Det var aldrig sjovt at gøre hvad ofrene forventede og Deavás havde brugt en del tid på at læse Cazimir, samtidig med at han havde påvirket ham i den ene retning blot for at angribe med noget fra den modsatte side. Det morede ham, at høre ham stønne på den måde, som han fik smagt let på ham. Han kunne fornemme den saltede smag, som Cazimir tydeligvis havde brugt en del kræfter på at slippe for lige netop dette, og derved havde skubbet sig selv til det yderst. Han blev dog ikke ved længe, før at han vendte fokus mod Cazimirs røv, som han legede med en finger imod hans indgang. Han kunne selvfølgelig straffe ham ved bare at give ham hele turen, men det var meget sjovere at se ham nyde det.. For det lod ikke til at han var til den slags. Så hvorfor ikke give ham noget at skamme sig over.

Deavás pressede sin finger ind i ham, som han holdt et fast greb om hans skulder, så han ikke lige pludselig ville flytte røven. Han masserede roligt hans indgang, som han flyttede fingeren fra side til side for at udvide ham. Der var næsten ingen modstand mere, som Deavás arbejde stille uden at bekymre sig om hans stædighed. Han endte også med at læne sig ned over ham, for at kysse hans bryst endnu en gang, før at han bed let fat i hans hud, samtidig med at hans pressede fingeren længere ind i ham.

Cazimir var ikke sikker på om han overhovedet burde skamme sig over det der skete. Det var dog helt sikkert at han skammede sig over ikke at være i stand til at stoppe det. Han mente selv at han burde have gjort mere, lige meget hvor meget han faktisk gjorde for ikke at ende hvor han var nu. Tanken om at der nu var en fremmed mand der tvang sig selv på ham var mindre behagelig, men alligevel kunne man tydeligt se at han var opstemt.

Selvom Deavás holdte fast i hans skulder og forhindrede ham i at flytte sig, som fingeren blev presset op i ham, prøvede han selvfølgelig stadig. Ikke at han fik noget ud af det og egentlig burde han vel stoppe med at kæmpe imod. Han nød det jo, hvilket var mere end tydeligt på hele hans kropssprog og de støn han fik undsluppet. Det gjorde ondt, men ikke meget. Så mærkede han kyssene mod brystet og kort efter tænderne. Med endnu et støn over fingeren der blev presset længere ind, skød han hovedet tilbage i nydelse. Det blev stadig overvejet om han skulle give slip og lade det ske. Skulle han det?

Kamp eller ej, så ville de fleste have det bedre med at have sat sig imod den slags seancer, men Deavás nød muligheden for endelig at tage sig god tid med ham. Kamp var der ikke meget af og Deavás fik mulighed for at undersøge hans krop med læberne. Han tog sig god tid, som han bevægede sig over hans maveskind og op ad hans brystkasse. Han nappede let i huden med tænderne, før at han bevægede sig videre med et smil. Deavás var ikke genert og han tog uden problemer fat i knægtens lem, imens at han arbejdede med sin finger i røven på ham. Han kunne sagtens angribe ham på flere fronter, imens at han bevægede sig op mod hans ansigt.

Deavás følte ikke længere det var nødvendigt at holde fat i ham, som han koncentrerede sig mere om hans øvrige kropsdele. Han forsøgte egentlig at få ham til at slappe af, men pressede alligevel på med sin finger, samtidig med at han klemte rundt om ham. Nok var knægten opstemt, men Deavás var der ikke helt endnu, som han lyttede til hans støn og udbrud med et smil på læben. Det var sikkert ikke at det var det, han havde regnet med, da han havde bevæget sig til vandfaldet tidligere. Deavás var ikke forstyrret over det mere og lod til at tage sig god tid med at udforske den unge krop.

Som Deavás fik rykket sig længere og længere op af Cazimirs krop med kyssene, løftede han hele tiden den ene hånd for lige at give det et forsøg mere i at få ham til at stoppe, men han blev konstant distraheret over fingeren i røven. Han nød det lidt mere end han selv mente han burde og kort efter kom hånden på hans lem også, hvilket kun gjorde det endnu sværere at koncentrere sig om at gøre en minimal form for modstand. For hver berøring og bevægelse der blev gjort, udbrød han et støn der næsten lød overrasket, men kun fordi han overhovedet ikke var vant til nogle af de ting der blev gjort.

Det var helt bestemt ikke det han havde forventet da han ankom til vandfaldet og havde han vidst det, havde han nok valgt at blive hjemme. Men der var intet at gøre ved det nu og jo længere tid der gik, jo mere havde han decideret lyst til at det skulle ske. Den tidligere tortur kunne han sådan set godt have undværet, men hvad der foregik nu, var ikke dårligt. Han bed sig selv i læben for at holde så mange støn tilbage som muligt, men han kunne ikke undgå at nogle af dem slap ud alligevel. Han havde stadig trangen til at bede ham om at stoppe, men da han åbnede munden for at sige det, kom der i stedet endnu et støn ud.

Knægten nød det og Deavàs var slet ikke i tvivl om det. Nok formåede han at skjule nogle støn, men så meget som han pressede på, så ville det være umuligt at holde det hele inde, så længe at han bare nød en brøkdel af det. Deavàs nød det også til et vist punkt, som han spredte røven lidt og masaerede ham grundigt for at gøre ham varm. Han bed let fat i hans hud, før at han lagde sig godt tilrette imellem hans ben og pressede yderligere på med fingeren. Han lagde hovedet mod hans hoved, som han slikkede ham let på øreflippen. "De vil gerne have det?" Det lød som et spørgsmål, men det var nærmere en konklusion, som Deavàs placerede sine læber mod knægten og pressede deres underliv sammen. Deavàs fumlede let med sine egne bukser for at åbne dem. Han greb fat om hans ben og pressede sig selv imod hans røv. Dog uden at trænge ind. Han skulle lige høre ham tigge.. alligevel kunne han ikke lade vær med at presse neglene mod hans sår i knæet. Det var næsten størknet, alligevel kunne han sagtens rive op i det igen.

Jo længere tid der gik, jo sværere blev det for Cazimir at holde sine støn tilbage, som de langsomt blev dybere og højere. Når man aldrig havde følt noget så godt, var det svært at tie stille og som Deavás var så blid med fingeren mod hans røv, gjorde det den milde form for smerte nemmere at holde ud. Engang imellem fik han skåret en grimasse da det gjorde ondt, men den grimasse kom frem samtidig med et støn. Det var samme reaktion der kom over de lette bid mod hans hud.

Han havde hele tiden forsøgt at flytte sig fra Deavás, hver gang han kom tæt på, men da hans hoved denne gang kom tæt på hans, sukkede han dybt som han hviskede til ham. Han prøvede at stoppe sine støn i nydelsen for at svare ham, men lige så snart han fik taget sig sammen, mærkede han smerten mod knæet. Han spændte op i hele kroppen, hvilket også gjorde smerten i røven værre og han udbrød et lavere skrig. Alligevel kunne han ikke lade være med at nikke som svar. At deres underliv blev presset sammen fik ham til at presse sig selv mod ham.
"Ja.." Fik han sagt i et støn af smerte. Han håbede at hans svar ville få ham til at fjerne neglene fra knæet, udover at han egentlig gerne ville have ham til at fortsætte. Med anstrengt vejrtrækning, både over af nydelsen og over smerten, lagde han en hånd i nakken på Deavás for at hive ham til sig og lade deres læber mødes. Det kys han selv havde stoppet tidligere ved at bide ham, ville han nu have til at fortsætte.

Deavás havde bestemt ikke bedt ham om at holde igen, men det morede ham alligevel at se ham forsøge. For ingen længe ville det blive håbløst, når først han for alvor kom i gang. Han nød det til fulde, som han bevægede sig over hans krop og udnyttede hver en krog han kunne få fingrene i. Dog lod han ikke til at gå for hurtigt frem, som han blidt masserede hans røv. Hvis knægten ville tigge efter mere, så ville han med glæde give ham det, blot for at se hans ansigtsudtryk, når der ikke længere var nogen vej tilbage for ham. Det var altid underholdende at se en anden knække under for nydelse og tigge om mere, hvilket lidt var hvad han håbede på. Det var noget ganske særligt over det, når ofret bag om mere, selvom han havde udset Cazimir for lidt af hvert allerede.

Den lille krop blev spændt helt op, som smerten atter kom i fokus og Deavás rev let op i såret for efterfølgende et slikke blodet af sine fingre. Skriget fik ham ikke til at stoppe, ikke før at Cazimir svarede på hans spørgsmål med det helt rigtige svar. Han smilte køligt til ham, som han greb fat om ham og efterfølgende masserede hans lem, imens at han pressede sit eget imod hans røv. ”Som De ønsker” hviskede han stille, før at han fjernede grebet om hans knæ og placerede hænderne mod hans hofte i stedet. Stille pressede han sig imod ham, som han førte sig ind i ham med nogle rolige og lange bevægelser. Der var ingen grund til at presse på, som han havde sagt ja allerede. Hans blik gled dog tilbage mod Cazimir, som han holdt fat rundt om hans nakke. Kysset var mere end velkommen og Deavás tøvede ikke et sekund med at besvare kysset. Imellem tiden pressede han sig længere ind i ham med et dybt støn imod knægtens læber. Nej, det havde han vist ikke prøvet før.

Cazimir havde ingen idé om hvordan det ville komme til at føles, når først Deavás gik rigtigt i gang, men som det havde været indtil videre regnede han ikke med at det ville blive dårligt. Indtil videre havde han dog haft et lettere anstrengt udtryk i ansigtet, men alt smerten blev gemt lidt væk i den nydelse der kom i stedet. Neglene i knæet og smerten der kom ved at det blev revet i, fik ham til at komme med endnu et skrig, men han fik alligevel tilbageholdt det en del. Til gengæld åndede han lettet op da det blev stoppet og straks holdte han næsten op med at spænde i kroppen. Han lod dog spændingen slippe så snart der blev grebet fat i hans lem og han mærkede massagen.

Han mente selv at han var forberedt på hvad der skulle til at ske, men som Deavás fik ført sig ind i ham kom et rystende suk i smerte fra ham. Godt nok var han blevet varmet godt op, men i forhold til en enkelt finger var det her noget helt andet og han kunne ikke lade være med at spænde op i underlivet, hvilket kun gjorde smerten værre. I sit ubehag pressede han sine læber mod hans i deres kys så længe han kunne, men som han pressede sig længere ind i ham var han nødt til at slippe det for at komme med et støn. Om det støn var fyldt med smerte, eller om det var af nydelse var ikke til at høre, som han nød det lige så meget som det gjorde ondt. I håb om at smerten ville forsvinde med tiden, bad han ikke om at det blev stoppet.

Nok havde knægten nydt det indtil videre, hvilket kun var fordi Deavàs havde givet ham chancen for at nyde det. Han havde ikke tænkt sig at være flink hele vejen også selvom han nød hans lyde fra tid til anden. Men det kunne umuligt fortsætte, når han slet ikke var vant til den form for fysisk omgang. Det kom også til udtryk, da Deavàs første trængte ind i ham. Han kom selv med et nydende suk, som Cazimir dog ikke virkede helt så overbevist endnu. For at distrahere ham en anelse, klemte han til rundt om hans lem imens at han pressede sig længere ind i ham.
Deavàs kunne nemt nyde øjeblikket, som han plantede nogle kys mod hans overkrop og pressede sig længere ind i ham. Han havde planer om at fylde ham helt uden og så længe der ikke var mere modstand, så virkede det ikke håbløst. Mødet mellem deres læber blev forlænget, som han lod sin tunge lege på knægtens læber for at møde hans i et intens kys. Som Deavàs kom langt nok ind, begyndte han dog at bevæge sig frem og tilbage i et rolig tempo, så han havde bare en lille chance for at vænne sig til fornemmelsen. Hver gang at Cazimir spændte op i musklerne, udstødte han dog et længere suk og senere et nydende støn.

Smerten Cazimir forsøgte at bide i sig kunne tydeligt ses i de grimasser der kom frem hver gang Deavás fik rykket sig længere ind. Samtidig fik han udbrudt nogle lave støn i nydelse, men hans vejrtrækning var fortsat rystende og det blev kun værre jo længere ind han kom. Han fik også spændt mere og mere, hvilket kun gjorde smerten værre, men det var alt for svært at slappe af. Det resulterede alt sammen i at han også fik spændt i lårene og engang imellem lød der nogle gisp fra ham over den smerte og han kunne ikke lade være med at komme med nogle svage spjæt i takt med gispene. Som han mærkede klemmet mod sit lem fik han dog alligevel løsnet lidt op i et nydende støn.

Tungen mod læberne nød han og det intense kys blev glædeligt gengældt, som han løftede hovedet lidt op. Han forsøgte at holde kysset, også da Deavás begyndte at bevæge sig, men efter kort tid fik han alligevel sluppet det for at knibe øjnene sammen i endnu en smertefyldt grimasse, efterfulgt af et højere støn end de forrige. Så rettede han blikket mod ham igen og lagde igen hænderne mod hans skuldre for at skubbe let. Eftersom han ikke var vant til noget lignende og han altid var blevet fortalt at han skulle finde sammen med en kvinde, vidste han ikke om han skulle have det godt med at han nød det.
"Stop," fik han fremtvunget i et støn og blikket i hans øjne sagde helt sikkert det modsatte.

De grimasser, som Cazimir kom med, fik ikke Deavás til at holde tilbage, som han havde en intention om at føre sig selv helt ind i ham. Med tiden kunne han måske komme til at nyde det, men det var ikke sandsynligt, så længe at Deavás ikke havde planer om at være forsigtig og lade ham vænne sig til det. Deavás kunne mærke hvordan han spændte i kroppen, som røven klemte sig rundt om ham. Et lavt støn undslap hans læber, som han smilte køligt til ham og pressede sig i bund. Han lod ham vænne sig til det ganske kort, før at han begyndte sine bevægelser med et fast greb om hans hofte. Han skulle jo nødigt forsøge at flygte. At Cazimir slappede af ganske kort efter berøringen af hans lem, fik ham til at holde grebet om ham, som han bevægede hånd op og ned. Lidt nydelse var ikke forbudt.

Det lod ikke til at Cazimir kunne finde ud af, hvordan han skulle reagere på det, specielt ikke da kysset blev gengældt og Deavás pressede yderligere på med sine egne læber før at han bed ham i underlæben, da han udstødte et støn. Der var endnu en gang modstand, som Cazimir placerede hænder mod hans skuldre og forsøgte at skubbe ham bort. ”Giv nu bare slip” lød det hånligt og køligt, som han pressede sin krop tættere mod hans. Han lod sin egen vægt hvile mod Cazimirs hænder for at lægge yderligere pres på hans underliv. At der blev sagt stop, rørte ham slet ikke, som han ikke formåede at holde et støn inde. Hvorfor stoppe noget, der føltes godt?

Cazimir forsøgte Ihærdigt at give sig hen til den nydelse han tydeligvis kunne føle, men den uvante fornemmelse af pres der blev lagt bagtil af Deavás, plus de smerter han havde i begge lår og det ene knæ, fik ham til at spænde ekstra. Engang imellem fik han fokuseret på den nydelse han mærkede mod sit lem og det fik ham til at slappe mere af, men bevægelserne han gjorde ind i ham, var lidt for ubehagelige. Som Deavás fik bidt ham i underlæben lød et lavt gisp fra ham. I et kort sekund havde han forventet at han ville bide til, som konsekvens fra da han selv gjorde det tidligere, men intet skete.

I alt sin smerte kunne han alligevel ikke lade være med at smile svagt over hans kommentar, som han fandt det morsomt at blive givet sådan en form for ordre nu. Den ekstra vægt der blev lagt mod hans underliv, fik ham straks til at fjerne hænderne fra hans brystkasse. I stedet lagde han den ene hånd i hans nakke og greb fat om hans hår i et aggressivt tag.
”Lad mig tage dig og fortæl mig om du selv kan give slip,” fik han udbrudt i samme irritation som tidligere og den flabede tone var også tilbage. Dog slap han hurtigt sit greb om hans hår igen, da det hurtigt gik op for ham at han nok ikke ville have den bedste reaktion på at blive taget fat i. Han var ikke ligefrem i en position til at sige for meget fra.

Det var en svær position at befinde sig i, men Deavás havde ikke tænkt sig at give slip på kontrollen og da slet ikke overfor en knægt som ham, ikke tale om. Han var ligeglad med om han havde ondt i benene, så længe han bare lå stille, så han selv kunne få noget ud af det, så var der intet at beklage sig over. Han kunne dog godt fornemme på ham, at det var svært at nyde øjeblikket, men havde det overhovedet været Deavás intention til at begynde med? Nej, han havde hele tiden haft i sinde om at sikre sig at han aldrig ville glemme denne aften og noget kunne tyde på at han var godt på vej til at sikre sig lige netop det. Han var nød til at vise ham sin plads i fødekæden.

At Cazimir gav slip på hans brystkasse, troede han lidt betød noget andet, som han dog hurtigt mærkede hånden mod sin nakke. Grebet var fast og Deavás kunne ikke lade vær med at hvæse, bare en anelse. Ordene og tonen fik Deavás til at glemme alt om hans nydelse. Han pressede sig hårdt op i ham for at skære det ud i pap for ham. Der var ingen chance for, at der blev byttet rundt på deres rolle og han skulle bestemt ikke have et håb om det. ”Jeg er bange for at jeg slet ikke vil kunne mærke Dem” lo han hånligt, som han klemte rundt om hans lem kort, før at han trak sig ud af ham, ikke helt, blot nok til at støde hårdt op i ham.

Havde Cazimir haft mulighed for det, havde han stadig været i gang med at kæmpe imod i en meget større grad end han kunne nu og det irriterede ham også utrolig meget at han ikke kunne gøre modstand. Alle de smerter der foregik fra livet og ned, havde tæret enormt meget på hans energi og havde de ikke været i gang med hvad de var, havde han nok valgt at tage en længervarende lur lige her. Han havde i forvejen svært ved at holde øjnene åbne, men følte sig rimelig meget på-tvunget til det, da han ikke havde lyst til at være helt forsvarsløs over for Deavás. I realiteten var han nok lige så forsvarsløs i søvn, som han var nu, så det gjorde muligvis ingen forskel. Men der var stadig noget lettere betryggende ved at være ved bevidsthed. Hans træthed og mangel på blod gjorde også at det ikke var noget problem at holde sig stille til at han kunne gøre hvad han ville med ham. Det var en normal tanke at ville melde denne form for tortur og ydmygelse, men han havde ingen intention om at skulle stå i samme situation igen. Udover det, havde han selv været en anelse villig til deres samleje, så spørgsmålet var hvor meget han kunne tillade sig at melde, uden at det ville se ud som om, at han selv havde lagt op til det. Frygten for at der ville blive gjort mere mod ham, sad dybt.

Det hårde pres der blev gjort op i ham fik ham til at udbryde et længervarende smertefyldt støn og han hamrede en knytnæve mod Deavás kraveben i frustration. Håbet om at der ville blive byttet rundt på deres roller havde aldrig været der og selv hvis det havde, ville Cazimir ikke kunne holde sig på knæene grundet sårene. Den tidligere kommentar var udelukkende kommet i irritation over at han mente, at det skulle være nemt at give slip, når alt gjorde ondt. Han blev tydeligt fornærmet over hans håndlige svar og han var mere end klar til at svare igen, havde det ikke været for det korte klem om hans lem. Han nød det, men fik ikke meget tid til det, da der kort efter blev stødt op i ham igen. Det resulterede i endnu et støn der var fyldt med smerte og endnu engang hamrede han sin næve mod ham, denne gang rettede han den mod hans kæbe. Begge slag han havde gjort mod ham, havde ikke meget kræft bag sig, men pointen havde ikke været at skade ham. Det havde kun været en reaktion på mere smerte han ikke havde været forberedt på.
"Stop!" Råbte han i vrede, kun hentydende til de hårde stød, da han egentlig ikke ville have ham til at stoppe helt. "Hvis det var det her du ville, skulle du måske ikke have mishandlet mig først," fik han sagt, lige så vredt som før, men han råbte ikke længere.

Skulle det nogensinde falde Cazimir ind at blande sig hans arbejde igen, så ville Deavás ikke tøve med at gentage oplevelsen for ham. Han var dog ikke sikker på, hvorvidt hans krop ville kunne holde til meget mere og underligt nok, så nød han at se ham vride sig på den måde. Han kunne mærke på hans krop, at han ikke ønskede at nyde det, men samtidig kunne han også høre, at det ikke var muligt for ham at holde lydene tilbage. Det var en rigtig god blanding, måske ikke for Cazimir, men for Deavás. Han havde dog ikke i sinde at lade ham besvime af smerten, så ville han hellere lade ham få ro, opbygge hans håb om at det var ovre for at fortsætte, så snart at hans krop havde fået nok hvile. Hvis Cazimir nogensinde forsøgte at melde ham og Deavás fandt ud af det, så ville han ikke tøve med at gøre det værre for ham. Den fysiske kontakt forstærkede hans bånd med ham, så han ville kunne finde ham, så længe at han var indenfor 100 km, så hvor kunne han egentlig gemme sig henne, når først Deavás var besluttet på at finde ham.
Dog var han dybt koncentreret om deres lille leg. Den var muligvis kun envejs, som Cazimir ikke havde meget energi til at holde ham tilbage og han havde ikke problemer med at støde op i ham i nogle lange stød. Han sukkede dybt hver gang han kom i bund og trak sig ud igen. Der var alligevel en fordel ved den spinkle krop, og det faktum at han næppe havde prøvet noget lignende. Hans røv var stram og smerten i hans ben, fik ham til spænde yderligere. Cazimir gjorde det godt, uden rigtig at gøre det med vilje. Det var faktisk lidt synd, men hvad hvis han nu var med på det? Ville det blive bedre eller værre. Om ikke andet så ville han huske at smerten var med til at få ham til at spænde yderligere.

De smertefyldte støn, fik hårene i Deavás nakke til at rejse sig, han nød det. Dog blev det hurtigt afløst af et irriteret udbrud, som Cazimir hamrede en knytnæve mod hans kraveben. Det var ikke en voldsom smerte, kun nok til at prikke svagt til hans hud. Han snerrede lettere irriteret på ham, som han slap hans lem og forsøgte at få fat i hans hænder, så han ikke kunne slå fra sig igen. Dog havde han ikke set slaget mod hans kæbe, som han vendte hovedet til siden og vrissede frustreret. Caizmir var tydeligvis ikke knækket endnu. Som Deavás vendte blikket tilbage mod ham, var der et dæmoniske blik i hans øjne. Der var en glød over de gyldne øjne, som han stødte hårdt op i ham. Det var slut med at få ham til at nyde det. Ikke tale om at han skulle spilde sin tid på det. Deavás placerede en hånd mod hans mund, som han godt hørte ham sige stop og beklage sig. Han lænede sig ned over ham til hans ører. ”Jeg havde planer om at bruge sværdet mod Dem, men det ville jeg ikke få meget ud af” lød det køligt fra ham. Det skulle ikke forstås, som han ville have brugt bladet imod han, nej han hentydede til skaffet og hans røv.. Men nu var han fast besluttet på at lade ham mærke det hele. Derfor satte han også tempoet op, som han bevægede sig hofter frem og tilbage. Han skulle nok vise ham sin plads. Fast besluttet på at skubbe ham ud over kanten, stoppede Deavás ikke med at støde op i ham, før at han gav op.

Set fra Cazimirs synspunkt havde han ikke gjort noget som helst for at fortjene alt dette. Han havde ubevidst fået forstyrret Deavás da han dukkede op, men det var som sagt ubevidst og intet var gået som det var, hvis han ikke havde kastet en tunge efter ham. Spurgte man Cazimir, var al skylden hos Deavás. Han kunne umuligt have vidst at han fik forstyrret ham i noget så vigtigt som hans.. arbejde, selvom han nok ikke selv ville kalde det arbejde at slå andre ihjel. Men hvem tungen kom fra vidste han stadig ikke, da han ikke havde set andet end den og de afskåret fingre. Han var ikke spor i tvivl om at han nød at se ham lide på den måde, eftersom han ikke havde vist et eneste tegn til at stoppe, selv når hans smerteudbrud blev værre. Hvis han en dag fik meldt ham og han fandt ud af det, var han sikker på at det ville komme tilbage og bide ham i røven. Hvordan han ville finde ham, anede han ikke, men Cazimir boede ikke langt herfra, så mon ikke Deavás hurtigt ville kunne opsporer ham. Hvert stød der blev gjort ind i ham, fik ham til at udstøde nogle sammenbidte støn, som han selvfølgelig stadig ikke kunne slappe ordentligt af. Havde han vidst at han gjorde det bedre for ham, ville han nok gøre alt han kunne for at tvinge sig selv til at slappe af, i håb om at det ville være alt for kedeligt for ham at fortsætte.

At Deavás ikke reagerede meget på slaget mod hans kraveben, kom ikke bag på ham. Han vidste at kræfterne ikke var til meget, selvom det havde været virkelig tilfredsstillende hvis de havde været. Indtil videre var det dog tilfredsstillende nok at han fik ramt ordentligt mod hans kæbe, men konsekvenserne gjorde det kun værre. Det dæmoniske blik der var kommet frem i de øjne der var rettet direkte mod ham, fik hurtigt ændret hans eget irriterede til lettere panisk. De øjne var voldsomt ubehagelige at se på, specielt når han lå i en meget sårbar position. Så blev der stødt hårdt op i ham igen og han udbrød samme smertefulde støn som før, men denne gang slog han ikke ud efter ham. Det høje støn blev hurtigt lavmælt da hånden blev lagt over hans mund og han drejede hovedet en anelse til siden da han rykkede sig hen mod hans øre. Han spærrede de trætte øjne op i endnu mere panik over hans ord og så blev tempoet sat op. Alle de forskellige følelser, nydelsen, smerten, vreden, frustrationerne, forvirringen, panikken, listen var lang, var svære at håndtere, de blev alt for overvældende. Til sidst kunne han ikke holde et par tårer tilbage og de paniske indåndinger blev hurtigt varme i hånden mod hans mund. De alt for ynkelige øjne blev vendt mod Deavás, men han gjorde ingen modstand længere og begge hænder var blevet sænket og lagt mod jorden igen. Der var ikke andet at gøre, end at finde sig i det.

Måske det godt kunne være undgået, men Deavás havde ikke brudt sig særlig meget om hans attitude, så han var nødt til at gøre noget ved det. Heller han var ikke nødt til det, han følte blot for at gøre noget for at træde på hans personlighed.. Uanset hvad, så kom Cazimir næppe fra stedet uden at være bare en anelse traumatiseret af det hele. Noget som Deavás havde tænkt sig at holde kørende over en længere periode, men mon ikke det ville være bedst at holde for sig selv, så knægten ikke endte med at begå selvmord. Ikke at det bekymrede ham, det var dog langt sjovere at trække pinen ud. Så længe at Cazimir ikke generede ham yderligere, så skulle han også nok tage sig god tid med ham. Men det var allerede for sent, som Cazimir ikke havde sluppet sin attitude helt. Modstanden var som sådan ikke noget problem, men der var noget andet som generede ham, så han ville bare gerne presse ham hårdt og voldsomt. Det var ikke meningen at han skulle nyde det længere, det havde han lagt på hylden for nu og han tvivlede egentlig på at Cazimir ville gøre sig fortjent til nydelse igen. Så nu tog han bare, hvad han kunne for at nyde det selv. Dermed sagt blev stødene også hårdere, voldsommere og hyppigere, som det ikke generede ham, hvis han skreg af smerte. Han nød det selv, så der var ingen problemer der.

Der var ikke længere nogen barmhjertighed over hans bevægelser, som lysten til blod viste sig hans øjne. Slaget havde ikke været hårdt, men det fik sine konsekvenser, som han ikke længere bekymrede sig om ham. Gjorde det ondt, så var det ikke engang synd for ham. Hvis han gerne ville have det hårdt, så skulle han få det sådan. Der var jo ingen grund til at holde tilbage, når Cazimir brugte vold, så kunne han gøre det samme. Det paniske blik i hans øjne, bragte et ondt smil frem på hans læber. Han kunne da sagtens gå i panik, men det ville ikke få ham til at slippe grebet om ham. Cazimir havde fået mange chancer, måske endda flere end de fleste ville have gjort i hans situation, så han var faktisk heldig, men også dum ikke at udnytte chancen.
Deavás var i tvivl om han ville kunne nå sit klimaks sammen med ham. For hvis han blev ved med at presse ham på denne måde, så ville han ikke nå det, for det var ikke særlig tilfredsstillende. At knægten valgte at græde rørte ham dog ikke, som han blot flyttede en finger fra hans mund over kinden for at tørre tåren bort. Han endte med at flytte hånden helt, som han rev neglene ned langs med hans side. Knægten havde givet op og Deavás kunne gøre hvad han ønskede. Dog greb han fat i hans lem igen og pressede fingrene rundt om ham i en lettere aggressive facon, som han brugte neglene. Han havde brug for at høre ham stønne, hvis han skulle afslutte det.

At komme ud af denne situation uden at være bare en anelse mærket af det, var nok ikke en mulighed længere. Dog ville han gøre et godt forsøg på at fortrænge hele oplevelsen og forhåbentligt ville det virke bare lidt. Det ville være underligt hvis han ikke var nervøs for at dette skulle gentage sig og havde han vidst at Deavás ikke havde tænkt sig at lade dette være den sidste gang, var han muligvis gået i mere panik end han allerede var. Han var dog nødt til at vente, til det hele var overstået og først derefter ville han kunne slappe af igen. Han havde forladt sit hjem for at undgå at høre på tjenestefolkenes hvisken i krogene, men der var intet han savnede mere lige nu. Hellere lytte til alle de forskellige meninger om ham, end at ligge her, mere ydmyget havde han da aldrig været. Cazimirs attitude ville nok ikke blive nem at slippe af med. Han havde dog skruet enormt meget ned for den, som han havde fået knækket ham mere end han ville indrømme.

Det havde ikke været hans intention til at starte med, hverken at gøre sig fortjent til smerten eller nydelsen. Men efter stødende blev gjort hårdere, voldsommere og hyppigere, ville han hellere end gerne have nydelsen tilbage, som han fik udbrudt nogle dæmpet skrig i smerte. De havde været højere, havde det ikke været for hånden der lå for hans mund. Det kom ikke bag på ham at der ingen medlidenhed blev vist fra Deavás side, men havde han overhovedet ment at det havde været synd for ham, på noget som helst tidspunkt? Tvivlende. Cazimirs tidligere brug af vold havde ikke engang været intentionen, som han udelukkende kun reagerede på smerten der kom over de hårde stød. Nu var konsekvenserne for hans voldelige input kommet og det var mere end ubehageligt. Måske han havde været dum ikke at udnytte chancen i faktisk at få noget godt ud af dette, men han havde været for stædig til at kunne give op uden kamp.

Den tunge, hyppige vejrtrækning blev hurtigt tydeligere, som han fjernede hånden fra hans mund og han drejede hovedet til siden, da han tørrede tåren væk fra kinden. Han kunne umuligt slippe væk fra ham, så meget som han gerne ville, men i det mindste kunne han forsøge at undgå hans berøringer. Et sammenbidt gisp lød fra ham, over neglene der blev trukket ned langs hans side og han gav et ryk i sig i et kort forsøg på at flytte sig lidt fra smerten. Et af de smertefulde skrig blev i stedet udstødt som et "Aah!" i nydelse, da han igen greb fat i hans lem, men panikken i hans øjne var der endnu. Han forsøgte at skjule sin nydelse, fordi han ikke ville give ham den form for tilfredshed, men det var ikke muligt at lægge skjul på noget af det han følte længere, da han i forvejen var overvældet af alt for mange indtryk. Hans vejrtrækning lød næsten som en hyperventilation, som han både skulle trække vejret hyppigt i smerte, men dybere i nydelse. Hvilken en af disse der dominerede kunne han ikke finde ud af.

Det var Deavás hensigt at knægten skulle blive påvirket af situationen og hvis han ikke passede på, så ville han med glæde genopfriske hans hukommelse, skulle han gå hen og glemme ham. Han havde jo ikke ligefrem tid til at rende rundt i området i en længere periode, da han også havde kontakter i de øvrige dele af landet, som skulle holdes vedlige, men mon ikke han ville huske at besøge knægten, når han var i nærheden. For mon ikke Cazimir boede i nærheden, hans attitude lød ikke som en, der ville bevæge sig særlig langt uden tjenestefolk til at varde sig op i hoved og røv. Lige nu blev Cazimir kun vardet op i røven, men det var hans egen skyld. Det var lidt hvad han havde bedt om, fordi han ikke bare havde accepteret sin skæbne og taget imod det til at begynde med. Ikke at det betød meget for Deavás, for han skulle nok få noget ud af det med eller uden hans tilladelse eller accept. Det var sjældent at Deavás ventede på den andens accept, da han kunne få den samme nydelse, selv uden denne.

Turde Cazimir bede om det han ønskede, eller havde han tænkt sig at fortie det? Ofte kunne det sjældent skade at tigge om det man ønskede sig og Deavás havde lyttet til ham før. Til en vis grænse, men det blev så heller ikke til mere end det. Som han fik fjernet sin hånd, gav han knægten mulighed for at komme af med sine skrig for alvor. Det var skrig af smerte, men Deavás nød det alligevel. Det havde aldrig rigtig været synd for ham, måske at han havde forstyrret ham til at begynde med, men derfra var det lidt hans egen skyld, så Deavás fortrød intet, det gjorde han yderst sjældent. Det interesserede ham heller ikke at Cazimir måske havde reageret på grund af smerte og ikke ud af frustration for, hvad der var blevet forvoldt ham. For smerten var noget af det, som Deavás nød allermest, lige bortset fra hvor stramt Cazimirs røv føltes og hvor varmt det var.

Deavás sukkede nydende, som han for en stund blot lyttede til Cazimirs lyde. Nok brød knægten sig ikke om det, men han nød det selv til fulde. Et smil hvilede på hans læber, som Cazimir forsøgte at undgå hans berøring. Det var intet problem, som han i stedet fjernede hånden og placerede den imod hans hofte. Den anden lod han massere hans lem, han ønskede at presse ham til det yderste, samtidig med at han holdt stødende lange og hyppige, så han var sikker på at Cazimir kunne mærke det hele og nyde alt, hvad han gjorde ved ham. Hans udbrud, fik Deavás til at bukke sig ned over ham, som han bed ham i brystvorten og bevægede sig hurtigere frem og tilbage. Han blev ved.. Der blev ingen pauser holdt, ikke før at Deavás udstødte et nydende støn, det var lettere dyriske, som han borede neglene ned i Cazimirs hofte og strammede grebet om hans lem, før at han gav slip på sin egen forløsning. Han ønskede at han skulle mærke det hele og bevægede fortsat sine hofter for at presse den varme væske langt ind i ham. Deavás trak sig ikke ud af ham, som han fokuserede på hans lem, hårdt og grådigt. Han var langt fra færdig, nok havde han givet slip på sin forløsning, men han var stadig opstemt af situationen, så hans lem dunkede stadig imod hans indre.

Cazimir var alt for vant til at blive vartet op i hoved og røv, men det var der vel ikke meget at sige til, når han nu var vokset sådan op. Den form for opvartning han derimod fik nu, var ikke noget han nogensinde havde troet han skulle opleve. Han havde ofte fået at vide at ikke alle var lige venlige, men det var aldrig faldet ham ind at han selv skulle ligge i sådan en position og modtage lidt mere end han ville, og så mod sin vilje. Det overraskede ham, at det ikke så ud til at være noget problem for Deavás, at tvinge sig selv på ham. Det havde heller ikke været noget problem for ham at bruge både kniv og sværd mod ham tidligere. Havde Cazimir selv haft et ordentligt fodfæste, havde han ikke tøvet med at gengælde skaderne, men det var ikke tilfældet.

Det kunne umuligt ende mere galt for ham end det allerede var, hvis han bad om at få det han gerne ville have, men han havde ikke specielt meget lyst til at tigge. Han var vel blevet ydmyget nok. Det var dog ikke en tanke der blev skubbet bort med det samme, som han ikke rigtig ønskede at smerten skulle fortsætte. Det blev en anelse nemmere at holde ud, da han fik lov til at udbryde diverse skrig, men havde han vidst at Deavás nød det, havde han gjort hvad han kunne for at holde dem tilbage. Smerten i røven var ikke som noget andet han havde oplevet før, hvilket også fik ham til at skrige højere end han havde ved noget andet.

Det var ikke længe siden han havde valgt at opgive og lade hænderne falde til jorden, men alligevel fik han løftet den ene hånd op mod hans brystkasse igen, for at komme med flere af de ynkelige skub, der endnu ikke havde virket. Skrigene blev dæmpet en anelse af de nydende støn der engang imellem lød fra ham i stedet. Nogle af lydene kom halvkvalt ud, som han ikke havde nogen former for kontrol over den hyppige vejrtrækning, der både lød dyb i nydelse, men samtidig hurtig i smerte. Det var egentlig en ret akavet situation for ham. Som han mærkede tænderne mod brystvorten, skubbede han lidt ekstra til med hånden, dog stadig ikke i nærheden af hårdt nok og ubehaget i hans ansigt var klart, så snart tempoet blev sat op. Så kom neglene mod hoften, det stramme greb om lemmet, der fik ham til at komme med endnu et støn, som hurtigt blev kvalt i et lavere skrig i smerte, over den varme væske der gjorde den brændende fornemmelse i røven meget værre. Han havde håbet på at det ville være det. En udløsning fra Deavás og så ville han få fred, men det gik hurtigt op for ham at han ikke havde tænkt sig, at lade ham være endnu, da grebet om lemmet ikke blev sluppet. Et støn, en tåre, det var sådan det fortsatte. Så lagde han neglene mod hans brystkasse og skubbe lidt ekstra.
”Stop. Slip mig. Lad mig gå,” lød det fra ham med korte mellemrum af de akavede vejrtrækninger. Et støn, en tåre.