Alphonse satte ikke farten ned, men forsvandt igennem et krat, hvor Kieren selv blev tvunget til at stoppe op.
"Alphonse!" Kaldte han igen og rynkede brynene. Det var sjældent, at den var ulydig, så der måtte være noget yderst spændende på den anden side af det krat. Kieran rynkede brynene og bed tænderne sammen. Der var ikke meget andet at gøre, end at kravle igennem.
Forsigtigt gik han ned på alle fire, for at passere nær jorden, hvor krattet ikke var så tykt. Det var akavet, og han kunne ikke huske sidst, at han var på knæ således (Var der nogen, der sagde noget?)
"Al.." Brummede han atter, da han var halvvejs fri og kunne se sig omkring. Det var en lysning. Solens rødlige lys nåede herned uhindret af træernes skygger. Men det var nu ikke dét, der først fangede hans opmærksomhed, men at han stod ansigt til knæ med en hest. Overrasket spærrede han øjnene op og kom på benene. Han havde hørt om vildheste i den østlige del af skoven, men her...? Da han rettede sig op, stod han pludselig ansigt til mave med en kvinde. Han trådte et forbavset skridt tilbage. Hvad foregik der?

Skumring smilede varmt idet hun så hvordan Kieran fik kæmpet sig gennem det ellers tykke krat, og løftede de tætte grene en smugle så han lettere kunne komme under. hun trådte et forsigtigt langsomt skridt tilbage da han begyndte at rejse sig, for ikke at forskrække ham yderligere, hun vidste desværre godt at kentaurer som hende efterhånden var et sjældent syn for menneskeracen, eller generelt bare et sjældent fænomen i dette rige.
Hun stoppede op, og sank én smugle ned i den tunge våde jord, der var blevet fremprovokeret af de forrige dages regn, diskret så hun ned på mennesket med det lille smil der endnu spillede på de røde læber før hun rakte en slank men stærk hånd ned mod ham for at hjælpe ham op "skal du have hjælp?" sagde hun venligt og lagde endnu engang hovedet på skrå, for hende var sådan et besøg spændende, det var som sagt længe siden hun havde haft kontakt med menneskeracen.
Hun så hurtigt mod hunden der var stoppet op få meter fra dem, men vendte så blikket mod ham igen

Når han så op, så han et smukt kvindeansigt, der smilede varmt til ham. Når han så ned, så han hestehove synke lidt ned i den bløde undergrund. Overrumplet, da væsnet talte til ham, trådte han til siden og væk fra rummet mellem det og krattet. Sagt på en anden måde, tog han ikke imod den tilbudte hjælp, men gloede med store øjne. Han var blevet helt tør i halsen, som han forsøgte at samle sig om realiteten.
"En kentaur?" Kom det hæst fra ham. De var sjældne i disse tider, men nu stod han her.. Foran én af de fascinerende skabninger. Hun rømmede sig. Hun var stadig halvt kvinde, og manerer var på sin plads.
"Undskyld mig...," begyndte han, men blev stum. Hun var ualmindelig smuk at se på, og hendes hestekrop var speciel i farverne. Ingen almindelig hest kunne tage sig sådan for udseende.

Skumring lod trist hånden lande ned langs siden, mens hun viftede utålmodigt med den lange tykke hale, og skrabede lidt i jorden med den ene forhov, Det var ikke just den reaktion hun havde regnet med, men på den anden side var der vel mange i riget der ikke havde set sådan en som hende før. Hun betraktede ham kort, egentlig lignede de vel hinanden, i hvert fald på den øverste del, hun havde prøvet at være menneske i 6 timer engang, da en af flokkens ældste havde brygget noget urteværk sammen, men det gik ikke, hun var slet ikke vant til at gå på kun to ben, så det endte med at hun sad i skovbunden og ventede på at blive normal. Hvordan menneskene bar sig ad med at holde balancen ville hun nok aldrig forstå.
"Mjaae, det kan man vel godt kalde mig!" sagde hun med en blid stemme, og smilet brød endnu engang frem på hendes læber, "Så går jeg ud fra at du er et menneske!" sagde hun og løftede kækt det ene øjenbryn, mens hun blidt prikkede ham i brystet

Kieren lukkede øjnene og drog et dybere suk af slagsen, for at få lidt fatning over sig selv. Han næsten skammede sig over at reagere så.. ikke-lig-ham. Da han åbnede øjnene igen, talte hun. Kieran smilede en smule og nikkede. Ja, han var et menneske sidst han tjekkede.
Da hun prikkede ham på brystet, så han ned og modstod trangen til at træde et skridt tilbage. Han var ikke van til åbenlys, fysisk kontakt. Men hvad kunne man forvente, hun var intet menneske.. Kendte ikke til deres normer og normale omgang med hinanden. Han bedømte, at det nu var passende at præsentere sig.
"Jeg er Kieran," sagde han og nikkede mod sin hund, "- og det er Alphonse."
Hunden gøede ved lyden af sit navn og logrede ivrigt med halen.
"Jeg beklager, hvis jeg måber, men kentaurer er et sjældent syn disse dage.."

skumring holdt blot det varme smil mod ham, hun elskede at snakke med andre, også mennesker såvel som kentaurer, dog måtte hun trist nikke til det sidste "Vi er desværre ved at være et udryddet folk, og den ondskab der er kommet til landet har ikke gjort det lettere!" sagde hun og skrebede igen med hoven, mens hun vendte blikket mod hunden der gøede.
"Mit navn er Skumring!" sagde hun igen med smilet på læberne, hun havde altid lært at lade være med at se på alt det negative, selvom det til tider var noget så svært. "Og det gør ikke noget du måber, det er sjældent jeg ser mennesker der ikke reagerer som dig!" hun lagde igen hovedet på skrå og satte armene i siden med en spørgende mine.
"Der kommer heller ikke så mange mennesker i skovene mere, har jeg ret?" hendes blik var lige så afventende som resten af hendes krop, hun savnede kontakt med intelligente væsner, hvilket var svært at få efterhånden, og hun brød sig ikke om at skulle gå ind i byerne, der vidste man aldrig hvad man kunne støde på

Kieran nikkede et stum, men forstående gang til hendes ord om ondskaben. Hun måtte mene menneskets begær for kontrol, såvel som tilfangetagelsen af Lysets Dronning. Kieran var neutral og agtede ikke at tage sig af det, før det personligt fik noget med ham at gøre. Men det var ikke til at overse, at gaderne var blevet mere dystre efter ord var blevet spredt over hele landet.
Da hun præsenterede sig, lagde han tanken til side og bukkede en anelse i overkroppen.
"En fornøjelse at møde dig, Skumring. Og ja, efter at Lysets Dronning blev taget til fange, er folk blevet mere påpasselige med, hvor de færdes. Skoven kan fra menneskets synspunkt være et skummelt og utrygt område."
Svarede han baseret på sladder, han hørte fra sine kunder, når han sommetider var reservekusk. Så smilede han en anelse skævt.
"Men jeg tager nu alligevel chancen og lufter min hund."

Hun nikkede venligt igen "I lige måde, det er så sjældent at man ser..æh ja.. jeres slags her, der var engang hvor man næsten løb ind i jer en gang om ugen, men det er ved at være længe siden!" sahde hun med et skuldertræk og rettede på tasken der hang på hendes ene skulder.
Der var mange ligesom kieran der endnu ikke havde taget stilling, dog vidste Skumring klert hvilken side hun stod på, hjun havde ikke i sinde at lade sig underlægge som så mange andre i riget havde gjort.
Hun skævede kort til himlen men slog så blikket ned på ham igen "Hvordan er byen så for tiden?" ikke at hun nogensinde havde været der, men hun havde fået mange historier om hvordan det var, og hun elskede det, hun kunne næsten forestille sig hvordan det var at befinde sig mellem så mange væsner.
på et tidspunkt var der en kvinde fra byen der kom ca. en gang om ugen og fortalte hende historier om ugens begivenheder, men en dag var hun stoppet med at komme, og skumring undrede sig stadig over hendes pludselige forsvinden.
hun viftede hurtigt med halen et par gange og blinkede forventningsfuldt med de store øjne, inden hun igen satte hænderne i siden

Idet hun brugte ordet 'dengang', overvejede Kieran, hvor gammel hun mon var. Hun var smuk og så ung ud, men en kentaur.. Ældes den som et menneske eller en hest? Uanset hvad, så måtte 'dengang' være før Kieren kom til byen. For aldrig havde hun gået tur her, og stødt på andre af hans slags.
Da hun talte igen, blinkede han et par gange med øjnene. Byen? Den interesserede hende åbenbart. Aha..
"Livlig. Det er sommer, og folk færdes mere ude end inde, så gaderne kan være svære at komme frem i." I hvert fald hvis man havde en hestevogn at manøvre. Folk tog sig jo ikke af, at de lavere, mere jævne brosten var til hestene - de vadede bare på tværs.
"Men om aftenen er det dystert igen." Det sidste tilføjede han tænktsomt, før han spurgte; "Har du været der før?"

Hun nikkede ihærdigt da han fortalte hende om det, hun ville gerne selv se det, men hun havde en idé om at det ville være svært med hendes udseene. "Desværre ikke!" hun skævede ned til hendes hestekrop, men fik hurtigt æjenkontakt med ham igen, det var rart med en venligsindet menneske, men man vidste aldrig hvad de kunne finde på, mange af dem var snu og også falske, men det var ligeså problematikker hun ikke ville tage sig af, ikke nu,
"Draak, en af de ældste i flokken, forvandlede mig engang til menneske fordi jeg gerne ville se byen, men jeg måtte opgive efter ganske kort tid". sagde hun kapitulerende og slog ud med armene, "jeg kunne ikke holde balancen på kun to ben!" indrømmede hun med et lille pinligt smil og kløede sig i det store hår.
Hun rynkede kort de hvide bryn og skævede ned til hans ben, han virkede nu til at stå meget godt fast, på trods af det kun var to, i hendes øjne, tynde ben. "Så der er mange mennesker? hvor mange er der?! spurgte hun så ihærdigt og tog et lille skridt tættere på, hun var meget højere end ham egentlig, men det var ikke noget hun bed mærke i, hun var vant til at være stor i forhold til mennesker

Han kunne ikke holde et lille grin tilbage, da hun fortalte om sin oplevelse som menneske - hvilken ikke overraskede ham. Han havde hørt meget om magi, drikke og heksekunster, der kunne gøre de mest forunderlige og forfærdelige ting. At.. denne ældste af en kentaurflok havde sådan evne, var ligeså muligt, som selve hans eksistens.
"Hvis du er født på fire ben, er det måske ikke svært at forestille sig, hvorfor du ikke kan gå på to. Det må også være mere kompliceret, at dømme på vores barnsben. Jeg er sikker på, at du har oppe at stå længe før, at jeg overhovedet havde lært at kravle."
Han smilede lidt bredere og begyndte så småt at slappe af i hendes selskab. Det var svært ikke at løsne op, med en positiv sjæl i sit nærvær, der var både smuk og uskyldig.
"Hvor mange mennesker? Det kan jeg ikke svare på. Det vil svare til, hvis jeg spurgte dig, hvor mange dyr der er i skoven. Der er mange! Nogle steder flere end andre. Til daglig er hovedgaden og markedet altid befolket. Om aftenen er det de små kroer, der lyser op." Han kløede sig lidt i nakken og fortrak ikke en mine, da hun trådte nærmere. Hvis han rakte en hånd frem nu, ville han kunne røre hende på bringen. Det var bizart sådan som den mindede ham om enhver hest. Normalt var det næsten en refleks, at han rørte en hestekrop, når den var i nærheden, men i dette tilfælde måtte han undgå det.

Hun så godt hans lille smil og kunne ikke selv lade være med at grine lidt af det, når hun tænkte tilbage på det kunne hun ikke andet end at forestille sig hvordan hun havde væltet rundt, selvom det var ved at være et par år siden, måske var det værd at give et forsøg igen engang, hvis hun nogensinde fandt Draak igen, han var forsvundet efter massakren på hendes folk, men var ikke blandt ligene, og han var næsten for stærk til at kunne være blevet fanget, desværre kendte hun ikke til andre der kunne den form for magi og urtekunst.
"Det er underligt hvis vi ikke står op efter 2-3 måske 4 døgn!" grinede hun, kentauerføl var også meget sjove at se på, som forvirrede små væsner med for lange ben i forhold til menneskekroppen, som dog groede til med alderen naturligvis. Af hvad hun havde hørt tog det ret lang tid for et menneske at lære at gå, selvom hun undrede sig en anelse over fænomenet 'at kravle', det var ikke noget hun rigtigt havde hørt om før, men valgte også at alå det ud af hovedet.
"Så, er det ikke meget forvirrende når i er så mange?" spurgte hun så måbende og tænkte hurtigt på alle skovens dyr, det ville være umuligt at holde styr på, hvorimod kentauerne max var omkring 500 da de var flest, og det tal var endda blevet reduceret voldsomt.'

Han smilede og rystede på hovedet af hende.
"Vi kender ikke alle hinanden. Vi har hver især vores eget netværk af bekendte, som vi holder styr på. Vi husker heller ikke et hvert fremmed ansigt vi møder på gaden. Det ville være unaturligt."
Svarede han og lagde nakken lidt længere tilbage, for at kunne se hende i øjnene, uden at skæve sådan op. Alphonse gøede en enkelt gang af mangel på opmærksomhed. Kieran kendte ham trodsalt godt nok til at vide så meget.
"Al," kaldte han og klappede sig et par gange på ydersiden af låret. Straks løb hunden til hans side og satte sig, hvor den med logrende hale og tungen ud af mundvigen, så op på kentauren.
"Jeg tror han kan lide dig."

Skumring så helt overrasket ud, kvinden havde godt nok nævnt at menneske var i klart overtal, hvilket hun var ganske klar over, men selv huskede hun ret godt, og kunne i hvert fald genkende folk eller kentaurer hvis hun havde set dem før. "Nårh ja, det lyder også meget smart, men det er da sært at i ikke kan huske hinanden, er det ikke meget normalt at kunne det?" hun lagde hovedet på skrå og så ned mod ham med et lille smil da hun så hvordan han strakte hals.
Hun kunne ikke forestille sig at der var så mange 'mennesker' samlet på et sted at det ville være svært at komme frem eller forbi, men nu havde kentauerne nok også mere plads i skoven pr kentauer i forhold til menneskene.
Det gav et lille sæt i hende da hunden pludselig gav en lyd fra sig, hun havde næsten glemt dens tilstedeværrelse, men rakte hånden ned til den idet han kom over til hende og Kieran, hvor hun klappede den mellem ørerne, dog skulle hun bukke en smugle i ryggen for at nå ham.
Hun ville nok heller ikke lære at forstå hvorfor og hvordan menneskene holdt dyr, men den her så ud til at være ganske tilfreds med ikke at bo i det vilde som så mange andre dyr "Njah, jeg tror bare han er glad generelt!" grinede hun og så ned på den logrende hale, mens hun med et stod helt stille for ikke at kome til at træde på den livsglade hund, selvom hun nu engang havde en speciel effekt på dyr, som så mange andre naturvæsner også havde

"Vi er mange, og de fleste besværer sig ikke med at gøre forsøget. Huske ansigter, altså. Desuden er det ikke alle mennesker, der er værd at kende. Vi har gode så vel som onde, og sommetider er det bedst bare at holde sig til dem, man kan stole på - sit eget netværk af venner."
Svarede han og så ned på sin hund, da denne fik klap på hovedet. Det så ud som om, at den hvert øjeblik kunne finde på at rejse sig på bagbenene, bare for at komme nærmere kentaurkvinden, men han afholdt sig fra det. I stedet logrede halen hurtigere, så det siddende bagparti gyngede med. Kieran rystede på hovedet og benyttede lejligheden til i stedet bare at se på Skumring.
Når hun var bukket ned således, var hun nærmere. Det var fascinerende, hvordan en kentaur kunne minde så meget om et menneske, og alligevel være så anderledes. Hun var smukkere end nogen kvinde han før havde set, men hendes øjne var bizare.. Ligesom på en hest. Store og helt sorte, indrammet af lange vipper. Det så forkert ud til et menneskeansigt.

Skumring trak på skuldrene, "Så må der virkelig være mange!" sagde hun med et smil og klappede endnu engang hunden der ivrigt logrede, hun havde altid drømt om at der en dag ville komme lige så mange kentaurer, eller bare halvt så mange, men det var desværre aldrig lykkeds, og blev med hundrede procent sikkerhed sværere at opfylde nu.
Langsomt lod hun hånden glide over den glatte blanke pels der startede lige under hendes menneskekrop, hendes hestekrop var ualmindeligt velplejet i forhold til almindelige heste, men dette blev nok også forklarret af, at kentaurer ikke rullede sig på samme måde, da de naturligvis havde en højere intelligens.
Hutigt strøg hun håret om bag det spidse øre med en hurtig bevægelse "Så.. hvad laver du som arbejde? Er det ikke det i kalder det?" spurgte hun igen interesseret og tog endnu et lille skridt frem mod ham, hun havde aldrig forstået hvordan det hang sammen for menneskene, i hendes verden var det således, at der blev gjort hvad der skulle gøres, så var der nogle der påtog sig den ene eller den ande form for opgave.
i Kentaurernes verden var der heller ingen form for penge, der blev det hele delt ud i tjenester i stedet for gæld. Hun så igen ned på Kieran og betraktede hans krop, det måtte være ualmindeligt sært at være så lille, og ikke kunne bevæge sig særligt hurtigt, til gengæld havde han med sikkerhed en masse fordele i at være meget smidig, hvilket tit var ert problem for hende, når hun skulle manøvrere sig gennem skovens mange grene og træer

Da hun tog endnu et skridt frem, var det næsten overvældende, så tæt hun var på. Hendes krop var nærmere, end han havde oplevet det med de fleste mennesker, han holdt simpel samtale med, og når han samtidigt måtte bøje nakken længere tilbage, følte han sig næsten dum. Disse tanker påvirkede dog ikke hans udtryk, da han rømmede sig og svarede;
"Jeg er kusk. Det vil sige, at jeg spænder to heste for en vogn, og tager penge for at samle andre mennesker op og fører dem til, hvor de vil hen.. Sommetider bliver jeg også hyret af de samme mennesker i flere dage, der har brug for det."
Han formodede ikke, at hun vidste, hvad en 'kusk' var, så han følte det nødvendigt at uddybe. Når han hørte sig selv tale, lød det egentlig ikke spor interessant - mere som en form for slavearbejde, at sørge for andre menneskers transport.

skumring lyttede interesseret, men for hende lød adet såkaldte arbejde nu en smugle kedeligt "Så det eneste du laver er at køre folk fra et sted til et andet? Er det så ikke lettere at de selv ridder?" hun lagde hovedet på skrå og så spørgende på ham, for hende gav en vogn ingen mening, det var da til mere besvær for både mennesker og heste, som skulle trække vægten, selvom det ikke var en synderlig belastning.
Hun rystede hurtigt det lange hår om på ryggen, hvis totter ihærdigt blev trukket forover af den stille vind, hendes udtryk ændrede sig ikke et sekund fra det varme imødekommende smil der hele tiden var vendt mod ham, han var egentlig lidt sjov, han virkede konstant overvældet, hvilkket huede hende en smugle

Han smilede skævt og rystede på hovedet.
"Det er ikke alle i byen, der ejer en hest. Hvor skulle de have den? Vi bor tæt. Dertil er det heller ikke alle, der overhovedet kan lide dyrene. Tro mig, jeg har været vidne til mange forskrækkede hvin over en hestevrinsken."
Men heldigvis var det de færreste, der aldrig havde været i kontakt med en hest før. Hestene var et vigtigt arbejdsdyr for mennesket, og ikke at være van til dem, var næsten unaturligt. Men det skete som sagt fra tid til anden. Og Kieran endte altid med at himle med øjnene i sådanne situationer.
På nuværende tidspunkt, kunne han dog forestille sig, at hans situation ikke var så meget anderledes. Han stod foran en kentaur, et væsen han aldrig havde drømt om at skulle møde, og han opførte sig nu ærefrygtigt. Hng, han måtte gøre noget ved det. Vænne sig til det og tænke på hende som et intelligent individ, der ikke ville ham ondt men bare snakke.
Han tog en dyb indånding.
"Undskyld mig, men må.. Må jeg røre dig? Bare på siden."

Skumring fik et undrligt udtryk da han fortalte om hvordan nogle af menneskene behandlede hestene, hvis der var noget hun ikke kunne fordrage var det hvis et dyr ikke blev behandlet på lige fod med mennesker, det lød nok sært hvis hun sagde det højt, da alle selv Skumring vidste at dyr har en langt lavere intelligens end mennesker, men hun vidste ligeså at dyr også har følelser. Hun slog tanken ud af hovedet og runkede igende hvide bryn en smugle "jamen.. Er der ikke marker og sådan noget?" spurgte hun undrende og pillede utålmodigt ved sin taske, før hunbrød hun i en lille latter efterfulgt af et varmt smil over hans spørgsmål. "Tjo, det må du gerne, men jeg er kilden ved lysken!" sagde hun med et smil, og trådte med det ene bagben til siden, mod ham, så hun stod med siden til ham. Hendes hestekrop var bestemt ikke lille, havde hun været hel hest havde det været en stor en af slagsen, men sådan var hele hendes folk, blandt dem var hun blot en "lille hun"