Rex betragtede kort flammen med et intenst blik. Han hadede ild. Gud hvor han dog hadede det. Had er en samling af negative følelser. Det bruges i et stort omfang af ting, f.eks. basale ting som grønsager, cykler, borde, stole osv. til had for andre mennesker.
Han vendte atter opmærksomheden imod Kyoshiro, der tilsyneladende skælvede voldsomt. Han trak Kyoshiro tættere ind til sig og holdt fast om ham, for at få varme ind i den lille krop. Han lod forsat armen køre op og ned af hans ryg, for at danne gnidnings-varme. "Spar på energien," hviskede han roligt og samlede Kyoshiros lange hår, og lagde det ind over hans ene skulder, så det i det mindste ikke lå spredt og vædede hans tøj.
Han sukkede og holdt derefter blot den spinkle krop ind til sig igen. "Kyoshiro jeg...." han pausede og rystede på hovedet. Hvad skulle han sige? Burde han egentlig ikke bare gå, og lade tingene gå sin gang? ARGH! Hvorfor gik altid også skævt for ham! Forbandede liv! Det ville ham intet godt! Hvis der fandtes en gud, så nød denne af gøre livet surt for ham;
Han er dobbelt slave, han er tvunget til at bo på en grim lille ø, han skal dele værelse med en retarderet abe, han er en psykopats personlige våben, ingen har nogen respekt for ham, og nu dette?! HVORDAN KUNNE DET BLIVE VÆRRE?!
Spinde.... Spandt han? Spandt Kyoshiro!?
...
Det var lige blevet værre.