Hun havde ikke lagt mærke til at han havde rejst sig op, eller for den sags skyld var vågnet. Nej - hun havde meget mere travlt med andre ting, som for eksempel ikke at dø over presset i hendes hoved. Og finde tøj, der faktisk matchede sammen. Som i, man ikke kunne krybe rundt i en kjole og nogle bukser hen over. 
“Ved Zaladin! Og alle åndeverdner!” Formanede hun, i et voldsomt prust, som hun pludselig hørte hans stemme ved siden af hende. Hun havde været klar til at kaste sig til siden, og næsten smække ham en i hoved af ren overraskelse. Det var længe siden, nogen havde sneget sig ind på hende, på den måde. Og han havde sikkert ikke en gang gjort det med vilje. Hun tog sig til hoved, og hendes fingre gled ind i den bløde krøllede manke af hår. Men smerte forsvandt kortvarigt, som hun mærkede hans kropsvarme tæt på hende. Kinderne blussede op, da hun kom i tanke omkring hvad de havde gjort natten forinde. Og lod sig smelte lidt ind i hans favn. Hun havde nemlig vent sig rundt, uden helt at tænke over det. Lod sine arme falde omkring hans nakke - trak ham tættere på sig og pressede sine læber imod hans. 
Men da han slap det, brummede hun utilfreds - ja næsten barnligt. Han ville trække sig - nej hov, sådan legede de ikke nu! Hun pressede sig atter imod ham, og pressede læberne imod hans endnu en gang. “Nu er jeg jo allerede sent på den - så hvad er... fem, ti minutter mere” mumlede hun, og lod sin nøgne krop glide tæt op af hans igen. Selvom, hun selv måtte - trods den meget irritable lyd der forlod hendes strube. Trække sig fra ham. “At være voksen og fornuftigt - hvem skulle have troet” hun kyssede hans kind blidt, som hun greb noget tøj er gav mere mening. Og begyndte at tage det på sin krop. Så snart hun kunne - så ville hun uden tvivl skynde sig tilbage til ham. Bare et sekund, ville allerede føles som alt for længe. Men - de måtte være fornuftige - eller hun måtte være fornuftig.

Judah brummede saligt under Innogens læber, tydeligvis allerede ganske overtalt af hendes ord. Han standsede derfor ganske hurtigt bakken, demonstrerende hvilken rygrad han i særdeleshed havde forlagt sig på daværende tidspunkt. Han nikkede langsomt, men ivrigt - hvad gjorde det virkelig hun blev yderligere forsinket? Og hvad kunne de ikke få ud af blot ti minutter mere i hinandens selskab? Nok, rigeligt med tid, bekræftede han blot for sig selv i sit stille sind - allerede opstemt over den situation der udspillede sig foran ham. Hvordan var hendes læber, hendes hud; bare hende - hvordan kunne hun være så blød?
Han placerede sine hænder imod hendes hofter, glidende dem opad imod hendes liv som Innogen gled sin krop op ad hans, med ordene forladende sin mund: “Du har ret, du har ret; de kan sagtens vente lidt-“ 
Inden deres læber atter mødtes i et kys. Et kys der standsede, efterfulgt af en brummen stammende fra elverkvinden. En næsten lidende lyd efterlod varulvens strube, idet han knyttede brynene sammen i mindst lige så lidende grimasse. Han kunne dog ikke afholde sig selv fra at smile kærligt imod hende, idet han mærkede hendes læber imod sin kind.
“Nuvel,”
Sukkede han, med en mild latter i sit tonefald. Judah sænkede blikket, som han diskret løftede hænderne - tildækkende sin manddom med begge sine hænder, som han sagte trådte bagud. Denne tydeligvis hurtigt påvirket af den situation, han for en kort stund havde befundet sig i. Han forbandede sin krop og sit gamle, følsomme sind, imens han tog små fine skridt henad imod trappen der ledte til underetagen. Varulven kastede et undskyldende blik imod Innogen, idet blidt talte til hende.
“I det mindste kan en af os påtage sig rollen som den ansvarlige.”

Hun tabte tøjet igen, som hun så hans ansigtstræk.
“Du må ikke kigge sådan på mig!” Sagde hun med et gisp, og daskede ham på armen. Og selvom der var et morende aspekt i den måde, hun havde henvendt sig til ham på. Og selvom, hun kunne mærke varmen bredte sig i hendes bryst, af kærlighed for manden der så tydeligt, ikke ønskede at lade hende gå. Så kunne hun også mærke, smerten - hvor hårdt det var at hun måtte forlade ham om lidt. Og måske hun skulle udnyttet tiden noget mere. 
Hun tog en dyb indånding, og lod blikket glide ned. Det var svært ikke at gøre andet, da hans hænder lagde sig hen over hans private dele. Dette fik både et moret smil til at glide hen over de fyldige læber, og hun måtte ryste lidt på hoved. Hvordan kunne en mand, der var tyve år ældre end hende. Være så meget mere blufærdig? Skulle hun også til at dække hendes bryster for ham, og som en demonstration, vente hun sig imod ham, satte hænderne i hofterne. Brynene gled op i panden på hende, som hun slikkede sig hen over læberne. “Jaja, tag det godt ind - for du skal huske det, ind til jeg kommer tilbage.” Hun skridtede hurtigt hen til ham, gav ham endnu et kys på læberne. Inden hun skubbede grinene til ham. Som han vente sig om, kunne hun ikke dy sig og gav ham et klask i måsen. “Åh! Nu er jeg virkelig sent på den.” Udbrød hun, som hun igen huskede tiden - han var alt for distraherende for hende!
Hun trak hurtigt i noget tøj, trak støvlerne på fødderne. Kastede et sideblik imod håret, og valgte at trække det tilbage i en kæmpe hestehale. Det var det bedste hun kunne gøre lige nu - når hun fik tildelt gruppen - ja så måtte det vel kunne give hende noget tid, til at komme i ordentlig stand. Men lige nu, havde hun kun en ting i tankerne - nemlig at komme ud af døren, så smertefrit som overhoved muligt. 

Hvis varulven kunne se sig selv; se måden hvorpå hans øjne henfaldt sig på skikkelsen overfor sig. Måden hvordan de tordenvejrsfarvede øjne henfaldt i en overvældende varme og kærlighed - følelser han ikke var i stand til at sætte ord på hverken for Innogen eller for sig selv. Judah, havde det været muligt for ham at se sig selv i øjnene i dette øjeblik, ville ikke være i stand til at kunne genkende sig selv. Men disse følelser var sande - lige så sand som den milde overraskelse, der med ét stod malet i varulvens øjne idet Innogen vendte sig imod ham. En overraskelse er erstattedes ganske hurtigt, med noget helt, helt andet. Et udtryk der mildtest talt udtrykte ovenud glæde og lykke. Før havde Judah ikke været sikker på hvad elverkvinden havde talt om, idet hun havde efterspurgt ham ikke at kigge sådan på hende. Men denne gang - denne gange havde han på fornemmelsen, hvad hun havde ment.
Han kunne ikke tilbageholde et lille, men ikke desto mindre ikke særlig diskret, fjoget smil ved synet af Innogens komplet nøgne skikkelse. Judah rystede på hovedet, som hendes skønhed næsten overvældede hans sind alene, imens han talte:
“Til mit held — gør du det svært for mig, at glemme dig, Innogen.”
Han nåede knap at håndtere hvad der skete foran ham, før Innogen havde trådt frem imod ham - skubbende ham blidt imod trappen. Noget han knap nok realiserede før, at han mærkede klasket imod sin ene balle. En handling der fik ham til at rynke brynene sammen, undrende, men tydeligvis også underholdt idet smilet på hans læber bredte sig yderligere.
“Jah - undskyld, jeg — skynder mig,”
Talte han efter hende, idet han (en anelse besværet) trådte nedad trappen til stueetagen. Som hendes nærvær ikke eksisterede ved hans side, og stilheden ganske let sænkede sig over ham, mindedes han. Mindedes natten, en nat der frembragte så mange, gode som dårlige, ubegribelige og ikke så håndterbare følelser i varulvens krop. Han drejede om, først seende nedad imod køkkenet; seende imod bordet, kolapset under nattens aktiviteter, imod køkkengulvet. En minde der gjorde ham ude af stand til, at kunne kapere følelsen af sommerfugle i hans mavecenter. Han løftede den enkelte af sine hænder, kløende sig næsten febrilsk i skægget, som han vendte sig om - ude af stand til at kunne håndtere det faktum, at de havde ødelagt bordet på den måde. Han trådte da bagud, indad døren han vidste ledte til husets baderum, for at iklæde sig sit eget tøj. Der gik ikke megen tid før, at varulven trådte tilbage ud i entreen, denne gang fuldt påklædt - med undtagelse af sin rejsekappe. Denne hang over hans arm, imens han en anelse besværet prøvede at spænde sit bælte omkring sig - holdende på hans langsværd. Han standsede lidt i sin handling, idet det langsomt gik op for ham hvad der skulle til at ske. Han rynkede på brynene, løftende blikket da han hørte lyden af begyndte skridt ned af trappen til øverste etage. De skulle til at sige farvel, ikke?
Judah sank sagte, denne gang med et langt mildnet smil på sine læber - med øjnene søgende imod et sæt han øjne han ikke ønskede, at skulle give afsked til.   

Som hun kom ned af trappen, var der mange følelser der gled igennem hendes krop. Nogen voldsommere end andre, men i det langsomme og alt for hurtige øjeblik, det tog hende at gå de fyrre trin ned mod entreen. Noget hun at tænke mange af dem igennem, om hun overhoved ville afsted – kunne hun stikke af med Judah til Tusmørkedalen? Hvor meget hun glædet sig til, at komme ud med sin egen patrulje for at vise sit værd, til at blive ridder – måske endda med henblik på at blive Major en dag. Der var mange følelser, der spillede ind over hende. Og alle, var en smule modsigende – for den ene gik ikke helt i hånd med den anden. Og det vidste hun.
De grønne øjne, hæftede sig på bordet, der lå sammenfaldet inde i køkkenet. Og et smil spredte sig hen over hendes læber, som hun mindes nattens eskapader – hvordan at han havde; ja nærmest undskyldende. Sagt at det havde han været ked af.
Hendes blik rev sig væk fra bordet, og betragtede den nu påklædte skikkelse der stod ved døren. Hun sank en klump der havde spredt sig i hendes hals, det øjeblik hun havde set ham.
Det var hårdt at indrømme over for sig selv, hvor lidt man ønskede at gå ud af døren. Men, hun vidste også fuldmånen ville glide hen over nattens himmel denne aften. Så de ville alligevel være nød til at skilles, og han skulle hjem inden at det blev for mørkt.
Hun trådte frem imod ham – først en smule tøvende, da hun ikke vidste hvor hun skulle begynde. Inden at hun tog de sidste skridt med en beslutsomhed og fast hed. Hun greb omkring hans skuldre, og trak ham ind i et voldsomt og krævende kys.
Vejrtrækningen blev hurtigt overfladisk, som hun forbandede sig selv – ikke at have udnyttet bare ti minutter længere med ham. Dette var i sandhed en dumhed, som hun ville tænke tilbage på – når hun lå sammen med fire andre, under den ensomme nattehimmel.
Så nu, måtte hun suge det sidste, hun kunne til sig. Inden de sagde farvel.

Varulvens øjne virrede mellem hendes, fortvivlet og dybt, dybt hengivent på en og samme tid. Som hun trådte ned af trappen, og herefter fremad imod hans skikkelse, gjorde han komplet holdt. Han holde vejret, afventede at høre hende tale - ventede på hun ville sige hvad som helst. Men Judah hørte aldrig Innogen, da hun forblev stiltiende som han selv. Og hvad der kunne have været ord blev til handling. 
Da elverkvinden greb hans skuldre, trak ham indad imod sig selv, gav han blot slip; han lod hende gribe ham, kysse ham, dybt og krævende - præcis som nogle timer forinden denne tidlige morgen. Judah lod sig henfalde fuldkommen, idet han smed kappen fra sin arm for blot at gribe omkring hende. Hans fingre fandt vej til hende nakke, blot for gribe knugende deromkring og hendes ganske lyse hår. Han sukkede under hendes kys, komplet overvældet af at mærke hende igen så ganske, ganske tæt på.
Han burde sige noget - burde han ikke? Han burde fortælle hvad han følte - hvad han havde følt lige siden, at han havde henlagt sine øjne på hende aftenen forinden. Hvordan han ved tanken om, at høre Innogen fortælle ham, at hun elskede ham sendte ham direkte over en følelsesmæssig kant, han ikke var sikker på han nogensinde kunne komme tilbage fra. Hver gang han følte, at han var klar - at ordene allerede lå i munden på ham, så lod han sig trække yderligere indad. Indad imod den ild, der brændte nådesløst indeni ham; en ild der blev mere og mere ilter, i takt med han mærkede hendes hænder imod sin krop og han smagte hendes sødme fra hendes læber. Som deres læber kortvartigt skiltes, svor han at han næsten mærkede sine egne vibrere fra at have været i kontakt med hendes. En følelse der blot fik ham til at gribe hende hårdere, trækkende hende indad imod sig selv endnu engang. Han kunne ikke benægte hvilken indflydelse denne dag havde på ham - fuldmånen havde altid haft en enorm indvirkning på hans person, og dagen hvorpå den skulle stå, malet henover nattehimlen, var altid den allermest -- intense af dem alle. Men Hun var unægteligt drivkraften til alt hvad han gennemlevede i dette øjeblik.
Judah standsede sig selv, ladende sine læber slippe Innogens, uden at løsne sit greb omkring hende. Han mærkede hvordan deres pander ganske let hvilede imod hinandens, hvordan hendes varme ånde kyssede hans læber med en blidhed, der tog vejret fra ham.
"Er du sikker på at du ikke har - fem minutter endnu?"
Mumlede han næsten omtåget af begær, imod hendes læber - med et let tandsmil omfavnende hans egne. 

Hun lod sig igen blive grebet i hans favn. Kastet ind i hans duft, hans væsen og hans varme. Opslugt af følelsen, af at være så tæt på ham - at hun ikke havde lyst til at give slip igen.
Mærkede hvordan at læberne der mødte hinanden, sendte hvad eksplotioner igennem hendes krop. Fyrværkeri, eller hvad hun ville mente det ville føles - hvis et lyn nogen sinde slog ned i en. Den var så overvældende, at hun næsten mærkede hvordan hendes øjne begyndte at svig. Hvordan at hendes hjerte var som om, det kunne eksplodere hvornår det end skulle være. 
Hendes fingre greb ham, omkring ham, ind i ham. Alt omkring ham, hun kunne trække tættere på - som hun kunne mærke og føle stærkere. Det afkrævede hun, voldsommere end hun nogen sinde havde mærket før. Som var hun bange for, at hvis hun gav slip nu - så ville han falde og hun ville ikke finde ham igen. Hvad nu hvis det var sidste gang de sås, for selvom hun havde intentionen om at komme tilbage - for hver en pris ville hun komme tilbage. Så vidste de begge to, at det at tage på patrujle - det havde sine risikoer. 
Så da deres læber slap hinandens igen, og hun hæv efter vejret - måtte hun indrømme, at hun ikke kunne sige nej igen. Hun kunne ikke være den stærke, og sige hun skulle afsted - selv ikke den dundrende hovedpine, som der faretruende prikkede til hendes bevidsthed, om det at smerte var en reel ting. Hørte hun sig selv hviske; “Jeg har fem minutter..” 
Også besvarede hun hans begærfyldte ord, ved at kaste sig ind i hans favn igen - hendes læber imod hans, da hun allerede nu vidste; at det nok ville være mere end blot fem minutter før at hun ville være ude af døren igen. 

Om nok havde varulven efterspurgt fem minutter af den kvindelige halv-elvers tid — men som forudset, blev det til mere end blot de få, fem minutter. 
Judah havde næppe komplet mistet fornemmelsen for tid og sted, men han havde sluppet den (en kende vil nogen nok påstå). Sammen med dén og en del af hans beklædning, som han kort tid forinden havde pådraget sig selv.
Hvad der bragte Judah tilbage til den virkelige verden, så at sige, var flere ting. Men den slående del var hvordan hans læber havde gået fra, at berøre Innogens hals til, at bide hungrende i hendes hud - som han mærkede sig selv, og hørende elverkvinden siddende omkring hans hofter, opnå klimaks. Han måtte lade hendes hud slippe, da han mærkede en sensationel trang til at bide yderligere til - en følelse der nok i særdeleshed var yderligere fremdrevet af orgasmen, der stadigvæk næsten overvældede hans krop. Men ikke kun dén. Havde han kunne se sig selv udefra, sine tænder, sine hænder, så havde han ikke kunne skjule sin forbandelse, det faktum, at han i sandhed var varulv. Og det var den kommende aften, at fuldmånen ville præge nattehimlen.
Under et tungt åndedrag prøvede han at samle sig selv, at genfinde den smule kontrol han vidste han (inderst inde) besad. Varulven formåede at holde sig oprejst, med et solidt greb omkring lårene på Innogen - støttende deres begges samlede kropsvægt imod den enkelte af gangens vægge. Han rettede sig let krummede ryg ud, ladende sit ansigt begrave mellem Innogens hals og blonde hår, der havde forvildet sig ud af den opsatte position. Judah trak vejret tungt ud, i et forsøg på at løsne op i sin tydeligvis stadigvæk anspændte krop. Han startede med at løsne grebet omkring Innogens i sine arme, ydermere rettede han sin nakke opad således at hans øjne kunne finde hendes. Han måtte bare se hende. 

Hvordan det hele skete så hurtigt, så dyrisk og uden så lidt som et øjeblik til at tænke over hvad de lavede. Det havde hun ingen anelse om, men hvad hun vidste, det var at det var fantastisk. Og hun ville glædeligt blive skældt ud flere år i træk, for at komme for sent. End ikke at have overlevet dette. 

Igen formåede han at sende hende hen over kanten. Følelsen af den skønneste følelse hun længe havde oplevet, bølgede igennem hendes krop. Og mellem de tunge åndedrag og hendes svedige hud mod hans, lod hun sig glide mod gulvet igen. 
Hendes hænder fangede hans ansigt, som hun kunne kigge ind i hans smukke grå øjne og sukkede med et smil på læberne. “Du bliver min under gang Judah.” Hviskede hun, og mente det tydeligvis på en bedste måde der kunne tænkes. 
“Men nu skal jeg simpelthen afsted..” hun begyndte at samle og påføre sit tøj igen. Håret blev sat en del mere sjusket op, som hun lænede sig frem og plantede et lidenskabeligt kys på hans læber. 
“Til vi ses igen..” mumlede hun, og stod stille et par sekunder. “Ved alt der er helligt.” Grinede hun og trak sig væk “Hvis jeg ikke går nu, så kommer jeg aldrig afsted! Vi ses Judah” hun løb ud af døren, kun for at komme ind af den igen efter et stykke tid, kaste sig rundt omkring ham og plante et kys på hans læber. “Elsker dig.” Også var hun væk. 

Som hendes skikkelse sank ned på gulvet igen og trådte forbi ham for, at iklæde sig selv de stykker tøj der havde forladt hendes skikkelse i forbifarten — da mærkede han den. Længslen. Innogen havde endnu ikke forladt ham for at rejse afsted, men alligevel føltes det som om de få øjeblikke fra at det ville ske, allerede var længe overstået.
Men varulven måtte efterligne hendes handling, og trak derfor selv i det tøj han kort tid forinden selv atter engang havde måtte smide af sig.
Judah mærkede hvordan savnen efter hende; hendes varme og sødme, allerede optrådte. Det var derfor næsten med et lidende smil, at han besvarede hendes kys. Han sukkede under hendes berøring, kærtegn og hendes ord. Varulven fulgte næsten hendes skikkelse idet hun slap hans læber, standsende sig selv i ikke at falde komplet pladask på gulvet foran hende.
“Og du min,”
Sukkede han tungt efter hende som hun trak sig fra hans skikkelse, ladende en dyb, næsten mild latter omfavne undertonen i hans stemme idet han talte. Han rystede på hovedet, ikke over hende, men ganske vel over sig selv. Han strøg fingrene over sine læber i et forsøg på at mærke den sitren hendes læber havde efterladt, som et kærkomment minde derpå dem.
“Vi ses, Innogen —“
Judah nåede netop at svare hende tilbage; han nåede netop at træde fremad imod hende, og ud på den anden side af døren før hun endnu engang kastede sig ind i hans arme. Han mistede vejret som han atter genfandt hendes læber, og hørte ordene der blev udtalt imod hans. Men han nåede blot netop at høre dem, og så var hun ude af hans arme — og væk.
Som han stod der, på den anden side af indgangen til hendes lille hjem, seende elverkvindens hår blive lyst op af den rødlige morgensols skær, hørte han sig selv hviske under en blid brummen:
“Jeg elsker også dig.”