Det var tydeligt hun ikke var den eneste som var træt, for Beons svar blev mere og mere intetsigende til de blev til en mumlen uden form. Hvad værre var det trak Maralinda med ned mod søvnen og hun vidste ikke rigtig om hun havde lyst til at stritte imod. Søvn var trods alt stadig noget hun havde brug for og der var en del steder hun nødigere ville finde den end her. Så hun stoppede med at kæmpe imod den.

Ikke længe dog for som så mange andre udnyttede hendes bevidsthed søvnen til at sende hende et par slørede og et temmelig tydeligt signal. Noget der fik hende til at vågne med et gisp og rykke sig væk fra manden hun var faldet i søvn op af. Gispende så hun på den døende ild til hun havde så meget samling på sig selv at hun kunne dreje sig og se på den sovende skikkelse. Så slemt påvirket kunne hun da ikke...? Hun sank og rejste sig så. At benægte han var krøbet ind under huden på hende og blevet til mere end nyttig var umuligt at nægte. Det betød så også at han var en dobbelt risiko for hende nu og hun måtte væk.

Stille samlede hun sin taske op, tjekkede at ilden ikke kunne sprede sig fra bålet og forsvandt så ud af lysningen og væk fra Beon. Han havde givet hende en del at undersøge, men også en ide til hvor hun måske kunne finde en hjælpende hånd til noget helt andet.