Måske ville Selmy trække sig væk. Det gik op for Theodore, at det nok var temmelig sandsynligt, da Selmy syntes at stivne i omfavnelsen.

Men så gav noget ligesom slip, og Theodore mærkede Selmys arme om sig.

Theodore blev trykket ind i krammet. Næsen begravet et sted tæt ved Selmys skulder. Han duftede af urter og et eller andet, han ikke kunne placere. Han var stadig i gang med at forsøge, da Selmys næste ord fik tanken til at forsvinde.

Jeg ville aldrig gøre dig fortræd.

Theodores smil løftede sig langsomt. Ordene varmede et sted dybere i ham, end han lige kunne forklare.
"Det ved jeg." Sådan noget kunne Theodore mærke. Og det var dét, han mærkede nu.

De ville aldrig gøre hinanden fortræd.

Krammet fortsatte et øjeblik længere. Theodore mærkede fingrene mellem sine krøller og siden den tøvende bevægelse, da Selmy begyndte at give slip. Først da blev han selv klar over, at han nok også burde trække sig væk.
Hænderne gled ned på Selmys overarme og gav dem et sidste lille klem. De blå øjne søgte de grå bag uglemasken, som skulle han lige se ham an, og smilet blev blot en anelse blødere. Små smilerynker tittede frem omkring øjnene sammen med en flygtig, lattermild rynke over næsen.
"Desuden..." Smilet blev skævere. "Hvis du gjorde, ville du være en temmelig dårlig læge." Øjnene glimtede med en påtaget uskyld, der ikke narrede nogen. Forhåbentlig. Theodore slap ham helt, men blikket blev hængende lidt endnu. Direkte og oprigtigt.

Så gyngede jorden under ham igen. Han blinkede og så sig omkring. Sidegaden sagde ham absolut ingenting.
"Hvor er vi egentlig på vej hen?"

For Selmy havde det været noget helt specielt at kramme Theodore. Det var på mange måder, ikke noget han gjorde sig meget af. Sidst han var blevet krammet, var nok for et halvt år siden, da han langt om længe blev genforenet med sin familie, efter at have været forsvundet.

Han virkede lidt beklagende overfor Theodore, over at have ødelagt aftenen ved at have lokket Ernie Marcel til sig. Ikke at han kunne gøre for det, men alligevel. Selmy havde haft alverdens chancer for at forsøge at sige fra på den voksne og fornuftige måde, men det der var imellem dem, var så personligt, og nu var de her.

”Hov hov,” Svarede Selmy blidt til Theodores lille lalleglade bemærkning. Hans hånd strakte sig frem, for at rette Theodores krans i håret, og derefter emblemet på hans kappe, der vendte på hovedet nu. ”Nogle patienter er bare ikke til at redde,” Svarede han lunefuldt igen, mens hænderne flyttede op og bandt masken løs. For Selmy gav det ikke meget mening at beholde den på, når de alligevel var bevæget væk fra fyrværkeri-showet, og alting var ved at slutte. Masken bandt han i stedet om sit bælte, så han ikke skulle miste det.

”Vi er på vej hen til dig, hvor end det er,” Han placerede sin hånd ved hoften, ansvarsfuldt. ”Jeg sørger for at du kommer sikkert hjem, for du er alt for ung til at rende rundt alene.”

Det var en mærkelig tilstand at befinde sig i – som fanget et sted mellem en drøm og virkeligheden. Han var til stede, men alligevel føltes det, som om han stadig sad under det varme tæppe sammen med Selmy. Alting var blødt i kanterne og underligt behageligt.
Selmys hænder nåede op til hans krans, og Theodore lod ham bare gøre det. Blikket hvilede på Selmys ansigt imens. Lidt længere end nødvendigt, uden at Theodore selv syntes at bemærke det. Først da hænderne forsvandt ned til emblemet på hans kappe, fulgte øjnene efter.

"Er det din diagnose til mig?" smilede han og sendte Selmy et lusket blik.

Så forsvandt uglemasken. Theodore var blevet så vant til at se Selmy med den, at han næsten havde glemt de fine træk, der gemte sig nedenunder. Da de grå øjne pludselig var helt fremme igen, trak han vejret en anelse dybere ind. Noget gav et lille, mærkeligt ryk inde bag brystbenet. Hm. Et eller andet skete der i hvert fald. Han smilede dog bare for sig selv, da Selmy bandt masken fast til bæltet.

På vej hjem til mig? Theodore sendte ham et overrasket blik. Alt for ung? Han tiltede hovedet en smule arrogant og spejlede Selmy ved at placere hånden på sin egen hofte. "Det siger du, og alligevel er det mig af os to, der er flyttet hjemmefra." Han tog et skridt frem. Jorden tog tilsyneladende et andet. Theodore greb fat i Selmy for at holde balancen, men forsøgte at få bevægelsen til at se så tilsigtet ud som muligt. Han rankede sig igen.

”Du- er en væbnerlærling, der er vildt allergisk overfor hø,” Mindede Selmy ham om og gengældte Theodores luskede blik, med et enkelt hævet øjenbryn. Han lignede helt sig selv uden uglemasken på, men hans pupiller var udvidede og gjorde næsten hans øjne sorte i det.

Han så op fra sit eget binde-arbejde med masken ved bæltet. Han var nødt til at koncentrere sig lidt ekstra om knuden, end han sædvanligt ville, fordi snorene i hans hænder syntes at være i konstant bevægelse. Men det lykkedes!

Ahva? Så Theodore troede han var noget særligt, bare fordi han var flyttet hjemmefra? ”Er du ikke bare flyttet over til din far?” Tiskede han, og formåede helt at undlade at stikke til ham med, om han mon ikke var blevet smidt ud hjemmefra. Det ville han i hvert fald have troet, tilbage til deres første møde. Men nu, i dag, kunne han godt se at Theodore var en charmerende kærlig dreng, som sikkert var elsket højt.

Theodore nåede at redde sig selv og ranke sig, før Selmys hånd nåede hen og tog fat i hans hørskjortes vide ærme. Han slap ikke, før han var sikker på, at Theodore var sikkert gående igen. Men han rystede på hovedet.

”Og mon ikke du bare ønsker at jeg flytter hjemmefra, så du kan komme og genere mig hele tiden,” Tilføjede han kort efter. Stemmen havde en hvis varme over sig ”Du ved... når du ikke arbejder som page?” Arbejder? Var det mon overhoved et lønnet job han havde? Selmy havde aldrig gjort sig nogle overvejelser om dette før. ”Du viser lige vejen, ikke?” Selmy anede heller ikke hvor væbnerne holdt til. Han havde dog en lille anelse, fordi han havde set hvilken retning Theodore havde trasket hjem, efter sin behandling på klinikken.

Et moret kluk lå i hans åndedrag, og han så væk med et smil. Selmys pupiller var blevet så mærkeligt store, at de grå øjne næsten virkede sorte. Som en kats, når den havde fået øje på et eller andet spændende.

Aye... Theodore rynkede brynene en smule. Var mærkeligt egentlig ordet?

"Til min far?" kom det forundret fra ham. Han løftede et bryn og forsøgte at sætte det ene ben bag det andet, så han kunne se passende arrogant ud. Han nåede halvvejs. Balancen forsvandt, og Theodore måtte tage et lille trissende skridt frem og et tilbage, før han stod nogenlunde normalt igen. "Min far bor ikke hos væbnerne," påpegede han med et fnys. "Faktisk... ved jeg ikke, hvor han bor." Det sidste blev mumlet. Som han sagde det, ændrede udtrykket sig til en sær undren, som om Theodore først nu selv havde opdaget det.

Han trak på skuldrene. "Nåhmen." Han blinkede hurtigt med øjnene. "Jeg bor alene. Agtigt." Blikket skævede ned til Selmys hånd, der stadig havde fat i ham, før øjnene fløj op til hans ansigt igen. Et beruset smil trak sig skævt over Theodores læber.
"Heh. Jeg kan da stadig komme og genere dig på klinikken." Brynene løftede sig i en hvad vil du gøre ved det?-mine. "Jeg har fritid. Ligesom nu og den slags."
Ikke meget fritid, selvfølgelig. Men han boede gratis og fik mad, og de få krystaller han fik, skulle heller ikke bruges på den slags. Det talte vel stadig som at bo alene.

Theodore klappede Selmy opfordrende på brystkassen og nikkede, som om han havde fuldstændig styr på situationen. Så satte han sig i bevægelse og møvede sig med fuldt overlæg tæt forbi Selmy, så skulderen gled op ad ham på vejen.
"Mh. Denne vej, tror jeg." Hvis de bare gik langt nok, begyndte gaderne vel på et tidspunkt at give mening.

Selmys drillerier ophørte, så snart han mærkede på Theodore, at det med hans far måske var et lidt usikkert emne. Han fortrak sig i alvorlighed og lyttede til ham. At hans far ikke boede hos væbnerne, gav ret meget sig selv, så det var ret pudsigt, at Theodore nævnte det. Men måske havde han jo boet lige i nærheden eller kom og besøgte sin søn en gang imellem. Det ville Salem i hvert fald gøre, hvis Selmy var i lære hos nogen. Han begyndte at se ned i jorden, stadig lyttende, men tankefuldt. ”At være ridder er vel også en ærefuld livsmission, og ikke et arbejde som sådan,” Forsøgte Selmy, selvom det ikke var en helt sandfærdig påstand han havde. Han mente nu nok, at selv en ridder ville, burde, have kontakt med sin eneste søn, der boede lige rundt om hjørnet!

Selmy lo lidt overgivende, da Theodore syntes at kvikke sig selv lidt op og konkludere den del af samtalen med, at han altså boede alene. Han slap forsigtigt i hans trøje. ”Godt så...” Svarede han, men skævede så over det næste der blev sagt om at komme rendende på klinikken, bare for sjov. Det blik han fandt i Theodores øjne, var udfordrende.

”Klinikken er en arbejdsplads, ikke din legeplads.” Det kunne måske godt gå hen at blive lidt udfordrende for Selmy at finde fritid til at ses med Theodore. Hans dage var som regel skemalagte fra morgen til aften, nærmest. Hvis det skulle lykkes, ville det måske gå ud over hans læsetimer?

Han fulgte nu Theodore, som måske kendte vejen. Selmy havde smallet øjnene betænkeligt, da Theodore havde tilføjet sit ’tror jeg’ inden han fortsatte ned ad gaden. ”Du får sikkert travlt, når du bliver udvalgt af en ridder?” Selmy var meget påpasselig med ikke at komme til at sige ’hvis’. ”Og endnu mere, når du bliver ridder...” Det sidste var nok længere ude i fremtiden. Selmy havde svært ved at forestille sig, at deres nyfundne venskab kunne fortsætte så langt. Og det var trods krammet og de snøvlende løfter om, aldrig at gøre den anden fortræd, eller Theodores ord om aldrig at løbe væk.

Theodore nikkede. Selmy havde ret i, at det var en ærefuld livsmission. Var han ikke beruset lige nu, havde han måske dvælet lidt for længe ved den pludselige erkendelse af, at han faktisk ikke vidste, hvor hans far befandt sig i Dianthos, eller hvorfor de så hinanden så sjældent, når de nu begge to var her. Heldigvis havde hans tanker svært ved at blive hængende særlig længe ved noget som helst lige nu.

"Mhm," brummede han derfor lidt forsinket, mens øjnene fløj undersøgende rundt på bygningerne og gaderne, de stavrede forbi. Theodore benyttede ikke rigtig sidegaderne. Faktisk begyndte han at mistænke dem for bare at føre til flere sidegader, og ingen af dem så synderligt bekendte ud. Hånden søgte automatisk ned mod lommen for at forsikre sig om, at Selmys kompas stadig lå trygt deri. Det gjorde det. Ikke at det hjalp særlig meget, medmindre kompasset pludselig havde tænkt sig at pege mod væbnernes kvarter i stedet for nord.

"Hvem siger, jeg ikke kommer rendende med hø i næsen så?" Det lumske smil vendte tilbage, og han skævede bagud mod Selmy. Bare det mentale billede fik det til at kilde mistænkeligt i næsen, så Theodore rynkede den og genovervejede planen. Arh. Hø stak han nok ikke nogen steder med sin gode vilje. Han måtte finde på en anden sygdom.

De festglade stemmer og musikken blev svagere, jo længere væk de kom, og snart var det mest deres egne skridt, der fulgte dem gennem sidegaderne. Theodore fortsatte fremad med betydeligt større selvsikkerhed, end hans kendskab til området egentlig berettigede til, men Selmys næste spørgsmål fik alligevel blikket til at søge op mod himlen.

"Hmm, det er meget muligt," svarede han eftertænksomt og fulgte et stjernebillede mellem hustagene, selvom navnet på det var forsvundet et sted sammen med hans evne til at gå helt lige. Det var i hvert fald et stjernebillede. Det måtte tælle for noget.

Og endnu mere, når du bliver ridder.
Et lille smil trak i mundvigen. Når. Ikke hvis. At høre Selmy sige det sådan fik det til at føles en smule mere virkeligt, som om fremtiden allerede lå et sted derude og ventede på ham. Theodore vendte sig halvt om mod ham med det samme bløde smil, men noget ved Selmys spørgsmål fik ham til at se lidt mere vurderende på ham.

Vent.

Ansigtet trak sig langsomt skælmsk sammen. "Står du og savner mig allerede?" spurgte han og pressede læberne sammen for ikke at komme til at le. "Jeg er ikke engang blevet væbner endnu." Det var da næsten sødt, at Selmy allerede tog sorgerne på forskud.