En grimasse gled over Phillippes ansigt, og en smertende støn for lod hans læber, da Katarina hev mere tilbage i hans hår. Det fik han ikke rigtig til at makke ret, men i stedet sendte han hende et endnu vreder blik, hvis det var muligt. Det var da i hvert fald ikke sådan hun fik ham til at gøre som hun ville! Man kunne godt undre sig over hvorfor Phillippe bare lod Katarina være så led ved ham. Manden var jo uden tvivl, større og stærker end den lille dame. Svaret var kort sagt, at Phillippe var bange for Katarina. Phillippe vidste ikke hvor grænsen for hende evner og kræfter lå, og selvom det han havde set, som sådan ikke gjorde ham skade, så turde han ikke tage chancen og træde over den grænsen han så fint forsøgte at holde sig på den gode side af. En grænse, han ikke vidste om var der, men det var bare ikke chancen værd at undersøge, hvis den var. 

 Trods frygten for hvad Katarina var i stand til, betød det dog ikke at han ville gøre som hun bad. Han havde intet at tigge for! I hvert fald ikke så vidt han vidste. Folk havde virket så reserveret over for ham. Phillippe brummede blot utilfreds som hun brokkede sig over hans løgne. Selvfølgelig løj han for hende. Tænk hvor store problemer han ville komme i, hvis han fortalte hende alt. Ikke at han lige vidste hvad hun præcist henviste til, for så slem en løgn var det da ikke, at han ikke kunne flytte sig. 
 Selvom han ikke ville gøre som hun bad ham, flyttede han sig alligevel ned at sidde på knæene på gulvet, da Katarina hev Phillippe lidt ned mod gulvet. Blikket blev ikk fjernet fra Katarina til at starte med. Hun skulle ikke tro han var bange for hende, selvom det egentligt var sandheden.
 "... Fint..  " fnøs hans så og slog blikket ud til siden. Hans hænder tog fat om Katarinas hænder, og vred dem fri fra hans hår, hvis hun ikke selv fjerne dem. Hårbunden blev gnubbet lidt da det gjorde lidt ondt, og det var egentlig heller ikke fordi det ligefrem havde hjulpet på hans hovedpine. Phillippe brummede lidt inden han møvede sig lidt tættere på Katarina.

 " Søde, søde Kat..  " lød det sukkersødt fra Phillippe. Meget ved siden af hvordan han normalt talte til hende. Hans hænder forsøgte at møve sig ind under hendes kjole, og ind på hendes ben, hvor - hvis de folk lov - ville de blidt og en smule pirrende glide op af.
 " Jeg er så ked af,  at du finder mig utilstrækkelig.. Kan du tilgive mig? " Der var ingen tvivl om at han ikke rigtig forsøgte at tigge, men han håbede også lidt at hans hænder kunne bløde hende lidt op. 

Hvis Katarina ikke stadig havde været så opsat på at få Phillippe til at adlyde, ville der straks kunne anes et lille tilfredst smil om hendes læber, da han endelig gjorde som hun bad, og faldt på knæ foran hende. Men han skulle ikke tro at han ville slippe alt for let, så Katarina sørgede stadig for at nedstirre ham med det direkte ondskabsfulde, brændende blik. Hun slap ham heller ikke med det samme, først da Phillippe selv tog fat om hendes hænder og mere eller mindre tvang hende til at slippe, selvom hun alligevel lige skulle gøre bare lidt modstand. Han skulle jo ikke få en fornemmelse af, at hun ville gøre som han ville have lige med det samme.

Med et afventende løftet øjenbryn, lænede Katarina vægten over på den ene fod og lagde armene over kors. Hun forventede et noget vattet forsøg fra Phillippe, men havde til gengæld ikke regnet med hans behagelige berøringer.
”Hm..” Lød det lidt nydende fra hende, selvom hun egentlig stadig ikke så yderligere tilfreds ud. Hvis Phillippe ikke havde stukket hænderne ind under hendes kjole og gjort sine let pirrende bevægelser op ad hendes ben, ville hun med det samme have afvist hans forsøg. Så lidt gjorde det da.
”Det er jeg sikker på du godt kan gøre bedre,” sagde hun med en lidt skuffet tone, selvom han nu fik distraheret hende meget godt. Hun vidste da godt hvad han var ude på. Han ville ikke tigge, så han gjorde hvad han kunne for at slippe.
”Men du kan jo fortsætte sådan der og så skal jeg nok se på om det er min tilgivelse værd,” sagde hun lidt overvejende. Hans plan virkede da indtil videre, men hun forbeholdt sig da retten til at bede ham om at tigge igen senere, hvis hun ikke mente at hans præstation var tilstrækkelig.

 Phillippe vidste godt det måske var lidt uretfærdigt at udnytte at Katarina hungrede sådan efter at han rørte hende, men hun brugte jo selv luskede tricks en gang imellem, så det var vel kun fair. Det havde dog været lidt af et sats, for så sur som hun var, kunne hun sagtens være blevet mere sur over hans handling, selvom hun jo netop havde klaget over ikke at have fået noget fra ham, aften forinden. Og hvis feje tricks kunne få ham til at slippe for at tigge ordenligt, så kunne han ikke se et problem med det. 
 Da Katarina ikke flyttede sig, eller stoppede hans hænder, og nærmest kom med en accepterende lyd, flyttede Phillippe sig tættere på, så han næsten var så tæt op af kjolen og hende, som han kunne. Hænderne forsatte op af hendes ben, og gled langsomt om på hendes baglår. Han vidste ikke hvor langt han gad at gå, hans hoved dunkede, og han gad hende virkelig ikke, men han ville bestemt heller ikke tigge. 

 " Hmm..  " brummede han lidt til det hun sagde, og da hun kommenterede på han skulle forsætte, kæmpede han for ikke at lade et alt for tilfreds smil glide over hans læber. Det ville hun sikkert ikke værdsætte. 
 " En skam du har taget alt det tøj på.. Jeg er sikker på vi kunne have haft det sjovere uden..  " mumlede han lidt, som han stadig ikke havde fået noget tøj på. Hans hænder gled om på hendes baller, hvor de greb fast, inden han forsatte med han lidt sølle tiggen, som mest af alt var meget sarkastisk.
 " Jeg er åh så ked af, at du ikke kunne blive tilfreds med mig i går. Jeg håber sådan  at du kan tilgive mig..! " Da han lagde tryk på sådan lod han den ene hånd glide mere ind mellem hendes ben, og lid fingrene strejfe hende lidt mere intimt og pirrende.

Selvom Katarina stadig ikke så helt tilfreds ud, var det stramme udtryk i ansigtet da begyndt at bløde noget op, som Phillippe lod sine hænder glide rundt på hendes ben. Hun havde været noget så muggen over den behandling han havde givet hende aftenen før, også selvom han ikke kunne huske noget af det. Nu hvor han endelig var gået i gang med bare én af de ting, som hun gerne ville have, så havde hun da ikke tænkt sig at lade ham stoppe. Godt nok havde han kun lagt op til det fordi han ville slippe for at tigge, men han havde stadig lagt op til det. Det her var hans egen idé.

Katarina smilede over hans kommentar, et smil der kun blev bredere da hun mærkede sin mands hænder tage godt fat om hendes bløde baller. Hun åbnede munden lidt, som hun egentlig ville komme med et svar, men i stedet lød der et lettere overrasket støn fra hende, som hans fingre lige blev lidt mere legende. Hun lagde en hånd mod hans ene skulder som støtte, for hvis han fortsatte i samme stil, ville hun få brug for det.
”Min tilgivelse afhænger af din præstation, min kære. Nu hvor du ikke kan finde ud af at tigge, må du vel gøre op for det på en anden måde,” sagde hun opfordrende, men stadig en smule sammenbidt, som det virkelig irriterede hende at hun faktisk lod Phillippe slippe afsted med det her. Hun burde ikke være så svag og give efter for sine lyster, men det var svært når det var ham.
”Og du har ret. Det er en skam at jeg har taget alt det tøj på. Du må hellere komme i gang med at få det af mig, hvis du virkelig gerne vil tilgives,” smilede hun lidt lusket. Hun vidste jo godt at han da var ligeglad med at få hendes tilgivelse, men han vidste sikkert også, at hun kun ville blive værre hvis han ikke gjorde et eller andet. Hans hænder mod hendes hud under kjolen var behageligt, men langt fra nok til at få hende til at lade ham slippe.

 Phillippes ene øjenbryn skød lidt til vejrs, og han kunne ikke længere holde mundvigene fra at glide op i et tilfreds smil, som Katarina let stønnede ved hans berøring, og måtte søge støtte ved ham. Der var der et eller andet anerkende og tilfredsstillende over at vide, at næsten lige godt hvor sur og vred Katarina var, kunne lidt kæl kunne få hende til at blive lidt mere god igen. Hånden trak sig lidt tilbage igen, og tog lidt hårdt fat om Katarinas lår. Phillippe havde inderst inde lyst til at gøre hende ondt. Bare lidt, som hævn for at hun blev voldelig over for ham, men han var ikke sikker på det var en god ide. 
 En svag brummen forlod Phillippes bryst, som et svar til hendes kommentar, ikke at han var særlig begejstret over at han nærmest var til prøve med at tilfredsstille hende. En kort grimasse gled over hans ansigt som hun nærmest kommanderede ham rundt. Han hadede at skulle gøre som hun bad om, men det var ikke fordi han ligefrem havde meget adgang med den irriterende store kjole. 

 Han havde dog ikke tænkt sig at gøre som han ville have med det samme. Nu var han jo nede på gulvet, og så kunne han vel ligeså godt blive der, det havde trods alt være en kamp at komme der ned, så det virkede dumt at gå væk med det samme. 
 " Jaja mor.. " mumlede en lettere flabet, og velvidende at det måske ikke var en smart kommentar, slap han hendes lår igen, og lod fingrene strejfe hende mellem benene, for at distraherer hende. I et øjeblik sad han bare på knæ foran Katarina, og lod doven fingrene nusse hende mellem benene. Det var dog ikke specielt længe, da han lidt pludselig lod hænderne glide ned over hendes ben igen, for at få fat i kanten af hendes kjole, og løfte den op, så han i stedet kunne kravle ind under den, og tæt ind til hendes ben. Hænderne begyndte igen at glide op af hendes ben, samtidig med at han lænede sig frem, og lod læberne ramme hendes nøgne ben, som han blidt og pirrende kyssede hendes op langs benene.

Katarina forsøgte at ligne en, der ikke nød det lige så meget som hun egentlig gjorde. Hun ville ikke give ham den tilfredsstillelse, at han kunne slippe afsted med at snige sig udenom en direkte ordre, hvis han bare lod de store, behagelige hænder gå på opdagelse. Men det tilfredse smil om hendes læber og de nydende suk kunne hun ikke holde tilbage, endnu mindre som han tog hårdt fat om hendes lår. Hun ønskede jo næsten at han ville gøre hende ondt. Hun ville nødigt vise ham at det var okay at skade hende på nogen måde, men hun nød samtidig, når Phillippe tog ordentligt fat og mere eller mindre tvang hende hen i en position under deres intime lege.

Der lød en faretruende brummen fra Katarina, der helt bestemt ikke satte pris på Phillippes kommentar, men inden hun kunne nå at reagere meget på det, gled det kvindelige brum over i et lidt aggressivt støn. Hun kunne godt mærke Phillippes dovenskab i sine berøringer mellem hendes ben, men da det ikke varede længere end det gjorde, valgte hun ikke at kommentere på det. Hun trak hånden fra hans skulder til sig og sørgede for at sprede benene lidt mere, da han kravlede under den store kjole. Der ville være rigeligt med plads derunder, men han ville uden tvivl få det meget varmt, meget hurtigt. Hendes vejrtrækning blev lidt tungere, ikke fordi hun fandt de pirrende kys vildt interessante, mere irriterende fordi hun var så utålmodig, men fordi hun forventede at han ville komme videre til noget langt bedre lige om lidt.
”Jeg tror du skal overveje om det er en god idé at trække tiden ud, Peppe,” sagde hun, som en tydelig hentydning til at det ikke var en god idé, selvom hendes lette støn afslørede at hun uden tvivl stadig nød det. Hun kunne heller ikke lade være med lige at tilføje en kommentar mere, bare for at stikke lidt til hans stolthed;
”Vis mig at du har en rygrad og tag fat.”

 Som den store kjole faldt til jorden igen, forsvandt alt lys, og Phillippe sad indelukket i mørket og den hurtigt stigende varme. Han begyndte faktisk ret hurtigt at fortryde hans valg, med at kravle ind under kjolen. Selvom underkjolen var stor, og der egentlig var god plads, var Katarina ikke en særlig stor dame, og selvom Phillippe sad på knæene, var han stadig alt for høj til at det var behageligt, og han måtte krumme sig lidt sammen. Derudover var temperaturen der hurtigt steg bestemt ikke rar, og slet ikke med den tunge hovedpine lurende i baggrunden. 
 Det stoppede ham selvfølgelig ikke fra at lade de pirrende kys vandre op af Katarinas lår, men lige inden han nåede op hvor det først ville blive rigtig dejligt for hende, lød de klagende ord ned gennem stoffet, hvilket fik Phillippe til at trække hovedet lidt og bider tænderne hårdt og irriteret sammen. Nu gjorde han noget for hende, af egen fri vilje, nogenlunde i hvert fald, og så vælger hun alligevel at brokke sig over det? Han var så fristet til at trække sig helt og bare gå sin vej. Det var selvfølgelig lidt mere besværligt for han skulle først have tøj på, og inden han nåede så langt, skulle Katarina nok stoppe ham.  

 Irritationen havde fået hans hænder til at stramme deres greb om Katarina, uden han egentlig havde lagt mærke til det. Først da Katarina bad ham gøre netop det, lagde han mærke til det. Det ene bryn blev løftet i en overvejende og lidt overrasket mine, ikke fordi det egentlig kom bag på ham, at hun gerne ville have det sådan. Det var mere fordi han mærkede en lyst til at gøre hende ondt. At tage fat. Om det blot var fordi han var så træt af hende, behovet for at få hende til at holde mund, eller simpelthen bare var fordi han stadig var lidt bagstiv vidste han ikke, men det var heller ikke noget han tænkte særlig længe over. 
 Phillippe møvede sig nemlig ud fra under kjolen ganske kort efter Katarinas ord. Det tog lidt længere tid end han havde regnet med, og gjorde det en smule akavet, men han skulle jo vel ud på et eller andet tidspunkt, alligevel. Varmen under kjolen havde gjort hans ansigt lettere rødt, og den kolde luft i rummet var kærkommen. Phillippe fik rejst sig op, og trådte tæt ind mod Katarina. Den ene hånd greb lidt fat om hendes kæbe og han så på hende med et irriteret men bestemt glimt i øjnene. 
" Fint..  " lød det brummende fra ham, inden han lidt voldsomt hev og skubbede hende, så han kunne mase hende lidt op af hvad end der var nærmest, med ryggen til ham. Selvom han ikke var meget for at indrømme det, havde hendes kommentar om en manglende rygrad prikket til ham, og måske fået bærger til at flyde lidt over. Med Katarina låst fast og en smule mast foran sig, flyttede Phillippe munden hen til hendes øre.
 " Men så har du heller ikke ret til at klage..  " vrissede han lidt af hende, inden han med lidt hårde bevægelser bag sig til at løsne hende fra kjolen.

Selvfølgelig kunne Katarina ikke lade være med at brokke sig. Det var lige meget hvad Phillippe gjorde, så var det næsten altid forkert, sådan havde det altid været. Hun var udmærket godt klar over hvor meget det irriterede ham når hun konstant rettede på ham og det var ikke kun fordi det morede hende at stikke til ham. Han kunne jo bare gøre det ordentligt fra starten af, så ville hun ikke have noget problem. Hun kunne tydeligt mærke hvordan hendes stikkeri påvirkede Phillippe, som han strammede grebet om hende med begge hænder. Det var på grænsen til at gøre ondt, men slet ikke nok. Trods hendes lille skikkelse, skulle der meget til at få Katarina til at sige fra grundet smerte. Det var en af fordelene ved det lange liv, hun var blevet skænket af dæmonen. Med den kom også en høj udholdenhed.

Det tog Phillippe længere tid at frigøre sig fra den store kjole, end Katarina havde tålmodighed til. Hun så heller ikke yderligere imponeret ud, da han først kom fri og hun endelig kunne se hans let røde ansigt. Hun fulgte ham med blikket som han fik rejst sig op og trådte helt tæt ind til hende. I samme øjeblik han greb fat om hendes kæbe, bredte der sig et næsten tilfredst smil om hendes læber. Næsten. Det var jo helt bestemt ikke en dårlig start, men hun forventede mere og løftede da også lige et udfordrende øjenbryn.
Det lod til at Katarina fik præcist hvad hun ville have, da Phillippe skubbede hende hårdt op mod det lille skab, der kun lige var højt nok til at hun stadig kunne nå toppen hvis hun strakte sig lidt. Der lød nogle lettere anstrengte lyde fra hende, som hun stod og blev mast op mod, men det gjorde hende tydeligvis intet, for smilet blev kun bredere.
”Jeg klager kun hvis du ikke gør det ordentligt,” sagde hun smågrinende, næsten lidt hånligt, som hun lige strakte armene op og tog fat i skabets øverste kant. Så kunne hun bedre stå lidt imod og undgå at bevæge sig for meget, mens Phillippe fik løsnet snorene i ryggen med sine ublide bevægelser.

 Det var ikke lige frem fordi Phillippe ikke var vant til at pille tøje af unge piger, eller mænd for den sags skyld, men der var bare et eller andet over Katarinas tøj. Phillippe var jo så at sige i træning til at afklæde folk, men Katarinas tøj var et lige stort helved hver gang. Som var det tøj lavet af Zaladin ham selv! Han gjorde det så hurtigt han kunne, og selv med de lidt voldsomme bevægelser gik det ikke lige frem hurtigt. Hvorfor var det også hune skulle dække sig sådan til? Phillippe endte med at give lidt op til sidst, og selvom det måske ikke var løsnet helt så meget som det burde, hev han bare ned i kjolen, ligeglad med at det måske ikke ligefrem ville være behageligt. 
 Med en let moslen fik Phillippe befriet Katarina fra det forfærdelige tøj, inden han med et fnys lod hånden tage fat i hendes opsatte hår, og hev bagud i det. Halvt hævn fra hun havde hevet ham i håret, halvt for at gøre det mere besværligt for hende at snakke. 
 " Måske jeg skal finde noget at putte i munden på dig.. Så kan du i hver fald ikke brokke dig..  " mumlede han, tydeligt irriteret. 

 Stadig med den ene hånd i Katarinas hår og hendes hoved vippet lidt hårdt bagover, lænede Phillippe sig frem, og bed hende lidt ned over halsen. Den anden hånd gled ind mellem Katarina og skabet, og videre ned over hendes mave.
 " Du vil måske gerne have, jeg bare tager hvad med vil have? " brummede han mod hendes øre, inden hånden foran hende gled ned mellem hendes ben. Uden at forbedre hende eller noget, pressede han to fingre op i hende og begyndte at bevæge dem. Det var dog ikke noget han gjorde specielt længe, før han trak fingrene og hånden til sig igen. Hånden i håret blev dog, og da han trak sig lidt tilbage, brugte han hendes hår til at hive hende med hen til sengen. Han skar kort en grimmasse som hovedpinen tog lidt over, og han rullede derfor lidt med nakken, inden Katarina blev skubbet ned i sengen med fronten først.

Katarinas tydelige utålmodighed burde have skinnet klart igennem, som det tog Phillippe alt for lang tid at få bundet snorene op. Det kunne simpelthen ikke tage så lang tid. Måske det hjalp at hun selv var så rutineret i sine kjolers bånd, men at han ikke var, var ingen undskyldning. Alligevel kunne hun ikke lade være med stadig at smile, for trods ventetiden var han i det mindste i gang, præcis som hun ville have det. Der lød nogle svagt aggressive støn fra hende, idet han gav op på snorene og i stedet bare trak kjolen ned. Det havde helt bestemt været mere behageligt hvis kjolen ikke stadig var delvist bundet i ryggen, men til gengæld skulle hun da ikke vente længere.
Der lød et tydeligt nydende støn fra hende, idet Phillippe gengældte hendes greb fra tidligere og fik fat i hendes opsatte hår, der nu ikke sad helt så sirligt længere. Som han trak i det lange hår og tvang hende til at bøje nakken bagover, måtte hun slippe skabets kant og i stedet lade hænderne hvile mod lågerne.
”Det kræver jo at du lige finder noget, der er stort nok,” stak hun sammenbidt til ham. Han lagde jo selv fint op til at hun skulle komme med en kommentar der prikkede til hans manddom.

De lette støn tog til, som hun mærkede biddene ned over halsen og hånden, der var på vej længere ned. Hun skubbede til skabet, for at presse sig endnu tættere op ad Phillippe og lige lade bagdelen lægge lidt pres på hans skridt. Hun åbnede munden for at svare, men nåede det ikke før hun i stedet måtte udbryde et sammenbidt støn over de to fingre der hurtigt fandt vej op. Hun knugede den ene hånd, mest i nydelse over hans hårde behandling af hende, men samtidig som en mindre advarsel om, at han virkelig ikke ville få lov til at gøre som det passede ham hele tiden. Hun kunne bare ikke koncentrere sig nok til faktisk at sige det og det fik hun heller ikke tid til, da han ikke længe efter trak hånden til sig og ved håret trak hende hen til sengen og skubbede hende ned i den.

Katarina tog fra med begge hænder, for ikke at lande med næsen først ned i madrassen. Det tog hende heller ikke længe at komme op på alle fire og se sig over skulderen, smidigt nok til at blive stående og samtidig rette blikket direkte mod Phillippe.
”Kom endelig og tag hvad du vil have. Tag hvad du ikke var mand nok til at tage i går,” lød det hånligt fra hende, som hun stod der og svajede i ryggen, kun for at gøre sig endnu mere til over for ham.

 Phillippe bed tænderne hårdt sammen som Katarina slyngede en flabet kommentar tilbage. Han var ikke i tvivl om hvad hun hentydede til, selvom han ikke var usikker på sig selv på det punkt, prikkede hendes kommentar alligevel til ham, og fik ham til at blive mere vred på hende. Normalt var han ret ligeglad med hvad hun sagde om ham og til ham, så om det var alkohollet der stadig svømmede lidt rundt i blodet, at hun var så utaknemlig over for ham, når han gjorde noget godt for hende, eller fordi han simpelthen bare havde fået nok, var ikke til at vide, men det var nok en blanding af det hele.
 Det var tydeligt for Phillippe, at lige godt hvad han sagde, ville hun på en eller anden måde slynge en ny, nedladende eller flabet sætning i hans retning, så han kunne lige så godt holde sin mund. Han lod i stedet tænderne synke lidt hårdt ned i hendes hals, og hev lidt hårdere i hendes hår, mest for selv at få det bedre, for det virkede mest af alt til at Katarina nød den hårde behandling. Da hun pressede sig bagud mod ham, slap et let støn ud over hans læber, og der kom da lidt mere liv mellem hans ben end der havde været, men det var stadig slet ikke noget at råbe hurra for. 

 Phillippe gav det dog ikke særlig meget tanke, da han i stedet flyttede på Katarina og smed hende ned i sengen. Hånden i hendes hår slap da hun kom langt væk til han ikke længere kunne nå, og Phillippe kravlede op så han sad med knæene på ydersiden af Katarinas ben. Hænderne kørte et øjeblik over Katarians strittende numse, inden den ene hånd flyttede sig for at tage fat i hendes hår igen.
 Dog inden han nåede at få fat, fik Katarina slynget endnu en hånende kommentar i hans retning, og tænderne blev bidt hårdt sammen igen, for at han ikke skulle give hende mere ammunition at skyde efter ham med. Hånden fik fat i hendes hår, og fyldt op med en ubehagelig vrede Phillippe hendes ansigt ned i sengen, halvt i et forsøg på at få hende til at tie stille. Den anden hånd, flyttede sig fra hendes balle, så han kunne tage fat om sig selv, og forsøge at få mere liv mellem hans ben.

 I et øjeblik sad Phillippe og bevægede hånden frem og tilbage, men der gik ikke længe, før han gjorde sig et forsøg med at gnide spidsen mod Katarinas underliv. Begge dele hjalp dog ligelidt, og Phillippe fortsatte med blot at være semi-stiv.
 " Pis...! " lød det vredt og frustreret fra Phillippe, som han slap Katarinas hår og skubbe hende væk fra sig. Han var godt klar over hun bestemt ikke ville være glad for hvad der lige var sket, og hvis ikke han var hurtig til at komme ud blandt andre folk, ville det nok blive værst for ham selv. Han greb derfor hurtigt ud efter bukserne som Katarina havde lagt frem til ham, og fik hurtigt hoppet i dem, før han slyngede trøjen over hans skulder og begyndte at gå mod døren, mens han spændte bukserne. Skulle Katarina forsøge at stoppe ham, ville han vride sig ud af diverse greb. 
 Med bukserne spændt, trak Phillippe hurtigt trøjen over hovedet, og forsatte imens sin gang mod hoveddøren, hvor han hurtigt fik sko på. Han vidste virkelig ikke hvad der var sket. Han havde aldrig haft problemer med at blive stiv før. Hånden greb fat om dørhåndtaget og han var hurtigt til at gå ud, hvor han kort stoppede op og holdt armen lidt op, for at dække for den skarpe sol, der bestemt ikke hjalp mod hovedpinen.

Det var ikke længe Katarina nåede at nyde hænderne mod bagdelen, som den ene hurtigt fandt vej til hendes hår igen, hvor den tog lige så godt fat som før. Hun tog lige så godt imod det som tidligere. Til gengæld lod det ikke til at Phillippe tog helt så godt imod hendes nedladende kommentar, da han skubbede hendes ansigt ned i sengen. Havde hun ikke stået i så dårlig en position til at gøre modstand, ville hun have forsøgt meget mere end hun gjorde. Det gjorde vist heller ikke forskel, for hun måtte stadig finde sig i at hun simpelthen var for slap til at gøre noget, når Phillippe først brugte kræfter.

Derfra forventede Katarina at mærke ham mellem benene, men der gik endnu længere tid. Hun gættede på at Phillippe kun gjorde det for at provokere hende mere, nu hvor han faktisk havde fået lov til at bestemme lidt over hende, men vreden i hans stemme gjorde det hurtigt klart, at det ikke var tilfældet. Hun udbrød et helt overrasket støn, som han skubbede hende fra sig og hun dumpede ned at ligge helt i sengen. Det tog hende dog ikke mange sekunder at vende sig og rette et direkte ondskabsfuldt blik mod Phillippe, der alt for hurtigt var gået i gang med at tage tøj på.
”Få din røv tilbage i sengen!” Beordrede hun, men det lod ikke til at han havde tænkt sig at høre efter. Hun rejste sig fra sengen og greb fat i hans arm, borede neglene ind i huden, men han vred sig straks fri fra hendes greb og inden længe var han på vej mod døren. Aldrig havde Katarina fået en kjole på så hurtigt, men heldigvis havde han ikke bundet den helt op, så det tog ikke længe at binde den sammen igen. Hun hørte døren smække efter Phillippe, lige som hun bandt snoren i ryggen til. Hun skyndte sig efter, væltede næsten ud ad døren mens hun fik trukket den anden sko på foden og så rettede hun lige på håret.

Så snart Katarina nåede op på siden af Phillippe, hamrede hun lige skulderen ind i hans arm. Effekten ville helt bestemt have været bedre hvis hun havde ramt hans skulder, men hun var altså ikke højere.
”Hvad er det for en uduelig mand jeg har valgt at beholde…” Mumlede hun irriteret, så lavt at de forbipasserende ikke kunne lytte med, men højt nok til at Phillippe ved siden af hende sagtens ville kunne høre det. Hun forventede dog intet svar. Hun lød ikke den mindste smule vred og så heller ikke sådan ud. Hun skulle jo nødigt tage sin vrede med ud i offentligheden.
”Jeg håber du forlod hjemmet med den hensigt at gå ned på markedspladsen og handle?” Denne gang forventede hun tydeligvis et svar. Han var ikke klar over det endnu, men han havde jo ikke rigtig andre steder at gå hen, nu hvor hun i al hemmelighed havde gemt hans taske bag det lange gardin. Hun opfordrede vel også til, at hun ikke ville acceptere andet, end at han faktisk var på vej i den retning.
Katarinas alt for rolige attitude advarede om hvad der ventede Phillippe når de kom tilbage igen. Og det var intet rart.

 Det eneste Phillippe ønskede var at komme så langt væk fra Katarina og sengen som muligt, helst ud hvor der var andre mennesker, så han overlevede det stunt han lige havde lavet. Derfor hev han også bare armen til sig, da Katarina greb fat i hans arm med neglene. Noget der selvfølgelig resulterede i et par fine rivemærker ned over armen, men som adrenalinen fra at komme væk, pumpede rundt i blodet på ham, var det ikke noget han lagde mærke til. Ikke før han var kommet ud. 

 Det tog Phillippe lidt tid at vænne sig til det meget intense sollys, der bestemt virkede til først at blive lysere og mere intenst, inden Phillippe vænnede sig til det. Den lette vind mod armen, fik rivemærkerne fra Katarina til at svige. Med en smertende grimasse tog Phillippe armen ned igen, så han kunne gnide lidt på mærkerne med den anden hånd. 
 Lyden af døren der blev åbnet nåede Phillippe, og skyndte sig at begynde at gå. Han nåede dog ikke at komme særligt langt før han mærkede den lille dame halvt forsøge og takle ham fra siden. Han brummede irriteret og trådte lidt væk fra hende, selvom han vidste hun sikkert bare ville følge med. De var jo det glade, forelskede ægtepar her. Ikke at Phillippe så specielt glad ud, men han var ligeglad. 
 " Hvad er det for en forfærdelig og usexet kone jeg kom til at gifte mig med..  " bed Phillippe lige så stille tilbage. Adrenalinen pumpede stadig i ham, og gjorde ham en smule høj, og overmodig. Inderst inde vidste han jo godt, at det nok var det dummeste han kunne sige, især fordi han helt sikker ikke var i god jord i forvejen. 

 Phillippe gik bare. Han havde ikke bestemt sig for hvor han skulle hen, men tilbage på kroen og sove, var umiddelbart en meget indbydende ide. Det virkede dog bestemt ikke til Katarina, havde tænkt sig at lade ham gå allerede. Endnu et irriteret brum forlod hans læber.
 " Det kan vi godt sige..  " mumlede han lidt, og satte kursen mod markedspladsen i et lidt slentrende tempo. Han var alt for træt og udkørt til at gå hurtigere. Hvis det kunne dæmpe hendes humør lidt, at han gik med hende på markedspladsen for at handle, så gjorde han da det. Så kunne han måske snige fra hende blandt mængden af mennesker, og hen på kroen, hvis han var heldig.

Katarina kunne mærke et af de intense anfald af raseri snige sig frem, som Phillippe valgte at svare flabet igen. Han var vel udmærket godt klar over at han legede med ilden lige nu. Hendes talent for det alt for gode skuespil kom hende virkelig til gode nu, for selvom hun var så vred, at en syngende lussing som det mindste var på sin plads, formåede hun at holde det falske smil på læberne. Hun nikkede endda helt høfligt til de få hun kendte, som gik forbi i den modsatte retning, men hendes stilhed varslede stadig om hvilket ubehageligt humør hun var i. Phillippe havde rykket sig væk fra hende, men hun havde straks fulgt med og lige møvet en hånd omkring hans overarm, hvor hun klemte lidt til. Han skulle ikke tro, at han ville få lov til at gå.

Det kom ikke bag på Katarina, at Phillippe gik direkte efter kroen. Det var trods alt der han var sikker på hans ting stod, og samtidig der hvor han kunne få noget at drikke, hvis han ønskede at afreagere igen. Men han fik da hurtigt ændret kurs, da hun kom med den alt for indlysende hentydning til, at det selvfølgelig var det han skulle.
”God dreng,” roste hun ham som en hund og strøg ham lige en enkelt gang over armen, som hun stadig havde fat i.

Katarina havde godt lagt mærke til en del hvisken mellem flere af kvinderne, men havde ikke lagt noget i det, før nu. For nu bed hun også mærke i de underlige blikke, som flere af dem sendte parret. Der var noget galt, men siden hun ikke kunne høre meget af deres ord, skubbede hun det til side for nu.
”Jeg skal have lidt til teen og maden. Det hjælper du med at bære, ikke?” Spurgte hun med et irriterende venligt smil, som de nærmede sig markedspladsen og den lille mængde af folk, der havde samlet sig dernede. Og selvom hun spurgte pænt, var det intet tegn til at han faktisk havde et valg. Eller han kunne sige nej og derefter tålmodigt vente på sin straf.

 Som havde katten slugt hans tungt, blev Phillippe meget stille. Rusen fra deres lille vredes-leg og at sære stormet ud havde lagt sig, og efterlod Philippe tilbage med pinlig bevidsthed om hvor meget han havde jokket i spinaten, og hvor skræmmende rolig og stille Katarina var. Phillippe sagde eller gjorde derfor heller ikke andet end at gå mod den efterspurgte markedsplads. 
 En grimasse gled over hans ansigt da Katarina klemte lidt i ham, og han skulede kort til hende, ikke at det ville gøre noget bedre. Et irriteret fnys forlod Phillippes læber som Katarina omtalte ham som var at et kæledyr, inden han brummede lidt. 

 Med opmærksomheden stadig let sløret af at være bagstiv tømmermændsramt bed Phillippe ikke rigtig mærke i hvordan der blev sendt dem blikke og hvisket omkring dem. Han tænkte heller ikke synderligt meget over det, da en ung mand meget hurtigt fik gået en stor buen uden om dem, med blikket slået mod jorden. Egentlig gik han bare lidt i sin egen verden og lod Katarina styre hvor de gik. Han kunne vel ligeså godt lukke ned mentalt, hvis han alligevel ikke havde noget at skulle have sagt lige i øjeblikket.
 Det var også derfor det eneste svar hun fik fra ham, var et let træk på skulderne. Ikke at han ville have svaret specielt anderledes, hvis han havde koncentreret sig. Det oprigtige svar ville have været nej, men det vidste han også godt han ikke ville få lov til at svare, så en skuldertræk passede vel fint til hvad han havde lyst til at svare. 

Katarina nød at få sin vilje, det havde hun altid gjort og det var bestemt ikke anderledes nu. Med Phillippes stilhed kom hans modvillige accept også, hvilket var lige nøjagtig det, hun ville have. Men talentet for altid at finde noget at brokke sig over fejlede da heller ikke nu.
”Din stilhed er utrolig uhøflig, min egen,” kommenterede hun, men selvfølgelig uden at forvente en reaktion. Hun skulle jo bare lige påpege hvor uhøflig han egentlig var i øjeblikket, selvom hun nok alligevel ikke ville blive helt tilfreds over en hvilken som helst anden reaktion fra ham. Han havde vist gravet sit hul dybt nok til at hun ikke ville lade ham slippe ud af det igen, ikke uden lige at lade ham lide lidt først. Turen ned til markedet var kun en lille del af det, for hun vidste godt at han helst ville være fri.

Der gik dog heller ikke længe før de nåede til boderne. Katarina sørgede for at trække Phillippe med sig hen til samtlige boder, ikke fordi hun skulle have ting fra dem alle, men for at trække tiden irriterende langt ud. Hun havde da også fået samlet et par net, en med urter til både te og besværgelser, en anden med lidt grøntsager og frugter. Inden hun gik videre til den næste bod, vendte hun sig lige om for at række Phillippe de seneste indkøb. Hun sendte ham et sukkersødt smil, inden hun vendte ryggen til ham og gik videre.

Flere gange havde Katarina hørt mere hvisken, men ikke fået nok detaljer med til at vide hvad det handlede om. Ikke før nu.
”… at hr. Jahnson lagde an på Bente henne på kroen.”
”Jeg hørte det samme fra Marate. Han havde vist drukket rime…”
”Undskyld, hvad sagde du?” De to kvinder nåede ikke længere i deres hviskende samtale, før de blev afbrudt af Katarina, der kom gående bag dem. Hun trak vejret tungt af raseri, men hendes vrede skulle selvfølgelig ikke gå ud over dem. Specielt ikke nu hvor de så venligt valgte at fortælle hende hvad de havde hørt, trods det første var efter hun havde overhørt dem til at starte med.

Katarina takkede dem for at fortælle hende sandheden, inden hun begyndte at gå tilbage til forrige bod, hvor hun sidst havde set Phillippe. Forhåbentligt stod han stadig og så opgivende ud der.

 Det var utroligt svært for Phillippe ikke at slynge hadske kommentarer efter Katarina og gå sin vej, men han vidste at hvis han først fik deres forhold til at se dårligt ud foran andre, ja så var der vidst ingen vej tilbage. Han kunne dog ikke dy sig fra at rulle med øjnene over hendes kommentar, efterfulgt at at overdrevet falsk smil, mest for at være irriterende.
 " Undskyld, min egen, lille elskling..! " lød det alt for sukkersødt fra de vrede, mandlige læber. Han så ganske kort ned på hans kone inden han flyttede et køligt og tomt blik frem. Det falske smil var langt væk, og der var generelt ikke meget tilovers så Katarina at finde på Phillippe. Han var virkelig ikke i humør til at lege elskeligt ægtepar. 

 Den lette summen af stemmer og naturens lyde var ikke ligefrem noget Phillippe nød særlig godt af. Faktisk fik det bare hans hoved til at føles tungere og alt ting virkede mere uoverskueligt. Han gjorde derfor heller ikke så meget andet end at følge med og tage imod varene Katarina stak i hans favn. Han brummede let, som den eneste reaktion. 
 Katarina begyndte at gå videre, men Phillippe blev stående lidt. Overvejende. Og så faldt hun i snak med nogle. Et lille smil gled over Phillippes læber, som han trådte et lille skridt bagud og forsvandt i mængden.

 Nu hvor Katarina så fint var optaget, kunne han vel sagtens lige snige sig hen på kroen og få sig en lur. Stadig med Katarinas varer i favnen, gik han op til disken.
 " Hr. Jahnson. Er De allerede tilbage?  " Spurgte krofatter, mens han tørrede et krus af.
 " Bare det samme som i går? " Kruset blev sat foran Phillippe, men han rynkede på næsen og rystede på hovedet. Han fik vist mere end rigeligt dagen før. 
 " Ellers tak. Nøglen til mit værelse ville være fint dog. " Phillippe lagde hånden på disken klar til at tage imod nøglen. Der skete dog ikke noget, og krofatter rystede i stedet lidt opgivende på hovedet.
 " Måske  De skulle tage det lidt med ro, med Deres alkoholindtag.. Fru Jahnson fik jo Deres ting med hjem da hun hentede Dem. Deres værelse er lejet ud.. " Phillippe blev stående lidt og blinkede som om han ikke havde forstået hvad der var blevet sagt. Krofatter sat kruset på plads og gik ud bagved, og efterlod Phillippe tilbage med en rynke i panden. Der var virkelig bange ting han ikke kunne huske. 

 De fleste der sad rundt i kroen, sad og hviskede med et halvt øje vendt mod Phillippe. De havde været der den forrige dag, og huskede tydeligvis aftens noget bedre end Phillippe.

Katarina gik og spejdede efter Phillippe, som hun gik tilbage mod forrige bod. Han var en høj mand, det burde ikke være svært at få øje på ham, men alligevel havde hun problemer med at finde ham. Hun måtte møve sig igennem en lille gruppe for at komme endnu tættere, hvor det straks gik op for hende, at Phillippe slet ikke var der. Han var gået. Og hun vidste lige præcis hvor han var forsvundet hen, så Katarina satte straks kursen mod kroen, hastige skridt og ild i øjnene.

Da Katarina trådte ind i kroen, nåede hun lige at se et par af fyrene ved et bord, det skyndte sig at se væk og lade som ingenting. Det bekræftede hende kun i den historie de to kvinder lige havde fortalt, når folk stadig forsøgte at blande sig udenom, men alligevel ikke kunne lade være med at hviske i krogene. Katarina gik direkte hen til Phillippe, der stod og så en smule fortabt ud ved disken. Hun placerede et hårdt skub mod hans overarm, for at få ham til at vende sig og se på hende.
”Er du klar over hvad hele byen snakker om?!” Vrissede hun. Hver gang hun lagde tryk på et ord, lagde hun hænder mod hans brystkasse og skubbede til igen. Krofatter stak lige hovedet ud fra baglokalet og sendte Phillippe et sigende blik. - Du har vist jokket i spinaten, held og lykke.
Men ingen blandede sig. De fleste var jo klar over at Katarina ikke ville rive op i en større diskussion i offentligheden og de havde ret. Hun skulle nok holde det begrænset her, så begrænset hun nu kunne, når hun tydeligvis var rasende.
Hun vidste jo godt at hun ikke kunne holde sin mand fra at rode rundt med hvem han ville, men det var noget andet faktisk at få det at vide. Det gjorde ondt og man kunne se hendes smerte i den ene øjenkrog, hvor en lille tåre sad og lurede. Hun var ikke kun rasende, hun var også dybt såret, men det skulle selvfølgelig ikke afsløres.

 Træt og helt sikkert en smule opgivende, lænede Phillippe sig lidt op af en af de høje stole ved disken. Det var en blanding af at sidde halvt på den og halvt læne sig op af den. At han ikke kunne gå op og sove havde virkelig slået pusten ud af ham. Han huskede intet om at Katarina havde fået hans ting med sig hjem, og det irriterede han faktisk utroligt meget. Værelset på kroen var det eneste han følte han havde bare lidt kontrol over, og det havde Katarina også taget fra ham. 
 Et tungt suk forlod hans læber, og hånden der lå på disken blev løftet op og gled en smule masserende ned over ansigtet. Der ville sikkert ikke gå længe inden Katarina fandt ham, og hun ville helt sikkert ikke være glad. Phillippe lagde endelig mærke til de blikke folk sendte i hans retning, som de snakkede, og han havde på fornemmelsen at det ikke var positive ting de snakkede om. 

 Albuen blev placeret mod disken, og Phillippe hvilede hovedet lidt mod hånden. Ladede mentalt op til at Katarina ville komme stormende. Han kunne måske været gået, og håbe hun ikke fandt ham, men før eller siden ville han blive nødt til at tage hjem til hende, for han vidste ikke om hun havde ladet ham ordentligt op. Jo længere han holdt sig væk, jo vreder ville hun sikkert blive, så han kunne lige så godt få det overstået. 
 Selvom han forventede at en utilfreds Katarina ville komme stormende ind, når som helst, var det som om han lige blev dobbelt så træt da hun endelige stormede op til ham. Han stod blot og hang, ind til Katarina puffede til hans overarm. Med et brum og et irriteret udtryk rettede han sig op, og vendte sig ordenligt mod hende. Tænderne blev bidt lidt sammen hver gang hun puffede til ham, og det andet puf, fik en af teposerne til at slippe fri fra Phillippes ene arm, og faldt ned på gulvet.
 " Gider du lige..  " bed han lidt af hende, men han gjorde ikke noget ved teposen. Det måtte hun selv klare, nu hvor hun var skyld i den faldt ned. Hans blik gled kort rundt på de besøgende i kroen der alle lurede på deres samtale, men skyndte sig at se væk, når Phillippe så mod dem.
 " Mig.. tydeligvis.. " mumlede han som han så tilbage på hende, med et overdrevet og ikke specielt imponeret udtryk. Det trætte blik gled ned over hendes ansigt, i søgen efter at finde ud af noget mere viden. Hvad end det var de præcist snakkede om, var det ikke godt. Han kunne selv huske hans flirten med de unge piger, men det kunne da umuligt kun være det, der havde gjort hende så gal. Det kunne ikke komme bag på hende, at holdt fingrene for sig selv, kunne det?

Katarina lagde godt mærke til teposen der ramte gulvet, men ignorerede den indtil videre. Den skulle selvfølgelig ikke gå til spilde, men lige nu var det langt vigtigere at være sur på Phillippe og så kunne hun samle den op om lidt. Hans bidende kommentar fik hende kun til at se endnu vredere ud.
”Gider jeg lige?!” Vrissede hun tilbage af ham. Det var jo ikke hende, der havde lagt an på samtlige damer aftenen før, fordi hun ikke kunne finde ud af at styre sig med for meget alkohol i blodet. Så var det da fuldstændig ligegyldigt, at han hentydede til at hun skubbede til ham. Han havde jo alligevel fortjent så meget værre, så de svage skub fra en lille kvinde måtte han tage med.

Et uimponeret øjenbryn blev løftet som reaktion til hans svar.
”Flot gættet. Ja, dig. At jeg skulle høre fra to unge piger, at du har lagt an på hele kroen!” Og så skubbede hun lige til ham en gang mere. Folk omkring blev mere og mere interesserede i at følge med, selvom de tydeligvis stadig forsøgte at se ud som om, at de var ligeglade. De gjorde ikke et særlig godt arbejde. Katarina ville nyde at blive stående her og råbe ad sin mand, mest fordi det da gav hende lidt point hos de andre, at hun havde så fej en mand, der gik rundt og lagde an på alle andre, når han havde en kærlig kone derhjemme. Men hun viste også at hun ikke ville kunne komme ud med alle sine frustrationer her, for så ville folk da først begynde at se skævt til hende.

En ung pige der arbejde på kroen, den samme pige der havde hjulpet Katarina hjem med Phillippe og hans taske, fik samlet teposen op og pænt rakt den til Katarina. Hun nikkede kort som tak til pigen, da hun tog imod den og stak den i armene på Phillippe igen. Det var jo stadig hans job at bære den. Så vendte hun sig mod krofatter, der stadig stod og lurede i døren ud til baglokalet.
”Beklager forstyrrelsen. Vi går nu,” sagde hun, så venligt hun kunne, men tydeligvis stadig med en rasende undertone. Krofatter nikkede, med tydelig medlidenhed i øjnene.
”Kom med, Phillippe,” kommanderede hun, som hun lige sendte ham et gennemborende blik, inden hun vendte rundt og gik mod udgangen. Hun forventede selvfølgelig at han ville følge med hjem uden for meget brok.