Lyanni kommer løbende op af klipperne i et stille med stabilt tempo.
Siden hun flyttede ind tilmidtbyen, er hun kommet af den her vej for at træne.
Vinden der oppe gør at der er modstand i hvad hun laver, hun skal bare finde det rigtige punkt at stå på.
Mens hun har været der har der aldrig været nogen andre, så da hun ser Achillius stopper hun op og ved ikk rigtig hvad hun skal gøre.
Hun bakker stille tilbage af synet af hans vinger. Da hun selv er født uden, tør hun ikk at nærme sig magiske væsner, hvis ikk hun ved at de ikk vil hende noget ondt.

achillius sidder med hovdet bukket da han lige pludselig for
en fornæmelse at han ikke mere er alene.
han vender hovdet lidt til siden og nu er han sikker
et smil kommer frem på hans læber dov forsvinder det hurtigt igen
og han sætter sig til rette med den ene fod ud over klippen

Hun bliver først lidt nervøs da han kigger på hende, men da han smiler til hende bliver hun lidt mindre nervøs.
Lyanni kan godt se at der er noget som går ham på, så hun går stille hen mod ham, men ikk for tæt på.
"E.. Er du okay?"
Spørg hun lidt stammende, da hun kun står et par meter fra ham.
Hun kan jo umuligt vide om han logger hende i en fælde eller noget.

han vender sig om igen da personen kommer nærmere på ham
og osse begynder at spørger ham om noget " mine ting
er ikke noget du skal bekymre dig om " siger han blot med en
stille stemme for ikke at lyde sur "og hvem er de så"

Hun bakker lidt væk, da han ikk virker glad for at hun er til stede.
"Undskyld.. Det var ikk for at snærre."
Hun kigger ned i jorden og ved ikk om hun skal svare på det sidste. Hun har jo stadig ingen idé om hvad hun kan forvente. Hvem ved om han vil have hendes navn for at kunne finde hende i en skummel gyde eller noget.

((sorry bliver nød til at smutter er helt vildt træt sorry håber da vi kan skrives igen en dag))

han ser på hende "tsk " han rejser sig op og
hopper ud og klippen og flyver sin vej



//out

((Det er da helt okay og selvfølgelig. ^^ Sov godt. ^^))

Da han rejser sig op og flyver væk, falder hun på enden.
Aldrig har hun været så tæt på en med vinger.
Hun ligger og kigger lidt efter ham og da han er helt væk, ånder hun lettet op.
Hendes humør til at træne er helt væk, efter mødet med en flyvende fyr, så hun vender næsen hjem.

Caine sparkede til en sten, idet hen gik over en mindre bule i den ellers så jævne klippe. Han viklede sit halstørklæde en ekstra gang rundt om halsen, så det dækkede han mund til, og trak skuldrene op. Det var koldt, især her, hvor vinden var så isnende, at den nærmest føltes som stikkende glasskår mod hans kinder. Han hadede kulde. Han hadede i det hele taget bare vinter og alt, hvad der havde med vinter at gøre.
Hans blik gled rundt over klippen og en fik øje på en forhøjning, som så ud til at kunne fungere udmærket som hvileplads. Han styrede direkte hen til den og satte sig på den. Så tæt han var på kanten af klippen nu, kunne han kigge lige ned i havet. Bølgerne slog vildt mod klippen og en sjælden gang, når vinden i et kort øjeblik tog til, kunne han mærke nogle enkelte vanddråber fra bølgerne regne ned over sig.
Han lagde armene over kors i et forsøg på at holde varmen, mens han kiggede ned på det vilde hav under sig, uden at tænke på noget som helst andet end hvor meget han hadede vinter.

Voo styrtede henover klipperne. Hun hev efter vejret og styrtede afsted. En gang imellem så hun sig over skulderen, for at få et blik på sin forfølger. I hånden havde hun Samsons hat. Hun snøftede og løb så hurtigt som hendes ben kunne bære hende. En lang klippede spidsede sig ud mellem de andre. Den var længere. Større. Voo tog et skarpt sving og styrtede ud på klippen. Hun slog foden imod en sten og væltede. Hun landte lige så lang hun var på den kolde, hårde klippe. Hun skælvede og snøftede, imens hun forsøgte at kravle videre. Hendes knæ gjorde ondt.
"Auv auv auv." klynkede hun og så op. Der var nogen foran hende, men hun kunne ikke se hvem. Hun klynkede og snøftede og skubbede sig selv op at stå igen. Hun så sig over skulderen og knugede hænderne sammen om hatten, som hun holdt i favnen. Han måtte ikke få den. Det var ikke den rigtige Samson. Det var det ikke!!

Samson farede frem. Han prustede og han var aldeles ikke i humør til hendes små lege nu - men hvornår ville han nogensinde blive det? Det var et spørgsmål, som mange mente at svaret derpå var 'aldrig'.

"AFLEVER!" råbte Samson og tog akkurat de samme skarpe sving som Voo, for at følge efter hende. Han havde overvejet at benytte sig af sin magnetiske evne, men han lod alligevel være, da han jo nok skulle kunne klare en lille skrøbelig tøs som hende! Det ville være for ydmygt af ham hvis han skulle bruge sine evner på hende!
Samson havde ikke været hjemme siden besøget i kroen aftenen før, så han havde endnu bar overkrop. Det eneste han havde på var sine bukser og så sine støvler med sporerne, som jo selvfølgelig kunne høres som altid, når hvert et skridt blev taget mod klippens sten.
Hans støvler gled lidt hen af småsten som lå og flød på klippen, og når han skubbede sin krop frem trillede de henaf klippen og nogle faldt endda udover skrænten. Samsons bevægelser så ikke udsom om at han bekymrede sig for at falde ned, og det havde han måske også en god grund til? - i hvertfald hvis hans magiske reflekser var i orden.

Han så Voo falde og han sænkede med ét farten. Han stod først ganske kort og tog derefter hastige skridt mod Voo.

"Aflever! NU! Forbistrede tøs!!" Snerrede Samson vredt.
Samson fik øje på Caine. Ham havde han set før, men han kunne ikke huske helt nøjagtig hvor. Han skød tanken ud af hovedet. Knægten kunne kke være vigtig på nogen måde, for nu, så skulle han bare have sin hat!

Vinden førte lyden af løbende fodtrin lige i hans retning, og han drejede af ren refleks hovedet for at se, hvem det var der sådan kom løbende ud på klippen. En eller anden der åbenbart meget gerne ville falde over alle de løse sten og falde hovedkluns i havet. Den visse død. Det overraskede ham dog, da han så, at det var Voodoo. Han kunne ikke se, hvorfor hun af alle mennesker ville løbe lige ind i dødens gab. Hvad der dog ikke overraskede ham var, at hun var faldet på jorden, knugende om et eller andet hun havde i favnen.
”Hvad har du gang i…?” nåede han lige at spørge, før han fik øje på endnu en nyankommen.
Der gik et øjeblik før det gik op fra ham, hvem den fremmede var. Det var ham den fulde mand med den meget ubehagelige tyr. Samson, hed han vist. Caine målte ham øjnene og sukkede. Hvordan kunne han holde ud kun at være iført bukser og støvler? Det var så koldt, at Caine følte det som om, at hans lemmer ville fryse af, hvis ikke han tog både kappe, støvler og halstørklæde på.
Han rejste sig op og kiggede lidt fra den ene til den anden. Voodoo havde stjålet Samsons hat. Samson ville gerne have den tilbage. Det var forståeligt nok. Han stak hænderne i sine lommer og trådte et par skridt fremad.

Voo lod et ærme fjerne tårer fra øjnene og stirrede op på Caine.
"Ca...Caine!" klynkede hun lettet og møffede sig selv hen til ham. Hun stirrede rædselsslagen på Samson, der ikke var mere end et par meter fra hende. Hun rykkede sig om på ryggen og satte sig op, hvorefter hun bakkede væk fra Samson, imens hun forsøgte at rejse sig. Hun holdt stadig fast i hatten.
"Caine! Det er ikke Hr. Samson! Han må ikke få Hr. Samsons hat ! Hr. Samson var meget rarere! Ham der råber heletiden!" klynkede hun og så op på Caine med grædefærdige øjne. Hun havde slået begge knæ efter faldet og dette havde fremprovokeret nogle tårer, som hun febrilsk forsøgte at fjerne, ved konstant at gnide sig i øjnene.
Hun snøftede. "Han jager mig! Slå ham, Caine!" hulkede hun ynkeligt og møffede sig helt hen til Caine, hvorefter hun rejste sig og gemte sig bag hans ben.
"Caine vil banke dig, så bar' pas på du!" sagde hun derefter med genfundet energi, imod Samson. Han skulle sørme ikke tro at han var noget; ikke når Caine var her!

( go go go Cainemon! *kaste pokéball* Jeg vælger diig!! )

(OMG Voo!! xDD Du har vidst et pokémon flip i dag? xD)

Samson rynkede lidt på næsen. Tøsen kendte åbenbart til denne ikke så fremmede mandsperson, som han ikke kunne huske hvorfra han havde set. Men som sagt, var det lige meget for ham.
Han spærrede sine øjne en smule op, da Voo sagde hvad problemet med Samson var, til Caine.
Var det virkelig det eneste der var galt? At han råbte for meget? Helt ærligt!!

"Giv mig den tøs!" Snerrede Samson utålmodigt. Nu havde hun fået ham helt op på denne åndssvage klippe, som slet ikke var meningen! Ikke fordi han frøs, for det gjorde han ikke ved hjælp af sin egen ild-evne som kunne varme hans krop indenvendig. Men simpelthen fordi at der ingen grund var for at komme helt herop! Men omvendt.. han havde efterhånden ikke meget andet at tage sig til for tiden...

"Forvirrede pigebarn! Du kan jo se, at det er mig! Jeg vil bare have min hat tilbage!!" Samson var utrolig utålmodig, hvilket hans stemme afslørede ham for. Hans øjne dirrede en smule af vrede og han prøvede at behærske sig, for hvis det kunne få tøsen til at aflevere, var det vel det værd?

Samson så ikke på Caine. Han var irellevant og skulle ikke betyde noget i denne sag. Alt han ville var jo netop, at få sin hat tilbage så han kunne skride!

(Pokemon er godt)

Caine kiggede skeptisk på Samson. Eller det ville så sige ’ikke-Samson’, hvis man spurgte Voodoo. Han sukkede og kløede sig i nakken. Så vidt han kunne se, var det den samme Samson som han havde mødt den dag i skoven. Medmindre den mand, der stod overfor ham på klippen, var en eller anden slags ond tvillingebror til Samson, så var det den samme person. Han var bare ikke fuld længere.
Da Voodoo forsikrede Samson om, at Caine nok skulle banke ham, skær han tænder.
”Hvem har nogensinde sagt, at jeg gider hjælpe dig?” hvislede han.
Hvorfor skulle han nu blandes ind i det her? Men alligevel kunne han ikke lade være med at ryste på hovedet da Samson bad ham give tøsen til ham. Nu hvor Samson allerede havde jaget Voodoo hele vejen op på klippen, kunne han så ikke selv gå de sidste par meter og tage hatten fra hende?
Caine sukkede og vendte blikket mod Voodoo, i hvert fald så godt han kunne, og vred næsten nakken om i forsøget. Hun stod jo bag hans ben. Som altid.
"Kan du ikke bare give den stakkels mand hans hat tilbage? Kan du ikke se, at han savner den...?" spurgte han.

Voo så op på Caine. "Ja--Jamen..."
Ville han ikke hjælpe hende? Hvorfor? Hvorfor ville han ikke hjælpe hende? Hun klynkede en smule og tørrede øjnene.
"Det er slet ikke hans hat !" klagede hun og rystede på hovedet, så de gyldne lokker svingede fra side til side.
"Den rigtige Hr. Samson var sød og rar og lidt underlig. Ham der er bare sur og grim!" hun pegede på Samson, i det hun afsluttede sætningen. Hun holdt fast i Caines ben med den anden hånd, hvor hun også holdt hatten.
Hun kunne, hvis det blev nødvendigt, altid kaste hatten ud over kanten. Men så ville denne Samson-Klon nok blive endnu surere. Hun skuttede sig og forsøgte at finde på en løsning. Hvad skulle hun dog gøre? Hvis Caine ikke ville hjælpe hende, og Hr. Samson havde farlige magiske evner, så var hun så godt som færdig. Hun holdt fast i Caines ben og hadede sig selv for at have blandet ham ind i det her. Dumt dumt dumt, Voo, DUMT!

Samson smilte kort falsk til Caine efterfulgt af en himlen med øjnene. Dette var direkte latterligt!

"Den Samson du mødte før var bare ikke ved sit fulde fem! Det kan du vel godt forstå, ikke sandt? Desuden har Samson haft et par hårde nætter, det kan du vel også godt forstå, ikke sandt?" Samson trak vejret tungt. Han prøvede at tale pædagogisk, for det havde han hørt ville hjælpe.
Nej, de sidste to par nætter havde ikke været Samsons yndlings. Mareridt + få sin hat tilbage, hvorefter tøsen fandeme tager den igen lige efter at have afleveret! Det var bare ikke hans uge!

"Eller.. du tvinger mig måske til at skulle bruge mine evner på dig? Det ville jeg ikke just råde dig til. Ethvert fornuftigt pigebarn ville ikke rende med min hat!"

Samson så nu istedet Caine dybt i øjnene med sine iskolde lyseblå. Et lille smil kom frem på hans læber, men ikke et smil der overhovedet var tæt på et venlig et af slagsen.

"Ellers.. Kan det gå udover din store stærke ven her.." brummede Samson nu en hel del lavere, men ikke desto mindre mere ubehageligt. Nu havde han pludselig en grund til at lade noget gå udover andre, hvilket han ikke synes at have haft et godt stykke tid for desuden at tænke på, at han trængte i dag, nu hvor han ikke kunne finde Cassa til at hævne sig på.

( Skal lige spise *dances* I må lige forsætte uden mig xD Eller vente hvis det er det I vil. )

Caine kiggede ned på Voodoo og himlede med øjnene. Hvor lang tid gik der, før det sivede ind, at Samson ikke var to personer?
”Grim…?” mumlede han spørgende. Hvis Samson virkelig var to personer, der så ens ud, hvordan kunne den ene så være grimmere end den anden…? Han skubbede hurtigt tanken væk igen, for nu begyndte Samson at true ham.
”Bland dog mig udenom!” sagde han gnavent.
Hvad bildte han sig ind? Bare fordi Voodoo åbenbart ikke vidste, at man ikke bare kunne rende rundt og tage andres ting som det passede en, skulle det da ikke gå ud over ham. Han kneb sine i forvejen meget smalle øjne sammen og sendte Samson et advarende blik, mens han blev mere og mere vred på sig selv over, at han havde begivet sig ud på klippen. Ikke nok med at her var koldt nok til, at der kunne komme islag på hans næse, så blev han oven i købet også forstyrret af en meget vred mand, der ikke ville lade ham være i fred.
Han fnøs og lagde armene og kors, idet han trådte et skridt sidelæns for at komme væk fra Voodoo, men ikke for langt væk. Det var nok bedst hvis han holdt sig tæt på hende - bare for en sikkerheds skyld, ikke?
"Giv nu bare manden hans hat tilbage, så lader han dig være i fred," forsikrede han hende, selvom han nu selv tvivlede lidt på det. Samson virkede meget vred over at hun havde taget hans hat. At hun gav den tilbage og undskyldte pænt, ville vist ikke være nok til at rette op på det.

(skal også spise :3 .. brb )

(Geh, I kan da ikke bare forlade mig allesammen! XD Ved syvtiden skal jeg altså i biografen, og så har jeg ikke tid til at være mere på i aften o_o)