Balthazar grinte et mørkt og lavt ulvegrin da Runa forklarede at det var sidste gang han ville se hende i det tøj og at han i hvert fald godt kunne styre sig. "Åh, Runa, men du kender mig jo. Hvad en mand lyster er hvad en mand lyster. Det er kun naturligt, ikke sandt, skønne?" Han sendte hende et blink, tog sin romflaske op og lod noget mere af væsken glide ned i maven. For i aftens skyld, ville han holde lidt tilbage på drikkeriet, det var jo ikke til at vide hvem denne kvinde var. Han så hen på hende, da hun så helt opgivende ud da han sagde sit navn. Hendes ord fik ham til at grine højt, men han stoppede lige så brat. "Lyder spændende. Der er vidst en hvis blond herre med en lille jolle jeg skal tale med," sagde han med et mystisk smil på læberne.

Han så med da de to kvinder så ud til at se hinanden an og da kvinden kyssede Runa på hånden, som en gentleman, kunne han ikke lade være med at smile bredt. Ja okay. Nu var Runa også lidt usikker på kjolen, så det sendte vel nogle former for signaler. Da han hørte kvindens navn, smilte han igen. Han kendte godt til hendes ry, og de tanker der kom fra hende, da hun så kortet gjorde blot hendes ry mere solidt. Han havde gjort sig god ret i, ikke at drikke særlig meget i aften.
"Ååh, den Matik. Jeg troede hun ville have en mindre barm," gav han igen, som resultatet af hendes ord om hans navn.
"Arh, men det er jo ikke første gang, Matik, at folk udgiver sig for at være mig. Hvis jeg var mindre og ubetydelig ville jeg også selv have gjort det, men jeg ville løbe alt hvad remmer og tøjler kunne holde bagefter, af blot rædsel for hvad Von Reichshalle kunne finde på at gøre. Men det er sandt. Jeg er den Balthazar alle ønsker at være. Jeg er den Balthazar der har røvet op og ned ad havet, voldtaget op til flere småskravl, taget flere mænds hoveder de sidste hundrede år. Jeg er den Balthazar der dræbte sin familie fordi de blev lidt for grådige," forklarede Balthazar og den sidste sætning, blev hans blik så dybt alvorligt at det var utænkeligt at han kunne finde på at komme med en løgn.

overraskelsen var stor hos Runa da Matik kyssede hendes hånd. Det eneste der kom, var få sekunders forvirring i øjne og en let rødmen ved kinderne. Hun var ikke vant til at kvinderne gav hende denne opmærksomhed, for hende var det noget helt nyt og hun viste ikke helt hvordan hun skulle opføre sig, skulle hun gengælde gestussen eller var det bare nok at hun smilede igen. Runas Forvirring ud i at hun valgte det sidste. Hun sendte Matik er stort varmt smil og valgte så også et koncentrere, sig om Balthazar og kortet. Det var typisk om at skulle imponerer, hende han havde set på aftens fangst og hun kunne ikke lade være med at ryste let på hoved. Med Matiks ryg, viste man jo ikke hvor meget af kahytten der var til næste morgen. Hun kunne dog ikke lade være med at interesser sig om det kunne lade sig gøre for Balthazar, at få samlet Matik op eller det lykkedes Matik at få Balthazar til at miste interessen. Som hun havde konstaterede før så ville det her sikkert blive en god aften og det så jo ud til at være godt selskab, hvis bare hun kunne få lokket ham den unge lysehåret her hen. Hun blev helt fortabt i sine tanker og det var først da Balthazar nævnende at han havde lyster, hun kom tilbage til kroen. Hun grinte højt og nikkede sammentykkende ja, det kunne man ikke sige i mod, slet ikke, hun havde selv erfaret det i løbet af sin tid på hans skib. Han stoppede ikke før han havde fået det han ville og nogle gange var det også det der gjorde ham til en udmærket kaptajn.

Runa sad og kiggede på de to som de sad og sendte spydigheder til hinanden. Hun rystede på hoved af dem "I to, der er ikke noget at konkurrer om i er lige slemme" Sagde hun i et let tonefald og blinkede til dem begge to En mand og kvinde fandt henholdsvis violin og fløjte frem og begyndte at spille nogle lystige melodier "Kom nu lad os bare hygge os", Runa kunne ikke side og besluttede sig for at tage en sving om. Hen dansede let tået rundt og svajede med hofterne, det fik den lette kjole til at flagre rundt om benene på hende. Hun var lige glad med hvem der kigge, men nød bare dansen og musikken.

Matik rømmede let og tog så endnu et hiv af piben, inden hun bankede tobakken ud i et stort træaskebæger der stod på bordet, der allerede var svedet og sort på indersiden, grundet de mange gløder der gennem årene havde svedet det behandlede træ.
Hun kunne ikke lade være med at grine lidt over Runa da hun rødmede over hendes opførsel, hun skulle bare vide, Matik havde været med kvinder før, en del endda og Runa var bestemt et syn for guder, dog havde hun vidst allerede fået interessen hos en blond fyr i den anden ende af kroen, hvilket igen fik Matiks opmærksomhed over på denne 'Reichshalle'. Neejnej, den unge blonde tåbe fra et par uger forinden havde ikke været den første til at udgive sig for at være den berygtede pirat. Det var desværre ved at være lidt en trend, da ingen rigtigt havde set dæmonkaptajnen på de breder før.
I en glidende bevægelse trak hun sit store trækrus til sig og drak så en ordentlig slurk, inden hun rejste sig fra bænken med et sæt, der fik den overvægtige papegøje til at skrappe fornærmet og hoppe ned på bordet, hvor den omgående begyndte at gnave i kanten på askebægret, altædende kræ.
Så tog hun et skridt frem så hun stod mere eller mindre ved siden af kaptanjen, inden hun blinkede kækt til Runa, og gav hende et klap i røven.
"Oh, du kan tro jeg hygger mig allerede smukke!"
På trods af at Matik kun havde et intakt øje, var man ikke i tvivl om hendes kække hentydning til den smukke unge kvinde.
Let løftede hun det ene ben, og lagde indersiden af støvlekanten imod Balthazars ene lår, inden hun lod sig glide ned og sidde på hans skød, så hun stirrede ham dybt i øjnene, mens hun sad overskrævs på den store mand.
"Du ved..."
Startede hun og fugtede så læberne med næsen ganske få centimeter fra hans, inden hun lod den ene pegefinger stryge nedover hans hals, på vej ned imod hans bryst, mens hendes blik undersøgte hans ar, hun havde været narret nok af falske Kaptajner og havde fået læst op på det sidenhen.
"Man overlever ikke længe på havene hvis man ikke har noget at byde ind med som kvinde, hm?"
Et smil brød ud på de lyse læber, inden hun pressede barmen imod hans brystkasse, og lod den anden hånd løbe ned langs hans arm, inden den nåede sin destination; hans stok.
I en hurtig bevægelse fulgte fingrene træet til hun var helt sikker, hvis denne mandsperson udgav sig for at være Balthazar, gik han fandens meget op i at efterligne den berygtede pirat.
Roligt lagde hun hovedet på sned og skævede så ud af vinduet, hvis skibet hun kunne se var hans, var der ikke længere nogen tvivl om hans eksistens, hvilket kun fik smilet på kvindens læber til at blive endnu breddere.
Kun en yderst opmærksom sjæl ville bemærke hvordan den kærtegnende hånd på hans bryst, langsomt lagde to stærke fingre om kortet i hans frakke, og stille begyndte at trække det væk fra dets sikkerhed

Balthazar kiggede op på Runa da hun sagde at de var lige slemme. Ulvegrinet dukkede op igen og han sendte hende et blink med et af sine noget mørke øjne. "Jeg konkurrerer da ikke, Runa. Det kender du mig godt nok til," konstaterede han mens hans opmærksomhed kort blev henledt på en begyndende, lystig melodi. Aftenen blev kun bedre og bedre. Da Matik klappede Runa i bagen da denne rejste for at gå ud at danse, grinede Balthazar endnu mere.
Kort efter sad de to alene igen, og Matik syntes åbenbart at afstanden mellem dem var for stor, for kort efter sad hun på hans skød og kærtegnede ham forskellige steder. Selvfølgelig nød han det, som enhver mand ville.

Men han var stadig opmærksom på hendes tanker og i det øjeblik hendes hånd lukkede sig om hans kort, tog han fat om hendes håndled og trak hende helt tæt ind til sig.
"Og det er at tage en mands kort?" Spurgte han lavt, men det var tydeligt at han hverken var vred eller bange på nogen måde. Han morede sig. Kort efter sendte han en mental kommando mod kniven på sin stok der begyndte flyve op fra sit skjulested. Det så ud som om, at en usynlig mand havde fat i den. "Hvis du nu slipper kortet, så kan vi hygge os lidt mere. Måske kan du få det senere, smukke," forklarede han, før han sendte Runa et blik der fortalte at han havde styr på det. Men at hun da gerne måtte joine det sjove show.

Runa var kommet over sit chok med at få komplimenter fra Matik, for hende var det ikke noget problem, hvis det var det hun havde lyst til skulle hun have lov til det. Runa smilede bare sødt til Matik, som hun stod der ude på dansegulvet. Ved Balthazar's ord hævede hun bare det ene øjenbryn, det burde sige det hele. De andre på båden ville nok give hende ret, hvis de var her.
Runa nød bare musikken og lod sig føre med at musikkens toner. Hun dansede legene hen ad gulvet og lod hele kroppen være med i legen. Hendes hår bølgede let med, som om det også dansede, på et tidspunkt gled det ned foran hendes øjne, da hun viftede det væk fra øjne. Så hun at den unge lys hårde mand igen sad og kiggede på hende. Et lille smil gled over hendes læber, hun gik hen imod ham, man kunne se han rykkede sig for hun kunne være der.
Men så fik hun skævet over til Balthazar og Matik. Runa stoppede og og kiggede på sin Kaptajn, hvad var han reaktion, hun ville ikke handle før han havde givet hende et signal. Igen skulle hun til at tage sig til sin dolk og igen måtte hun bande over at hun ikke havde den på sig, hun beregnede hvor hurtigt det tog hende at komme over til en af Balthazar's knive. Det så ikke så godt ud, hvis det her endte dårligt ville det ikke være sandsynligt at hun kunne nå der over og få fat i en. Hun så at Balthazar, løftede kniven fra sin stok, Runa tog det som et lille signal om at hun skulle træde nærmer. Hun tog bestik af det hele, mon hvor mange der ville blande sig vis der skete noget, hun gættede på der nok, var et par enkle, men resten nok vil fordufte. Runa kunne mærke at hun spændte i musklerne, for at være klar. Da Balthazar sendte hende et beroligende blik, tog hun det mere roligt, dog kunne hun ikke slappe helt af. Hun gad ikke at skulle op og slås i dag, det var ikke lige hendes kop the. Runa havde glemt alt om den lys håret mand, hun var nu mere koncentreret om at få Balthazar og hende selv hjem i et stykke, hun var ikke så bekymret, for ham, mere for hende selv. Han kunne jo sagtens klare sig. Det havde hun set.
Kaptajn havde en dolk siden i bæltet, Runa gik skødesløs forbi, trak kniven op. Med det samme hun havde hevet den op og stod med den i hånden, havde hun det meget bedre. Hun satte sig ned ved siden af de to andre, dog lagde hun dolken ved siden af sig på bordet, for at signalere, hun ikke ville noget ond.