Krystallandet
Ekko 19.07.2009 18:11
Ekko drejede kort hovedet, da han mærkede en skygge over sit hoved. På skyggens form ville han have tænkt, at det var en eller anden form for fugl. Men det undrede ham, at han slet ikke havde følt dens nærværelse. Nu så han 'fuglen' lande på muren. Og han så vingerne forsvinde. Han gav en forskrækket lyd fra sig - man kunne kalde det et piv - og afskærmede per refleks. Der var noget gennemgående skræmmende over den skikkelse. En del af Ekko sagde ham, at han skulle se at komme væk, men han blev alt for nysgerrig. Langsom gik han nærmere, mens hans blik hoppede fra de kæmpende på pladsen til 'fuglemanden' på muren. Til sidst blev han hovedpine for meget, og han fjernede afskærmningen igen, men sørgede for at holde sig inde i skyggen. Så får en lyd ham til at kigge på pladsen igen. Et øjeblik tror han, at den leende mand i midten er overvundet - så breder en støvsky sig ud fra ham. Alle mændene ligger på jorden. Ekko sukkede for sig selv - han måtte se at finde et bibliotek, så han kunne finde ud af, hvad alle de mærkelig mennesker havde gang i. Ekko 19.07.2009 18:54
Ekko følger åndeløst med i kampen. Det er noget morbidt spændende over en kamp på liv og død. Ekko lægger mærke til alfen i arenaen, og overvejer kort, om han skulle forsøge at tale til ham bagefter. Det er den første alf han har mødt udenfor skoven. Og så måske ikke. Han bliver helt i tvivl om, hvorvidt det rent faktisk er en alf.Ekko hyler forskrækket, og afskærmer automatisk igen, da der også skyder vinger ud af mandens ryg. Han aner ikke, hvorfor det skræmmer ham sådan, hver gang det sker, men det er noget af det mest uhyggelige.
Hurtigt slår han afskærmningen fra igen, samtidig med at han ser bueskytten falde. Han sender en stum bøn til Kile om at tage godt imod den faldne bueskytte, og får en svag kvalme i halsen. Hvad laver han i det hele taget også her? Han åbner sindet, for at få kontakt med Carmen. Hun er langt væk, men lover at hun nok skal komme og hente ham, når hun kan.
Ekko 19.07.2009 19:54
Ekko undgik heldigvis at se jordmandens endeligt. Han mærkede Carmen komme, og kiggede op mod hende. Hurtigt skyndte han sig dog at vende blikket væk, for ikke at blive blændet, da solen blev spejlet i fjerene. Da sejrsherren voksede, kom han til at kigge ned på pladsen, som sejlede i blod. Sandt nok, mennesker var spændende, men de kunne altså også være uhyggelige. Og hvad laver du så her? hørte han Carmen spørge, halvt drillende, halvt uroligt, da hun havde sat sig på muren. Du regnede da ikke med, at det var et sted for dig.
"Hold nu op med at lyde ligesom mor," svarede han med et lille smil. De havde haft den her diskussion før. Og selvom han tilsyneladende talte ud i luften, vidste han. at hun kunne høre ham. "Og du må da indrømme, at der er noget interessant over det. Hvis man skal finde ud af, hvordan mennesker er, er det her sikkert et godt sted."
Han kiggede eftertænksomt ned. Han kunne godt tænke sig at se nærmere på manden i arenaen, men mange af menneskene var kommet i vejen. "Jeg går lige lidt tættere på," sagde han til Carmen, og ignorerede hendes 'Pas nu på'. Hurtigt vævede han sig ind og ud mellem tilskuerne. De fleste var dybt opslugt af manden på pladsen, og var ikke specielt opmærksomme, så han afskærmede ikke meget. En enkelt gang kom han forbi en kvinde, med en utrolig flot hårnål. Den sad lidt løs, og Ekko behøvede ikke stå stille længe, før hun var fri for den. Et par pladser længere nede slog Ekko afskærmningen fra igen, og kiggede rundt for at finde en plads. Han ville blive nødt til at stå op alligevel, men det gik nok.
Tarrak 03.08.2009 14:01
Vinden tager til omkring området, det er nu tidlig aften, og arenaen har ligget stille i mange timer. Stilheden brydes dog da tunge skridt kolidere mod den ellers bløde jord. Tarrak ser sig om i denne store arena for første gang. Han har iført sig sine flænsede klæder, vis formåen ikke er at holde på varmen men beskytte ham mod solens varme stråler. Han har et klæde viklet om hovedet som han dog trækker af ved hans velkomst, solen er netop gået ned.Hans overkrop og ansigt var fuldkommen forbrændt, men det lod ikke til at præge ham. Han havde glemt alt om solens effekt midt om sommeren, det var jo ikke noget han var vant til fra norden. " Hvordan kan jeg havde overset denne her arena? " Sagde han med hans hårde stemme, men med en positiv tone. Hans pisk svang sig lystigt bag ham som var det en hale.
Xenix 03.08.2009 14:12
Efter mindre end ti minutter kom Katah ligeledes til syne, efter hendes besøg i Norden var selve vinden varm hernede, hun så sxig omkring med et kækt smil, ikke at hun vidste tarrak befandt sig her, men hendes sanser havde ledt hende til ham. Hun så hurtigt rundt i arenaen og trak på skuldrene, hun havde været her før, men da havde hendes modstander hurtigt trukket i land efter at have udfordret hende, ergo var det ikke et sted der for hende fremkaldte de vildeste minder, men hun følrte sig nu meget godt tilpas. Et eller andet sted mindede det vel om Nordens Kamparena, bortset fra at den de havde "der hjemme" var væsentligt mere solidt bygget af enorme kampesten og metalplader."Længe siden Tarrak, hvor har du været?" sagde hun med det normale flabede smil, før hun satte sit store spyd i jorden og strakte nakken, de grå øjne så undersøgende på tarrak, han var blevet brunere, ligesom hende selv, et eller andet sted klædte det dem vel, men det var ikke noget hun bed mærke i, hun var vant til at omgås hvide mennesker så at vøre lys i huden var ganske normalt for hende.
hun tog en dyb indånding, den varme luft gjorde hende ør i hovedet, det værste var at komme direkte fra den kolde nord, til den lune syd
Lillesøster til Tarrak
"At kende andres svaghed gør dig overlegen, at kende din egen gør dig uovervindelig!"
Tarrak 03.08.2009 14:30
Tarraks øjne slog sig vågent op idé han genkendte hendes stemme, den var aldrig til at tage fejl af. " Jeg har været lidt omkring, diverse kroer, du ved. " Sagde han smilende, tydeligvis havde han oplevet en del. Kroslagsmål var noget han havde savnet men nu var han da i form. " Hvad med dig søs, hvordan var dit besøg i norden? Savnede vores brødre dig?" Spurgte han lettere drilsk og lo kort. Hans hud dunkede grundet forbrændingen, alt hvad han rørte ved, gjorde et smertefuldt udfald, til hans store irretetion. Han tog en dyb indånding og tog sig til panden, og i det samme slog hans hale svagt i jorden, den gjorde altid udslag når han blev udsat for noget der gjorde ondt. Han så hans søster an, Katah havde formået at få en del farve, hendes hud var brunlig, hvor derimod hans var rød. Han var nu ligeglad.
Xenix 03.08.2009 14:45
Katah slog en kort latter op og gik tættere på, hans humor havde ikke ændret sig, og det havde hans sans for slagsmål bestemt heller ikke, og gjorde det nok aldrig, ligesom hendes. De var ens på mange punkter og ret forskellige når det kom til stykket "Nå da, hvor mange kroer er så blevet ramponeret?" lo hun og strøg noget af håret tilbage, han var skoldet det var klart for enhver, og hvad endnu tydeligere var, at han var dybt irriteret over det, det var altid let at se, i hvert fald for Katah som kendte ham så godt."Jou, selvfølgelig savnede de mig, det gør de jo altid!" lo hun og løftede venstre arm, der var præget af et enormt blåt mærke der var mere sort end blåt, sådan så hun altid ud når hun kom hjem fra besøg, dog var det også sådan hun efterlod de fleste af hendes brødre efter sådan et besøg, ikke fordi de var uvenner, de sloges jo kun med kærlig hensigt
Lillesøster til Tarrak
"At kende andres svaghed gør dig overlegen, at kende din egen gør dig uovervindelig!"
Tarrak 03.08.2009 14:57
Tarrak gengældte smilet dog noget mere koldt. Han vendte blikket mod hjorden og fnøs muntert " Nok flere end jeg har tal på, der ligger trodsalt mange ude på landet, men de bønder kan jo ikke slå fra sig, og kvinderne langtfra " Sagde han og så ned af sig, han havde tre små men dybe huller i siden, fra en høtyv som en bonde panisk havde forsøgt at dræbe Tarrak med under et af hans overfald på en gård, dog var det ikke lykkedes ham, der skulle en del mere til. Et bredt smil lå på hans læber, han mindes de mange slagsmål, hvor kunne mennesker her fra syden skrige, det var faktisk lige til at blive irreteret over. Han fik øje på hendes sår og målte det med øjnene, det var vel bare en bekræftigelse af hendes besøg hos stammen. " Det lader ivertifald til at du var savnet " Sagde han med en let stemme og hentydede til hendes blå mærke, som var det største af dem, man kunne finde på hendes krop, det gik aldrig stille for sig i lejren.
Xenix 03.08.2009 15:09
Katah krydsede demonstrativt armene og sendte ham et spydigt smil "Jamen dog, tænk at det ikke er gået op for dig endnu!" lo hun og lagde vægten over på det ene ben "Jeg ved ikk hvad de tror det er, men jeg har sjældent kendt mage til latterlige folk, de går jo i panik bare man kigger på dem!" egentlig var det sandt nok, selvom både hende og tarrak havde befundet sig i syden længe nu havde sydboerne endnu ikke vendet sig til deres størrelse.hun vendte blikket ned mod hans sår fra høtyven og rynkede undrende brynene, hvad mon der var sket siden han ikke havde lavet sig til metal før han bleb ramt, af noget, højst sandsynligt, meget spidst.
hun slog til sidst håpnden ud mod dem og pegede næsten beskyldende "hvad i alverden har du dog lavet?" sagde hun med en mistænksom stemme og vendte så blikket mod hans. Det var tydeligvis nogle der havde prøvet at aflive ham, og havde Tarrak endnu ikke taget sin hævn, skulle Katah nok selv finde svindet der vovede at skade ham, og dreje halsen om på vedkommende før han selv vidste af det
Lillesøster til Tarrak
"At kende andres svaghed gør dig overlegen, at kende din egen gør dig uovervindelig!"
Tarrak 03.08.2009 15:21
Tarrak nikkede bekræftende, folkene her i syden var lette at skræmme, der skulle ikke det store til. De mange slagsmål han havde været indvolveret i havde skyldes at folk generalt gloede på ham, og uden hans søster i nærheden til at trappe det lidt ned havde det været grundlag for samplige dødsfald rundt omkring. Han så undrende ned på såret men tog lidt afstand fra det " En bonde kom lidt for tæt på, efter at jeg havde brændt hans gård ned. Jeg sov da han gjorde det.. " Tarrak smilede sarkastisk, bonden der havde gjort det, var der blevet taget hånd om. Tarrak kunne tydeligt huske hvordan han efterlod manden hængende på hovedet fra hans lille lade, uden ører eller for den sags skyld arme, men døde højt sansynligvis af blodet der steg ham til hovedet, i bokstaveligste forstand. Han lo ved tanken og lod ikke til at være rørt af dette lille nederlag.
Han tog en dyb indånding, det var et stykke tid siden at han havde set sin søster, og havde vel savnet at snakke med hende, eller nok mere, havde han bare savnet at skygge hende, han ville helst vide hvad hans søster lavede og hvor hun befandt sig. Han satte sig med ryggen til hende og så rundt i arenaen, den var stor, ja, men kunne ikke sammenlignes med den derhjemme. Han virkede meget roligt, det var som om at siden han var kommet til syden havde han fået så meget afløb for sine agresioner at han var mere afslappet, men dog stadig ligeså kold som før.
Xenix 03.08.2009 16:27
katah nikkede forstående og så endnu engang på sårene "Er han død?" spurgte hun ivrigt og gik tættete på ham, selvom han ikke kunne se hende "Thorbjørn er død, han blev knust under nogle klipper for nylig!" sagde hun uden følelser i stemmen, thorbjørn havde altid været der, også da både Katah og Tarrak var små, men han var også ved at være gammel, selvom han var frisk til det sidste.'Hun rømmede sig og gik ind forean Tarrak "Hvornår havde du tænkt dig at vi skulle besøge din veninde?" sagde hun pludseligt med et sleskt smil
Lillesøster til Tarrak
"At kende andres svaghed gør dig overlegen, at kende din egen gør dig uovervindelig!"
Tarrak 03.08.2009 21:17
Han nikkede, afgjort havde han taget godt hånd om bonden. Nyheden om Thorbjørns død lod han bare til at ryste af, det var enlig en skam, han var nok den eneste mand eller rettere sagt olding i stammen, der ikke sendte vrede blikke eller fordomme ud omkring Tarrak, men altid havde formået at kunne snakke med ham på øjenhøjde. En skam. Han rømmede skuldrende og fik så tanken om hans nye bofælle i hovedet, som hurtigt fik ham til at trække på et smil " Meget snart... Vi kan sige engang imorgen når jeg har fået sovet lidt? " Sagde han flabet og klæede sig bag øret, stadig uden øjenkontakt med hans søster. En regndråbe faldt tungt ned fra den mørke himmel og ramte hjorden mellem dem, og kun få sekunder efter begyndte et pludseligt skybrud, og regnen tiltog voldtsomt. Hans klæder blev hurtigt gennemblødte, og lagde sig tungt ned langs kroppen. Han sukkede letsindet, uden bekymringer eller andet, han havde levet livet de sidste måneder, efter hans egen mening, han elskede syden, eller rettere sagt, han elskede naturen, menneskerne var mærkelige, og alle de mærkelige væsner ligeså. I det hele taget var alt i syden mærkeligt, bortset fra hans søster og Arkk.
" Hvad syntes du enelig om syden?" Spurgte han roligt.
Xenix 03.08.2009 22:35
Katah trak opgivende på skuldrende, hvorfor i alverden var han så stille, han plejede da nok at kæfte op om det ene og det andet, men idag virkede det som om han var underligt til mode. "Imorgen lyder fint, jeg slår mig ned å kroen i nat, jeg gider ikke skoven!" sagde hun bestemt og skævede over til sit spyd der stod nogle meter væk, solidt plantet i jorden.
Hun vendte hurtigt blikket op mod himlen idet det begyndte at tagne og lod de tnuge dråber kærtegne hendes ansigt, regnen dulmede varmen noget så dejligt.
"Hvad jeg syntes om syden?" hun slog blikket undrende ned mod ham "Siden hvornår er du begyndt at bekymre dig om det, hvad er der overovede galt med dig? Du er så stille, du virker helt fraværende!" sagde hun bestemt og skubbede til hans ene ben med foden, mens de grå øjne stift så ned på ham
Lillesøster til Tarrak
"At kende andres svaghed gør dig overlegen, at kende din egen gør dig uovervindelig!"
Tarrak 04.08.2009 00:22
Tarrak rejste sig roligt op og vendte blikket mod hende, som om hendes lille puf og pludselig opfaren ikke blev registreret, og begyndte at rette på sine klæder som klæbrede sig stædigt til hans krop " Fraværende?! Jeg nyder da bare vejret, kvinder og slåskampe har jeg da haft nok af, til at jeg fortjener bare et lille snes tid til fred! er det formeget at be om?!" Råbte han pludseligt irreteret og vendte sig om, så hans grå øjne skar ind i hendes. *Fraværende, siden hvornår har det gået hende på om jeg var fraværende?* Tænkte han demonstativt. Der var ikke sket de store positive ting iløbet af den forrige måned, men negative havde der været rigeligt af, Bonden der havde angrebet ham imens at han sov havde formået at gennembore hans mavesæk, hvad der havde foresaget en del smerter de næste uger, og folk gloede mere end normalt, og så var der jo selvfølgelig diverse vagter der hele tiden var på nakken af en, ikke at Tarrak ikke nød kamp, men ting såsom mad og søvn havde han ikke haft meget af. Nu hvor han tænkte over det var sydens eneste glæder : Sprut, kvinder og kampene, men det kunne man jo også tage til takke med. Naturen gav ham kun ro i de situationer han behøvede, men til mere gavn var den sku heller ikke.
Xenix 04.08.2009 00:31
Katah krydsede demonstrativt armene over has råberi og bøjede sig lidt forover mod ham "Årh så slap dog af, man skulle jo fandme tro at du var blevet som en af disse sydstatsfolk!" snerrede hun bittert og så anklagnde ned på ham, nu havde hun for en gangs skynd spurgt ind til hans humør og så blev man angrbet på den måde.Hun rystede hånligt på hovedet af ham, og mærkede hvordan hendes lange hår klistrede til hendes bare ryg grundet den tunge regn, der ligeså gjorde jorden omkring dem tung og mudret.
"Og så går du i en kamparena for at få ro, tsssk, man kan godt se at det ikke er hjernen der trykker dig platfodet hva brormand?" snappede hun hånligt, og trådte et skridt tilbage fra ham så han ikke kunne nå hende med pisken, den havde hun efter mange år lært alt for godt at kende
Lillesøster til Tarrak
"At kende andres svaghed gør dig overlegen, at kende din egen gør dig uovervindelig!"
Tarrak 05.08.2009 00:30
Tarrak rystede provokerende på hovedet, irreteret tydeligt, men behersket. " Som om at jeg har noget tilfældes med disse spinkle mennesker!? Hah! Påstår du at jeg er svag?! Er det det?!" Sagde han med en monotom stemme, som kunne få skabt hårrejsning hos en normal person, hans øjne mødte hendes med bebrejdelse og et ukontrolærtbart raseri som hun udemærket kendte. Han var i et stort underskud af både mad og søvn og det udspejlede sig i hans korte lunte og ikke mindst i hans minimale kontrol over egen handlekræft. Han kørte arrigt hånden gennem det driv våde hår og strøj i frustration en hårtot tilbage som skyggede for hans udsyn. Hans pisk slog et hårdt slag i hjorden, som den nu altid gjorde når han var i det røde felt. " Bare fordi at du har drevet den af i vor domæne betyder det ikke at alle har haft det pragtfuldt, nogle er jo nød til at sørge for at rygtet her i syden omkring vores stamme ikke bliver sat til tvivl, ikke at dobbelt mands arbejde ikke er noget jeg ikke kan overskue, men uden mad og drikke, for ikke at sige søvn indtag de sidste fem døgn trænger jeg bare til to minutters ro, og bliver så anklaget for at være svag?!" Tarrak løftede hånden og pegede arrigt på Katah. " Se det, er bare dråben!"
Tarrak plantede hans bageste fod solidt i hjorden. Pisken slog en ekstra gang, hårdt i hjorden og skød sig så frem mod Katah i henhold til at strejfe hendes maveparti med de skarpe blade. Samtidig sprang Tarrak rasende frem imod Katah med knyttet næve, med hele sin vægt bag sig, i håb om at pisken afledte opmærksomheden fra hans enelige angreb, en knyttet næve placeret i Katahs venstre side af ansigtet. Det hele blev bare formeget for ham, den sidste uges frustrationer og vrede fik frit udløb i det ene udfald, han havde ikke tænkt sig at starte en kamp, på den anden side, hvis katah svarede igen, ville han nok ikke være istand til at styre sig.
Xenix 09.08.2009 22:30
Katahs smil bredte sig yderligere da hun så effekten af hendes ord, det var tydeligt at det var noget hun fandte sjovt, især fori hun får en gangs skyld var friskere end ham, han var træt og sulten og hun udhvilet og tilpas, hvilket gav hende en enorm fordel "Årh jeg pointerede bare at jeg syntes du piver en del mere end du gjorde før du kom til syden!" lo hun og betraktede ham, egentlig var ham blevet større siden sidst hun så ham, i hvert fald over skuldrene, så i realiteten var hendes ord ren og skær provokation.Pludseligt mærkede hun hvordan hans pik dannede en lille flænge i hendes maveskind og hun trådte hurtígt et skridt tilbage med et flammende blik, der lyste af kamplyst, selvom hun næsten ikke hvade lavet andet i Norden da hun befandt sig der.
Idet Tarrak sprang frem mod hende fik hun med det samme øje på hans endelige udfald, og hun greb af ale kræfter fat i hans hånd og slyngede ham bagud mod arenaens ene væg(?). Når han endnu var af kød og blod var han ikke så svær at flytte rundt på, og desuden ville kampen nok hjælpe ham med at kome ud med hans fustrationer, der var trods alt ingen fysisk modstand blandt sydstatsboerne
Lillesøster til Tarrak
"At kende andres svaghed gør dig overlegen, at kende din egen gør dig uovervindelig!"
Tarrak 10.08.2009 17:56
Tarrak vræssede arrigt da han mærkede hendes hånd gribe om hans, få sekunder før at han blev slynget ind i den solide arenamur, som dog gav rigelig udslag i form af nogle revner. Tarrak lå for foden af muren men rejste sig hurtigt. Klæderne på hans ryg var allerede godt ødelagt efter de mange tranformationer til hans metal form, som han havde gjort i den seneste tid. Han bed trodsigt tænderne sammen men gav ikke en lyd fra sig, selvom Katahs udfald havde været noget der kunne mærkes. " Piver! Hah.. Kommer det fra tøsen der nær var blevet dræbt af en sydlændings golem! " Tarrak spyttede en mundfuld blod ud af munden og strøg en finger over læberne for at konstatere at det var blod. Hans hale begyndte at cirkulere omkring sig idé han slog ud i en flame som efterlod hans krop kolsort, og solid som det hårdeste metal. Hans hår stod op som havde der lige sprunget en ildkugle foran ham. Han tog et overrasket åndedrat, hans udmattelse og sult kunne mærkes, det gjorde ondt i hele kroppen for hver en bevægelse han gjorde i hans form, og det var tydeligt at se på hans pisk som vred sig pinefuldt. Han så op imod sin søster, rasende som han nu var. Hun lignede sig selv, bare i bedre humør og med nye klæder, selvfølgelig, hun havde jo været oppe og besøge stammen.
Pisken farede igen imod hende som var det et kastespyd i højeste fart. Den fløj lavt, men som den kom nær hende styrede den op, og forsøgte at strejfe hendes skulder så hendes våbenhånd blev sat ud af spillet. Han brændte inde med så meget misundelse og vrede af han ike tænkte på at det var hans søster, han stod overfor, men i hans tilstand ville dette nok være en kamp der var hurtigt overstået, og han vidste selvom at han ikke ville indrømme det, at han nok ikke vandt. Tarrak stod pasiv, næsten ude af stand til at røre sig, imens han lagde alt koncentration på pisken.
Xenix 10.08.2009 18:06
Katah smiloede stort over sit udfald, sidst hun havde kastet med ham var det frivilligt, og over en mur til Samsons borg, hun lo kort ved tanken og strøg noget af håret tilbage hvor det hørte hjemme. Hun måtte nok indrømme at Tarrak var en af de stærkeste i stammen, sammen med hendes anden storebror Arnar som hun lige havde besøgt, som ligeså havde givet hende en "kærlig omgang".Pludselig bleb hun revet ud af sine tanker da hun mærkede hvordan bladene fra hans hale borrede sig gennem hendes kød, og hun slap med det samme øksen, som hun lod den anden hånd lukke sig om hans 'hale' og sende en flamme gennem den idet hun trak bladene ud af det bare kød.
Egentlig gjorde det hende ikke noget ike at bruge våben mod Tarrak, for det første ville det ikke skade ham, i hans metalform, og for det andet var det trods alt hende bror, ham kunne hun ikke skade, eller, ikke dødeligt i hvert fald.
"Til gengæld tudede jeg ike som en lille tøs over det!" hvidslee hun mod ham, ganske bevidst om hvad hun lavede, faktisk mest med hensyn på at få noget af alt hans hengemte vrede ud
Lillesøster til Tarrak
"At kende andres svaghed gør dig overlegen, at kende din egen gør dig uovervindelig!"
Tarrak 10.08.2009 18:45
Tarrak smilede hævngerrigt da han så blodet springe ud af hendes sår, det gav en hvis lettelse, men lige idé at han troede at pisken alene ville kunne klare arbejdet mærkede han en gennemborende smerte fra top til tå og han faldt med et hårdt råb sammen og kæmpede ivrigt for ikke at vride sig i smerten og greb hårdt fat om hans hale, og smilede ondsindigt som han rev tilbage i sin hale, i håb om at halen ville efterlade et smertefuldt ar. Han kunne overhoved ikke magte at slås, det var en virkelig dum idé overhoved at havde transformeret sig og så aligevel, det var altid en fornøjelse at slås imod hans søster, der var modstand så det baskede. " Arrhg din kælling, hvorfor skal du altid være til besvær!? Du er færdig når jeg først får fat i dig, tro mig!" Skreg han ud i smerte, han var altid stor i munden når han var vred og især når det angik hans søster, men han gjorde sjælendt noget ud af dem. Hans næver var knyttede, det gjorde ubegribeligt ondt, Katah var nok den eneste udover folkene i hans stamme der kendte hans svaghed, som hun så tit benyttede sig af, det var trodsalt den hurtigste løsning, hvis man ville undgå formange skrammer på kort sigt. Regnen stod stadigvæk ned og gjorde blot arenaens hjord mudret og ikke ligefrem Tarrak mere renlig. Han havde ikke taget et bad længe, det havde han ikke haft tid til.
Chatboks
IC-chat▽