Han betragtede roligt hendes ryg mens hun puslede med tingene, lagde papirerne i ordentligt bunker. '' Det må have været for stort et chok for ham til at kunne håndtere alene.'' Småmumlede han konstanterende.
Som hendes blik blev mere alvorligt, så gjorde hans, mens hans muskler spændte en anelse under tøjet, næsten parat til at blive smidt ud, selvom han ikke mente han havde sagt det sidste om hvad han mente om den situation endnu.
Godt nok var han træt, men han var også stædig.
'' Men det.. Det er ikke godt for din egen psyke. Hvorfor har du taget det hele på dine skuldre+ hvad med din bror+ hvorfor har du ikke sagt noget til mig om det+ Du burde da vide at jeg... '' Han bed sig selv i læben for ikke at lade følelserne tage overhånd. '' .. At jeg vil være der for dig og hjælpe dig. ''
Han kunne ikke undgå at sukke tungt idet han rejste sig op og tavst gik hen til hende. Han stoppede foran hende og bare betragtede hende, den unge elver han havde kendt fra barnsben, synes på en måde så langt væk og alligevel så nær.
Uden at sige noget yderligere, og uden at tage sig af om hun ville slå ham eller blive irriteret på ham over det, trak han hende ind til sig i et langt og ømt kram. '' Han er bare bange for at i ikke har noget stabilt i jeres liv, det er jeg sikker på. '' Lød det dæmpet, knapt hørligt.

Ithilwen kommenterede ikke yderligere på hans konstatering, om chokket der uden tvivl var gået igennem hendes far. For det var vel sandt nok, og Wen kunne godt forstå ham. Hun forstod ham i mange af hans handlinger efter moderens død. Hun havde dog kun en ringe idé om hvor svært det måtte være. Men hun kunne forestille sig hvor splittet den ældre elver måtte være.
Ithilwen kunne ikke gøre andet end at komme med det opgivende grin, som ikke ligefrem kunne betegnes som et glad grin, men bare kort og opgivende. ”Min bror har aldrig været til megen hjælp. Han kan ikke se længere end kanten af sine bøger.” hun havde opgivet sin bror for længst, og det vidste hun godt måske var forkert. Men når man gang på gang blev skuffet, gad man ikke prøve mere. ”Det ved jeg godt du ville. Men det er ikke dit kors at bære, Rho. Jeg er en stor pige, jeg kan godt klare det selv.” hendes stemme var blidt og rolig, som hun kiggede på ham og forklarede at hun nok selv skulle klare det. Hun vidste inderst inde godt, at hun ville udvise hvor meget hun stolede på folk hvis hun spurgte om hjælp. Men inderst inde var hun nok for stædig og måske endda for stolt. Hun ønskede det bedste for sin far, og hvis hun måtte ofre det meste af sit liv på at give ham det, så gjorde hun det.

Ithilwen stod ganske stille, som Rhovandír rejste sig, og kiggede blot roligt på ham, uden mine til rigtig at gøre noget. Hun var pludselig blevet helt doven i kroppen, som at hun ikke rigtig orkede at holde noget hemmeligt mere. Han havde jo allerede set det som var, så hvorfor forsøge at dække det bag pyntegenstande.
Ithilwen stod helt slap i kroppen og kiggede let undrende på ham, som hun blev trukket ind i et kram. Hun havde ikke lige regnet med det, men et smil kom dog frem på hendes læber, som en beroligende og tryg følelse lagde sig ind over hende. Hun løftede sine arme og krammede ham tilbage, som hun begravede sit hoved let ned i hans skulder, for at få mere af trygheden ind over sig. ”Efter den opdragelse jeg har fået, burde han vide at jeg er mere end rigeligt i stand til at tage vare på mit eget liv.” mumlede hun ned i hans skulder, og kunne ikke rigtig se hvad hendes stabilietet eller hendes brors for den sags skyld, havde at gøre med at han ikke rejste. De var voksne. Eller Randír var voksen, Ithilwen var ikke helt voksen, men meget tæt på.

Et lille grin forlod ham. '' Din bror ender med at blive livepartner med biblioteket.. Så behøves du da ikke frygte hvilken linje og form af elvere han vil bringe videre. '' Han betragtede hende. '' Selv store piger kan godt blive små, selvom de ikke vil indse det. ''

Han blev ved med at holde hende tæt ind til kroppen, indtil han begyndte at føle det ville være akavet hvis ikke han snart gjorde andet end bare kramme, så det endte med at blive nogle blide strøg ned langs hendes rygsøjle, under hendes hår. '' Hvis du ikke har fundet en sjælemage om 23 år, så vil min dør altid være åben. ''
Han opfattede knapt selv hvad han sagde, men han var nu ganske seriøs i det ikke desto mindre. Hvis han giftede sig med hende, og ikke desto mindre at hun accepterede det, ville hendes far nok næppe se godt på det da de begge var så unge.
Så var det vel bedre at holde ventetiden ude til de var 'fuldt' voksne, og ikke blot unge elvere med hormonerne stadig i spil og følelserne stadig udenpå tøjet.

Ithilwen lod et lille grin forlade sig. Ja, hun var sikker på at hun ikke blev faster i den nærmeste fremtid. Faktisk skulle de ikke undre hende hvis hun blev gift og fik børn først. Dog ikke lige en tanke, hun havde brugt så megen tid på at tænke over. Hun havde andet i hovedet, end at starte familie nu! Hun havde allerede sin far at se efter, hun behøvede ikke at tilføje rollinger til samlingen også. ”Jeg har ikke tid til at være lille pige herhjemme mere.” sandt som det var sagt, men det betød ikke at hun ikke var barnlig udenfor hjemmet. Det havde de jo set nede ved sølvfloden. Hun var barnlig, når hun gav sig selv lov til at være det. Hvilket blev færre og færre gange hun gav den tilladelse. Men den var der stadig.

Ithilwen smilede som de blid strøg begyndte, og hun følte sig godt tilpas lige her hvor hun stod, og havde ikke de store planer om at flytte sig lige med det samme. ”Det er bare ærgeligt at skal vente i 23 år, hvis det så viser sig at du er min sjælemage.” hun havde ikke umildbart tænkt over hvad han sagde, eller hvad hun selv fik sagt, før det var ude af hendes mund. Men det var jo egentlig rigtig nok, hvis han var hendes sjælemage, så havde hun aldeles ikke lyst til at vente 23 år på at få lov til at være sammen med ham! Ikke på vilkår. Men umildbart var det den grænse, som ingen af dem havde modet til at krydse. Af flere forskellige grunde, det var da klart. Der var frygten for at miste sin barndomsven, for at det hele blev akavet, men nysgerrigheden og den lille stemme som tikkede og bad hende om at prøve, var der stadig. Den var bare ikke helt overdøvende endnu. Men det kunne jo være, at om 23 år, at den skreg så højt at hun ikke havde andre valg end at følge den.

'' Det betyder ikke at der ikke stadig er en lille pige gemt indeni dig. ''

Han brummede som han lod sit hovede hvile let på hendes skuldre, med halvtlukkede øjne som han blev ved med at kærtegne hendes ryg i dovne bevægelser. ''Mange ting kan ske på 23 år Wen.. '' Lød det halvdøsigt fra ham, som manglen på søvn pludselig begyndte at snige sig ind på ham. Han nægtede dog at overgive sig til den. Han ville hellere være der, med Wen, være ved hendes side og føle sig værdsat og tryg. En tryghed som denne havde hun nok ikke haft de sidste knapt hundrede år. Selfølgelig sørgede Toorah for at der var tryghed for elverne, men det kunne ikke bringe helt samme følelse af samvær som et kram kunne.

Ithilwen himlede diskret med øjnene af ham. Okay, okay, hun var måske stadig en lille pige engang imellem. Men man fik hende nok aldrig nogensinde til at indrømme det. Ikke distru mindre, lod hun ham vinde denne gang, med ikke at svare igen. Det kunne hun altid gøre senere.

Det kunne der ja, men hvad nu hvis der ikke skete noget? Se det var et af de spørgsmål som nogle gange plagede hende lidt. Hvad nu hvis alle hendes venner og bekendte allerede var gift om 23 år og havde fundet deres livs kærlighed og var faldet på plads. Så ville hun stå tilbage, som den eneste uden nogen. Hun var endda sikker på at Rho ville havde fundet sig en sød elver til den tid. Det var faktisk ikke en behagelig tanke. Jo, hun ville være glad på hans vejne. Men han kunne ikke love hende nu, at hans dør altid ville være åben, selvom om 23 år. For der kunne, som han selv sagde ske mange ting. Ithilwen mærkede nærmest en krig af diskussioner, argumenter og dårlige undskyldninger gå i krig i hendes mave, som snurrede sig sammen igen. Hvorfor skulle hun også tænke så meget over det! Det lå fremtiden til.
Ithilwen snappede sig selv ud af verdenen af diskussioner og spørgsmål i hendes hoved, for at bemærke at Rhovan virkede endnu mere træt nu, end før. Hun aede ham blidt på ryggen, og smilede lidt. Han var træt, og selvfølgelig var han det! Han havde været vågen i evigheder. ”Du er træt, Rho. Du er nødt til at skal have noget søvn.”

Rho selv havde ingen planer hvad angik kærlighedslivet i fremtiden, han havde vitterligt ingen idé om hvilken af hans mange kvindelige venner kunne være en mulig sjælemage. Ingen.. Måske på nær Wen, men det var bestemt ikke noget han kunne lide at indrømme, på trods af at han måske allerede havde gjort det på sin vis, nede i Sølvfloden.
Han løftede hovedet en anelse og så på hende, dybt ind i de skønne øjne, inden han afbrød blikket med en hovedrysten. '' Jeg burde være her med dig.. '' Fik han fremstammet. Hvor det dog egentligt lød en del forkert når han sagde det højt, for han vidste jo at hun nok kunne klare en dag mere alene, såvel som at han jo havde brug for søvnen. Han havde brug for energien inden den næste vagt, og tiden før den vagt skulle bruges på at konfrontere sin nye evne. Ikke en tanke der tiltalte ham særligt meget.
Hånden røg op og gled gennem hendes hår, forsigtig for ikke at rede de små fletninger ud eller rode op i dem.

So han gjorde dette undrede han sig let over hvornår hans følelser for Wen for alvor havde forandret sig. Hvornår havde han set på hende som en smuk kvinde og ikke bare som en veninde han kunne drille og lege med dagen lang+
Hvad var der dog sket i mellemtiden.+ Han forstod det vitterligt ikke. Mon det var sådan det var at blive voksen+ Ting skete uden man opfattede det, og når det var sket kunne man bare stå og undres..+

Ithilwen så ind i hans øjne, afventende på svar, og måtte blinke nogle ekstra gange da det kom. Hun havde regnet med han havde haft fornuften i orden til at konstatere at han skulle hjem og sove, men nej. Han ville blive her hos hende. Han mente at, det burde han. Noget der fik et skævt smil frem på hendes læber, som hun kiggede let opgivende på ham. Hun kunne dog ikke lade hver med at lade smilet blive der, og det ændrede sig heller ikke som han forsigtigt legede med hendes hår. Til sidst tog hun dog en beslutning for ham. Hun kørte sine hænder væk fra hans ryg og over og tog fat i hans hænder. ”Okay, så kom med.” han fik halvt sin vilje. Han fik lov til at blive her, men han skulle stadig sove.

Ithilwen trak ham roligt med sig, og åbnede døren op til hendes værelse. De havde et ekstra værelse, men det var fyldt op til renden med pergamenter. Wen havde ikke lige umildbart regnet med, at de nogensinde skulle få brug for det igen, nu når hun vidste at hendes bror aldrig kom forbi på så langt et visit. Dette værelse, var i modsætningen til resten af huset, helt rydeligt og pænt. Som om elveren der levede her, aldrig var hjemme. Det var til dels sandt. Hun brugte det hovedsageligt til at sove, ellers var hun har ikke. Hun trak ham med ind, uden at give ham chancen for sådan rigtig at protestere. Jo, hvis han vitterligt ikke ønskede at træde over dørsteppet, ville hun ikke kæmpe alt for meget, men noget sagde hende, at han var alt for træt. ”Du kan sove her. Og bare rolig, jeg skal nok lade hver med at gå nogen steder.”

En mindre brokkende lyd kom fra ham som hun tog hans hænder og derved fjernede dem fra hendes bløde hår. Han blinkede kort, en smule uforstående indtil han opfattede hvad hun havde sagt. '' Men...Wen.. ''
Han havde ikke ligefrem troet at hun sådan uden videre ville lade ham sove der. Overraskelsen var for stor til at han overhovedet kunne protestere ordentligt idet hun begyndte at hive ham med op på sit værelse, så han traskede troligt efter.

Indenfor døren stoppede han dog op og skævede en smule usikkert omkring. ''Er du sikker på at det her er OK Ithilwen+ '' Han rettede blikket imod hende. Han følte sig lidt som en lille elver der var ved at snige sig ind i køkkenet for at stjæle småkager. Hvilket også var grunden til at han stod og så temmeligt fortabt ud midt i døren, indtil en stille rødmen sneg sig op i hans kinder. '' Men jeg har jo ikke noget skiftetøj.. Jeg kommer til at gøre din seng beskidt. '' Kommenterede han, med henblik på sit eget stadigt let fugtige tøj der havde diverse mudderpletter rundt omkring efter at have været på vagt i så lang tid.

Hans protest hjalp ikke rigtig på noget, eftersom hun beslutsomt havde trukket ham med alligevel. Men han fik alligevel lov til at stoppe lige efter han var kommet indenfor døren, og lignede en som følte han var helt malplaceret. ”Selvfølgelig er det okay.” svarede hun henkastet, som var det normalt at han sov der. Hvilket det naturligvis ikke var, men hun så stadig ikke noget forkert i det. Hun smilede af ham og rystede let på hovedet. ”Kom nu bare. Det gør ikke noget. Dertil kan jeg sikkert godt finde noget til dig.” svarede hun, og som hun sagde det sidste strøg hun let forbi ham, efterlod ham tilbage i det halvstore værelse. Det eneste som egentlig ikke var helt rent og pænt, var elverens skrivebord. Det var rydeligt, men der lå stadig papirer rundt omkring derpå. De mest tydelige var dem hvor der stod skrift. Enten hendes egen, eller skrift fra en anden vagt, som skulle aflægge rapport eller noget i den retning. Men der var også små skitser og tegninger rundt omkring på bordet. Alle sammen ufærdige, enten kun halvfærdige eller knap påbegyndt. Hun havde ikke alverdens tid til at tegne, men enkelte gange kom der nogle streger ned på papiret.

Ithilwen var gået hen i et skab, som hun havde åbnet og fundet noget tøj, som hendes bror havde efterladt. Ikke fordi det var i stykker eller slidt, han ville nok bare ikke bruge det mere. Hun tog det med og gik tilbage til værelset. ”Her, du kan bruge det, hvis du stadig mener at jeg ikke kan overleve at min seng bliver beskidt.” sagde hun med et drillende skævt smil på sine læber, som hun gik hen og lagde tøjet på en skænk i rummet.

Han så efter hende idet hun forlod ham alene i værelset igen. En finger gled tænksomt hen over stolens ryglæn mens han betragtede de mange skriblerier. Så hun kunne stadig godt lide at tegne+ Det frembragte et smil på hans læber, mens han diskret rørte o flyttede på papirerne, læste de ufærdige rapporter og vagtplaner.
Det var godt han hørte hende før hun kom tilbage, fingrene forlod hastigt papirerne, næsten som havde han været i gang med at læse hendes dagbog.
'' Det tror jeg nok går an, hvis jeg husker ret er Randír højere end mig. '' Han gik hen mod sengen og trak uden videre trøje og den indre tynde trøje af, inden han smøg sig i det frembragte tøj. Han havde haft ret i at det var en smule for stort, men det gjorde ham ikke noget. Han drejede kort rundt foran hende. '' Hvordan ser jeg ud+ '' spurgte han med et lille glimt i øjet, på trods af at han ikke havde skiftet bukser, det ville han ikke nænne at gøre mens hun var i samme rum som ham, ven eller ej.
Selfølgelig ville han ikke gøre hendes seng beskidt hvis han kunne undgå det, trods alt var hun en travl kvinde, det villeblot være ondt. Han skævede mod papirerne, egentligt burde han skrive rapport. Men for at være ærlig orkede han det ikke, den kunne vel for pokker blive skrevet efter nogle timers søvn, ikke+
Han så tilbage imod den rødhårede. '' hvad med din næste vagt. Var der ikke noget med at du havde en om nogle timer..+ ''

Ithilwen nikkede hurtigt, og kiggede hen mod skrivebordet. Nogle af papirerne havde ændret placering, men ikke noget hun umildbart bed mærke i. Enten havde Rho kigget, eller også spillede hendes hjerne hende bare et pus. Underordnet, for der var ikke noget på det skrivebord, som han ikke måtte se alligevel. Hun rettede blikket tilbage på Rho, som han begyndte at tage overtøjet af. Hun burde havde kigget i en anden retning, men hun havde jo set ham uden overtøj før og dertil tænkte hun ikke lige umildbart på det. Hun smilede skævt til ham ”Bedårende.” svarede hun med et drillende glimt i øjet. Han så nu ellers meget sød ud, der i den alt for store trøje.
Ithilwen smilede diskret og trak lidt på skulderen. ”Jo, om nogle timer. Det er først i nat. Eller sen aften. Om ca fem timer.” svarede hun, ham. Hun havde ikke ligefrem lyst til at skulle på arbejde lige netop i aften, men det var okay. Så lang var den heller ikke. Kun syv timer. Det var ovre før hun anede det.
Hun kiggede lidt ned på bukserne og så op på Rho igen, inden det ligesom faldte på plads i hendes hoved. ”Jeg skal nok lige gå ud.” sagde hun så, og gik tilbage ud af døren, med det røde hår let flagrende efter sig. Hun lukkede døren i og ventede let udenfor indtil han ville åbne døren igen, som at han var færdig. Godt nok var de gode venner, men lidt privatliv skulle han havde lov at have. Imens hun stod derude, fik hun løsnet sit vågenbælte, og lagt det på bordet i gangen taget lædderustningen af, så hun kun var iført den grønne kjole. Læderrustningen generede hende ikke, men det var nu også rart nok at rende rundt uden.

'' Du betragter mig som en nyfødt eller hvad mener du med bedårende..+ '' Han lo og smilte skævt til hende, mens hans tanker kort gled over på hvornår der mon sidst havde været ægte latter i huset her.. Det virkede nærmest depressivt at være i, lige alt fra værelset her, det var dejligt og ryddet.
Han gav et kort nik fra sig. '' Så væk mig op om 4½ timer, så skulle du også have tid til at komme i tøj, få mad og alt det gøgl. Med mindre det er i en af de ydre grænser du skal være+ '' Han hævede et øjenbryn, måske 4 timer var i orden, så ville hun også have lidt mere tid.

En kort rødmen steg op i hans kinder og forsvandt så da hun lod til at indse hvorfor han ikke havde skiftet underdelene i tøjsættet endnu. ''Tak..'' Han ventede til døren var forsvarligt lukket inden han, med ryggen vendt mod døren, bøjede sig ned og skiftede til de mere komfortable og løse bukser, lavet ud af et løsere materiale. '' Du kan komme ind igen, hvis du vil. '' Sagde han højt, mens han lagde sit tøj op så det var hurtigt og praktisk at tage på når engang hun skulle afsted igen.

Ithilwen grinede af ham, og satte hovedet lidt på skrå. ”Indrømmet, du ser umådelig godt ud. Du får mig ikke til at indrømme det igen.” grinede hun af ham. Hun anså ham slet ikke for at være en nyfødt. Langt fra. Faktisk synes hun at han så godt ud. Meget godt, men det var ikke lige noget hun havde lyst til at indrømme overfor ham. Dog jokede hun alligevel lidt med det, og sandheden kom lidt mere til udtryk.
Hun rystede let på hovedet. ”Nej, jeg skal bare patruljere rundt i byen.” svarede hun. At han mente han skulle vækkes om 4½ time, kunne de blive to om at bestemme. Hun ville nok ikke vække ham, hvis han endelig var faldet i dyb nok søvn. Men det måtte tiden jo vise.

Hun havde ikke stået voldsomt længe, da hun hørte hans stemme gennem døren. Hun smilede let og åbnede døren igen, og gik ind. Hun lukkede den roligt bag sig og gik helt ind i rummet igen. ”Gå så i seng.” kommanderede hun drillende, som var han et barn der skulle puttes. Hun kunne dog ikke skjule det drillende glimt i øjet og det drillende smil.

''Og det gør du også.'' Svarede han grinende tilbage. Han elskede at se hendes former. Hendes veltrænede bagdel såvel som hendes attributer, ansigtet tiltrak ham mere end noget andet og hver gang han så hende i øjnene følte han næsten at han kunne stirre ind i dem i evigheder. Det var en forfærdelig knugende fornemmelse de kunne bringe ham, som en kugle af sommerfugle der ikke kunne finde ud af at komme ud.
'' Kun i byen+ Den lette opgave hva.+ '' Hans smil blev bredere. At have vagter i byen var ikke så slemt, medmindre det var de vagter hvor man skulle op af alle mulige trapper, det kunne godt mærkes i benene et par dage efter.


Han drejede rundt og gik over mod hende med en hovedrysten idet han lagde armene om hende. '' Nej, ikke medmindre du følger mig..'' Han holdt hende i et fast greb, eller så fast man nu kan holde nå man ikke har sovet i et døgn, inden han forsøgte at vælte hende ned i sengen med et drenget grin. Et knæ blev placeret på hver side af hende mens han så hende ind i øjnene. '' Desuden.. Skylder du mig en sang. ''

”Tak” hun nejede drillende, som han gav hende sammen kompliment tilbage. Hun kunne ikke lade hver med at grine lidt af ham. Hun satte en vildfaren tot tilbage om bag sit øre, som han kiggede på hende. Hun vænnede sig nok aldrig til det, men det var nu stadig en rar følelse.
”Ja, heldige mig. Derefter har jeg fri et par dage. Regner dog ikke med at forholde mig i ro.” svarede hun med et smil. Hun var ret glad for at hun havde en nem vagt, for selvom man ikke kunne se det på hende, var hun en smule træt efterhånden. Men hun havde i det mindste fået søvn. I modsætningen til Rho.

Ithilwen løftede et øjenbryn og så spørgende på ham, som han rystede med hovedet og greb fat rundt om hende. Hun begyndte at grine, som han forsøgte at hive hende med sig. Hun gjorde ikke megen modstand, selvom hun godt vidste, at hun bare skulle kæmpe en smule, og hun havde vundet. Imponerende så træt han var. ”Du har simpelhen behov for barnepige for at komme i seng.” grinede hun og kom med et lille hvin, som hun faldte ned i sengen. Dog blev hvinet afløst af at hun grinede og kiggede op på ham. Hun havde ikke rigtig muligheden for at gå nogle steder nu. ”Gør jeg det? Jamen dog. Hvad vil du høre.” spurgte hun drillende, og satte hovedet let på skrå, som hun kiggede op på ham med et forsøg på et uskyldigt smil.

''Hvad skal du da lave hvis du ikke vil slappe bare en smule af+ træne+ Mae+ '' Han løftede et øjenbryn, rystede derefter på hovedet. Wen var virkelig uforbederlig.

Han nikkede grinende ned til hende '' Jaaa~ og jeg ville foretrække hvis min barnepige ville blive ved mig. '' Han lagde sig ned ved siden af hende, men havde dog stadig en arm omkring hende som for at sikre sig at hun ikke stak af. Han tænkte langt og længe på hvilken sang han gerne ville høre som en 'natsang'.. Skævede nu, en smule mere tøvende, hen imod hende. '' Hvad med sangen om fremmede lande..+ Hvis ikke.. Så find selv en passende sang, jeg vil bare gerne høre din sangstemme.''
Nok var Ithilwen ikke nogen entertainer men hun kunne nok godt have været blevet til en hvis ikke det var for hendes dårlige temperament og konstante fremdrift. Hun havde hvertfald udseendet og stemmen til det hvis man spurgte Rhovandír.

Ithilwen kiggede lidt op i loftet som hun tænkte. ”Nok begge dele, skal du se. Trænger selv til at få trænet lidt, og Mae skal også snart sættes i gang.” pointerede hun og smilede bare af at han rystede på hovedet. Det var nærmest umuligt for hende at sidde stille i for lang tid af gangen. Måske hun også skukle få ryddet lidt op i huset nu når hun havde fri. Der trængte i hvert fald også.

”Hun kan i hvert fald ikke rigtig flytte sig.” grinede hun, men blev dog liggende, som han lagde sig ned ved siden af hende, tænkende over hvad han ville høre. Ithilwen kunne godt lide at synge, men hun var ikke potentiale til at skulle underholde befolkningen. Hun var ikke genert, men hun var for frembrusende, ivrig og frem for alt, alt for energifuld. Hun kunne ikke klare at skulle side på sin flade og øve sang og ynde. Hun var ret sikker på at hun ikke besad ret meget ynde som det i forvejen så ud.
Hun forsøgte at ignorere tøvende i hans stemme, og lod selv som ingenting. Det var en smuk sang, og hun havde hørt den mange gange, ja selv sunget den mange gange. Hendes mor havde lært hende den, og selvom det var en smuk, men sørgelig sang, havde hun altid formået at bringe den over i en mere lullende sang, som fungerede godt som natsang til sine børn. ”Okay, nu må vi håbe jeg kan huske hele teksten.” svarede hun med et smil, som hun kiggede kort over på ham, men vendte blikket tilbage til loftet kort tid efter. Derefter begyndte hun stille og roligt at synge. Der var ingen fare for at hun glemte et eneste ord af sangen. Det hele var der igen, som hun roligt sang for ham og forsøgte ikke at bide for mange følelser fast i teksten. Gjorde hun først del, vendte det hele tilbage. Hun ville tænke på sin mor, tænke på hvor meget hun savnede hendes sangstemme, men mest af alt ville hun tænke på den sørgelige stilstand af søvn og dog vågen, som hendes far hver eneste dag gik rundt.

([url=https://www.youtube.com/watch?v=zFp9qGtqrbw]Sang[/url])

'' jeg er sikker på at Mae nok skal få det lært. Du skal nok være en god træner for hende. Bare ikke noget med at overanstrenge dig.'' Han strakte sig en smule dovent inden han begyndte at pille ved hendes hår igen.

Med halvlukkede øjne og et lille smil spillende på læberne lyttede han til hendes smukke klare stemme som den spillede og fyldte stilheden i værelset, satte ham hen i en lille døs af veltilfredshed. Han knugede hende en smule tættere til sig, da hun var stoppet var der en stund hvor han blot lå med lukkede øjne, lignede næsten en der var faldet i søvn. Lige indtil han rejste sig en anelse op på sin albue og uden at tænke videre over det placerede et lille, halv-akavet kys ved hendes mundvig, mumlende et næppe hørligt ''Tak'', inden han simpelthen ikke kunne holde sig vågen længere, og faldt ind i drømmeland.

Ithilwen himlede let med øjnene. ”Jeg overanstrenger mig da aldrig.” svarede hun ham drillende tilbage.
Det lod til at han var faldet i søvn, og Ithilwen lod et lille næsten lydløst suk undslippe hendes læber, men blev dog lidt overrasket da han pludselig var hævet over hende og kyssede hende ved mundvigen. Hvis ikke det havde været fordi han flyttede sig hurtigt igen, havde hun nok ikke været i stand til at holde sig fra at kysse ham tilbage. Umildbart efter faldte han dog i søvn, og hun åndede lidt lettet op. De lå allerede i en seng sammen, og hvis det havde udviklet sig. Guderne måtte vide hvad der så var endt galt. Hun aede ham blidt ned af kinden og fik sat lidt hår om bag hans øre, som hun smilede roligt til ham. ”Det var så lidt.” hviskede hun, selvom hun godt vidste at han ikke kunne høre hende. Hun kiggede lidt på ham et lang stykke tid, som han så fredeligt sov, inden hun vendte fokus tilbage til loftet. Hun blinkede nogle gange og rystede hovedet lidt. *Tag dig sammen, Wen.. * hun sukkede lidt og bestemte sig for, at det nok ikke gjorde noget, hvis hun også fik lidt søvn. Hun var heldig med at hendes krop var vant til at skulle op efter få timer, ellers havde hun ikke turde at tage chancen. Hun skulle ikke nyde noget af at få en straffe 24 timers vagt!

Ithilwen vågnede op igen, efter omkringliggende 4 timer. Hun blinkede træt med øjnene, men kunne se at det var tid til at hun skulle op alligevel. Nu kom problemet bare. Hvordan kom hun ud af Rho’s omfavnelse, uden at vække ham. Forsigtigt og ganske blidt, fik hun kæmpet sig ud og lagt tæppet tilbage hen over ham. Han sov virkelig tungt nu, men der havde selvfølgelig heller ikke været fugle forbi, og nu var det ved at være så sent at de også var gået i til ro. Hun smilede blidt og nænnede ikke at vække ham. I stedet skrev hun en hurtig seddel om at hun synes det var synd at vække ham, og at han bare skulle sove videre, hvis han vågnede op og hun ikke var der.
Herefter gik hun lydløst ud af rummet og tog sit våbenbælte og rustning med sig, og gjorde sig klar nede i køkkenet. Hun nåede lige at tage en smule mad, og få en mæthedsfølelse, inden hun gik ud af døren for at afløse den anden vagt, så han kunne komme hjem og sove. Hun var stadig taknemmelig for at hun ikke skulle ud til grænsen i nat.