Lisa rejser sig og kigger forunderligt på piraten. Hun tager stolen hun sad på og vendte den rundt, så den vendte mod ham. Alle de andre i kroen var hun egentlig lidt ligeglad med. Hun satte sig ned igen og koncentrerede sig dybt om piraten. Hun koncentrerede sig så meget at hun begyndte at få lidt hovedpine. Hun rejste sig op og gjorde sig helt usynlig. Hvis der var nogen der havde set på hende, ville de blot se lige gennem hende, som om hun slet ikke var der.
Hun gik stille over mod piraten, som hun før havde kontakt med. Hun stoppede op et par meter fra ham.

Han holdt meget af sine knive, så han lagde jo mærke til det med det samme da Blaine prøvede at snige den væk. Han måtte indrømme at det var svært at se at det var ham der havde gjort det, men fordi han ville beholde sine knive, så havde han alligevel opdaget det. Han trak en kniv mere frem og nu gik det stærkt. Med utrolig stor fart uden at det var unaturligt, stod han med en kniv i struben på Blaine, og med den anden hånd havde han fat i Blaines krave. Hans ansigt var roligt og velovervejet. Han så ikke ud til at være vred eller noget, men inderst inde kogte hans raseri. "Du giver mig den kniv tilbage, ellers vil jeg ikke garantere for dit helbred." Han talte også roligt, mens han stirrede Blaine i øjnene.
Da hans kaptajn talte om at fyre hele bundet, så vidste han at Logan ikke ville have godt af mere. Niquita var ikke det mindste skib, og sejlene skulle hejses og fældes hurtigt, hvis det var nødvendigt, og det kunne de ikke klare selv, hvis de endte i en storm. De havde behov for besætningen hvis de skulle kunne få plyndret nok. Ikke at de nok skulle klare den del, men det var mere at slæbe afsted med en masse, der lå det største problem nok.
At kaptajnen også advarede om at holde øje med alle, så vidste han skam godt at det var sandt. De var vel pirater hele bundtet. Selvom de måske ikke indrømmede det alle sammen, på grund af frygt for inkvisitionen, så var det tydeligt for alle pirater. Han smilede skævt, men fjernede ikke blikket fra Blaine. Han ville have sin kniv tilbage "Du skal ikke bekymre dig Kaptajn."
I skyndingen havde han lige lagt sin mad på bordet, så det ikke var i vejen. Nu sad han bare og ventede på at Blaine ville aflevere kniven igen.

Blaine hadede når han ikke blev taget alvorligt og ignoreret. Stedet var efterhånden godt tilstoppet af mennesker, og manden, der åbenbart var kaptajn for nogle af folkene på kroen, havde travlt med at blande sig med mængden. Han lagde praktisk talt ikke mærke til manden, der lige havde ofret en god del af sit blod for at få fingrene i et falsk kort, som han umuligt kunne frembringe noget betalende på. At han ikke engang kunne få en kniv stukket uset i bæltet irriterede ham yderligere. Han kiggede mod skikkelsen der truede ham. Blaine regnede kraftigt med at det var denne persons kniv. Hans blik var hårdt og fyldt med en synlig irritation. Begge mænd var præcis lige høje, hvilket var en skam. Blaine kunne godt tænke sig at have set ned på denne mand.
”Og du skulle være en helbredsfare?” Blaine fnøs nedladende og holdt en kort pause, hvor han så manden an. ”Tag din kniv. Jeg har de våben jeg har brug for.” Med en let bevægelse kastede han kniven ned i gulvet. Ingen sagde at han behøvede at gøre det let for manden. Hvis han ville have sin kniv, måtte han bukke sig efter den.
Han satte sig ved det bord Logan netop havde forladt, og rullede det blanke papir ud foran sig. Han nægtede at gå tomhændet fra alt dette her, og lagde sin højre hånd på papiret. Hånden blødte stadig en smule fra såret, og han gav endnu engang efter for den tilbageværende dæmoniske energi, der var i blodet. Langsomt krøb den røde væske over papiret, og efterlod en nogenlunde kopi af et kort af en bugt, Blaine engang havde set. Der var tilføjet et ’x’ midt på kortet, bare for at få det til at se autentisk ud.

Med et svimlende hoved begav Blaine sig op til disken hvor Logan sad. Han havde mistet mere blod end han brød sig om, og han begyndte at kunne mærke det; hvor end han gik blev han efterfulgt af en meget ubehagelig snurrende fornemmelse, der nægtede at lade ham være. ”Her er dit kort. Jeg brugte mit blod til at gøre den usynlige blæk synlig, så du må hellere punge lidt ekstra ud.” Blaine var alt for udmattet til at skjule det; han var kun interesseret i pengene.

Allerede i det at Logan åbner munden, genkender hun hans stemme..
Sig det er løgn! Kaptjan Logan!? Jeg troede faktisk at han havde fundet fundet Davy Jones' kiste! Tænkte hun, uden at fjerne blikket fra baren.
Hun står roligt og holder hovdet koldt, for ikk at flyve lige i hovdet af Logan. At han så pludselig vælger at komme over til hende, gør det ikk bedere og at han nævner at hun ikk er pirat, gør hende rasende.
Ikk pirat? Jeg skal give dig ikk pirat, din lusede maddike. Hvis du vidste hvem jeg er, ville du ikk være så stor i munden, men have benene på nakken!! Hun er lige ved at gøre noget dumt, men kommer hurtigt på andre tanker.
Du får dit sjov og jeg får mit. Næsten som i gamle dage! At du ikk genkender mig, bliver kun det sjovere! Hun vender sig langsomt og på en måde lidt flirtende om mod ham. Fra hun så ham sidst og til nu, har hun udviklet sine former efter skalaen perfekt. Hun har en flot solbrun kulør, men da de sejlede sammen, var hun mørkere. Med alle de små forandringer som er sket på så stor en måde, er det klart at han ikk kan genkende hende.
"Hvis nu jeg ikk var pirat, ville et perfakt svar være, at jeg ikk gør mig et bekendtskab med pirater." Hun smiler kort til ham og kigger ham dybt i øjnene, mens hun læner sig flitende hen mod ham.
"Så svar mig Kaptajn Logan. Hvis ikk jeg er som du, hvad skulle en som jeg så spilde min kostbare tid på, at hænge ud på en kro fyldt med pirater, mordere, tyve og løgnagtige slyngler som du selv?" Jo flere eksempler hun giver, jo vredere lyder hun. Sammentidig med at hun ramser eksempler op, læner hun sig tillbage igen mens hun spejder koldt rundt i rummet og tilbage til Logan. Hun vender sig derefter mod baren igen og tømme sit glads. Hun drejer hovdet få cm. mod ham og afventer en reaktion, men reagere hurtigt på at Blain smider et kort på bordet, ( Regner med at det var det han gjorde. ^^' ) og snupper det før nogen kan nå at reagere.
"Er du nu begyndt at have intresse i skattejagt igen?" En smiler dumt til Logan.
Tula som har været på havet i mange år, opdager en lille fejl på kortet, som for hende er tydeligt at det er et falsk kort. Hun kigger over på Blain med et kort smil, hvorefter hun stiller sig helt ind til ham, så han rigtig kan mærke at det et en kvinde der står imod ham. Hun ligger sit hovdet mod hans, så hendes læber kun lige strejfer hans kind og hvisker til ham.
"Årh stakkels dig da. Har du givet dit blod, for at afsløre din tegning, eller havde du rent faktisk håbet på at den så ægte nok ud" Hun ser på ham med et hånende smil.
"Du er god, men ikk god nok. Hvis du ikk vil afsløres, giver du mig halvdelen, af hvad end din pris er." Hun stiller sig tilbage til disken og ser på Blain og så Logan.

Matik hvis syn var svækket på det ene øje lyttede nøje efter, hendes manglende øje gav hende en væsentligt bedre høresans, sådan var det altid hvis man havde mistet noget, kroppen skulle nok finde en måde at kompensere på. Da hun ser hvad Blaine laver med kortet ryster hun kort på hovedet og lod så kruset føre op til hendes læber, hvorefter hun tog et lille sip, hun vidste at hun skulle passe på med ikke at drikke sig sanseløst beruset i dette selskab, også selvom hun hjertens gerne ville, der var for mange som hende selv, med lange fingre der var parat til at hapse hvad man kunne få kløerne i og hun ville ikke gøre det lettere for dem.
Da Tula greb kortet og rullede det ud, skævede Matik overvejende til hende hun sad ikke langt fra dem, og kunne snildt følge med i hvad der skete, uden at virke interesseret, dog kunne hun ikke lade være med at give en lille latter fra sig, da Tula ville have halvdelen af summen for kortet, det var jo intet værd, og nu sloges de om det som sultne gribbe, alt sammen grundet hendes lille løgn!
Hun rystede på hovedet, og vendte så opmærksomheden på Dragon som sad mere eller mindre overfor hende, "Aye, der er mange rygter, det er svært at skille vand og blod når det først er blandet!" sagde hun så, og skar en grimasse inden hun smed de solide læderstøvler op på bordet og skubbede hatten tilbage, så man bedre kunne se hendes ansigt "Jeg kom sågar til en havn hvor jeg rygte om at JEG skulle være død ... HAHAH!" knurrede hun så, med den mørke ru kvindestemme, inden hun igen sippede til kruset, hun var efterhånden lidt forvirret over hvad hun skulle foretage sig, hun var stadig nødt til at finde et skib, men det var tilsyneladene ikke den letteste bedrift

Morgana slog en mild latter op over Dragons udbrud "Jeg er sikker på der skal mere til at slå en stor, stærk mand som dig ud!" svarede hun drillende.
Da freden blev brudt, igen, og endnu en kvinde blev sparket igennem rummet. Havde de virkelig ikke noget bedre at lave end at slås med mænd? Var det virkelig ikke nok at mænd slåssede med mænd, skulle mænd nu også til at slåsse med kvinder?! Verden var af lave...
Hun lyttede roligt mens Dragon og Matik udvekslede hilsner. Ja rygter var et utroligt magtfuldt våben. Hvis de rigtige folk troed man var død, kunne man undgå utroligt mange problemer. Morgana havde da selv overvejet det, men indtil videre havde hun fundet det mest praktisk stadig at have en livline, hvis uheldet skulle være ude en dag.

Morgana smilede skævt til Dragon "Jamen så må han vel lære at holde sig til" sagde hun og skævede kort til Logan. "Kvindfolk som jeg hænger ikke på træerne, og jeg har ikke tid til at vente på at han får samlet mod til sig." hun rejste sig roligt op. "Jeg forlader havnen her senest om to dage, på det ene eller det andet skib.." proklamerede hun og foldede armene under brystet "og så sløv som kaptajnen her er, så må jeg hellere begynde at se mig om efter en anden" tilføjede hun så en smule højere, og gjorde mine til at forlade stedet, med et kort nik til Dragon og Matik.

Dragon nikkede og smilede bredt til Matik. Hvis rygtet løb i forvejen gjorde man sit arbejde godt. I hvert fald hvis man ikke smuglede. Morgana gjorde mine til at forlade kroen, og Dragon forstod hende. For mange farverige typer, og hvis hun ikke havde tænkt sig at jage en plads på Logans besætning, så havde hun ikke mere at gøre her. Dragon følte et sympatisk bånd med det tankemønster og rejste sig. Han gav et anerkendende nik til Matik og vendte om på hælen for at gå imod døren. Han løftede hånden i en generel hilsen til kroen, inden han forsvandt ud af døren.

”God vind børnlille”

/Out

Logan ser forvirret på alt det der sker omkring ham " du er ikke unik er du? " siger han til tula han vifter lidt med armene hvor efter han rejser sig op og stiller sig op på bordet og råber " hører her i dumme og lugtene lankrabber jeg søger et besætning der er skøre i bolden ligesom...." siger han forvirrende og tager en kop op i hånden " som denne kop, og hvis i vil slutte jer til mig skal i komme til mig....tak skal i ha " siger han og falder ned fra bordet, hvor efter han går hen og sætter sig ned

For Rafixul handlede det ikke om at finde den pæneste kro, men derimod den nærmeste efter sin lange rejse til havnen. Han var ligeglad med denne kros navn og ry, for Rafixul kunne godt tage vare på sig selv og var ikke bange for at bevise over for andre, at han ikke fandt sig i hvad som helst. Da han fik øje på kroen og indsnuste lugten af øl, gik han lidt hurtigere, til han var derinde, hvor han placerede nogle krystaller på bordet for at få et rum, hvor han gik op og placerede sin oppakning.
Da han gik neden under igen var det iført en skjorte uden ærmer og sine sædvanlige, praktiske ruskindsbukser, med den store økse hængende i bæltet. Han skulle have noget at drikke oven på dagens hårde gang og derfor var det med et høfligt smil at han igen lagde nogle krystaller foran en storbarmet kvinde og fik sig et stort krus øl til gengæld. Han satte sig ved et bord, et ganske tilfældigt sted for sig selv med kruset, hvorefter han begyndte at gøre det samme som han altid gjorde ved en kro: Observerede efter interessante typer, men det gik meget hurtigt op for ham at her var en del pirattyper. Dermed mage excentriske folk og det endte med at han ikke kunne bestemme sig og i stedet for bare kløede sig let i det tykke skæg og drak en kæmpe slurk af sin øl.

Matik havde siddet i den ene ende af kroen et godt stykke tid, den trofaste læder tricorn var trukket godt ned i panden, og de høje læderstøvler hun havde på var slynget op på et lille rundt bord hvorpå der stod et enkelt vokslys som var alene om at lyse hjørnet op.
Det lange blonde hår var løst og hang lige så langt som det var nedover den slagbænk hun sad på mens en lang pibe stak ud under hatten. Det eneste der afslørede at hun ikke sov var piben der af og til lyste op, og dermed afslørede kvindens ansigt, inden en hvid røgsky blev blæst ud i lokalet og det isblå øje igen henfaldt i hattens skygge.
For Matik var det ganske usædvaneligt at hun på nuværende tidspunkt ikke var hønefuld, mens hun væltede fra det ene bord til det andet og snød alle de uvidende stakler i kortspil, til gengæld for solide bunker af penge, smykker og ikke mindst kort.
Ærligt at sige var hun faktisk igang med at udtænke sin næste hævn overfor den ulidelige Sølvtand. Det hele bundede i at han havde snydt hende i kortspil, hun havde opdaget det, men han havde alligevel taget alt hvad der havde været på spil, så kaprede hun hans skib og nu havde han hugget hendes kort der ellers skulle lede til en af de større skatte krystallandet nogensinde havde hørt om, hun måtte bare finde på noget ordentligt for at få ham ned med nakken denne gang.
Da døren gik op til kroen skævede hun diskret derover, en stor fyr hun aldrig havde set før kom ind og forsvandt hurtigt op ad trappen til kroens mange værelser hvilket fik hende til at miste interessen indtil han igen vidste sig, denne gang uden alt overtøjet. Kort så hun han an, inden hun smilede skævt og svingede de solide læderstøvler ned på trægulvet som gav et klonk fra sig. Derefter rejste hun sig og gik op imod baren. Alle stamkunderne på Skøgekroen holdt automatisk godt fast på deres ejendele som hun passerede dem, hendes rygte havde nået vidt omkring og mange på Skøgekroen kendte hende godt nok til at vide, at man skulle være opmærksom når hun var til stede.
Da hun nåede baren lænede hun sig roligt indover disken og bestilte et stort glas mjød der med det samme blev serveret tilgængæld for to ravstykker. Dernæst vendte hun sig imod de store fyr ved siden af hende, mens hendes ene intakte øje åbenlyst studerede ham fra top til tå, så sendte hun ham et skævt smil.
"Aye, dig har man ikke set før, er du faret vild?" Spurgte hun så med en rå mørk men feminin stemme og et glimt i øjet, Matik var god til ansigter og hun var sikker på, at Rafixul ikke var en hun havde set før

Rafixul nåede ikke at sidde særlig længe før en kvinde satte sig ved siden af ham med et krus mjød der var omtrent lige så stort som hans. Han kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet da hun hilste på ham. Hun måtte være en stærkdrikker, som han. "Ikke som sådan. Jeg kommer rundt omkring, og så hørte jeg at den her kro skulle være én af de mere livlige slags. Så var jeg da selvfølgelig nødt til at kigge ind," svarede han med et smil rettet mod hende, før han tog endnu en solid slurk.
"Mit navn er Rafixul. Og du er?" Spurgte han med en hånd rettet mod hende, skulle hun ønske at tage den. Han var ikke selv meget for høflighed, ikke på samme måde, som folk der brugte De frem for du. For ham kunne det være helt lige meget, især når han ikke anså nogle, som værende over sig selv i status.

Gaderne var mørklagte med undtagelse af faklerne der oplyste stedet minimalt. Der var nok kun én person herude der i disse timer hverken frygtede for sin pengepung, eller sit liv.
En over 2 meter høj herre, bredskuldret, iført store støvler, der larmede når han gik, et par pompøse bukser i farverne sort og højviolet, med en hvid skjorte og en enorm, lang jakke i læder, der kun gjorde han skuldre endnu mere brede. Han havde et bredt bælte om livet, hvori der hang en stor daggert, med en pænt udsmykket parérbøjle, samt den før omtalte pung, et større bælte hang ned over hans skulder, med en endnu pænere udsmykket slagkårde. Manden havde også en stor, bredskygget hat på, ovenover sit lange, mørke hår, der i aftenens anledning var pænt sat i en hestehale.

Han havde ikke handsker på, men gik derimod med en stok i sort eg, hvor der i toppen sad en grøn safir. For det trænede øje var det let at se, at der i denne stok var en skjult kniv. Ellers lignede det blot en allerhelvedes dyr stok.
Han var genkendelig, Von Reichshalle, men allermest var han det, da han ganske nonchalant, gik ind ad døren til Saphiras Skøgekro. Kroen havde et omdømme, og Balthazar ønskede at teste dette såkaldte omdømme. Om han også var kendt her. Det var han, for der var kort stille i kroen, før folk gik videre med deres fnidder fnadder og drikkeri. Balthazar slentrede galant inden for, gik hen til bardisken og smilte entusiastisk til krofatteren.
"En flaske rom, krofader," beordrede han roligt. Normalt blev manden kaldt fatter og blev også råbt af, så han kiggede rent faktisk op denne gang, først i forvirring, senere i ærefrygt, før han kom med flere udbrud om, at rom'en var på vej, og at Balthazar bare skulle tage et bord for sig selv.
Det gjorde den høje herre. Han gik hen til et bord, hvor der i dette øjeblik kun sad én. Dette blev til nul, da han så afventende på den tynde, lille mandsling. Derefter satte han sig og gav sig til at vente på sin 1. styrmand, Runa. Den frække lille sag.

Det havde været en lang flyve tur, Ask og Embla, havde slået sig ned i en lille koloni ikke så langt fra havnen. Det var ved at være et stykke tid siden hun havde lavet denne her flyvetur og det krævede lidt af hende koncentration, for at holde på skikkelsen. Sidste rapport havde hun sent for nogle måneder siden, så det havde været på tide hun havde sendt en ny og heldig vis havde hun fået lokket Ask til at flyve med meddelesen, selv om Embla ikke var glad for det, men Runa havde lovet, at komme med mad til hende. Embla lå på æg så hun kunne ikke flyve væk fra reden, så ville ægene bare blive for kolde og ungerne dø. Det blev spændende når de klækkede, Runa havde aldrig været med til sådan noget før og håbede hun ville nå at opleve det, denne gang, men det afhang af om de skulle ud og sejle, for der ville gå nogle uger før det ville ske.
Runa kiggede sig rundt for at se hvor hun var henne. Byen lå mærk hen og kun nogle enkle fakler lyste op, men heldigvis så ravne udmærket i mørke. Der var den forbandede kro, måske burde hun finde noget tøj inden eller om hun måtte tage det som det kom. Hun besluttede sig for at tage det som det kom, hun viste heller ikke lige hvor hun skulle finde noget tøj. Runa bandede lidt af sig selv, det var ikke helt gennemtænk det her.

Hun svævede let ind af den åbne dør, hun fløj et på omgang rundt og fik så øje på Balthazar. Hun fløj ned og landede på hans skuldre og nappede ham i øret.
Hun kunne se at forskellige folk sad og skævede i deres retning. Runa var ligeglad og skræppede noget der kunne lyde som en latter. Det endte med hun fløj over på modsatte stol som sad lidt i skyggen. Efter nogle minutter, sad der en kvinde i stedet for en ravn. "Hej, har du savnet mig?" Runa smillede til Balthazar, mændene på kroen sad nu direkte og stirrede hen på dem. Runa rev en eller anden frakke til sig og forsvandt op af trappen til første sal. Der måtte jo være noget tøj et eller andet sted, hun fandt et ulåst værelse, rigtig der lå en let kjole, hun ledte lidt efter noget mande tøj men var ikke heldig. Det må jo så være kjole, det var en simpel i noget rødt stof, dog var den lidt løs og nedringet, nok en af skøgernes. Efter lidt rettelser blev hun tilfreds og gik ned til Balthazar igen.

"Forbandede møgskøge, kom tilbage eller jeg sværger at jeg brækker hver en knogle i din usle krop!" Den bryske mandestemme skar igennem kroen, på trods af at den kom ude fra havnen hvor alle skibene lå tøjret.
Kort efter kom en høj blond kvindeskikkelse stormene ind på kroen hvor hun lukkede døren bag sig med et smæk så hun tiltrak de flestes opmærksomhed. Hun var iført stramme brune læderbukser med et bredt bælte og de højhølede sorte knælange læderstøvler, som havde den typiske nedfoldede kant. En hvid skjorte med store posede ærmer stod åben og som hun hvilede ryggen imod døren, bandt hun hurtigt de to ender til en knude lige under brystet så den muskuløse mave var blottet og den fyldige barm afsløret af en voldsom v-udskæring.
Et bredt ulvegrin prydede de lyse læber og et kækt blik spillede i det blå øje der var henlagt i skygger fra den brede læderhat. Så tog hun et langt spring om bag baren som hun kortvarrigt forsvandt ned bag, da døren endnu engang blev slået op og en ældre forhutlet mand, kun iført underbensklæder fór ind og stirrede rundt, hvorefter han hurtigt tog sin afsked, for ikke at ydmyge sig selv yderligere.
Hele optrinnet havde givet en rungende tavshed i kroen som alle havde stoppet deres smalltalk og vendt deres opmærksomhed mod dramaet der udspillede sig, men den tomme stilhed blev kort efter afbrudt af en mørk blød kvindelatter som Matik rejste sig op bag baren med et kækt smil på læberne. I den ene hånd havde hun en bæltetaske der nok kunne tænkes engang at have siddet i et bælte, der måske havde holdt bukserne på en lettere forhutlet herre.
Diskret skubbede hun en solid mønt over til krofatteren, der tog imod den, tydeligvis som betaling for at have holdt mund omkring hendes tilstedeværrelse, men skænkede hende ligeledes et stort glas mjød som hun fangede i den ene hånd. Det isblå kølige øje spejdede roligt ned igennem kroen, som hun øjnede en ledig plads bagerst i kroen ved siden af en stor ganske velpåklædt herre. Så maste hun sig ned igennem kroen hvor folk holdt ekstra godt fast i deres tasker ved synet af hende, det var tydeligvis ikke første gang hun befandt sig på Skøgekroen, langtfra.
Da hun nåede sin destination slængede hun sig roligt på bænken der stod op ad muren et par meter fra dæmonen, og svingede så støvlerne op på det første og det bedste bord, hvorefter hun langede ned i sin egen taske og trak en lang elegant [url=http://www.vauen.de/gfx/photo/2.37.jpg]træpibe[/url] op, som hun hurtigt fik ild i, så hvide skyer stod op fra den smalle sprække kvindens læber dannede for alligevel at give plads til pibens munding

Balthazar nåede at sidde afslappet på sin stol i hjørnet i omkring fel minutter, før en ravn susede ind ad vinduet og landede på hans skulder, hvor den nappede ham i skulderen. Han reagerede ikke på det, ud over ved at smile bredt og vente på det næste der skulle ske..
Nøgenhed. Mmh. Runa sad der, over for ham, splitternøgen, en fræk sag. Hans smil blev kun mere bredt, mens folk sad og stirrede på de to.
"Hell yes!" Svarede han med et dybt grin, mens hun rev en frakke til sig og begyndte at gå op ad trapperne. Med vilje lod han frakken blafre en smule op bagtil og lo lidt mere.
Men det var ikke det sidste underlige, der skulle ske denne aften, for pludselig blev der brølet højt fra et sted uden for, og en blond kvinde kom brasende ind. Hell, der var i hvert fald liv her!

Han nød showet så længe det varede og da manden, der dukkede op, gik uden for igen, pegede Balthazar diskret på døren. "Luk," mumlede han lavt, alt i mens kvinden stod omme bag baren, grinende. Døren gjorde som der blev sagt og smækkede i, blødt, som var det vinden der havde trukket i den.
Derefter kiggede han igen hen på samme kvinde. En pirat, det var åbenlyst. Med mindre hun mente der var udklædningsfest her. Men hendes opførsel sagde noget helt andet.
"Hvad så, damer og herrer? Var det ikke et dejligt optrin?" Spurgte han højlydt, før han rejste sig i sin fulde højde, samlede sin flaske op, trak proppen ud med tænderne, spyttede den ud på gulvet.
"Jeg siger skål, for storbarmede kvinder og... Selvfølgelig for min egen fantastiske tilstedeværelse," tilføjede han, før han tog en lang slurk. Kort efter begyndte der at larme igen, og Balthazar gik direkte hen til kvinden fra før, hvor han stillede flasken på bordet og satte sig over for hende.

"Dig har jeg ikke set før? Hvem har Balthazar æren af at møde, hm?" Spurgte han med et smil. Der lød et klonk da hans stoks forgyldte ende ramte gulvet. Han var ikke genert, han følte ikke at han indvaderede kvindens personlige plads. Han vidste udmærket godt, at sagde han sit fulde navn, så ville der mindst være 3 folk herinde der ville skide i bukserne af skræk. Resten ville nok bare stirre i ærefrygt. Hvem vidste om kvinden ville høre til skiderne?

Runa, hørte tomuld nede fra kro stuen, og skyndte sig lidt hurtigere, det var vel ikke Balthazar der havde, hun greb ned efter sin dolk. Shit, den har jeg selvfølgelig ikke med Tænkte hun, og knyttede nævneren, det var typisk når der skete et eller andet, så havde hun ikke dolken med. Runa måtte sprede armene ud, for ikke at falde i den flor lette kjole, det var noget forbandede, lort de her kjoler. Runa så ned af sig selv inden hun gik ned af trappen. Den smøg sig om hende og viste hendes figur, der var ikke nogle tvivl om det her var en af skøgernes kjoler, der var ikke meget til fantasien, heldigvis dækkede den da det den skulle. Runa hankede op i kjolen og bevægede sig elegant ned af trappen, som hun havde set nogle af de fine damer gjorde, når de skulle vise sig frem.

Da hun kom ned af trappen, sad folk og stirrede på Balthazar og en eller anden ung kvinde. Hun kunne ikke lade være med at smile, det var typisk ham, lige så snart han så en køn en, så var han over hende. Runa smillede ved tanken om første gang hun selv og Balthazar havde mødes, det havde været ikke så lidt et møde. Hendes smil blev støre, da hun huskede den gang de havde holdt ind ved en lille havn og dagen efter kom der to tvillinger op fra hans værelser. Han havde været i ståelende humør i flere uger. Hun slændrede ned til der hvor Balthazar stod og lænede sig op ad ham. Runa smillede venligt til kvinde og vendte hoved, med et lyftet øjnebryn. "Hvem har du nu fundet, Kaptajn?" Hendes stemme lød drillende og hun klappede ham overbærende på skulden. For ikke at virke uhøflig over for kvinden smillede hun til hende og tilføjede, "Pas på, man ved aldrig hvad han kan finde på" Hun kunne ikke lade være med at blinke til kvinden, i det hun vendte sig rundt. Hun gik op til bare og gjorde tegn til krofaderen om at hun gerne vil have en øl. Da han kom hen med den lænede hun sig han over disken og viskede noget i øret på ham. Han fik store øjne og så ned på Balthazar, Runa tog sin øl og gik ned til Balthazar og kvinden igen. Hun kunne ikke lade være med at spejde krostuen rundt, hun følte sig så nøgen, når hun ikke havde nogle våben, specielt et sted som dette, så var det altid noget Balthazar altid havde så mange, hvis det blev nødvendigt. Hun fik øje på et par mænd som sad og kiggede efter hende, hun kunne ikke lade være med at kigge koldt på dem, så de fattede hun ikke var interesseret, det fik hurtigt den ene til at kigge væk, mens den anden var lidt langsommer. Da hun kom ned til de to andre igen, satte hun sig ned og så vurderende på dem begge.

Matik skævede kortvarrigt op på den store pirat der pludselig skålede med hele kroen, hvilket heldigvis fik alle de småfulde og glade krogæster til at fjerne opmærksomheden fra hende og gik tilbage til deres småsnakkeri. Hun rømmede sig kortvarrigt i støjen og lod så det ene synlige blå øje scanne kroen for gode ofre og folk der havde lidt mere på lommen de burde. En ung mand der sad med ryggen til hende havde en taske, hvorfra et gammelt gulligt pergamentpapir var synligt, diskret lænede hun sig en kende til højre og lod forsigtigt fingrene strejfe det gamle stykke papir der lod til at være en form for kort, inden en skygge foran hende fangede hendes opmærksomhed. Langsomt rettede hun sig op, som havde hun aldrig så meget som tænkt på at stjæle kortet i første omgang.
Idet dæmonen fik sat sig foran hende svang hun igen benene ned på gulvet, så de høje hæle gav et ordentligt klonk, inden hun lænede sig indover bordet, så hendes bryster var mere eller mindre blottede, så brød et skævt smil ud under skyggen fra hatten og hun tog et dybt drag af piben, inden hun blæste den tykke røg imod hans ansigt og lod så pibens munding hvile på hendes underlæbe. "Det kommer meget an på hvilken Balthazar der spørger?"
Hendes stemme var mørk og blød taget det hårde liv på havet i betragtning.
Det ene isblå øje betragtede ham roligt, mens det andet var gemt væk bag den sorte læderklap, så tog hun endnu et drag på piben og lænede sig så tilbage på bænken som en meget letpåklædt kvinde kom ned og begyndte at hænge op ad den store pirat, Matik kunne ikke lade være med at smile stort ved synet og lade blikket glide over hende med et kækt udtryk.
"Hahaha. Bare rolig, det kræver mere end 10 vilde heste at løbe om hjørner med mig, men måske kan han klare opgaven!"
Så lo hun igen og fugtede roligt læberne inden hun igen satte piben imellem læberne og studerede de to sjove personligheder foran hende

Balthazar virkede overraskende nok ikke paf over piratens måde at læne sig ind over bordet på. Nok viste hun patterne en god del, men Balthazar var vant til det, og kiggede derfor bare imponeret på dem, mens han nikkede anerkendende. De var sgu gode. Da hun spurgte hvilken Balthazar han var, smilte han blot mystisk, mens hans ene finger kørte hen over arret på hans venstre kind. Han havde op til flere ringe på den hånd, men ingen af dem var med nogle signatur på, så adelige var han ikke. Men velhavende? Fandme om han var! "Ja, hvem mon jeg er," mumlede han med et drilsk glimt i øjet. Han skulle til at sige det, da han fik øje på Runa, der gik hen til dem og lænede sig op af ham, spørgende om hvem piratkvinden var. Han smilte kun endnu mere. "Vides ikke, smukke. Men hun er nu stadig en livlig én," svarede han.

Da hun advarede piratkvinden og denne svarede, begyndte han at grine højt. Han ventede til Runa var gået over til krofaderen, før han selv lænte sig let frem. "Jeg er mere end bare 10 vilde små heste. Jeg er Balthazar Von Reichshalle, kaptajnen på the Peerless Fortitude. Og jeg har mange små frække tricks i ærmet, frøken..?" Han virkede ikke truende. Det var mere som om at dette var fakta. Faktisk smilte han selvsikkert imens pegede på kortet i den fremmede mands taske, som piratkvinden havde været ude efter. Så lavede han en gestus til den om at komme op til ham med fingeren. Den gjorde som sagt, poppede ud af tasken, landede stille på gulvet, for der larmede herinde igen, og rullede hen for fødderne på ham, hvorefter det hoppede op i skødet på hende. Alt i mens kom Runa tilbage og satte sig. Balthazar sendte dem begge et kækt smil, mens han førte kortet ind under jakken.
"Forresten, Runa.. Det er en dejlig sag du har fundet dig der," sagde han, pegende på kjolen. For en gangs skyld skete der intet.

Runa kunne ikke lade være med at rynke på næsen af hans kommentar, så vidt hun huskede havde han ikke set hende i kjole. lige så snart hun var kommet på egne ben, havde hun smidt kjolen og skiftet den ud med et par bukser, det var kun en sjælen gang hun havde skruet sig ned i en kjole også var det meget mere anstændigt end den her sag, hun hev irriteret ærmet op som hele tiden faldt ned. Det var nok med at kroen havde set hende nøgen en gang, de behøvede jo ikke at skulle se hendes bryster hele tiden. Måske skulle man 'LÅNE' en af mændens tøj. Runa skulede til Balthazar "Nyd det for det er sidste gang du kommer til at se det" Runa tog en ordentlig slurk ved tanken om hun havde kjole på, Det var virkelig fristende og låne en af mændenes tøj, men måske kunne det blive en sjov aften hvis hun beholdte kjolen på, man kunne jo ikke vide hvem der ville vade ind af døren. Runa sendte Balthazar et strengt blik Og du kan godt styre dig med alt det der, kunne godt mærke det før! hun viftede mod hans hænder, han havde sikkeret moret sig gevaldigt, men det var der også andre inde på kroen der havde.
Runa kunne ikke lade være med at grine af kvindens svar, 10 vilde hest var vist ikke ordet om Balthazar og de fleste kvinder plejede ikke at sige nej. Nok fordi de havde hans ringe og rigdomme i hoved og troede de kunne få noget ud af det. Men der blev de slem skuffet. Hun smillede til kvinden "Slå du dig bare løs, men nu skal du ikke komme og sige at nogle ikke havde advaret dig" Runa skævede hen til Balthazar for at se hvad han sagde til det, hun vendte dog hurtigt at vende opmærksomheden mod kvinden igen "Mit navn er Runa" Sagde hun i roligt og venligt tonefald, runas smil nåede helt op i øjne. Runa rakte hende hånden, for at være høflig, hun håbede ikke at den anden kvinde, så hende som en trussel, for at nå til Balthazar, for det var hun slet ikke, tvært i mod. Runa havde nemlig fået øje på en ung lys håret ung herre over ved en af de andre border, han så ikke helt dårlig ud og det var noget fint tøj han gik i. Hun bandede igen for sig selv at hun ikke havde sine knive med. Dog var chancen, nok støre for at få hans opmærksomhed i det her tøj støre. Runa sendte ham et par søde blikke, mellem tårende af sin øl.

Matik lænede sig langsomt tilbage på træbænken der stod plantet op ad væggen, dog havde hun stadig brystet skudt frem mens begge hendes ben tiltede let ud til hver side i en nok så magelig stilling. Faktisk sad hun som en mand, men det kække udtryk det fulgte gjorde det overraskende nok næsten elegant eller rettere; meget indbydende.
Ind ad vinduet baskede en virkelig overvægtig papegøje som totalt forpustet satte sig på Matiks skulder mens hun endnu så piraten foran hende an. Kort begyndte den at skrappe uprovokeret op, men et hårdt og meget bestemt blik fra det ene intakte øje fik ham ongående til at klappe i.
Idet Balthazar begyndte at snakke lyste hendes øje kortvarrigt op, men hans navn fik hende omgående til at se næsten opgivende ud, så fugtede hun læberne og rettede sig så op fra den ellers magelige stilling. Langsomt hun rømmede sig og fiskede et æble op ad tasken som hun, med de bare næver, delte i to, inden hun gav den ene halvdel til papegøjen der med den ene klo greb om æblet og begyndte at gnaske i sig med det krogede næb.
"Ah, endnu en Balthazar von Reichshalle hm? Sidste gang jeg så dig var du væsentligt mindre og blond og dit skib var ikke meget større end jolle!"
I en nærmest skuffet bevægelse hævede hun de lyse øjenbryn og satte så piben mellem læberne og røg så lidt videre mens hendes blik glid over på Runa, lige nu virkede kvinden mere tiltalende end endnu en sørgelig eksistens der udgav sig for at være en af de mest berygtede pirater der skulle sejle på Krystallandets have.
I en blød bevægelse lænede hun sig frem imod den anden kvinde som hun roligt tog hånden på, inden hun gav hendes håndryg et kys, som havde hun været en gentleman, Matik fandt bare hele situationen så ualmindeligt komisk, eftersom at det var til at se for enhver hvor utilpas hun var i de lange gevandter.
"Jeg anser mig selv for advaret frøken. Jeg er Matik Blodbinder!"
Så smilede hun kækt og slap hendes hånd inden hun lænede sig tilbage. Matik var mest kendt for hendes kaldenavn, eftersom at hun i sin tid havde vippet sortskæg over bord og druknet ham med sin evne. Ellers havde hun kapret en del skibe og var derudover mest kendt for sin uendelige evne til at franarre folk genstande og at vinde i spil.
Idét Balthazar dog formåede at liste kortet ud af tasken hos den fremmede fangede han dog hendes interesse igen, mens det ene øje sultent fulgte kortets vej ind under hans jakke, et næsten hungerigt udtryk formede sig langsomt men sikkert i piratens ansigt, inden hun igen lænede sig mageligt tilbage på bænken, hun skulle nok få kløerne i det kort!