“Jaaa, jaa, jeg prøvede bare at være lidt morsom!” Råbte hun, da han bedte hende om at fokusere. Men han havde ret, det var vigtigere, at hun fik varmen helt ned i hendes fødder. 
Sådan løb hun da i stilhed, bange for hun igen ville komme til at sige noget dumt igen. For selvfølgelig havde det været dumt, og da det gik op for hende hvad det egentlig var hun havde sagt. Behøvede hun egentlig ikke længere at løbe, varmen fra kinderne, og skammen som bredte sig gennem hendes legeme. Det var nok til endelig at få noget af følelsen tilbage i kroppen.

Da de kom tilbage til Hugin og ilden, nikkede hun langsomt. “Ja bedre” sagde hun med et smil, som øjnene lagde sig på ulven der lå og dannede en rød pøl rundt omkring den. “Den er større end jeg husker dem” sagde hun med en hviskende stemme, og lagde hoved lidt på skrå. “Flot skudt, effektivt, hurtigt” mumlede hun som Pandora gik direkte ind i hendes gamle vane, som den jager hun havde været før alt det andet var sket.

Jamie fnøs men kunne heller ikke benægte, at Pandora faktisk ikke havde været netop dét. Morsom. Pludselig blev den sorthårede mand også pinagtigt bevidst om, at det var hans egen utilstrækkelighed, der havde forårsaget hans snerren og irettesættelse.
For optaget af sin egen dårlige samvittighed og skam hørte Jamie ikke Pandoras ros før lang tid efter. Da den omsider også registrerede sig hos ham, rømmede han sig lavmælt og nikkede afmålt, velvidende Pandora ikke ville se det. Desuden…

De lyseblå øjne tog Pandora i nærmere øjesyn. Hun virkede… rask. Friskere. Uden tvivl ikke kølig længere…
Kunne det virkelig være dæmonblodets virke? Ubevidst gled de hvide fingerspidser hen over glasset i lommen, mærkede den ru overflade…

Hvordan skulle de nogensinde fikse det?

Jamie skar en grimasse og aflagde afstanden til bålet, hvilket han begyndte at sørge for. ”Flår du den? Jeg tænkte – at du kunne bruge skindet.”

Hun snurrede rundt, da han sagde hun kunne bruge skindet. “Jamie, du, du kan ikke blive ved med det” hviskede hun lavmælt, lige siden hun havde været en lillepige, havde han altid givet, men aldrig ønsket noget igen. Nu vidste hun selvfølgelig ikke, om det kun var hende han gjorde det med. Men frygten for, at der var flere der tog det forgivet, eller værre, gjorde det oplagt. Det gjorde hende vred og sur. “Jeg mener, du har allerede givet mig så meget, og det her et - fantastisk fund” men hun var trods alt, en erfaren og dygtig skinner, men spørgsmålet var så - kunne un stadig huske det? “Vi laver en aftale, jeg flår den, jeg får det spændt ud, også laver jeg noget til dig af skindet i stedet?” Sagde hun med et smil, og lysende, næsten skinnende øjne. 

Inden han nåede at svare, fandt hun reb i sadeltasken, skar snit omkring dens bagpoter, og hang den op i træet i benene. Derefter gik hun ganske periodisk tilværks, det var utroligt hvor meget der blot lå i fingrene. Der gik ikke mere en halv time, før hun kunne ligge et helt skin på jorden. Derefter begyndte hun at skære kødet i fine filere. “Har du en pose vi kan ligge kødet i?” Spurgte hun over skulderen, som hun begyndte at ligge kødet ned i den fine urørte sne.

Jamie så op fra bålet, da Pandora atter talte. Hendes tone lød, i hvert fald for ham, næsten irettesættende og han måtte bekæmpe trangen til at se underdanigt væk.
”Jeg mangler ikke noget”, svarede han, hvorefter han trak på begge sine muskuløse skuldre. Dernæst kunne Jamie dog ikke længere holde sine øjne rettet mod Pandoras skinnende og henrykte statur, hvormed han så væk i samme øjeblik, at hun i stedet gik i gang med arbejdet.

Der var et eller andet vanvittig betagende ved at se Pandora skære ulvens pels af den, og flere gange tog Jamie sig selv i at stirre ud af øjenkrogen. Da hun præsenterede det for ham og dernæst begyndte at flække knoglerne fra deres senede sammensætninger, nikkede han dog tavst. Jovist. Han havde faktisk adskillelige…

”I sadeltasken”, mumlede han, som han skridtede forbi hende, tilbage ud mod skovens mørke. Han forsvandt dog ikke ud af synsfelt, men begyndte i stedet at lede efter mere brænde i skovbunden.

Selvom at Jamie aldrig havde været en person der sagde meget, eller i det hele taget var særlig udtryksfuld. Måtte Pandora alligevel ligge mærke til følelsen, der krøb ind i hendes mave, noget var galt, men hvad? Hendes øjne betragtede hele tiden den anden, ud af øjenkrogen mens hun pakkede kødet ned i de mange poser som Jamie havde henvist hende til. Turde hun spørger? Ville det hjælpe noget? Noget af kødet, lod tog hun dog med sig hen til ilden. Ledte rundt i sadeltasken, efter en gryde, eller noget de kunne bruge til at stege kødet. Efter lidt omrokering af de mange ting, fandt hun endelig havde hun søgte. Med et smil og skyndte hun sig hen til ilden, og satte den ved siden af bålet, afventende på at Jamie ville komme tilbage. 

Da han endelig lagde mere brænde på, kunne hun alligevel ikke længere holde sig tilbage.
"Har jeg sagt noget forkert?" sagde hun forsigtigt, uden at betragte ham dømmende, og rakte en hånd frem og lagde den på hans.

Jamie så brat op, hans lyseblå øjne store af forundring. ”Nej”, svarede han prompte, i grunden uden at tænke tanken til ende før, at han hastigt rømmede sig.
For et langt øjeblik anede Jamie ikke, hvad der kunne have givet Pandora en sådan fornemmelse, men mens han ordnede bålet, tænkte han så det knagede.

”Der er mange ting”, forsøgte han omsider at forklare. ”Jeg er bekymret for dig. Din tilstand. Og – jeg vil gerne tage mig af dig, så du kan komme hjem. Vende tilbage til dit liv. Din familie, Jaspar –” Jamie tav og så væk fra den blonde kvinde, velvidende han havde talt over sig. ”De fortjener at få dig tilbage, er hvad jeg mener”, skyndte han sig at tilføje, som kunne det redde ham ud af misforståelsen.
Jamie skar endnu en spæd grimasse og måtte atter rømme sig, ikke videre formidabel i en sådan situation. ”Du har ikke sagt noget forkert. Jeg beklager.”

Hun nikkede og gav ham et smil, dog følte hun alligevel, der var noget der nagede den tavse mand. 
Dog blev Pandora overrasket, over at han begyndte at snakke så meget. Forklarede sig, hans nej havde været mere en rigeligt for hende til at forstå. Hvilket blot, fik hende til at tro, der faktisk var noget galt. Selvom hans intention var at berolige hende. 
"Tak" mumlede hun til at starte med, da han sagde det var fordi han ville tage sig af hende, for at få hende hjem. Hjem til hendes familie, det var først, da han var færdig med sætningen; du har ikke sagt noget forkert. At det gik op for hende, det ikke kun havde været familien; Jaspar?
Igen betragtede hun ham forvirret.
"Hvorfor skal jeg hjem til Jaspar? Er det ikke dig, som skal hjem til ham?" spurgte hun og lagde hoved på skrå, ikke at hun ikke ville se ham. Han var trods alt hendes ven, hun fandt det bare besynderligt, at han nævnte ham på den måde. 

Jamie sank en klump og så væk, overbevist om at han ville gøre Pandora forlegen, skulle han vælge at tale videre. Der var dog ikke nogen vej udenom hendes spørgsmål for selvom Jamie kunne lyve og spinde et væv af løgn omkring hans ord, havde han ikke lyst til at gøre det. Ikke, at han vidste hvorfor. Der var dog noget indeni ham, der skubbede på, afkrævede at han delte sin vished med ganske enkelt bare for at se, hvordan den blonde kvinde ville reagere på hans antagelse.

”Jo, jeg skal også”, svarede Jamie mumlende, hans lyseblå øjne stadig klistret til de spæde flammer. ”Men – ja, jeg kunne jo bare ikke undgå at bide mærke til – altså, da du talte om ham tidligere – jeg – hvad jeg prøver, at sige, er, at – ” Jamie tav omsider, alt imens hans skarpe kindben blev let rødlige. Han var dog ikke stille længe og som måtte han tvinge de næstfølgende ord ud imellem hans læber, udbrød han: 

”Men jeg ved jo, at du elsker ham!”

Desto mere Jamie snakkede, var det også tydeligt, at den blonde kvinde blev mere forvirret. Selvfølgelig havde hun talt omkring ham tidligere, fordi hun interesserede sig for Jamie. Var det ikke en naturlig ting, at spørger hvordan deres familie. Var det så mærkeligt? Havde de fire år hun havde været væk, hvilket haft så stor en ændring på hvordan man snakkede til folk? Eller hvad man spurgte om? 


Elsker ham? Først kiggede hun blot på ham, fuldstændig uforstående. Kunne man kalde det at elske nogen, hvis man bekymrede sig om dem, og hvordan de havde det? Som familie, kunne hun vel godt elske ham, men ikke, mente han? Øjnene blev store som hun rystede på hoved, og derefter begyndte at grine. "Ej, jeg elsker ham altså ikke på den måde" spruttede hun, og pressede læberne sammen, og smilede skævt til Jamie. "Eller, er det ondt at sige? Men, jeg spurgte jo kun til ham, fordi han er din familie. Det ville da være mærkeligt, ikke at spørger hvordan han havde det, ville det ikke?" spurgte hun ham, måske det kunne give en opklaring på, hvorfor Jamie reagerede som han gjorde.

Jamie kunne mærke lettelsen sprede sig som en steppebrand i hans indre, des mere Pandora lige dele lo og talte. Han så dog stadig væk fra hende, endnu ikke i stand til at lade hans blå øjne tage hendes skikkelse ind. Alt Jamie formåede at gøre, var, at trække lidt på den ene skulder og mumle: "Det troede jeg." Jaspar var, trods alt, charmerende og havde aldrig haft problemer med kvinder. Hvorfor skulle Pandora have andre ønsker?

Et let skuldertræk fulgte og omsider så Jamie op. Pandoras lethed havde unægteligt smittet ham - sammen med lettelsen - hvormed også Jamies mundvige trak sig en smule op.
"Det er det vel. Normalt altså", svarede han, alt imens de lyseblå øjne gled henover hendes storsmilende ansigt, søgende efter... noget.

"Hvorfor elsker du ham ikke sådan?"

Hun daskede til hans skulder, som han sagde han havde troet det. Hvor hun ikke elskede ham sådan? Hendes blik tomt for et øjeblik, som hun kiggede ud på sneen. Hun havde faktisk altid troet, at hun ikke helt var skabt til de følelser. Det at fange sit byttedyr, og komme hjem alene, havde givet hende sådan en sindsro, at dele det med en? Var en skræmmende tanke. 
"Fordi, sådan, ser jeg ham bare ikke?" hun trak på skuldrene, og smilede blidt. "Han er god som ven - men, han, øh - for - hmm" mumlede hun, som hendes fingre dansede hen over hendes læber. Det var svært at forklare for hende, fordi hun havde aldrig tænkt over det på den måde. "Jeg har brug for en, som er stille og rolig, som kan give mig plads. Jaspar, har brug for en kvinde, som der kan følge hans tempo, det kan jeg ikke." mumlede hun med en blid stemme og lagde hoved på skrå.
"Hvorfor? Er, det en skidt ting? At jeg ikke elsker ham?" hendes bryn knyttet sig bekymret mod hinanden.

Jamie nikkede afmålt, ikke sikker på om han i grunden forstod. ”Jeg forstår”, sagde han dog alligevel, hvorefter han atter så væk fra Pandoras – for – kønne ansigt. Dernæst rystede han på hovedet og lod de sorte øjenbryn skride længere op i hans pande i en eftertænksom grimasse.

”Det tror jeg ikke”, svarede han. ”Jeg – jeg antog bare, at du – altså, det ville jo ikke være nyt under solen.” Jamie trak lidt på den ene skulder, tydeligvis stadig ukomfortabel med situationen. ”Piger plejer jo bare –” En let rødme steg op i de hvide kinder og endnu engang så Jamie væk. Han var ikke sikker på, at den udtalelse ville rent hjem, hvormed han skar en grimasse.

”Jeg vil ikke – du ved. Det er alligevel ikke noget, der kommer mig ved. Beklager.”

"mmh, du mener at andre piger altid falder i stime over ham?" prøvede hun opmuntrende, og satte gryden over ilden, efter hun havde fyldt den med sneen der lå omkring dem. Noget varmt og drikke ville være en god idé, selvom at det måske blot var varmt vand. 
"Piger plejer jo bare hvad?" spurgte hun, med løftet bryn, som hun begyndte at skære kødet ud med en lille kniv, hun også havde fundet i sadeltasken.
Da han prøvede at trække i land, og sige det ikke kom ham noget ved. Da blev hun blot mere interesseret i, hvad det egentlig var han ville sige. Især når hun stadig var under den overbevisning, at der var noget som stak under. Et eller andet måtte da være grunden til, at han lige pludselig havde antaget disse ting. For slet ikke at snakke om den måde han havde reageret på. 
"Nej sig det nu? Hvad er det du mener?" spurgte hun med et smil, og overvejede næsten at prøve at ruske det ud af ham. Fysiske ting, var noget hun var bedre til, end at bruge hendes ord.

Jamie nikkede men forholdt sig ellers tavst. Det var dét, han havde ment. Jaspar var charmerende og udadvendt; ingen mænd syntes at frygte for deres døtre, når den blåøjede dreng var i nærheden; han indbød respekt og tillid, og selv garvede hustruer smilte altid lidt ekstra, når det var Jaspar Softcreek der stod og bankede på. Jamie selv havde aldrig følt misundelse over det faktum, for han havde for længst accepteret, at han ville forblive en fremmed selv for de, der hævdede at kende ham bedst.
Ikke, at han forstod hvorfor, at folk syntes at glemme ham… men det gjorde de og Jamie var ikke sikker på, om han i grunden kunne bebrejde dem. Det var jo, trods alt, bare sådan, at det var…

De sov, spiste og drog dernæst videre med morgengrys opståen. Jamie gav Pandora tre dråber af det dyrebare dæmonblod, ikke villig til at lade hende bukke under for sygdommen, der dog heller ikke syntes at blive specielt meget bedre. Velvidende at han dog endnu ikke kunne gøre noget ved det, førte han Pandora hjem og da solen vanligt var på vej ned og dagen gået, stoppede Jamie op i den snedækkede skovgrænse.
Hans øjne fandt vej til Pandora og dernæst nikkede han i retning af den så velkendte skinhytte, hvori det resterende af hendes familie fortsat boede. ”Jeg kan hente dig i morgen”, tilbød han. ”Eller blot… vente her. Det er op til dig.” For Jamie var der stadig en times vandring tilbage før, at han selv kunne krybe ind i den så hjemlige, velkendte varme, men…
Han havde ikke travlt. Han ville gerne blive.

Resten af turen var foregået i stilhed. Hun havde ikke helt vidst hvad hun skulle fortælle ham, eller i det hele taget forholde sig til den snarlige hjemkomst. Hvordan hendes forældre ville tage det, eller hendes bror? Hvordan skulle hun forklare den situation som hun var endt i.
Derfor gik det slet ikke op for den blonde kvinde, at de var nået til skovgrænsen, hendes øjne svømmede af følelser som de endelig betragtede Jamie. Hun blinkede et par gange som hun prøvede at fatte mening af det hele. Hente hende i morgen?
Hun kiggede op og mærkede hvordan en hånd greb omkring hendes hjerte og knugede det sammen, hun var ikke stærk nok til at se dem endnu. Hun rystede langsomt på hoved, velvidende at det ikke var svar på nogen af hans spørgsmål. Vinden greb omkring hendes tjavsede beskidte totter af hår, trods for at hun havde haft fornøjelsen af et bad tilbage på kroen, havde vejen været lang og hård; det kunne ses på dem begge.

”Jeg kan ikke se dem endnu” sagde hun endelig, og kiggede mod Jamie. Hun kravlede langsomt ned fra Hugin og gemte sig næsten bag hans skikkelse. ”Kan jeg måske tage med dig til din hytte?” tiggede hun næsten, som hun vred hendes kølige fingre mellem hinanden. Bare tanken om at lade sig omfavne af hendes mor fik en ubehagelig fornemmelse til hobe sig op i hendes mave. Følelsen af gale der bredte sig i hendes mund, var næsten nok til at få hende til at knække sammen og kaste op foran sig. ”Jamie, jeg er ikke modig nok til at se dem endnu” hviskede hun som hendes hænder greb omkring det skind, han bar om hans overkrop for at skærme sig mod vinterens barske kulde.

Jamies blik fandt Pandoras magre skikkelse og forblev hvilende på den, da hun dernæst krøb i skjul bag ham. Hans ansigt var så karakteristisk udtryksløst, men i hans lyseblå øjne dansede spæde gnister af noget, der kunne minde om empati.
Han nikkede tavst og så derefter tilbage på den rygende skorsten. Skulle Jamie være sandfærdig, forstod han ikke til fulde Pandoras reservation, men han havde heller ikke i sinde at stille spørgsmålstegn ved den. Hun kendte trods alt sig selv bedst og Jamie kunne respektere hendes beslutning, selv uden at kunne begribe den. ”Jeg antager, at Jaspar er hjemme”, informerede han, hans stemme næsten eftertænksom. Derefter drejede han rundt og gjorde mine til at ville hjælpe hende tilbage på Hugins muskuløse ryg.

De forlod Pandoras barndomshjem i skjul af det lette aftenmørke og nåede omsider frem til Jamies halvanden time senere. De to hytter mindede til forveksling om hinanden; også Jamies hjem var oplyst indefra og fra skorstenen dansede en tæt røg.
Jamie førte Hugin ned til en indhegning, der tilsyneladende strakte sig ind i den nærtliggende skov, for selv trænede øjne kunne ikke se hele vejen rundt. Han hjalp Pandora ned og tog dernæst seletøj og tasker af hingsten, hvorefter han lukkede den ind i dens så velkendte hjem. Den prustede tilfredst og Jamie klappede den taknemmeligt, forinden at den traskede afsted og forsvandt bag træerne.
”Kom”, sagde han stille og efter, at han havde hanket op i deres udstyr. Jamie begyndte at skridte i retning af hytten, hvis dør pludselig gik op med et brag og afslørede en genkendelig skikkelse, der dog i løbet af det sidste år var blevet større.
”Wow! Hey! Hej! Jamie!”, udbrød lillebroren begejstret, hvorefter Jaspar sprang afsted mod dem.

”Okay” hviskede hun taknemmeligt som han istemte i at tage hende med hjem. Der var de små træk i hans ansigt, der fik hende til at tænke over hvad han mon tænkte over. Men valgte også hurtigt at hun ikke kunne gøre sig klog på hvad der foregik i Jamies tanker. Måske var det en af grundene til hun altid havde kunne lide ham, det stille sind der aldrig dømte dig for hvad de gjorde. Han holdt sine tanker for sig selv, nogle gange var hun usikker på om han overhoved gjorde sig tanker, når de ikke drejede sig om ham selv og umiddelbare sikkerhed eller liv.

Igen lod hun sig følge stille med, uden at forklare eller give udtryk for hvorfor at hun ikke ønskede at se hendes familie. Hvordan kunne hun forklare det? Hun havde været væk i flere år nu, det var som om der ikke var nogen familie der ventede på hende længere. Kun skuffelse, hendes egen eller deres var hun ikke sikker på.
Så det var med nedsunket ansigt og få tåre der gled ned ad hendes kinder, som hun prøvede at genfinde sig selv. Var der overhoved noget af hende tilbage? Eller var det alt sammen forsvundet, den dag hun mødte dæmonen.

Pandora lod sig glide ned af hesten, og hjalp til der hvor Jamie lod hende. Med et nik fulgte hun efter hans skikkelse, igen et skridt bag ved ham, som kunne hele hans krop afskærme hende mod alle de farer der truede med at komme hendes vej. Kroppen spjættede som døren gik op med et brag og pludselig løb en skikkelse mod dem mens han råbte. Uden at tænke over det greb Pandora fat i Jamies arm og gemte sig bag ham. Hendes puls dunrede i hendes øregang, mens hun mærkede hvordan hendes kolde hænder pludselig begyndte at svede i angst. Det havde været noget andet, da det kun havde været hende og Jamie på turen. Deres dage de kunne finde hinanden igen, deres få men stadig behagelige samtaler. Nu var hun tilbage, og virkeligheden over de mange konsekvenser hun havde taget i hendes liv, ramte hende voldsomt i ansigtet, som Jasper med hans begejstring kom løbende mod dem.

Jamies læber brød i et afdæmpet smil men fordi, at han instinktivt vidste, at Pandora var blevet forskrækket, forblev han hvor han var. Jaspar stoppede op en meter eller to fra dem, opmærksom på den lille, hvide hånd. De glædesfyldte øjne blev straks nysgerrige og straks trådte han et skridt eller to til siden for bedre, at kunne tage den fremmede i øjesyn.
Ikke, at det var en fremmed og øjeblikkeligt skulle også dét gå op for den yngre mand…

”Zaladin… Dora, er det dig?”, udbrød han, hans stemme lige dele lig og ulig hans storebrors. Jaspar så skiftevis mellem Jamie og Pandora, tydeligvis ledende efter en forklaring og usikker på, hvordan han skulle gebærde sig derefter.
Jamie trådte til siden og lagde en beroligende hånd om Pandoras tynde underarm. Han kunne ikke tilbyde hende fortrøstende ord eller forsikringer, håbende hun selv ville nå frem til, at Jaspar var… ja, Jaspar. Han brød dog tavsheden og fortalte i korte, effektive termer, hvordan de havde mødt hinanden og at de sammen var rejst fra Nordvik.
Ingen ord som sygdom eller dæmonblod forlod dog hans læber…

Jaspar gik langsomt det sidste stykke hen imod dem, åbenlyst forundret over det syn, der blev klarere og klarere for ham. ”Hold da kæft du har været savnet! Hvor har du været? Har du været hjemme forbi?”, udbrød Jaspar, hans ordstrøm pludselig afbrudt af Jamies spæde hovedrysten. Jaspar rømmede sig og sendte hastigt et beklagende blik i retning af kvinden, der ikke længere lignede sig selv. ”Jeg mener – vil du ikke med indenfor? Er I sultne?” 

Et smalt forsigtigt smil formede sig på hendes læber, som hun hørte den glade mands stemme. Han lignede sig selv, det gjorde han virkelig og det var næsten nok til at få tårerne til at springe frem i hendes øjne igen. Hvorfor ønskede hun sådan at folk bare ville hade hende? Så behøvede hun jo ikke længere at kæmpe, hun havde følt det første gang da hun havde mødt Jamie. Men han, han var så stille i hans måde at være på, han havde ikke overvældet hende med glæde for igen at se hende. Han havde bare – været der. Men her var der den næsten overdrevet glæde, som der ønskede at omfavne hende, røre ved hende for at sikre at hun faktisk var der. Det var det sidste hun havde lyst til, men hun vidste også hvorfor de ønskede det. 

”Hey Jaspar” sagde hun med en blid og hæs stemme, som hun trådte ud fra Jamies skygge. Hendes øjne der lagde sig mod manden der lignede sin bror så meget også slet ikke. Det var næsten utroligt hvor lidt en person kunne ligne en, selvom de så tydeligt var i familie.
Alle de spørgsmål var så overvældende, så der var en lille tanke af taknemmelighed der blev sendt mod Jamie som hun så hvordan han rystede på hoved.
”Ja tak, det, ville være rart – hvordan har du haft det?” spurgte hun hurtigt, i håb om de kunne snakke om noget andet, hvilket som helst andet emne end hende. Hun savnede allerede det rolige selskab af Jamie, nu ville hun foretrække ingen snak, over alle de spørgsmål der ville ende med at dukke op, så snart de satte sig ned for at spise.

Jaspar vidste, ganske tydeligt, hverken til eller fra. Hans øjne virrede mellem Jamie og Pandora, hans mund åbnede og lukkede sig af flere omgange, og til sidst måtte han perplekst køre en hånd igennem det sorte hår. ”Ja, ja, klart. Øhm. Følg med”, lød det omsider, hvorefter Jamie, stadig med sin hånd om Pandoras underarm, begyndte at skridte i nærheden af sit barndomshjem.

Jaspar talte i et væk; om jagter, nogle vellykkede og andre de rene fiaskoer, ivrigt videregivende den seneste sladder, om sit nye arbejde hos smedjen, en køn pige ved navn Drog og ikke mindst, hvad der var hændt af hverdagens trivialiteter siden Jamie var taget afsted.
Jamie selv forholdt sig tavst, van til den evige snak og hjemmets fire vægge. Dér blev der aldrig stillet andet krav til ham, end at han kunne få lov til at eksistere på sine egne præmisser, for lillebroren kendte trods alt til hans væsen. For hvert spørgsmål Jaspar kastede i hovedet på Pandora, rømmede Jamie sig dog irettesættende og snart forstod Jaspar, at han skulle holde sin nysgerrighed i tjek.
Jaspar servede tørret kød og grøntsagsmos, spørgende i forhåbning om Jamie ville velsigne maden, nu hvor han var kommet hjem. Jamie, ikke interesseret i at skuffe den yngre mand – hvordan kunne han nogensinde gøre netop dét? – gjorde derfor, hvad den anden med store øjne bad ham om, og ikke lang tid efter kunne de begynde at spise.

Skønt alting synede i orden kunne Jamie ikke ryste en mærkværdig følelse af sig – og den centrerede omkring Pandora. Hun så ikke mere syg ud end tidligere på dagen, men… og Jamie kunne ikke sætte en finger på hvorfor, men hans tanker var overbevist om, at hun på en eller anden måde var ved at gå til under Jaspars evige snak.
Pandora og Jamie havde altid haft en usagt forståelse; siddende under frodige trækroner eller tykke snedriver, hver især optaget af deres eget, ikke talende medmindre emnerne var vigtige. Hvordan man havde det, havde sjældent været vigtigt, ganske enkelt fordi… at det ikke gik dårligt.
Efter de havde spist, signalerede Jamie til Pandora og bad hende stille om at følge med. Jaspar var tydeligvis ikke tilfreds med den udvikling, hans storebror netop vendt hjem og så tilmed med en pige, der havde været forsvundet i snart et årti, men han holdt sin mund og så dem skridte ind på Jamies gamle værelse.
”Jeg tænkte, du kunne sove herinde i nat. Er det fint?”