Black Phoenix 05.08.2018 01:04
Det var Deavás hensigt at knægten skulle blive påvirket af situationen og hvis han ikke passede på, så ville han med glæde genopfriske hans hukommelse, skulle han gå hen og glemme ham. Han havde jo ikke ligefrem tid til at rende rundt i området i en længere periode, da han også havde kontakter i de øvrige dele af landet, som skulle holdes vedlige, men mon ikke han ville huske at besøge knægten, når han var i nærheden. For mon ikke Cazimir boede i nærheden, hans attitude lød ikke som en, der ville bevæge sig særlig langt uden tjenestefolk til at varde sig op i hoved og røv. Lige nu blev Cazimir kun vardet op i røven, men det var hans egen skyld. Det var lidt hvad han havde bedt om, fordi han ikke bare havde accepteret sin skæbne og taget imod det til at begynde med. Ikke at det betød meget for Deavás, for han skulle nok få noget ud af det med eller uden hans tilladelse eller accept. Det var sjældent at Deavás ventede på den andens accept, da han kunne få den samme nydelse, selv uden denne.
Turde Cazimir bede om det han ønskede, eller havde han tænkt sig at fortie det? Ofte kunne det sjældent skade at tigge om det man ønskede sig og Deavás havde lyttet til ham før. Til en vis grænse, men det blev så heller ikke til mere end det. Som han fik fjernet sin hånd, gav han knægten mulighed for at komme af med sine skrig for alvor. Det var skrig af smerte, men Deavás nød det alligevel. Det havde aldrig rigtig været synd for ham, måske at han havde forstyrret ham til at begynde med, men derfra var det lidt hans egen skyld, så Deavás fortrød intet, det gjorde han yderst sjældent. Det interesserede ham heller ikke at Cazimir måske havde reageret på grund af smerte og ikke ud af frustration for, hvad der var blevet forvoldt ham. For smerten var noget af det, som Deavás nød allermest, lige bortset fra hvor stramt Cazimirs røv føltes og hvor varmt det var.
Deavás sukkede nydende, som han for en stund blot lyttede til Cazimirs lyde. Nok brød knægten sig ikke om det, men han nød det selv til fulde. Et smil hvilede på hans læber, som Cazimir forsøgte at undgå hans berøring. Det var intet problem, som han i stedet fjernede hånden og placerede den imod hans hofte. Den anden lod han massere hans lem, han ønskede at presse ham til det yderste, samtidig med at han holdt stødende lange og hyppige, så han var sikker på at Cazimir kunne mærke det hele og nyde alt, hvad han gjorde ved ham. Hans udbrud, fik Deavás til at bukke sig ned over ham, som han bed ham i brystvorten og bevægede sig hurtigere frem og tilbage. Han blev ved.. Der blev ingen pauser holdt, ikke før at Deavás udstødte et nydende støn, det var lettere dyriske, som han borede neglene ned i Cazimirs hofte og strammede grebet om hans lem, før at han gav slip på sin egen forløsning. Han ønskede at han skulle mærke det hele og bevægede fortsat sine hofter for at presse den varme væske langt ind i ham. Deavás trak sig ikke ud af ham, som han fokuserede på hans lem, hårdt og grådigt. Han var langt fra færdig, nok havde han givet slip på sin forløsning, men han var stadig opstemt af situationen, så hans lem dunkede stadig imod hans indre.