Blikket i hendes øjne fratog ham hans smil.
Øjnene der så direkte ind i hans var uigenkaldeligt. Kortvarigt følte den mandlige krystallianer uønsket; han følte hun ikke turde se ham i øjnene. Hun lignede en der ønskede at flygte, og det var ham hun ville stikke af fra. Hånden der før havde hvilet imod hendes ører, var nu faldet. Den hvilede pænt ned langs hans side. Fornemmelsen af dråberne dryppende derfra, var underligt genkendeligt. Fornemmelsen af varmt væske faldende fra fingrespidserne, fik ham til at blinke ukontrolleret. Hvis blot vandet havde været farvet rødt.

Hænderne der omfavnede hans ansigt slog han ikke fra sig. Kroppen der lagde sig imod hans; brystet hvilende imod hans, skubbede han ikke fra sig. Han lod sig trække imod hende, lod hendes læber kysse hans med en voldsom lidenskab. Hænderne der før havde hvilket imod hans side placerede sig imod hendes hofter, og trykkede hende nærmere sig. Alkoholen gjorde hans krop varm; hendes søde duft gjorde ham svimmel. Smagen af hendes læber gjorder ham skør. Var han mon ved at blive vanvittig?
Da Vanessa atter trak sig fra ham, måtte han standse sig selv for ikke at lade ansigtet følge efter hendes. Han bed sig i læben, fornemmende det ikke eksisterende nap som burde have opstået ved denne handling. Var det den alkoholiske rus som havde steget ham til hovedet, eller var det blot hende?
Tøjet blev fjernet fra hans hud. Han følte sig nøgen; ikke pinligt berørt, men blot nøgen. Det prikkede ham underligt i fingrene da hun lagde hænderne imod hans brystkasse. Hun mærkede på hans hud, følte på arene der havde lagt sig pænt på toppen af hans hud. Der var mange af dem, så mange at han var stoppet med at tælle dem. Hvad havde det overhovedet nyttet? De forsvandt jo ikke alligevel.
,,Hm?” brummede han, imens han lod hendes ord falde ordentlig på plads i hans hoved. Øjnene kastede sig imod ryggen foran ham; granskede hvert eneste træk derpå. De nøgne skuldre, buen der adskilte ryggen fra resten af kroppen. Han hævede ansigtet, imens han lod de slidte fingre omfavne snørrerne. De havde aldrig været ment til at skulle åbne en kvindes corsage. Men trådene blev adskilt; så lange som de var, faldt de ned imod hendes ben. Han trak sig tilbage fra hende, indtil han mærkede hans ben stødte imod baljen. Han vendte ryggen til, med øjnene faldende over hans højre skuldre. Også venstre. De havblå øjne kunne ikke slippe hende.
Hans fingre føltes underlig usamarbejdsvillig da han skulle binde sine bukser op. Han nåede ikke at reagere før de allerede sad ham omkring anklerne. Med en fornemmelse for at alkoholen endelig havde nået sit mål, trak han den sidste del af tøj af sig selv. Først da opdagede han hvor nøgen han egentlig var.

Snørrerne ramte hendes ben; ikke på ubehagelig vis, faktisk føltes det som at gå i højt græs ved sommertid, registrerede Vanessa med et ubemærkeligt smil på sine tørre læber. Køkkenet drejede rundt for hende, og hun var et øjeblik i tvivl om hvorvidt det var hende, der stod på hovedet, eller om det var rummet. Da hun følte Handarks fingre nå bunden af corsagen vendte hun sig imod ham, og med blikket fikseret på hans skuldre, ligesom for at holde balancen, tog hun corsagen over hovedet, dernæst den lange undertrøje hun havde haft på som en substitut for en underkjole. Der var blod på sømmen af den, men hun nægtede at se det.

Da corsagen og undertrøjen var over hovedet og den nøgne, mørkhårede kvinde atter kunne lade blikket vende tilbage til dets fikspunkt, var det et ganske anderledes syn der mødte hende, et syn der fik hende til ufrivilligt at ånde tungt ud. Det slog hende, at Handarks krop ikke holdt nogen hemmeligheder. Selvom lyset i rummet var sparsomt kunne det ikke skjules at mandens krop var præget af et liv fuldt af strabadser, og tanken fik Vanessa til at smile; hun behøvede måske i virkeligheden ikke at kunne læse hans tanker, for at forstå ham. Hun behøvede måske i virkeligheden slet ikke at forstå ham, når alt kom til alt. Der kunne ikke kræves meget mere af hende i forhold til ham, end den altopslugende fascination, begær og beundring hun følte, når hun betragtede den robuste mand i sit køkken. Med lette trin gik hun hen bag ham; hun lagde forsigtigt armene omkring den andens liv, imens hun begravede ansigtet imellem hans skulderblade og åndede tungt ud. Hun var rolig, når hun var tæt på ham. Blidt pressede hun sine læber imod den andens hud, før hun gik om foran ham, trådte op i baljen og lod sig synke ned i det tempererede vand.

En hånd blev rakt op for at finde hans, og hun hev blidt - for at få ham ned til sig, for at kunne føle sig helt rolig igen.

Han registrerede udmærket hendes omfavnelse og kysset imod hans pirrelige hud. Han registrerede udmærket hendes tilnærmelser af ham, lyden af hendes åndedræt og følelsen af hendes næsetip kildrende hans hud. Men han gjorde intet, ikke andet end at læne sig svagt tilbage imod hende. Han mærkede blot hvordan deres nøgne hud kolliderede imod hinanden; fornemmelsen af hende, der rørte ham. Han lukkede blot øjnene, følte på fornemmelsen af rummet snurre voldsomt omkring ham. Det var længe siden han havde drukket og drukket så meget, som de nu nuværende tidspunkt havde gjort det. Han havde på fornemmelsen, at han ikke ville få det godt næste dag. Han ville få en dundrende hovedpine.
Han åbnede langsomt øjnene, først det ene også det andet, da han mærkede hvordan hendes tag om ham løsnede sig. Han rettede sig op, stirrede blot ned i det stillestående vand i balgen, imens hun bevægede sig foran ham. Men så løftede han blikket, så hvordan hun langsomt placerede sig deri, ganske, ganske forsigtigt. Det ville være løgn hvis han ikke synes om hvad hans så; verdens underdrivelse, om muligt. Men han gjorde intet andet end blot at beskue og granske. Han kunne hurtigt konkludere, efter få sekunder, at hun var endnu smukkere end han huskede. Han havde trods alt også kun betragtet hende nøgen én gang før: i lyset fra en olielampes skær.

Hånden der omfavnede hans fik ham til at træde fremad. Hans havblå øjne havde nu bundet sig totalt til hendes grønne, og han trådte sikkert frem. En fod placerede sig i balgen, også kom den næste. Han gispede lavt da varmen omfavnede hans ellers iskolde fød, og han skar tænder. Men han havde endnu ikke sluppet øjnene – heller ikke da han endelig satte sig ned, spredende benene for at skabe mere plads i vandet. Hans hånd var midlertidig hvilket fri fra hendes, og holde sig støttende sammen med den anden i kanten af balgen. Først da han havde placeret sig rigtigt, slap han kanterne og lod hænderne falde ned i vandet. Og han forholdte sig da stiltiende. Det eneste han gjorde var at lægge hovedet ganske let på skrå, placerede hænderne støttende imod hans knæ, for at læne sig fremad imod hende. Han kyssede hende på kanten af hendes mund.

Det var sært, som et relativt fremmed menneske kunne gøre så stort et indtryk på så kort tid; Vanessa selv kunne ikke lade være med at undre sig over, hvad det mon var ved Handark, der gjorde at hun med det samme fik lyst til at give slip på sig selv med ham og blot overgive sig betingelsesløst til ham. Var det fordi han var, nok ikke voldsomt, men dog mærkbart ældre end hende, og dermed udstrålede en form for myndighed, der fik hende til at føle sig tryg? Var det hans stemmes klang, når han sagde hendes navn, eller var det måden hvorpå han så på hende? Eller var hun snarere blevet overbevist af faktum at han rent faktisk havde virket villig til at risikere sit liv for at beskytte hende, uden rigtigt at kende hende? Det ville være at lyve at sige, at hun ikke havde fordelen i forhold til at vide mest om den anden, og i det øjeblik, hvor Handark satte sig ned til hende, blev hun overvældet af idéen om at han måske i virkeligheden kun tilbragte tid med hende nu, fordi han endnu ikke havde haft en chance for at kunne lære hende nok at kende, til ikke at bryde sig om hende. Det var en ubehagelig tanke, men ikke desto mindre lå det til den mørkhårede kvindes natur at tvivle på sit værd, og dette karaktertræk blev om noget forstærket efter indtagelse af alkohol i så store mængder, som de havde gjort det.

Den var næsten ubærlig, øjenkontakten. På den ene side satte den ubehagelige tanker i gang – tanker som ovenstående, tanker, der fik Vanessa til at tvivle på sig selv, og på ham, på hvad det var, der foregik – og på den anden side gjorde den hende varm i kinderne. Det var sidstnævnte grund, der gjorde, at hun ikke kunne få sig selv til at se væk, om end den anden side af hende trak i hende, ville have hende til at se ned på sit eget spejlbillede i vandet, frem for på de havblå øjne. Den del af hende, der tvivlede. Men tvivlen smeltede bort, da Handark lænede sig forover og nærmest ulideligt blidt strejfede hendes mund med sin. Knapt så blidt fangede hun hans læber med sine, og løftede en hånd op fra vandet for at lægge den over Handarks skulder, gribende musklen med de smalle fingre. Vandet de sad i tog en anelse farve fra de blodrester, der blev skyllet af Vanessas ben; ærligt talt ville hun aldrig være kravlet i en balje vand med en anden, når der var så stor risiko for infektion, hvis hun ikke havde været fuld, men netop nu var hun ligeglad, om benet så skulle amputeres. Det var rart i den balje – det var rart sammen med ham, og for en stund virkede verden overskuelig. Det higede i hende efter at komme tættere på Handark, men baljen tillod det ikke. Derfor gik der ikke lang tid før en rastløs hånd, af mangel på bedre, klemte blidt om Handarks lægmuskel nede i vandet.
Kysset ville Vanessa bestemt ikke være den første til at bryde - hun havde tænkt sig at vedligeholde den skrøbelige forbindelse imellem deres læber så lang tid som muligt.

Et smørret smil formede sig på hans læber, efter at disse i få sekunder blot havde strejfet kvindens rosenrøde. Han ville have udbrudt et lavt, kælent grin ved denne berøring; ville have trukket sig en anelse fra hende, for at kunne se på hende. Ordentligt, altså. Se hvordan et om muligt gengældende smil ville forme sig på hendes læber, og hvordan dette ville brede sig derfra til kinderne, også til øjnene. De grønne øjne, der på nuværende tidspunkt var svagt, svagt rødsprængte hvis han ikke tog helt fejl. Han ville beskue hendes ansigt, hendes krop der fra under brystet og ned var dækket af varmt, svagt dampende vand. Han ville lade sig falde hen i hende, give sig fuldkomment til hende. Han ville lade hende komme tættere på.
Det første og største problem var pladsen. Baljen tillod dem hverken nuværende eller deres senere tilnærmelser af hinanden. Dette måtte den mørkhårede krystallianer med ærgrelser konstatere, da han mærkede hvordan hans knæ stødte imod træpladerne, som formede badebaljen de begge var placeret i. Fyld med berusede tanker, overvejede han hans nu ellers gennemførte ide. Havde det nu været en så genial ide, som han før havde betragtet det som? I en kort stund synes det at have været oplagt - at få vasket snavset af sig, altså. Det havde været oplagt, at drikke sig så beruset at man knap nok kunne fokusere hundred procent, for så at beslutte sig for, at man skulle springe ud i et impulsivt bad med en kvinde, man havde stiftet bekendtskab med for under en uge siden. Helt igennem oplagt var dette selvfølgelig, det ville da være åbenlyst for enhver – men hvorfor? På hvilke grundlag var dette oplagt?
Tankerne gjorde ham skør, endnu galere end han tilsyneladende var i forvejen. Hun gjorde ham mindst lige så skør, fordi – fordi, hun var som hun var; så ud som hun så ud. Han kunne ikke forklare den følelse, den tryghed måske, han følte når han så på hende. Men der var så meget mere. Så meget mere han end ikke selv var klar over.

Grebet omkring hans lægmuskel fik ham til at strække ryggen ganske svagt. Hendes fingre imod hans muskler fik ham til at løfte hans ene hånd, ganske let fra vandet. Læberne arbejdede lidenskabeligt imod hinanden, fik ham til at trække vejret dybt ned i næsen i bedre mangel af luft. Alt hvad der hed tanke og overvejelser, forsvandt fra ham. For det var hvad hun gjorde ved ham. Hun forblændede ham; gjorde ham blind for enhver virkelighed. Tåbeliggjorde ham, på en underlig romantisk måde. Og det var da dybt tåbeligt, var det ikke? Hvordan kunne han forkaste sig sådan til et andet menneske?
Men så på den anden side: hvordan kunne han ikke?
Den mandlige krystallianer slog ganske let hovedet til siden, forsigtigt vendte han det, og afsluttede kysset. Hans øjne vendte sig imod hende, mærkende hendes varme åndedræt imod hans læber. Han smilede fjoget, imens han fortsat så imod hendes øjne. Hans hænder var nu grebet omkring baljekanten, knugende derimod, helt ukontrolleret. Præcist som hans åndedræt.
”Måske var det her en knap så fantastisk ide?” hans læber strejfede hendes, imens han talte. Han følte ingen kontrol over sig selv. Ingen.

Det var utroligt så meget den ellers halvberusede, hvis ikke ligefrem helberusede Vanessa formåede at opfange, som de sad der i baljen. Hun opfattede vandets temperatur, der stadig var lidt varmere end det var hende behageligt, men det var et offer hun var villig til at gøre, givet at der ville gå længere tid før vandet blev koldt, hvilket sikkert ville ske hurtigt, fordi der var hele to kroppe til at absorbere den ledkærtegnende varme. På trods af et svagt sløret syn, og på trods af at hun virkelig gerne ville koncentrere sig om at kysse Handark, kunne hun heller ikke lade være med at bemærke at det størknede blod, at skidtet fra deres kroppe, langsomt løsnede sig fra dem og lagde sig som en svagt rødlig overflade i vandet. Synet gav hende kvalme, så hun rettede nærmest desperat sin fulde opmærksomhed mod manden overfor sig, lod sig hengive til lyden af hans stemme og fornemmelsen af hans læber, da de næsten umærkbart men stadig gåsehudsindbydende strejfede hendes. Luft blev tungt skubbet ud af den mørkhårede kvindes mund i form af et dybt suk der blev indrammet af det der kunne ligne et smil. ”Jeg synes det var en god idé,” fik hun fremtvunget, selvom hun i virkeligheden næsten var desperat efter at kunne klamre sig til den blåøjede. Lade flere, nye minder om hans krop imod hendes neddysse de ubehagelige og blodfyldte der dominerede hendes sind, til trods for alkoholens virkning.

Men det var jo ikke fordi der ikke var tid nok.
For det var der jo.

De ville helt sikkert være mere eller mindre frivilligt fangede i lejligheden mindst en uge de to, og selv efter det… hvis deres skæbner ikke var sammentømrede allerede fra den dag, hvor de løb ind i hinanden i regnvejret, så var de det nu. Der var et bånd nu. Et bånd der var anderledes end blot at have været nøgne sammen, rørt hinanden. Meget anderledes endda. På ingen måde bedre. Men på alle måder stærkere.

”Det er bare som om du er.. meget tæt på og meget langt væk på samme tid, er det ikke?” kom det lidt efter. En klump i Vanessas hals slørede udtalen. For helvede da. Hun skulle jo bare være fuld og glad. Af bar irritation over det der lod til at være en fremherskende ynkelighed lænede Vanessa sig atter en smule frem for at lade sine læber fange Handarks, og den bedøvende fornemmelse de medførte.