Black Phoenix 20.07.2018 20:47
Det lod ikke til at presset mod hans knæ, havde den ønskede effekt, som Cazimir straks kastede sig over hans ben og rev ham. Han hvæste lidt, som lagde blot mere pres på såret. Deavás var sjældent offer for smerte, men han kunne sagtens håndtere den, som han pressede på. Han kunne fornemme på sine busker, at de snart ville give efter for kræfterne. Han måtte uden tvivl være panisk, men Deavás gav ikke slip så let.
Sværdet lod til at få ham på andre tanker, som Deavás hævede det mod hans hals og pressede spidsen od huden. Han var lige glad med om han skulle gå hen og forløbe, hvis han kæmpede imod det. Men Cazimir lod til at falde til ro, om end det ikke var uden problemer, som hans vejrtrækning afslørede hans sindstilstand. Deavás lænede sig dog bare med, som han lod sværdet følge struben. Da han havde lagt sig helt ned fjernede han foden og stillede sig imellem hans ben for at sprede benene. Han trak sværdet til sig, som han strøg fingrene over bladet for at tjekke hvor skarpt det var. Et sløvt blad ville gøre mere ondt, men knægten havde tydeligvis vedligeholdt det, så det var desværre ikke tilfældet. Han vendte atter spidsen mod ham, som han langsomt sænkede det ned i hans lår, dog kun let i overfladen, som han lagde et længere snit i hans lår og gentog samme procedure for det andet ben. Da han var færdig trak han sværdet til sig og slikkede blodet af. Deavás satte sig på hug, før at han smed sværdet fra sig. Langt væk fra dem. Dernæst kravlede han hen over Cazimir med en hånd på hver side af hans overkrop. Han plantede nogle kys mod hans maveskind.
”De har ikke oplevet det værste endnu” det var sagt i en sådan tonefald, at man skulle have troet, at han forsøgte at berolige ham, men ordene havde en helt anden betydning. Han bevægede sig længere op af hans overkrop og bed sig fast i halsen på ham. Før at han gik op til hans læber.