Han både hørte og fornemmede hende som hun tavst kom op på siden af ham, vandrende i træernes skygger. I et langt stykke tid sagde han intet, han var bange for at sige noget der kunne blive modtaget forkert af hende, som han samtidig ikke var helt sikker på om han var knotten på hende eller sig selv. Måske det lidt var en del af begge dele.
Han havde en trang til at skubbe hende op mod et træ, se hende dybt i øjnene og sige lige ud hvad han tænkte, hvad han følte lige nu, men det ville være forkert, også fordi han skulle holde sig i gang og årvågen.
Derfor holdt han blikket ligeud idet han svarede hende med en tung sukken. '' Ja, jeg er sur på dig.. Men jeg er også sur på mig selv. ''
Han lod svaret hænge en smule i luften og sænke sig ind i hende, indtil han fortsatte. '' Jeg er sur fordi du overtalte mig til at involvere dig i min straf. Og jeg er sur på mig selv fordi jeg lod dig få din vilje istedet for at tage hele straffen og vagten alene som en voksen og ansvarlig elver. Jeg ved godt vi er unge Wen, men det betyder ikke at vi absolut skal være uansvarlige. ''
Han nåede et vist punkt af stien og begyndte at traske tilbage af den vej de var kommet. ''Jeg vil ikke være den der er skyld i at vores ældre bliver overbelastede med bekymringer og opgaver, såvel som jeg ikke vil være den der er skyld i at eventuelle fjender kommer ind og forsøger at udrydde os. Jeg vil væreden der kan gøre hvad der står i hans magt til at advare mod fare, til at lokke fare væk, til at bringe nyheder om fremmede til vores leder og være nyttig på den måde. Det er det eneste jeg duer til, og jeg sætter en ære i det. Jeg ved ikke med dig...'' Han så tavst på hende.
Et øjeblik var han stoppet op, men han tvang sig selv i gang igen, nægtede at se hende i øjnene, og forsøgte istedet at lade hende opsuge alvoren der var omkring ham lige nu. De havde været heldige at Thorn ikke havde sat sig nødsaget til at vidrebringe nyheden til Toorah, eller at de skulle til at forklare sig for vagtkapttajnen.

Ithilwen slog med det samme blikket lidt flakkende ned mod jorden. Hun kunne ikke lide at han var sur på hende, eller sig selv for den sags skyld. En sur Rho, var ikke højt på ting som Wen kunne lide. Hun bed sig i læben og lod orderne sive ind, som hun ventede længselsfuldt på at han skulle fortsætte. Stilheden var nærmest mere tortur end at få skæld ud eller andet i den retning.
Hun sagde ikke noget, selv som han fortsatte, men holdte bare blikket ned på sine fødder og stien, som de vendte om igen og gik tilbage af. Hendes mave snurrede sig underligt sammen som han fortsatte sin tale, og en klump samlede sig i halsen på hende, som hun diskret fik synket og ubevidst begyndte at snore en hårtot mellem sine fingre.
Hun forstod godt hvad han sagde, og hun kunne sagtens følge ham. Det var en begrænset lille del af hende, som faktisk havde lyst til at modsige ham noget som helst, for der var ikke noget at modsige.
”Undskyld.” fik hun endelig sagt, stadig ganske stille, som hun stadig snorede den røde tot hår mellem sin finger. ”Jeg -- jeg er ked af det. Jeg ville jo bare hjælpe dig.” hun kiggede hen på ham, og mærkede modet synke endnu mere som han undgik hendes blik. Han undgik aldrig hendes blik. Hun følte sig pludselig umådelig dårlig tilpas, som hun havde en blanding af kvalme og generel smerter i maven. Det kan godt være at samtalen med Thorn havde været slem og tanken om at det skulle viderebringes havde frembragt nervøsitet, men det var intet imod den alvor som kom her efterfølgende. ”Du ved at jeg aldrig kunne drømme om at gøre noget, som enten ville udsætte andre for fare eller belaste andre..” hun vidste ikke hvad hun mere skulle sige, andet end at gå videre sammen med ham og spejde ud i skoven. Knuden i hendes mave blev dog ikke lettere, og frembragt større og større lyst til bare at løbe sin vej. Løbe det hele af og flygte fra sine problemer. Men hun måtte indse at hun ikke var et barn mere. Der var ikke længere noget der hed at løbe fra problemerne.

Han sukkede tungt, selvfølgelig vidste han det, han havde trods alt kendt hende fra barnsben. Dog havde hun forandret sig en smule efter hendes mors død, så igen, det ville være underligt hvis hun ikke havde, hun havde trods alt været temmelig ung dengang, og selvom han da havde forsøgt t være der for hende og støtte hende gennem sorgen havde han aldrig helt formået at få hende fuldt tilbage ej heller at få al smerten til at gå væk. Der ville altid være smerte.
'' Men nogen gange gør du jo netop det ved at påtage dig for mange vagter eller nægte at arbejde sammen med de andre og ældre. ''

Han rystede kort på hovedet inden han gik lidt mere i stilheden, holdt øjnene med grænserne, selvom der ikke rigtigt var andre at se der end en gruppe dådyr og en hare familie.
En hånd blev løftet og lagde sig lydløst på Wens skulder, gav den et lille klem, som for at minde hende om at hun ikke var alene. På trods af hendes til tider frembrusende personlighed holdt han virkelig af hende. ''I det mindste gik det den her gang, og jeg ved du gjorde det med din gode vilje og tankerne det rette sted, men i lignende situationer.. Prøv at tænke over eventuelle konsekvenser, ikke.+ '' Han slap sit tag i hende inden han smidigt fulgte stien som den forsvandt op mellem nogle træer, det var en del af grunden til at den ikke var sådan at se med det utrænede øje. En god del var skjult tæt bag buskene og de der ikke var, var skjult blandt tætte blade.

Akkurat som hende ville han egentligt bare gerne stikke af fra den her samtale og gå hen og træne det væk, men han var midt i en strafvagt og det ville være dybt åndssvagt for ikke at nævne den eventuelle fare hvis han forlod vagten, det ville blot resultere i større straffe, det vidste han. Og trods alt ville han gerne være nyttig.

Ithilwen sukkede let og kørte blikket tilbage mod jorden kort, men fik alligevel overtalt sig selv til at kigge hen mod grænse, ligesom Rho. Hun var trods alt gået ind til at hun ville holde vagt med ham, så måtte hun nok også hellere gøre det.
”Ja, jeg ved det godt. Jeg begraver mig dog ikke så meget i arbejde mere, som jeg har gjort.” tilføjede hun, uden at så meget som gøre tegn til at hun ville forsvare sig selv mod hans ord. For det var jo sandheden, at hun var stædig og ikke altid helt villig til at bøje sig for de ældre. Hun gjorde det af blandet grunde. Selvfølgelig var der det almen egoisme som alle besad, men nogle var bedre til at gemme væk, og dertil påstod hun jo også, at hvis hun nægtede at arbejde sammen med en anden vagt, var det mest for hendes og vagtens sikkerhedsskyld, da hun nemmere ville kunne blive ukonsentreret om sit arbejde. Noget som de ældre naturligvis mente var pyller, for hun skulle jo bare tage sig sammen. Problemet var bare om hun gad tage sig sammen lige omkring det emne.

Ithilwen gik lidt i sin egen stille verden, og kiggede mellem træerne og øjnede det forskelligt liv som var at finde i skovens bund, såvel som trætoppe. Hun vendte derfor hovedet hurtigt og lidt forskrækket mod Rho, som hans hånd blev lagt på hendes skulder. Hun havde skam ikke glemt han var der, men hun havde ikke regnet med det. Hun gjorde dog ingen mine til at ville flytte den, og faktisk var det meget betryggende at mærke den. Et lille forsigtigt smil kom frem på hendes læber. ”Det tror jeg vi begge skal til næste gang.” svarede hun stille med det lille smil på læben. Dog faldte hun hurtigt tilbage i de mere alvorlige folder og fulgte stien på samme måde som Rho. Hun havde efterhånden gået her mange gange, og kunne nærmest ruten i søvne. Men lige nu var hun mere vågen end før, og selvom det korte søvn burde havde en indvirkning på hende, var hun sikkert på at det først dukkede op, når hun nåede hjem efter vagten.

Nu skulle tiden bare gå sin gang, og afløseren skulle dukke op. Ithilwen begyndte kort at tænke over hvad de mon skulle sige til ham eller hende, over at de var to på arbejde. Dog rystede hun tanken af sig, ved at tænke at det ikke var unormalt at elvere generelt var ude i skoven på det tidspunkt af dagen, så derfor ville det heller ikke undre så mange at en anden elver slog vagten følge, når de stødte på ham.

Et kort smil spillede sig på hans læber. '' Bestemt ikke nej. Hvilket kun er godt. '' Det var egentligt underligt at høre Wen være uden forsvar, men på et punkt så han det som et godt tegn. Det viste vel at hun også var ved at være voksen og godt på vej til at tage ansvar og indrømme hendes fejl.

Han strakte sig op til en af de højere grene som han brummede let til svar '' Ja, vi bør tænke os bedre om. Der er jo konsekvenser uanset hvad vi laver. '' Lød hans kommentar inden han endelig gled ned på jorden igen, stadig med øjnene fokuserede på grænseområdet, på dyrene og det generelle liv omkring sig, selvom han da forsøgte at undgå at lytte til fuglene.

[ Timeskip fremad til vagten er ovre ]

Det havde heldigvis ikke været så besværligt at forklare vagten der kom efter dem hvorfor Rhovandír pludselig havde selskab af Wen på sin vagt. Den blonde elver lod til at forstå inden hun overtog vagten hvor de to yngre havde forladt den. Regn var så småt begyndt at falde den sidste times tid, dog ikke i store våde dråber, mere små og fine, ikke noget Rho tog sig yderligere af som han nu, med Wen ved sin side begyndte at begive sig ned for at aflevere læderbeskyttelse og de våben han nu engang havde lånt som ikke var hans egne, samt den mørkegrønne kappe.

Ithilwen smilede skævt en kort tid, men sagde ikke rigtig noget. Hun gik tilbage i en mere stil stand fra før, hvor der ikke rigtig kom nogle ord ud af hende. Yderst unormalt, men det skete en sjælden gang imellem. Ligenu var jo heller ikke tiden til de store diskussioner eller snakke generelt. De skulle havde øjne og øre åbne for hvis der pludselig skulle ske noget.

”Ja, pokkers også.” hviskede hun diskret, og håbede lidt på at han ikke ville se det som andet end lidt sjov. For det var gået lige så stille op for Wen at det var ganske normalt med konsekvenser til alt hvad man foretog sig. Lige meget om det var vagtskifte uden tilladelse eller andet. Men vagtens gik stille sin gang afsted, og før hun vidste af den blev de afløst.

Ithilwen lod Rho om at snakke. Wen havde sagt nok i dag, og orkede ikke lige at skulle til at forklare den blonde elver hvad der foregik eller hvorfor hun var der. Men heldigvis blev det heller ikke en nødvendighed, som den anden vagt så ud til at forstå og blot overtog vagten som det var.
Et blidt smil nåede frem på Wens læber som de gik tilbage af mod Elverly og den blide støvregn let ramte hende. Det var ingen hemmelighed af Wen generelt godt kunne lide vand, og heller ikke unormalt for en vandmagiker. ”Har du mulighed for at sove når du kommer hjem?” spurgte hun, selvom det var midt dag, og egentlig ikke lige tidspunktet at sove på. Men han havde ikke haft chancen i minimum 24 timer, så det ville ikke undre hende hvis han var træt. Hun tog selv sin mørkegrønne kappe af, og afleverede som de nåede tilbage til byen. Alt andet hun havde på sig, tilhørte hende selv. Faktisk havde hun arvet det meste af sin far og til dels sin mor. Knivene var fra hendes far i hvert fald, selvom han ikke længere var i stand til at bruge dem.

Han nikkede til hendes spørgsmål, mens han tillod sig selv at gå en smule langsommere end han havde gjort den sidste del af vagten, indrømmet havde han nærmest talt timerne og minutterne efter Thorn havde haft fat i dem.
'' Ja, mine forældre pleje først at være hjemme efter solnedgang. '' Han trak på skuldrene, fandt det ikke værende super trættene stadig at bo ved hans forældre, i hans familie havde man først fået sig et hjem til sig selv og sin egen familie den dag man havde forlovet sig, og blev først flyttet ind når lederen havde givet sin velsignelse. Det eneste der vil kunne forstyrre ham fra at få søvn ville være den rapport han skulle udfylde, såvel som fuglene omkring ham. Måske også hans niece hvis hans ældste søster valgte at slå sig en smut forbi.

Han så imod sin rødhårede veninde som hun stod der og så ud som om hun nød den stille regn, viklet hun højest sandsynligt også gjorde. '' Hvad med dig, Wen+ '' Stille og roligt spaserede han med hænderne på ryggen uden helt at vide hvor pokker han egentligt gik hen.

Ithilwen smilede lidt. ”Det er da altid noget. Så har du mulighed for at få lidt søvn, inden du uden tvivl skal på arbejde igen.” påpegede hun med lidt af den sædvanlige kækhed, men det var kun en lille smule. At bo hjemme ved sine forældre var vel normalt. Wen kunne i hvert fald ikke se nogen grund til at man skulle flytte for sig selv, med mindre man virkelig havde et dårligt familieforhold. Hvilket var unormalt blandt elvere. Eller at man skulle stifte sin egen familie. Wen havde flere årsager til at blive hjemme, men ellers var det ganske normalt af flere grunde.

Ithilwen satte roligt fodtøjet i gang igen, gennem den bløde regn og let fugtige jord, og begyndte at gå på af den snorede trappe til beboelsesområderne. Det var heldigtig nok at Rhovandír og Ithilwen ikke boede en halv skov fra hinanden. De var ikke naboer, men det havde altid været let at se til hinanden som børn. Hun trak lidt på skulderen over hans spørgsmål. ”Er ikke synderligt træt.” hvilket var en løgn, for nu begyndte de få timers søvn at hale ind på hende, selvom man ikke lige umildbart kunne se det på den unge elvers ansigt eller holdning. ”Dertil har Ada været i gang med at gennemrode alle sine papirer igen. Jeg skal være heldig hvis jeg kan finde spisebordet.” svarede hun med et lille smil, over at hendes far igen havde valgt at finde alle sine gamle skriftruller, legender og alt mulig andet frem i hele huset. Hvilket nok også var grunden til at når Ithilwen havde mange vagter og generelt var meget ude af huset, lignede det nærmest et sted der var sprunget en bombe.

''Tjae, forhåbentligt vil den næste vagt ikke blive så pokkers lang. '' Han smilte skævt til hende mens han passede på ikke at glide på de våde trapper.
En mild latter forlod ham da hun fortalte om hendes fars rod. '' Han søger måske stadig eventyr.. Måske det er der du har det fra. '' Han prikkede hende drillende i siden. På trods af hans træthed var han ikke desto mindre ved at blive sig selv igen, mere afslappet.
Måske det havde noget at gøre med at Thorn nok ikke holdt øje med ham længere nu hvo han kunne gå direkte hjem og forsøge at sove. Forhåbentligt da.

Ithilwen smilede blot til svar og nikkede om at den næste vagt han påtog sig eller fik udleveret, forhåbentlig ikke ville være lige så lang, som den han lige havde været igennem. Dertil ville der nok heller ikke ske de samme ting på vagten. Som at få et ubehageligt sammenstød med alvoren eksempelvis.
”Ja, det er det nok.” medgav hun ham med et lidt bredere smil, som nåede hendes øjne, selvom smilet forblev længere på hendes læber end i øjnene. Hendes far savnede eventyr, det vidste Ithilwen, men mest af alt, savnede han Wens mor. Han savnede sin sjælemage af hele sit hjerte, og at han ikke var død af sorg, havde tit undret Wen meget. Hun ønskede naturligvis ikke at han forsvandt ud af hendes liv! For alt i verden ville hun beholde ham så længe så muligt. Men han havde alligevel mistet hans ene halvdel. Hvilket nok var grunden til, at han virkede lidt småskør og halvt nede i graven alligevel. Ikke noget så mange andre kendte til, for Wen sørgede altid for at han ingenting manglede.
De nåede et lille styk videre hen, og var næsten fremme ved hytten som udgjorde Wens hjem, hvor hun selv og faren stadig boede. Hendes bror var for længst flyttet ud. Hun vendte sig, for at sige godnat, eller mere sov godt til Rhovandír, da en lyd af glas der splintrede nåede hende øre og et ansigt af panik tonede frem stedet. Hun greb med panik fat i døren og slog den op og kiggede frebrilsk rundt. ”Ada? Ada?!” kaldte hun, som hun med døren på vid gab småløb ind i hytten, for til sidst at se sin far stå ved køkkenet og kigge tomt ud af vinduet, med glasskårerne om sine fødder. Ithilwen åndede lettet op og gik hen til manden, som ikke så andet end 10 år ældre ud end Ithilwen, måske i det rette lys kunne det strækkes til 15. Hans øjne var blanke og helt lyse, som han vendte opmærksomheden dovent tilbage til rummet, mens hans lange bølgede lyse hår, fik et lille pust af vinden fra den åbne dør. Han så ikke ud til at se meget andet end fra hans egen næsetip.
Ithilwen havde blidt taget hans hånd, som han stadig holdte frem, i den tro at han stadig havde glasset i hånden. Først da Wen rørte hans hånd, så han ud til at nærme sig virkelighedens verden bare en smule, og rørte Ithilwen blidt ned af det røde hår og lod den hvile på hendes kind, som havde hun været væk fra ham i flere år. ”Det er okay, Ada.. Kom bare med.” hun trak ham forsigtigt væk fra det glasfyldte gulv i køkkenet, og tilbage mod stuen, som selvfølgelig var fyldt op med de mange papirer, kort og andet, som hun først havde antaget.

Det var rart at se hende smile igen, selvom smilet hurtigt forlod hendes øjne, og snart forlod hendes læber idet den skingre lyd af smadret glas brød stilheden. Han drejede hovedet mod Wens hjem, så hvordan hun ilede ind efter sin far med det lange røde hår flagrende efter sig.
Han selv gik lidt mere forsigtigt efter, lukkede døren efter sig inden han fulgte ind i det rodede hjem.
Han hævede let et øjenbryn ved synet der mødte ham, det var sjældent han faldt over denne slags rod i en elvers hjem. Diskret skubbede hans fødder noget papir til siden inden han fandt sig selv stående i den åbne dør ind til køkkenet og betragte Wen og hendes far i en næsten familiær og intimt øjeblik. Han følte ikke helt han burde være der, men noget sagde ham også at han netop skulle være der, at hun på et punkt behøvede ham til at hjælpe og støtte sig. Hun havde aldrig fortalt hvordan det gik i hendes hjem siden hendes mors død, så han havde troet det hele gik fint, det lod dog ikke helt til at være sådan.
Den unge bakkede en smule væk og gav dem plads da Wen hjalp sin far over til stuen. Rhovandír var ikke for langsom til at finde derind og fjerne diverse papirer fra sofaen og et par stole, lagde dem i en lille bunke for sig selv idet han sendte dem begge et bekymret blik. Tillod så sig selv at gå ud i køkkenet efter et glas friske vand, påpasselig med ikke at skære sig på glasskårene på gulvet.
Han forsvandt ind i stuen igen og placerede det kølige glad med and på stuebordet, et lille hul der ikke synes overdænget af papirer og pergamenter. Det undrede ham lidt at hvis den ældre havde det sådan, hvorfor var han så ikke taget med skibet til stjernerne, til livet i det hinsides. Måske det var de familære bånd der holdt ham fra det.
De lyse grønne øjne skævede imod den ældres fødder, bekymret for om denne havde skåret sig på nogle glasskår.
I al den tid forholdt han sig tavs, til dels bange for at gøre alt for meget opmærksom på sig selv, og til dels bange for at blive smidt ud igen.

Ithilwen havde været meget påpasselig, med at føre han forsigtigt hen over gulvet, og undgå glasskårerne. Hun havde kigget bekymret ned mod hans fødder, men han havde løftet hendes hoved igen, som om han søgte efter noget i hendes øjne, hvis han da overhovedet kunne se det var hendes øjne. Nogle dage kunne han andre dage kunne han ikke. Ithilwen havde helt ærligt glemt alt om at Rhovandír var fyldt med hende ind, og også befandt sig i huset, men det var hendes mindste bekymring lige nu. Faktisk bragte det en sikkerhedsfølelse ned i hendes mave, om at hun ikke var alene, hvis nu det skulle vise sig at der rent faktisk var sket noget med den meget ældre elver.
Dog så farens adfærd ud til hurtigt at ændre sig, til at blive mere flyvsk, da Wen kort havde vent hoved, og det eneste han kunne se var det røde skær fra håret. ”Alassiel?” hans stemme var lidt hæs efter at havde været stille så længe, og Wen kiggede hurtigt tilbage på ham og vidste at hun nu endnu engang var nødt til at overbevise ham om, at hendes mor var væk, at hans mage ikke længere var her. ”Nej, Ada.. Det er mig Ithilwen.” Det var tydeligt at han kun hørte halvdelen af hvad der blev sagt, men han lyste op i et stort, varmt og kærligt smil, ved lyden af sin datters navn. ”Hun kommer snart hjem! Hun bliver så hurtig voksen.. orh, kan du huske da hun kom hjem med ræveøre første gang, melamin. Hun var et kært syn.” begyndte han at snakke med sin afdøde hustru, som han fuldt og fast troede var Ithilwen i dette øjeblik, som han havde sluppet hendes hånd og var begyndt at skubbe nogle af alle dyngerne af papir til sidde. ”Oh, og Randír var ude igen. Den knøs. Alassiel, min kære, den dreng flyver snart fra reden! Og jeg tror heller ikke vi får lov at holde Ithilwen hjemme i mange årtier. Hun ligner dig så meget, at det ikke skulle undre mig, at hun finder sin sjælemage her som barn allerede. Der vil selvfølgelig gå nogle år før hun opfanger det, men snart.. ja, snart.” Ithilwen havde taget en dyb indånding og gjorde alt for at skjule tårerne der formede sig i hendes øjne, som hendes far flagrede omkring hende og ryddede op, som om hans børn snart kom hjem fra børnehave.
Pludselig stoppede han dog, og kiggede igen tomt ud af vinduet han var nået til. ”Sikke en pæn dag, det er i dag.” sagde han mere fraværende, som om intet af det førhenværende var foregået. ”Ja, den er smuk. Kom og sæt dig.” svarede Ithilwen blidt, som hun hurtigt havde tørt sig diskret over øjnene, så hverken hendes far eller Rho ville se det. Det var i hvert fald planen. Hun tog igen hans hånd, og førte ham hen til at sidde i en af de store stole som Rho havde ryddet for dem. Han satte sig ned og kiggede igen tomt frem for sig, og opfangede ikke rigtig noget omkring ham igen, som om han var drevet ind i en helt anden verden igen, og intet huskede fra hvad der foregik for ganske få sekunder siden. Ithilwen gik i mellemtiden hen og tog det glas med vand som Rho havde sat frem, og kiggede ganske kort op på ham, næsten bange for at møde hans blik, inden hun gik tilbage til faren. Hun satte sig på armlænet og rakte ham glasset, og hjalp ham med at holde fast i det, som han drak indholdet.

Han blinkede let da den meget ældre elver begyndte at lyse op, kaldende Ithilwen et navn der da bestemt ikke var hendes. Han rynkede brynene let, men blev ved at forsøge at rydde op, indtil den ældre pludselig tog papirerne fra ham. Han sendte Wen et langt og spørgende blik. Skete det her altid+ Var det hvad hun havde gennemlevet de sidste hundrede års tid+
En knude af skyldfølelse og skam over hvad hun måtte gennemleve samledes i halsen på ham, det kunne da umuligt være let for Wen når hun havde det store savn for sin mor.
Var der ingen af de ældre der vidste noget om dette+ Han åbnede g lukkede hænderne let, indtil han endte med at finde sig selv ude i køkkenet igen, samlende de mange glasskår og splinter op i hans hånd, ikke helt sikker på hvor han skule gøre af dem, alt mens han lyttede til den ældre elvers ramlen. En let rødmen steg op i hans kinder ved den pludselige snak om kærlighed og om at finde sin sjælemage. Mon Wen var hans sjælemage+ Hvordan vidste man overhovedet om det var ens sjælemage+ Han ville ikke gøre noget dumt og gifte sig med hende hvis hun skulle ende op med at finde ud af at han ikke var hendes rette sjælemage alligevel.
Rhovandír rystede på hovedet for at få de mange tanker på afstand, de var stadig unge og der var stadig masser af tid, ingen grund til at skynde sig som menneskene gjorde det.
De mange skår blev placeret på et klæde i køkkenet mens han undersøgte om der var spor af blod, selvfølgelig kunne de dog altid komme senere hvis de vare boret dybt ind. Han gik stille ind i stuen igen, knælende let ved den ældres side, overvejede om han skulle spørge om lov til at se nærmere på dennes fødder, eller om Wen havde styr på det. Han så op imod hende, lod derefter de forårsgrønne øjne hvile på den ældre, blonde.

Der gik en rum tid, før det egentlig sådan rigtig gik op for Ithilwen at hun rent faktisk ikke var alene den her gang. Hun var vant til fint at kunne klare hans små udbrud alene, og det var jo ikke fordi han på nogen måde var farlig. Han var fredelig og småforstyrret, men mest fredelig. Hun havde ikke umildbart bidt for meget mærke i hans ord, for det var ikke noget nyt han snakkede om, andet end det kom lidt anderledes ud. Men det bragte stadig en smule glæde, at han tænkte meget på sine børn. Wen vidste også godt at de var dem, som holdte deres far tilbage, selvom de ønskede det bedste for ham. Han blev for deres skyld, ikke fordi de havde bedt om det, men fordi han ikke havde hjertet til at efterlade dem alene.
De ældre kendte til det, og de sendte også engang imellem en healer over for at tjekke at han havde det godt. Det var Ithilwen selv, der havde sat sig i hovedet at han var hendes ansvar, og ikke noget de andre skulle bebyrdes med. Hun elskede sin far, og derfor var det også svært for hende at lade andre tage sig af ham. Da han var færdig med at drikke, tog Ithilwen glasset til sig og stilte det på et lille bord bag sig. Hun aede ham blidt hen over hovedet, meget roligt og blidt, som han stirrede lidt ud i luften. Han så dog ud til at komme lidt til sig selv og lagde blidt en hånd på Ithilwens knæ og kiggede for første gang nærværende op på hende. ”Hvor har du været henne?” spurgte han helt normalt, med sin faderlige stemme, og kunne intet huske om at havde snakket om sjælemager omkring sin datter. ”Jeg har været på arbejde.” Han nikkede sammentyggende og så på hende med de store blanke øjne, som stadig indeholdte noget af den grågrønne farve, som var at finde i Ithilwens egne øjne. ”Oh, nå ja..” han gav hendes knæ et klem og smilede varmt op til hende. Der var ingen tvivl om at han var en mand med et stort hjerte. Han kiggede til siden, hvor han nu endelig bemærkede Rhovandír, som Ithilwen ikke havde helt tænkt så meget på. Hun også kiggede hen på ham, som tankerne i hendes hoved begyndte at snurre. Hvad tænke han mon nu? Nu vidste han det. Hun ønskede ikke at holde sin far hemmelig, men hun ønskede heller ikke de bedrøvede og medfølende blikke, som hun fik da hun mistede sin mor, og faren langsomt mistede dele af sin forstand. Men faren lyste i stedet op igen, og smilede til Rho. ”Oh, vi har gæster! Og hvis jeg ikke tager meget fejl, er den unge hr. Træløber? Rhovandír, min kære dreng! Hvor er du blevet stor.” selvom han virkede mere tilbage i virkeligheden, havde han stadig svært ved at fokusere på hvor megen tid der egentlig var gået. Men han huskede alles ansigt, så snart han vendte tilbage til den mere virkelige verden, og Rhovan var ikke en undtagelse. Dette forudsagede at et roligt smil tonede frem på Ithilwens læber, som faren, så ud til at komme lidt mere tilbage til hende.

Han betragtede blot tavst dette lille sceneri foran sig, som Ithilwen ikke sagde noget til ham, synes han heller ikke at han burde sige noget. Hvad der var at sige kunne de eventuelt snakke om en anden dag under fire øjne.
Istedet placerede han en hånd fladt på trægulvet, og følte efter den smule liv han vidste der stadig var i det, søgende, higende efter at komme op i form af mos, han nægtede dog at lade mosset komme op, overtalte det istedet blidt til at finde ud af om der var sår eller glas i mandens fod, om han blødte. Det lod ikke til at være tilfældet, og han takkede det svage liv som han afbrød kontakten og med et lille smil så op på Wen inden hendes far opdagede at han var der.

Han bøjede hovedet i et respektfuldt nik. '' Det er godt at se at De er ved godt mod Tiríthon. '' En kort latter flød over hans læber. '' Ja, alt er vel her. Jeg er færdiguddannet som spejder, forhåbentligt kan jeg være til nytte for Taurn Edhel såvel som Elverly. '' Han undgik med vilje at snakke om hvor mange år der var gået siden de havde mødt hinanden og snakket sammen, noget sagde ham at denne ældre elver måske ikke helt havde forstand på tiden og ikke kom helt så meget ud som nogen kunne ønske. Men an bebrejdede ikke Wen noget, det var en hård byrde hun havde påtaget sig.

Tiríthon var lyst helt op, som Rhovandír svarede ham og fortalt lidt om ham selv. En kærlig og varm latter forlod hans læber, som Rho nu endelig mente han var til nytte. Ithilwen kiggede over på ham, med et smil og et let hævet øjenbryn. Men svaret til hvorfor han havde leet kom ret hurtig. ”Du var også altid ude i det grønne som barn! Oh ja, i to har være ude på en masse ballade.” påpegede han med en løftet pegefinger, først mod Rhovandír og bagefter rettet mod Ithilwen som blot smilede varmt til ham, med det kække blik i øjnene, som lige nu også skinnede ud af den ældre elver. Der kom dog også antydningen af en svag rødmen, som det blev påpeget at han godt vidste de havde lavet en del ballade som små, og ja, egentlig også som teenager og ungvoksne. ”Taurn Edhel vil sagtens kunne bruge en frisk knægt som Dem selv, min dreng.” fortsatte han muntert, og kiggede fra den ene ungelver til den anden. ”Vores overlevelse afhænger jo af i unge.” det sidste fik dog Ithilwen til at bide sig diskret i læben, med tankerne på hvad de havde lavet i dag. Hun kommenterede dog ikke på det, men lod sin far, nyde øjeblikket med at kunne snakke og være i sit mere normale jeg. ”Nå, hvordan går det med familien? Og Dem selv? Har De fundet frem til den eneste ene?” spurgte han med et kækt glimt i de ellers blanke øjne og et smil, som lignede Ithilwens drillende smil så meget, at man slet ikke kunne betvivle hvor hun havde det fra. Ithilwen havde i stedet spærret øjnene op, lidt i forskrækkelse og kigget ned på ham. ”Ada!” kom der lettere forskrækket fra hende. Det plejede ikke lige at være spørgsmålet han spurgte besøgende efter, og den røde farve steg lidt mere i hendes kinder, hvilket hendes far heldigvis ikke bemærkede. ”Oh ja, det følsomme emne. Undskyld min nysgerrighed! Men Ithilwen selv kommer jo ikke med mange oplysninger om sit kærlighedsliv.” Ithilwen kunne lige nu godt bruge at synke i jorden. Det var lige før det var bedre da han snakkede med sig selv. Men ikke helt. Hun smilede opgivende og tog sig let til hovedet. ”Ja, velkommen i krydsforhøret Rho. Han kommer til at spørge dig, hver eneste gang han får dig at se, indtil du er blevet forlovet.” advarede hun ham med et lille grin. Han mente absolut intet ondt med det, men han havde et svagt punkt for kærligheden. Ithilwen mente at det var fordi han vidste hvor dejlig den er, og hvor meget man savner den når den er væk.

'' Vi bor i en skov, hvordan kan vi undgå at være ude i det grønne.+ '' Han lo en perlende latter, det var da godt at den ældre havde sine friske tider. Hvad overlevelse gik.. Det kom vel an på om alle unge elvere dummede sig lige så meget som Wen og han selv havde gjort det blot 6 timer tidligere, men han valgte ikke at kommentere det, den ældre burde ikke få den byrde på sine skuldre.
Han forsøgte ikke at rødme under det mindre krydsforhør, smilede istedet blot skævt. '' Med familien går det godt. Min yngste søster er flyttet ud og er i gang med at stifte sin egen familie, mens den anden har fået sig en skøn lille datter, knapt 7 år gammel. Begge mine forældre arbejder stadig og opfører sig som var de 200 år. '' Han lo, skævede over på Wen. '' Tjae, hvad angår mit eget kærlighedliv, så er det noget De skal snakke med Deres datter om, nu har jeg jo gået rundt og anmodet om hendes hånd de sidste 100 år, og hun bliver ved med at fslå mig... Jeg er begyndt at være alvorligt bange for at hun hader mig. ''
Han spøgte, det var hans måde at håndtere dette emne, for sagen var jo at han kunne lide Wen, men om det var som mere end en ven eller ej.. Kunne han ikke helt beslutte sig for, noget kunne tyde på det var lidt mere.
Han så drillende over på Wen, håbede ikke at hans rødmen kunne blive set alt for tydeligt for nogen af dem.

At hendes far og Rho kunne finde ud af at snakke sammen og bringe lidt mere liv tilbage i den gamle elver, gjorde, at Wen helt automatisk slappede mere af, som hun lænede sig op af stolens ryg bag hendes far og betragtede dem begge to lidt med et skævt smil.
Da snakken gik til børn, klappede han i sine hænder gladelig og med et let barnligt sind. ”Oh, de små engle.” kom der let fraværende fra ham kort, inden han rent faktisk opnåede at få fokus tilbage på Rho, som denne begyndte at kommentere sit eget kærlighedsliv. Wen på den anden side, var nær ved at falde ned af stolen, da denne snak gik i en retning hun ikke lige havde forudset.
Hele hendes ansigstfarve, som før var ganske normal, gik direkte til at være helt rød, som hun forsøgte at kigge alle andre steder hende, lige bortset fra det enkelte skulende blik hun sendte Rho. Han skulle lige bringe det på banen. Hendes far derimod, lo af hjertens lyst. ”Du må ikke opgive håbet, unge herre. Hun holder mere af dig, end hun vil indrømme.” påpegede han selv i den drillende tone tilbage til Rho og kiggede op på sin datters let lyserøde ansigt, inden han rejste sig fra stolen. ”Og med det, vil jeg efterlade i to unge elvere i hinandens selskab! Jeg var ved at gennemlæse nogle papire.. hvor lagde jeg dem nu.” det sidste røg ud i en lettere mumlen, som han kiggede rundt på bordet, indtil han fandt den rigtige tykke rulle pergament. ”Du skal ikke gå ud i køkkenet.. Øhm.. jeg har smadret et glas.” Han stoppede lidt forvirret op og kiggede tilbage og satte hovedet let drillende på skrå. ”Nu igen? Du skal passe på, ellers har vi ikke flere glas tilbage.” hans stemme var stadig varm og blid rettet mod hende. Han gik ind i studiekammeret, lettere mumlende og lukkede døren efter sig, så det gav et lille bump.
Ithilwen selv kiggede lidt efter ham, fra sin plads på armlænet, inden hun vendte blikket tilbage til Rhovandír, nærmest usikker på hvad hun skulle sige eller gøre. Hun havde ikke haft nogen som helst inde og se hendes situation, siden moderens død, i hvert fald ikke af venner og bekendte, kun mere healere og de ældre, som ønskede at se til hvordan han havde det.
Ude af stand til at vide hvordan hun skulle takle det her problem, rejste hun sig op, og begyndte vaneligt at rydde op.

Rhovandír smilte skævt af den korte kommentar om små englebørn. Ja børn synes virkelig at bringe liv og glæde, især hos de ældre. Måske det mindede dem om en studen hvor der ikke var ansvar og hvor der var mere sjov og videnbegær+
Selv ville han gerne have børn, men han havde ingen planer om at det skulle være lige nu og her han var stadig ung, og den temmeligt store efternøler i hans forældres børneflok. Begge hans søstre var over 300 år, måske hans far havde blot været meget heldig i at han havde fået en søn så lang tid efter sine døtre.+

Mentalt trak han på skuldrene og kom tilbage til virkelighedens verden, med øjnene blidt hvilende på den ældre elver, så mod Wen, med et lille kækt smil.
Han havde en lyst til at kommentere på kommentaren om at hun holdt mere af ham end hun vidste og viste. Ikke desto mindre holdt han sig tavs, det ville efter alt være temmeligt upassende, og blot gøre tingene mere komplicerede.
Han hævede et øjenbryn. Havde Wen hele tiden beskyttet sin far på den måde+ Det kunne da umuligt være sundt for hende.. Af en eller anden grund kom han kort til at tænke på de historier ha havde hørt om trolde og dværge hvis forfædre var gået hen og blev lidt mere end normalt bims, det var da en belastning uden lige. Han nikkede blot og så efter den ældre idet han gik forbi dem med sine skriftruller og forlod stuen til fordel for studiet.

I et langt stykke tid sad han og så på Wen, tavs som stenen. Først da der var gået nogle minutter brød han tavsheden. '' Har det været sådan lige siden....+ '' Han nænnede ikke at nævne Wens mors død med ord.
'' Får han hjælp af nogen art+ hvad med dig selv Wen..+ Det kan da umuligt være godt for dig at påtage dig den slags ansvar i så tidelig en alder. ''
Han tav igen, satte sig istedet på sofaen som han så på hende mens han forsøgte ikke at virke alt for bekymret for hende. '' Har du snakket med ham om muligvis at.. Du ved... Genforenes med din mor+ '' Han slugte et eller andet som han så ned på sine hænder, en smule bange for at hun kunne finde på at smide ham ud af huset for hans næsvise spørgsmål.

Ithilwen vidste ærlig talt ikke om hun skulle være tryg ved tavsheden som fyldte rummet, som kun let blev forstyrret af træværkets lette knirren når Wens far engang imellem gav sig til at stavre rundt i sit studie, som han til tider gjorde, af enten den ene eller den anden grund.

Hun nåede at få lagt alle kortene i en bunke, og starte på en ny bunke med diverse pergamenter, som hun ville gå igennem senere, hvis hun orkede. Hun stoppede brat, som Rhovandír stilte hende et spørgsmål, forsigtig med ikke at nævne moderens død. Hun var glad for at han havde respekt omkring det, men hun tog ikke længere skade af at høre andre sige at moren var død. Det var gået op for hende. Hun havde stået med ryggen til, som spørgsmålet havde brudt tavsheden, og det forblev da også sådan, som hun langsomt gav sig til at pusle igen og svare ham. ”Gradvist. Nogle dage er bedre end andre. Men ja, han har været.. anderledes siden mor døde.” hendes stemme var skræmmende neutral omkring emne, som om hun havde distanceret sig selv fra emne, så mange gange, at hun nærmest virkede fremmed i samtalen, som om hun følelsesmæssigt ikke var forbundet til situationen, men mere så den fra et andet perspektiv.
Som spørgsmålene blev flere og flere, slap Ithilwen taget om pergamenterne, og opgav at rydde mere op. Hun støttede sig i stedet op af bordet og lod sine øjne flakke lidt rundt, inden hun vendte sig op og derefter stod med ryggen lænet op af bordet og kiggede hen på ham. Hun så tydeligt at han var bekymret, og selvom hun først ingenting sagde, før han var helt færdig med at stille spørgsmål, kunne man godt se alvoren i hendes øjne, men stadigvæk var der noget blidt over dem, som at hun inderst inde var taknemmelig for at han udviste bekymring og ikke blot tænkte, at det havde hun nok styr på det hele.
”Rho, det har intet at gøre med om det er godt for mig at påtage det ansvar. Det er bare noget jeg er nødt til.” svarede hun ham på den første stime af spørgsmål, men forsatte dog hurtigt derefter ”Vi har healere over at tjekke op på hans helbred og velbefindende. Så længe at der er nogen her for ham engang imellem, klare han sig fint.” fortsatte hun roligt, og undveg med vilje spørgsmålet vedrørende hende selv. For ærligt, fandt hun ikke det spor vigtigt i øjeblikket.
”Ja, det har jeg. Men han vil enten ikke tro at hun er væk, eller også himler han op om, at hans to små børn ikke skal efterlades alene, for det ville være uansvarligt.” hun sukkede dybt og kiggede ned på sine fødder, som hun bed sig i læben. ”Han skal bare havde tid. Så finder han ud af hvad der er bedst for ham.”