Phillippe sov tungt og roligt den nat. En gang imellem kom der nogle ucharmende lyde fra ham, men ellers kunne man lige så godt tro at den store mand var faldet død om af druk. Det var han selvfølgelig ikke, og som morgen begyndte at vise sit ansigt, begyndte Phillippe også at virke mere i live. Han begyndte at flytte sig lidt mere rundt i sengen, holdt lidt om Katarina på et tidspunkt, og da hun prøvede at vække ham første gang, lød der nogle beklagende og utilfredse lyde og grynt, som han vendte sig væk fra hende og sov tungt videre. 

 Trods Katarinas gode gerning, med at gøre ham mindre dårlig, hjalp det lige lidt på den dunkende hovedpine og trykkende kvalme der begyndte at lurer, som han langsomt begyndte at vågne. 
 " Hhhhhng...  " brummede Phillippe dybt og utilfreds, mens han pressede hovedet lidt ned i sengen, for at prøve og slukke noget af alt det lys der var. Det var da ganske ubehageligt og generende. Tæppet blev hevet mere op over hovedet, da det blev svært at trække vejret med hovedet mas ned i sengen, og tæppet så måske ville være en bedre løsning mod lyset. 

 Som Phillippe begyndte at komme mere til sig selv og vågne lidt mere op, blev han opmærksom på en mindre krop ved sin side. Panden rynkede sig i forvirring og svag usikkerhed, som han prøvede at huske tilbage på hvad der var sket den forrige aften. Ham og Kat var kommet op og toppes en smule. Han var stormet ned til kroen og havde fået sig noget at drikke. En masse at drikke.. Det sidste Phillippe kunne huske, var at han havde hevet en ung tøs ned og sidde på hans skød og budt hende på noget at drikke. Efter det var det mest ligegyldige glimt, der ikke fortalte ham særlig meget om hvad der var sket.
 Med en tør og slimet smag i munden sank Phillippe, nervøs for hvem han ville se ved sin side, som han forsigtigt fjernede tæppet lidt fra hovedet, og drejede hovedet til siden, mod den kroppen ved sin side.

Katarina havde godt regnet med, at lyset der stod ind ad vinduet ville genere Phillippe og hans tømmermænd, men hun havde ikke været flink nok til at trække gardinerne for, tværtimod. Hun havde nemlig trukket dem begge fra, da hun selv stod op tidligere, for det gjorde hun hver morgen. Hun hadede at gemme sig væk i mørket, medmindre hun skulle i gang med nogle af sine hemmelige ritualer og mandens ustyrlige lyst til at drikke sig i hegnet, skulle ikke forhindre hende i at gøre som hun plejede. Det var jo ikke hendes problem, at han ikke kunne lade alkoholen være aftenen før.

Der begyndte at komme lidt irriterede lyde fra Phillippe. Katarina sagde intet, som hun lige lod ham bruge et kort øjeblik på at komme til sig selv. Først da han fjernede tæppet fra hovedet, løftede hun sig op på en albue og lagde mærke til det nervøse udtryk i hans ansigt.
”Godmorgen, Peppe. Burde jeg være bekymret over, at du ser så forskræmt ud?” Hun lød ikke yderligere tilfreds, mest grundet det han så ubehøvlet snød hende for i nat, men så langt gik hun ikke ud fra, at Phillippe kunne tænke. Det ville vel næppe undre ham at hun endnu engang lød lidt muggen, og at han ikke helt vidste hvorfor.
”Drik noget af den te, jeg har stillet frem til dig.” Hun skyndte sig at give ham en direkte ordre på at drikke noget te, fordi hun ikke var så sikker på, at hun ville høre hans svar på hendes spørgsmål. Hun kunne nemlig kun tænke sig til to. Enten havde han haft dårlige drømme, eller også var han usikker på hvem han ville finde i sengen ved siden af sig. Med hans slatne opførsel i går, ville hun ikke have flere grunde til at være muggen her til morgen.

 " Kat...  " lød det hæst og uden specielt meget glæde fra Phillippe. Selvom Phillippe burde være blevet lettet da hans blik landede på Katarina, var det ikke ligefrem den følelse han følte først. Inderst inde ærgrede han sig gevaldigt over ikke at ligge med en sød, fin ungpige eller dreng. Det var da helt sikker sådan han helst ville tilbringe natten. At han vågnede op til Katarina, betød blot at hun havde hentet ham hjem fra kroen, selvom han ikke kunne husket det, og det ville hun sikkert være noget så utilfreds over. Blandt andet. Guderne måtte vide hvad hun ellers kunne være utilfreds over. 
 En utilfreds brummen forlod hans læber ved Katarinas spørgsmål, som han lod hovedet dumpe tilbage ned i sengen. Pude og tæppe blev trukket over hovedet så han kunne gemme sig væk fra lyset og Katarina. Han magtede virkelig ikke at skulle diskuterer med hende om gud og hver mand nu. Hendes næste kommentar bragte blot endnu et brum frem fra ham, der denne gang blev kvalt ned mod sengen. Han havde bestemt ikke lyst til at drikke noget som helst. Han skulle bare sove. I stilhed og mørke. 

 Phillippe var dog også klar over Katarina sikkert bare ville blive endnu mere utilfreds, hvis han ikke gjorde som hun sagde. Det var trods alt sagt ret så kommanderende. Derudover var det egentlig ikke specielt nemt at trækker vejret når hovedet var trykket ned mod sengen på den måde, og han valgte derfor også, det var grunden til han gravede sig lidt ud fra hans skjul igen. Denne gang til den modsatte side end Katarina var på, og derfor mod koppen med te. 
 Det var en lettere langsomlig proces for Phillippe at løfte overkroppen nok til at han kunne løfte koppen en til sig, og tage en slurk. Han havde det så ubeskriveligt dårligt, og når han løftede sig fra sengen, snurrede det hele bare endnu mere rundt, så han var nødt til at lukke øjnene i, for ikke at føle han var ved at falde ud af sengen. 
 Da koppen endelig var ved Phillippes mund pustede han kort ned i det af vane, og fordi han ikke var sikker på hvor længe teen havde stået og ventet på han vågnede. Allerede efter den første slurk skar Phillippe en grimasse, og satte teen fra sig. Den dårlige morgen smag af for meget alkohol blandet med teen var ikke god, og efterlod en voldsomt dårlig eftersmag i hans mund. Med et par korte, utilfredse smaske lyde, lagde han sig ned i sengen igen, forsat med hovedet vendt væk fra Katarina, og puden over hovedet, for at lukke de værste lys ude.

Der var virkelig ikke megen glæde at høre hos den noget så brugte Phillippe, hvilket selvfølgelig ikke passede Katarina specielt godt. Det var bare endnu en ting hun burde være blevet mere vred over og havde han ikke været så flad, ville hun sikkert også være blevet det. Hun så bare ingen grund til at lade sin vrede tage over på et tidspunkt, hvor hun alligevel ikke ville få meget ud af det.
”Nu skal du ikke lyde så skuffet, Peppe. Jeg gjorde dig en tjeneste, ved at hente dig. Hvad ville folk ikke have tænkt, hvis du væltede rundt så fuld på gaden midt om natten.” Hun fik det til at lyde som om, at hun udelukkende kun havde gjort det for hans skyld, selvom det vist ikke var hele sandheden. Det var selvfølgelig også for at være sikker på han ikke lavede nogle ulykker. Der skulle jo ikke være en chance for, at hun blev stillet i dårligt lys.

Som Phillippe lagde sig tilbage, med hovedet begravet af en pude, blev Katarina kun det mere bitter at se på.
”Det der kan du godt glemme,” sagde hun, idet hun straks greb fat i puden og forhåbentligt trak den hurtigt nok fra ham, så han ikke ville nå at holde den fast.
”Efter din fornærmende opførsel i nat, får du ikke lov til at ligge i sengen hele dagen. Jeg vil til gengæld være gavmild og lade dig vælge, om du helst vil gøre op for din opførsel nu, eller efter du har været med mig nede på markedspladsen. Lidt frisk luft ville være godt for dig.” Trods hun bestemt ikke gav ham et tilfredsstillende valg, skulle han da stadig se sig direkte heldig overhovedet at få et valg. Om han så overhovedet kunne huske hvad hun refererede til, med hans dårlige opførsel, var ikke hendes problem. Han skulle stadig ikke slippe for at gøre op for det.

 Det var bestemt ikke nemt at fnyse ned mod sengen, men det stoppede ikke Phillippe fra at fnyse over hendes kommentar. Hun tænkte kun på sig selv, og hvad andre tænkte om hende, så meget havde han da lært, i sin tid sammen med hende. Selvom hun ofte fik det til at lyde som om hun havde andre i tankerne. Han var dog ret sikker på, at han allerede inden blev hentet, havde fået folk til at tænke lidt forskelligt, ud fra det han kunne huske.
 " Ikke noget.. Jeg havde sovet på kroen, ved mine ting..  " mumlede han bare koldt og kort. Det var jo også det han var på vej til, da hun var dukket op på kroen. Ikke at han kunne huske noget af det. 

 Alt for sent fik Phillippe strammet grebet om puden, for den var væk fra hans greb da han endelig noget at gribe fat.
 " Kat...!  " vrissede han irriteret. Han var slet ikke i humør til at hun var.. hende. Han drejede hovedet, så det vendte den anden vej og han kunne se på hende. Han løftede en smule undrende det ene øjenbryn, mens han missede lidt med øjnene, fordi der var bare alt for lyst. 
 " Hvad snakker du om?  " brummede han lidt. Fornærmende opførsel? Var den skide kop hun stadig snakkede om? For den havde han bestemt ikke tænkt sig at rydde op. Katarina kunne jo bare lade vær med at smide den i første omgang.. Eller havde han ikke ryddet op efter sig, da han havde spist? Han synes at kunne huske at han fik noget at spise på et tidspunkt. 

 Tanker om mad, luft og bevægelse fik det hele til at vænne sig lidt i hans mave, og han trak tæppet lidt over hovedet. Hvorfor kunne hun ikke bare lade ham ligge? 
 " Hvad er du nu utilfreds over..? " mumlede han lavt, for at uddybe lidt hvad det var han ikke helt forstod. Han var i hvert fald ret sikker på han ikke skulle ud og gå en tur. Han håbede lidt, at hvad end hun mente han havde gjort galt, var noget han kunne uden at skulle flytte for meget på sig.

Katarina hævede lidt triumferende et øjenbryn, som Phillippe sagde, at folk ikke ville have tænkt noget. Han ville jo bare have sovet på kroen, hvor hans ting lå. Hun trak lidt tænkende på smilebåndet, som hun overvejede om hun burde sige det til ham nu, at hans ting ikke længere lå på kroen, for hun havde da sørget for at få dem med sig hertil. De stod stadig på gulvet ved hoveddøren, og hvis han havde i sinde at blive på værelset lidt endnu, ville der være god chance for, at han ikke ville opdage noget med det samme. Så hun trak bare let på skuldrene, som om hun alligevel måtte indrømme, at han havde ret, selvom hun helt bestemt mente noget andet. Han havde altid insisteret på at have sine ting på kroen, men denne gang havde hun vundet.

Puden blev straks smidt ned på gulvet, på den modsatte side af hvor Phillippe lå, bare så han ikke ville kunne få fat i den helt så let igen. Hun ignorerede hans vrissen, for hun var udmærket godt klar over, at han ikke ville være tilfreds med hende lige nu, men hun var ligeglad, for utilfredsheden var gengældt.
”Ja, hvad mon jeg snakker om,” sagde hun muggent tilbage, som hun tydeligvis ikke havde i sinde om at minde ham om det. Hun var overbevist om, at det bare var et dårligt forsøg fra hans side, på at få hende til at tro, at han intet kunne huske. Men med hans næste ord lod det da til, at det rent faktisk var tilfældet. Hun satte sig helt op, som hun rettede et nedladende blik mod sin mand.
”Oh, jeg ville ellers gå ud fra, at du ville kunne huske et tidspunkt hvor du ikke var mand nok til at få den op at stå.” Hun lød direkte hånende i sin tone, som hun slyngede en fornærmelse efter Phillippe. Det var jo tydeligvis ham der havde været problemet, eftersom han ikke havde haft noget problem med at få den op med hende tidligere på dagen.
”Jeg var jo gavmild nok til at give efter for dine lyster, som du bad mig om at bruge munden, men den chance forspildte du da godt og grundigt,” fnøs hun, dog med en svagt lokkende undertone, for hun skulle da lige vade lidt i, at han rent faktisk var gået glip af hendes mund mellem hans ben.

 Det var ikke mulig for Phillippe at lade vær med at rulle med øjnene over Katarinas kommentar. Selvfølgelig ville hun ikke bare fortælle ham hvad hun snakkede om med det samme. Hvis hun ikke havde tænkt sig at fortælle hvad hun snakkede om, kunne han lige så godt vende sig den anden vej og lægge sig til at sove igen. Han skulle til at vende sig væk fra hende igen, da hun forklarede sig. 
 Selvom Katarinas ord og blik prikkede til hans værdighed, kunne han ikke holde et lille smil tilbage. Åh hvor hun ikke have været tilfreds. Det var næsten helt imponerende, så meget det frydede Phillippe, at hun havde været udsat for det. At hun havde fået lov til at smage hendes egen medicin. Han var alligevel sikker på at det helt sikker på have været hendes egen skyld han ikke kunne blive klar til hende. 
 Phillippes smil burde nok være falmet lidt, ved hendes næste kommentar, men i stedet blev smilet større og mere drenget, som han kæmpede for at holde et lille grin tilbage. Han måtte indrømme, at han var lidt imponeret over hans fulde selv, havde formået at overtalt hende til det. Det var noget så sjældent at det lykkedes for Phillippe at få Katarina til at tage ham i munden. 

 Phillippe havde endnu ikke sagt noget til hendes nedladende kommentarer, der sikkert var tænkt til at skulle få ham op i det røde felt, men det ikke lykkedes. Måske fordi Phillippe havde det for dårligt, måske fordi han var ligeglad. Uanset hvad grunden var, brummede han nu en smule tænkende, som han løftede sig lidt mere op på siden, og lagde hånden under hovedet, så han kunne holde sig selv oppe.  
 " Munden siger du? " mumlede han overvejende, og lod blikket glide lidt betragtende rundt på hende. Der havde været noget over hendes tone, der sagde Phillippe hun måske ikke var helt afvisende for ideen lige nu. Der var i hvert fald et eller andet hun var ude efter. Og hvis det fik hende til at holde mund, kunne Phillippe måske lige overskue at gå med til det. 
 " Jeg ved ikke helt hvad du mener..  " mumlede han forsat overvejende, mens den frie hånd blidt og langsomt gled op over hendes knæ, og videre op ad hendes lår, så langt han kunne nå. Hans blik fandt vej til hendes, og han sendte hende det mest charmende smil han kunne, med tømmermændene malet over hele ansigtet.
 " Måske du kunne vise mig hvad du mener? " 

Katarina var klar over at hun havde behandlet Phillippe på samme måde et par gange før. Hun havde endda været direkte led, som hun havde lagt op til en masse, men valgt ikke at gennemføre det, kun for at se ham lide i sin desperation efter at få noget. Det var ingen tvivl om at hun ville gøre det igen, men for nu var det bare voldsomt irriterende at være i den modtagende ende, som den der var blevet lovet en hel masse og ikke havde fået noget ud af det. Hun var godt muggen over den situation hun var havnet i natten før og det irriterede hende endnu mere, at se Phillippes flabede smil brede sig, som hun sad der og brokkede sig. Kunne han ikke i det mindste lade som om det ragede ham?! Hun havde jo tydeligvis sagt noget der burde have ramt ham lidt hårdere, end det åbenbart gjorde.

Med et fornærmet lille fnys rettede Katarina sig op, så hun kunne læne ryggen mod hovedgærdet og lægge armene over kors for brystet. Hendes spidse udtryk i ansigtet og løftede øjenbryn passede perfekt til hendes stødte attitude, som hun betragtede Phillippe, der fik løftet sig lidt op. Hun var tydeligvis ikke imponeret. Hun skævede mod den hånd hun mærkede stryge hen over sit lår og trods hun helt bestemt havde i sinde at nægte ham noget som helst, var det bare ikke sådan en tanke der faldt hende ind, da hun først så hans charmerende smil. Han kunne vel godt få en chance.
”Det kunne jeg…” Sagde hun overvejende, som hun fik flyttet sig nok til at kunne skubbe ham helt ned at ligge igen og derefter sætte sig til rette, overskrævs på den nederste del af hans mave. Det var med vilje, at hun ikke rykkede sig længere ned end det. Hun lagde en blid hånd mod hans brystkasse og strøg roligt hånden længere op. Kun for at få ham til at slappe lidt mere af og derfor ikke være helt så forberedt, da hånden nåede til hans hals og tog lettere hårdt fat omkring.
”Lad mig høre dig tigge om forladelse, Peppe. Så skal jeg overveje at lade dig slippe denne gang.” Hendes tone var advarende sukkersød, i modsætning til grebet om hans hals, der kun blev strammere. Med hendes tynde fingre, var der alligevel grænser for hvor meget skade hun kunne gøre, men det var altid tilfredsstillende at true lidt.

 Det var ikke til at vide hvad Phillippe havde regnet med ville sket. Han havde selvfølgelig nok håbet at Katarina bare spillede med på hans uvidenhed, og havde vist hvad hun mente. At hun var kravlet ned under tæppet, og havde givet ham hvad han havde bedt om. Måske var det en bivirkning fra gårsdagens alkohol der fik han til at ønsketænke så højt, og uden fornemmelse for at det jo ikke var sådan Katarina var. Uanset hvad, så han ingen faretegn før det var for sent.

 Det charmerende smil blev kun større og mere tilfred, som Katarina skubbede Phillippe om på ryggen, og kravlede ind at sidde over ham. Hænderne lagde sig mod toppen af hendes lår, og gled sig kælent bagud så de kunne lægge sig mod hendes numse i stedet. 
 " Mmmm.. Det synes jeg du skulle..  " mumlede han med et skævt smil, inden han brummede en smule nydende over hendes kærtegn. Phillippe var stadig overbevist om at han ville få sin vilje, og lukkede kort øjnene i, for bedre at nyde Katarinas fingre. Derfor blev han noget så overrasket da han pludselig mærkede Katarinas hånd om halsen.
 Phillippe spærrede lynhurtigt øjnene op. Det charmerende smil var langt væk, og han så nu noget mere anstrengt og alvorlig. Hænderne blev ved Katarinas numse, men fingrene pressede sig en smule ind mod hende. Han vidste hun ikke ville kunne gøre den store skade på ham, det var langt fra første gang han havde hendes hånd om halsen. Kæben spændte sig hårdt op, som han bed tænderne sammen, og øjnene blev en smule smallere. 

 Der gik et godt stykke tid, hvor Phillippe sagde noget. Han lå bare og så op på hende med en mild væmmelse i blikket. Mon hun ville kunne få sig selv til at klemme livet ud af ham? Tanken fik ham til at løfte øjenbrynet lidt, inden han åbnede munden.
 " Jeg har ikke noget at tigge om forladelse for... Kat.. " Snerre hende du mellem de sammenbidte tænder. Det ville bestemt ikke blive med hans gode vilje at han skulle ligge og tigge. Og han var bestemt ikke stor fan af at skulle lade hende få hendes vilje når hun truede ham på den måde. Så ville hun jo bare vende tilbage til den metode oftere.
 Selvom Katarina ikke var specielt stor, og slet ikke i forhold til Phillippe, lukkede hun en lille smule for Phillippes vejrtrækning, og jo længere tid hun hold fast om hans hals, jo mere hvæsende blev hans vejrtrækninger, som han fik mindre og mindre luft ind.

Katarina forsøgte at holde et lidt for tilfredst smil tilbage, som hun så hvor fornøjet Phillippe blev, da hun satte sig til rette over ham. Hun mærkede hans hænder flytte sig om på ballerne og tage fat, og i et kort øjeblik overvejede hun ikke at gennemføre sin tanke. Men kun i det korte øjeblik. For Katarina ville nu så gerne høre Phillippe tigge og hendes forladelse. Hun kunne dog ikke undlade at undslippe et nydende suk, for hun nød da stadig hans hænder mod det tynde stof fra den let gennemsigtige kåbe, hun stadig bar.
Hun nikkede svagt til hans mumlen, som hun ikke ville afsløre sig selv alt for hurtigt. Han skulle endelig bare fortsætte med at tro, at hun havde tænkt sig at efterkomme hans ønske, lige indtil hånden nåede hans hals.

En let morende latter over hans overraskede reaktion, gled hurtigt over i et behagende støn, idet han pressede fingrene hårdere ind mod hendes hud. Hun hævede let et øjenbryn, som hun sendte ham et lidt udfordrende blik og ventede på hans tiggeri. Han forblev stille i et stykke tid, men det havde hun næsten forventet, som hun da udmærket godt var klar over at han ikke ville være glad for at skulle tigge. Og da han endelig åbnede munden, var det ikke tiggeri hun fik. Det udfordrende blik blev erstattet af raseri og hun måtte stå imod lysten til at stramme grebet lidt mere. Han skulle vel stadig have lov til at få lidt luft.
”Du har ikke noget at tigge om forladelse for?!” Vrissede hun. Hun var tydeligvis uenig.
”Du husker måske ikke meget fra i går, men jeg husker stadig at blive kaldt en heks midt i krostuen, efter jeg så ubelejligt var blevet bedt om at hente min fulde mand. For slet ikke at tale om din ringe præstation i sengen.” Hendes stemme var hæs af vrede og hun var selvfølgelig ikke flink nok til ikke at nævne hans usle indsats natten før. Hun strammede stadig ikke sit greb om hans hals, men stak lige neglene i hans hud, bare for at gøre det lidt værre.
”Tig… om forladelse… Peppe.”

 Det hele virkede så surrealistisk. Selvom Phillippe op til flere gange havde oplevet Katarina true ham, og tage fat om hans hals, var det vidst alligevel første gang han havde oplevet hende gøre det i sengen. Han kunne ikke lade vær med at overveje om det var en eller anden syg form for forspil, og Katarina der bare havde set sig lidt utilfreds på ham, og brugte det som en måde at komme op at køre på. 
 Uanset hvad var det i hvert fald ikke noget Phillippe fandt specielt sexet, ikke som hun sad der og så så led ud! Han fnøs lidt over det, da hun gav udtryk for hun ikke var enig med ham, og som hun begyndte at uddybe hvorfor hun mente han skulle tigge om forladelse flyttede han blikket ud til siden. Ikke skamfuldt, men nok mere irriteret og vredt. Han kunne ikke huske særlig meget om senere på aften, og det var måske også godt nok. Til gengæld huskede han starten af aftens nogenlunde, og han havde vidst forsøgt sig på flere forskellige af kunderne i kroen, blot for at blive afvist igen og igen. Det vidste Katarina selvfølgelig intet om, det det skulle gerne forblive sådan. 

 Selvom Phillippe indvendigt frydede sig lidt over de ting Katarina tydeligvis ikke var tilfreds med, var det nok ikke i dette øjeblik han skulle vise det. Han fnøs kort over det sidste hun sagde. 
 " Måske hvis du havde været .. " Phillippe stoppede sig selv fra at forsætte sætningen. Hvis du havde været bedre at være sammen med.. Det var nok ikke smart at sige. Han så tilbage på hende og sendte hende et falsk smil.
 " Været hurtigere til at hente mig..  " Han kneb øjnene lidt sammen, og da neglene blev presset mod hans hud, strakte han sig lidt under hende, i et forsøg på at lette smerten lidt. Det gjorde dog ikke den store forskel. 

 Phillippe skar en grimasse. Han vidst han nemt kunne komme fri. Det ville ikke være noget problem at vende dem rundt i sengen, eller vride hendes hånd fri fra hans hals. Trods hende temperment, var hun jo stadig en lille dame. Hun ville dog sikkert bare blive endnu mere sur, hvis han bare vred sig fra hendes greb.
 " Fint... " Brummede han så, ganske utilfreds. For et øjeblik glemte Phillippe alt om tømmermænd. Han vippede kort til den ene side, for at få lidt ekstra hjælp, som han vippede den anden vej, og vendte dem rundt, så han lå over Katarina. Han havde ikke gjort noget for at fjerne hendes hånd, så med mindre hun selv gav slip, ville hun stadig havde fat om hans hals. Hans hænder blev placeret mod sengen, på hver side af Katarinas hoved.
 Ligesom Phillippe skulle til at åbne munden for at undskyldte, ramte tømmermændene hævn, for at han havde rullet så hurtigt rundt. Hurtigt lukkede Phillippe munden igen, og pustede tungt ud mellem de lukkede læber. Den ene hånd løftede sig fra sengen, og gled langsomt ned over hans ansigt, inden den stoppede ved munden, som han langsomt og anstrengt sank. Rullet havde virkelig sat gang i hans kvalme og hovedpine, og for et lille øjeblik, var han i tvivl om han ville ende med at kaste op. 

Selvom Katarina nok ikke ville indrømme det, var der alligevel en vis sandhed i Phillippes anelser. Hun var direkte magtsyg, så meget at det virkelig gik hende på, at hun ikke havde mulighed for at få mere magt end hun allerede havde. Udover hendes evner, der ikke var helt så dødbringende som hun fik ham til at tro, var hun også en meget lille kvinde, uden megen muskelfyld. Hun havde ikke meget andet end sine hårde, sårende ord og egentlig ret tomme trusler, men så meget skulle han selvfølgelig ikke vide. Men den lille form for magt hun stadig havde over sin mand, kunne ikke undgå at tænde en lille gnist i hende.
Katarina løftede et øjenbryn, som hun utålmodigt ventede på at han færdiggjorde sin sætning. Havde været… hvad? Hun forventede endnu en fornærmende kommentar, hvilket det stramme udtryk i hendes ansigt afslørede, men det løsnede en anelse op, da Phillippe fik afsluttet sætningen. Hun ville med glæde være dukket op tidligere, men det ville have krævet, at hun fik besked tidligere og det fik hun desværre ikke. Så hun fnøs lettere fornærmet.

Endelig gav Phillippe efter og Katarina blev næsten helt normal at se på igen. Næsten, for hun ville selvfølgelig ikke blive helt tilfreds før hun havde hørt ham tigge. Hun lod stadig neglene stikke ind mod hans hals og lagde lige den anden hånd støttende mod hans skulder, som han fik vendt dem rundt. Samtidig klamrede hun sig også fast, ved at lægge benene omkring hans hofter og spænde lidt op. Men hun fik stadig ikke sin vilje, da hun så tømmermændene ramme ham lige så snart han åbnede munden. Hun rystede svagt på hovedet.
”Mh-mh… Nej. Du vover på at gøre det,” sagde hun sammenbidt. Hun slap ikke sit greb om hans hals, men løsnede det rimelig meget, bare for ikke at tilføje til hans kvalme og også give ham mulighed for at flytte sig, hvis han endte med ikke at kunne holde det inde.
”Ellers kommer du til at tigge om meget mere end min forladelse,” sagde hun lettere truende. Om Phillippe nåede at flytte sig eller ej, hvis uheldet skulle ske, var hun i hvert fald klar på at glide væk fra under ham.

 Det hele snurrede for Phillippe. Rummet, sengen, Katarina, hans hjerne og hans mave. Det var i hvert fald sådan det føltes. Som om det var kommet på en vild karettur, rundt og rundt i ring. Det hjalp ikke lige frem, at Katarina lå og klemte om hans hals, men da hun da i det mindste løsnede grebet en smule, hjalp det da lidt på at det ikke føltes som om kvalmen sad helt oppe i halsen på ham. Han havde det dog forsat lige så dårligt, og han prustede tungt, som om han virkelig kæmpede for ikke at knække sig ud over Katarina. 

 Det var lige før Katarinas ord ikke en gang nåede ind til Phillippe. Han var så opslugt af de dårlige og ubehagelige følelser, at han nærmest ikke kunne koncentrere sig om andet end at holde sig fra at kaste op. Han brummede lavt og lettere klynkende til hendes ord, som han langsomt lænede sig frem mod siden, ind til hans hoved lå ned mod sengen. Så var det i det mindste ikke direkte ud over Katarina, hvis det skulle gå helt galt. 

 En smule højlydt og anstrengt sank Phillippe.  Hvorfor var det nu lige at han havde drukket så meget i går? Lige nu fortrød han det da i hvert fald. Selvom han lå helt nøgen, med tæppet halv over sig, følte han sig helt klam af sved. Formentlig af at kæmpe så hårdt for at prøve og holde dårligheden væk.
 " Undskyld...  " mumlede Phillippe ned mod sengen. Det var ikke sikkert det var nok for Katarina, men det var alt hun kunne give hende nu. Inden han nåede at sige mere, kom der en halvkvalt lyd fra den dårlige mand, som et surt opstød fandt vej op gennem hans spiserør. Det var dog ikke værre end at han kunne holde det tilbage og synke det. Det hjalp dog bestemt ikke på den dårlige smag i munden, og gjorde ham næsten kun dårligere. Øjnene gled lidt i, i et forsøg på at få det hele til at stoppe med at snurre helt så meget.

Jo længere tid det tog for Phillippe at samle sig og gøre som hun havde bedt ham om, jo mere markant blev hendes kæbe, som hun bed tænderne hårdere sammen i irritation. Det var ikke fordi hun ikke kunne forstå hvorfor han havde det så dårligt, det ville hun helt bestemt også selv have, hvis hun havde drukket så meget. Hun havde bare ikke den mindste smule ondt af ham, som han bare kunne have ladet være med at indhalere halvdelen af kroens alkohollager aftenen før. Hans voldsomme kvalme var udelukkende hans egen skyld, også selvom han måske havde følt sig mere skubbet til at gøre det, grundet den kommentar hun havde smidt efter ham, inden han var stormet ud.
Han lænede sig lidt til siden og frem, indtil han hvilede hovedet mod sengen og der slap Katarina sit svage greb om hans hals, da det ellers ville være en lidt for akavet stilling for håndleddet. Hun prøvede at trække hånden til sig, fordi hun vitterligt ikke fandt ham ret sexet lige nu og helst ikke ville være alt for tæt på hans mund. Det var bare ikke helt let, da hun stadig lå halvt fanget under ham og hvis ikke han valgte at flytte sig, ville hun ikke rigtig kunne komme fri med ved hjælp fra sine små, næsten ubetydelige damemuskler.

Der lød et forfærdeligt, utilfredst fnys fra hende, som Phillippe ikke formåede at komme med andet end et mumlende undskyld, i stedet for det tiggeri hun havde forventet.
”Det forsøg var direkte ynkeligt,” sagde hun sammenbidt, inden hun lige prøvede at krølle sig lidt beskyttende sammen, idet hun hørte den halvkvalte lyd fra ham. Det var kun af ren refleks, som hun stadig ikke følte det store behov for at blive ørlet på.
”Hvis det er så svært at holde tilbage, så fjern dig da fra mig og få det overstået. Der er en spand i vaskerummet, eller gå udenfor og bræk dig foran naboens dør. Hun fortjener det alligevel, så irriterende hun er,” sagde hun, stadig i den hårde tone. Nabokvinden var altid så venlig og smilede altid pænt til Katarina når de sås, hvilket var lige netop derfor hun irriterede hende så meget. Det vidste Phillippe vist allerede, for det var ikke første gang Katarina havde kommenteret på det.
Det betød dog ikke at Katarina slap sin beslutning om, at han skulle tigge om hendes forladelse. Men hvis hun kunne få lov til at høre ham tigge lidt hurtigere, hvis han bare fik lov til at brække sig først, måtte hun vel være lidt tålmodig.

 Det kom ikke bag på Phillippe at Katarina ikke var tilfreds med hans undskylding, men det ændrede ikke på at han havde håbet det gik. Der slap derfor et utilfreds brum ud mellem hans læber, mens han virkelig overvejede om det virkelig var det værd at få det bedre. Katarina ville sikkert bare blive mere krævende, og hun ville helt sikker tvinge ham til alverdens. 
 Phillippe skævede lidt hen på Katarina da hun sagde han bare skulle få det overstået. Hans blik var træt og ikke spor kærligt, og det var nok meget godt det var gemt væk for Katarina. Der var noget fristende over at give hende skylden. Sige at det var hende der gjorde han fik det dårligt. Det ville dog helt sikkert være et dårligt træk, og selvom det måske ville få ham til at få det bedre for et øjeblik, ville det bestemt ikke varer ved, og Katarina ville sten sikkert hurtigt komme med en hævn. Phillippe brummede derfor bare lidt til det hun sagde, for at give et tegn på han havde hørt det, inden han lukkede øjnene. Det var nok bedst bare at få det op. Han kunne håbe på hun ikke var så interesseret i ham for en stund efterfølgende.
 " Fint.. " mumlede han med påtaget irritation, inden han langsomt fin kravlet væk fra Katarina og fri af sengen. 

 I forhold til hvor dårlig Phillippe havde det, og hvor tæt han var på at knække sig, gik det utroligt langsomt med at komme ud til spanden. Hele rummet snurrede da han kom op at stå, og det var ikke helt nemt at holde balancen og gå lige. Det er være kommet op at stå gjorde kvalmen meget værre, og Phillippe måtte sætte tempoet lidt op til sidst, hvilket fik ham til at snuble lidt over nogle af alle de ting Katarina havde til at stå, og hånden blev sat op for munden, bare for en sikkerheds skyld.
 Phillippe nåede dårligt nok at få fat på spanden, før alt aftensmaden væltede op igen. En smule usikkert fik Phillippe sat sig på et eller andet, og sad så med holdt spanden mellem benene. Han holdt spanden lidt fast med benene og den ene hånd, så han kunne holde håret lidt væk med den anden. Som Phillippes indre vred sig i et bravt forsøg på at presse alt hans maveindhold ud, fik han det langsomt bedre, som om det der gjorde ham dårligt, langsomt forlod kroppen.

Det var lige før Katarina hjalp lidt til med et lidt krævede skub, mens Phillippe langsomt fik kæmpet sig ud af sengen. Hun var måske lidt desperat efter ikke at blive brækket på og så vidt hun kunne se, skulle der ikke meget til før han måtte give efter. Så snart hun kunne, rejste hun sig fra sengen og så efter Phillippe, der snublede over alt på vej hen til spanden. Selv gik hun i gang med at finde tøj, både til hende selv og til ham, som hun lagde pænt frem på sengen. Det var et lidt stramt udtryk hun havde i ansigtet, for hun kunne ligefrem høre aftensmaden fra natten før ryge retur, direkte ned i spanden.
”Der er vand i fadet derude. Få lidt orden på dig selv, nu du er der. Men tro ikke, at du slipper så let,” sagde hun højlydt, så hun var sikker på han kunne høre hende. Hendes ord skulle helt bestemt forstås som endnu en ordre, for hun kunne jo ikke have en beskidt mand med ned til det lille marked. Derudover havde hun helt bestemt ikke tænkt sig at lade ham slippe for at tigge om hendes forladelse.

Katarina smed kåben, men inden hun fik noget andet på, satte hun sig foran spejlet ved bordet og gav sig til at sætte det lange hår op. Frisuren var ikke ligefrem simpel, men hun var så øvet, at det ikke tog hende længe at sætte den. Så rejste hun sig og trak en af de sædvanlige langærmede kjoler på. I lige så øvet bevægelser som hun havde sat håret, fik hun ligeledes strammet snøren i ryggen ind.
”Når du er færdig, kan du falde på knæ for mig og gøre som du er blevet bedt om,” sagde hun let vrissende. Nu hvor Phillippe ikke havde formået at klare tiggeriet inde i sengen, havde hun passende tilføjet at han kunne falde på knæ for hende som straf for ikke at adlyde med det samme. Mens hun ventede, gik hun lige så stille i gang med at rydde op. Tekoppen fra værelset, tallerkenen og det tilbehør, som Phillippe havde brugt til sin mad aftenen før. Hun fik også lidt modvilligt ryddet skårene op, fra den kop hun havde kylet efter ham da han gik. Hun ville uden tvivl gerne have haft ham til at gøre det, men samtidig irriterede det hende utrolig meget, at den lå der og rodede. Hun tog sig god tid til at ordne oprydningen, så han kunne få god tid til at få lidt orden på sig selv.

 Man skulle ikke tro, at man kunne få det så godt af noget der var så ubehageligt og klamt, men som Phillippe tømte mavesækken ned i spanden, var det næsten som om det værste af tømmermændene var røget med maveindholdet ud. Det dunkede stadig tungt og hårdt i hovedet på ham, og rummet snurrede stadig en smule rundt, men kvalmen var væk. Selvom han umiddelbart var færdig, blev Phillippe hængende ind over spanden, og spyttede en gang imellem. Det havde efterladt en forfærdelig eftersmag i hans mund, egentlig følte han ikke for at skynde sig ind til Katarina. Bestemt ikke som hendes stemme lød igennem rummene. En irriteret brummen forlod hans bryst. 

 Han endte dig med at gøre som hun sagde. Da han endelig tog sig sammen til at rejse sig, startede han med at skylle munden med vandet fra fadet. Vandet blev spyttet ud i spanden, inden Phillippe tog en klud og gjorde den våd. Ansigtet blev hurtigt vasket lidt, især skægget så han var sikker på der ikke sad noget ulækkert i det. Derefter blev blikket vendt mod det lille spejl. Hans hår stod ud i alle retninger, og det var tydeligt at se han var gået i seng med vådt hår. Der var ikke meget at gøre ved det, men Phillippe lod lige hånden køre igennem det et par gange, i et forsøg på at gøre et eller andet ved det, inden det blev bundet op i en hestehale. Så blev det vidst ikke bedre. 
 Phillippe tog sig god tid ude i det lille baderum. Især som den næste kommentar lød fra Katarina. Det var heldigt hun ikke kunne se ham, for han kunne ikke holde sig fra at rulle med øjnene og fnyse irriteret. Han havde faldet på knæ en gang for hende, og det havde han fortrudt lige siden, så han havde bestemt ikke travlt med at gøre sig færdig. 
 I et godt stykke tid stod Phillippe bare og så på sig selv i spejlet. Han så utrolig hærget ud, lignede virkelig en der havde det dårligt. Ja, næsten mere end han egentlig følte sig. Var det mon den effekt Katarina havde? At få han til at se noget ældre ud end han var? Træt gned han hænderne over ansigtet, mens han gik ud af baderummet og tilbage til soveværelset. Spanden han havde knækket sig i, stod stadig fyldt inde på baderummet, da han havde glemt alt om den igen. 

 Inde i soveværelset satte Phillippe sig på kanten af sengen, ved siden af tøjet Katarina havde fundet. Han var glad for hun trods alt ikke tvang ham til at gå i andet tøj når han var hos hende. At han i det mindste fik lov til at gå i det han plejede. Det fik ham dog ikke til at gå i gang. Nej, han havde jo ikke travlt med at blive færdig, så han blev bare siddende på kanten af sengen. Albuerne støttede sig mod knæene, og hovedet lagt mod hænderne. Øjnene lukkede sig i. Mon han kunne falde i søvn sådan her? 

Det tog ikke lang tid for Katarina at rydde det op, som skulle ryddes op. Det var endda hvor hun alligevel havde taget sig god tid til at få orden på det, så Phillippe havde en chance for at gøre sig i stand uden at skulle skynde på sig. Hun var utålmodig og forventede at han inden længe ville liste hen til hende med en noget utilfreds mine i trætte ansigt, da han sikkert var klar over, at han ikke ville slippe for at gøre som hun bad på et eller andet tidspunkt. Men da hun var færdig med oprydningen, kunne hun høre Phillippe tøffe ind på værelset, hvor hun havde lagt det rene tøj frem til ham. Det betød altså, at hun stadig havde lidt tid at slå ihjel.
Katarina trådte lydløst gennem stuen og skævede lige ind mod værelset på vejen. Det så ud til at Phillippe lige sad og sundede sig, som han sad der med ansigtet begravet i hænderne. Det gav hende lige mulighed for at liste hen til hans taske, som stadig stod ved siden af døren. Hun var klar over at Phillippe ville blive direkte sur, hvis han fandt ud af at hun havde flyttet alle hans ting fra værelset på kroen, så hun samlede tasken op og flyttede den hen på gulvet, ved et af vinduerne.

Katarina skævede lidt afventende mod døren til værelset, bare for at se om Phillippe lige havde fået taget sig sammen, men det så ikke sådan ud. Så kunne hun jo godt lige sætte sig på hug og stikke hænderne i hans taske. Phillippe efterlod altid sine ting på kroen når han besøgte hende og selvfølgelig kunne hun ikke lade være med at tro, at det var fordi han skjulte noget for hende. Når hun endelig havde chancen, måtte hun da lige se hvad hun kunne finde.
Hun gav sig til at grave lidt længere ned, skubbede til et stykke papir, som hun ikke tænkte yderligere over at kigge på, indtil hun lige så en glimt af hvad der var tegnet på. Hun måtte hive papiret op og folde det helt ud, bare for at være sikker på hun ikke havde set forkert, hvilket hun ikke havde. Det var en lidt dårlig tegning af et stykke legetøj, som helt bestemt ikke var beregnet til en børnepasser, som Phillippe jo ellers havde forsøgt at bilde hende ind tidligere. Derudover stod der en pæn beskrivelse af hvad dette stykke voksenlegetøj skulle bruges til og hvor det skulle leveres. Et bordel, til en hr. Silene.

Der blev taget en dyb indånding, som Katarina bed tænderne hårdt sammen. Hun var sur, mere end hun allerede var. Ikke nok med at Phillippe endnu ikke havde gjort som hun befalede, så havde han også løjet for hende. Hun foldede papiret sammen og stak det ned mellem tøjet i tasken. Så rejste hun sig og arrangerede det lange gardin sådan, at tasken blev gemt bag. Man kunne kun lige ane bunden af tasken på gulvet. Hun forsøgte at holde sin vrede under kontrol, for der var vel ingen grund til at lade ham vide noget endnu. Hvis hun valgte at holde tæt, kunne hun måske snuse lidt ekstra, når hun en dag kom til Dianthos.
Men selvfølgelig kunne Katarina ikke holde sig helt tilbage, som hun stormede ind foran Phillippe der stadig sad på sengen. Hun rev hans opsatte hår løst og greb hårdt fat i det mod baghovedet, så hun kunne tvinge ham til at vende blikket mod hende. Hun holdt godt fast, men ville Phillippe fri fra den lille dames greb, ville det ikke være noget problem for ham.
”Har du glemt hvordan man adlyder ordre, Peppe? Eller du har måske glemt hvad der sker, når du ikke adlyder?” Vrissede hun, men uden at forvente et svar.
”Jeg slipper når du falder på knæ og tigger.” Hun lagde lidt mere tryk på det sidste ord, bare for at vade lidt i at han ikke ville komme udenom at tigge om hendes forladelse. Hun var uden tvivl stadig irriteret over at han ikke havde gjort det, men behandlingen af ham kom udelukkende kun fordi hun havde fået afsløret hans lille hemmelige bestilling. Men det behøvede han ikke at vide endnu.

 Selvom Phillippe havde overvejet om han mon kunne falde i søvn, siddende der på enden af sengen, var det ikke fordi det ligefrem var hans plan. Alligevel var det dét der skete, eller i hvert fald tæt på. I stedet for at stirre ned i gulvet under sig, lukkede Phillippe øjnene i, og bare slappede af. Lyttede lidt til Katarina rende rundt, så han var klar til at springe op og ligne en der bare var lidt i gang, hvis hun skulle komme ind i rummet. Der gik dog ikke længe før lydene blev lidt fjerne og Phillippe døsede lidt hen. 

 Phillippe sad bare med hovedet i hænderne og blundede let, ind til Katarina kom stormende og hev fat i hans hår. Det gippede let i den store mand, og hænderne fandt hurtig vej til hendes, men han fjernede dem dog ikke. Det ville sikker bare blive værre for ham, hvis han gjorde det. Blikket så på hende med en lynende vrede og irritation. 
 " Har du glemt hvordan man behandler ens ægtemand, Kat.. " snerrede han tilbage med tryk på det kælenavn hun var så glad for, da hun var færdig med at vrisse af ham. Kunne hun ikke snakke pænt, hvorfor skulle han så? Phillippe var udmærket klar over at ligesom hun ikke behandlede ham ordentligt, behandlede han nok heller ikke hende ordentligt. Det havde han dog gjort i starten af deres ægteskab, men som hun begyndte at blive mere og mere led, jo mere afstand tog han også fra det. Jo mere han kom til at hade hende, jo dårligere behandlede han hende. Så det var i sidste ende hendes skyld det hele. I hvert fald i Phillippes øjne. 
 " Jeg kan ikke flytte mig nogen steder så længe du hiver mig i håret..!  " bed han efter hende, selvom det ikke rigtig var sandt. Han var stærker end hende, og kunne sagtens vride hendes hænder væk, og skulle hans flytte på dig, ville hendes hånd sikkert bare følge med. Hovedsagen var også mest bare at han ikke var interesseret i at tigge om noget som helst, for han havde ikke gjort noget galt, og han gjorde alt for at trække tiden ud. Han håbede hun blev træt af at prøve til sidst. 

At se den store fyr spjætte let i forskrækkelse, som Katarina trådte ind og greb fat i ham, gjorde hende mere tilfreds, end hun ville indrømme i øjeblikket. Hun havde ikke tålmodighed til at skulle bryde den karakter hun havde følt sig tvunget til at træde ind i, da hun kunne mærke vreden koge over. Selvom hun var en lille kvinde og udmærket godt vidste, at hun ikke kunne gøre den største skade, tyede hun altid til vold lige så snart hun ikke fik sin vilje. En detalje Phillippe vist havde oplevet op til flere gange. Hvis han valgte at gøre modstand, ville hun tabe på ingen tid, men Katarina havde aldrig været typen til at vise frygt, specielt ikke over for Phillippe, der nægtede at makke ret. Heller ikke selvom han bestemt ikke lagde skjul på sin vrede, da han rettede blikket mod hende og smed en snerrende kommentar efter hende. En kommentar der kun fik hende til at rive lidt ekstra i hans hår, da han afsluttede med det forfærdelige kælenavn, han havde givet hende.

Katarina svarede ham ikke, men sendte ham et brændende, advarende blik. Behøvede hun overhovedet at fortælle ham, at hun kun behandlede ham sådan fordi han ikke adlød? Det var næppe noget han ikke vidste i forvejen.
”Du har tydeligvis ikke fattet, at det er en dårlig idé at lyve for mig,” bed hun tilbage, da han insisterede på ikke at kunne flytte sig, så længe hun havde fat i ham. Selvom han ikke vidste det, så hentydede hun til hans tidligere løgn om hvad den bestilling var og nu valgte han at lyve igen. Han kunne jo godt flytte på sig, han ville bare ikke.
”Vær nu en god dreng og gør som du bliver bedt om. Ellers skal jeg da gerne hjælpe dig lidt på vej,” truede hun sammenbidt, som hun lige begyndte at trække ham lidt fremad i håret, langt fra hårdt nok til at få ham til at følge med hvis han ikke gad, bare for pænt at understrege, at hendes trussel ikke var helt tom. Hun skulle nok få ham til at falde på knæ, lige meget hvor længe det ville tage hende.