Izilarna gav et lille grin fra sig, idét han pointerede hvor meget hendes lyn havde trukket opmærksomhed til sig "Lyn er ikke ualmindeligt på en aften som denne!" sagde hun så, og skævede op imod himlen, hvor en stor forædt måge kom flyvende. Roligt betragtede hun Argons arm, eller rettere sagt handske da den ændrede sig, hun forstod ikke rigtigt hvad det var, om handsken var et meget avanceret våben, eller en af hans evner. Izilarna vidste godt, at kun de færreste besad mere end to evner, og desuden hvilke evner folk besad, det kunne være alt mellem himmel og jord, så handsken kunne uden problemer være medfødt.
Pludselig skød en lang genstand ud af handsken, hvilket fik Izilarna til at springe en meter til siden, hun var nok noget af det mest håndsky man kunne finde i hele Krystallandet, hvilket ligeledes havde redet hende i mange situationer, da hun ligesom var på forkant med hvad der kunne ske.
Den lille bog som Argon hev frem, fangede dog hendes interesse, hun kunne ikke kende skriften, men den var også både gammel, og meget snirklet, under hele sceansen havde Izilarna taget det i strakt arm, dog gav hun et lille gisp fra sig idét hun opdagede hvad det var, at Argon havde gang i. "Necromansi!" hviskede hun stille, mens hun betragtede fuglen, der stod som var den levende.
Argon havde helt og adeles ret, necromansi var på ingen måde velanset, da det forstyrrede grevfreden, og for den sags skyld ansås som værende heksekunster og ualmindeligt skræmmende.
"Hvor meget kontrol har du over evnen?" spurgte hun fascineret, og gik et skridt tættere på, for at studere fuglen, tanken havde altid skræmt og interesseret hende på samme tid, det var de færreste der havde evnen til at kontrollere de døde, men inkvisationen havde vidst også gjort et stort indhug på dem

Argon betragtede fuglen, der stirrede på ham med sine røde øjne, som udstrålede betydeligt mere intelligens end før døden indtraf, hvilket sjældent var tilfældet med de udøde. Argon var begyndt at spekulere på, om der egentlig var noget galt med hans skabninger. Han mindedes de gode gamle dage - hvilke på ingen måde betød gode i ordets normale forstand, blot at det var perioden som Lysets kriger, inden han blev forblændet af hævntørst mod samme - hvor han havde kæmpet mod sin onkels zombier. De havde ikke været i nærheden af at udvise tankeaktivitet.
Han slog tanken hen. Måske var det noget, som hans kære onkel Gregory havde gjort ved dem, der havde fjernet deres evne til at tænke.
Han skar tænder ved tanken om necromanceren, der havde udgivet sig for hans onkel, og vendte langsomt tilbage til virkeligheden.
Izilarna stirrede på fuglen, så på ham. Han havde i sit pludselige flashback glemt alt om at han snakkede med hende. Heldigvis for ham, hørte han hendes spørgsmål. Det virkede ikke som om, at hun havde spurgte ham om andet, mens han havde været i sin trancelignende tilstand.
"Desværre må jeg indrømme, at jeg på nuværende tidspunkt ikke har mere kontrol over evnen, end at jeg kan genoplive dyr. Og hvis dyret har været død i lang tid, kan jeg ikke styre det. Hvis du forestiller dig, at jeg render og genopliver døde folk på kirkegårde eller laver en hær af skeletter eller andre hjernedøde håndlangere, så kan du tro om igen. Dels rækker mine evner ikke til det og dels er jeg imod at lave folk om til zombier. Dyr kan jeg strække mig til."
Han kiggede ud over havet, stadig med mågen på armen.
"Men jeg håber på at lære, at kunne genoplive folk i nødstilfælde. Skulle et medlem af klanen indvilje i at lade mig forsøge, hvis de blev slået ihjel, for eksempel, selvom dette ikke ville være den behageligste løsning for nogen af os. De færreste vil leve som en udød skabning."
Han kiggede kortvarigt på hende.
"Men samtidig har de færreste lyst til at dø."

Izil stirrede uforstående på Argon, i hendes verden måtte folk sådan set trylle med hvad de havde lyst til, ligesom folk der gik helt amok over dæmonisk magi, det havde hun heller aldrig forstået.
"Men menneskene er da ligeglade, de er jo døde, hvad er forskellen fra dem og en død hjort?" spurgte hun så, og løftede øjenbrynene i en småprovokerende grimasse. Izilarna havde aldrig rigtigt været den bløde type, hun kunne i hvert fald passe på sig selv, og hendes holdninger holdt hun ikke tilbage, ikke for nogen som helst, heller ikke hvis de som i dette tilfælde, ikke passede masserne.
"Og hvis du har problemer med at styre evnen, er der jo masser af læremestre derude, du kan sikkert finde hjælp et sted. Necromansi er en speciel gave, det er de færreste der har den, at du ikke udnytter den til fulde er næsten synd!" sagde hun og nikkede bestemt til ham, inden hun igen vendte opmærksomheden mod fuglen. Den virkede nu ganske levende, og ikke nok med det, så virkede den væsentligt klogere end en gennemsnitslig fugl var, men det kunne jo være hendes hjerne der spillede hende et pus.
Efter nogle minutters vandren var de kommet ud af havneområdet, der var dog alligevel for stor sandsynlighed for at blive opdaget, hvis hun ændrede udseende nu, så den demonstration måtte altså stadig vente.
"Hvor foreslår du vi tager hen? Jeg vil gerne kigge yderligere på dine talenter!" sagde hun så, og sendte ham et lille smil, der afslørede de hvide tænder i en kæk attitude, mens hun fortsatte kursen væk fra havnen

Argon stirrede tankefuldt på hende mens hun spurgte indtil, hvorfor han ikke brugte evnen på mennesker. Det var jo ikke fordi han ikke turde. Udover at et genoplivet lig sjældent kunne hamle op med en levende, angående styrke, hurtighed og smidighed, såvar deres intelligens heller ikke just på professorniveau, når de lige var blevet genoplivet, så at nedlægge en løbsk zombie, var jo ikke problemet. Problemet lå i, at Argon, hvor hævngerrig og morderisk han end kunne være, fandt det umenneskeligt. Efter at have været nødt til at dræbe venner og bekendte, der var blevet til zombier, havde han fået et nyt syn på dem. De havde vel også haft følelser og drømme inden de endte som zombier, og hvis han tænkte videre kunne han godt se, at der nok var en del sorg bag, når deres familier og bekendte havde begravet dem. Denne sorg ville han ikke have at andre skulle opleve, som han havde gjort dengang.
Da hun så tilmed spurgte om han ikke bare kunne finde en læremester, så han næsten vredt på hende.
"Jeg har ikke i sinde at finde en læremester. Andre necromancere bruger kun deres evner til det ondes tjeneste og de krænker enhver form for fred og ære, der findes, ved at genoplive folk for at bruge dem som slaver. Det vil jeg ikke lære. Hvis jeg endelig skal lære den korrekte måde at bruge necromansi, forudsat der findes en, så vil jeg finde den selv."

Da de havde forladt havneområdet, stadig med tågen og regnen liggende tungt omkring sig, stoppede hun op. Endnu engang stillede hun et af sine spørgsmål, der som så mange af de andre, var efterfulgt af et af hendes kække smil. Argon kunne ikke lade være med at tænke, at dette nok også var en af hendes overtalelsesmetoder. Godt humør medførte en god stemning - i de fleste tilfælde - hvilket lettere fik modparten til at tale. Og det gjorde det også nu.
"Jeg vil foreslå, at vi finder en gyde her i nærheden." Han spejdede ud over den tågede gade med sammenknebne øjne, der langt om længe fandt, hvad han søgte. "Den dér ville nok være et godt valg."
Pegende mod en mørk gyde, som forsvandt ind mellem to forholdsvis høje bygninger, der begge var bygget af solide, mørke mursten, begyndte han at spankulere derhen og gjorde tegn til at Izilarna fulgte med.

Gyden var knapt bred nok til, at tre mænd af Argons statur kunne stå skulder ved skulder, men det udgjorde ikke et problem for ham, når han skulle demonstrere sin handskes kræfter.
"Ser du," begyndte han alt imens han bevægede sig hen mod en tom tønde, der var væltet. "Min evne er måske ikke lige verdens bedste, da den er afhængig af, at jeg har denne handske med mig."
Han viste hende endnu engang den grove, sortlilla krystalhandske, der prydede hans hånd.
"Men det gør den ikke mindre effektiv."
Med en skurende lyd blev handskens fingre til lange, solide kløer af krystal, omtrent af samme længde som hans underarm. Disse jog han ind i tønden med et bump, og de efterlod store huller i dens side.
Knapt havde han trukket hånd til sig igen, før fingrene atter blev normale og en klinge af dobbelt længde og tykkelse, sammenlignet med de andre skød ud fra hans håndryg og bankede igennem tønden, som han løftede op i luften med strakt arm. Han vendte armen mod enden af gyden, hvorefter klingen skød ud og bar tønden over til modsatte væg, hvor den satte sig fast to meter over jorden, tønden stadigt dinglende.
Han spredte fingrene og rettede håndfladen mod tønden, hvorfra fem små pigge af samme størrelse som dem, der ramte mågen, blev affyret og satte sig i tønden.
Til sidst tog han fem lange skridt hen til tønden, løftede armen over hovedet, hvorefter handsken voksede til dobbelt størrelse og hamrede ind i tønden, som blev smadret på stedet.
"Nå," afsluttede han sin opvisning. "Og hvad kan du så?"

Izilarna trak på skuldrene idet han nærmest snerrede tilbage, at han bestemt ikke var interesseret i nekromansi når det kom til menneskelige legmer, og han bestemt ikke behøvede en læremester "Nårh ja, sådan er vi så forskellige, men hvis jeg havde så speciel en gave, ville jeg ikke lade den gå til spilde på den måde!" sagde hun så, og sendte ham et bestemt blik, det kunne godt være at Argon var at betragte som hendes leder nu, men var der en ting man ikke kunne tage fra Izilarna, så var det hendes evne til at sige hvad hun mente.

Izilarna så efter Argon da han drejede af, fordi han havde fundet en gyde "Belejligt!" mumlede hun for sig selv, og ændrede kursen efter Argon, de fleste ville nok være mistænksomme overfor at følge med en vildt fremmed ind i en eller anden gudsforladt gyde, men det lod ikke til at røre Izil, hun stolede fuldt og fast på sin evne, og nu havde hun også en idé om hvad det var Argon kunne, hvilket bare fik hende til at føle sig endnu mere tryg.
Hun lagde hovedet en anelse på sned og betragtede roligt gyden, den var godt nok ikke særlig bred, og hun værtsatte pludselig, at hun var håndsky frem for klaustrofobisk, på den anden side, havde hun lidt af klaustrofobi, ville hun heller ikke kunne have det arbejde hun nu engang havde, da det ti krævede at man måtte sno sig, eller mase sig igennem små åbninger for at komme ind i nogle bygninger eller huse.
Izilarna nærstuderede nærmest hans krystalhandske da han igen bragte den på banen, den så tung ud, men hvis man havde vendet sig til tyngden var det vel ikke et problem at have den med rundt omkring, som Argon jo havde. Hun trådte et par skridt tilbage og betragtede med stor fascination, hvordan handsken ændrede form igen og igen, og hvordan kløerne uden problemer hamrede igennem træet som tønden var lavet af.

Da Argon var færdig med sin demonstration nikkede Izilarna anderkendende "Flot!" sagde hun så, og smilede lidt da han spurgte efter hendes evne "Nu skal du bare se!" sagde hun så, hvorefter hun tog både kappe, sværd og de store støvler af, så hendes bare fødder kom i kontakt med den ellers iskolde jord. Hun tog en dyb indånding, og lukkede kort øjnene, hendes ører begyndte langsomt at spidse til, lidt ligesom elverører, mens de før isblå øjne langsomt blev mere og mere gule mens pupillen trak sig ud til at være aflang, som hos en kat. Hendes hjørnetænder voksede sig spidse både i over og undermund, mens hendes negle begyndte at vokse, og danne lange knivskarpe kløer, meget lig dem, som Argon selv havde vist frem få minutter forinden. De ellers røde læber antog en sort farve, og ligeledes gjorde et par striber i det ellers kridhvide hår, mens hun far fingerspidserne og til albuerne, og fra fødderne til midten af skinnebenene ligeledes blev helt sort, og resten af den blege hud antog en grålig farve. For mange virkede denne forvandlig ualmindelig uhyggelig, men det færdige resultat var faktisk nærmere kønt at se på, på en fascinerende måde.
Da hun havde antaget sin anden form 100% tog hun roligt den sorte kjole af, og smed den i bunken med sit andet grej, nok var hun nøgen, men et sort mønster dækkede de mest intime steder, hvilket mest af alt fik det til at ligne en meget tætsiddende dragt hun havde på.
I et kraftfuldt spring satte hun af fra jorden, og havnede godt og vel tre meter oppe på en af gydens vægge, hvor hun gav sig til at kravle rundt, som var det det mest naturlige i hele verdenen, et par gange sprang hun fra væg til væg over hovedet på Argon, inden hun med hovedet nedad stoppede helt op, og sad stille som en mus, mens hun fra den yderste hårlok og nedefter begyndte at antage fuldstændig samme farve som væggen, hvilket fik hende til at forsvinde for det menneskelige øje

Argon stirrede forbavset, da Izilarna smed tøjet. Han havde mest af alt lyst til at kigge væk, da mange så det som meget ubehageligt, hvis folk stirrede mens man smed tøjet. På den anden side, så gjorde hun det bevidst og på den tredje side, kunne det ses som et svaghedstegn, hvis han kiggede væk. Og svaghed var, som i så mange situationer, en ting, han nægtede at vise.
Han betragtede hende fascineret, da hun i denne nye form elegant sprang rundt i bedste ninjastil, indtil hun pludseligt stoppede og hang stille.
Hans mund var allerede halvt åben, i et forsøg på at spørge ind til det, da hun langsomt forsvandt for hans blik.
"Hvordan gjorde du det?"
Han stirrede overvældet på det sted, hvor hun havde siddet få øjeblikke forinden. Hun kunne jo bare alt. Hun mestrede sværdkamp, hun kunne fremmane lyn, hun kunne bevæge sig elegant og hurtigt op ad lodrette vægge og så kunne hun også camouflere sig. Ikke engang hans halvelversyn kunne finde hende, til hans overraskelse. Hans sanser plejede ellers at være skarpere end normale menneskers, men end ikke de kunne se hende.
Nu håbede han bare at hun ville bruge de kræfter på et godt formål. Hans.

Izilarna kunne ikke lade være med at smile, og til sidst give en lille latter fra sig, hendes evner var ganske enkelt fascinerende, det var der i hvert fald mange der syntes, og hun elskede at overraske, og vise sig frem.
Til sidst satte hun af fra væggen, slog en saltomortale i luften, og landede foran Argon med ganske få centimeters afstand, bare for at slutte af med, at vise ham hendes præcisionsevne som var ganske skarp.
"Voila!" lo hun med et kækt smil, inden hun slentrede hen til en tønde lig den Argon før havde smadret til atomer, den gav hun bare et enkelt slag med de lange kløer, som efterlod lange åbne mærker i tønden, uden det lof til at påvirke Izilarna det mindste.
Hun pustede en lok af det hvide hår væk fra ansigtet, inden hun igen iførte sig den sorte tætsidene kjole, og langsomt men sikkert forvandlede sig tilbage, til sin oprindelige form, før hun iførte sig resten af sit gear, med et afventende blik, stift rettet imod Argon

Da hun landede elegant foran ham, smilede Argon tilbage. Det var tydeligt at hun var et naturtalent, og så endda i så mange forskellige ting. Sværdkamp, uset og elegant bevægelse, magi, camouflage. Hun var jo velbevandret i praktisk talt alle aspekter af kamp. Og så var hun heller ikke dum, som man ellers kunne forvente om dem, der disponerede al deres tid på kamptræning. Stort ordforråd og overtalelsesevner.
Det var med glæde, at han med et bredt smil sagde:
"Jeg har set hvad jeg behøver. Du er jo fantastisk. Pladsen i klanen er din, hvis du vil have den."
Nu var spørgsmålet bare om hun havde bestemt sig for at tage den, eller hun ville smutte med sin information?
Det ville være synd hvis hun svigtede ham nu, så han blev nødt til at sørge for at hun ikke stak af med sine informationer om ham.

Izilarna sendte ham sit kække lille smil "Det er en aftale!" sagde hun så, og gjorde et hovedkast som tegn til at de skulle gå videre. "Du skal dog vide Argon, at mit temperament ikke er til at spøge med. Jeg er ikke dum, jeg vælger mine kampe med omhu, men jeg er ikke bange for at tage dem. Jeg er ikke den man vader på, ikke lytter til eller for den sags skyld taler ned til!" sagde hun så, og sendte ham et alvorligt blik, Izilarna var farlig i nærkamp, og lige så farlig, så længe hun havde sit våben, hun var generelt et godt kort at have på hånden, og et kort, der ville være noget så dumt at smide væk, især når man først havde lukket hende ind, så ville hun rende med hvad hun havde, og ikke være bange for at sælge ud af det.
Mørkets Lord ville sikkert være henrykt for at betale en (i hans øjne) lille sum, for at få informationer om en af landets større trusler, og var der så meget som én fra klanen der rodede i Izils ting, provokerede hende tilstrækkeligt eller direkte angreb hende, ville hun være den første til at smutte. Så længe dette ikke skete, var hun dog yderst loyal!

"Perfekt," sagde Argon, hvorefter han gik hen imod hende og gav hende et stykke krøllet papir.
"Herpå står vejen til hovedkvarteret. Misbruger du den, så bliver du straffet. Og tro mig, jeg finder dig."
Han tog et skridt tilbage efter overdragelsen af papiret og tilføjede, "Så jeg håber at du forholder dig loyal. Så længe du gør det, så er jeg og resten af klanen det samme. Nå, jeg må videre."
Argon drejede på hælen og forsvandt ud af gyden. Han havde andre ærinder at tage sig af.

//out

Izilarna kunne ikke lade være med at smile lidt skævt til hans kommentar, var der én der var svær hvis ikke noget nær umulig at finde, så var det Izilarna selv, dette nævnte hun selvfølgelig intet om, og hun havde desuden heller ikke i sinde at misbruge vejen til noget.
Hun kiggede en enkelt gang på papirlappen hun holdt i hånden, og nikkede så, hun havde noget nær forografisk hukommelse, så hun behøvede sådan set ikke lappen for at finde vejen, dog beholdt hun den, for en sikkerheds skyld.
"Så ses vi vel, før eller siden!" sagde hun så, og sendte ham et lille smil, inden hun smuttede ud af gyden, og forsvandt.

// Out

Bobler fra havnen var til at ane, før et par lysende gule øjne stak op ad vandet, efterfulgt af et ansigt. Isis skævede op på land og vurderede, at det ikke vrimlede med mennesker, en perfekt aften at gå i land. Stille svømmede hun hen til en lille forladt jolle, hvor hun fiskede en hørpose frem. Igen kiggede hun op på land, og efter få minutter smuttede den slangelignende skikkelse op ad havet, henover kajen og ind i en lille gyde.
Efter yderligere øjeblikke trådte en kutteklædt skikkelse ud af gyden. Kåben hun havde på var lang og sort, med store ærmer, og et kantbånd af hvide perler, desuden var hætten stor og dækkede for ansigtet. Roligt men med ustabile skridt bevægede hun sig ind på havnekroen, der var forholdsvis tomt, og Isis fandt hurtigt et ledigt hjørnebord, hvor hun plantede sig.
Krofatteren kom hen og sendte hende et lille skævt smil "Jamen dog frk. det er længe siden!" sagde hun med et lille smil "Det samme som altid?" Isis nikkede, og sendte ham et lille smil, på trods af at mange havde jagtet hende igennem Krystallandet havde han altid været venlig og imødekommende, på den anden side så han nok også havfolk og halvdyr dagligt. Isis mindede mest af alt om en nymfe eller en sirene i hendes menneskelige form, hvilket ligeledes var skyld i folks krigeriske indstilling til hende.
Efter få øjeblikke kom krofatteren og satte en glas frugtsaft foran hende, alkohol var ikke noget hun drak, eller havde prøvet for den sags skyld, hun huskede stadig den formaning menneskedrengen engang havde givet hende.
De gule øjne gled langsomt rundt i kroen, der var ikke rigtigt nogle hun kendte, enkle mennesker havde hun set en gang eller to før, men der var ikke rigtigt nogen hun bed mærke i, hvilket ligeledes fik hende til et trække den store hætte ned, og slappe en kende mere af

Et skib lagde til havne, lyden af op til flere sømænd der slyngede ordre ud efter hinanden gav genlød i mørket, og indenfor kort tid havde sømændene togret skibet og begyndte lige så stille at læsse af, stille var dog ikke det rigtivge ord, der var bandeord som kun sømænd kendte som blev kastet efter hinanden, men ud over dette var det en betydningsløs aften.
En mand åbnede en dør i skibet der ledte ned under dækket, han bevægede sig langsomt op på dækket og begyndte at bevæge sig hen imod rampen som tillod adgang til landjorden.
Manden var iført en smuk rød kappe broderet med adskillelige sølv mønstre, det nok mest tydelige var det store sølv kors på ryggen, en ting man bestemt ikke ville kunne overse så længe der var den mindste smule lys hvilket gik det til at glimte. Mange menneske ville ikke engang turde at bevæge sig rundt i dette kvarter i den slags mundering, og slet ikke på et affolket tidspunkt, men dette lod ikke til at røre manden som nu stod på den stille og hårde landjord, han tog sig en dyb indordning, og et lille smil bredte sig på hans læber. Dog var dette nærmest usynligt for omverden på grund af hans store hætte der skjulte hele hans ansigt.
Manden kiggede sig omkring og spottede hurtigt noget der lignede en kro, han bevægede sig med rolige men faste skridt derhen imod, hans gang var på sin egen måde lidt underlig, den nærmest skreg autoritet hvilket ikke helt passede til mandens umiddeltbare udseende, hans kropsform var for det meste skjult af den store kappe, men hans højde kunne han ikke snyde med, han var ikke ret meget højere end de fleste 15 årige knægte var nu tildags, men alligevel var det tydeligt at han vidste præcis hvor han ville hen og at der ikke var noget der skulle stoppe ham. En enkelt tigger bad ham også om en smule penge til mad, men manden sparkede blot til tiggerens krus som han brugte til at modtage folks almisser.
Manden trådte ind i kroen, krofatter fik meget hurtigt øje på ham, så igen det gjorde alle inde i den ellers ynkeligt befolkede kro, en tjeneste piger skyndte sig hen til ham, og manden stak hende sin kappe. Dette i sig selv var åbenbart et besynderligt syn for de fleste stirrede noget underligt efter dem begge, specielt da de se hvem der gemte sig under kappen.
Inkvisatoren Alexander, selvom der nok ikke var nogen her der kendte til ham, han havde været længe væk, han kunne faktisk ikke helt præcist huske hvor længe det efterhånden havde været, og ærligt talt var han lidt ligeglad, han var bare glad for endeligt at være kommet tilbage. Det eneste der som sådan var anderledes ved Alexander var at han var blevet en del mere solbrun end han tidligere havde været, noget han bestemt godt kunne lide, han vidste hvordan de fleste unge piger kiggede efter en ung flot fyr som ham, og så skadede det da bestemt ikke at han havde fået en smule ekstra kulør, tænkte han med et lille smil på læben idet han bevægede sig over ved siden af et hjørnebord hvor der sad et slags blåt menneske, ikke noget man så hver dag, men så igen nu havde Alexander efterhånden set så mange ting så det rørte ham egentligt ikke.

Døren var gået op flere gange i løbet af aftenen, og hver eneste gang havde Isis blik søgt hvem der kom ind eller forlod den stille kro. Det var heller ikke anderledes da Alexander trådte ind, dette menneske formåede blot at holde hendes interessse, hvad lavede et menneske i den mundering på en kro som denne? Det lod til at komme bag på frofatteren lige så meget som det gjorde på Isis, burde han ikke opholde sig på et slot eller hvad de kullrede mennesker kaldte det?
Hun strøg hurtigt en af de endnu fugtige lokker væk fra ansigtet som hun betragtede ham, han var godt nok brunere end de fleste i disse kredse af landet, generelt passede han ikke ind, overhovedet. Hun slog hurtigt blikket ned, hun skulle sidde og stirre sådan, det var slet ikke høfligt i menneskenormer, og normalt var det hende der bliv stirret på som om hun var komplet unormal, hvor normalt 8 horn i hovedet, spidse hjørnetænder og blå hudfarve samt spidse ører var kunne vel så diskuteres.
Krofatter og to af kroens tøser havde utroligt travlt med at varde herren op, tydeligvis i håb om at score lidt flere drikkepenge og måske endda lidt mere fra krotøsernes side.
Isis lænede hovedet en anelse tilbage, på trods af at det var ved at være efterår var der steghedt i kroen, især for en som Isis der var vant til at leve på havet bund hvor der var koldt og mørkt. Et øjeblik overvejde hun at komme med en kæk kommentar, men hun endte med at holde sin mund, hun havde vidst allerede skabt nok opmærksomhed omkring sig selv på overfladen. I stedet sendte hun den tredje kropige et sigende blik "Kan det lade sig gøre at jeg kan få et glas til?"

krofatteren var nærmest for meget for Alexander lige nu, han var udmærket klar over at de sådan et sted ville gøre alt for at få lidt drikke penge men det var faktisk for meget, han bad derfor blot venligt om et glas vin, han var udmærket klar over at kvaliteten ikke ville være synderlig god her, men han havde bare brug for at få noget alkohol i blodet og få sig et godt glas vin, noget han ikke havde fået i et godt stykke tid.
Nu hvor han ikke længere blev overrumplet af griske kromennesker, selvom den ene af kropigerne nu faktisk så meget sød ud og tydeligvis var meget interesseret i ham, ja så var det nærmest for let, Alexander kunne gå ind på hvilken som helst kro, svinge med sin pung og få hvilken som helst kropige, så igen nu var kropiger jo heller ikke ligefrem kendt for at leve cølibat, men ikke desto mindre var det ikke lige hvad han lystede i aften.
Han vendte sig derimod imod den blå kvinde som sad ved siden af sig, han havde lagt mærke til hvordan hun næsten var blevet overset da krofatter og hans piger havde travlt med at tage sig af Alexander.
"Frøken jeg beklager meget hvis min ankomst bragte dem besvær, jeg synes det er forkasteligt at krofader nærmest bare glemmer de andre kunder, og specielt en så interessant som dem, tør man spørge hvilken race de tilhører?"
Sagde Alexander og sendte sin karismatiske smil med lukkede øjne.

Isis fortsatte med at stirre på manden, hun var sikker på at hun havde set ham før, men hun anede ikke hvor. Hun omgav sig aldrig med folk der var klædt som ham, så måske havde de stødt på hinanden på havet, han måtte vel sejle, siden han opholdt sig i en havn. Til sidst lod hun så blikket glide rundt i kroen, for at ende på krofatteren, som tydeligvis skammede sig over at være så åbenlys grådig.
"Det er okay, man vender sig til det!" knurrede hun så, og lod kåben glide lidt ned over skuldrene, så hun kunne dampe lidt af, hun var efterhånden vant til, at blive tilsidesat diverse steder, ikke kun grundet at hun ikke var velhavende, men ligeledes grundet beskyldninger om at hun kunne lokke mænd til den visse død, eller at hun var dæmon, og intet af det passede, sandt var Isis mor indehaver af en skrækkelig sirenestemme, men Isis kunne slet ikke kontrollere mænd i det omfang som hun kunne, desværre, oftest ville det nok bare være lettest sådan.
"Og hvad bringer en herre som dig til et sted som dette?" spurgte hun så, og løftede et øjenbryn i hans retning, imens hun tog imod det andet glas saft, som hun smed et par hvide perler på bordet for som betaling.
Perler som disse var sjældne da de for det første var større end almindelige perler, men for det andet havde et blåligt skær. Grunden til at Isis havde genstande som disse var sjovt nok, at det kun var muslinger der hørte hjemme dybt i havet der kunne frembringe sådanne skønheder, for Isis betød det dog ikke det store, hun var vant til dem, men menneskene virkede til at være ellevilde.
Det var samme perler der var broderet som kantbånd på Isis kåbe, og dette skulle være den eneste grund til at tro at hun var den mindste smule velhavende, alt andet stridede dog imod dette, et enkelt stykke tang var sikkert at finde i de blå lokker sammen med sand i hovedbunden, som man ikke rigtigt kunne undgå når man levede på bunden af havet

Alexander smilede til hende, der var visse mennesker der kunne blive direkte hadske overfor velhavende folk når de fik speciel behandling, selvom de ikke engang havde bedt om det, faktisk havde det ødelagt Alexanders chancer hos nogen kvinder, men det positive udvejer det negative.
" Tvært imod, lad mig da i det mindste byde dem noget at drikke? Om end bare så jeg selv kan få samvittigheden i orden igen"
Sagde han venligt til hende og tog en tår af sin vin, dog blev han afbrudt af krofatter der kom med lidt diverse madvarer, tydeligvis det han lige kunne finde ved hånden, og desuden et stort glas mjød, Alexander vidste at han ville ende med at betale for det, men det rørte ham ikke det mindste, priserne sådan et sted her var tit ufattelig små, så små at noget af hans tilbehør alene kunne købe hele stedet, hans kappe fx kunne nok betale for stedet.
"Jeg er netop kommet hjem fra en rimelig lang rejse, og så ville jeg egentlig bare finde det første og bedste sted jeg kunne finde, og så faldt jeg over dette sted. Jeg kunne dog ikke forestille mig at jeg ville være så heldig at møde en smuk og eksotisk kvinde som dem selv sådan et sted"
Sagde han med et lidt kækt glimt i øjet, han tog sin frakke af og hængte over stolen så han sad i en ærmeløs hvis bomuldstrøje, alt andet tøj havde været alt for varmt der hvor han var kommet fra, og så passede den perfekt sammen med det diverse sølv smukker han bar.
"Kunne jeg ikke byde på lidt at spise? Jeg er ikke selv særlig sulten, og det ville være syndt at lade det gå til spilde" Spurgte han høfligt og ønskede selvfølgelig at hun ville slå sig ned ved hans bord sammen med ham

Isis stirrede skæbtisk på ham, hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle syntes om ham, på den anden side var hun ikke kommet op på land for at være bitter og sur på hele menneskeligheden. Et eller andet sted syntes hun dog selv at hun var ganske berettiget til at være gnaven, det var trods alt mennesker der havde jagter hende, fanget hende, tortureret hende OG ikke mindst skudt hende med en pil.
De gule øjne fulgte ham da han hang sin kappe op, og lo en smule da han kom med sin 'eksotisk kvinde'-kommentar, han skulle bare vide, så ville han nok løbe skrigende væk.
"Tjo, og jeg havde ikke regnet med at løbe ind i adlen, så vi er tilsyneladende to der er blevet overrasket i aften!" sagde hun så, og smilede lidt, dog ikke nok til at han ville kunne se de spidse hjørnetænder, den slags kunne menneskerne nemlig som regel ikke arbejde med, måske skulle hun egentligt bare bilde ham ind at hun var en dæmon, hun vidste ikke så meget om dem, men de var tilsyneladende farlige nok til at menneskene ikke ville røre dem med en indtang, og hvis fyren her troede at hun var det, kunne det være at hun kunne undgå at blive lavet til barbecue.
"Og hvor har du så været ude og rejse henne?" spurgte hun så fortsat, det forklarede meget godt hans 'tan' hvis det dog var sydpå, Isis kunne ikke selv blive solbrændt, aller højst solskoldet hvilket var en ret forfærdelig ting for et havfolk, det tog endda ikke mere end et par timer i solen før man var ristet.
"Jeg er ikke rigtigt sulten, med mindre at der er nogen form for frugt!" sagde hun så, og så forventningsfuldt på ham, udover rå fisk var frugt faktisk det eneste hun sådan spiste på overfladen, det åd hun dog så også i lange baner, da man ikke fik noget der kom i nærheden af under vand.