nu snarere kalde det." påpegede han og hævede et øjenbryn. Han brød sig ikke om at folk sneg sig op på ham, men hvad kan man sige til det; der er der vidst ingen der kan lide.
Han gjorde nogle overvejelser og konkluderede at hunkønsvæsnet, der stod foran ham, nok ikke var af ondt sind, og valgte derfor at placere sværdet i sværdskeden (I hate using that word... Vi kalder den Kurt fra nu af) der hang i bæltet om livet. (Ja, han har en Kurt i bæltet... (lol)).

"Tilgiv mig, jeg troede De var ... En anden. Det vil sige, ikke en definérbar person, men blot en anden." Undskyldte han og smilte straks. Han var en mand af et venligt hjerte, og det ville aldrig falde ham ind at fægte med et sværd imod en kvinde. Heller ikke en meget... Let påklædt... Halvkentaur... -ting.

Faunen for forskrækket sammen da manden med et havde vendt sig rundt og pegede et sværd imod hende. Det fik hende til at bakke godt og vel halvandet skridt bagud, og rykke sig lidt mere i sikkerhed bag nogle grene. Ikke at det ville skjule hende så meget, men Phan brød sig nu engang altså ikke om sværd. Eller våben. Derfor blev hendes blik lidt betuttet, inden at han så sænkede sit sværd igen. Så gik hun forsigtigt frem imod ham igen og pillede lidt ved en hårlok, mens at han talte.

"Det har De vel ret i.." Sagde hun til at det nok mere var en godaften når det kom til stykket. Og så meget ret havde han trods alt også. Phan havde bare ikke tænkt nærmere over det. Hun lagde hovedet lidt på skrå da han begyndte at snakke om at han havde troet hun var en anden. Først ville hun nok have troet, og spurgt sig selv, om hvem der dog skulle mødes med nogen midt i en skov i mørke, men så trængte den egentlige mening igennem. Phan var vel til tider lidt langsom.

Hun snoede let lokken om den ene barkede finger, "Det skal De ikke tænke på," hun løftede blikket og hovedet lidt så hun bedre ville kunne se ham, "Det var heller ikke videre pænt af mig at nærme mig Dem bagfra." Ørerne vippede lidt igen, "Folk plejer at være vagtsomme i det her område. Jeg glemmer bare tit at tænke over det.."

"Skidt med det,"
Smilet var forsat placeret henover de smalle læber.
"Det er altid sikrest at være paa den sikre side, som man siger. Jeg kunne jo have vaeret en af Mørkets Riddere og i det tilfaelde gjorde De nok det Rigtige, at studere mig lidt foerst."

Asbjörn vippede lidt på fødderne, som hvis han undersøgte sin egen balance evne. Det var en spontan handling, der egentlig ikke har den største betydning, andet end at det resulterede i at han vippede en anelse fra side til side. Hans øjne var fokuserede på kvindens ansigt, hvilket resulterede i at han måtte vippe hovedet lidt nedad. Sådan var det ofte. Han var høj og måtte derfor altid se ned på folk. Dette var faktisk også grunden til hans vipperi; han forsøgte at finde en nemmere måde at se helt derned. (Han ville dog helst undgå at se længere ned end hendes ansigt, eftersom hun jo ikke bar noget der på nogen måde kunne betegnes som påklædning,)

"Undskyld min stirren, frøken," han tøvede. Kunne man betegne hende som en frøken? Nå, nu var ordet ude, "jeg har dog i mit lange liv aldrig før set een som Dem."
Det var tydeligt at hans kommentar var rettet imod hendes race. (Ergo var det ikke en vandet scoresætning, som en unavngiven grå-hudet doktor ville have brugt.) Han kastede kort et blik på hendes hænder der så ud til at være lavet af træ og derefter resten af kroppen.
"De må vaere en... Slags..." han tøvede. Ikke en kentaur. Hvad var det nu de hed, de væsner med geddekrop, horn og menneske ansigt? Fa-- ff---... F-noget. Han rømmede sig en enkelt gang, før ordet kom til ham.
"En Faun, har jeg ret? De er en sjaelden Race, maa jeg sige."


(Note to self: Skriv med æ, ø, å fra nu af... XD)

((Sorry for den ordentlig lange ventetid T_______T FORGIVE ME D: *bricked*))

Phanaèla vædede sine læber for at få noget af den fugtige fornemmelse spredt over dem. Hun så lidt på manden, mens hun med et blidt smil studerede hans ansigtstræk. "Men det er heller ikke godt at være alt for overforsigtig." Hovedet blev tiltet til siden da det slog hende hvor høj han egentlig var, og hans bevægelser var rare at se på. Armene lagdes over kors, så hun kunne skærme lidt for sit brystområde, ikke fordi at hun fandt det utilpas at stå sådan, men hun mindede sig selv om at huske at det måske ikke var lige anstændigt for folk der .. ikke var faune. Hun blinkede lidt med de store øjne, og smilet voksede lidt over hendes læber da han begyndte at tale, tøvede lidt, rømmede sig. Hun nikkede.

"Ja, um, en form for faun. Det er rigtigt nok." sagde hun med et lille fnis, og pustede en rød hårlok væk fra ansigtet. "Jeg bor her, .. i nærheden .. i skoven." Hun så lidt på den tungtklædte mand, "Men hvad hedder De? Mit navn er Phanaèla."

Hun vidste ikke om det var uhøfligt at komme på navnebasis nu, men nu var hun dog alligevel af den mening af at han skulle have lov til at vide hvad hun hedder, i det tilfælde at han gerne ville vide det. Det var også rarere den vej, synes hun, man .. kunne kende folk mere på den måde, synes hun. Hvis han ville sige sit navn ville det så være. Det kunne hun ikke vide endnu.

"Forsigtighed har aldrig skadet nogen," påpegede han bagklogt og hævede øjenbrynene imens han betragtede væsnet foran sig. Han havde aldrig set en faun, og at skulle snakke med én var aldrig en tanke der før havde strejfet hans bevidsthed. En anden tanke, som han nok aldrig før havde tænkt, var dén, at dette væsen, som havde hænder af et træ-lignende materiale, var i stand til at bevæge hænderne. Hvordan dette kunne lade sig gøre, måtte ridderen fundere en anelse over og havde kunne umiddelbart ikke finde noget svar. Besynderlige skabninger.

"De bor i skoven?" spurgte han gentagende. Selvfølgelig boede hun her da, erkendte han. Hvor skulle hun ellers bo? Tydeligvis ikke i byen og da heller ikke på Topalis eller hvor man nu ellers kunne tilbringe sin tid. Hun var uden tvivl et skovvæsen og hvor der var skov var der skovvæsner. Og der var kun "god" skov på fastlandet. Han rynkede næsen og rømmede sig, for at komme tilbage på rette kurs med sine tanker.
"Mit navn er Asbjörn Peregrine, frøken, og det er mig en glæde at møde Dem." svarede han galant og suplerede med et mildt smil, hvorefter han lavede et svagt buk. Manérer havde man vel.

Den lille - eller måske ikke så lille, men stadig lille - kvinde lyste op i et smil da den høje mand kom med sin bagkloge kommentar, og et let skuldertræk viste at hun nok var enig. Han lod til at have mere erfaring i alt sådan noget der alligevel. Soldat måske? Hun blinkede lidt og fnes med et smil. Ørerne blev vippet op og ned og hun satte hovedet på skrå da han så bukkede og hele molevitten. Han var nu god nok, lidt ligesom en stor ... bjørn. Ja. Bjørn. De kunne nu være meget søde. Hun rykkede lidt på sig så de træagtige klove, og tilhørende rødder ikke ville sætte sig til jorden og tage næring ind. Det havde hun nu fået nok af på det sidste.

Hun gengældte bukket med et nejende gestus - eller så godt hun nu kunne for de dersens gedeben - og rettede sig op, mens hun tiltede hovedet til den anden side. "Asbjörn Pe...Pere.." Hun rynkede panden lidt og fik så endelig sagt det mærkværdige efternavn af hans, "Peregrine. Det er et kønt navn." Panderynken forsvandt hurtigt, og blev istedet erstattet af et smil igen. hun flyttede sine hænder fra sit brystområde og lod istedet nogle kviste og småblade vokse ud fra grenen om det så det ville dække. Det blev lidt trættende at have armene over kors, det ville hun da gerne indrømme. Hun lod smånysgerrigt de store lillae øjne hvile på ham og gned sig så lidt på den ene kind med den barkede hånd, "..Er De en ridder?" Spurgte hun så smånysgerrigt. Han havde jo udstyret til det og var klædt på til det, men ... Det var nu stadig ikke så praktisk til at gå rundt i så mørk en skov. Og foruden det, han var nok ikke en farlig ridder, taget i betragtning af at han talt om Mørkets soldatere således. Medmindre han selvfølgelig var en, det vidste hun ikke noget om. Men ond var han ikke, så meget kunne hun sige med sikkerhed.