Romeo vred halsen forsigtigt, bare nok til at se ned på Phillippe. Tjekke, om han stadig sov. De lyse lokker lå spredt mod puden, og duften af ham sneg sig ubudt op i Romeos næsebor. Den bed sig fast. Han vendte straks blikket væk, kæben stram i en forpint grimasse. Selv nu kunne han ikke bare være i det.

Et tungt suk gled ud gennem næsen - over sig selv, over gårsdagens vin, over den svaghed, der havde ført ham her.

"Phillippe..." prøvede han lavmælt, næsten undskyldende. Kroppen ville instinktivt væk, væk fra situationen, væk fra følelsen, men Phillippes arm var tung og varm hen over ham. Han prøvede at lirke sig fri, men sengen var for smal, og bevægelsen fik istedet hans fingre til at strejfede snedkerens bare hud. Hud, der glinsede svagt af varme - og sved. Den fugtige varme under tæppet gjorde det svært at trække vejret, og alligevel… havde han sovet. 

Sovet rigtigt. For første gang i hvad der føltes som år.

Han rømmede stemmen fri fra ru søvn og sagde navnet igen, denne gang mere fast, mere præst end mand.
"Phillippe."

Han skulle hjem. Skulle i templerne. Rense sig. Komme væk fra det her - det her mærkelige, stille kaos, der krøb under huden og bredte sig i brystet som varme modvillige bølger. Noget der skræmte ham mere end det dyr, han bar på.

Men han havde sovet. Og det var han… taknemmelig for.

 Snedkeren blev kalkuleret liggende uden at sige noget eller flytte på sig, trods Romeo tydeligvis gerne ville væk. Men han nød det, og han var næsten også sikker på at Romeo også nød det. Bare lidt. Selvom Phillippe var en halvstor mand, var præsten ikke spinkel som Nicola eller Enzel. Han kunne nemt flytte sig fra ham, hvis han virkelig ville. 

 Ved andet kald kom han med et lille utilfreds grunt efterfulgt af en tyssende lyd. Den ene hånd løftede sig, øjnene forsat lukket, inden den famlede sig lidt rundt i Romeos ansigt i et forsøg på at holder ham for munden. 
 "Jeg sover.. " Brummede han svagt, trods han var lysvågen. Noget der nok tydeligt kunne ses på det skæve smil han havde hængende om læberne.

De grønne øjne blev store da Phillippes hånd kom fumlende mod hans ansigt. Fingrede nåede netop at gramse hans læber... før hans hånd hastigt fløj op og standsede den. Et godt tag om snedkerens håndled, men ikke for at gøre ham ondt... bare... som en blid advarsel.

"Og jeg er ærkebiskop..." forlod det ham tørt for at hentyde hvor dårlig en løgn det var. Han skævede ned, og opdagede smilet i mundvigen, som efterhånden blev snedkerens varemærke. Tog han nogensinde noget seriøst? Alligevel sendte det et kildende sus til maven... som han straks måtte distrahere sig selv fra. Han slap Phillippes hånd, og fik i et ryk fjernet sig fra manden. En halv flugt, der ikke førte længere end til kanten af sengen. 

"Har du sovet ved siden af mig hele natten...?" Sig nej, bedte han. Romeo kørte hænderne gennem håret, for at rede det pænere tilbage. Og for at holde sammen på sig selv. Havde han sovet godt på grund af Phillippe...? Eller var det blot et lykketræf.