Rhovandír nikkede som tak til sælgeren, da denne modtog betalingen og leverede bærrene, pakket ind i et større blad, så de ikke ville flade ud af den flade de ellers var på.
Øjnene dansede over på Ithilwens, som han med et lille drilskt smil, tog et bær med fingerspidserne og lod den op til hendes mund, så hun kunne smage den og spise den. Hvis hun gjorde ville han placere et hurtigt kys på hendes læber, his ikke ville han spise bærret selv.

Han trak på skuldrene af hendes spørgsmål. '' Det går ganske formidabelt for Gwen og hendes familie. Miraear vokser stadig og er utroligt lærenem. Det er skønt at se hvordan hun i så ung en alder synes at være så ivrig efter at lære. Læsningen går kun fremad for hende. ''
Der var et vidst spor af stolthed at ane i hans stemmesom han forklarede om hans ældste søsters datter.
'' Írui, og hendes partner har dog desværre ikke haft held om at få et barn endnu, selvom de meget højt ønsker et. Jeg håber for de bedste for dem, det ville være forfærdeligt for dem hvis det aldrig ville lykkedes dem. ''

Han trak let på skuldrene som for at få den let ubehagelige fornemmelse tanken om et barneløst forhold gav ham. Javist var skovelverne udødelige, men de fleste foretrak at få børn mens de stadig var forholdsvist unge.

Ithilwen grinede lidt af ham, med en varm latter, som kom helt op til hendes øjne, som bæret kom hen foran hende. Hun tog bæret ind i sin mund og nød sødmen, blandet med lidt syrlighed, som nåede hendes tunge, da hun havde fået fat i bæret. Hun blev dog hurtigt overrasket af et kys fra Rho. Et meget velkomment kys dog! Og hun smilede også bare til ham, som hun fik spist bæret færdig. Imponerende nok, følte hun sig ikke i en akavet situation med at der var andre elvere omkring dem. Det følte bare helt naturligt.

”hvor lyder det dejligt.” svarede hun smilende, og kunne ikke undgå at bemærke stoltheden som var at ane i hans stemme. Hun forstod ham skam udmærket. Ithilwen ville også selv havde været stolt, hvis hun havde haft en niece med sådan en ivren efter at lære nyt. Eller en nevø. Det var for Wen helt underordnet. Men det havde hun ikke. Hun havde sin bror, og han var godt nok ældre en Ithilwen, men på børnefronten, var han nok længere bagefter end Wen selv. Hvilket også er i orden. Det er først når man er klar, man skal bevæge sig ind i den verden. Ikke før. Og hverken Randír eller Ithilwen var klar til børn! I hvert fald ikke mentalt.
”Det skal nok lykkes for dem.” svarede hun betryggende og lagde en hånd på hans skulder. Måske ville de ikke få et barn her i deres unge alder. Ithilwen kunne ikke huske deres alder, men hun viste at hendes forældre fik Randír da de var omkring de 500 år. Men de var også en smule sent ude. Hvilket burde være underordnet, da elvere evigt. Men det føltes nok mere rigtig, at få det tidligere i livet. ”De skal blot give det tid! Jeg er sikker på, at før de aner det, er de blevet velsignet og får det ene barn efter det andet.” svarede hun og gav hans skulder et klem. Det skulle nok komme. Ithilwen var i hvert fald ikke urolig for dem. Hun havde en klar ide om at det kom før Wen overhovedet tænkte tanken om børn.

Rhovandír var glad for at hun ikke syntes at trække sig tilbage fra kysset, det føltes rart, bare at kunne give efter for hans lyster på denne måde, tøvende, stille og roligt, det føltes langt mindre akavet end det havde gjort for bare et par dage siden at være sammen med hende. Selvfølgelig var det noget med at skulle give sig hen til hinanden og lære hinandens lidt mere intime grænser at kende, men det fyldte ham med en varm følelse og en lettelse at de nu ikke længere bare var venner, men mere end det.
Han smilede varmt til hende.

En nikken fulgte som han igen flettede sin frie hånd ind i hendes frie.
" Det er jeg sikker på. Når tiden er inde skal det nok lykkedes. "
Akkurat som de to selv var lykkedes, men man skulle jo ikke gå alt for hurtigt frem, så kunne det let gå galt. Noget han stadig var bange for ville ske. At han ville forivre sig og dermed skræmme hende væk, eller at det skulle gå op for en af dem at det var en anden de elskede i stedet. Selvom han dog tvivlede meget stærkt på at det skulle ske for hans eget vedkommende. Han havde trods alt haft et lunt øje til Ithilwen i mange år. Hun havde i den grad udviklet sig fra et buttet lille elverbarn, til en smuk kvinde med ypperlige former, og alligevel var hun ikke bange for at være sig selv, fin på den kunne man bestemt ikke sige at hun var.

At intet føltes akavet for Ithilwen var en stor forandring og stor fremskridt ligeledes. Hun var ikke ligefrem kendt for at rende rundt med sine følelser helt udenpå frakken og udvise dem overfor alt og alle. Faktisk foretrak hun at holde det skjult, så kun enkelte så det. Men lige nu, føltes det slet ikke forkert eller akavet at udvise sine egentlig følelser for Rhovandír. Ganske vidst, havde de haft nogle akavede situationer for nogle dage siden, men de var så godt som forduftet for Wen igen.

”Præcis” tilføjede hun med et varmt smil, som hun frit lod ham flette sine fingre ind i hendes.
Ithilwen selv, havde aldrig rigtig tænkt over den fremtid. Jo, den var strejfet hende et par gange, og Wen var ikke så uskyldig, at hun i et øjeblik af fuldskab ikke havde tænkt, at den eller den person måtte være den rigtige for hende. Heldigvis havde det aldrig været mere en blot en tanke. Dette var mere eller mindre første gang hun havde ladet tanken flyde igennem hende, mens hun har været ædru. Endda pinlig ædru. Det var kommet meget prat for hende. Som at hendes øjne endelig blev åbnet op for den verden, og for hvor meget Rho egentlig betød for hende, og havde gjort i mange år. At han så så noget i hende, kunne stadig overraske hende. Hun vidste godt at hun ikke så dårlig ud, men hun var så meget mere vild og fri og langt fra fin, at det kunne undres at hun var voksen. Eller ungvoksen nærmere.

Ithilwen begyndte at vandre, med Rhovandír i hånden, tilbage mod sit hjem. Hun var nødt til at komme hjem med sine vare og se efter sin far. Hendes far var nok endnu en grund til, at tanken om at leve livet med en anden, ikke havde strejfet hende før nu. Hun havde simpelthen ikke haft tid eller overskud til at sætte det fokus. Hvordan det pludselig var blevet overskueligt for hende, kan havde en del med skæbnen at gøre.

Han gik tavst, men lykkelig, ved hendes side som et lille smil spillede på hans læber. Javist var hans hjertenskære en vildbasse, men han elskede hende for det, kunne ikke forestille sig hende værende en af de elvere der konstant hvilede i sig selv og var mere eller mindre bagkloge.
Hvert fald ikke i denne alder eller tid.

Han vandrede op og ned af de mange broer og trapper med hende, holdende udkig med at han ikke kom til at tabe bærrene, dog var det tvivlende, elvere var jo ikke ligefrem kendt for at være klodsede. Selv babyer kunne virke graciøse i forhold til andre racers afkom. Det var nærmest bizart.
Som de nærmede sig hendes hjem kunne han med synkende hjerte se frem til at skulle give slip på hendes hånd og skilles fra hende. Ikke ligefrem at det tiltalte ham, men ikke desto mindre nødvendigt. Han skulle trods alt også betale sin far pengene for buen og pilene, inden han selv skulle over og undervises hos Xharlion.
'' Jeg ville ønske du kunne blive ved min side for evigt.. '' mumlede han en anelse brokkende som de nærmede sig hendes hjem, tøvende løsnenede sit greb i hende, det var jo trods alt ikke sikkert at hun ville lade hendes far muligvis opdage hvad de to havde gang i.

Der var en dejlig ro over det hele. Den ene forsøgte ikke hele tiden at imponere den anden. Det var en rolig, men ikke akavet stilhed der var mellem dem, som de gik med hænderne flettet sammen, hen af de mange trapper og broer. Ithilwen tænkte i øjeblikket ikke over hvorvidt nogen så dem, eller opfangede noget. Det skulle jo frem før eller siden! Dertil var mange elvere heller ikke så sladderinteresseret. Og chancen for at deres overhoved allerede havde en mistanke var stor. Toorah vidste mere eller mindre alt der foregik i Elverly! Om man ønskede det eller ej.

Ithilwen blev bagt let tilbage til virkeligheden af Rhovandírs stemme, som brød stilheden. Hun smilede varmt og mærkede den lette rosa streg, kæmpe sig hen over hendes kinder endnu engang. Hun stoppede op, et stykke fra huset og gav hans hånd et klem. ”Før du ved af det, er det en realitet.” svarede hun ham og kyssede ham blidt på kinden. At han brokkede sig over at de skulle gå hver til sit nu, fik hende dog til at være mere sikker i at han ville være ved hende. Det var en meget behagelig og bekræftende følelse. Selvom det selvfølgelig ikke var rart, at de rent faktisk skulle gå hver til sit nu. ”Vent du bare og se.” Ithilwen havde ærlig talt ikke skænkes sin far en eneste tanke omkring hvorvidt han ville opdage noget ved, at hende og Rho stod sammen herude. Måske var det fordi, hun egentlig ikke var så usikker mere, eller også var det fordi at normalen var, at man ikke lige umildbart tænkte på sine forældre når man var sammen med ens kæreste. Om ikke andet, kyssede hun Rho blidt, inden hun med et drillende blik slap hans hånd, for at gå ind i huset.

Wen var knap kommet ind af døren og havde lukket den efter sig, før hendes blik fangede den hvidhårede ældre elver, som gik lettere restløs rundt i lokalet. Kort ramte panikken hende. Oh gud, hvad skulle hun dog sige hvis han havde set noget? Sandheden? Eller skulle hun holde det for sig selv lidt endnu.. eller hvad skulle hun gøre? Dog så han ud til at være langt mere optaget af noget andet. Hun gik ud i køkkenet og satte varerne fra sig og på deres retmæssige plads. Som hun fik sat den sidste ting på plads og vendte sig, stod hendes far lige foran hende, med det største smørrede grin hun nogensinde havde set. ”Nå, hvordan har den unge Rhovandír det så i dag?”