Der var intet i vejen med lidt tvang og Cazimir lod til at ønske det, eftersom at han hele tiden valgte at kæmpe imod. Det var egentlig ikke noget der klædte ham, så Deavás ville gerne have pillet det af ham så hurtigt som muligt, men hvordan gjorde man det bedst? Han tvivlede fortsat på at han ville blive tilfreds med hans spinkle og uerfarne krop. Dog tvang han læberne mod hans, som han straks var blevet det mere grov i sin fremtoning. Han kunne sagtens tvinge sig selv på ham, men hvis han begyndte at tude, så ville han nok være nødsaget til at lukke munden på ham, så han ikke tiltrak andres opmærksomhed. Foruden alle de gange han havde bedt ham om at stoppe.

Deavás flyttede let rundt på knægtens arme, så han kunne holde dem med en hånd og føre sin hånd over hans krop igen og ned i bukserne. Der var ingen vej tilbage mere og han greb grådigt fat i hans skridt for at få en fornemmelse af det, som han bevægede sin fingre lystigt over det.

Som kysset blev mere påtvunget, blev Cazimir mindre villig, hvilket kom til udtryk i de små vrid han kom med. Det var vidst ingen hemmelighed at han ikke var en særlig hård type, hvilket også var tilfældet nu. De minimale vrid blev dog ikke til mere end det, da hver bevægelse gik i knæet, hvor kniven havde siddet tidligere.

Lige så snart Cazimir mærkede hånden i bukserne, gispede han over følelsen, hvilket resulterede i et spjæt. Over smerten i knæet fik han udbrudt et lavere skrig som han forsøgte at holde tilbage, men ubehagen i hans ansigt var nem at se. Han nød berøringen der blev gjort mellem hans ben, men han prøvede på at lade være. Han gjorde hvad han kunne for ikke at vise Deavás at han kunne lide det på nogen måde, i håb om at det måske ville få ham til at stoppe. Og alligevel... Ville han ikke have det til at stoppe. Selve følelsen var bedre end noget andet, men personen der fik ham til at føle sådan var han ikke tilfreds med.

At knægten ikke var med på den hårde leg, betød ikke meget for Deavás, eftersom at han ikke gjorde meget modstand for at sætte sig imod det, så det var ikke svært for ham at fortsætte. Og eftersom at Cazimir ikke lod til at have modet til at prøve selv, så måtte Deavás jo tage, hvad han kunne få. Om det gjorde ondt i hans ben eller ej, var jo underordnet. Så længe at han selv fik noget ud af det.

De små spjæt han kom med fik ham til at smile let for sig selv. Den form for reaktion var bedre end ingen og Cazimir lod ikke til at kæmpe særlig meget imod heller. Deavás smilte igen, som han kort afbrød kysset for at kigge på ham og nyde hans små udbrud imens at han fortsætte kærtegnene imellem hans ben. ”Smider De selv tøjet helt, eller skal De have hjælp?” spurgte han køligt, som han ikke ville have noget imod at gøre det for ham, men det var langt sjovere at tvinge knægten til selv at smide tøjet. Dog slap han ham ikke rigtig, først hvis han tog en beslutning om at tage tøjet af selv, ville han overveje at slippe, men kun kort.

Selvfølgelig kom det ikke bag på Cazimir at tøjet skulle ryge på et tidspunkt, men det kom bag på ham at han fik valget. Ikke at han havde noget imod det. Det var måske nemmere selv at gøre det. Det ville forhindre et par fremmede hænder at gøre det for ham.
"Det gør jeg selv," svarede han lavt og løftede sig en anelse op. Han håbede på at blive sluppet så han kunne sætte sig helt op.

Jo, der var da bagtanker indblandet i hans valg om selv at smide tøjet, men han overvejede stadig hvor meget han ville få ud af de bagtanker. At gøre dem reele lige nu, var ikke nemt med et knæ der ikke fungerede, så der var vel også overvejelser om han bare skulle lade situationen køre som Deavás ønskede. Havde han egentlig meget andet valg, hvis han ikke skulle have en kniv stukket et andet sted hen?

Der var endnu en chance for at Cazimir kunne ende som en lydig slave, men Deavás gav ham kun små valg, så han ikke skulle bryde sit hoved med større ting. Det var ikke sikkert at han kunne håndtere den slags valg allerede. Så Deavás endte med at flytte sig roligt og fjerne hænderne, som han gav ham plads til selv at smide tøjet, hvordan han ville bære sig ad med sit knæ, var ikke hans problem.

”Som De ønsker” lo han stille, han flyttede sig helt, så knægten ikke ville have problemer med at kunne smide tøjet. Dog lod han blikket dale mod sit eget tøj. Der var ingen grund til at smide det nu, desuden så var det altid en god ide at have sine ’redskaber’ indenfor rækkevidde, hvis nu knægten igen forsøgte på at gøre modstand. Dog virkede Cazimir en anelse mere knækket end han måske ville indrømme.

Cazimir fik straks sat sig op, som Deavás slap ham og flyttede sig. Han rykkede sig selv en anelse tilbage, for at komme lidt længere væk fra ham, før han langsomt begyndte at knappe den hvide, våde skjorte op. Ubehaget i hans ansigt var mere end tydeligt, som han afklædte sig foran Deavás, derfor tog det også lidt længere tid end det burde at tage en enkelt skjorte af.

Han gjorde hvad han kunne for at holde blikket væk fra Deavás. At se den mand i øjnene der havde tvunget en til at smide tøjet, ville ramme stoltheden lidt for meget. Skjorten blev endelig knappet op og han fjernede den fra kroppen, men i stedet for at smide den fra sig på jorden, kastede han den efter Deavás, i håb om at distrahere ham i få sekunder. Med alt for mange smerter i knæet, vendte han sig rundt, rejste sig op og haltede efter sværdet.

Der var intet i vejen med at knægten tog sig god tid med at fjerne skjorten. Deavàs lod dog ikke blikket slippe ham, som han fulgte med i hver eneste bevægelse han lavede. Det generede ham ikke at han ikke var tilfreds med situationen, som det aldrig havde været meningen. Heller ikke fra begyndelsen.

Deavàs placerede hænderne i sit skød, som Cazimir fik de sidste knapper op og kunne trække den over armene. Han lo let for sig selv, som knægten fik skjorten af. Men at han valgte at kaste den i hovedet på ham fik ham til at hvæse let. Deavàs rev skjorten af, så han kunne se og straks så han Cazimir i færd med at stikke af. "Rør det sværd.. og jeg bruger det imod dig." Truslen var ægte, Deavàs havde tabt den formelle facade, som han rejste sig op og forventede at Cazimir kom haltende tilbage til ham.

Cazimir havde helt sikkert forventet en hånd der ville gribe fat i ham for at stoppe ham i at komme langt, men da det ikke skete, fortsatte han mod sværdet. Truslen fra Deavás fik ham til at sætte farten lidt ned i et kort sekund, men han vidste også at hans eneste chance for at gøre ordentlig modstand, lå i sværdet. Dog ville det ikke være nemt, da balancen ville være svær at holde med knæet. Smid et rimelig tungt sværd oveni og det at forsvarer sig ville blive næsten umuligt. Det stoppede ham dog ikke i at prøve, også selvom han vidste at Deavás havde tænkt sig at gøre alvor af sin trussel.

Cazimir nåede endelig sværdet der stadig sad i jorden og han lænede sig kort mod det, før han faldt til jorden. Hans energi havde i forvejen ikke været overvældende og såret i knæet havde blødt mere siden han fik bundet det ind. Han lå forpustet på jorden, men han forsøgte ihærdigt at komme op at sidde for at få et ordentligt tag i sværdet, inden Deavás fik fat på det. Han gjorde stadig alt han kunne for ikke at give op, men han var nok nødt til at indse at han havde tabt. Hvis han endelig fik fat på sværdet, var hans tilstand slet ikke til at bruge det. Skrækken i hans øjne blev tydeligere for hvert sekund han ikke kunne sætte sig op, men blev liggende på ryggen.

Deavás kunne sagtens have stoppet ham, men det var langt sjovere at se ham løbe og forsøge at tage sværdet. Alligevel havde han forventet at knægten ikke ville søge helt hen til sværdet. Noget kunne tyde på at han endnu ikke havde været streng nok med sine trusler, dog var der ikke en chance for at Cazimir slap for det denne gang. Roligt bevægede Deavás sig mod knægten, som han sukkede irriteret og stoppede op ved siden af ham. Han havde lagt armene over kors, som han blot kiggede ned på ham. ”De var advaret.” mumlede han irriteret, som han bukkede sig ned og greb fat i skaffet om sværdet for at hive det op af jorden. Han holdt det væk fra Cazimir, som han lagde det bag sig og begyndte at tage sit eget tøj af. Han stoppede dog da han nåede bukserne. Han fik lige pludselig en ide, som han smilte lumsk til Cazimir.

Uden at sige noget, satte han sig på hug og greb ud efter sværdet. Han flyttede klingen over Cazimir som han lagde den imod hans brystkasse. ”Et løfte er et løfte” svarede han køligt, som han løftede sværdet op og placerede spidsen mod hans mave. Han trak dog stille i land, som han vendte sværdet om og studerede skaffet, før han lod blikket glide mod Cazimir. ”Bukserne..” beordrede han, som han selv havde placeret en hånd mod hans bukser for at åbne dem.

Cazimir fik skævet mod Deavás der var på vej mod ham, mens han stadig forsøgte at komme op at sidde med alt for meget besvær. Da sværdet så blev taget rettede han blikket mod ham. Hans vejrtrækning var tung, både af at være forpustet, men også fordi han var bange og han gjorde sig klar til at mærke smerte igen. Ja, han var blevet advaret og han var ikke et sekund i tvivl om at han mente det, så lige om lidt ville hans eget sværd blive brugt imod ham.

Som sværdet først blev placeret mod hans brystkasse lød et gisp fra ham og han vejrtrækning blev hurtigere som han mærkede spidsen mod maven. Han lukkede kort øjnene i, som han var sikker på at mærke sværdet blive presset mod ham, men da det i stedet blev flyttet væk igen, åbnede han øjnene igen. Ordren fra Deavás kom ikke bag på ham, selvom han havde håbet på at slippe for at skulle smide tøjet mere end han allerede havde gjort. Han vidste dog at han ikke ville komme udenom igen, så han satte hænderne i jorden og fik med besvær sat sig op. Han rettede sin opmærksomhed mod knæet, da han var nødt til at binde stoffet fra skjorten op, for at kunne få bukserne helt af. Med rystende hænder og støn af smerte, fik han bundet stoffet op og for ikke at ligge det på jorden, tog han det i munden og bed sammen. Han satte så den ene hånd i jorden og løftede sig lidt op, for at skubbe bukserne af med den anden hånd. Da bukserne var blevet skubbet hele vejen af, tog han stoffet ud af munden og fik det bundet om knæet igen. Han rettede et irriteret blik mod Deavás, som han blev siddende på jorden i et forsøg på at trække tiden lidt ud og undgå at ligge sig ned igen.

Deavás kunne egentlig ikke forstå, hvorfor Cazimir insisterede på at gøre modstand, han ville blot gøre det værre for ham, for hver gang han kæmpede imod på den måde. Måske han inderst inde ikke fandt det helt så slemt alligevel? Måske han faktisk ønskede det. Uanset hvad, så var der ikke længere nogen vej tilbage for ham. Deavás havde sværdet i hånden og var faktisk parat til at presse det igennem hans mave, da han i stedet fik en anden ide.

Som Cazimir gjorde sig klar til at smide bukserne, fik Deavás ikke langt fra ham, som han lige skulle sikre sig at han ikke prøvede at lave samme nummer igen. Forhåbentlig troede han heller ikke at det ville virke igen, men man kunne tydeligvis aldrig være helt sikker. Han var tydeligvis ikke den skarpeste kniv i skuffen, når det kom til at være offeret i en situation, som denne. Deavás løftede det ene ben for at placere foden imod hans knæ, hvor han lige havde bundet stoffet om. Han pressede roligt til, som han skulede på ham. Hvis han ikke ville lægge sig ned, så måtte han jo bare presse ham yderligere. ”Lad vær med at teste mig” lød det køligt, som han vendte sværdet let i hånden og så afventende på ham. Havde han fået en kort slutning eller noget, siden han konstant kæmpede imod? Deavás bevægede sværdet mod hans strube, de gyldne øjne var alvorlige og frustreret, som han nægtede at lade ham gå eller løbe rundt med ham på den måde.

Cazimir var klar over at det ikke nyttede noget at kæmpe imod, men han var alt for stædig til ikke at gøre det. Hvis han, ved at kæmpe imod, kunne få den mindste chance for at slippe udenom, ville han gøre det. Foden mod knæet fik ham ikke til at ligge sig. I stedet greb han fat i Deavás og forsøgte at fjerne ham, ved at rive og flå i hans ben med et skrig i smerte. Om han fik revet for meget og fik ødelagt hans bukser, var han ret ligeglad med, så længe han flyttede sig.

Til gengæld nåede Cazimir ikke at kæmpe imod ret længe, før han var nødt til at stoppe sine bevægelser, for ikke at skubbe sig selv ind i sværdet, da det blev placeret mod hans strube. Der slap han Deavás og lænede sig bagud, indtil han fik lagt sig ned på ryggen. Hans vejrtrækning var hyppig og han bed tænderne sammen over smerten i knæet. Han lænede hovedet helt tilbage i et forsøg på at flytte sig lidt længere væk fra sværdet.
"Så gør det," sagde han irriteret. Han var desværre nok nødt til at indse sit nederlag, lige meget hvor meget han havde forsøgt at stoppe det. Han kom ikke udenom.

Det lod ikke til at presset mod hans knæ, havde den ønskede effekt, som Cazimir straks kastede sig over hans ben og rev ham. Han hvæste lidt, som lagde blot mere pres på såret. Deavás var sjældent offer for smerte, men han kunne sagtens håndtere den, som han pressede på. Han kunne fornemme på sine busker, at de snart ville give efter for kræfterne. Han måtte uden tvivl være panisk, men Deavás gav ikke slip så let.

Sværdet lod til at få ham på andre tanker, som Deavás hævede det mod hans hals og pressede spidsen od huden. Han var lige glad med om han skulle gå hen og forløbe, hvis han kæmpede imod det. Men Cazimir lod til at falde til ro, om end det ikke var uden problemer, som hans vejrtrækning afslørede hans sindstilstand. Deavás lænede sig dog bare med, som han lod sværdet følge struben. Da han havde lagt sig helt ned fjernede han foden og stillede sig imellem hans ben for at sprede benene. Han trak sværdet til sig, som han strøg fingrene over bladet for at tjekke hvor skarpt det var. Et sløvt blad ville gøre mere ondt, men knægten havde tydeligvis vedligeholdt det, så det var desværre ikke tilfældet. Han vendte atter spidsen mod ham, som han langsomt sænkede det ned i hans lår, dog kun let i overfladen, som han lagde et længere snit i hans lår og gentog samme procedure for det andet ben. Da han var færdig trak han sværdet til sig og slikkede blodet af. Deavás satte sig på hug, før at han smed sværdet fra sig. Langt væk fra dem. Dernæst kravlede han hen over Cazimir med en hånd på hver side af hans overkrop. Han plantede nogle kys mod hans maveskind. ”De har ikke oplevet det værste endnu” det var sagt i en sådan tonefald, at man skulle have troet, at han forsøgte at berolige ham, men ordene havde en helt anden betydning. Han bevægede sig længere op af hans overkrop og bed sig fast i halsen på ham. Før at han gik op til hans læber.

Smerten i knæet holdt stadig ved, som Deavás fortsat havde foden på, men det var en anelse nemmere at ignorerer lige så snart sværdet blev placeret mod struben. Han åndede dog lettet op, da foden endelig blev fjernet. Det irriterede blik i hans øjne forsvandt ikke og blev kun ændret til at være på kanten til rasende, da Deavás fik spredt hans ben. Han lagde albuerne i jorden og skulle lige til at slæbe sig lidt tilbage, men stoppede da sværdet ramte hans lår. Et sammenbidt skrig lød fra ham over det første snit der blev lagt og et lidt højere lød, da det næste kom.

Som sværdet blev smidt væk, rakte han kort ud efter det i sin panik, men det nyttede selvfølgelig intet. Han lagde sig straks ned igen da han kravlede ind over ham og et gisp i lettere forskrækkelse kom fra ham over kysset mod hans mave. Han forventede nok at hver eneste berøring fra Deavás ville gøre ondt, derfor en irrationel reaktion på et enkelt kys. Samme reaktion kom fra ham over tænderne i halsen og han drejede straks hovedet til siden da han kom op mod hans læber. For stadig at gøre det lidt mere besværligt for Deavás end det burde være, hamrede han en albue ind i underarmen på ham mens han placerede den anden hånd mod hans skulder og skubbede til. Det var ikke meget kraft der lå bag hverken skubbet eller slaget med albuen, men han havde nu svært ved ikke stadig at kæmpe lidt imod og benene fungerede ikke optimalt længere.

Deavás ignorede hans blik, som han ikke var bekymret om det, desuden så kunne det hele have været overstået for længe, hvis han ikke havde kæmpet sådan imod, dog insisterede han på det. Så det var lidt hans egen skyld, at det bare blev værre og værre. Deavás bar i hvert fald ikke noget af skylden. Han var også blevet mere rolig, som han fik mulighed for at lægge nogle snit i hans lår. Det var ganske forfriskende, som han kunne lugte jernet i luften, så snart at han kom tættere på.

Sværdet var længe udenfor hans rækkevidde, men han lod ham strakte sig efter det, som han blot nærmede sig hans krop endnu en gang. Der var stadig problemer med hans lydighed, men det ville snart være svært for ham overhovedet at gøre modstand. Og hvis han stadig insisterede, så kunne han altid binde ham fast til et træ og efterlade ham der.. Måske det var lige netop det, han skulle gøre, når han først var færdig. Han lo let af knægten reaktion på hans kys, men lagde ikke meget i det, som han selv havde tænkt sig at nyde det. Hvordan Cazimir tog det bekymrede ham virkelig ikke. Deavás løftede en hånd mod hans hage for at tvinge hans hoved mod ham, så deres læber kunne mødes i et kys. Imens fandt den anden hånd ved til hans lår, hvor han strøg fingeren over det lange snit og roligt fordelte blodet på hans ben. Deavás kunne godt fornemme hans forsøg på at skubbe ham væk, men alt det fik ham til var at skubbe det ene ben længere frem, for at holde balancen. Det kom dog langt tættere på hans skridt i samme omgang.

Cazimir kunne vel sagtens vælge at lade være med at kæmpe imod, specielt fordi han snart ikke ville kunne længere. Han havde mistet alt for meget blod til at blive ved og det ville nok være mindre smertefuldt hvis han valgte at slappe af. Men at slappe af i situationen var svært. Han havde alt for mange smerter til ikke at spænde i hele kroppen og det at han ikke kunne lade være med at gøre modstand, hjalp ikke.

Cazimir forsøgte selvfølgelig også at gøre modstand da Deavás tvang ham til at dreje hovedet tilbage, men endnu engang fik han intet ud af det og deres læber ramte hinanden. Han gengældte kort kysset, men valgte i stedet at bide ham i underlæben. Dog slap han hurtigt det bid, da fingeren blev strøget over såret i låret og en tydeligt ryst var til at høre i hans vejrtrækning over smerten. At hans albue mod hans underarm resulterede i et ben der rykkede sig tættere på hans skridt, fik ham til at give det endnu et forsøg med at slæbe sig bagud. Han havde indset at han ikke kom ud af situationen, men han handlede af ren instinkt for at komme væk. Dog fik han ikke flyttet sig det mindste. Han var efterhånden alt for træt og var nødt til at stoppe sit ynkelige forsøg på at komme væk.

Det måtte da være yderst trættende hele tiden at kæmpe imod, når han bare kunne give op og få det overstået i stedet for at trække det hele i langdrag. Men hvis det var sådan han ønskede det, så skulle han selvfølgelig ikke stoppe ham. Han havde ikke noget imod at kombinere nydelse med smerte og Cazimir lod til at være det perfekte ofre for lige netop den kombination, for han kæmpede hele tiden imod. Dog pressede Deavás deres læber sammen for en stund, det blev dog afbrudt af bidet. Hvad var det med folk og det at skulle bide ham? Indbød han virkelig til at de skulle bide ham? Han sukkede irriteret, som han vendte læberne mod hans hals i stedet.

Der var intet i vejen med at undgå hans læber, han kunne sagtens finde andre steder at placere sin kys, når nu han ikke ville kysse rigtigt. Deavás nød det selv, som han dog førte tungen over sin egen læbe blot for at sikre sig, at der ikke var gået hul på læben. Deavás havde ikke i sinde at lade ham slippe så let, som han greb fat i hans lem og klemte til i et mønster for at få ham til at tænke på noget andet. Hvis han nu kom til at nyde det bare lidt, så ville han kunne udnytte sekunderne til at skubbe ham videre. Selvom Cazimir forsøgte at flygte, så fulgte Deavás roligt med uden at blive generet af bevægelsen. Han havde ikke lyst til at blive distraheret igen.

Det var bestemt ikke let længere at kæmpe imod og Cazimir var også snart nødt til at give op på at blive ved. En sidste gang forsøgte han at slæbe sig selv tilbage, ved at skubbe fra med en hånd mod jorden, men fik i stedet undsluppet et dybt suk da det ikke lykkedes. Som kyssene blev rettet mod hans hals, brugte han stadig den ene hånd til at skubbe Deavás fra sig, også selvom det ikke ville gøre nogen forskel. Han brugte langt fra kræfter nok.

Det udtryk han fik i ansigtet da Deavás fik grebet fat i hans lem, tydede på ubehag, men stønnet han undslap fortalte noget helt andet. I det sekund stoppede han med at skubbe ham fra sig, eller prøve, og knugede i stedet hånden sammen om hans skulder i nydelse. Dog bed han sig i læben for ikke at undslippe flere støn, som øjnene også blev lukket i og den rystende vejrtrækning i smerte blev dybere. At han nød det var tydeligt, også selvom han gjorde hvad han kunne for at skjule det, men hvad han selv synes var et ihærdigt forsøg, var ikke hvad der kom frem, som han ikke havde energi til at skulle koncentrere sig om andet end den gode følelse.

De små forsøg på at skubbe ham væk, var ikke nok til at Deavás bemærkede dem. Han var travlt optaget af at udforske hans krop med sine læber. Han nød at se ham vride sig på den måde og det motiverede ham kun til at fortsætte med et køligt smil på læben. Egentlig var han også ligeglad med at knægten ikke nød det, han kunne forsøge at sende ham nok så mange ubehagelige blikke, det ville ikke hjælpe ham spor.

”Ja.. Nyd det lidt” kom det stille fra ham, som han bevægede sig ned over hans maveskind og langsomt trak streger med sine negler over hans arme. Han fortsatte hele vejen ned, før at han lod sin tunge vandre over hans lem. Langsomt og uden at fjerne blikket fra ham. Han ville have det hele med, som han forulempede ham imod hans vilje. Deavás gjorde det dog ikke længe, før at han placerede en hånd imellem hans ben og flyttede en finger ned imellem ballerne, så han kunne massere hans indgang. Selvfølgelig kunne han bare presse sig på, men han ville lige se ham gøre et sidste forsøg på at stoppe det.

Så snart Cazimir hørte Deavás stemme, blev øjnene åbnet igen og rettet mod ham, som han bevægede sig ned over hans mave. Neglene over hans arme fik det til at løbe koldt ned af hans ryg. Han forventede helt sikket ikke kun nogle negle, han forventede mere smerte efter det, men i stedet fik han udstødt et overrasket gisp over tungen mod sit lem. Fingeren mellem hans baller gjorde ham kortvarigt forskrækket og han gav et ryk i sig, væk fra Deavás af ren refleks. Rykket han fik gjort resulteret i mere smerte i både lår og knæ, som han fik spændt op i alle muskler og han udbrød et lavt støn. Han havde vel set det komme, at det var det område han ville bevæge sig hen i, men det var noget helt andet at føle det. Udover det, var det ikke en følelse han var vant til heller.

Cazimirs trang til at gøre modstand kunne sagtens ses, i form af nogle små spjæt, men han kom ingen vegne i nogle af sine forsøg længere. Den vejrtrækning der havde været alt for hurtigt og alt for rystende, var efterhånden blevet en del mere rolig, men kun fordi han ikke længere havde energi nok til at gøre en indsats. Det var fra nu af at Deavás kunne regne med ingen modstand mere. Han havde anerkendt sit nederlag, men kun fordi han fysisk ikke var i stand til at stoppe det.