Mørket havde for længst lagt sig over Krystallandet, men der skulle heller ikke så meget til, ikke efter mørket havde overtaget landet, og nu hvor vinterens greb stædigt holdt lyset ude var det kun ganske få timer at solens lys fik lov til at strejse jorden. Selv kroen syntes at virke en smule mindre munter, der var kun ganske få folk derinde, og larmen der plejede at præge havnen var næsten ikke til at finde nogle steder

Izilarna så sig stift omkring på havnens bred, inden hun smuttede ind gennem kroens gamle døre. HUn havde en stor sort rejsekappe på, som hun smed da hun kom indendøre. Indenhunder havde hun en tætsiddende sort kjole, der gik til knæede, og et par sorte anonyme læderstøvler. Hvad der var mere bemærkelsesværdigt var, at hun over ryggen bar et tohåndssværd, der var på højde med hende selv. Det lange hvide hår var sat op i en tyk hestehale, og over skulderen bar hun en lille lædertaske. Hurtigt strøg hun igennem kroens loaler og hen til en mand i hjørnet, der havde en hætte over hovedet, tydeligvis for at dække over sin identitet.
"Fik du det?" løs en hæs stemme under hætten, og kvinden nikkede stille som svar, inden hun smed sin kappe og sit sværd på jorden, ved siden af stolen som hun satte sig til rette på.
Roligt trak hun en rulle pergament op ad tasken, som hun lagde forean sig på bordet, men holdt stædigt fast på den. "Som aftale!" smældede en kølig men feminin stemme "To safirer!"
Den hætteklædte mand så sig diskret om i kroen og rystede så på hovedet "Det var ikke hvad vi aftalte, en safir og fem jader!", dertil måtte den hvidhårede kvinde ryste på hovedet, "Nix, her er alting, både testamente, dokumenter på matriklen OG sågar en dagbog!" stemmen blev sm smule hvæsende, og manden endte dog med, at smide en lille sort silkepose på bordet, hvorefter kvinden meget diskret skubbede dokumenterne over til manden, der hurtigt trak dem ind under kappen, og forsvandt ud i nattens mørke.
Izilarna blev siddende lidt, inden hun gik op til baren, og bestilte et stort krus mjød, hun trængte til at få varmen, og det gjorde man bedst med alkohol!

Argon betragtede sceneriet fra sit bord i det fjerne hjørne, der var ligeså henslængt i mørke som hjørnet, hvori den nutilkomne kortvarigt havde siddet. Han holdt varsomt øje med hende, hovedsageligt på grund af hendes enorme sværd.
Hun havde handelsevner, tænkte han. Der var ikke mange, der kunne presse prisen så meget op, specielt ikke når den allerede var på over en safir, for tiden. Men hvad havde hun lige solgt?
Han vendte bunden i vejret på sit store, smedejernsbeslåede trækrus, så de sidste slurker af hans mjød røg ned, og rejste sig så fra sin stol med en skramlen, da den skurrede mod gulvet og hans rustning støjede. Han tog sit krus med sig og stavrede op mod baren, med aflevering af kruset som undskyldning for at kigge nærmere på den nye person i baren.
Han stoppede ved siden af hende, tørrede de sidste rester af mjød af sit skægløse ansigt med bagsiden af underarmen og satte kruset fra sig.

Izilarna tog imod det store krus, der var fyldt til randen med den søde honningvin, og skubbede til gengæld tre ravstykker over til krofatteren, der stoppede dem ned i den store lomme, han havde på maven af forklædet.
Forsigtigt løftede kvinden det store krus op til læberne og drak et ordentlig slurk, inden hun stillede det fra sig med en tilfreds mine. Langsomt bøjede hun nakken bagover, og lod hovedet tilte frem og tilbage nogle gange, hun var unaturligt øm efter at have siddet i et loft i noget der mindede om 4 timer, med hovedet så meget bagoverbøjet.
Dog fangede manden hendes blik, han var høj, mindst et hoved højere end Izilarna, og larmede tilsvarende mere end hende, hun rømmede sig, og pillede utålmodigt ved hanken på kruset, inden hun så på krofatteren "Kan du skrive et værelse på regningen?" mumlede hun så med en lav stemme, der dog alligevel med lethed skar igennem den tomme kro. Den tykke usoignerede krofatter trak undskyldende på skuldrene. "Beklager Izil, Søulken kom ind idag med et stort mandskab der havde brug for sovepladser, der er helt fyldt op, men du kan prøve på skøgekroen!".
Hun gav et lille opgivende suk fra sig, men vendte så blikket mod Argon igen "Utroligt med de fiskere, de hober sig op fra den ene dag til den anden!" grinede hun så imod den fremmede med et kækt smil, inden hun tog endnu en tår af den berusende væske, hun var veltilfreds, det var klart for enhver, handlen var gået ualmindeligt godt, ud uden skader eller problemer

"Kunne ikke være mere enig med dig," istemte Argon hende, eftersom det var den bedste mulighed for at få en samtale i gang. Han knipsede et par gange med venstre hånd, som ikke var klædt i hans karakteristiske, sorte krystalhandske og pegede på sit krus, en ikke-verbal ordre til krofatteren om at han skulle fylde det igen.
Den tykke mand skyndte sig at få fat i kruset og gik hurtigt ud for at fylde det op igen, med et sådant hastværk at hans utallige ekstra hager blævrede.
Argon rettede atter opmærksomheden mod kvinden på sin venstre side. "Nå, men du virker i godt humør, ser jeg. I hvilken anledning, må jeg spørge?"

Et lille smil drev over de røde læber da Izilarna så hvordan det hele på den fede mand blævrede i takt med de små vaklende skridt han tog. Derefer vendte hun de dybblå øjne mod manden der havde taget sin plads ved siden af hende. "Jeg har bare afsluttet en god handel!" sagde hun så, og lyste op i et stort tandsmil, mens hun så Argon an, han lignede ikke just en af byvagterne, mørkets riddere eller for den sags skyld inkvisationen, og un følte derfor for, at fortælle ham om hendes handel. Havde hun haft nogen form for mistanke havde hun holdt sin mund lukket og nok viftet vedkommende væk.
Krofatteren kom halsende tilbage og stillede det store krus foran manden ved hendes side, og ventede småforpustet på betalingen, da Izilarna hurtigt skubbede yderligere 3 ravstykker over til krofatteren "Det er sgu på min regning!" grinede hun så, og smilede kækt til Argon hvorefter hun strakte hånden frem mod ham "Mit navn er Izilarna, men du kan kalde mig Izil, det gør alle de andre!" sagde hun og trak på skuldrene, det var den tredje og bedste handel i denne uge, så det var ikke fordi hun ikke havde råd til det.

Argon tog imod hendes fremstrakte hånd med et skævt smil og et nik.
"Det må jeg sige," sagde han imponeret, da han rystede hendes hånd hjerteligt. "Handelstalent, udseende, og gode manerer. Du kan jo det hele, Izil."
Han tog en større slurk af sit genopfyldte krus mjød, som han igen satte hårdt ned i bordpladen. Ikke fordi han var klodset, han ville bare se hvor meget de bløde, ubearbejdede jernbeslag på kruset kunne holde til. Into kunne have lavet dem tyve gange bedre, tænkte han, hvilket fik ham til at vende sig imod Izilarna igen. Han var ret sikker på, at hun besad potentiale til klanen, både på baggrund af hendes åbenbare evner verbalt og fysisk, hvis hun virkelig var i stand til at håndtere det store sværd, men også på grund af hendes åbenhed. Hun lod til at være en, man kunne stole på, hvilket var akkurat hvad han søgte lige for øjeblikket.
"Men må jeg spørge," begyndte han eftertænksomt, efter et kort øjebliks stilhed hvor han havde taget endnu en tår af sin mjød. "Hvad gik den handel helt præcist ud på? Hvad arbejder du med? For at dømme efter, hvad jeg hørte, så var det ikke just billige varer, du havde slæbt med."
Ved normale omstændigheder, ville han nok have været imod at spørge så direkte, men eftersom de sidste kommentarer havde været en smule mere højlydte end de første, havde han grund til at tro, at hun ville tro, at det ikke kun var ham, der havde hørt det, men også andre folk, der sad nær hende, og ikke kun han selv, der havde hørt det.
Kunne han gøre for, at han havde elverører?

Izil nikkede og smilede kækt til ham "Mange tak!" sagde hun og bøjede hovedet med en lille latter "Men det kræver desværre mere end handelstalent for at kunne skrabe penge til sig i disse tider!" sagde hun så og skar en grimasse inden hun tog en ordentlig slurk af mjøden fra kruset, der virkede overdimentioneret stort i forhold til Izil. Et øjeblik rynkede hun de slanke hvide øjenbryn sammen i en undrende mine, "Og, hvem er du?" spurgte hun så, efter han ikke havde præsenteret sig, hun skævede kort over til krofatteren, som var lidt for fordybet i at pudse et krus med det snuskede viskestykke, mens han tydeligvis lyttede til deres samtale. Han nikkede dog til hende, og eftersom at han kendte til de fleste der kom på denne kro, gav han hende et sikkert nik til, at Argon var god nok. (jeg håber det er ok?)
"Jeg skaffer oplysninger!" sagde hun så og lod fingeren glide over bardiskens ru overflade, inden hun fæstnede øjnene på Argon uden at slippe ham forløbig. "Jeg har et talent for at spionere!"
Hun rømmede sig, og spændte sig lidt an, i tilfælde af at Argon skulle reagere negativt på den oplysning, det var trods alt ikke alle der brød sig om typer som hende, og slet ikke fordi hun kunne snige sig ind i hver mands hjem uopdaget og lytte til alt hvad der blev sagt samt skaffe papirer, dokumenter og hvad der nu engang ellers var brug for. "Og de papirer jeg lige har afleveret .." sagde hun og slog ud i et smil som kunstpause "De var ikke snuppet fra hvilken som helst ejendom!" grinede hun så, og drak af den søde mjød

Interessant, tænkte Argon. Hun havde evner. Talent. Hun kunne komme klanen til gode, og siden hun endda lod til også at være i besiddelse af både høflighed, godt humør og selvtillid, der dog ikke slog over i selvoptagethed, så han afgjorde med sig selv, at det ville være en perfekt tilføjelse, hvis Izilarna kom med i klanen. Dette var også grunden til, at han spurgte hende så ligefremt.
"Du skulle ikke tilfældigvis være på udkig efter et fuldtidsjob?" Han tænkte sig kortvarigt om, hvorefter han rettede sig selv. "Eller, måske ikke just fuldtidsjob, nok rettere noget, der kan kaldes gensidig beskyttelse, med kost og logi og betaling, til gengæld for tjenester. Dog må jeg indrømme, at "fuldtidsjob" var kortere."
Han kiggede sig omkring for at sikre, at der ikke var nogle der smuglyttede til deres samtale, selvom han ikke var et sekund i tvivl om, at krofatteren lyttede. Ligegyldigt hvor ligeglad han så ud, kendte Argon ham af omdømme som at være en snu sladrehank.
Han gjorde et lille, så godt som usynligt, kast med hovedet mod krofatteren og mumlede, "Hvis du gerne vil diskutere videre, så sætter jeg mig ned i hjørnet, hvor der ikke er folk, der smuglytter til vores samtaler."
Han rejste sig fra sin plads og vandrede tilbage til det hjørne, han var kommet fra, inden han havde begivet sig op til baren. Forhåbentlig havde hun fanget hans vink.

Izilarna lyttede interesseret efter hvad han sagde, hun havde ganske rigtigt brug for noget mere fast, og for den sags skyld måske noget beskyttelse, hun havde oplevet at folk havde opdaget hende, da hun trods alt ikke blev usynlig, men bare ualmindeligt godt kamufleret, og hun måtte løbe for livet, så på det punkt måtte hun nok indrømme, at det ville være tryggere sådan!
Hun så langt efter Argon idet han forlod bardisken, og rejste sig så til sidst, mens hun sendte krofatteren et skarpt blik, og han trak på skuldrene som undskyldning. Så sandt som det var sagt var han en vaskeægte sladrehank, men han havde trods alt holdt hånden over Izil en del gange, når hun havde været i problemer, men nu var hun efterhånden også fast inventar på kroen, selvom det var dyrt i længden.
Langsomt gik hun ned til Argon som sad ved et bord der havde stor afstand til de nærmeste gæster, hvor hun satte kruset og satte sig til rette.
"Umiddelbart lyder det ganske spændende!" sagde hun så og løftede øjenbrynene i en interesseret mine, "Inkluderer det et sted at bo?" spurgte hun så, og lænede sig en smule tilbage i stolen, mens hun med den ene hånd stille masserede nakkemusklerne, der endlig var ved at løsne op.
"Kan du fortælle noget mere om det? Hvad er det overhovedet for noget? Er der nogle retningslinjer?" fortsatte hun, inden hun lænede sig ind over bordet, i tilfælde af, at Argon ikke havde lyst til at snakke højt om det

Han smilede igen, da hun tog plads foran ham. Så var hun altså alligevel interesseret.
Til hendes første spørgsmål svarede han et hurtigt nik og et lavmælt "selvfølgelig," eftersom de andre i kroen stadig ikke skulle overhøre samtalen. Hvis alle vidste, hvem der var medlemmer, var det jo en idiotisk idé at prøve at holde klanen hemmelig.
Det hjalp på hans tonefald, da hun lænede sig frem, da han nu ville kunne kunne tale med hende med størrere lethed, end hvis hun lænede sig bagover, så han enten var nødt til at hæve tonefaldet eller prøve at gøre sig selv mindre forståelig, så folk ikke ville fatte, hvad han snakkede om, hvis de endelig hørte det.
"Som svar på dit første spørgsmål, så har jeg opdaget en dejlig, stor og rummelig grotte, som ligger skjult i bakkerne vest for Byen. Der er plads til over halvtres, måske endda tres mennesker derinde."
Inden han fortsatte sin forklaring, afgjorde han med sig selv, at han ville sikre sig, at hun nu også var til at stole på. Hvis han gav al information væk, og hun bare gav den videre, ville drømmen om klanen blive ødelagt.
Ødelagt eller bare udsat.
"Men den grotte er næsten fuldstændig isoleret mod kulden, og konstant udluftning, grundet små huller i loft og vægge. Det eneste der kræves for at holde den varm, et et bål eller et par fakler, hvis røg også kan slippe ud gennem tidligerenævnte huller. Det er altså intet problem."
Argon tænkte, efter endt forklaring af boligvilkårene, at det ville være smart at fortsætte til resten af Izilarnas spørgsmål.
"Hvad angår gruppen i sig selv, vil jeg afsløre for dig, at det er en klan. Dracoran-klanen for at være helt præcis."
Da han så hendes ene øjenbryn løfte sig ved navnet (hvilket jeg går ud fra, at det gør?), fortsatte han med et smil på læben. "Jeg fik aldrig introduceret mig selv. Navnet er Argon Dracoran. Lord Argon Dracoran. Klanen er opkaldt efter mine forfædre."
Han holdt, efter hendes glimrende eksempel på en ved bardisken, en længere kunstpause, hvor han tog en slurk af sin mjød, hvorefter han satte den fra sig på bordet. Han skulle jo ikke gå hen og få det dårligt af al den mjød.
"Men hovedsagen med klanen er, at vi vil genvinde den frihed, som er blevet taget fra os siden Mørkets Lord tog over. Vi bliver behandlet som skidt, både af Lyset Krigere, Mørkets Krigere og Inkvisisationen, hvilket jeg ikke vil finde mig i længere. Derfor samler jeg alle de ligesindede jeg kan finde i en klan. En klan, der skal stå for frihed, ære og loyalitet. Og hvad angår retningslinjer, så er den eneste hovedregel at man skal forholde sig loyal over for de andre medlemmer. Ikke lyve for dem. Ikke angive dem. Ikke skabe splid imellem dem. Til gengæld skal man beskytte sine egne for enhver pris. Det er det, der har været problemet i så mange andre bander, klaner eller ordener. Folk er for egoistiske og nægter at hjælpe andre. Folk der efterlader dig til at dø."
Hans tonefald var begyndt at blive hårdere, mere anspændt nu, hvilket han straks lagde mærke til og prøvede at slappe af igen. Hans inderlige had til egoister havde været lige ved at tage overhånd. Han bemærkede også først for sent, at hans krystalhandske var vokset og havde ladet kløer vokse ud af fingerspidserne, og havde efterladt dybe ridser i bordpladen.
"Hovedsagen er," begyndte han på ny i et lidt mere afslappet tonefald. "At folk har brug for hinanden for tiden, de ved det bare ikke. Derfor vil jeg gøre et forsøg på at hjælpe dem. Og alle der indviljer i dette, er selvfølgelig under min og de andre medlemmers beskyttelse."
Han stoppede endelig sin lange enetale og ventede på Izilarnas svar.

Izilarne spidsede ører og lyttede efter, hun ville have det hele med, og det kunne godt være lidt svært når Argon ikke snakkede så højt, tydeligvis fordi der ikke var andre der skulle blande sig i deres samteleemne. Izil så dog ganske afslappet ud, udefra ville det nok mest af alt ligne en helt almindelig samtale, mellem to venner eller bare en almen kedelig samtale som der ikke var meget humor indblandet i. Sådan så det i hvert fald ud, indtil Argons temperament begyndte at blusse op, der lignede det nok snarre at Izil havde været Argon utro, og han var meget gal over det, hvorimod at den hvidhårede virkede mere eller mindre ligeglad.
Hunrømmede sig kort og så ned mod hans hånd, eller snarre handske, der havde udviklet sig til at have kløer, og derved efterlade nogle matkante mærker i det høvlede træbord, der alligevel bar præg af mange år med slåskamp, spildte krus mjød, udbrændte starinlys og dets lige. Alt i alt mindede hans evne vel lidt om hendes, bortset fra, at Izils evne prægede væsentligt mere af hendes krop, hun blev meget mere dyrisk at se på, væsentligt mere smidig og fik skærpede sanser så det baskede.
"Men en hule? Der er vel fugtigt? og hvad med indretning? Lidt privatliv skal man jo have!" sagde hun så bestemt, Izil var ikke typen man kunne bide skeer med, og slet ikke når det kom til store beslutninger som den hun skulle til at tage. Hun nikkede blot til ham, da han nævnte hans navn, og nikkede kort som hilsen, han havde trods alt først givet sig til kende nu. Andet havde hun ikke noget at sige til, gruppens profil passede godt til hendes holdninger, især i disse tider. Hun turde slet ikke tænke på hvad der ville ske hvis hun blev fanget af inkvisationen, hendes erhverv var trods alt ikke vel anset, og slet ikke hvias de vidste, at hun en enkelt gang havde spioneret ved deres hovedkontor, den ville stå på dødstraf, uden indvendinger.
"Og, nu har jeg godt nok sagt hvad det er jeg kan, men hvad hvis jeg ikke er god nok?" spurgte hun så tænksomt, hun kunne trods alt ikke vide om der var andre der var bedre til hvad hun lavede end hun selv var. "Og hvad er de andre i gruppen i stand til?" et afsluttende spørgsmål der var ret afgørende, da hun f.eks. ikke brød sig om de tankelæsende typer, hun havde minder og den slags, som folk ikke skulle rode ved!

Argon viftede afværgende ud med hånden. Hvis nogen ahvde været i tvivl, ville det bare se ud som et mere eller mindre indiskret skænderi, som var endt med tilgivelse, hvilket det dog på ingen måde havde været.
"Bare rolig, hvad angår fugtighed, er det kun den sydlige krog af hulen, der lider under det. Resten af hulen er skam tør nok. Dog ikke for tør. Vand er der styr på, eftersom vi har en undersøisk flod langs den ene bagvæk, som har kontakt til en flod på overfladen og løber ud i havet. Og privatliv bliver intet problem. Jeg har allerede taget mine forholdsregler, eftersom mange ikke synes om tanken om at dele værelse, om man vil, med en hel flok andre. Derfor har jeg sørget for at lave en teltlejr."
Han lænede sig kortvarigt tilbage i stolen med en skævt smil, men kom hurtigt tilbage igen, da han ikke ville kunne høre hendes svar, uden at det også var muligt for andre nærtsiddende gæster at høre det.
"Og hvad angår de andres evner, så har jeg ikke fået tjekket dem alle endnu. På nuværende tidspunkt har vi bare i hvert fald en meget stærk magiker, med kontrol over ild og jord, en bodyguard, der godt nok er stum, men en ørn til at både lave og vedligeholde udstyr og våben, og sidst men ikke mindst, en tyv, som er fantastisk med knive og lignende ting og sager. Det er de eneste med talenter ud over det sædvanlige, men ellers har vi både et par vagter, der dog ikke er noget særligt endnu. Jeg satser på at enten Into eller jeg selv vil kunne banke lidt form ind i dem, men det virker ikke sådan indtil videre. Vi har også to, der sørger for tilberedning af mad, selvom vi stadig mangler folk som kurerer, der kan modtage de rationer, vi får fra byen. På nuværende tidspunkt er der kun én."
Med et forsikrende blik svarede han på hendes sidste spørgsmål.
"Og bare rolig, du klarer dig nok. Mange af de andre er rigtigt nok talenter, men jeg kan genkende potentiale når jeg ser det. Og det gør jeg nu."

Izil lod forsigtigt en finger glide langs krusets store, grove trækant og hun slog blikket ned i bordet, mens Argon talte, for at få det til at virke mindre interesant for andre, hun var trods alt ekspert i ikke at blive bemærket. Hun kendte enhver lille bevægelse, blik eller kropsholdning der skulle til for at folk ikke skulle bemærke en, egentlig også mange talenter en tyv behøvede, men det var for simpelt til Izilarna, og desuden var hendes evner væsentligt bedre til hvad hun lavede nu. "Så man får sit eget telt?" spurgte hun så, og sendte et kort blik op imod baren, hvor den fede krofatter stod, og gjorde alt hvad han kunne for at finde ud af hvad der foregik nede ved deres bord, dog med intet held. En teltlejr var det klogeste Argon kunne lave, især hvis de pludselig fik brug for at rykke rødderne op eller lignende, for en gruppe med deres holdninger kunne umuligt være populær hos hverken mørkets eller lysets krigere.
Hurtigt tog hun den sidste tår af det store krus, og tømte det dermed, inden hun stille satte det fra sig, og skubbede det ind på midten af bordet, mens hun endnu lyttede til hvad Argon havde at sige. "Hvad med mentalister?" spurgte hun så, og bed tænderne sammen så hendes sener i halsen var tydelige et øjeblik, et udtryk der tydeligvis afslørede at netop den type brød hun sig ikke om. "Jeg vil gerne have mine tanker og minder i fred!" afsluttede hun og så Argon i øjnene for at præcisere sin pointe.
Hendes ene hånd løb stille henover et gammelt brændmærke i bordet, mens hendes ansigt lagde sig i tænkende folder, hun havde svært ved at gennemskue Argon, at han allerede kunne være så sikker på hende var næsten unaturligt, han kendte slet ikke til hendes talenter, eller for den sags skyld tl hendes anden evne eller hendes evner i kamp. Teknisk set kunne hun være komplet uduelig og få afsløret gruppen i løbet af nul komma fem, men det lod ikke til at genere ham, eller interessere ham, for den sags skyld.

"Man får sit eget telt," svarede Argon kort og præcist. "Men det kommer ikke til at blive vild luksus. I hvert fald ikke endnu. Klanens økonomi strækker sig kun til det nødvendige, eftersom nogle af medlemmerne kræver løn, og det blotte problem med at skaffe udstyr til alle er dyrt nok i forvejen."
Han rettede sig op i stolen, placerede begge albuer på bordet, støttede hagen og kiggede på, hvordan hendes fingre fór henover bordpladen. Han gengældte hendes øjenkontakt, dog med en løftet øjenbryn. Sad hun og nærstuderede ham? Intet under, taget i betragtning af omstændighederne med at en komplet fremmed, uden varsel, kommer hen til én og tilbyder en plads i en - på nuværende tidspunkt - hemmelig klan. Selvfølgelig var hun betænksom. Måske skulle han bevise seriøsiteten i klanen, når de nu engang var færdige med samtalen?
Han lyttede efter igen, da hun kom med et nyt spørgsmål og lagde mærke til hendes tydelige afsky, da hun nævnte mentalisterne.
"Der er ikke én eneste," svarede han sandfærdigt. Så vidt han vidste, i hvert fald. Men fandt han ud af, at der var nogen, der havde undladt at fortælle ham det, så vankede der en straf. "De er ikke til at stole på. Og som jeg vist nok nævnte tidligere, så er loyalitet en af de vigtigste ting for klanen." Han tømte kruset og tilføjede så: "Desuden er det en berøvelse af folks frihed, hvis de ikke kan tænke i fred. Nope, der er ingen mentalister."
Han ventede på, at også hun var færdig med sit krus mjød, før han spurgte:
"Nå, men hvis du er færdig, må jeg så se, hvad du egentlig er i stand til? Ud over spionage, altså," tilføjede han med et smil.

Izilarna nikkede veltilfreds til hans svar, så længe hun havde et sted for sig selv, hvor andre ikke blandede sig, var hun godt tilfreds, og selvom et telt ikke var meget, var det stadig forholdsvis let at varme op, og man kunne let indrette det lækkert, med skind og nogle få ejendele. I og med at Izil havde boet rundt omkring på kroer de sidste mange år, havde hun bare ikke så meget personligt gear, udover sit sværd, sin rejsekappe og det stjerneformede hårsmykke som hun fik af sin bedstemor som lille.
"Men hvis det ikke involvere løn, er jeg jo stadig nødt til at arbejde ved siden af klanen!" sagde hun så, og løftede de hvide øjenbryn i en mine der indikerede at det ikke kunne være anderledes, hun kunne jo ikke leve uden penge, sådan var det, og så længe klanen ikke kunne betale hende, måtte hun jo skaffe pengene selv.
Hun strakte sig bagover, så hendes ryg bøjede i en bue bagover ryglænet op stolekanten, inden hun med et gab strøg fingrene igennem det unaturligt tykke hår, med et veltilfredst smil "hvis der ikke er mentalister, er der ikke så meget der kan holde mig væk!" lo hun så lavmeldt, før hun skubbede stolen ud fra bordet, og hentede sin rejsekappe, og sit store sværd, der ikke virkede som nogen synderlig byrde for hende at bære, på trods af størrelsen. "Vi kan gå udenfor?" sagde hun så med et lille smil, og svang sværdet på plads i en kontrolleret bevægelse, mens hun så spørgende på ham, hun var en dygtig sværdkæmper, en af de færreste der kunne håndtere et tohåndssværd med den præcition, og hun var ligeledes stolt af det.
Hun kastede et sidste blik igennem kroens lokaler, inden hun langsomt vandrede hen mod døren og afventende lagde hånden på dørhåndtaget, krofatteren vinkede hurtigt til hende, og hun lagde roligt to fingre imod panden som afsked

Argon rejste sig og fulgte med Izil ud af krostuen. Han kiggede sig hurtigt omkring for at sikre sig, at de tilstedeværende ikke udviste større interesse for dem, end ved Izils elegante bevægelse med sværdet, hvilket Argon også var forbløffet over.
Det var sgu flot, tænkte han. Jeg kender op til flere tumper, der havde fået halshugget nogle i nærheden eller endda sig selv, hvis de havde prøvet på det dér.

Udenfor var det begyndt at regne. Ikke en voldsom byge, blot en mild støvregn, hvilket ogsåforklarede, hvorfor han ikke havde bemærket støjen af regnen mod taget indefra. Der havde jo ikke været nogen. Dog havde der sammen med støvregnen lagt sig en tyk tåge over havnen, så Argon fra sin plads ganske få meter fra havnebassinet ikke kunne se vandoverfladen.
"Det var sgu da ligegodt pokkers," knurrede han irriteret, men fik en idé og vendte sig mod hende. "Vis mig hvad du kan. Lige herude." Han pegede på den fugtige jord for sine fødder. "Hvis du kan vise mig, at du er værd at have med, så er du accepteret. Bare lav et par slag og blokeringer og se regnvejret som en lille... test af dine evner."
Det skulle gerne gøre fægtekunsten og evnen til at stå fast lidt besværligere, og samtidig ville tågen desorientere hende. Hvis hun kunne klare det uden de større problemer, var hun bedre, end hun så ud.

Izilarna trådte hurtigt ud i denbløde regn, langsomt lagde hun hovedet tilbage og lod de lette dråber falde mod hendes ansigt, det var kølende på en rar måde, der ikke var for kold. Kappen holdt hun endnu under armen, og havde ikke taget den på, hvilket ville gennembløde den i forvejen kropsnære kjole hun havde på, men det gjorde hende ikke noget, var der noget Izil ikke var, så var det kropsforskrækket.
Derefter vendte hun sig mod Argon og så mistroisk på ham "Bare et par slag og parader?" spurgte hun så med et undrende blik, men blev dog enig med sig selv om, at hvis hun kunne slippe så billigt var det vel fint nok.
Med et hurtigt og bestemt ryk trak hun sværdet af ryggen, i nogenlunde samme bevægelse som hun havde svunget det på plads med, inden hun tog et fast og stædigt grab om skæftet med begge hænder, og pegede spidsen af klingen imod Argons brystkasse, eller snare hans solar plexus. Hun tog sig få sekundter til at mærke det fugtige og glatte underlag, inden hun i en let bue svang sværdet rundt, og trådte med det samme et skridt tættere på ham, inden klingen stoppede ganske få mm fra hans hals, før hun igen trådte væk i en elegant dansende bevægelse, og på vejen lavede hvad der ville minde om en blokade ned langs hele kroppen, inden klingen fandt vej til hans knæhaser, hvor den igen stoppede få cm fra ham. Izilarne havde 100% kontrol over hver eneste milimeter at sværdet, og var ikke bange for at vise eller demonstrere det.
Derefter hang hun sværdet på plads, og trak på skuldrene "Du har slet ikke set det bedste endnu!" grinede hun så, og lod sig selv blive omgivet af små gnister, hendes hår rejste sig en smule af den voldsommme elektricitet, før hun skød en tordenkile lig ingen anden imod et af de eneste træer på havnen, der med et voldsomt smæk knækkede på midten, og det store gamle træ væltede opgivende ned over en lille jolle der lå for foden af det. Izil gav et lille næsten tøset fnis fra sig, inden hun så spørgende på Argon "Godkendt?" lo hun så, med et kækt glimt i øjet, på trods af, at han endnu ikke havde stiftet bekendtskab med hendes anden evne

Argon sørgede for at stå bomstille mens hun svingede sværdet, i tilfælde af, at hun ikke skulle være så god, som hun havde ladt til at være. Dog blev han langtfra skuffet, da klingen svingede elegant rundt i luften og stoppede foran hans hals.
Han ville vædde med, at hun havde formået at flække den regndråbe, der lige var dryppet ned fra hans pandehår og som hun ramte med det i måneskæret glimtende sværd, da hun svingede det imod ham.
Hun var god. Hun var faktisk mere en god. Hun var direkte mesterlig.
Hverken vejr eller det faktum, at hun rent faktisk gjorde udfald mod en garvet kriger, selvom hun ikke vidste hvorvidt han ville undvige eller noget. Hun havde jo perfekt styr over sværdet.
Han skulle lige til at bryde ud i en begejtret klapsalve, da hun blev omgivet af det gnistrende lys og smadrede træet til ukendelighed med den pludselige energiudladning.
Han stod bomstille i et øjeblik og lod bare regnen falde over sig, hvorefter han klappede endnu mere højlydt end han havde planlagt, med et stort smil.
"Tager du røven på mig? Selvfølgelig er du godkendt," udbrød han glædeligt.
Sådan en som hende var bare perfekt at have med i klanen.

Izilarna smilede skævt, og bøjede hovedet en smule, hun elskede at imponere folk, ikke fordi hun havde et behov for at føre sig frem, eller for den sags skyld behøvede det, men når folk, som i denne situation, havde bedt om en demonstration, så var det også hvad de fik.
"Det er jeg i så fald meget glad for!" sagde hun og betragtede Argon indgående, hun ville også gerne vide et og andet om ham, men det måtte blive senere. "Jeg ville gerne demonstrere min anden evne for dig, men det bliver et sted, hvor muligheden for at blive set ikke er så stor!" sagde hun så, og gjorde et hovednik imod kroen, hvor folk var begyndt at stimle sammen i vinduerne, for at se hvad der var sket, efter det store brag hendes lyn havde lavet, dog kunne de nok ikke se hverken Argon eller Izil grundet det tykke gus, men hun løb ingen chancer, overhovedet. Slet ikke når hendes evne krævede en 'mindre' forvandling til noget der var væsentligt lettere genkendeligt end hendes allerede bemærkelsesværdige udseende.
"Så, hvordan og hvorledes kommer det til at foregå?" spurgte hun så, og begyndte langsomt at gå, mens hun tog den runge rejsekappe over skuldrene, og rettede den til, så sværdet endnu sad yderst.
"Jeg går ud fra, at jeg også får en demonstration af dine evner og talenter, det er jeg jo nødt til for at kunne stole på dig, og for at kende dine kampfærdigheder, hvis der bliver problemer før eller siden!" sagde hun så, ganske alvorligt, der var ikke noget at diskutere, sådan var det bare, det var sikkert!

Han begyndte langsomt at gå efter hende.
"Selvfølgelig vil jeg demonstrere mine evner for dig, men ligesom med din anden evne, kræver det et sted, hvor vi ikke bliver overbegloet. Og dit lyntrick fik vist pådraget sig en masse opmærksomhed."
han rystede på hovedet.
"Nej, der kommer nok ikke lige til at foregå herude, hvor alle kan se os. Medmindre altså en tyk tåge lægger sig over området indenfor de næste to minutter, så bliver det nok i en baggård eller gyde. At vise mine evner i det åbne, ville bryde illusionen om at jeg bare er en normal soldat. Du kunne selvfølgelig få en forsmag, som ikke er helt ligeså opsigtsvækkende."
Han pegede op på en måge, der lod sig bære ind over kajen af den stive kuling, der kom fra havet.
"Hold nu godt øje med fuglen."
Stille og roligt kom der en stor bule på krystalhandskens ryg, samtidig med at den blev tykkere og dækkede halvdelen af hans underarm. Bulen åbnede sig, og, uden så meget som en trækning i hverken armen eller resten af kroppen, der kunne afsløre, hvad han var i færd med, men dog med en dæmpet lyd som af metal mod sten, skød en kort, tynd krystalpig ud af åbningen og fløj direkte mod mågen. Den faldt til jorden med en dump lyd, landede et par meter fra dem.
Argon sænkede armen og begav sig over til fuglen, som han samlede op. Den havde tilsyneladende brøket vingen i faldet, hvilket ikke lod til at bekymre den, da den havde været død siden før den ramte jorden. Han lod krystallen sidde hvor den var endt, midt i fuglens bryst, og fremdrog en lille, sort bog fra sin lomme. Den var i forfærdelig stand, men ikke desto mindre et vigtigt redskab for ham, og han slog op på en side omkring midten, som så ud til at være den oftest benyttede, da bogen automatisk klappede op på lige præcis den side.
Siderne var gulnede og skriften ulæselig, men dette var også meningen. Det var, trods alt, ikke normalt krystalisiansk, der var skrevet på siderne.
Argon førte tommelfingeren hen over de gamle sider med den hånd, som han holdt bogen i, og holdt mågen ud i strakt arm med den anden. Hans røde øjne lyste kortvarigt, og et glimt af sort energi så ud til at løbe fra bogen, og til øjnene og videre ud i mågen, der langsomt begyndte at bevæge sig igen. Den kæmpede sig langsomt op at stå i hans håndflade, den brækkede vinge lappede sig sammen igen med et knæk. Mågens øjne glimtede rødt, ligesom Argons, og dens før hvide fjerdragt formørkedes, så det grå område på dens nakke blev sort, og de hvide fjer på resten af kroppen blev mørkegrå.

Han gik tilbage til Izilarna med mågen siddende på håndleddet.
"Dette falder ikke i god jord hos de fleste indbyggere i landet," sagde han med et skjult smil. Det var for en gangs skyld gået godt, hvilket ellers ville have ødelagt hans magtdemonstration fuldstændigt. "Necromanci er ilde set."