"Godt," sgade Sol og lænede sig ned for at stryge kort over Skys hår. Hun var jo egentlig ganske sød, når hun ikke skreg og hylede op, synes Sol, men hun havde bestemt sig; dette måtte være løsningen, indtil Sky havde lært at opføre sig ordenligt. Hun fik heller ikke lov til at sove i sengen med Sol og de andre. Det var også en del af straffen. Og så...

Sol smilede, mens hun løftede sin nøgne fod og holdt den foran Skys ansigt. Det måtte være åbenlyst, hvad Sol ville have, Sky skulle gøre, men hvis ikke, ville Sol hellere end gerne fortælle det.

Sky lukkede kort sine øjne af frygt, da Sol sænkede hendes hånd. Hun vidste ikke om Sol ville tappe hende for mere energi, eller hvad hun ville gør hende, dog da hun berørte hendes hår, åbnede hun langsomt sine øjne og så en smule forbavset på hende, før hun så Sol strække hendes fod hen mod hende og holde den foran hendes ansigt. 

Hun så undrende på Sol, men lænede sig langsomt frem og lod de fyldige rosa pink læber, forsigtigt berør Sol´s fod, oven på.. i et blidt kys, inden hun trak sig en smule tilbage og så afventende på Sol.. 

"Flink englebasse," sagde Sol med et dybt kluk af latter, og hun klappede Sky på hovedet med sin fod. Så vendte hun sig for at lade Sky være alene i det lille rum. Ada blev instrueret i et holde et øje på Sky, mens Sol klædte sig på og gik udenfor for at inspicere sin landsby.

Solen stod højt på himlen, som Shinji nåede grænsen af krystalbjergene. De to uger var gået, og han havde ikke hørt fra Sky. Han havde lovet at komme efter hende, hvis han ikke havde hørt fra hende, og her var han så. Den velkendte lidt for store panter var ved siden af ham. Hun stak ret meget ud i sneen med den sorte pels mod det hvide.

Han tog en dyb indånding gennem næsen, men han kunne endnu ikke få færten af noget som helst. Lavmeldt bandende fortsatte han med at gå mod bjergkæden.
Han nåede dog ikke at gå ret langt, inden han stoppede igen. Han havde genkendt Skys duft. Den var umiskendelig. Han satte med det samme i løb, og han blev guidet mod lugten. Han stødte dog ikke på Sky. Han så noget ligge i sneen. Et dyr af en art, der dog så ud som om, det havde været dødt i flere dage og... Med en bekymret mine samlede han tøjet op og duftede til det. Sky. Han så kort ned på panteren, inden han rettede blikket op igen. Han tog endnu en dyb indånding gennem næsen. Der var flere lugte her. Mennesker, en ulv, dæmon og... Liv? Nej ikke Liv, men bestemt den samme type race, som han første gang mødte hos Liv. En ukendt han aldrig havde lugtet før, men som nu var alt for genkendelig.

Med et tegn til Shura om at stilhed nu var en faktor fulgte han duftsporet. Det var ikke ret tydeligt. Det virkede som om, det var længe siden, de havde været forbi her. Det lykkedes ham dog at følge det, og sporet ledte ham til en lille landsby. Han kom dog ikke for tæt på. Hvis der var en dæmon på færde, havde han ikke ligefrem lyst til at bryde ind ved højlys dag. Han var dog sikker på, at det var den retning han skulle. Han ville vente, til det var nat, hvor der var større sandsynlighed for at alle sov.

Det føltes som en evighed at sidde i kulden, inden mørket faldt på. Den grønne frakke var dog heldigvis temmelig tyk, og for en gangs skyld havde han stukket sine arme i ærmerne og lukket den. Han havde derfor sin sabel hængende udenpå. Han havde overvejet at medbringe sit spyd, men det ville nok alligevel have været for meget at slæbe rundt på. Han havde dog fundet et par brune læderhandsker, som han havde på fingrene. Hvem der ejede dem, vidste han ikke, han havde blot fundet dem liggende i kroen, inden han var taget afsted, så han havde nuppet dem, uden nogen så det.

Da det var blevet mørkt, og månen (ikke fuldmåne) stod højt på himlen, sneg han sig ned mod byen. Duften af Sky og dæmonen blev hurtigt kraftigere, og han var sikker på, at han var på rette vej. Han stoppede dog brat ved synet af ulven. Den var stadig vågen og patruljerede området. Han var heldigvis mod vinden lige nu, men han ville komme så tæt på, at den kunne lugte ham alligevel. Han måtte have den ud af billedet først. Han ønskede dog ikke at dræbe den. Det var et uskyldigt dyr, der bare gjorde sin pligt, så han ønskede ikke, at den kom noget til. Han kiggede ned på panteren og så, at hun forstod ham. Han lagde en finger på sine læber, og Shura lagde sig ned parat til at springe.
Forsigtigt samlede han en lille sten op og kastede den, så den lavede en lille lyd, hvilket fik ulven til at reagere. Den begyndte at snuse og kigge rundt. Da den kom tæt nok på, lavede Shinji en lille 'tsst'-lyd, hvilket fik den til at fare hen mod lyden. Han fik dog kastet sig over den og med møje og besvær fik han lagt den ned. Shura låste kæberne om halsen, men uden at hun bed hul. Den skulle kun slås bevidstløs ikke dræbes. Efter et lille stykke tid lukkede ulven sine øjne halvt og kroppen blev slap. Shinji kunne dog stadig høre en vejrtrækning, og han klappede blidt panteren på skulderen. "Det er nok" hviskede han næppe hørligt i vinden, men hun slap.

Shinji fulgte lugten videre og kom til en sprække til en hule. Han stoppede og gjorde tegn til, at Shura skulle blive udenfor og holde vagt. Indenfor var der kvælende varmt, og det ramte Shinji som en knytnæve. Næsten med det samme begyndte han at svede på grund af det pludselige skift. Til gengæld var han målrettet. Hans øjne var allerede vænnet til mørket udenfor, så der gik ikke længe, inden han kunne se rummet, han var kommet ind i. Inde i midten var en rejst cirkel med mos på. I midten lå en mørk kvinde, og ved siden af hende lå nogle noget lysere mennesker... og Sky! Alle var nøgne, men det var ikke Shinjis bekymring lige nu. Hvordan i al verden skulle han få hende ud derfra? Hun lå godt nok yderst, men hvor stor var sandsynligheden for, at de andre ville vågne? Han måtte tage chancen. Lydløst fik han sneget sig over til sengen. Langsomt lænede han sig ind over Sky og lagde en hånd for hendes mund. Han gik ud fra, at hun ville vågne af dette (hvis hun ikke gjorde, ville han forsigtigt begynde at ruske hendes ansigt) og med det samme lagde han den anden hånds pegefinger lodret over sine læber. Hvis hun forstod det, ville han gøre tegn til at hun stille skulle følge med hen til åbningen.

Sky lukkede sine øjne og mærkede foden der klappede hende på hovedet, før hun så Sol gå fra hende, inden hun så Ada komme gående hen til rummet, for at holde øje med hende, det var hun sikker på, at det kun var derfor. Hun sukkede tungt og trak sine ben til sig, før hun lod sig ligeså stille, blot sidde og stirre hen mod den blanke væg, hvor der faldt dråber af vand ned. Hun følte lidt at hendes hals brændte, fra alt den gråd, samt fugtighed der var i hulen og hun følte sig svedig og ulækker.

Som dagene gik, forsvandt håbet inde i Sky dog også. Hun så hverken nogen åbninger til at stikke af og inderst inde, turde hun heller ikke rigtigt. Hun lagde sig ved siden af de andre, der så småt havde lagt sig tæt ind til Sol. Hun gik nærmest i sin egen verden for tiden, som var alt omkring hende tåget og hendes øjne havde mistet sin livlige glans. Hun lagde sig forsigtigt yderst, så langt hun kunne ud af til, fra de andre, grundet varmen men også fordi hun ikke brød sig om dette endnu. Hun havde ikke turde at gå imod Sol´s befalinger og havde fulgt dem til punkt og prikke, skønt det havde vendt og drejet sig inde i hendes indre, op til flere gange og nogle gange havde hun fået det fysisk skidt. Hun lukkede sine øjne og sukkede tungt, før hun langsomt gled væk til drømmeland, der havde været det eneste at se frem til, hver eneste dag.

Hun vågnede dog svagt, efter et stykke tid, ved følelsen af en der rørte hende. Hun spærrede sine øjne op, dog ansigtet der mødte hende, fik hende næsten til at give en lyd fra sig, vis det ikke havde været for hans hånd der var over hendes læber. Hun så chokeret mod Shinji og hendes øjne begyndte at blive blanke, som om hun skulle til at græde.

Da han gjorde tegn til hun skulle være stille, nikkede hun forsigtigt og så tøvende hen mod Sol, inden hun så mod Shinji og langsomt lod sig træde ned, inden hun fulgte forsigtigt efter ham. Hun var ligeglad med kulden lige nu. Hun kunne ikke tænke på andet end at stikke af og aldrig nogensinde komme tilbage!. Hun havde ikke tid eller plads, til at tænke på hvad der ville ske med hende, vis Sol så hende prøve at forlade stedet.

Sol var glad for den routine, Sky virkede til at have indfundet sig under. Sol holdt godt øje med hende, hver gang hun kunne se hende, og hvis hun ikke kunne være i nærheden af Sky, satte hun enten Balder eller Ada til at holde øje med hende. Hun havde dog stadig ikke besluttet sig til, hvad hun skulle stille op med Sky. Lige nu gik det jo meget godt, men Sol stolede ikke på, at Sky ikke ville prøve at stikke af igen. Det var nok også derfor, at Sol var gået i gang med sit lille projekt tidligere end beregnet.

Sol blev jo ikke yngre, og selvom hun selv regnede med at leve evigt, så ville det nok være en god idé at få etableret arvefølgen, inden det var for sent. Derfor begyndte Sol systematisk at parre sine mager. De ældre kvinder slap for det, men Sky og Ada gjorde ikke. Sol ville ordne dem begge først, en af gangen, og derefter fik Sol sine to mandlige mager til at "bestige" dem begge, mens Sol så på. Dette skete hver aften, og hver morgen ville Sol mærke på Sky og Adas maver for at mærke efter, om hun kunne føle en ny, lille sjæl derinde. 

Det tog kun et par dage med Ada, og Sol gjorde meget ud af at forkæle og belønne Ada foran Sky. 

Den aften havde Sol ladet begge sine mandlige mager bestige Sky, først om eftermiddagen og så igen om aftenen, og hun havde forbudt Sky at vaske sig efterfølgende, så da de gik i seng, var hun stadig smurt ind i sved og sæd. Sol håbede, at det ville give gode resultater den efterfølgende morgen.

Hun sov godt den nat, men på et tidspunkt blev hun urolig. Det var et eller andet, der forstyrrede hende. Selv i søvnen kunne hun mærke, at noget var galt, men det var ikke så forstyrrende at hun vågnede ordenligt af det. I stedet rykkede hun blot sin hånd med på Adas mave med et blidt suk.

Han var ovenud lykkelig for, at det ikke tog hende lang tid at genkende ham. Det gjorde det så meget nemmere. Han var lige ved at sende hende et smil, men han kom til at tænke på situationen, og det blev ikke til mere end et vrik med mundvigen.

Shinji lagde hånden på ryggen af Sky, da hun rejste sig, og han fik så lydløst som muligt guidet hende ud af grotten igen. Udenfor sad Shura og ventede på dem, men hun havde tydeligt ikke tid til at hilse på Sky, for hun havde opmærksomheden rettet mod byen.

Shinji fik imponerende hurtigt sin frakke af og lagde den om Skys skuldre, så hun ikke skulle fryse mere end højst nødvendigt i kulden. Han prikkede til panteren en gang, hvilket fik den til at bevæge sig, og han ledte Sky ned ad trapperne.

Der var intet af Shinjis velkendte ansigt at se i månelyset. Ansigtet lå i dybt koncentrerede folder, og øjnene var stålsat rettet mod byens udgang. Han havde stadig armen om Sky, og hans berøring var blid, men han sagde ikke noget, og han så ikke på hende. Klemmet om hendes skulder var dog ikke til at misforstå. Han var glad for at se hende.

Hun ville gerne gengælde det tegn han gjorde på et smil, men hun kunne ikke. Hun kunne ikke andet end at mærke tårerne glide så småt ned af sine kinder, mens hun prøvede at følge så godt med som hun nu kunne, men turen som Sol havde udsat for hende, det sidste stykke tid, med de mandelige mager, samt denne dag også til hen på aftenen, havde taget så hårdt på hende, at hendes krop gjorde ondt. Hun følte sig ulækker og klam, med tanken om hvad hun måske bar indeni, samt også tanken om sin krop, så da Shinji ville til at smide sin frakke over hende, så hun en smule skræmt på ham, som ville hun ikke ha, at hans frakke rørte hende, inden hun mærkede den om sig. Hendes fødder berørte den iskolde jord og hun så tøvende på Shinji. Hun gøs let af kulden og tog blidt fat ved hans skjorte, mens hun så rundt. Hun fik øje på Shura og bevægede sig så hurtigt hun kunne ned af trapperne med Shinji, men endte med at falde halvt ned af dem, da hendes ben gav efter under hende.

Hun gav et kort hulk fra sig og prøvede at holde sine tåre tilbage, men de strømmede bare løst, mens hun prøvede at rejse sig op, så godt hun nu kunne. Hun så bekymret på Shinji, da han satte kysten hen af mod byens udgang. " Jin.. ". Hun hviskede lavt, i det hun hviskede " J-jeg fryser ihjel.. bare.. bare efterlad mig ". Hun gøs af kulde og holde sig tæt nær ham, men hendes ben var svage og hun følte sig ør i hovedet. At ha været i varmen så lang tid, havde gjort at kulden blot bed hende hårdere og pludselig forstod hun.. hvordan folk ikke kunne flygte fra Sol... eller hvorfor Sol var så bange igen.. man ville ende med at dø af kulde, inden man nåede nogen steder.

Sol vidste med det samme, hun vågnede, at der var noget galt. Skys plads i sengen var tom, og da hun mærkede på mosset, kunne hun ikke længere mærke Skys kropsvarme på stedet. Med et ryk satte Sol sig op og vækkede samtidig hendes andre mager. Sol udstødte et rasende brøl og var straks på fødderne. Hun greb sin pels og slyngede den om skuldrene, men iklædte sig ikke andet, før hun marcherede ud af grotten. Et højt pift tilkaldte Balder, og da hun så mærkerne omkring ulvens hals, blev hun kun endnu mere rasende. 

"Find hende," hvæsede Sol til ulven, før hun sprang op på ryggen af den. Balder satte i et højt hyl, inden den halsede af sted med Sol på ryggen.

Shinji stoppede, da Sky talte - eller hviskede - til ham. Han vendte sig, så han stod med front mod hende, og hans øjne var langt mere varme, da han kiggede på hende. Han lagde en hånd på hver side af hendes kinder og låste sit blik på de gyldne øjne, mens han smilede til hende. "Jeg efterlader dig ikke. Jeg gav dig et løfte." Hans stemme var blid, og han havde nær ikke kunne afholde sig fra at kysse hende, da velkendte dufte fik ham til at se op og derved afbrød ham. Ulven og Liv-dæmonen (han havde ikke bedre ord for det) var på vej. På afstand kunne han se noget stort bevæge sig. Han kunne ikke skille silhouetterne ad, men de stod tydeligt i måne- og stjernelyset mod den hvide baggrund af sne, som en stor sort skygge, der hastigt var på vej mod dem.

Igen fokuseret på flugt rettede Shinji blikket mod panteren. "Shura, vi skal væk." Panteren brummede lavmælt som svar og satte med det samme i løb. Shinji vendte ryggen til Sky og gik ned i knæ. Han drejede hovedet så langt om han kunne, så han kunne tale til hende: "Hop op og uanset hvad der sker, så hold fast som gjaldt det dit liv. Hvilket det nok gør." Han havde ingen jordisk chance for at kunne løbe fra ulven i sin menneskelige form, men hvis Sky kravlede op på hans ryg (han håbede, hun gjorde, ellers ville det pludselig blive meget mere besværligt), ville han med det samme sætte i løb og samtidig begynde sin forvandling.

Smerten var ligeså uudholdelig som altid, men hans fokus gjorde det alligevel nemmere. Det var ikke ret ofte, at han forvandlede sig, mens han var i bevægelse, men desperate tider krævede desperat handling. Det ville nok ikke være det mest behagelige for Sky at mærke, hvordan hans krop forandrede sig under hende. De høje, knasende lyde af hans muskler og knogler der også voksede var også temmelig ulækre. Det var dog overstået på relativt kort tid, og den store, sorte ulv, der var Shinji, satte nu hænderne i jorden og begyndte for alvor at løbe. Musklerne arbejdede tydeligt, men hoppene var meget glidende, og det ville ikke være svært at holde sig fast.

Hun så forsigtigt op mod Shinji, da han vende sig mod hende, inden hun mærkede hans varme hænder på hendes kinder og så hans blide blik, der var rettet mod hende, inden hun hørte hans ord, der fylde hende med kampgejst. " Okay.. ". Hun nikkede bestemt og begyndte at følge med ham, inden hun så mod Shinji, da han så op mod spalten de var kommet ud af, for et lille stykke tid siden. Da han pludselig skyndte på Shura, så hun bekymret på Shinji, inden hun kiggede bagud, før hun hørte Shinji´s ord. " Okay ". Hun kravlede blidt men hurtigt op på hans ryg og følte en form for skam, over at han skulle bære på hende.. hun følte sig så ulækker og at Shinji overhovedet havde rørt hende.. vis han blot vidste.. så ville han sikkert ikke ha rørt ved hende på den måde han gjorde.

Da det var han sagde hun skulle holde fast, uanset hvad, nikkede hun forsigtigt og prøvede at holde så godt fast hun kunne. Kulden skar igennem marv og ben på hende og hun kunne mærke sig selv, gispe nogle gange efter vejret, som kulden slog mod hende. Hun hørte de brutale lyde, af knogler der knaste under sig, samt noget der kunne lyde som knækken.. før hun mærkede pels under sig og ligeså havde kunnet mærke Shinji´s krop i bevægelse. Hun så lettere chokeret ned, et kort øjeblik lidt skræmt, men eftersom hun vidste det var Shinji, blev det dog hurtigt skubbet til siden igen. Hun holde så godt hun kunne, fast i hans pels, mens hun klamrede sig ind til ham og så sig forsigtigt bagud, mod noget der kunne ligne Sol´s ulv.. og Sol, formodede hun, men hun var dog ikke sikker. Hun så forsigtigt mod Shura foran og kunne ikke lade vær med at mærke tårerne glide ned af kinderne. * Hvad har jeg dog rodet dem ud i!?.. hvad vis de bliver dræbt.. det ville være min skyld.. *.

Hun kunne ikke andet end at tænke, hvor arrig Sol måtte være, efter at ha fundet ud af hun var væk, samt efter det helved hun havde kørt hende igennem!. * hvorfor er det så vigtigt for hende, at gør mig gravid!?*. Hun tænkte en smule og normalt ville hun ha taget sig til maven, men ikke mens hun holde fast ved Shinji. Hun kunne mærke en følelse sprede sig i sin mave.. et ubehag.. noget der naggede hende. Hvad vis hun var gravid!?.. hvad vis hun endte med at skulle bære et barn fra.. fra en af de uhyre!?. * Jeg kan ikke.. *. Hun begyndte så småt at hulke, dog prøvede hun at kvæle sine hulk mod ryggen af Shinji. 

Da Sol fik øje på Sky og den person, der havde taget hende, kunne hun ikke lade være med at grine højt, og Balder stak i endnu et hyl, mens de spænede imod dem. Sol strakte en lang arm foran sig, som om hun kunne røre ved Sky, og fleksede med fingrene, klar til at flå i hendes sjæl, så snart hun kom tæt nok på.

Balder knurrede og hylede under hende med sin lange, røde tunge hængende ud af flaben, mens den løb.

Havde Sky en anden ulv? Sol kunne ikke helt se det, men Shy sad pludselig på ryggen af en bæst, der spænede af stead.

Det burde være tydeligt, at det stadig var Shinji; pelsen omkring halsen og hovedet havde tydelige dreadlocks, og de var også til at finde her og der henover resten af kroppen, hvor pelsen dækkede.

Han kunne både høre hendes hulken og fornemme den mod sin ryg, men han kunne ikke tale i øjeblikket, så han kunne ikke prøve at berolige hende andet end med en brummen, han håbede på var til at forstå.
Der gik ikke længe, inden motionen fik ham varmet op. Sky burde kunne mærke kropsvarmen fra ham, og hvis hun havde været hurtig til at stikke i ærmerne på frakken, burde kulden være til at kunne holde ud. Han havde dog ikke tid til at bekymre sig om, om frakken var røget af eller ej. Hvis han havde mistet den, vidste han, hvor han kunne anskaffe sig en ny.

Han drejede kort hovedet for at kaste et blik bagud. Han lagde ikke afstanden til skikkelsen, men lige nu kom den heller ikke tættere på. Hvis han skulle løbe fra den, var han dog nødt til at sætte farten op. Han løftede sin ene hånd (der meget mindede om en pote med fingre) for at prikke Sky på den ene arm. Så kørte han med knoerne mod sin hals for at indikere, at hun skulle lægge armene om den, så hun holdt sig bedre fast. Han kunne dog ikke sige, at når han satte farten op ville det begynde at ruske noget voldsommere, men hun virkede ikke til at være helt tom for kræfter, og hun skulle bare holde, til de var sluppet væk. Han vidste stadig ikke hvilke kræfter dæmonen besad, og han havde absolut ikke i sinde at finde ud af det.

Han satte ikke farten pludseligt op, for han havde ikke lyst til at smide Sky af, så det skete gradvist, så hun havde tid til at vænne sig til de noget kraftigere rystelser hans krop gav, som han satte af og landede.

Hun hørte den dybe brummen og snøftede en lille smule. Hun kunne mærke hvordan han så småt begyndte at blive varmere, samt hendes overkrop var så småt også ved at blive varmere igen, eftersom hun havde armene igennem jakkens ærmer, dog frøs hun stadig sine fødder utrolig meget. Da han drejede hovedet, gjorde hun det lige så, før hun hørte et hyl fra ulven. Hendes krop nærmest stivnede og hun strammede grebet omkring Shinji´s pels endnu mere, før hun så hans ene hånd løfte sig, inden hun mærkede et prik mod sin arm, før han indikerede, at hun skulle?.. lægge sine arme om hans hals?. Hun lagde blidt men fast sine arme om halsen af ham, så godt hun nu kunne, mens hun så tøvende på ham.

Hun kunne mærke hvordan han begyndte at sætte farten op og hun lod sig lukke øjnene, mens hun klemte sig ind til Shinji. Hun turde ikke rigtig rør sig ud af stedet. Hun turde heller ikke se bagud mod hvor Sol befandt sig, eller hendes forbandede ulv, der sørgede for at holde trin med dem. Hun overvejede et sekund, om hun skulle sprede sine vinger ud, lokke Sol i en anden retning, men hun anede ikke om Sol kunne flyve, samt vejret var så koldt.. vis hun fløj.. samt efter hvad hun havde været igennem.. ville det være en sikker død?. Hun snøftede lavt og sagde blidt " Undskyld Shinji.. Undskyld... ". Hun havde det skidt over han havde kommet til hendes undsætning. Dette var ikke meningen. Hun kunen ikke forstille sig, hvad Sol kunne finde på, vis hun fik fat i dem.

Sol kunne lige præcis mærke de to sjæle ved sine fingerspidser, og åh, hvor ville hun dog gerne have fat i dem! Hun ville ikke slå dem ihjel, nej. De skulle lide. Sky for at stikke af igen, og dem fremmede for at hjælpe hende. Og de skulle lide længe!

Sol smilede ved tanken, og hun blev så frydefuld ved tanken, at hun udbrød i en høj, kraftigt latter, der rungede igennem træerne og ned ad bjerget.

Sky og ulven foran hende begyndte at trække sig længere og længere væk, så Sol hviskede til Balder, tilskyndede ham til at løbe hurtigere! Hvis Balder bare kunne holde ud, kunne de løbe Sky og ulven trætte.

Shinji var ovenud taknemmelig for, at Sky forstod, hvad han mente. Det gjorde det igen noget nemmere at gøre, som han havde planlagt. Han hørte dog latteren, men det fik ham ikke til at stoppe. Tværtimod fik det ham bare til at fokusere endnu mere på at komme væk. Han løb dog nu så hurtigt, han overhovedet kunne, men han kiggede ikke længere bagud. Han havde en fornemmelse af, at de langsomt trak fra Sol. Hvis bare han kunne holde ud til de var kommet et godt stykke væk. Han var forpustet, men han var endnu ikke begyndt at halse, så han kunne sagtens løbe videre endnu. Han kendte dog ikke til ulvens udholdenhed, så han håbede lidt på, at den blev træt, før han selv gjorde. Ellers ville det være temmelig skidt.

Da han hørte Sky undskylde, rystede han kraftigt sit store hoved for at prøve at indikere, at han ikke mente, hun skulle undskylde. Han havde lovet, han ville komme efter hende, hvis han ikke havde hørt fra hende, og det havde han gjort. Han havde holdt sit ord. En ting han gik meget op i. Det stak dog lidt i hjertet efter at have set Sky's tilstand, at han ikke var kommet før. Han granskede sin hjerne, mens han løb, for om han mon på nogen måde skulle have vidst, at der var noget galt før, men han kunne ikke komme på, at der skulle have været nogle hints af det. Han havde dog været hurtig til at reagere. Der var ikke gået tolv timer mellem Sky skulle have været tilbage, og han var taget afsted for at finde hende. Han havde ovenikøbet rejst så hurtigt som muligt, så det havde faktisk ikke taget lang tid at komme herop.

Da latteren kunne høres fra Sol, farede Skylin en smule sammen og stramte ekstra til omkring Shinji, eftersom hun kunne mærke det kolde gys og hvordan frygten tog lidt over hendes krop. Hun kunne mærke da Shinji rystede kraftigt på hovedet, hvilket fik hende til at se ned på ham, med et ret overrasket blik. Hun anede virkelig ikke hvad hun havde gjort for at få fortjent hans venskab eller bare i det hele taget, gjort for at fortjene hans selskab. Hun gav et lille forsigtigt smil fra sig og holde stadig tæt omkring ham, dog kunne hun mærke at hun så småt var ved at blive træt i sine arme og hendes krop var begyndt at gør mere ondt, fra kulden af, skønt Shinji´s krop, fungerede som et varmende tæppe under hende.

Hun lukkede forsigtigt sine øjne i og prøvede at få sig selv til at slappe en smule mere af i kroppen. Hun tænkte på sine ting, som der lå i sneen og at hun aldrig ville få det tilbage, samt alle hendes penge?!. * Hvad skal jeg gør.. selv vis vi overlever dette, så står jeg tilbage uden noget som helst!?. Ingen bue.. ingen pile.. ingen penge.. intet!.. end ikke tøj.. *. Hun kunne dog altid sy noget sammen og så tag den derfra.. måske stjæle lidt.. og så måske en dag få råd til en ny bue måske?. 

Sol kunne godt se på det hele, at hun ikke kom til at fange Sky og hendes bortfører. Balder løb alt, hvad han kunne, og de kom stadig ikke tættere på. Tværtimod var Balder ved at miste pusten - den store ulv havde også løber alt, hvad rammer og tøj kunne holde i lang tid nu - og de to foran dem begyndte langsomt at løbe fra dem.

"Kom så," hviskede Sol i Balders øre. "Et sidste spring!"

Balder udstødte et brølende hyl og sprang med alle de kræfter, den havde, fremad. På hans ryg sad Sol klar, og det sekund Balders forpoter rørte sneen igen, sprang hun også fremad. Det var nok. Sols fingrespiser strejfede ulvens hale, og hun fik fat i dens sjæl med det yderste af neglene. Hun landede i sneen med at hvæs, samtidig med at hun mærkede, hvordan sjælen flænsede. Sky og ulven fortsatte, og Sol blev tilbage i sneen med et lille stykke sjæl i sin hånd. Hun vidste, at det sekund hun slap den, ville den fare til Dødsriget og forsvinde for evigt, så hun holdt fast på den lidt endnu. Det var kun en lille flig, men hun vidste, at det måtte gøre ondt på dens ejer, og at ejeren for altid ville føle, som om en lille bitte del af dem manglede. Det var et evigt minde om denne dag og om Sol. Selvom hun var rasende over, at Sky var sluppet væk, havde Sol i det mindste fornøjelsen af at vide, at Skys bortfører altid ville huske hende.

Hun lo for sig selv og klappede den udmattede Balder på hovedet, da han satte sig ved siden af hende i sneen. Så klemte hun hårdt om sjælefligen, maste den i sin hånd, indtil hun slap den. Med ét var den væk, tabt for evigt.

Sol fnøs og rejste sig for stille og roligt gå hjem sammen med Balder.

Shinji var egentlig sikker på, at de så småt var ved at slippe fra dem, da han mærkede, at noget nærmest trak i hans hale. Han var bestemt ikke forberedt på følelsen, og han nåede ikke at værne sig mod det, der skete. Han stak i et smertenshyl, da det med et gjorde voldsomt ondt, og det var som om, en del af ham blev revet fra hinanden. Hvad havde kvinden lige gjort? Han vidste det ikke, men smerten var ovre lige så hurtigt, som den begyndte. Det var dog som om, der manglede noget. Noget han ikke helt kunne sætte fingeren på, hvad var. Det måtte han koncentrere sig om senere. Lige nu skulle han være sikker på, at han fik Sky i sikkerhed.

Han fortsatte sit løb ned ad bjerget. Han havde ikke tænkt sig at stoppe foreløbig. Han skulle være helt sikker på, at de var langt nok væk først.