Det havde været lang tid siden at Spike som så godt som han gjorde den nat. Udmattet og varm, to ting der var sjældne for ham, havde han ikke meget energi tilbage til mareridtene. Da han slog øjnene op var dæmonøjet tilbage i stedet for hans højre pupil, og mens han slog ud med den ene arm omkring sig for at købe sig tid, famlede den anden efter en kniv under puden, der ikke var at finde. Der gik flere øjeblikke før adrenalinen faldt langt nok ned til at han kunne huske hvad der var sket aftenen før. Han satte sig op, og drejede sig langsomt over mod Sam. For første gang så han hende klart, hans normalt dårlige øjemål bandlyst til fordel for det magisk forstærkede syn. Han var stadig for forvirret til at forstå hvad der var sket eller danne sig et indtryk af hvad hun tænkte. Han kunne have ramt hende i sin vildskab uden at indse det.
Han trak sine ben op, hvilede albuerne på sine knæ og sit ansigt i sine hænder. Han tog en dybt mentalt åndedrag, og tvang sig selv til at slappe af. 
"Hvad skete der?" 
Hans stemme var forsigtig for ikke at forråde sin usikkerhed. Med sin venstre hånd rakte han ud efter hende, både for at berolige sig selv og hende. Den højre faldt ned i en hvilende position, og da hans øjne fandt hendes var de atter blå. 

Reaktionen på hendes hånd rammende hans bryst kom så hurtigt, som slaget var faldet. Hurtigt og brutalt, som Samantha fandt sig selv ramt af en arm, der fejede hende bagover og sidelæns hen over Lee's ben, mens han gik fra dødlignende sovende til lysvågen og i forsvar. Hun kendte tegnene på en ventende et angreb og reagerende på et angreb og lod sig ligge hvor hun var blevet nedlagt og udgjorde mindst af en trussel. Hun var også en smule for meget ude af balance over det pludselige skift til andet og det før hans blik faldt på hende og var alt andet end det hun havde mødt og holdt aftenen før.
Hvad var han lige?
Hun fulgte ham varsomt, som han vågnede helt op og genvandt nok kontrol over sig selv til at sætte sig op. Atter fandt hans blik hende uskærmet for sit fremmedhed og hun måtte synke en klump. Det fik hende så også kun til at stivne hvor hun lå til han selv flyttede på sig og tvang hende til at bevæge sig, som han træk benene til sig. Bevæge sig og forholde sig til hvordan hun kunne have taget så voldsomt fejl.
"Jeg..." Hun tøvede, mens hun kæmpede med at ordne tankerne og forsøge at finde en forklaring på hvordan hun kunne have troet hans hjerte havde været i stå. En rest af en drøm? Hvad var han i det hele taget? Hun så hans hånd blive rakt ud mod hende, men tøvede også med at tage den efter det fur hun havde fået væk så kort tid før. Blikket over hånden var blåt.
Langsomt rettede hun sig op, rakte ud og strøg fingrene over hans, men uden helt at tage hånden eller give sin. Blikket lod hvile i hans. "Jeg troede... men det må have været rest fra en drøm... at dit hjerte... ikke slog." Hun fik ordene sagt, mens tvivlen hang ved hvert af dem og spørgsmålene strømmede frem i hendes blik. Han havde flere gange virket ikke helt menneskelig, men lige det og blikket han havde sendt hende så skærende anderledes end hans normale, havde hun brug for noget til at lægge fra sig.

Han kunne se i hendes øjne at noget var anderledes. Måden hun så på ham havde ændret sig, og realisationen blev mødt af en kold desperation. Det var først i det øjeblik at han indså hvor rart det havde været at blive set på med andet end afsky eller frygt. Måske var det metaforiske skib sejlet på det, men han vidste at han var nød til at prøve at forklare. Hvis der var en chance for at hun ville se på ham igen som hun havde gjort den forrige nat, havde han intet valg.
Spike havde ikke været klar over at hans hjerte var stille når han sov, men det gav en form for mening. I de seneste år var han blevet vant til aktivt eftergive lyden af både hjerteslag som åndedræt, til et punkt hvor han var nød til at koncentrere sig for at stoppe. Det var passende at det eneste tidspunkt han ikke kunne lade som om han var menneske, var når han gav efter for sit menneskelige behov for søvn.
Han fangede hendes blik og sendte hende et skævt smil og et melankolsk blik i øjet. "Jeg tror jeg kan forklare." Han holdt fortsat hånden ud mod hende, men rørte sig ellers ikke. "Jeg slog dig ikke, gjorde jeg?" Der var tid nok til at forklare, og nogle ting var vigtigere. 

Samantha fjernede ikke sit blik fra hans ansigt efter hun havde talt, men forsøgte at aflæse hans reaktion på hendes ord. Ingen benægtelse kom. Ingen hastig afvisning eller afglidende ord, som hun aldrig ville have have troet fordi de netop ville være faldet, hvor alvor var eneste følelse hun kunne acceptere. Som den hun fandt i hans blik nu under en langt stærkere følelse, som ikke havde ventet. Den stod i kontrast til smilet han forsøgte at opbløde stemningen med, men det var kombinationen af de to og hans ord,der fik hende til at tro på dem. Om ikke andet på at han ville give noget forklarende.
Hånden var stadig rakt frem mod hende i en åben invitation til hende om at tage den eller lade være. Vise tillid eller holde afstanden mellem dem. En afstand der ikke var mere end de kunne nå hinanden, men som ved manglen på berøring og den bratte opvågningens chok virkede meget længere.
Så talte han igen og brød endelig igennem med den bekymring der lå i hans stemme. Nok til at hun tog hans hånd og beholdt den i sin. "Jo.. Nej.. måske mere et skub væk end noget andet." Havde han ramt højere havde hun nok opfattet det som et slag, men som det var faldet havde det mest føltes som et fur beregnet på at vælte hende væk end noget andet. "Et ret solidt skub væk." Hun strøg den fri hånd hen over ribbene i den side han havde ramt, men hun kunne heldigvis hurtigt konstatere der ikke ville komme mærker. Et godt tegn på at han vitterlig ikke havde forsøgt på at skade hende. En vished der sank ind i hendes blik og varmede det op overfor ham igen, skønt spørgsmålene om hvad han var stadig lå deri.

Han flyttede sig så han sad mere naturligt i sengen, og trak hånden tilbage med rolige og afmålte bevægelser, så hun ikke ville føle sig truet. Hun ville nærme sig på sin egen tid, når han forhåbentligt havde overbevist hende om at han ikke var noget man behøvede at frygte. Hvis altså han havde evnen til at overbevise hende - de fleste dage havde han selv svært ved at tro på det, og det var næppe en god start. 
Han ville lyve hvis han påstod at han ikke havde øvet sig på netop denne samtale i sit hoved mange gange. Og det ville også være løgn hvis han påstod at han nogensinde fik overbevist fantasifolkene. Han var nået frem til at der var nogle ting, man ikke kunne fortælle med det samme. Sandheden måtte blive skæret op og overleveret i bider, for ikke at overvælde hvem end det var han talte med i sin fantasi. Som regel virkede det alligevel ikke. Han måtte dog også anerkende at enhver samtale han havde i sit hoved var med sig selv, og hvor han let så igennem sig selv var andre muligvis mere tilbøjelige til at tilgive hans imperfektioner.

Han fandt og holdt hende blik, for at indikere at samtalen var mere alvorlig end nogen de havde haft tidligere - ikke at det sagde ret meget. "Jeg er ikke et menneske. . . I hvert fald ikke helt." Hans stemme var stille, men stærk. Havde det ikke været for stilheden der hang i rummet, ville hun næppe have kunnet høre ham. Spike åbnede munden for at fortsætte men lukkede den tavst, da han indså at han ikke vidste hvordan han skulle fortsætte. Istedet gav han plads til at hun kunne stille spørgsmål.

Samantha slap hans hånd som han trak den til sig, og lod stille sin falde ned til hendes knæ. Han virkede afmålt i sine bevægelse, afmålt eller måske nærmere velovervejet, så ingen af dem kunne komme bag på hende. Ikke at hun mente meget ved ham længere kunne gøre lige det og så alligevel. Hvad end han hvad fik ham til at se på hende helt anderledes nu end han på noget andet tidspunkt havde. Selv fandt hun sig bedre til rette hvor hun sad uden at give efter for køligheden i rummet og flytte sig nærmere ham.
Hun følte sig ikke truet i øjeblikket, men heller ikke tryg ved ham. Ikke helt. Ikke som hun på en måde havde været aftenen før. Hvor alting var enklere og alting usædvanligt ved ham kunne skubbes væk som uvæsentligt.
Det var det ikke længere.

Stilheden holdt mellem dem til han fandt ord at begynde sin forklaring med. Ord der ikke helt overraskede hende. Sandt at sige levede de også i en verden hvor det ikke var så meget af en indrømmelse, som det måske kunne have været. Det store spørgsmål forblev - hvis ikke menneske, hvad var han så.
Han så ud til at ville sige mere, så hun forholdt sig afventende, til han sank væk fra at fortsætte og bare så på hende, bedende hende om hjælp til at sige mere. Hun mødte hans blik, lukkende let den ene arm om sig for støtte og nikkede så let. "Ikke helt menneske? Men delvist? Og den anden del... er det noget... elementar-agtigt?" Hun vidste ikke helt hvorfor hun tænkte i den retning med ham. Måske fordi han virkede til at tilpasse sig som han gjorde. Med varme, vejrtrækning, form.... Det sidste fik hende til næsten at smile, men hun kvalte det medfast hånd. De var ikke tilbage hvor hun ville sende den slags smil til ham. Så vidste hun andet ville tage svarenes plads.

Han så på hende med et smil, der virkede mere oprigtigt end det havde tidligere. Han kunne værdsatte at hun forsøgte at arbejde med ham. Reelt havde han aldrig skænket hvad han var mange tanker. Han havde altid brugt det meste af sin tid på at finde ud af hvorledes han kunne udnytte sine kræfter, fremfor uproduktive spørgsmål som hvad og hvorfor, der som regel bare ledte ind i en mental blindgyde. Han trak på skuldrene, og hvilede sin ryg op af sengekarmen, mere afslappet end han havde været siden hans pludselige vækning.
"Måske . . . Jeg er født menneske. Øjet," som han sagde ordet forvandledes hans øje tilbage til de dæmoniske, og hun ville have bedre tid til at studere det. Linjerne der streg sig fra den snævre hvide pupil lignede svagt lysende blodåre. Han lagde en finger under øjet, og gav hende rigelig tid til at studere det. "er jeg født med. Der skete noget da jeg var ung, jeg kan ikke huske præcis hvad, men siden har jeg været forandret." Øjet forvandledes tilbage igen, og løftede den ene hånd så hun kunne se hans håndflade. Fladen antog en metallisk farve, og blev gradvist mere flydende. Kort efter bevægede det sig og dannede en lille terning i hans hånd, der hurtigt antog sin faste form igen. Med et underhåndskast kastede han terningen i retning af hende, svagt nok til at den ville lande på sengen hvis ikke hun greb den. Terningen var let, og beholdt den spejlblanke overflade hans materiale generelt havde når det ikke antog et andet ydre.
"Jeg er formskifter . . . Menneske i sjælen, kan man sige. Men jeg har ikke brug for et hjerte til at pumpe blod, og behøver kun trække vejret hvis jeg har noget at sige." Selvfølgelig var der ulemper, store ulemper endda, men hvis det nogensinde blev relevant, var det en snak for en anden aften. Nu var hans mål ikke at skræmme hende. 

Der var kommet mere sikkerhed tilbage i hans smil, mere ro i det og hans blik, som han lænede sig tilbage og ikke længere virkede helt så meget på vagt. Noget der smittede af på hende og som fik hende til at gøre lidt af det samme. Det kunne selvfølgelig være fordi han følte sig ovenpå situationen og tilbage i kontrol over den og hende, men noget i hans blik talte imod det. Måske var de bare begge to for vant til verden ikke var fyldt med rene mennesker, men mere en blanding af hvad end der kunne kravle frem under en sten og som gennem tiden havde gjort det. Måske.

Han greb i det mindste hendes spørgsmål og brugte dem til at tale ud fra. Sådan lidt da. Først nikkede hun let, før hun stivnede ved det syn hun ikke helt havde forholdt sig til havde mødt hende som han vågnede. Øjet der var alt andet end menneskeligt at se på og som fik det til at løbe hende koldt langt ned af ryggen. Nu fik det hende også til at rykke sig baglæns ude af stand til at slippe det med blikket eller kommentere på det. Til en start om ikke andet. Til det forsvandt igen om ikke andet.
"Magisk evne?" Hun gøs som det forsvandt og samlede let armene om sig, som frøs hun mere end hun reelt gjorde. "Det har ikke hele tiden været sådan?" Hun kunne se hvordan noget kunne have... Tanken blev afbrudt som han løftede hånden og den skiftede farve. Som var huden et pyntelag over det metal (??) som blev blottet under det. Ikke nok med det, som hun så på det løb en del af metallet sammen i hans hånd og omformede sig, som... hun afbrød selv tanken der og tvang dem tilbage på nuet. Lige i tide til at se terningen blive sendt imod hende og til instinktivt at forsøge at gribe den kun for at lade den falde til tæppet som den rørte hendes hud.
Synkende det nye og selv for hende nærmest umulige i hvad han var rakte hun ned og lod en finger glide over terningen, mens han talte. Så samlede hun modet om sig og samlede den op, for at kaste den tilbage til ham. "Så... ikke helt elemental.." For en gang skyld manglede hun ord og det i alvorlig grad. Selv spørgsmål ville ikke komme, som hun bare sad og så på ham. Forsøgte at se om det han havde sagt havde forandret ham i hendes blik eller om han stadig var den samme... hvad end han nu var. Hun åbnede munden og lukkede den så igen uden at få sagt mere.

Spike begyndte at føle sig mere veltilpas. Han havde aldrig forestillet sig at være kommet så langt i sin forklaring, og han var tilfreds med måden det var kommet ud på. Han var en mand af få ord, der ofte satte dem forkert sammen, men for en gangs skyld var der kommet en sammenhængende forklaring. Hun vidste nu alt hvad han vidste om sin evne, med undtagelse af de mindre behagelige aspekter. De hørte sig ikke til i en samtale mellem to nøgne mennesker. Han blev foruroliget over at hun stadig virkede nervøs . . . eller snarere utilpas. Det kunne være at han selv var blevet så vant til sin eksistens at det ikke virkede særligt anderledes, eller at han blot havde set så mange flere ubehagelige ting i sit liv. Han prøvede at give hende et kækt smil, og fejlede kun halvvejs igennem.
"Da jeg var lille havde jeg ingen kontrol over øjet. Min far blev vant til at jeg blev meget kræsen i dage af gangen." Han håbede at den letsindige historie kunne opløfte stemningen. "Prøv du at spise havregrød, når du kan se den i fine detaljer." Han skar en grimasse, han håbede var komisk, men hendes tilbageholdenhed gjorde ham anspændt.
Han strakte hånden ud og samlede terningen op. Måske kunne han vinde hende over med en demonstration af hvad han kunne gøre med sin evne. Nu hvor terningen igen var i kontakt med hans håndflade, ændrede den form indtil den havde antaget formen af en imponerende detaljeret buste af hende fra skulderen opefter. Han sørgede bevidst for at gøre den så smigrende som han kunne. Han var veløvet i skulptere mennesker, da det var en nødvendig færdighed for at han kunne påtage sig andres udseende. 
"Der er også andre . . . fordele, ved at kunne ændre sin krop." Hans stemme var nu sænket til det samme flirtende toneleje han havde præsenteret hende for, aftenen før. 

Tilsyneladende var skiftet af øjet sværere at forholde sig til for Samantha end skiftet af hans hånds form og materiale. Hvorfor kunne hun ikke helt sige, men der var bare noget enerverende over øjet. Som kunne det se mere end det burde, dybere end det burde, klarere end det burde. Noget en med begge fødder godt væk fra kanten af hvor lovene sagde de burde være ikke rigtig brød sig om. Det var jo ikke til at sige hvad det reelt så og ikke så, for hvem kunne afvise muligheden for at det så tanker? Minder? Intensioner? Alligevel kunne hun ikke andet end smile, som han gav en antydning om hvilken retning dets evner gik. Et smil løsnede hende lidt mere op og fik hende til at lade den beskyttende arm om livet falde.
"Nah, havregrød skal ikke ses på, mens den spises. Den skal bare ned." Hun kunne nok komme på være ting at se i alle detaljer, men de var ikke god samtale for en al for tidlig og omtumlet morgenstund. "Øjet tager bare... lidt tid at tage ind."
Hun fulgte hans hånd som han samlede terningen op fra sengen og holdt blikket på den som den skiftede form endnu engang. Et skævt smil gled frem på hendes læber og nåede denne gang helt op til hendes brune øjne, som hun betragtede den lille buste af hende selv. Så rystede hun smilende på hovedet, rakte ud og lagde sin hånd over figuren pressede let ned for at se om den forsvandt tilbage ind hvor den var kommet fra. Sjovt nok tændte det aspekt af Lee's afsløring om sig selv nu kun nysgerrighed hos hende.
Noget han spillede ind på med sine ord, der fik hende til at hæve blikket, samtidig med at hun slap hans hånd og flyttede sig rundt, så hun kom op at ligge på knæ. "Oh, hvad kunne det dog være..." Hun havde ikke glemt fornemmelsen af hans tilpasning aftenen før og det kunne høres i den kælne tone hendes stemme havde fået. Langsomt lænede hun sig frem, sættende en hånd let på tæppet over hans lå og uden at bryde øjenkontakten. "Nogle du havde tænkt dig at demonstrere?"

Spike kunne mærke en usynlig vægt blive løftet fra hans skuldre, da hun faldt tilbage i det drilske humør han havde lært at holde så meget af. Han skubbede sig selv frem på sengen for at mindske afstanden, og lagde sin ene hånd på hendes hofte. (jeg er igen lidt forvirret om deres positioner i forhold til hinanden, jeg håber det giver mening xD). Han ønskede at han ikke allerede havde brugt sit eneste trick på hende aftenen før. Spillede han sine kort rigtigt, var det muligt at hun ikke opdagede hans uvidenhed, men reelt forestillede han sig at det ikke betød specielt meget - hun havde virket rigeligt tilfreds med hvad han havde at tilbyde.
Han besluttede sig for at nu var det rigtige tidspunkt at lægge samtalen om magiske evner på hylden, og glemme alle de ubehageligheder, der havde startet dagen. Med et varmt smil, der nåede helt ind i hans blå øjne, fortsatte han.
"Kommer an på hvor lang tid du har før du skal videre...?" hans toneleje var nu dæmpet og blødt - en stemme bedst egnet til soveværelset. Udsigten til hvad der var under opspil havde sat sit tydelig præg på Spike. Forventningerne gjorde vententiden næsten, men ikke helt, ubærlig.

(positioner er det værste!)

Samantha slap ikke øjenkontakten, som han skubbede sig frem mod hende i sengen og mindste den opståede afstand mellem dem så meget fysisk som mentalt. Som han løsnede umærkeligt op, gjorde hun det samme ubevidst om at hun havde reageret varsomt på hans anspændthed. Nok mest af dårlige erfaringer, men de var jo heller ikke værd at gentage for sjov alle sammen.
Så hellere gøre sig nogle nye og han virkede ikke uden skjulte kort på hånden til lige det.
Hun lod en hånd glide op til hans bryst, som hun gengældte hans smil lovende. "Desværre kun nok til en enkelt demonstration..." Som de havde talt var mere lys kommer frem udenfor og det ville næppe vare længe før solen også gjorde alvor af at bevæge sig op over horisonten. Stille lænede hun sig frem og pressede forsigtigt læberne mod hans. Undersøgende dem på ny, som var de en ny og ukendt størrelse blot fordi hun vidste noget andet ny end tidligere. Læberne var dog ikke forandrede, ikke mindre værd at smage, værd at indtage. Så hun lænede sig dybere ind, rettede sig mere op på knæ, så hun så ned på ham og kunne flytte sig hen så hun sad med et ben på hver side af hans. Provokerende nok fangende tæppet mærkbart imellem dem samtidig og værende nær nok til at han ikke ville være i tvivl om barrieren.

Han log sig opsluge i deres kys, uden viljestyrken til at modstå fristelsen til at fortabe sig fuldkomment. Som hun bevægede sig tættere kunne han mærke varmen fra hendes krop bryde kølige morgenluft, der havde samlet sig i rummet. Mens den ene langsomt gled ned fra toppen af hendes lår mod sengen, placerede han den anden på den nederste del af hendes mave, og begyndte at stimulere hende med sin tommelfinger.
"Så vil jeg gøre mit bedste for at demonstrere . . . Langsomt." Han løftede hovedet mod hende, men kunne ikke nå hendes læber, medmindre hun sænkede hovedet ned til hans. Da hånden på låret nåede sengen, forsøgte han at hive tæppet væk, men konstaterede hurtigt at der ikke ville ske noget uden hendes samarbejde. Han ville ha hende, og det var kun et spørgsmål om tid før hans tålmodighed løb op, men for nu ville han følge med hendes spil. 
"Har du nogen ønsker?" Han vendte hovedet til hendes bryst, der var lige ud for hans øjenhøjde. "Længere . . ? Større . . ? Anderledes . . ?" Han kyssede hendes hud efter hvert spørgsmål, som for at understrege sine intentioner. Det var svært at bedømme hvad hun gerne ville have, udover det mest åbenlyse. Nu var det rigtige tidspunkt at stille spørgsmålene, for når først hans appetit løb afsted med ham, tvivlede han på at han ville kunne fokusere nok til at lave ændringer.

Det var så lidt der skulle til for at stemningen var skiftet mellem dem og vendt fra varsomt og potentielt afvisende til at de igen lod nuet og hinanden være nok. Samantha slap glidende hans læber, som hun rettede sig op siddende over ham og fangende ham med tæppet mellem dem og ham under hende og det. Hans blik så forledende at lade sig forsvinde i, som hun holdt det mens hendes eget skiftede gnist, da hans ene hånd fandt sit mål og gav en ekstra understregning til hans ord.
"Mmmm.." Mumlede hun let som hun bøjede sig ned til hans læber endnu engang og holdt hans ansigt fast med hænderne. Om ikke andet til hun mærkede taget i tæppet og brød fra for at se på ham med leende øjne og så overvejende. Det var trods alt et ganske uhørt spørgsmål at stille og et hun aldrig havde haft grund til at overveje før! "Oh... Det kommer vist til at tage noget eksperimentering..." Hun holdt hans blik som hun sagde det og gav så en let vrikken med hoften. En markering han næppe ville kunne misforstå og som i den grad gjorde helt tydeligt for hende hvad hun sad over og hvor tæt. Så lænede hun sig ned og strøg læberne florlet over hans igen. "Godt vi har tre dage til det..."
Hun havde set lysten i hans blik og forventede ikke han lod hende blive siddende delvist urørlig over ham meget længere. Slet ikke som hun reelt lod sine læber finde hans helt igen med et par sidste ord. "Men større er et godt sted at starte..."

At lave ændringer for foruroligende ligetil for Spike, og noget han aldrig regnede med at være i stand til at beskrive. Han rakte ind i sig selv og greb fat om sit eget billede af sig selv, og ved at ændre og fastholde et andet billede, ændrede hans krop sig af sig selv til det samme billede. Det var en sær fornemmelse som han var blevet vant til henover årene. Han lagde en hånd på hendes hofte og pressede hende ned, så hun ville kunne mærke ændringen tage effekt. Da han besluttede sig for størrelsen, var han kommet frem til at det var bedst at presse det til et ekstreme, og så arbejde sig ned fra der. Det var det ikke nemt at danne et præcist billede udfra den intense - men begrænsede - session de havde haft natten før. Som han gengældte hendes drillende blik, håbede han at han ikke havde presset det for langt.
Igen tændte hendes drilleri ham på en måde, der gjorde det umuligt at sidde stille. Han skubbede hende bestemt bagover, og fulgte med uden at bryde kontakten mellem der læber. Da hun lå på ryggen havde han frit spil til at hive tæppet væk fra mellem dem. Han lagde sig til rette, og begyndte at presse ind.
"Sig til hvis jeg skal stoppe." Han håbede ikke hun sagde noget, for han var ikke sikker på at han kunne hvis hun gjorde. Som han langsomt pressede sig længere og længere ind kunne han mærke fornuften fordufte give efter for sanserne.

Hvad end han gjorde var det ikke til at tage fejl af for Samantha. Ikke som hun sad over ham og havde så stor en del af sin bevidsthed og krop fokuseret lige på det. Ikke som han lagde en hånd på hendes hofte og pressede hende ned, så det blev endnu tydeligere. På en helt anden måde end det havde været aftenen før, hvor hun heller ikke havde været i tvivl om at noget ændrede sig - bare ikke hvad.
Nu vidste hun det og det tændte en ekstra glød i hendes blik.
Hvad havde hun lige opfordret ham til?
Svaret fik hun som glimtet i hans øjne skiftede og hun mærkede ham skubbe hende bagover. Hun holdt fast om hans nakke med den ene hånd, som deres læber aldrig slap hinanden og flyttede smidigt underbenene ud til siden, så hun ikke vred noget af led på vejen ned. Noget der kun åbnede hende op for ham, som han fulgte hende nedog holdt hende der, mens han fjernede tæppet.
Hun snappede efter vejret, som hun mærkede ham glide ind og fylde hende ud. Langt større end aftenen før og han var end ikke helt der. Hvad var det lige hun havde bedt om? Hun sagde dog ikke noget. Trak blot vejret så kontrolleret ind og ud som hun kunne, mens hun vinklede sit underliv let og til sidst gav sig ind mod hans læber. Havde han også tænkt sig at bevæge sig? Noget i hendes sind kunne ikke få svaret til det spørgsmål til at passe på noget muligt.
Og alligevel pressede hun læberne mod hans og gav den mindst mulige bevægelse mod ham for at se om det kunne lade sig gøre og strammede så grebet om ham for det ville kunne mærkes. Åh det ville i den grad komme til at kunne mærkes!

Spike pressede sig dybere ind samtidigt med at hun strammede grebet omkring ham. Han prøvede at trække tilbage for at få et blik på hende ansigt, men kunne ikke få sig selv til at slippe hendes læber. Han modtog blandede signaler, og kunne ikke bedømme om hun nød det eller om det var for meget. På trods af modstanden fik han presset ind til roden, og han overvejede om han burde gøre det lidt mindre. Hans beslutning blev taget for ham som hans hofte begyndte at bevæge sig af sig selv øjeblikket efter - først forsigtigt, men hurtigere som han konstaterede at hun ikke led. Han overgav sin krop til bevægelsen og hendes omfavn.
Hans kys blev mindre præcise, og som han krumede sig sammen over hende for at bevæge sig med hele sin krop, fandt han det nemmere at kysse hende på halsen. Han lyttede til hendes tunge vejrtrækning, og lod det presse ham videre. Han lod sine hænder gå op opdagelse, grebet af den samme ekstase der forhindrede resten af hans krop i at finde hvile.

Hvor lille hendes forsøgsvise bevægelse end havde været, blev den fulgt op af først tilsvarende og så mere kraftfulde fra Lee's side. Samantha gispede ind mod hans læber, som den første tvang ham dybere ind i hende og hende til at åbne sig så meget mere end hun nogensinde havde været nødt til før. Åbne sig og stemme imod, men det gjorde det ikke mere udholdeligt, ikke mindre pinefuldt.

Så i stedet at give slip og glide ind i bevægelsen, strammede hun grebet om hans nakke og gispende ind mod hans hals fik frem. "For stor... kan ikke..." Stort kunne være godt, men der var tydeligvis en grænse og den var de kommet ud over for hende. Han blev nødt til stoppe eller gøre sig mindre - tænk at hun skulle have den tanke! Tænke det så afslappet som en mulighed! Det var dog en nødvendighed, hvis hun skulle skrige af andet end smerte over det. "Lee..." Hun søgte efter hans blik, som hun strøg en hånd ned over hans side og lod den finde til hvile mod hans lænd. Afventende hans reaktion på hendes skifte i signaler.

Han opfangede hørte hendes stemme og opfangede signalerne, men alligevel var der noget dyrisk i sig selv der forhindrede ham i stoppe. Med en kraftanstrengelse trak han sig ud, og skabte lidt afstand til hendes krop. Han kendte kun alt for godt den glubske sult, der normalt kun plagede ham når hans kropsmasse var lav nok til at han mistede kontrollen. Han ændrede sit mentale billede, og gjorde den mindre. Som de intense følelser var forsvundet begyndte det langsomt at føles mere naturligt at være sig selv. Han skubbede den ubehagelige fornemmelse ud af sit sind, og fokuserede istedet på den nøgne kvinde der stadig lå under ham. Støttet på sine albuer og knæ sænkede han sig nok ned til at give hende et kys. "Ikke din kop te?" sagde han i spøg og kyssede hende igen. "Er du klar til at fortsætte?" 

Det havde ikke været helt behageligt ind, men det var det så bestemt heller ikke som Lee tøvede og så alligevel trak sig ud. Samantha fulgte det med endnu et gisp, der dog havde en tone af lettelse i sig. Hun følte hun trække vejret helt igen. Udsynet op over hende var så værd at miste et åndedrag eller to for. Lee i fuld figur over hende, visende hende præcis hvad havde været for meget og hvad han kunne gøre ved det. Næsten bedre end at føle det. Næsten.

Et smil spillede på hendes læber, som han åbnede øjnene og atter så på hende. Så flyttede hun let på sig, inviterende ham med sin krop ned til hende igen og det kom han - men ikke helt. Samantha mødte hans læber dvælende kun for at lade en dæmpet latter følge hans drillende ord. "Overhoved ikke min kop te." Hun mødte villigt hans læber igen, rakte så op og trak ham længere ned til hende. Let og smidigt bøjede hun et ben op over ham og brugte det til at presse ham ned mod sig, som hun svarede. "Helt klar."